Om den Rumfordske Suppe.

Der var en tid da denne suppe, endog her til lands, vakte megen opmærksomhed, og nu har man i lang tid slet ikke hørt tale om den. Kun er det bekendt at den nydes af fangerne i straffeanstalten på Christianshavn. Denne suppe er vel nærende og kun lidt bekostelig når den tillaves i større kvantiteter. I Paris og flere store stæder kan de fattige på dertil indrettede spisekvarterer få Rumfords suppe for deres skilling. Burde man ikke her i Købehavn som har så mange fattig familier inden for dens mure, åbne de trængende adgang til dette sunde og fødende næringsmiddel der altid vil gøre sin opfinders navn velsignet. Da denne suppe nødvendigvis må koge i 5 eller 6 timer, så vilde ildebranden hvis den ikke koges i store portioner, snart tilintetgøre den fordel ingrediensernes ringhed ellers giver. Dog må man ønske at om et rumfordisk suppehus blev indrettet ved offentlig eller privat omhu, man så ville drage omhu for at suppen allerede første gang den sælges, var god og rigtigt tillavet. Mange fattige ville således få en sund og kraftig føde for det den ellers giver for et glas brændevin. 

(Politivennen nr. 1191, Løverdagen, den 27de October 1838. Side 684-685)

Forargelig Opførsel af Fangerne i Raadhusarresten.

I søndags kl. henved 2 havde en stor del fanger, mandelige og kvindelige, posteret sig i vinduerne hvor de klavrede sig fast i jernstængerne således at mange viste sig i fuld korpus ud til den såkaldte Slutterigade, og drev et fælt støjende væsen ved at råbe til deres medfanger i de andre arrester fra hvis inderste man hørte dybttonende svar. Ordene "ved Rundetårn - Du, min kæreste! Sig til mine forældre at jeg har fået lov at gå ud i aften, og at jeg går på komedie". Navnene Charlotte, Louise, nogle eder osv. var det referenten opsnappede ved sin gang gennem gaden. 

Man ved ikke om disse fanger alle er af det slags at det kan være ligegyldigt om de på denne måde sætter sig i rapport med deres medfanger eller endog med andre udenfor. Men at det til enhver tid er højst ubehageligt at se og høre på sådant, og især vederstyggeligt når man om søndagen vandrer til eller fra Guds hus, er vist. Er det end ikke gørligt at bringe sådanne mennesker til en værdig anvendelse af hviledagen, må de dog vel kunne bringes til at afholde sig fra en opførsel man næppe ville tåle af den frie borger.

(Politivennen nr. 1190, Løverdagen, den 20de October 1838. Side 669-670)

"Mange viste sig i fuld korpus ud til den såkaldte Slutterigade, og drev et fælt støjende væsen ved at råbe til deres medfanger." (Slutterigade 2015. Eget Foto)

Anmodning til Interessentskabet for Paquetfarten imellem Kjøbenhavn og Aarhus.

Det er til stor behagelighed og gavn for Jyllands og Sjællands beboere at der er oprettet en stadig og mindre bekostelig samfærdsel mellem disse steder ved paketskibene nr. 1 og nr. 2. At der er mange som foretrækker rejsen til søs mellem disse steder frem for en mere bekostelig og mere trættende over land, beviser det store store antal af endog konditionerede rejsende som i år har benyttet denne befordring. Det er derfor interessentskabets pligt såvel som det gavn at sørge for at alt indrettes så fuldkomment vel som muligt til passagernes bekvemmelighed og tilfredshed. Man tvivler ikke på at dette også er dets ønske, og man tillader sig derfor at gøre det opmærksom på en mangel som bør afhjælpes.

Anmelderen tog for nogen tid siden fra København til Århus med paketten nr. 1 der føres af kaptajn Michelsen. Dette skib er en fortrinlig sejler, og kaptajnen en dristig og kyndig sømand der såvel som skibets øvrige mandskab viser al mulig omhu og opmærksomhed mod passagerne. Men en mangel findes på skibet som det ikke står til ham at afhjælpe, og det er mangel af en retirade for mandlige passagerer. Vel står der til fornøden brug en slags kasse i forenden af skibet. Men denne kan man ikke afbenytte i stærk søgang uden at blive dyndvåd. Desuden skjules denne kasse kun af et stykke gammelt sort sejldug som ved den mindste blæst flyver til side, så at den der vil benytte stedet, nødes til at vise alle ombordværende en usømmelighed man ellers søger at undgå, og som ved en formedelst modvind eller stille længerevarende rejse oftere må gentages. Da der på alle skibe som er bestemt til at overføre passagerer, er indrettet lukkede retirader for begge køn, så håber man det ærede interessentskab vil afhjælpe denne mangel på paketskibet nr. 1 såvel som på nr. 2 om den også finder sted, hvilket anmelderen ikke er underrettet om.

Til slut kan anmelderen ikke undlade at fremsætte et ønske som det nærmest tilkommer føreren at påse opfyldt, nemlig at samtlige madrasser og køjeklæder i kahytterne efter hver fuldført rejse må udbankes og afbørstes da det jo let kan hænde at der blandt de forskellige passagerer som bruger denne befordring, kan findes en eller anden der var hjemsøgt af et vist slags påtrængende smådyr der er højst ubehagelig at modtage i indkvartering af folk som ikke ellers ikke er vant til sådant selskab.

(Politivennen nr. 1190, Løverdagen, den 20de October 1838. Side 665-667)

Redacteurens Anmærkning

Paketskibene transporterede stykgods, post og passagerer i regelmæssig rutefart. Ordet dækker mest over småskibe på indenlandske fragtruter. Paketskibe var havets fragtmænd.

