07 oktober 2017

Vandmangel paa Christianshavn.

Gadeposten på hjørnet af Dronningensgade og Sankt Annægade på Christianshavn er så ofte uden vand at det forvolder de beboere som der så at sige har det eneste sted hvor de med rette kan afhente denne uundværlige artikel, meget stor ulempe. For undertiden hænder det sig 2 til 3 dage efter hinanden at denne post ingen vand kan give fra sig, og da det lader til som en høj grad af ligegyldighed eller forsømmelse fra nogle af de ansvarliges side formentlig foranledigede dette onde, så kan vi ikke længere lade det være upåtalt, men opfordrer enhver som hermed har at bestille at opfylde deres pligt, hvilket for de vedkommende beboere er lige så vigtigt som det i ildebrandstilfælde for det offentliges skyld er en nødvendighed. Vi ved at der kan indtræffe tilfælde med vandrendernes reparation og rensning hvor vandet af nødvendighed må savnes. Men vi ved også at det ikke så ofte som med før nævnte post må eller bør indtræffe at der intet vand i flere dage efter hinanden kan fås, og vi forventer derfor at denne vores velbegrundede anke for fremtiden må bevirke at de ansvarlige vil afværge den her berørte vandmangel. 

Ved denne lejlighed kan vi heller ikke undlade at tilkendegive vores forundring over at beboerne i Dronningensgade som så vidt vides dog må betale vandskat fordi posten står i denne gade, ikke lige så godt som de beboere hvis gårde vandet findes, fra vandvæsenets side advares om når vandet den eller den tid i deres poste bliver borte. Men da dette tilfælde med den før nævnte post så at sige hører til dagens orden, så undlades muligvis denne opmærksomhed fra vandvæsenets side, eller de enkelte hvis pligt det muligt måtte være, for at befri sig for den derved forbundne ubetydelige ulejlighed. Skulle denne anke ikke hjælpe beboerne som benytter nævnte gadepost til deres nødvendige vand af samme, så tør vi håbe at der fra højere ansvarliges side i denne retning vil blive påbudt og varetaget det fornødne.

(Politivennen Nr. 1555, Fredagen den 25 April 1845, s. 249-251)

06 oktober 2017

Ønske ang. Melk.

Kun få af Københavns indbyggere der enten selv har køer eller ved venskab får overladt mælk af honette ejere af køer, nyder den behagelighed som uforfalsket mælk unægtelig er. Størstedelen af indbyggerne køber deres mælk hos amagere, spækhøkere, brændevinsbrændere og nyder i det købte en vare der kun har lidt tilbage af mælkens udseende, smag, næringsrighed og behagelighed. Da dels ovennævnte sælgere selv, dels deres folk på egen hånd rigelig forfalsker det malkede med vand, og som man ikke sjælden nødes til at tro, med urent vand.

Det er ikke sjældent at lugten og smagen endog tydelig angiver tilstedeværelsen af koskarn, og altså at formode at det endnu tiere er for hånden, men i en mindre grad, så at det ikke så tydelig kan skelnes at den slette smag kommer af denne væmmelige artikel.

Ved man nu tillige at de køer hvis mælk således forvansket vanædler indbyggernes mælkemad, te og kaffe (for som mælken, så fløden), dels nyder en føde der ikke er skikket til at frembringe den bedste mælk, dels henstår tre kvart af året, ja nogle endog hele året i væmmelige skidne, stinkende og lumre stalde, nogle endog i kældre, at de næsten aldrig holdes rene, og bestandig står i vådt med fødderne, ikke heller nyder tilbørllig strøelse til godt leje; ved man at intet lettere end mælk antager smag og lugt efter endog den luft den står i, og at sluttelig den også efter koens føde, sundhed og øvrige hele tilstand let kan antage forskellige egenskaber, så tør man vel påstå at denne mælk er forvansket og forfalsket, endog før den forlader yveret, for at modtage den grovere ovennævnte forfalskning.

