Nogle Bemærkninger, i Anledning af det i Politievennen Nr. 1223, for 8de Juni, indrykkede Stykke, betitlet: "Bøn til Toldvæsenets Foresatte".

I det sidste nummer af Politivennen har en som det synes, "gammel militær" beklaget sig over at hans ven og krigskammerat der er kongelig toldbetjent i København, ikke er standsmæssigt nok logeret, når han har post ved et af møllekontorerne på volden som han kalder "huller", og at det er hårdt for en "velopdragen mand" ikke at turde forlade nævnte "hul" skønt han kan derfra kan se sin familie. Hvorved han altså på en lumsk måde giver at forstå at de "velopdragne" toldbetjente hvoriblandt formodentlig hans ven, bor i nærheden af volden. Imidlertid må man gøre den ærede "gamle militære" opmærksom på at være forsigtig med således at publicere hvad hans ven kan have fortalt ham under fire øjne, nemlig at toldbetjentene "af de ringere klasser" (naturligvis ikke de nuværende standspersoner som krigsråd, assessorer, kaptajner, løjtnanter, sekretærer) forlod deres poster og sad i værtshusene da disse ytringer indeholder en direkte dadel mod de nævnte toldbetjente og en indirekte imod deres foresatte, in specie imod maleværkskontrollørerne hvis pligt det er at påse at sådanne uordener ikke finder sted.

Dernæst må man bemærke at en toldbetjents embede der er det sidste og ringeste i toldsager, i sig selv er en ringe betjening og medfører temmelig simple forretninger hvorfor det er rimeligt at det søges og besættes med personer af de såkaldte "ringere klasser" som den "gamle militære" kalder dem.

At standspersoner nu søger og har disse embeder, forandrer intet i sagen da personen skal rette sig efter embedet, og embedet ikke efter personen som beklæder samme. De kontorer som findes til brug for de posthavende betjente, er derfor indrettet med simpelhed, således at disse deri kan varetage deres simple forretninger, men ikke beregnet på at være pragtbygninger hvor en krigsråd, kaptajn eller assessor kan tage imod besøg og have det komfortabelt, og man kan derfor ikke indse hvad der mangler de nuværende møllekontorer på volden. Især tror man at indsenderen af det i forrige nummer af Politivennen indrykkede er aldeles fejlunderrettet når han tror at toldbetjentene af egne midler ville foranstalte de ønskede forbedringer ved de omtalte kontorer. For det ville kunne lidet harmonere med deres gentagne klager over at de er så knapt aflagte at de næppe har det nødvendige til sig selv. Resultatet af det foregående bliver altså at de nævnte kontorer ikke er for små for toldbetjentene, men at disse i den sidste tid er blevet for store for kontorerne.

(Politivennen nr. 1224, Løverdagen, den 15de Juni 1839. Side 380-382) 

Bøn til Toldvæsnets Foresatte.

Ved min ankomst her til staden i forrige måned søgte jeg en gammel krigskammerat der er ansat som kongelig told- og konsumtionsbetjent, og efter rygtet i en god og anstændig levevej. Men hvor studsede jeg ikke da jeg fandt ham, som karakteriseret person, og som af hans majestæt er benådet med hæderstegn, i et lokale på volden i et såkaldt kongeligt kontor hvor næppe to personer kan sidde, den ene på en taburet og den anden på en stump bænk, og i et sådant hul der er bygget i fortiden da personer af de ringere klasser blev ansat som toldbetjente, og hvor de efter rygtet gik op for at skrive hvad der kom til eller fra møllen, og siden enten gik hjem eller opholdt sig i værtshusene hvor møllernes folk vidste at søge dem. - I et sådant hul skal nu en velopdragen mand i hele uger tilbringe 13 timer af dagen uden at kunne om middagen gå bort ½ eller 1 time selv om han bor så nær ved hullet at han kan stå der og se sin familie i sine værelser, og det om der end i mange hele dage ikke kommer det ringeste til eller fra møllen. Men da nu alle de andre told- og konsumtionsbygninger her i staden er blevet indrettet så godt og bekvemt, var det ønskeligt om kollegiet ville kaste et nådigt blik på de stakkels toldbetjentes ringe opholdssted om dagen. Bekostningen ved at gøre møllekontorerne lidt større og om ikke anderledes end ved at flytte den i kontoret værende forstue uden for kontoret, ville på samtlige møllekontorer på volden sikkert ikke overstige 200 rigsbankdaler. Skulle kollegiet finde betænkelighed ved at udrede summa, ville der sikkert ved et sammenskud af Københavns samtlige told- og konsumtionsembedsmænd indkomme mere end dertil behøvdedes.

