Om Catechetembeder for det mosaiske Troessamfund.

Kateketen ved den mosaiske menighed her i staden er tillagt en årlig gage på 300 rigsbankdaler, foruden 200 rigsbankdaler som menighedens præst må udrede til ham. Desuden har han indkomster af alle de brudevielser som forefalder hos de mosaiske trosbekendere på Sjælland, men udenfor hovedstaden. En arbejder er vist nok sin løn værd. Men da der for nys nævnte gage ikke påhviler kateketen nogen særskilt pligt eller forretning og al hans tid er overladt til egen disposition, så synes det ikke mere end rimeligt om han gav fri undervisning i det mindste i en af menighedens skoler, hvis lærere lønnes af menigheden der har byrder nok at bære. 

De kristne kateketer har med langt ringere indkomster flere pligter at opfylde. Således må de især i købstæderne undervise i skolerne og prædike i kirken, samt ellers assistere de andre præster. Det er også underligt at man i de sidste 2 år har savnet den nuværende kateket i kirken ved religionsprøverne da hans nærværelse både kunne være menigheden til opbyggelse og præsten til nytte i tilfælde af ildebefindende der muligvis kunne forhindre ham i at tilendebringe eksaminationen. Det kunne altså blive en besparelse i henseende til skoleudgifter, ligesom en opbyggelse og yderligere sikkerhed for fuldførelsen af en begyndt højtidelig kirkelig handling, hvis hr. kateketens embedsforretninger nolens volens udvidedes noget. Vi tror ikke at denne mand just anvender megen tid til litterære arbejder hvis vi med rette tør slutte fra hans bekendte i Borgervennen meddelte artikel.

(Politivennen nr. 1221, Løverdagen, den 26de Mai 1839. Side 324-325)

Kongens Bibliothek.

I de seneste år har to af vores offentlige biblioteker, nemlig Universitetsbiblioteket og det såkaldte kongelige modtaget adskillige ønskværdige forbedringer hvortil især må henregnes udvidelse af lokalet som også til dels er blevet forskønnet. Derimod kan der vel erindres adskilligt mod forsyningsmåden med bøger. Især har Kongens Bibliotek stor mangel på bøger i visse fag, i stedet for at alle de vigtigere discipliner burde omtrent i lige grad betænkes med årlig forøgelse af hvad der udkommer eller fra de forgangne decennier mangler.

Hvad Kongens Bibliotek angår, da er det højst ubehageligt når man der på læsesalen læser eller konciperer pludselig at blive vakt af sin eftertanke ved tilråbet: Klokken er to! og ufortøvet at måtte pakke sammen, måske ved det mest interessante eller vigtigste sted i bogen. Nogle få minutter ville dog ikke kunne sige synderligt, så meget mere da læsetiden her er en hel time mindre end på Universitetsbiblioteket og inspektøren selv just ikke altid er så nøjagtig med at indfinde sig og begynde udlevering af bøgerne. Desforuden er det vel ikke altid lige vist at klokken er slået to når dette forkyndes de tilstedeværende. For det er dog vel ikke afgjort at inspektørens lommeur altid er ufejlbart, og desværre savnes her et stueur som derimod haves på Universitetsbiblioteket og som enhver tilstedeværende er i stand til at kontrollere. Ubehageligt er det også at man driver nøjagtigheden så vidt at man ved enhver ubetydelig fold i en bog tillader sig at irettesætte de læsende.

(Politivennen nr. 1220, Løverdagen, den 18de Mai 1839. Side 307-308)

Redacteurens Anmærkning

På Politivennens tid lå Universitetsbiblioteket på Trinitatis Kirkeloft, mens Det Kongelige Bibliotek siden 1665 havde ligget ved bibliotekshaven hvor Rigsarkivet ligger. Dengang var haven havnebassin for flåden. I 1793 var det blevet åbnet for offentligheden. I 1906 flyttede biblioteket til den bygning som mange i dag forbinder med biblioteket.