Brændevinsbrændernes køer er så skidne at det vel endog tør kaldes en umulighed at erindre at skarn under malkningen må skade i mælken. Hvor mange brændevinsbrænderes piger giver sig vel endog den møje at vaske yveret før de malker.

At slet fødte og usunde køers urenlig malkede, urenlig behandlede, med vand fortyndede mælk, ja må igen have indflydelse på alle de nydendes helbreds tilstand, vil vel ingen nægte.

Jeg tror derfor at man inderlig burde ønske at vores sundhedspoliti i forening med sundhedspolitiet ville tage denne sag under overvejelse. Skulle det ikke være muligt ganske at forbyde al kohold i stalden selv? Er et antal af flere hundrede kostalde inden for stadens volde, og vel at mærke afskyelige kostalde eller kokældre ikke af en mærkelig indflydelse på stadens sundhed? Skulle svinehold der er forbudt, vel være meget usundere end sådant kohold?

Vel tabtes noget for vores brændevinsbrændere, men en hel stads luft, en hel stads fødemidler bør dig ikke lide for at både dem. Følgen blev jo blot at koholdet forlagdes til de nærmeste landboere. Spølen ville nok købes af disse, og brændevinsbrændernes tab blev derfor ikke meget stort.

Vel blev da køerne også spølforede, men ikke i den grad som nu. De ville da også få andre næringsmidler, luftigere og renere stalde, bedre leje og et mindre fugtigt fodfæste. Med et ord, Københavns blev af med mange hundrede stankfabrikker, og fik mælk som i det mindste fra yveret var bedre og dermed var allerede meget vundet. 

Hvad vandforfalskningen angik, da var denne rettere forhindret når kroholdet var uden for porten og al mælk føres ind derigennem. Ved en mælkeprøve kunne denne forfalskning let opdages i accisseboden, og den som ikke holdt prøve, blev konfiskeret.

(Politivennen Nr. 1530, Fredagen den 11 April 1845, s. 229-232)

05 oktober 2017

Spørgsmaal til Bagerne angaaende Beskyldningen af Hestefidt.

Flyveposten gjorde i et af sine numre opmærksom på at flere bagere her i byen bagte deres smørede hvedebrød ved hjælp af hestefedt. Indsenderen af dette har hørt at det skulle forholde sig rigtigt at en stor del af bagerne brugte hestefedt, men blot til at indsmøre de jernplader hvorpå hvedebrødet bages. Imidlertid må dog enhver hvem det ikke er ligegyldigt hvad han putter i munden, tilstå at brødet som en dame nyligt har sagt til indsenderen, må vokse i munden ved tanken om at måske dele af et gammelt uvasket øg der er blevet slået ihjel af alderdom, findes i det. Det synes at bagerne ikke burde tie ganske stille til denne beskyldning da man ellers deraf måtte drage den slutning at det forholder sig således. Og derfor opfordrer indsenderen tillige med flere, af de herrer bagere at oplyse Københavns indbyggere om det virkelig forholder sig således at hestefedt anvendes i deres bagerier. Da rygtet siger at politiet skal have blandet sig i denne affære, og ved deres forespørgsel hos nogle bagere fundet Flyvepostens angivende bekræftet, så anmodes også herved det sidste blad at give oplysning han formår om denne delikate sag. For dem som er blevet ækle ved at spise nogen som helst hvedebrød i dette tid af frygt for at dertil skulle være anvendte hestefedt, vil det måske være behageligt at få denne underretning at foruden hos den heri bladet tidligere omtalte bager Levy i Vingårdsstæde, får man fra Feilbergs udsalgssted af brød på Gammeltorv, franskbrød og surbrød der er bagte på jernplader som er smurt med olie.

(Politivennen Nr. 1529, Onsdagen den 8 April 1845, s. 223-224)

04 oktober 2017

Nattesværmen i Nybrogade.

