Angaaende Murene for Ferskvandssøerne udenfor Nørreport.

Dersom afdøde grosserer Niels Brock kunne se op fra sin grav, ville han vist ryste på hovedet når han betragtede murene og brystværnet for begge ferskvandssøerne udenfor Nørreport der pranger med hans navn og er opsat for hans penge. Og muligvis ville han fortryde ikke at have gjort en anden bestemmelse i henseende til sin formue. For i stedet for et værk der kunne trodse tiden, ses nu et arbejde der kun vil have en kort varighed, så at de dertil anvendte penge kan anses så godt som spildte. I året 1836 påførtes denne mur og allerede året efter trængte den til reparation som den også måtte gives i fjor da kalken på mange steder faldt fra stenene. Og nu i dens alders 3. år er ikke alene kalken falden ud fra stenene, men disse er på flere hundrede steder smuldret bort, ligesom det cement der skal holde sammen på de tilhugne granitsten over muren, på mange steder er borte. Gennem de derved fremkomne åbninger vil regnvandet trænge ind og bevirke at kalken og stenene i det indre af muren opløses og således bidrage til hele værkets hurtige ødelæggelse. Snart vil vel også kåde drenge forsøge at vælte de løst liggende dæksten ned i søen hvis sådant ikke i tide bliver forebygget. 

Efter anmelderens mening er de sten som er brugt til muren, såvel som kalken kun af mådelig kvalitet. Men til et sådant offentligt arbejde burde man have anskaffet de mest fortrinlige materialer. Havde man i stedet for mursten brugt kampesten eller tilhugne bornholmske sten ligesom de der er brugt til Holmens Bro da ville brystværnet have kunnet trodse evigheden. Vel ville der da muligvis have medgået en større sum, men regner man hvad der nu vil medgå til idelige nødvendige reparationer så vil man vist finde at man ved at have udgivet en større sum på en gang, ville have gjort en ikke ubetydelig besparelse og tillige efterkomme legatarii ønske for hvem det nu ikke kan være nogen hæder at hans navn står på en sådan mur.

Det er befalet at bogtrykkere, kobberstikkere osv. skal sætte deres navne på de arbejder de leverer, og det ville være meget gavnligt om det samme var tilfældet med murere, tømrere og malere, hvad enten disse leverede arbejder efter licitation eller efter akkord. For var deres arbejder gode, da ville det tjene til deres anbefaling, og i hvert tilfælde ville det forbyde dem at betjene sig af dårlige materialer hvorved de ville misrekommanderes. 

(Politivennen nr. 1219, Løverdagen, den 11te Mai 1839. Side 291-293)

Underretning om Redningen af det engelske Brigskib Audax ved Gilleleie Fiskere.

I Commissionstidende er givet en ufuldstændig og på flere punkter beretning der trænger til berigtigelse om den assistance oven nævnte skib fik af Gilleleje-fiskere. Nedenstående pålidelige fremstilling af det passerede skal da tjene til at fuldstændiggøre og berigtige den tidligere relation og vil i sandhed ikke være uden interesse som det nyeste bevis for "at de vakre danske drenge" på ingen måde vanslægter fra fædrene, men er de samme i uforfærdethed og hæderlig tænkemåde.

Torsdag den 7. marts i dette år observerede den engelske brig Audax, ført af kaptajn William Guunttell en svær storm af øst-syd-øst med hård frost at være i nød: de forsøgte at ankre ud for Nakkehoved Fyr. Men da mandskabet som det senere viste sig, var forkommen af kulde samt frost i hænder og fødder, kunne sejlene ikke blive beslået, og ankeret ville ikke falde. Skibet drev nu mod Sjællands Rev og kaptajnen hejsede nødflag. Af de mange mennesker i Gilleleje som fra strandbredden så dette syn og ventede at skibet strandede hvert øjeblik, besluttede fiskerne Lars Andersen, Carl Christensen, Frederik Christensen, Peder Larsen, Christian Larsen, Sonne Svendsen, Hans Svendsen, Niels Pedersen, Hendrik Ludvigsen, Peder Nielsen, Lars Bendsen og Peder Hansen, alle fra Gilleleje at forsøge på at redde menneskene og skibet. De brød isen som lå noget ud for landet, gik i en båd og var så heldige efter stor anstrengelse at nå briggen som nu var drevet noget over 2 mil til søs, kom ombord og bragte skib og mandskab ind i Isefjorden.

