Spørgsmaal.

1) Kan smedemester P. Jensen, som giver sine svende elendig og dårlig kost, af hvilken årsag man ikke så sig i stand til at forblive i hans arbejde, men opsagde dette til skifte med hans vilje efter 4 ugers forløb - påstå godtgørelse for at svenden 2! dag før tiden forlod arbejdet på grund af mesterens mod ham udviste brutale og ulovlige skælden og adfærd uden grund og årsag mod ham i værkstedet.

2. Kan denne mester forholde svenden sin seddel uagtet denne ikke er ham noget skyldig, og uagtet svenden bevisligt har tilbudt ham en lovmedholdelig godtgørelse for de nævnte 2½ dage for så vidt denne med ret kan tilkomme ham.

3) Er det forsvarligt at mesteren efter 4 ugers forløb endnu ikke har afgivet seddel til svenden uden hvilken denne ikke kan få arbejde

4) Hvorledes kan det forklares at efter at mesteren af svenden har været indkaldt for 5. protokol i ovennævnte anledning, denne sag endnu ikke efter fulde 3 ugers forløb er afgjort, eller svenden i det mindste har fået sin seddel, hvorpå han kunne få arbejde og skaffe sig og familie det nødvendige til livets daglige fornødenheder.

En anden svend slap lykkelig og vel ud af denne mester garn, fordi han heldigvis ikke havde afleveret sin seddel til ham, og jeg tror ved at bringe disse spørgsmål til offentlighedens og retskafnes bevarelse herved at kunne give mine ærede medbrødre et advarende eksempel for ovennævntes dårlige behandling der næppe undgås når svenden først har afgivet sin seddel da han ved skifte ikke uden vanskelige og byrdefulde langtrukne omstændigheder igen kan få en sådan.

Den 19. august 1844
P. C. Nilsen
Kleinsmedesvend.

(Politivennen nr. 1495. Fredagen den 23 August 1844, s. 532-534)

Redacteurens Anmærkning

For denne artikel indkasserede svenden en bøde på 50 rigsbankdaler, han blev underkastet censur i 1 år samt måtte betale 16 rigsbankdaler i sagsomkostninger:

Aar 1845 den 6te Jan. blev i den Kongelige Landsover- samt Hof- og Stadsret i Kjøebnhavn afsagt Dom i Sagen: No 574/1844 Smedemester P. Jensen, contra Kleinsmedesvend P. E. Nielsen, og saaledes Kjendt for Ret:

"De ovennævnte, af Indstævnte Kleinsmedesvend P. E. Nielsen i et Inserat med Overskrift "Spørgsmaal" i No. 1495 af Bladet "Politivennen" for Fredagen den 23de August sidstleden brugte, for Citanten Smedemester P. Jensen fornærmelige udladelser bør døde og magtesløse at være, saa at de ikke kommer Citanten til Forkleinelse paa gode Navn og Rygte; og bør Indstævnte for sit i saa Henseende udviste Forhold bøde 50 Rbd. Sølv til Kjøbenhavns Fattigvæsens Hovedkasse, samt være den i Forordningen af 27de September 1799 § 20 anordnede Censur undergiven i 1 Aar. Processens Omkostninger betaler Indstævnte til Citanten med 16 Rbd. Sølv. Det Idømte udredes inden 15 Dage efter denne Doms lovlige Forkyndelse, under Adfærd efter Loven."

Hvilket, efter ovenmeldte Forordning, herved bekjendtgøres.
Den Kongelige Landsover- samt Hof- og Stadsrets Justists-Contoir i Kjøbenhavn, den 6te Januar 1845.
Krÿger.

(Lolland-Falsters Stifts-Tidende. 20. januar 1845.)

Tivoliet og dets Rivaler.

Da Tivoli blev åbnet forrige år, hørte man en almindelig klage over de store rettigheder der er blevet tilstået denne forlystelsesanstalt og som gjorde dybe skår i manges hidtidige levevej, både udenfor porten og i byen. Frederiksberg, Kehlets Alleenberg og pricernes Morskabsteater havde de foregående somre ligesom denne været de steder hvorhen Københavns indbyggere begav sig når de ikke valgte en skovtur. Nu da Tivoli blev åbnet, strømmede alle herind. Der siges endog i det forbavsende antal af 14 til 15.000 mennesker. Vejen til det elskelige Frederiksberg, hidtil københavnernes yndlingsspadseretur, blev tom den øvrige del af sommeren. Alleenberg stod forladt, den larmende karusselbane stod stille. De øvrige beværtningssteder udenfor Vesterport kunne gerne have lukket til med undtagelse af Rosenlund, hvis ejer, det gamle kløgtige hoved som han selv har kaldt sig, foranstaltede vauxhaller, fyrværkeri der var sidestykker til hans smagfulde karusselkørsel, men som dog tiltrak sit publikum der her kunne få en svingom med en smuk pige og lidt konversation i havens mystiske lysthuse. Tivoli blev endelig lukket efter at have afgivet et yderst glimrende resultat. 

