Om Rundetaarn.

I forrige uge gik anmelderen med to rejsende svenske herrer op på Rundetårn for efter de fremmedes forlangende at skaffe dem denne mærkelige og for sin bygningsmåde endog i udlandet bekendte bygning at se og fra dens øverste del at nyde det ypperlige skue som udsigten derfra frembyder. Men ankommet til den dør hvorigennem man før mod erlæggelse af 2 skilling fik adgang til tårnets øverste del, var og blev denne uagtet al banken og larmen, lukket, og vi måtte vende tilbage med uforrettet sag.

Senere har anmelderen der i mange år ikke har været i København, erfaret at den øverste del af tårnet kun er åben når den astronomiske observatør er til stede, hvilket man undres over. For før det nye observatorium på volden blev bygget, og hvor nu de fleste observationer foretages, nød ikke alene almuen, men endog den dannede mand det ypperlige skue ud over staden og dens omegn uhindret og uden ulempe for nogen. Udlændingen havde lejlighed til at betragte og beundre en bygning hvortil der ikke findes mage, og hvad der i vores næringsløse tider meget fortjener at komme i betragtning, en lille tarvelig familie havde til ophold der uden at falde nogen til besvær. Alt dette er nu anderledes. Ankommet til den dør som sætter en skranke for den videre opstigen, banker og banker man indtil man fortrædelig og ked deraf vender tilbage. Den fremmede smiler over den forlegenhed man befinder sig i, og beklager ikke at have tid til oftere at indfinde sig for at observere når observatøren observerer. Og en bopæl står ledig hvor en tarvelig familie fandt husly. 

Den nederste del af tårnet står derimod åben for enhver, og er nu blevet en boldgade for skole- og gadedrenge. Man ser derfor væggene bemalet med streger, stygge figurer og navne, ja på nogle steder er sidst nævnte indtil ½ tommes tykkelse indgraveret i muren og der vil vel ikke vare længe før de i nicherne eller vinduesfordybningerne opstillede oldtidsmonumenter angribes og beskadiges. I vindueskarmene om man så tør kalde dem, er en del sten løse og nogle borttaget, ligesom der i gangen er adskillige fordybninger hvilket alt sammen er meget påfaldende og stødende for de fremmede rejsende som betragter denne sjældne bygning, et minde om Danmarks store Christian den Fjerde.

Det var vist nok ønskeligt om de her påpegede mangler måtte blive afhjulpne. Nemlig at den indvendige del af muren måtte udspækkes og hvidtes, de løse sten fastlægges og de manglende indsættes, samt gulvet repareres. Når dette var sket, burde adgangen til den nederste del af tårnet spærres ligesom til den øverste med undtagelse af de timer hvori universitetsbiblioteket står åbent, i hvilken tid en mand burde have post ved indgangen for at afholde drenge og lazaroner fra at drive deres uvæsen der. Der gives vist mange uformuende mænd der mod en ubetydelig godtgørelse ville påtage sig dette hverv, og det synes dog at man ikke burde sky et ringe offer når dette kunne tjene til at beskytte dette mærkværdige tårn og de deri opstillede oldtidssager fra beskadigelse.

(Politivennen nr. 1353, Løverdagen, den 4de December 1841. Side 769-772). 

Hurraraab.

Et af de ord der i København har så ganske forskellige og hinanden modsigende bemærkelser er ordet hurra. Når pøbelen forfølger en tyv, så råber den Hurra! - Når drengene piber efter en beruset kælling, så råber de Hurra! - Når parterret vil tilkendegive en skuespiller eller virtuos sit bifald på en udmærket måde, så råber det Hurra! - Når mængden vil lægge sine patriotiske følelser lydeligt for dagen så råber den Hurra der skingrer i luften. - Tyven smører haserne for at undgå forfølgelse. - Kællingen balancerer sig frem så godt hun kan for at nå sit hjem. - Skuespilleren eller virtuosen bukker sig i støvet, og kan ikke nok så meget udtrykke sin glæde voer den beviste ære. - Folkets yndling putter hovedet ud af kareten og takker det med et smil for dets patriotiske følelser. - Hvilke forskellige og modsatte virkninger frembringer ikke der dette ord! 

