Vanens Magt, især med Hensyn paa Qvindernes usædelige Blottelse.

På en tid da kvinderne i fornemme cirkler her i København (og måske de allerede har fundet efterlignere i de mindre fornemme kredse) blotter sig på en højst usædelig måde, vil nedenstående bemærkninger for dem og for sædernes politi ikke være upassende til optagelse i Politivennen.

Hvem har ikke bemærket de mangfoldige onder som vanen frembringer? Den altid straffende prædikant taler for døve ører og bliver ringeagtet. Den altid moraliserende far gør sine børn til uduelige personer. Dommernes alt for strenge straffe forfejler forbedring, og elskeren finder til sidst at den altid behagelystne pige ikke længere er smuk. Derfor udslukkes kærlighed til den kvinde der frier selv, lige så hurtigt som den antændes. Hun viser alt hvad hun har, og man har i kort tid vænnet sig således til hendes udkrammede skønheder at de bliver højst ubetydelige. Kun kådhed lægger mærke til dem. "Man kan", siger spotteren "se til bunden i pigen, ligesom i klart vand, skønt hendes klarhed ikke betyder noget." Skønhed, mine kære piger! er et stort gode for Dem, De må føle det, De må søge at vedligeholde det. De må heller ikke være karrige, men endnu mindre for gavmilde med det mod os mænd. Den ubedækkede barm beundrer det dertil vante øje ikke længe. Manden tror meget rigtigt at der ikke må være meget godt under den fordi pigen selv erkender det for det bedste hun har. "Ikke hendes hjerte," siger han, "kun hendes barm skal bejle til manden. Alt andet hos og i hende skal kun være en tilgift." 

Pigen med den tildækkede barm vækker ganske andre domme. Hun vil ikke bedåre noget svagt hoved med tryllelygten. Hun ønsker sig en tænksom mand med seende øjne. Hun lader ikke med larmende trommer forkynde at hun vil gifte sig. Hun vil søges, tilkæmpes med agtelse, hun vil belønne ved sig selv. Hun skjuler formens ynde fordi hun ikke vil have en mand som kun holder sig til formen og hvis kærlighed afbleges på samme tid som kvindens kinder. Drengen på hendes skød skal binde manden fastere, ja! uadskilleligt til hende. Men ikke støde ham tilbage fordi han har slukket ilden i moderens øje, berøvet hendes barm dens hvælvede form og udslettet hendes løbers røde farve.

(Politivennen nr. 1373, Løverdagen, den 23de April 1842. Side 266-268). 

En ikke glædelig Efterretning om Ruinerne af Tycho Brahes Uranienborg.

Den almeninteresse hvormed vores samtidige modtager enhver meddelelse om vores verdensberømte landsmand Tycho Brahe og om hans berømte bolig og observatorium på Ven, lader håbe at nedenstående linjer ikke vil læses uden deltagelse. Indsenderen har fundet denne uden tvivl allersidste efterretning om ruinerne på Ven i en skånsk provinsavis, hvoraf herved en oversættelse meddeles.

"Efter at ruinerne af den navnkundige Tycho Brahes observatorium mm på øen Ven var opdaget, om jeg ikke tager fejl af oldgranskeren hr. Ekdahl *) og befriet fra den jordmasse hvormed en utilgivelig ligegyldighed havde ladet dem være bedækket i en mængde år, og de derefter, formodentlig ved regeringens omsorg, var blevet omgivet med et stengærde for at frede dem (i det mindste fra urenligheder), skulle de dog efter beretninger af rejsende som i den seneste tid har besøgt stedet, være fundet under dårligt tilsyn i den grad at urenlighed har spærret adgangen, og således berøvet de rejsende lejlighed til at opnå hensigten med en lang og bekostelig rejse. Det ellers så fortræffelige vand i Tycho Brahes brønd, hvoraf de hvert år til Ven ankommende udlændinge og andre rejsende gerne ønsker at drikke et glas, skal således også være blevet udrikkeligt af den omgivende urenlighed. Årsagen vil man tilskrive en notabilitet på øen, nemlig klokkeren som dog i dignitet ikke kan sammenlignes med Holbergs bekendte Per degn på øen Anholt. 

Ligesom alle andre notabiliteter tager sig små friheder, skal også hr. klokkeren have taget sig den frihed, lige midt for den årvågne politiautoritets, sognefogedens næse at indkvartere sin svinehjord på den indhegnede ruinplads, og forholder dette sig således, må man tilstå at det er meget svinagtigt.

Hvad angår den af klokkeren for sin således anmassende græsningsplet, kan der dog vel findes middel til forandring, hvis som man siger, den ene kile drev den anden, eller enhver blev holdt til at gøre sin tjeneste. Men hertil ville vel behøves mere end det bekendte udråb i Jægerbruden: "Hjælp Samuel!" **)

Efter det foranstående synes det desværre som endog det sidste spor af det fordum så stolte Uranienborg, hvortil hele det lærde Europa i sin tid valfartede, atter er i fare for at udslettes. Ikke stort mere end 50 år efter at Brahe havde forladt Ven, således beretter P. Petersen, "var alle synlige spor af Tychos anlæg forsvundne." I sandhed sørgeligt om nu de i vores tid udgravede ruiner atter ved en så uforsvarlig behandling som den her omtale, skulle måske for evigt begraves.

*) Af præsten Niels Ekdahl i året 1823-1824. (P. Pedersen: Tycho Brahes liv og levnet. København. 1838.)

**) Formodentlig en allusion, måske til sognefogden.

(Politivennen nr. 1368, Løverdagen, den 19de Marts 1842. Side 183-187). 