For deres møje og anstrengelser tilstod kaptajnen dem 150 pund sterling for hvilken sum han gav dem et bevis. Med dette henvendte de sig til den engelske konsul i Helsingør. Men denne vægrede sig ved at betale, fordi det ikke var nævnt i beviset at han skulle gøre udlægget. De måtte altså rejse hjem med uforrettet sag og mente at de næppe nogensinde ville få deres betaling. Men omtrent 8 dage derefter fik de øje på et skib der langt ude i søen drev med isen. De genkendte straks at det var det samme skib som de havde reddet og bragt ind i Isefjorden. De kastede sig derfor i en båd, medtog noget proviant og arbejdede sig med megen anstrengelse ud til skibet. Her blev de modtaget med glæde af kaptajn og styrmand som var de eneste arbejdsdygtige ombord, da det øvrige mandskab var forkommet af kulde. 

Kaptajnen fortalte da at han havde forladt isefjorden i den tanke at nå Helsingør hvor han ville lade sit mandskab hvile ud og nyde forfriskning. Han havde landsat en matros i Hornbæk der havde koldbrand i fødderne. Men da han ville sætte sin kurs til Helsingør, drejede vinden og skibet som blev omringet af is, måtte nu drive med samme. Han erklærede at han havde set skibets og besætningens undergang i møde såsom han og styrmanden ikke alene kunne styre skibet. Sejl, anker og tovværk var fastfrosne og mandskabet var desuden hvis hjælp var udeblevet længere, udsat for at omkomme af sult da provianten var spist, så at de havde det sidste stykke kød i gryden. Fiskerne greb nu rask fast på arbejdet, skaffede sejl og tovværk løsnet så at skibet kunne styres. Før de forlod skibet, overlod de deres medbragte proviant til kaptajnen og udbad sig at han ville forandre det førhen meddelte bevis således at konsulen i Helsingør kunne udbetale beløbet. Dette efterkom han ikke alene med fornøjelse, men tilbød endog at forøge summen, hvilket dog ikke blev tilladt. Tværtimod tilbød 2 af de brave mænd at blive ombord og hjælpe til at bringe skibet til Helsingør hvortil det også ankom dagen efter.

(Politivennen nr. 1218, Løverdagen, den 4de Mai 1839. Side 277-280)

Optøier af en gal Ko paa Christianshavn.

Forleden dag sås en slagter trække en ko gennem Christianshavns gader. Koen var noget ustyrlig og sled sig endelig løs fra slagteren som godt nok forsøgte at indhente den. Men da de velsignede gadedrenge som der ikke er mangel på på Christianshavn, med deres hurra-råb og piben opmuntrede den, var den ikke let at få fat på, men blev hele tiden mere og mere urolig. Således løb den ikke alene adskillige personer over ende, men slog et spejl itu og forårsagede flere uordener inden man til sidst fik den drevet ind i en port og der fik magt over den. 

Da sådant muligvis kan indtræffe oftere, da køer som fx hos brændevinsbrændere har stået på stald måske et helt år er meget lystige når de slipper ud, var det ønskeligt om slagtere eller andre der holder kreaturer inden i byen, blev pålagt at forhindre de kreaturer de er betroet, fra at løbe på egen hånd ved at lade det reb som er bundet om hornene fastgøre om et af forbenene. Dette bruges af kodriverne i Jylland og på Fyn med megen nytte. For derved forhindres kreaturet i at løbe og må følge driveren med gravitetiske skridt. Der står i vores gamle abc: En arrig okse eller tyr er et ubændigt voldsomt dyr og når skade er påført en eller anden ved et sådant, mon da en slagter kan give den skadelidte fuldkommen oprejsning?

(Politivennen nr. 1215, Løverdagen, den 13de April 1839. Side 234-235)

Et slemt Skue paa Christianshavn.

 Hr. udgiver!

Jeg har ofte lagt mærke til en gaderenovationsvogn som næsten daglig kører forbi min bopæl på Christianshavn. Vognen er forspændt med en hvid stumprumpet og en rødbrun hest som går nærmer. Begge disse heste er i en jammerlig tilstand og formår næppe med al anstrengelse at trække den ofte stærkt belæssede vogn. Men desuden får de af kusken en så overvældende mængde prygl at det må skære ethvert aldeles ikke forhærdet menneske i hjertet. Skønt han med grusom betænksomhed anvender slagene på enkelte steder så at disse er aldeles blottet for hår,  kan selv denne straffemetode ikke skaffe hestene flere kræfter. For at blive fri for dette virkelig oprørende skue, beder man Dem om i Deres blad at gøre disse stakkels hestes ukendte ejer opmærksom herpå, med anmodning om enten at lade dem få fornøden hvile og tilstrækkelig foder, eller gøre ende på deres ulykkelige tilværelse ved at sælge dem til en hesteslagter.

(Politivennen nr. 1215, Løverdagen, den 13de April 1839. Side 231)

Et Par Bemærkninger, Frederikshoms Arrest angaaende.

