Nikolaj Kirkes Historie. (Efterskrift til Politivennen)

St. Nicolai Kirke, hvis Rudera nu, efter Kongelige Befaling, skulle nedrives, er egentlig bygt paa Bolværk, thi Vandet naaede i ældre tider lige hen til den, og alle Gader sønden for den ere anlagte paa opfyldt Grund. I Frederik den Andens Tid blev den Canal afskaffet, som løb under de smalle Gader ved denne Kirke. I et gammelt Haandskrivt paa Universitetsbibliotheket siges: "der var et Capel med St. Nicolai Altere, bygget paa Pæle, slagne i Havbredden. Der var Borgernes Sognekirke indtil den Østreplads af den flade Pusterviigs Strand var, med stor Bekostning, indpælet og Aar 1447 opfyldt, hvorpaa Kong Christopher III. fra Grunden oprettede den store Kirke med et høit Taarn." Pontoppidan mener, at den er bleven anlagt tilligemed Stædets Næring ved Søkanten, og helliget St. Nicolai, eller de Søfarendes Patron, hvem man ogsaa offrede eller testamenterede sine skibe; thi 1261 skjenkede Herremanden Petrus Olai alle sine Skibe til St. Nicolai Kirke. Denne Nicolais Billede i Steen findes endnu den Dag i Dag over Indgangen paa den Østre Side af Bygningen. Da den ældgamle Kirke deels var forfalden, deels for liden til Sognefolkene, saa begyndte man omtrent i Aaret 1747 at bygge en nyere, lidet videre ud fra Østergade, som synes længe at have staaet i Bygning og først blev færdig kort for Reformation. De første Evangeliske Prækener bleve holdte her med Kong Christian den Andens Tilladelse *). Christian den Fjerde lod de udvortes Mure pryde med Steenbilleder af Propheterne og Apostlerne, et nyt Chor opbygge og Taget dække med Kobber. Magister Hans Taussen lod her i Aaret 1529 gjøre Begyndelse med at synge Psalmer paa Dansk. Det første Taarn lod Chriist. Walkendorf opføre 1582 og anvendte sine egne Penge paa at kjøbe Kalk og Steen dertil. Hand steeg endog ofte op paa Stillagen og saae til Arbeidernee. Spiret nedblæstes 1627 med saadan Magt, at Hvælvingen blev sønderslaaet, og Kirken i Aar og Dag blev saa uryddelig, at Menigheden maatte holde Gudstjeneste paa Kirkegaarden under aaben Himmel. I Aaret 1556 blev Kirken beskadiget af Tordenen. Indvendig havde den i sin Tid prægtige Prydelser, og især ypperlige Malerier af den berømte Maler Carl v. Mander og andre store Mestere; de fandtes fornemmelig i Choret og dets Omgang. Paa Muren mellem Pillerne saaes en Mængde af den gamle Danske Adels Vaaben. Blandt det ikke ubetydelige Antal adelige Begravelser udmærkede især Rosenkrantzernes sig lige ved Indgangen af Porten paa venstre Haand. Den berømte General Niels Rosenkrantz's Marmorgravmæle var meget kostbart. Mærkeligt er det ellers, at man ved den til Kirkens Gjenopbyggelse for nogle Aar siden aabnede Subscription ikke saae sig istand til at tilveiebringe mere end 16.000 Rdlr, medens man for 60 Aar siden kunde indsamle 20,000 Ridlr. blot til dens Reparation, uagtet Pengene dog i hine Dage agtedes i alle øvrige Henseender langt mere end nu. - Det herlige Monument, som St. Nicolai Kirke har efterladt sig, og ingen Ild har kunnet fortære, er Sognets Fattigskole, sikret 1706, som ved det nuværende Fattigvæsens Bestræbelser er i den meest blomstrende Tilstand. - Den indvendige Deel af Kirken, som siden den sidste store Ildebrand har staaet uden Tag, giver Stof til de sørgeligste Betragtninger over al menneskelig Storhed. Adskillige Ligkister og Monumenter, Menneskebeen og Dødningehoveder svømme omkring i det Regnvand, som paa de Steder, hvor der ikke kunde have noget Afløb, har samlet sig i stor Mængde.

*) M. Martinus, en Evangelisk Prædikant, som Christian den Anden 1520 lod komme herind, var den første, der fik Tilladelse til at holde en ugentlig Aftensangspræken her.

(Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn, nr. 31, 27. januar 1807, spalte 492-494)

Kronpindsen. (Efterskrift til Politivennen)

Kiel, d. 10 Dec. I disse dage bryde adskillige Regimenter i Slesvig, til Lettelse for Landet, op til Jylland. - Det hedder at H. K. H. Kronprindsen endnu i Vinter agter at gjøre en Reise til Kjøbenhavn. - I Dag er H. K. H. reist til Gottorf, hvorfra Høistsamme vender tilbage paa Løverdag. - Arveprindsen af Weimar agter sidst i denne Maaned at reise fra Slesvig til Kjøbenhavn.

