Rutschbanen i Tivoli.

Rutschebanen i Carstensens Tivoli kan vel skaffe en hårdfør rutscher, men næppe en forkælet dansker fornøjelse. Ser man hvorledes de personer der sidder i vognen, i ordets sande betydning styrter ned, ofte mister hatten på halvvejen ved den voldsomme faren ned og op, ser man hvorledes frygt og gysen afmaler sig på deres ansigter på den 7 sekunder lange rutschetur, så begriber man ikke hvorledes noget menneske kan få den ide at gøre denne som det synes halsbrækkende tur. 

Vil man indvende at der ingen fare er at frygte, så kan der dog i denne henseende gøres nogle spørgsmål. Er det fx sandt at i det øjeblik den ene vogn begynder at fare ned fra oven, er man ofte endnu i færd med at hejse den kort i forvejen nedrutschende vogn i vejret, hvorved de nedfarende rutsche-pasagerer sættes i en dødsskræk, da de venter i næste sekund at knuse hovedet mod den endnu i luften svævende vogn? Er det sandt at en af de kroge der fastgøres i rutschevognen, er gået itu og at vognen lykkeligvis blot skrabede næsen på en løjtnant i stedet for at slå hans hoved itu? Bør der ved en sådan farlig tur for menneskelemmer bero på de ansatte folks forsigtighed at der ikke sker en ulykke? Bør den nedfarende vogn ikke straks når den har nået sit standsningspunkt, forsvinde fx igennem en lem således at den efterfølgende rutschevogn ikke kan støde på den første? Ligeledes tillader vi os at stille spørgsmålet: hvorfor har man i stedet for at bygge en rutschebane som andre steder i Tyskland i en jævntløbende, rund kreds valgt en op- og nedgående bane der absolut må forårsage de nedrutschende højst ubehagelige følelser og skub, ja som vi har hørt endog opkastninger?

(Politivennen nr. 1443. Fredagen, den 25 August 1843. Side 543-544). 

"I det øjeblik den ene vogn begynder at fare ned fra oven, er man ofte endnu i færd med at hejse den kort i forvejen nedrutschende vogn i vejret, hvorved de nedfarende rutsche-passagerer sættes i en dødsskræk, da de venter i næste sekund at knuse hovedet mod den endnu i luften svævende vogn" (Forside på Lumbyes Rutschebanegalop. Tivoliana)

Uorden paa Amagertorv.

Sidste lørdag kom en bonde og kone ind på Amagertorv med en balje i sin vogn med blåbær og ville sælge dem til 8 skilling potten. Da kom der en del sælgerkoner sammen med deres frugtdragere, et sidestykke til flæskedragere. De skældte den stakkels bonde ud fordi han ikke ville tage 10 skilling for potten, og de ville tvinge ham til at sælge det hele til dem for selv at få hele handelen. Det er netop disse koner og deres drabanter som river alt af vognen, såvel i gæstgivergårdene som på torvene, og derfor er det de stakket grønt- og frugthandlere må gå i armod. Når sælgerkonerne har revet alt af vognen, så sætter de sig på bøtten uden at nogen kan få noget af det. Det er mærkeligt at politiet og borgerrepræsentanterne tillader at over 200 amager- og valbykoner sidder og sælger fra solens op- til dens nedgang, hænger deres kurve på ærtevognene og løber gade op og gade ned, hus til hus, sal til sal. 

Lad amager- og valbykonerne stikke fingeren i jorden og lugte hvor de er født. Det er rigtig nok mere mageligt at sidde fra morgen til aften med hænderne i skødet og vakle hen i en kaffestue og leve af fint brød end at arbejde, spinde og gøre gavn på landet. Det var ønskeligt at denne uorden måtte blive afskaffet og det kan bedst ske ved at pålægge hver af dem på torvet og i porte og døre fra 10 til 20 portioner næringsskat. Jeg som landboer ville skamme mig ved at høkre mine frugter ud i en stad hvor så mange skal leve af det med kone og børn og betale husleje. Det samme er tilfælde med tørv, brænde, koste og kartofler som bonden høkrer ud for de handlendes døre i skillingevis. Det er derfor intet under at så mange stue og kælder står ledige og ejere og lejere ødelægges i bund og grund.

(Politivennen nr. 1438. Fredagen, den 21de Juli 1843. Side 449-450). 

Vi have allerede et Tivoli!

Det Tivoli som hr. Carstensen har bebudet færdigt i august, kommer flere år for sent, for vi har i en række af år haft et tivoli, skønt størstedelen af Københavns beboere der frekventerer det, synes at være uvidende om det. Det Tivoli vi tænker på, begynder nemlig der hvor hr. Carstensens ender. Det når til indgangen af Frederiksberg Have og indbefatter således alleen udenfor staden, hele Vesterbro og den skønne Frederiksberg Alle. Et terræn der kan rumme henimod 50 af hr. Carstensens bebudede tivolier. Dette Tivoli er forsynet med et skuespil- og sommerteater, jonglører, linedansere og tableaufremstillere, panoramaer, karusselbaner, gynger, dansesalonner, restaurationer, konditorier, beværtningssteder osv. og forener dermed en skøn spadseretur som mangler aldeles intet. 

