Hundebad i Bechs Badehuse bag Castellet.

Hr Bech erklærede for nogen tid siden i Politivennen at det var ham ubekendt at hunde havde adgang til hans badehuse. I tillid til at denne uskik altså var standset, attråede indsenderen at benytte sig af et af de ovennævnte badehuse hvor han i rummet ved siden af sit lukaf så en person i vandet som var meget beskæftiget med at vaske en stor, rød hund. Dette skete sidste onsdag eftermiddag mellem kl. 2 og 3 og kan ifald det forlanges bevidnes af flere af de badende. Betænkes nu at baderummene ikke efterses mellem hvert bad, så kan man forestille sig hvorledes der ser ud efter sådan en hundevaskning. Damerne vedbliver at klage over de store sprækker i deres baderum, hvori dog som hr. Bech påstår, solen alene har skyld. Broerne der fører til badehusene er endnu i den ynkværdigste og uforsvarligste tilstand.

Uagtet alle disse mangler aftager søgningen ikke, men beklage må man at denne indretning bestyres af en mand der viser så lidt følelse for det anstændige, for orden og renlighed og som derved ganske tilsidesætter den opmærksomhed han skylder publikum. 

(Politivennen nr. 1229, Løverdagen, den 20e Juli 1839. Side 458-459)

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen knytter sig til Politivennen nr. 1226, 29. juni 1839, side 403-405 og til Politivennen nr. 1227, 6. juli 1839, side 424.

Lad de Døde hvile i Fred!

Et syn der længe har mishaget indsenderen, tillader han sig herved at omtale offentligt. På Helligåndskirkegården har det i mange år været skik at nabolagets beboere sagtens imodvisse dusører ophænger deres vasketøj til tørring og får deres engetøj solede. - Når man nu træder ind på kirkegården for at søge en kær afdøds grav, kan man undertiden næppe komme ti den på grund af det ophængte tøj, eller de over gravene placerede sengeklæder. Uden tvivl er synet af sådanne genstande allerede ubehageligt. Men når dertil kommer at man i dyre domme betaler for gravenes vedligeholdelse, og den ulovlige benyttelse af kirkegården giver anledning til at både voksne og børn jævnligt nedtræder og ødelægger de vedligeholdte grave, kan man vel med grund vente en forandring deri, bevirket ved dem hvis pligt det er at påse den savnede orden.

(Politivennen nr. 1229, Løverdagen, den 20e Juli 1839. Side 453-454)

Plager for endeel af Kjøbmagergadens Beboere.

Efter at en del af Købmagergades husejere og lejere i nogle år trods bønner og besværinger er blevet plaget og endnu plages af kulstøv fra Riis' og nu af hans efterfølgers dampmaskine, plages de nu siden nogen tid med mur- og kalkstøv fra den anden side hvor hr. Westrup lader omkalfaltre sin nylig købte gård på hjørnet af Købmagergade og Silkegade. Intet vindue kan i nabolaget åbnes uden at en stor mængde støv trænger ind fra den undertiden i støvskyer indhyllede bygning hvor man syntes at more sig med at overpudre hele omgivelsen, idet gruset af de nedbrudte mure ofte kastes fra øverste etage ned i en i porten indskudt vogn, eller også gennem vinduerne ud på gaden, for siden atter under støvskyer at læsses på vogne. Bygningen er ikke engang omgivet med plankeværk til sikkerhed for de forbigående, men en del af Silkegade tjener endog til byggeplads for der at henlægge sten, planker etc.

For ikke længe siden fandt som bekendt et barn sin død under et her i staden omstyrtende dårligt vedligeholdt plankeværk. Vi håber ikke så snart at opleve noget lignende i kulturens og intelligensens hjem. Men vi tillader os tillige at henlede opmærksomheden på den lidet sømmelige, overmodige måde hvorpå man går frem ved bortskaffelsen af det omtalte grus, til skade for de i nærheden boende og disses varer og udsalgssteder, ligesom vi også fraråder alle der bor i nærheden der kan have lyst til at lade deres ejendomme male, eller deres værelser og butikker oppudse, at lade sådant udføre så længe den westrupske gård er under ombygning. I Preussen indrettes intet mølleværk uden at der bekendtgøres længe i forvejen at sådant er i gære og alle som har noget at indvende derimod, opfordres til at indsende deres forestillinger og grunde. I Frankrig er i disse dage en hyrekusk dømt til en erstatning af 10.000 franc til en svensk artist der ved kuskens uforsigtighed blev sønderslået i en droske hvori han kørrte. Sådan agtelse for mennesker og deres erhverv har man i disse lande.

(Politivennen nr. 1228, Løverdagen, den 13e Juli 1839. Side 437-438) 

Redacteurens Anmærkning.

Silke- og klædehandler C. W. Westrup boede ifølge vejviseren på Store Købmagergade 40 på hjørnet af Kronprinsensgade. 

En meget værdig Gjenstand for Politiets Opmærksomhed.