Nybrogade har hidtil været en gade hvor ingen af præstinderne ved Venus Vulgarivas Tempel har haft deres sæde, eller som har benytte til at udkaste deres skarn. Desværre synes i den senere tid dette ikke mere at være tilfældet. Om aftenen og ud på natten ser man ikke alene enkelte af disse væsner sværme omkring i denne gade, men ofte også flere i en trup. Centralpunktet for deres natlige sværmen er et i gaden beliggende hus, hvilket vi ikke nærmere vil betegne fordi vi formoder at dets ejer, uvidende og denne deres sværmen omkring hans ejendom lig en myggesværm omkring lyset, vil hvis dette blad kommer ham for øje, ved denne vores betegnelse selv blive opmærksom på dette uvæsen i denne ellers hidtil så stille og anstændige gade, og ved en eller anden kraftig forholdsregel gøre en ende på det. Blot så meget vil vi tilføje at efter vores iagttagelse har disse ovennævnte nattens børn ingen fast stade i selve gaden, men aflægger blot deres besøg hos en af dens beboere der at slutte herefter, ikke må være nogen gader af bachanalske glæder. Skulle imidlertid ejeren af dette hus ikke ved denne vores annonce få sine øjne åbnet, så agter vi nærmere at betegne huset og dets ejer, for derved om muligt at gøre en ende på ovennævnte uvæsen.
Flere beboere i gaden.

(Politivennen Nr. 1524, Fredagen den 14 Marts 1845, s. 170-171)


Nybrogade har ikke ændret sig synderligt hvad angår huse siden Politivennens tid. Hverken denne eller en senere artikel afslører hvilket hus der er tale om. (Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2017)

29 september 2017

Den dreiende Jomfrue i Vimmelskaftet

(Indsendt)

Så vidt vi erindrer findes der en politianordning som forbyder enhver at udhænge eller udstille skilte der kan forårsage forargelse eller ved sit bizarderi foranledige sammenstimlen af mennesker. Det synes derfor at være et spørgsmål om den figur hos modehandlerren i Vimmelskaftet som drejer om sig selv, ikke bør regnes til denne kategori. Man ser nemlig bestandig udenfor denne butik en masse mennesker forsamlet som ikke alene spærrer passagen, men også ved deres sarkasmer og vittigheder hvortil figuren giver dem anledning, sårer de forbipasserendes sædelighedsfølelse eller kyske ører. Vittigheder som: "Der skal du se en jomfru som lader sig dreje!" - "Det er en skræddersvend (øgenavn på en sypige)? - "Det er en skeløjet tøs," osv vil vi ikke tage nogen notits af, men plumpe, uanstændige, udtryk som forråder den dybeste fordærvelse, lyder almindeligt om aftenen, når figuren ses ved belysning, fra de første af den laveste almue bestående rækker der står her, klinet op ad vinduerne for at more sig og kammeraterne. 

Hensigten med denne figur, at vise hovedstadens damer de nyeste parisermoder, opnås derved ikke. For hvilken dame ville vove at komme i berøring med pøbelen. Vi kunne derfor ikke andet end undre os over at den Berlingske Tidende kan nedlade sig til at omtale denne figurs fremstilling som noget fortrinligt, da øjemedet med dens opstilling blot har været at vække opsigt. Hvorfor har den Berlingske Tidende ikke i sin tid rost den schleisnerske modehandel på Amagertorv der vel i enhver henseende kan tåle sammenligning med den rasmussenske. Skulle ikke lidt nepotisme være med i spillet her, man mumler i det mindste om det. For ellers er jo den Berlingske så kostbar med sin ros, og det om ting som anderledes fortjener at omtales.

Vor mening om denne drejende jomfru er derfor at enten sørger dens ejerinde for at holde fortovet ryddeligt ved en betjent og forhindre almuens plumpe vittigheder, eller også helt tage den væk. For ve den fra hvem forargelsen kommer! Det var bedre der var hængt en møllesten om hans hals og han var sænket i havets dybhed. Vi mener naturligvis ikke den franske modehandlerske med det ægte danske navn, men blot dem som giver de små (de uskyldige) forargelse.

C. Nielsen
Fuldmægtig.

(Politievennen Nr. 1511, Fredagen den 13 December 1844, s. 789-791)

Vimmelskaftet. Foto Erik Nicolaisen Høy 2015.