Ved indtrædelse i alleen udenfor Vesterport støder vi således til venstre på Pettolettis sommerteater, hvor der snart spilles franske eller tyske skuespil, eller gives forestilling af beridere. Dernæst kommer vi til Schönströms jonglørforestillinger og skrider derfra over til pricernes så meget yndede teater hvis lunefulde, komiske, mimiske forestillinger fra Caportis tider indtil vores har skaffet københavnerne megen morskab. Idet vi går videre frem indtil jernporten, gør vi en lille afstikker til højre, til et forfriskningssted som er nødvendigt på denne lange tur, nemlig Rosenlund hvorhen et meget lystigt indfald er blevet udklækket af den gamle student Kehlets gamle, kløgtige hoved. 

Vil man imidlertid ikke tage forfriskninger, eller hvile sig, har man nogle få skridt fremad mod Frederiksberg Slot. Valget er mellem 2 steder, nemlig Monigattis Pavillon og Töpfstådts panoramaudstilling. For den som har en tør gane eller vil høre en sang af italienske, tyrolske eller tyske struber har Monigattis Pavillon stor tiltrækningskraft, derimod for den trætte er Töpfstådts panorama omtrent i midten af vores tivoli. Idet legemet hviler sig, kan øjet her fornøje sig ved betragtninger af de ulykkelige begivenheder i året 1842, de skønne prospekter af verdens skønneste egne og stæder og de æresbevisninger der blev ydet helten Napoleons sidste levninger på deres henbringelse til Paris. 

Herfra har besøgerne af vores tivoli en skøn spadseretur opad den kølige Frederiksberg Alle til Kehlets karusselbane og traktørsted Alleenberg. Fra dette sted der ved denne smukke lysthule ud til vejen så smagfuldt indrettede pavillon, sin udmærkede gode og billige beværtning nu for tiden, er blevet et af københavnerne mest besøgte og yndede forfriskningssteder, når man målet for deres kæreste spadseretur, såvel om søndagen som om hverdagen, Frederiksberg Have. 

Sammenligner man nu hr. Carstensens projekterede Tivoli med dette af os beskrevne, så tror vi at vores vil og må vinde fortrinnet. Til vores betales ingen adgangsbillet, vores når som allerede sagt fra udgangen af Vesterport til Frederiksberg Have, københavnernes yndlingsopholdssted. Hr. Carstensen ligger lige ved udgangen af Vesterport, yder næsten ingen spadseretur og meget lidt skygge for de spadserende. Vi tør derfor påstå at det gamle tivoli ikke vil lide tab ved det nye og at de på Vesterbro værende teatre, kunstnere osv. vil kunne bestå ved sig selv og ikke nødsages til at blive vasaller af hr. Carstensen.

(Politivennen nr. 1436. Fredagen, den 7de Juli 1843. Side 425-528). 

Uteerligheder i St. Gertrudsstræde.

I Sankt Gertruds Stræde bor en familie der ved sin upassende adfærd og opførsel mod sine genboer har gjort sig bekendt i gaden. Snart kryber moderen og datteren på alle fire omkring på gulvet i deres værelser, for i deres mening ubemærket at udspejde hvad deres genboer foretager sig. Snart står de i uskyldighedens klædebon for åbne vinduer uden at lade sig genere af deres mandlige genboer. Til en tid sidder de ved åbent vindue med benene i karmen og syrr på deres påhavende benklæder. Til en anden tid sætter de et vist kar som ellers står i sovekammeret, ligeledes i vinduet i den tanke at drille en eller anden genbo dermed. Grimasser og uhøviske gebærder til genboerne hører hos den til dagens orden. Da dette uvæsen har fundet upåtalt sted i længere tid, og er til megen gene for genboerne, så advares den oven omtalte familie at afholde sig fra fremtidigt at krænke deres genboers sædelighedsfølelse eller fra at fornærme disse, da man ellers agter at offentliggør dens navn.

J. Hansen.

(Politivennen nr. 1435. Løverdagen, den 29 Juni 1843. Side 401-402). 

Brudstykker af et Brev til en Ven i Kjøbenhavn angaaende Maifesten i Egebæksvang.

(Indsendt).

---Ja du kan tro kære Tobias, der blev holdt ypperlige taler, drukket mange skåler på hansmajestæt kongens velbefindende og på stænderinstitutionens længe beståen. Musikken tonede, fjælleskuret rystede, de dansende surrede som en bisværm. Damer i hundredvis, mænd i snesevis, de fleste våde til skindet, for næsten det hele var vand. Alt var vandet, undtagen talerne, de var så tørre så det var en lyst, men de der holdt dem, var bestemt også våde, for begejstringens sved trillede i store dråber fra deres pande. Skuret var fortrinlig dekoreret, man så en pyramide af grankviste i hvilken der var sat en buste af Frederik den Sjette, desuden var der smuk oplysning fra de store trælysekroner der hang under taget. Man morede sig kun lidt, mange knurrede, dels over de penge de havde spildt, og dels over regnvejret der var endog dem som sagde at de var tilfreds at Fanden havde hele --- Andre frydede sig over regnvejret og sagde at en eneste dråbe var mere værd end hele ---

(Politivennen nr. 1431. Løverdagen, den 2 Juni 1843. Side 347-348).