(Politivennen nr. 1223, Løverdagen, den 8de Juni 1839. Side 359-361)

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen besvares i Politivennen nr. 1224, 15. juni 1839, s. 380-382.

Styg Commerce paa Christianshavns Vold.

Torsdag eftermiddag den 30. maj omtrent klokken halv seks passerede anmelderen Christianshavns Vold og var her vidne til følgende skandale: Nogle større og mindre pigebørn, som efter alt at skønne kom fra skole, kom gående på volden og blev voldsomt overfaldet af 2 logerende fruentimmere der kom fra de såkaldte brudesenge. En af de større skolepiger blev især offer for disse skøgers voldsomheder. For efter at være slået i ansigtet, blev hun kastet omkuld og sparket på med foden. Anmelderen var i en afstand af henved 200 skridt og kunne altså ikke så snart komme hende til hjælp. Tillige frygtede han for de drabanter som sådanne fruentimmer har hos sig i nærheden og som holder ryggen fri for dem. 

Nogen tid efter kom en anden, men voksen pige gående og blev ligeledes overfaldet af de nævnte fruentimmere. De har også indjaget de piger og ammer der går på volden med børn for at disse skal nyde den friske luft, en sådan skræk at de næppe tør passere forbi dem. Referenten blev ligeledes forleden dag antastet af disse fruentimmer, og da han ikke ville have noget med dem at gøre, blev han forfulgt af dem med skældsord. Da disse nu i længere tid ved højlys dag har drevet dette uvæsen og fornærmer enhver forbipasserende, så tillader man sig at gøre de høje ansvarlige opmærksom på det. De ser efter signalement fordrukne ud og skal så vidt anmelderen har erfaret, logere i Lille Amagergade. Rigtig nok skal efter sigende en sergent have opsigt med volden. Men han kan ikke altid være til stede, og kan som enkelt mand heller ikke hæmme denne uorden så meget mere som de omhandlede liderlige fruentimmere i nærheden har udhalere eller banditter til forsvar. Så at øvrighedens mellemkomst her må anses fornøden. 

Ved samme lejlighed bør det ønske også udtales at den drengeuorden som der finder sted, må ophæves. Da Christianshavnere kun har det eneste sted, nemlig volden hvor de kan nyde frisk luft og spadsere, håber man at de ansvarlige velvilligt tager notits af disse linjer. 

(Politivennen nr. 1223, Løverdagen, den 8de Juni 1839. Side 358-359)

Amagergade har bevaret adskillige bygninger fra Politivennens tid, her nr. 11 (Foto: Erik Nicolaisen Høy).

Redacteurens Anmærkning

Lille Amagergade er nutiden Amagergade syd for Torvegade. Store Amagergade lå nord for Torvegade. Den sidste eksisterer ikke længere. Og Lille Amagergade hedder i dag blot Amagergade. Kendt fra tv-serien Huset på Christianshavn.

Pjaltenborg.

I København eksisterer flere bygninger som af menigmand gives den af stolthed og ydmyghed sammensatte titel: Pjaltenborg, og de er hvad benævnelsen også udviser, boliger for den usleste og fattigste del af stadens folkemængde. At sådanne huse hvor fattigdom, elendighed og sammes uadskillige ledsagere: smuds, pjalter og mephitiske dunster findes så at sige en masse, ikke kan undgås i en stad hvor der findes så megen nød og næringsløshed som i København, er meget naturligt, ligesom det er rimeligt og billigt at de derfor i almindelighed findes og kun bør findes i de mest afsides og fra byens midtpunkt længst bortliggende kvarterer af staden. 