Da denne sommers nærmede sig, begyndte Alleenbergs ejer, C. Kehlet at ruste sig mod sin dødsfjende, Tivoli af alle kræfter. Hans bestræbelser blev kronet med et heldigt udfald. Skønt Tivoli blev godt besøgt, så man dog et langt større antal spadserende endnu vandre ad det gamle Frederiksberg og undervejs besøge Kehlet hvor man nu om søndagen finder alle lysthuse besatte, uagtet der er indrettet et langt større antal i år end tidligere. Kehlet, som ved at mangel på fremgang er tilbagegang, har ikke alene anskaffet sig et kostbart fortepiano (det skal koste 700 rigsdaler) der spilles midt i haven. I hans smukke kinesiske lysthus er oprejst en række smukke panoramaer der forevises for en yderst lav pris. Og han har endog i denne tid foretaget sig en rejse til Hamborg og Berlin for at bese de derværende taffelhuse og forlystelsessteder og muligvis derefter indrette sit beværtningssted udenfor og i staden. En sådan dristighed forenet med den grundsætning at en lille fortjeneste der kommer ofte, er bedre end en stor, må have til følge at hr. Kehlet kan konkurrere med den ellers altopslugende forlystelsesanstalt, Tivoli.

Fra en anden side søgtes også et agtet kunstnerselskab at sætte en skranke for tivolis indgreb i anden mands rettigheder. Da Tivoli nemlig blev åbnet i år, gav man her pantomimer uagtet dets privilegium forbyder det opførelsen af sceniske fremstillinger, hvortil pantomimer i alle henseender hører. Pricerne hvis mest vægtige præstationer er mimiske forestillinger og som ellers led nok ved Tivolis oprettelse, indgav protest, grundet på monopol til kancelliet som også med hensyn hertil forbød pantomimers opførelser på Tivoliteatret. Handlede de urigtigt heri? Eller kan man fortænke danske borgere at de værner om deres rettigheder mod et alt opslugende uhyre som Tivoli der med sine daglige mimiske fremstillinger til sidst ville overmætte publikum med dem som det allerede har gjort med sine atletiske, herkuliske, arabiske, malibariske, kinesiske og Gud ved hvad kunster? 

Desuagtet synes dog at Tivolis privilegiehaver er forbitret på Morskabsteaterets ejere fordi det formenes ham at tilintetgøre deres levevej. For efter at Pjerrot i søndags var blevet skrinlagt, går han nu igen og spøger hver aften. Herimod kan nu intet indvendes, men derimod syntes udtryk som hr. Mancinis til gengangeren Pjerrot: Har de derovre (Morskabsteatret)? knækket halsen på dig, så skal vi nok knække halsen på dem igen, at tilkendegive en så hadsk og hævngerrig stemning at vi mere vil anse disse ord for ubetænksomme og overilede end virkelig tage dem i deres betydning eller sigtende til at vække publikums misfornøjelse mod det i publikums agtelse højt stående priceske selskab. Enhver af Københavns kunstelskende publikum ved også at dette selskab der har kunstnere og kunstnerinder at opvise som Adolph Price, Rosa og Flora Price, ikke behøver at frygte for at nedsættes i publikum ved ovenstående og lignende ubeskedne udtryk.

Ville enhver anden i hvis næringsvej Tivoli gør skade ligesom de her nævnte, opbyde alt hvad der står i deres magt for at tiltrække publikum eller værne om deres rettigheder, så ville en stor mængde borgere ikke se deres næringsvej formindsket eller aldeles tilintetgjort.

Politivennen nr. 1492. Fredagen, den 2 august 1844. Side 488-492).

Restaurationen i Tivoli.

Næstefter Koncertsalen er restaurationssalen vist nok den smukkeste genstand i hele Tivoli. Det er et ret imponerende syn når denne sal om aftenen er oplyst og de mange lys giver genskin i de store spejle, så lysenes antal synes at være endnu større end de virkelig er. Den smukke malning, den rige forgyldning og den hele elegant udstyrede dekoration, kort sagt enhver ting er der så fortrinligt sørget for her, at man intet har at klage over i den hele restaurationssal, undtagen maden der til tider mere mådelig end i det simpleste markentenderi. 

Da øjemedet med denne restauration ikke kan have været blot at fryde tilskuere med den, næsten overdrevne pragt, og i stedet at levere velsmagende og gode varer, leverer dårlige. Og da en restaurationssal ikke er et forlystelsessted for øjet, men for maven, så ville det være ret ønskeligt om der blev sørget for at folk ikke som så ofte er har harværet tilfældet, får beafsteack der er så forbrændt at den ikke kan spises, og som de har måttet lade opvarteren bringe væk igen. Andre stege som skulle være møre og gennemstegte, bliver leveret seje og rå. Saucene er mådelige og forlanger man et eller andet gemyse til, som grønne ærter osv. da blandes det ene i det andet som om man serverede for dyr i stedet for mennesker. 

Så vidt Tivolirestaurationens dyder og lyder.

(Politivennen nr. 1490. Fredagen, den 19 Juli 1844. Side 449-450).