Stank fra Skedevandsfabriken paa Christianshavn.

Da man ikke andre steder hvor der er salpetersyrefabrikker, besværes af røg og stank, må man dobbelt beklage at ingen hidtil har påtalt den ulidelige røg og stank hvormed der opvartes fra den såkaldte Christianshavnske Skedevandsfabrik. Da beboerne på stedet formodentlig end ikke har klaget over det og i så henseende viser en ubegribelig ligegyldighed for deres sundhed, må en anden herved gribe pennen for at bevæge ejeren eller det offentlige til fordel for naboer og genboer at tage sig af denne genstand. At skedevandsfabrikanten enten betjener sig af dårlige redskaber eller ikke ganske forstår sin dont - til tab for ham selv og skade for menneskers sundhed, derom kan vel næppe tvivles. Men hvad grunden så end er, bør den hæmmes ved ejerens eller det offentliges foranstaltning.

(Politivennen nr. 1219, Løverdagen, den 11te Mai 1839. Side 295-296)

Angaaende Murene for Ferskvandssøerne udenfor Nørreport.

Dersom afdøde grosserer Niels Brock kunne se op fra sin grav, ville han vist ryste på hovedet når han betragtede murene og brystværnet for begge ferskvandssøerne udenfor Nørreport der pranger med hans navn og er opsat for hans penge. Og muligvis ville han fortryde ikke at have gjort en anden bestemmelse i henseende til sin formue. For i stedet for et værk der kunne trodse tiden, ses nu et arbejde der kun vil have en kort varighed, så at de dertil anvendte penge kan anses så godt som spildte. I året 1836 påførtes denne mur og allerede året efter trængte den til reparation som den også måtte gives i fjor da kalken på mange steder faldt fra stenene. Og nu i dens alders 3. år er ikke alene kalken falden ud fra stenene, men disse er på flere hundrede steder smuldret bort, ligesom det cement der skal holde sammen på de tilhugne granitsten over muren, på mange steder er borte. Gennem de derved fremkomne åbninger vil regnvandet trænge ind og bevirke at kalken og stenene i det indre af muren opløses og således bidrage til hele værkets hurtige ødelæggelse. Snart vil vel også kåde drenge forsøge at vælte de løst liggende dæksten ned i søen hvis sådant ikke i tide bliver forebygget. 

Efter anmelderens mening er de sten som er brugt til muren, såvel som kalken kun af mådelig kvalitet. Men til et sådant offentligt arbejde burde man have anskaffet de mest fortrinlige materialer. Havde man i stedet for mursten brugt kampesten eller tilhugne bornholmske sten ligesom de der er brugt til Holmens Bro da ville brystværnet have kunnet trodse evigheden. Vel ville der da muligvis have medgået en større sum, men regner man hvad der nu vil medgå til idelige nødvendige reparationer så vil man vist finde at man ved at have udgivet en større sum på en gang, ville have gjort en ikke ubetydelig besparelse og tillige efterkomme legatarii ønske for hvem det nu ikke kan være nogen hæder at hans navn står på en sådan mur.

Det er befalet at bogtrykkere, kobberstikkere osv. skal sætte deres navne på de arbejder de leverer, og det ville være meget gavnligt om det samme var tilfældet med murere, tømrere og malere, hvad enten disse leverede arbejder efter licitation eller efter akkord. For var deres arbejder gode, da ville det tjene til deres anbefaling, og i hvert tilfælde ville det forbyde dem at betjene sig af dårlige materialer hvorved de ville misrekommanderes. 

(Politivennen nr. 1219, Løverdagen, den 11te Mai 1839. Side 291-293)

Underretning om Redningen af det engelske Brigskib Audax ved Gilleleie Fiskere.