Publikum vil derfor undre sig ved at erfare at desuagtet i midtpunktet af byen, i Købmager kvarter, et af de livligste, smukkest og mest velhavende i staden, findes et sådant Pjaltenborg. Jeg mener nemlig huset nr. 94 i Peder Hvitfeldts Stræde der fortiden ejes af mosaisten Meyer. Dette hus der synes engang at have set bedre dage, står nu som en skamplet på gaden mellem lutter nye og smukke og velvedligeholdte gårde. Husets farve er, da vist ingen murkost i mange år er gået over det, meget tvivlsom, dog nærmest det skidengrå. Døre og vinduessprosser umalet og i mådelig forfatning. Ruderne enten ituslået eller overklinet med papir. Taget forfaldent, fra kvistvinduerne hænger pjalter, skident og laset linned i yndige festons. Væmmelige sengeklæder, hvis indhold først tilbørlig rystes, soles ud; ligesom der fra bel etage dingler et bræt som fra 1. januar til 31. december forkynder lysthavende at "her er værelser til leje".

Peder Hvitfeldts Stræde 12 (o. 1817). "Pjaltenborg". (Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2019)

Enhver vil altså af ovenanførte se at dette hus frembyder et højst ubehageligt skue såvel for forbigående som især for genboerne, og at det forstyrrer harmonien i denne for resten smukke gade. Man tillader sig derfor at gøre den ærede bygningskommission som våger over at symmetri og skønhed ikke forstyrres i gaderne, opmærksom på dette stygge hus. Man har fortalt at en mand her i staden ikke må have gebrokkent tag på sit hus, skønt han derved kunne vinde nogle hundrede rigsdaler årlig i husleje fordi det ville forstyrre symmetrien med de nærliggende huse, ja det siges at ingen gårdeejer må lade sin gård eller endog sin port male, før han har underrettet bygningskommissionen om de farver han agter at bruge. Alt for byens skønheds skyld.

Holder man altså på denne måde så strengt over at ingen på  en direkte måde vansirer byens gader, synes konsekvensen at kræve at den samme strenghed vises mod dem der gør det på en indirekte måde ved at lade huset forfalde, og jeg tvivler ikke på at det kan pålægges enhver husejer i de smukkere kvarterer af staden at give sit hus et nogenlunde ordentligt og anstændigt udvortes. Men dette er så lidet tilfældet med det påpegede hus i Peder Hvitfeldts Stræde at man jævnligt ser forbigående standse og med forundring spørge om dette hus har været stormet af pøbellen. 

Pjaltenborg, det blå hus efter det røde forrest i billedet til højre. Det var her ballade holdt til i 1839. (Foto: Erik Nicolaissen Høy, 2019).

En naturlig følge af denne husets jammerlige og forfaldne tilstand er at værten ikke kan vente at få solide og ordentlige lejere, men at han må tage til takke med dem ligesom de falder. Huset er derfor næsten hele året igennem et tilholdssted for arbejdsløse sjovere, løse fruentimmer, dagdrivere og folk af lignende kaliber. At der mellem sådanne folk og værten ikke hersker nogen stiv hoftone, er meget begribeligt, og det sker derfor jævnligt at de ypper klammeri med ham og offentlig på gaden giver ham hædersnavne og titler der næppe tvivle findes anført i nogen hof- og statskalender. Mosaisten som ikke føler sig forpligtet til at stikke noget under stolen, eller at gøre en røverkule af sit hjerte, tager også bladet rask fra munden og gengælder skud for skud, indtil ammunitionen af skældsord på en af siderne er opbrugt, hvorved krigen da endes. Dog hører man ikke at nogen af parterne herved ha fundet sig krænket på sin ære, eller af den årsag har indledt en injurieproces. På sin side tror værten sig heller mod sådanne lejere forpligtet til at iagttage alle konvenientsens former, og behandler dem ikke altid på den mest enlige måde.

Således bruger han blandt andet for at få dårlige betalere til at flytte, det middel om vinteren at borttage vinduer og døre fra deres lejlighed så at disse bliver uddrevet, ligesom Napoleon af Rusland, ved frost og kulde. Dog er det ikke blot mod deres fælles fjende: værten at lejerne (dvs. de oven nævnte sjovere, dagdrivere, løse fruentimmer) fører krig. Også i det indre af denne lazaron-republik forefalder desværre jævnligt indbyrdes tvistigheder hvis katastrofe næsten altid bliver til et offentligt skuespil. Når naboerne om dagen hører en dump mumlen og larmen lyder fra det indre af huset, kan de være sikre på at det ligesom når det tordner i Vesuvs indvolde, vil inden aften komme til et voldsomt udbrud. Støjende stemmer, eder og forbandelser lader sig da høre. Voldsomme slag sker på dørene, vinduer og møbler ituslås, børn skriger, og der udstødes så hvineende og rædsomme skrig om hjælp at naboer og folk fra gaden forskrækkede strømmer til, i den tanke at der sker overfald og mord. 

