Svineri i Dronningensgade paa Christianshavn.

På Christianshavn hvor sordida paupertas især har opslået sit sæde, finder mange uordener sted. Man vil ikke omtale de mange pjaltede lazaroner og ditto gadedrenge der synes at have gjort sig til herre af volden, så at intet ordentligt menneske, langt mindre fruentimmer tør vove at spadsere der, heller ikke om det grænseløse svineri som findes især henimod nedgangen af volden ikke langt fra Amagerports vagt da sådant før er påanket. Men i den senere tid har man i den nordre ende af Dronningensgade set fortovet langs kirkens gitter besat med menneskeekskrementer så at man skulle tro at intet lokum findes der i nærheden. At sådanne sager kan henligge til stads i flere dage, er virkelig forunderligt. For påligger det ingen anden at borttage samme, så mener man dog at graverkarlen burde feje for kirkens dør.

(Politivennen nr. 1222, Løverdagen, den 1ste Juni 1839. Side 343-344)

Opfordring til Vedkommende.

Som bekendt har hr. Duus ret til at forbyde al slags fiskeri i Søerne her om København. Men dersom han har samme ret med hensyn til Ladegårdsåen, da må man undres over at han ikke lader sådant offentliggøres i vore blade, eller lader en tavle opslå på broen der går over Ladegårdsåen til fornøden underretning for enhver. For så vidt vides har det altid været tilladt at angle i Ladegårdsåen, og det er just ikke enhvers lejlighed at lade sig følge af de af hr. Duus udsendte sjovere, eller lade sig ens redskaber fratage af sådanne personer som fremviser et papir der i sådanne hænder kunne anses ugyldigt. Indsenderen har intet imod at hr. Duus forbyder fiskeriet i Ladegårdsøen hvis han dertil er berettiget når han kun vælder en passende fremgangsmåde, hvilken enhver i vore tuder synes at skylde sine medborgere. Når hr. Duus bekendtgør sin eneret, vil vist enhver afholde sig fra indgreb og ingen retskaffen mand kan have noget imod at han da lader enhver overtræder drage til ansvar efter loven.

(Politivennen nr. 1221, Løverdagen, den 26de Mai 1839. Side 329-330)

Om 2 Drenges skammelige Opførsel mod en Dame, i over 100 Menneskers Paasyn.

Pinsedag om aftenen omtrent kl. 6.30 gik en velklædt dame fra Vesterbro ind til byen. Blandt den store mængde der samtidig passerede denne vej, befandt sig to drenge af omtrent 13 års alder af hvem hun blev forfulgt med de ækleste grimasse og mest gemene gestikulationer, hvorved alles opmærksomhed blev henvendt på hende. Dene ene af drengene iklædt en blå trøje, hvid krave og hat, syntes at være ophavsmanden til disse gemenheder, for hver gang hans lille jødekammerat - der også var i blå klæder, men med kasket - så sit snit, gik denne dristig hen til damen og sagde hende de plumpeste grovheder, mens den anden skælm blev tilbage og lo hjertelig over udførelsen af den overlagte plan. Næsten skulle man tro at disse drenges mageløse dumdristige gemenheder ikke har haft sin grund i et ondskabsfuldt indfald hos dem selv, men snarere at der har været et redskab for andre som pøbelen desværre så ofte er ved endnu langt vigtigere og følgerige lejligheder. For deres opførsel var ellers aldeles uden motiv udefra. Det er at formode at damen så meget foragter denne væmmelige scene at hun end ikke vil gøre anmeldelse derom. Men hvis det skulle være politiet om at gøre at vide disse velopdragne drenges opholdssteder, da vil man lige over for "Skibet" på Vestergade finde en lille tyk firskåren krabat der er vel bekendt i hele gaden, og vist nok vil kunne opgive sin kammerats bopæl. Det ville vist ikke være uden interesse for over 100 mennesker der var vidner til deres skamløse færd, at erfare at disse drenge havde ved øvrighedens medvirken fået en eftertrykkelig korporlig revselse, det eneste man kan tiltro nogen virkning på sådanne subjekter.