Steam ferry-boat - Great Belt. The Illustrated London News, 26. april 1850.

Et Par Ord om Sædelighedstilstanden i Aalborg By.

Om denne større danske købstad har man i anførte henseende tidligere hørt ufordelagtige beretninger. Men dog næppe på prent set en sådan som den der er indflettet i stiftprovst Halds, i stænderforsamlingen oplæste forslag om midler til at forebygge løsagtighed. Forslaget selv der i øvrigt næppe stemmer med tidens erfaringer og anskuelser, synes næsten ganske at skylde sædelighedstilstanden på proponentens opholdssted sin tilværelse. Når det i en by på 7.000 mennesker er kommet så vidt med løsagtigheden at bordellerne afgiver tilflugtssteder for farlige forbrydere, at værterne der tjener til hælere for visse osv. osv., så er det vist nok på høje tid at den verdslige arm sætter skranker for sådant uvæsen og gådefuldt tillige at sådant ikke er sket hidtil. Dersom man tror at bordeller er et nødvendigt onde, hvori man må finde sig i en søstad som Aalborg, da tager man mærkeligt fejl. 

Det bedste bevis herimod er Helsingør hvor år for år vel 10 gange så mange søfolk opholder sig som i Aalborg. Der har man i de sidste år aldeles intet kendt til bordeller, og man holder de enkelte logerende fruentimmer så meget i skranker at de ikke forstyrrer den offentlige ro eller giver for megen skandale. Selv i København der naturligvis som hovedstad må i denne henseende underkastes en mildere bedømmelse, har politiet i den senere tid anvendt sin myndighed for at bringe det der vist nok til en vis grad nødvendige, onde inden visse grænser og hvis man skal slutte fra det som hidtil er udrettet, vil forargelse opvækkende løsagtighed til sidst blive ganske udryddet der. Men lader sådant sig realisere i Helsingør og København, så må det så meget lettere kunne ske i Aalborg når der kun lægges alvorligt hånd på værket. Hvis altså som indsenderen næsten befrygter, stiftsprovst Halds forslag i andre henseender ikke findes antagelige, så vil dog hans gode vilje i det mindste have den tilfredsstillelse at højere autoriteter lægger mere mærke til det om sig gribende onde i Aalborg og pålægge de ansvarlige at modarbejde samme med energi og sindighed.

(Politivennen nr. 1181, Løverdagen, den 18de August 1838. Side 517-519)

Sct. Olai Gade i Helsingør. Den har Politivennens ord for at der ingen bordeller var her dengang. Foto: Erik Nicolaisen Høy.

Redacteurens Anmærkning

P. T. Hald (1802-1964) var 1833 blevet residerende kapellan ved Budolfi Kirke i Aalborg, samme år sognepræst ved Frue Kirke, 1837 sognepræst ved Budolfi Kirke og stiftsprovst. I 1838 og 1840 var han kongevalgt medlem af de nørrejyske provinsialstænder. Hans ellers liberale holdninger afholdt ham ikke fra at optræde kraftigt mod baptismen.

En slem Karl ved Vesterports Bomhus.

Søndag den 29. juli ved middagstid kørte er par familier ud i besøg, og ved Vesterports bomhus betalte en af selskabet 1 mark hvorpå blev tilbagebetalt seks rigsbankskilling. Men da de rejsende om aftenen atter ankom til Vesterport, troede de at Cerberus var undsluppet fra helvede eller at en af de fatale toldbodhunde var opstået fra de døde. For således bjæffede og skældte en bomhuskarl ved navn Jeppe Pedersen dem i møde, idet han påstod at de om middagen havde givet ham en stor toskilling i stedet for et markstykke og med drøje eder forlangte erstatning samt truede med vagten hvis de ikke adlød. Da vi fuldkommen var overbevist om at have givet ham en mark, eftersom vi ikke engang havde en sådan toskilling, så havde vi godt ved at le ad hans trusler. Desuden burde han vel ved højlys dag have kendt forskellen, og da straks krævet tingen bragt i orden for at have nogen ret til at tale med. Men muligvis er han først hen ad aften blevet oplyst i ånden, så da han kunne fatte den høje tanke, på denne måde at få nogle ekstra skillinger. 

Dog nok herom, man kan jo ikke vide hvorfor karlen gik i drømme, dette er blot en tanke og tanker ved vi er toldfri. Ved hans støjen og folks tilløb blev bomforpagteren selv hr. Lassen opmærksom på det, kom ud og skønt han selv er en meget retskaffen og brav mand, kunne han naturligvis ikke afgøre på hvis side retten var, da han ikke havde modtaget pengene. En anden af selskabet på vognen gav da den grove karl det forlangte, skønt han harmede sig over at se sig nødsaget til for at undgå den skræk hvori børnene på vognene blev sat, at betale en afgift som alt engang var betalt. 

Da denne karl muligvis oftere bruger denne fremgangsmåde som en spekulationshandel, så gøres publikum herved opmærksom på at de er nødt til at bede omtalte karl Jeppe Pedersen at tage briller på i tide og siden tie stille, for kvittering for den betalte bomafgift er han vel ikke i stand til at give. I øvrigt var det at ønske at bomforpagteren afskedigede denne karl og i hans sted antog en anden der ville gøre sig den ulejlighed straks at bese de penge han fik leveret og i alt fald vidste at opføre sig anstændigt mod folk.

(Politivennen nr. 1179, Løverdagen, den 4de August 1838. Side 499-500)