(Nyeste Skilderie af København, nr. 25, 6 Januarii, 1807)

Bornholmer-Uhre. (Efterskrift til Politivennen)

Man veed at Stueuhre alt i lang Tid har været et fordelagtigt Udførsels Fabrikat for Bornholm. For endnu mere at forædle denne Flid, har Byskriver Barchlev sammested, med berømmelig Iver og ved Forskud bidraget til at der nu ogsaa gjøres Taffeluhre. Tolv Stykker ere forevist Landhusholdningsselskabet, og af det befundne at gaae rigtigt, og at kunne sættes i Ligning med de saakaldede Viener Taffeluhre. Det har derfor ogsaa belønnet den Uhrmager, Hr. Barchlev har betjent sig af, med den anden Gulmedallie.

(Dagen 26. august 1805)

Men de glade nyheder blev dog allerede året efter i  noget nedtonet:

Hr Byfoged Wiborg beretter i et Avertissment angaaende Taffel-Uhrmageriet i Rønne, at dette endnu er i sin spæde Barndom; at ingen endnu kan bestemme om det nogenlunde vil blive til noget, som fortjener offentlig opmærksomhed, og at der for nærværende Tid paa hele Bornholm ikke findes mere end een Uhrmager - den unge Hr. Funk - som vedholdende sysselsætter sig med denne Konst. Det saakaldte Ottedagsuhrmagerie, som tilforn satte 10 til 12000 Rdlr aarligen i Circulation i Byen, og hvorved en Snees Huusfædre har erhværvet Brød for sig og Familie, er nu saaledes gaaet tilbage, at Byen nu tæller blandt sine Almissemedlemmer Mænd, som den tilforn talte blandt sine virksomme, velhavende og gode Borgere. - I de statistiske Efterretninger, som Hr. Byfogden arbeider paa, skulle ogsaa indeholdes Efterretninger om det Bornholmske Uhrmageries Opkomst, Fremgang og Skjebne.

(Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn, nr. 92, 29. august 1806, spalte 1463)

 Om Uhrmageriet paa Bornholm). Ved kgl. Resolution af 6 Maj 1795 blev besluttet, at Uhrmager J. W. Armand antoges mod 200 Rd aarligen i to Aar til at hjelpe de bornholmske Uhrmagere med Undervisnig og Vejledning til en rigtig Theori og bedre Arbejdsmaade af alle slags Uhre, men især for det første til Forbedring og større Fuldkommenhed af dete Slags Uhre, hvori de alt havde bragt det videst. Ved kgl. Resolutioner af 22 Febr 1797, 30 April 1800 og 22 Des. 1802 behagede det Kongen at forlænge Tiden til Udløbet af 1804. Ivrig udrettede Hr. Armand det ovenfor ommældte, saa at Ottedagsuhrmageriet er Aar for Aar tiltaget, som ses af følgende Liste over de udførte Uhre.

(Dagen berettede den 22. september 1806)

Her fulgte en tabel 1801-1804 som viser at eksporten især gik indenrigs, men også nogle til Lybeck og Tyskland. Artiklen fortsætter: 

Men senere fik Hr. Armand Ordre fra Kollegiet, at bestræbe sig for, ved Siden af hin ældre bekjendte Kunst, at indføre en ny Gren, nemlig Taffeluhrmageriet. Amtmændene paa Bornholm viste denne fremspirende Næringsgren al mulig Ømhed. Det kgl Oek. og Kommerse Kolliegium viste samme den mest opmuntrende Opmærksomhed, og Hr. Armands første Lærling heri, R. Sonne, har fåeet kgl. Opmuntring, samt L. Funk, erholdet en Præmie af landhusholdnings Selskabet. De Personer, som nu, da dette skrives, ere sysselsatte med Taffeluhrmageri, ere foruden Hr. Armand selv [følger en liste med 7 personer, samt hvor urene er solgt] 

Byfoged Wiborg har nu offentlig søgt at gjendrive hvad der har været sagt angaaende Ottedagsuhrmageriets store Flor i Rønne paa Bornholm. Han har bekjendtgjort Attester fra to Skippere, der bestandig have handlet med Stueuhre, og fra 3 i Rønne bosatte Uhrmagere. Derved godtgjøres, at Ottedagsuhrmageriet er i en beklagelig Tilstand. Begge Skipperne bevidne, at de og flere have i Kjøbenhavn og andre Steder maattet sælge Bornholmske Uhre til ringere Priis end tilforn, og at et ikke ubetydeligt Antal har maattet staae fra Reise til Reise, og endnu ikke er afsat. De forsikkre, at mange Uhrmagere i Rønne ville, naar denne slette Afsætning vedbliver, gaae overstyr og blive fattige. De 3 Uhrmagere bevidne, at Uhrmageriet i Rønne er i saa elendig en Forfatning, at det ikke kan skaffe dem, der give sig af dermed, Brød, men at disse inden kort Tids Forløb ville blive det Offentlige til Byrde.

(Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn, nr. 1, 18. oktober 1806, spalte 30)

Bornholm. (Efterskrift til Politivennen)

Bornholm er et Land, hvorfra man saa sjelden faaer authentiske Efterretninger, at følgende Optegnelser neppe ville være dette Blads Læsere ubehagelige. Næsten overalt paa Bornholm, og især i Rønne, var man i Aaret 1804 misfornøiet med Fattigvæsenets nye Indretning. Der indkom over 50 Klager over Fattigvæsenet i Almindelighed og Commissionens Ansættelse i Særdeleshed, foruden 4 Skrivelser fra Indvaanerne i de 4 qvarteer, hvori anholdtes om, at Alt maatte forblive ved det Gamle. I Rønne var der almindelig Gjæring og Misfornøielse; man trængte endog voldsomt og støiende ind i Commissionens Forsamlinger og bestormede den med navnløse Breve. Sognepræsten mistede Offringer af Halvskillinger etc . og led Skaar i sine Indtægter. Paa henved 100 Steder i Byen maatte Amtmandskabet foranstalte udpantninger for resterende, tildeels ubetydelige Bidrag til Fattigvæsenet. Misfornøielsen lagde sig imidlertid i det Hele, uden at der skede nogen Standsning i det begyndte Organisationsværk. Uordenen var en Følge af Fordomme, Mistillid, almindelig Trang, smaa Næringsveie, Mangel paa Legater og andre saadanne Hjelpe- og Indtægtskilder. I samme Aar fik Landet to examinerede Jordemødre; den ene for Rønne - og Vesterherred, den anden for Nexøe- og Sønderherred, Aaker-Sogn undtagen. De andre egne mangle endnu dette Gode. - Blandt de 8 Strandinger, som indtraf i Aaret 1804 paa de Bornholmske Kyster, var der et Skib fra Lübek, Fortuna kaldet, som blev sønderslaaet i Søen uden for Sandvig og Allinge. Formedelst den svære Søgang og Nattens Mørke, var det umueligt at faae det sat paa Land. Masten kappedes. Da Besætningen var kommen i Baaden, tog en svær Sø den bort; kun Capitainen og en Baronesse v. Jægerhorn, som var Passager, bleve tilbage paa Vraget, indtil endelig en Baad fra Landet, ført af de brave Sømænd, Jacob Hansen Holm og Johan Kaas fra Sandvig, efter megen Møie og med største Fare, reddede dem, da Baronessen stod i Vand over Beltet og Capitainen i Vantet, og Skibet nogle faa Minutter derefter skiltes ad. Ladningen drev derpaa omkring i Østersøen og forbifarende Fartøier opfiskede endeel af de flydende Foustagier, nogle bleve bjergede af Landets Folk. - Af Sager, som vedkomme det almindelige Forligelsesvæsen, blev der i Aaret 1804 ialt foretaget 333, forligte eller hævede 204, udsatte 17, til Retten henviste 12; af Politiesager, for saavidt de kunne forliges: foretagne 46, udsatte 9, paadømte 13 og afviste 1. - De Bornholmske Kirke- og Skolecasser, samt Fattigcasser og Hospitalets Midler befandtes samme Aar saaledes: Kirkerne: Behold 13,494 Rdlr. 31½ sk. Gjeld 2775 Rdlr. 31½ sk. Skolecasser: Behold 16.659 Rdlr. 52 sk. Fattigcasser:Behold 2422 Rdlr. 17 sk., Gjeld 3 Mk. 9 sk. Hospital: Behold 4637 Rdlr. 89½ sk.

(Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn, nr. 91, 26. august 1806, spalte 1444-1445)

Klippekysten øst for Sandvig Havn mod Allinge. Husene har ikke ligget der da skibet strandede. Men kysten er særdeles farlig. (Eget foto, juli 2018).

Henrettelse af Peder Andersen. (Efterskrift til Politivennen)

I Gaar Morges Kl. 9 ½ udførtes Delinkventen Peder Andersen til Skandsen paa Amager for der efter Højesterets Dommen at henrettes med Øxe. Han gik ikke fræk, men heller ikke forsagt, sin Død imøde; uagtet den meget lange Vei fra Stokhuset langs med Volden over Langebro, betjente han sig dog ikke af den bagefter følgende Karre, men gik saa ilsomt, at de i Mængde følgende nysgjerrige Tilskuere neppe i Skridt kunde følge ham; han var iklædt en hvid Bondetrøje, hvide Benklæder og linnede Strømper. Da han kom paa Børnehustorvet, aftog han sin Hat og hilste Farvel til sine forrige Medfangne, der i Hobetal stode inde for Gittervinduerne. - Paa Retterstedet modtoges han af Hr. Brorson. efter Dommens Oplæsning og en kort Tale af Præsten, afklædte Skarpretteren ham bandt for hans Øjne og sendte ham med eet Hug ind i Evigheden. Uagtet det forfærdelige Søle og maadelige Vejr var der ikke alene Fodgængere i Tusindetal for at overvære dette sørgelige Slutspil, men og mange pyntelige Herrer og Damer, saavel til Hest som til Vogns.

(Dagen 12. december 1806)