(Politivennen nr. 1221, Løverdagen, den 26de Mai 1839. Side 325-327)

Om Catechetembeder for det mosaiske Troessamfund.

Kateketen ved den mosaiske menighed her i staden er tillagt en årlig gage på 300 rigsbankdaler, foruden 200 rigsbankdaler som menighedens præst må udrede til ham. Desuden har han indkomster af alle de brudevielser som forefalder hos de mosaiske trosbekendere på Sjælland, men udenfor hovedstaden. En arbejder er vist nok sin løn værd. Men da der for nys nævnte gage ikke påhviler kateketen nogen særskilt pligt eller forretning og al hans tid er overladt til egen disposition, så synes det ikke mere end rimeligt om han gav fri undervisning i det mindste i en af menighedens skoler, hvis lærere lønnes af menigheden der har byrder nok at bære. 

De kristne kateketer har med langt ringere indkomster flere pligter at opfylde. Således må de især i købstæderne undervise i skolerne og prædike i kirken, samt ellers assistere de andre præster. Det er også underligt at man i de sidste 2 år har savnet den nuværende kateket i kirken ved religionsprøverne da hans nærværelse både kunne være menigheden til opbyggelse og præsten til nytte i tilfælde af ildebefindende der muligvis kunne forhindre ham i at tilendebringe eksaminationen. Det kunne altså blive en besparelse i henseende til skoleudgifter, ligesom en opbyggelse og yderligere sikkerhed for fuldførelsen af en begyndt højtidelig kirkelig handling, hvis hr. kateketens embedsforretninger nolens volens udvidedes noget. Vi tror ikke at denne mand just anvender megen tid til litterære arbejder hvis vi med rette tør slutte fra hans bekendte i Borgervennen meddelte artikel.

(Politivennen nr. 1221, Løverdagen, den 26de Mai 1839. Side 324-325)

Kongens Bibliothek.

I de seneste år har to af vores offentlige biblioteker, nemlig Universitetsbiblioteket og det såkaldte kongelige modtaget adskillige ønskværdige forbedringer hvortil især må henregnes udvidelse af lokalet som også til dels er blevet forskønnet. Derimod kan der vel erindres adskilligt mod forsyningsmåden med bøger. Især har Kongens Bibliotek stor mangel på bøger i visse fag, i stedet for at alle de vigtigere discipliner burde omtrent i lige grad betænkes med årlig forøgelse af hvad der udkommer eller fra de forgangne decennier mangler.

Hvad Kongens Bibliotek angår, da er det højst ubehageligt når man der på læsesalen læser eller konciperer pludselig at blive vakt af sin eftertanke ved tilråbet: Klokken er to! og ufortøvet at måtte pakke sammen, måske ved det mest interessante eller vigtigste sted i bogen. Nogle få minutter ville dog ikke kunne sige synderligt, så meget mere da læsetiden her er en hel time mindre end på Universitetsbiblioteket og inspektøren selv just ikke altid er så nøjagtig med at indfinde sig og begynde udlevering af bøgerne. Desforuden er det vel ikke altid lige vist at klokken er slået to når dette forkyndes de tilstedeværende. For det er dog vel ikke afgjort at inspektørens lommeur altid er ufejlbart, og desværre savnes her et stueur som derimod haves på Universitetsbiblioteket og som enhver tilstedeværende er i stand til at kontrollere. Ubehageligt er det også at man driver nøjagtigheden så vidt at man ved enhver ubetydelig fold i en bog tillader sig at irettesætte de læsende.

(Politivennen nr. 1220, Løverdagen, den 18de Mai 1839. Side 307-308)

Redacteurens Anmærkning

På Politivennens tid lå Universitetsbiblioteket på Trinitatis Kirkeloft, mens Det Kongelige Bibliotek siden 1665 havde ligget ved bibliotekshaven hvor Rigsarkivet ligger. Dengang var haven havnebassin for flåden. I 1793 var det blevet åbnet for offentligheden. I 1906 flyttede biblioteket til den bygning som mange i dag forbinder med biblioteket.