I Commissionstidende er givet en ufuldstændig og på flere punkter beretning der trænger til berigtigelse om den assistance oven nævnte skib fik af Gilleleje-fiskere. Nedenstående pålidelige fremstilling af det passerede skal da tjene til at fuldstændiggøre og berigtige den tidligere relation og vil i sandhed ikke være uden interesse som det nyeste bevis for "at de vakre danske drenge" på ingen måde vanslægter fra fædrene, men er de samme i uforfærdethed og hæderlig tænkemåde.

Torsdag den 7. marts i dette år observerede den engelske brig Audax, ført af kaptajn William Guunttell en svær storm af øst-syd-øst med hård frost at være i nød: de forsøgte at ankre ud for Nakkehoved Fyr. Men da mandskabet som det senere viste sig, var forkommen af kulde samt frost i hænder og fødder, kunne sejlene ikke blive beslået, og ankeret ville ikke falde. Skibet drev nu mod Sjællands Rev og kaptajnen hejsede nødflag. Af de mange mennesker i Gilleleje som fra strandbredden så dette syn og ventede at skibet strandede hvert øjeblik, besluttede fiskerne Lars Andersen, Carl Christensen, Frederik Christensen, Peder Larsen, Christian Larsen, Sonne Svendsen, Hans Svendsen, Niels Pedersen, Hendrik Ludvigsen, Peder Nielsen, Lars Bendsen og Peder Hansen, alle fra Gilleleje at forsøge på at redde menneskene og skibet. De brød isen som lå noget ud for landet, gik i en båd og var så heldige efter stor anstrengelse at nå briggen som nu var drevet noget over 2 mil til søs, kom ombord og bragte skib og mandskab ind i Isefjorden.

For deres møje og anstrengelser tilstod kaptajnen dem 150 pund sterling for hvilken sum han gav dem et bevis. Med dette henvendte de sig til den engelske konsul i Helsingør. Men denne vægrede sig ved at betale, fordi det ikke var nævnt i beviset at han skulle gøre udlægget. De måtte altså rejse hjem med uforrettet sag og mente at de næppe nogensinde ville få deres betaling. Men omtrent 8 dage derefter fik de øje på et skib der langt ude i søen drev med isen. De genkendte straks at det var det samme skib som de havde reddet og bragt ind i Isefjorden. De kastede sig derfor i en båd, medtog noget proviant og arbejdede sig med megen anstrengelse ud til skibet. Her blev de modtaget med glæde af kaptajn og styrmand som var de eneste arbejdsdygtige ombord, da det øvrige mandskab var forkommet af kulde. 

Kaptajnen fortalte da at han havde forladt isefjorden i den tanke at nå Helsingør hvor han ville lade sit mandskab hvile ud og nyde forfriskning. Han havde landsat en matros i Hornbæk der havde koldbrand i fødderne. Men da han ville sætte sin kurs til Helsingør, drejede vinden og skibet som blev omringet af is, måtte nu drive med samme. Han erklærede at han havde set skibets og besætningens undergang i møde såsom han og styrmanden ikke alene kunne styre skibet. Sejl, anker og tovværk var fastfrosne og mandskabet var desuden hvis hjælp var udeblevet længere, udsat for at omkomme af sult da provianten var spist, så at de havde det sidste stykke kød i gryden. Fiskerne greb nu rask fast på arbejdet, skaffede sejl og tovværk løsnet så at skibet kunne styres. Før de forlod skibet, overlod de deres medbragte proviant til kaptajnen og udbad sig at han ville forandre det førhen meddelte bevis således at konsulen i Helsingør kunne udbetale beløbet. Dette efterkom han ikke alene med fornøjelse, men tilbød endog at forøge summen, hvilket dog ikke blev tilladt. Tværtimod tilbød 2 af de brave mænd at blive ombord og hjælpe til at bringe skibet til Helsingør hvortil det også ankom dagen efter.

(Politivennen nr. 1218, Løverdagen, den 4de Mai 1839. Side 277-280)