Tobaksrygning i Tivoli.

Står det ikke i Tivolibestyrelsens magt at vise den opmærksomhed mod damerne at det indskærpes de mandlige tilskuere når der spilles på teateret, ikke at ryge cigarer i den tætsluttede tilskuermasse. Det er ikke alene den overordentlige mangel på galanteri mod damerne at ryge således at de nærmest stående absolut må nedsynke denne afskyelige røg der bør omtales, men det er også tillige den beskadigelse der tilføjes de personers klæder som står ved et sådant rygende individ. Det synes at være en pligt for Tivolis bestyrelse hvis det ønsker at damer skal betragte de fine forestillinger på teatret, at påse at der lige så lidt ryges cigarer der som i koncertsalen. En opslået anmodning om det og en betjents ansættelse i dette øjemed ville vist ophæve noget af dette onde der hindrer mange damer der ikke kan tåle den nu så gængse cigarrygning fra at overvære forestillingerne. Man håber at Tivolibestyrelsen ikke vil afslå at vise det smukke køn en sådan opmærksomhed.

(Indsendt efter flere damers anmodning.) 

(Politivennen nr. 1489. Fredagen, den 12 Juli 1844. Side 438-439).

Redacteurens Anmærkning

Der klages endvidere over maden i restaurationen i artiklen "Restaurationen i Tivoli." Politivennen nr. 1490, fredag den 19 juli 1844, side 449-450.

Tivoliets Blodhunde.

Da den sørgelige begivenhed på Toldbodvinhus indtraf, nemlig at opvartningspigen blev sønderslidt af 2 glubende, såkaldte spanske blodhunde som havde banet sig en vej under plankeværket omkring toldkontorets plads, troede man almindelig at det ikke mere måtte tillades nogen i København og den nærmeste omegn at have sådanne dyr. Nu hører man at Tivolis bestyrelse har anskaffet sig to sådanne blodtørstige hunde der endog allerede har anrettet ulykker. Otte dage før Tivoli åbnede, ville nemlig en person, en kunstner der havde arbejde derinde, forlade pladsen kl. 9 om aftenen. Men blev lige ved udgangsporten angrebet af en af disse glubende dyr der forbed hans ben således at han måtte ligge i næsten 8 uger af smertelige og farlige sår på hospitalet. Hvad der reddede dette menneske fra at blive aldeles lemlæstet, var den omstændighed at han havde en lille hund der blev en genstand for de nævnte glubende dyrs første overfald, med sig og derved fik tid til retirade og til at redde sit liv. 

I den seneste tid har man om morgenen fundet en lille hund aldeles iturevet med tarmene ud af maven på karusselbanen og det mest besynderlige herved er at de ansætte vægtere ikke engang har hørt den larm som herved er opstået. At det tillades Tivoli at have sådanne glubske dyr der lever hele dagen i et mørkt indesluttet rum, fodres med råt kød og derpå lukkes ud om natten, synes at være højst urigtigt og farligt. Indsenderen vil give flere beviser på det. 

Da Tivoli forrige år åbnede, havde en skoledreng sneget sig ind, opholdt sig der omtrent 8 dage, skjulte sig om natten hvor han bedst kunne og ville altså hvis sådanne dyr dengang havde været anskaffet, sikkert blevet et offer for deres blodtørst. Hvor let kan det ikke hænde at et menneske i de tilkommende mørke aftner som har fået sig en lille rus, lægger sig til at sove på et eller andet skjult sted under et buskads og således ikke kan bemærkes af den omkring gående patrulje før hunden løslades. Kan Tivoli indestå for at disse dyr ikke lige så godt som på toldkontorets plads kan grave sig ud et eller andet sted og overfalde og sønderslide dem som de træffer på. Det er afskyeligt at tænke sig at man i vore dage vil bruge sådanne beskyttelsesmidler mod tyve. Ville det ikke være nok når de dertil ansatte vægtere forholdt sig således som vægterne på Vesterbro, nemlig have hver en hund, ved et bånd, med sig hvilke de når de bemærker tyve, løslader hvis de ikke selv kan bemægtige sig dem. Tivoli indeholder ikke sådanne skatte at de behøver at bevogtes af vilde dyr, var det tilfældet da ville indsenderen foreslå bestyrelsen at købe v Dinter hans hyæne og tiger. Der var da en dobbelt fordel forbundet med det. Disse dyr kan nemlig forevises publikum om dagen, og løslades til skattenes bevarelse om natten. Indsenderen har imidlertid gjort opmærksom på de farer der er forbundet med at have sådanne glubske dyr til at bevogte et etablissement som Tivoli, og vasker sine hænder hvis man beholder dem og ulykker sker som næppe i længere tidsrum kan forebygges. 

Politivennen nr. 1489. Fredagen, den 12 Juli 1844. Side 433-436).

Redacteurens Anmærkning

Vedr. affæren med de glubske hunde ved Toldboden, se artikel og Redacteurens Anmærkning fra Politivennen februar 1837. Den endte med at hundene blev aflivet.