Der er så ofte påanket mangler ved forskellige straffeanstalter og fangehuse samt arrester at indsenderen ikke tror det er overflødigt at berøre de mangler og fejl der finder sted ved Frederiksholms Arresthus eller det såkaldte Blåtårn.

For omtrent 1 år siden blev arrestforvareren Marqvart afskediget fra sit embede efter rygte på grund af embedspligts forsømmelse. Og en hof- og stadsretsbetjent blev konstitueret i hans sted for at varetage hans embedsfunktioner under den sag der midlertidig blev anlagt imod ham. Det gamle ordsprog siger "nye koste fejer bedst", men for så vidt man har bragt i erfaring, finder der adskillige uordener sted endnu som bør afhjælpes.

1) Hver aften når arrestforvareren visiterer, bliver arrestanternes klæder kastet ud på en snavset sandet gang. Og det er ikke usædvanligt tilfældet at rotterne skambider et og andet af arrestanternes klædebon uden at disse tør eller kan påstå nogen som helst erstatning.

2) Hver fredag kan arrestanter få en portion varm mad der består uden afveksling af ærter og flæsk. Maden er god og upåklagelig. Men arrestanterne kommer denne dag kun en gang i gården, og det er efter indsenderen opfattelse et for langt tidsrum at tvinge naturen fra kl. 1 eftermiddag til anden dags morgen kl. 8. 

3) Det er forbudt i andre straffearrester at udskænke brændevin til arrestanterne, fx i Hof- og Stadsrettens, Inkvisitionskommissionens, Gammelholms arrester og flere steder. Hvorfor bør denne gode skik ikke indføres i Frederiksholms Arresthus og udsalg af spirituøse drikke til arrestanterne forbydes.

4. Der eksisterer en instruks for arrestforvareren hvorved det pålægges ham som pligt at lade hente mad fra byen til arrestanterne når disse har evne til det, men dette bliver dem nægtet. Dog får 2 højst mistænkelige personer hver morgen 1 pot varm afskummet mælk for 2 skilling. Dette er en undtagelse. Men det er ønskeligt at det i fremtiden må tillades arrestanterne at få varm mad hentet fra byen på de dage da denne ikke kan fås hos arrestforvareren.

5) Arresterne er i almindelighed meget små, og der må ofte sidde 3 til 4 mennesker indesluttet i en arrest der kun er 3½ alen i længde og 4½ alen i bredden. Dog har man erfaret at der i sommer skal ske en tilbygning og altså vil denne mangel vel forsvinde. Til slut vil indsenderen gøre de høje ansvarlige opmærksom på at arrestlokalerne ved den forandring der nu skal finde sted, bør indrettes således at arrestanterne ingen samtale eller samkvem kan have med hinanden.

Hvad ellers provianten som arrestanterne får angår, da er den i det hele god og upåklagelig. Kun ønskede indsenderen at arrestforvareren eller hans ægteskabelige halvdel, ikke gjorde nogen forskel på arrestanterne hvad enten den ene får godt bud eller penge udefra, den anden intet. For når den ansvarlige øvrighed tillader en arrestant at tale med sin kone, hvorfor skal samtalen da finde sted i gården gennem en trækrude, når en anden straks efter kan blive indkaldt i stuen fordi han har råd til at fortære penge?

Til slut mener indsenderen det var gavnligt at det blev tilladt i den mindste de arrestanter der ikke er overbevist om forbrydelser, at få en eller anden god bog i arresten, men dette nægtes dem og hvad der er påfaldende, endog gudelige bøger. Trykkefrihedsselskabet har skænket bøger til så mange arrester. Hvorfor er Frederiksholms Arresthus undgået dets veldædige opmærksomhed? Skulle disse linjer ikke blive en røst i ørkenen, men høje ansvarlige tage notits af dem, vil det glæde indsenderen meget at have anvendt nogle få øjeblikke med at nedskrive dem.

(Politivennen nr. 1214, Løverdagen, den 6te April 1839. Side 211-214)

"Kjøbenhavns Amts Thing og Arrest-Huus" står der på denne bygning på Blegdamsvej på Nørrebro. Hertil flyttede Frederiksholms Arrests funktioner i 1848, altså 9 år efter klagerne i artiklen. Den afbildede bygning kendes nu mere som Blegdamsvejens Fængsel.

Redacteurens Anmærkning

Frederiksholms Arrest lå ved Bryghuset ved Frederiksholms Kanal 1728-1848. Den sidste rest i gården til Vester Voldgade 131 blev nedrevet ca. 1965. "Blåtårn" erstattede det mere kendte Blåtårn. Arresthuset blev brugt til personer fra de jurisdiktioner i Københavns amt, der lå uden for selve byen. Disse funktioner blev derefter flyttet til Blegdamsvej.