Peder Hvitfeldts Stræde 9, gården overfor som trods god stand blev påvirket af genboen.

Når nu hertil kommer at skarer af børn hele dagen igennem dels ligger på trappen udenfor huset, dels løber skrigende og støjende om på gaden, så at de omkringboende næppe kan høre ørenlyd, og at genboerne flere gange har måttet rekvirere politiets assistance for at forbyde beboerne af huset at foretage sig ting ved vinduerne som velanstændighed forbyder at nævne. - så vil man let kunne begribe at enhver så meget som muligt skyr dette nabolag, og in specie er det vist at i den modstående gård, nr. 106, har flere familier ene af den grund opsagt deres lejligheder. Dette må naturligvis medføre nedsættelse i huslejen. Og samtlige gårdejere i gaden skal efter sigende derfor også i forening have indgivet til Magistraten et andragende hvori gøres opmærksom på det tab de lider i deres lovlige næringsvej og indkomster. Til dato er ikke reflekteret herpå, og man er derfor nysgerrig for at erfare hvor længe det kan lykkes en mand således uhindret at skade og fortrædige sine medborgere. 

Til samme hus, nr. 94 i Peder Hvitfeldts Stræde, hører også et baghus hvor de samme begivenheder foregår som i forhuset, kun måske efter en endnu større målestok. Men af disse nyder kun de beboere af Købmagergade hvis bopæl støder op dertil, godt. Anmelderen som desuden kun fortæller hvad han selv har hørt af velunderettede, vil dog ikke gå videre i beskrivelsen af dette hus for ikke at trække forhænget til side for sener der måske kunne forekomme mange af læserne for stærke, og må i den anledning erindre om Schillers ord:

- der Mensch versuche die Götter nicht;
Und begehre nimmer und nimmer zu schauen
Was sie [gnädig] bedecken mit Nacht und Grauen.

(Politivennen nr. 1223, Løverdagen, den 8de Juni 1839. Side 351-356) 

Redacteurens Anmærkning

Begge huse eksisterer stadigvæk: Peder Hvitfeldts Stræde 94 er nutidens nr. 12, og er opført omkring 1817 for brændevinsbrænder Peder Møller, mens nr 106 er nr. 9. Dette hus er opført 1811.

Et nyt Anlæg ved Vesterbro.

Til megen moro og behagelighed for de mange spadserende har besidderen af det jordstykke der mod nord grænser til Gammel Kongevej og mod øst til Trommesalen, anlagt en dyrehave. Han har nemlig sløjfet det levende hegn der før fandtes om jordstykket, og omgivet det med et lavt stakit for at ingen skal være udelagtig i at beskue de naturskønheder det frembyder. Med uhyre bekostning har han ladet tilføre jord og derved dannet flere høje og dale. Romantisk præsenterer en flok firbende dyr sig med deres idylliske hyrde. Skønnest når de er på den højde at de langt rager ud over det lave gærde. Malerisk har kunstneren ladet enkelte træer blive stående. I sig selv pittoresk forhøjes indtrykket derved at hyrden har prydet dem med en mængde vajende flag til ære for forbigående. 

Meningerne er dog efter hvad berettes delte om dette etablissement. Nogle bliver stødt over at havens dyr er svin, at hyrden er en svinedriver, flagene klude. Andre kan ikke fordrage en lugt der allerede skal være vidt udbredt. Men I kortsynede, betænk dog at man hele året igennem har dette livlige skuespil at se på! Når al naturen ligger i dvale, arbejder havens dyr med hyrden i spidsen ufortrødent i den nyopførte opfyldning og deler venskabeligt udbyttet. Mens alt andet er søvn og død, ser vi her et billede på rastløs arbejde og flid. Og dette vil I tale imod! "Mit hus er mit slot" kan hyrden desuden sige som manden i forsamlingen (for stakittet er bygget på skrå udad som palisader) "og jeg tåler ingen indsigelser, hverken af genboer og folk der har fine næser eller af nogen øvrighed med overdreven lugte- eller skønhedssans." 

(Politivennen nr. 1222, Løverdagen, den 1ste Juni 1839. Side 347-348)