Titelblad fra P. Pedersens bog om Tycho Brahe, 1838 hvorfra der henvises til oplysningen om Niels Ekdahl. (Københavns Biblioteker). Ekdahl omtales også i F. R. Friis: Tycho Brahe, 1871. 

Redakteurens Anmærkning.

En fingeret beretning af et besøg på Uranienborg i Tycho Brahes tid fandtes i Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn den 21. august 1819. Skribenten angives til at være Sebastian Syvsover der i slutningen af sin beretning antyder at det hele kan være en drøm.

Bekjendtgjørelser.

1) Beskæftiget med andre forretninger og bestemt på at foretage en rejse der vil medtage en tid af 4 måneder, må jeg indtil videre ophøre med redaktionen og udgivelsen af Politivennen med det den 26. dennes udkommende nummer. Skulle imidlertid nogen ville påtage sig sammes udgivelse, enten på eget eller mit forlag, da bedes sådant afhandlet med mig inden denne måneds udgang.

K. Kristensen.

(Politivennen nr. 1367, Løverdagen, den 12te Marts 1842. Side 176). 

Valdby-Kneb.

Man har før hørt om den skammelige og skadelige måde nogle slagtere har brugt at opblæse kødet for at dette skal se fedt og godt ud, hvilket nu da sådant er forbudt, ikke finder sted. Men man har ikke før hørt at nogle valbyer har fundet på en lignende metode med kalkuner og andet fjerkræ. Dette er imidlertid tilfældet. Anmelderen købte forleden dag på torvet hos en valbykone der havde stade der, en kalkunsk høne som så meget fed og delikat ud, og som hun også tillagde tilbørlig ros for de 8 mark han betalte for samme. Men da hans kone dagen efter ville tilberede denne personage, fandt hun at den på en mesterlig måde var udstoppet med fedt og allehånde sager der gav denne magre ting et meget fordelagtigt udseende. Det var derfor ønskeligt at politiets betjente engang imellem ville efterse valbyernes eller valbyindernes varebeholdning for at vænne disse fra en så skammelig uskik.

(Politivennen nr. 1363, Løverdagen, den 12te Februar 1842. Side 110). 

Om Mangel af Hegn for en Deel af Assistents-Kirkegaarden.

Det betydelige jordstykke der allerede for en del år siden er indtaget til udvidelse af den såkaldte Assistenskirkegård det er stadens hovedkirkegård, og hvor nu i reglen alle lig hvis familier ikke har ejendoms gravsteder på de to ældre afdelinger af kirkegården, begraves er endnu ikke blevet omgivet med nogen ringmur, heller ikke vides noget om at sådant er påtænkt, uagtet den allersimpleste landsbykirkegård ikke savner dette værn om de dødes hvilested. Dan denne del af kirkegården ligger tæt ved landevejen og ud til denne kun er omgivet med en tør grøft og en ubeplantet grøftevold, er det endog omtrent det samme som om den var aldeles uden hegn. Vi vil ikke tale om de begrebet almuen endnu har om en begravelse udenfor kirkegårdenes ringmur, heller ikke om at mange er af den opfattelse at denne begravelsesplads er fattigkirkegård. Men spørge ligefrem om det ikke må anses for usømmeligt at lade den uden hegn, åben for markens vilde dyr som ingen hindring kan finde for at tage bopæl hos den skrinlagte eller stille sin hunger med hans levninger, åben for løsgående kreaturer som vi ikke tvivler på undertiden må finde vej derud. Og til enhver tid tilgængelig for den frække der vil udrække sin hånd for at røve eller ødelægge hvad en taknemmelig efterslægt med kærlig hånd henplantede på en elsket hedenfarens gravhøj? Klager over sådan skammelig færd endog på de ældre dele af kirkegården som er hegnede med en forsvarlig ringmur, og hvortil adgangen kun er åben til visse tider om dagen, hører jo ikke til sjældenheder. Ved at kaste et blik på denne nyere del af kirkegården og sammenligne den med de ældre dele, vil man også finde at forholdsvis kun få anvender nogen særdeles flid eller bekostning for at pryde de derværende grave hvortil grunden rimeligvis ikke alene ligger i de københavnske borgeres aftagne velstand, men sandsynligvis også med rette må søges i den ringe udsigt man her har til at se gravene fredede.

Man kan ikke vide hvad der har været årsag til at den omtalte del af stadens almindelige begravelsesplads ikke som dens andre dele fik et forsvarligt hegn før man begyndte at nedsætte lig i den hvilket ellers overalt plejer at være tilfældet. Men det er dog uden for al tvivl at den bør have det, og det er at ønske at nu ikke længere nogen udsættelse i denne henseende må finde sted.

Er den almindelige anløbssten for vore foretagender - pengemangel - årsag til den her påankede mangel, da synes der dog allerede nu at måtte være indkommet en ikke ubetydelig sum for de på denne del af kirkegården nedsatte lig, og stadens kasse er jo i alt fald i stand til at gøre forskud som vil kunne refunderes af de for sådan anvendelse bestemte indtægter. Og skulle der end ikke, hvad vi dog ikke kan formode, være udsigt hertil, da ville det visseligt være en meget passende anvendelse for en del af stadens midler når de brugtes for at frede om dens borgeres grave. - Gravens hellighed anerkendes jo endog hos de mest rå nationer og har hidtil heller ikke hos os savnet vedbørlig anerkendelse.

(Politivennen nr. 1361, Løverdagen, den 29de Januar 1842. Side 73-75).