Helsingøer d. 3 April. Til berigtigelse af det i sidste Numer af Skilderiet herfra anførte tjener: at den Galease, som af Canonbaadene blev taget, ikke var Dansk men Svensk. Den blev forladt af dens Mandskab inden den af vore Folk blev besat, og man har ombord paa den ei fundet andre Kjendetegn paa at en er Svensk end et Svensk Flag og et Document fra et Svensk Toldstæd Norden for Kullen. Den er ikke fuldlastet, men dens last er god. Den har 10 til 12 store Fade extra fine Bourbonske Caffebønner, nogle hele og halve Baller Engelsk Saalelæder, lidet Indigo, noget fiint Engelsk Klæde og noget Stykgods. Man formoder, ikke uden Grund, at det var en Snighandler eller Smugler, da man ikke ansaae det umueligt, at Folkene ligesaavel kunde have landsat Skibet, som selv flygtet i Land, og fordi man ikke ombord har fundet Udklarerings-Sedler. Den blev paa engang besat, saavel af Canonbaadenes Mandskab, som af Caperføreren Lars Pedersen Raaber. Skjønt han siden forlod Skibet, skal han dog, som man paastaaer, vilde formere sine Pretensioner på samme, hvorved dog Rettens Betjente rimeligviis ville fortjene mere end han. Isen har nu forladt vore Kyster, men det er endnu meget koldt med klar Luft og nordlig Vind. Den Brig, som sidst kom på Grund, er nu igjen flot, men dens Ladning er aldeles havareret.
Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn
Sjette Aargang No. 51
Tirsdagen den 4. April 1809
Spalte 818-819
Den omtalte Lars Pedersen Raaber var en af de mere kendte kapere. Han blev bl.a. omtalt i Fyens Stifts Kongelig allene privilegerede Adresse-Avis og Avertissements-Tidende, 12. januar 1809:
Danske Krigs-Efterretninger.
Vore Kaperbaade, for hvis Frelse man frygtede saa meget (See Avisen No. 3), ere dog slupne fra Hveen; skjøndt ikke uden megen Nød og gjennem mange Farer. De gik fra Helsingøer om Morgenen den 1ste, og vare 4 i Tallet. Den ene af dem var den bekjendte Lars Pedersen Raaber. De havde Aftenen i Forvejen sagt Herremanden paa Hveen, at han maatte berede sig paa at tage imod dem, naar de ved det og det Klokkeslet kom tilbage. Dette gjorde han og. Hveenboerne kom vore Kapere imøde med deres mindre Baade, hjalp dem i Land, da de større Kaperbaade ei kunde skyde saa langt ind, gik dem tilhaande med at faae Hveden i Sække og bragt ud i Baadene, og beværtede dem derhos paa gjæstfrie Maade. Saaledes fik de omtrent 40 Tdr. Hvede. Derved gik Dagen hen, og da de i Skumringen indskibede dem, for under Mærkets Skjul at naae Helsingøer igjen, og netop vare komne under Seil, lader den Svenske Gallei sig pludselig see og forfølger dem med al Magt af Seil og Aarer. De bleve derved tvungne til at løbe Sønder paa, da de vare afskaarne, og søge af alle Kræfter deres Frelse i Flugten. For at lette Fartøierne maatte de kaste 12 Sække Hvede i Søen. Gjedebukken vedblev at forfølge dem paa et knapt Musketskuds Afstand, og lod uafladelig Musketkugler regne ned over dem, og skjød desuden jevnlig efter dem med Kanonskud. Men hans Kanonkugler gik stedse over og hans Musketkugler stedse til Siden, saa at 3 af Baadene naaede lykkelig ind i Iset ved Vedbek. Men her mødte nye Farer. Indklmete i Isen kunde de hverken komme frem eller tilbage. De arbeidede med fast overmenneskelige Kræfter; Vedbekkerne søgte at komme dem til Hjelp, men alt omsonst; de sad og maatte sidde til den følgende Dags Formiddag. Raaber, hvis Baad seilede slettest, og som altsaa var mest udsat for Gjedebukkens Horn, troede at spille ham et Puds ved at holde fra de andre og pludselig vende om og søge til Helsingøer, troende, at Gjedebukken hellere vilde forfølge 3 end 1. Men han forstod Uret, vendte og forfulgte nu Raaber allene. Derved kom denne ham paa Pistolskuds Distance. Raaber var selv haardt bleesseret i Halsen, havde en Mand dødelig saaret, og saae ingen Udvei til Redning. Han lod derfor Seilene tage ind, reiste sig, saa blodig han var, i Baaden, og raabte til Lieutenanten paa Galleien, at han maattee ophøre med Skydningen, han vilde overgive sig og sine Folk. Men Officeren svarede ham med et glat Lag. Fortvivlet, omringet af Døden paa alle Kanter, veed Raaber nu snart ingen Udvei, da han i det samme bliver en smal Aabning vaer i Isen. Han befaler nu sine Folk, hurtig at gjøre Seilene løs og stræbe at naae ind i denne Aabning. Det skeer og det lykkes. Saasnart han øienede Frelsen i Isen, og saae at Gjedebukken nu ei mere kunde naae ha, reiser han og hans Mandskab sig, raaber 3 Gange Hurra! og beder Officeren hilse hjem, at denne Gang fik han ei Raaber!
Den kjække Raaber ligger nu paa Frederiks Hospital og synes at være uden Fare. Kuglen er kommen ud igjennem Skulderbladet, men et Stykke af hans Klæder, som er gaaet ind i Saaret, sidder der endnu. Naar dette er kommet ud, vil Kuren, som man haaber, ikke være vanskelig. Han er meget munter og har gjentagne Gange forsikret, at han nok skal hævne sig, naar han kommer op igjen. For den som det kan interessere at kjende noget til denne dristige Søemand, anmærrkes, at han er omtrent 30 Aar gammel, af middelmaadig Væxt, og har tilforn faret paa Kiel. Hans Forældre boe i Vedbek, hvor han er født.
Den Mand, der i bemeldte Fægtning blev dødelig saaret, var en Amerikaner og en af Raabers raskeste Karle. Han blev truffet i Laarene, og fordi han i den strænge Kulde maatte ligge saa længe paa Søen, døde han. Endnu en Anden blev lidet qvæstet. Efter en anden Beretning kom 2 Baade med Soldater vore 4 Kapere imøde, før de naaede Hveen; men saasnart de seilede imod dem og begyndte at fyre, flygtede de Svenske hurtig tilbage. Nu vendte Vore igjen til Hveeen, troede sig ganske sikre, gik i Kirken og bad Præsten at præke meget Kort, da Bønderne skulde kjøre Reiser med Hvede og Ærter..