Det er enhver retsindig mands og god borgers pligt at henvende vores årvågne politis opmærksomhed  på uordener under dets ressort som uanset al den iver og anstrengelse hvormed det røgter sit udstrakte og byrdefulde kald dog kun lejlighedsvis kan komme til dets kundskab og forebygges. Blandt sådanne henregner indsenderen den uskik som meget jævnlig og især om søndagen foregår på Kultorvet og sandsynligvis på andre åbne pladser, idet flere dels lurvede og barfodede, dels bedre klædte drenge i en alder fra 5 til 10 til 12 år engang imellem med cigarer i munder har gjort sig det til en tidsfordriv eller næringsvej at fange fugle som søger næring der, ved på forskellige steder at henlægge havre og hakkelse, dækket af strå indsmurt i fuglelim. Denne fangst lykkes dem hyppigt og er derfor blevet en spekulation for flere korporationer som anvender hele og halve dage med denne beskæftigelse i stedet for at tilbringe deres tid i de åbne asyler og skoler med gavnlige sysler der kan betrygge dem en heldig fremtid og staten en god og brugbar ungdom.

Denne uskik fortjener så meget mere at blive standset som den ved hyppig gentagelse leder til laster og fordærvelige baner. Disse børn forsyner sig nemlig med de fornødenheder der hører til fangsten, ved at stjæle af de fodersække og krybber som bønder, droschekuske og andre udsætter for deres heste. Jævnligt bliver også de børn af bedre opdragelse der roligt går fra og til skolerne, kvinder og andre der ikke er medlemmer af sådanne korporationer, antastet med skældsord, slag og stenkast når de i uvidenhed ved at følge deres vej kommer de udsatte snarer for nær og skræmmer de fugle væk som er forsamlet om dem. Men især er det oprørende at se den mishandling som de fugle der er indviklet i fuglelimen og strået er udsat for når de ved flagren nær jorden søger at vikle sig ud og redde sig af den overhængende fare og da indhentes ved at blive ramt med træsko, sko, hatte, kasketter og sten og derpå stuves sammen i bure, æsker, krukker, hattepulde, lommer og tørklæder hvor de uden luft og sandsynligvis uden næring må tilbringe dagen indtil fangsten er tilendebragt. 

Indsenderen har endog engang været øjenvidne til at sådanne fuglefængere da fangsten gik mindre hurtig, udfyldte mellemrummene med at binde sejlgarn om foden af de fangne fugle og lod dem flyve et stykke i vejret og når de da med jubel over den genvundne frihed, havde svunget sig op i luften, blev trukket tilbage til jorden med en kraft der uundgåeligt må have sønderlemmelse til følge.

Vores virksomme politi vil sikkert finde hensigtsmæssige midler til snarligt at hæve og for fremtiden forebygge dette uvæsen.

(Politivennen nr. 1228, Løverdagen, den 13e Juli 1839. Side 434-436) 

Anmodning til Fattigvæsenets Direction.

Den kirkegård som ligger på Nørrebro ved indgangen til Farimagsgade, lå for nogle år siden helt åben. Gravene var nedfaldne og bevokset med ukrudt, ja man så endog kreaturer græsse der, så at man ikke skulle tro at det var hvilested for døde mennesker. Efter at der herover var ført anke i dette blad, bliv kirkegården indhegnet og de grave der var der, oplagt. Men siden den tid holdes den altid lukket, så at man kun på lovlig måde kan komme derind når et lig skal jordes der. Det er bekendt at da de naturlige kopper grasserede her i staden, blev mange af dem der døde af denne sygdom, begravet på denne kirkegård, og da disses efterladte undertiden ønsker at se til deres familiers og venners gravsteder for at istandsætte eller vedligeholde dem, finder de sig meget generet ved spærringen af denne kirkegård. 

Da den mindre formuende eller fattige, lige såvel som den rige og fornemme, kan have kærlighed for sine pårørende og venner og ønsker at hædre deres minde ved at vedligeholde og undertiden besøge deres gravsteder, så anmoder man den ærede direktion for Københavns Fattigvæsen om at denne kirkegård der hører under dens ressort, ligesom vores øvrige begravelsessteder må blive tilgængelig i det mindste en dag om ugen. For at ingen uorden skal finde sted der, kan det pålægges en eller anden af Fattigvæsnets betjente at have opsigt der i den tid indgangen var åben. Tillades adgangen fx blot om søndagen, ville et sådant vagthold kun sjældent gå på, især når flere efter tur tog del i det.

(Politivennen nr. 1227, Løverdagen, den 6de Juli 1839. Side 426-427)

Redacteurens Anmærkning

Der er ikke tale om nutidens Nørrebro, men området mellem søerne og volden. Farimagsgade forløb dengang nogenlunde som Nansensgade (anlagt fra 1875) gør i dag. Den nuværende Farimagsgade blev anlagt da voldanlægget sløjfedes. Se Efterskriftet til Politivennen.)