Imidlertid vil det være at ønske at man i vore ordrige tider ville finde flere ord til offentligt at udtrykke sin foragt, sin hån, sit bifald og sin beundring. For det er latterligt at alt dette skal udtrykkes med et eneste så tvetydigt ord - og at det som en beruset kælling anser for skam, skal være en ære for en meget stor mand.

(Politivennen nr. 1347 Løverdagen, den 23de October 1841. Side 687-688). 

Jøderne paa Hjørnet af Læderstrædet.

Som bekendt findes dagligt på oven nævnte sted en hob mosaiter med de mest afskyelige fysiognomier man vel kan tænke sig. Disse subjekter gør i gamle klæder og tiltaler derfor enhver forbigående med de to ord: "gamle klæ'r?", hvilke de tilhvisker os med den impertinenteste fremstikken af deres næsvise fjæser. Kan det nu end ikke forbydes dem at afgive en konstant prydelse for den plads de har indtaget, skulle vi dog mene der kunne og burde forbydes deem således påtrængende at antaste dem der aldrig har tænkt på at have noget med dem at skaffe. For ofte har man følgeskab med sig, fx af damer, der let kunne formode at man har lidt hæderlige  forbindelser med disse personer, og antager deres næsvise antastelse for en venskabelig hilsen og takken for sidst.

(Politivennen nr. 1345 Løverdagen, den 9de October 1841. Side 656). 

Børsbygningens indvendige Forfald.

De som mindes Børsen en del år tilbage i tiden, korser sig med grund over dens nuværende forfatning. Mens den før var fuld af butikker med alle mulige slags varer, ser man den nu næsten ganske tom, og de fleste butikslejligheder taget i brug til pulterkamre, dens vægge og døre er skidne og lige så stygge som de er gamle. Mens alt her i byen i de sidste årtier har forynget og forskønnet sig, står børsbygningen forladt og tiggefærdig i sin gamle klædning, uagtet den dog efter det navn den bærer, vel burde og let kunne være en af byens skønneste prydelser. Det ville derfor sikkert finde taknemmelig påskønnelse hos almenheden om de ansvarlige ville antage sig dens forfaldne sager, for at den ikke længere skal stå til skamme. Unægtelig ville den kunne behøve en temmelig betydelig kalfatring indvendig, når den skulle have et smukt og til tiderne svarende udseende. Dog vil det formentlig ikke medføre noget tab for det offentlige. For da der er al sandsynlighed for at alle butikkerne i den øverste række om nogle år ville blive lukket, kommer jo denne del af bygningen slet ingen nytte til som er værd at tale om. Sætter man derimod bygningen i smuk og proper stand indvendig, indretter butikker som ikke står tilbage for de smukke butikslejligheder man nu har i byen, kan der vist gøres sikker regning på at hele bygningen bestandig kan holdes bortlejet og således indbringe en klækkelig sum selv om lejlighederne endog er billige.

(Politivennen nr. 1339, Løverdagen, den 28de August 1841. Side 556-557). 

Klosterstræde.

Det er farligt om aftenen at passere denne gade på grund af de mange manglende brædder over renderne. Ikke alene er der mangel på sådanne ud for husets indgang eller indkørsel, men endog på et par steder over udløbsrenderne. Vel er det ikke pålagt husejerne at ilægge de første, men alligevel sker det dog i almindelighed frivilligt, og hvor fortovet er så smalt som her, så at fodgængerne hele tiden for at komme forbi hinanden er nødt til at gå ud på gaden, er manglen af disse brædder i grunden lige så farlig og ubekvem som den af de andre. De herrer husejere opfordres derfor til at afhjælpe denne mangel.

(Politivennen nr. 1338, Løverdagen, den 21de August 1841. Side 544).