St. Croix. (Efterskrift til Politivennen)

Den Engelske Gouvernør paa St. Croix har ladet Gouvernementshuset udbedre, forandre og indrette efter høieste Smag, og derpaa anvendt over 12000 Pattakoner. At behandle indfødte Danske vel, er just ikke noget, som han lægger stor Vind paa. Men den store Masse af hvide Indbyggere paa de Danske af Engellænderne besatte Øer, er heller ikke Dansk, men Engelsk-Skotsk, Irsk, Fransk-Hollandsk-Tydsk og Kreolsk af alskens afstammelse. Af disse finder Gouvernøren sig meget dyrket. En Frie paa Kristianssted udpynte hans Stoel i Kirken paa det deiligste. Saadant har endnu aldrig været gjort for nogen Dansk Gouvernør. Af Besætningen er en stor Mængde bleven Offere for Sygdomme, og Gouvernøren har paa Ansøgning om flere Tropper, faaet Afslag med Betydning, at ordne Landet en Militz. Herpaa bleve alle uden Forskjel tilsagte at møde tiil Militz-Indskrivning, endskjønt man troede ved Kapitulationen at være fri for dette. Man bør imidlertid haabe, at de indfødte Danske og Norske hellere vige Øerne, end bære Engelske Vaaben.

Den Kongelige privilegerede Viborger Samler, 1. februar 1810.

Skibe med falske papirer. (Efterskrift til Politivennen)

Udtog af en Skrivelse fra Slesvig af 11te Jan. 1810. Det vil maaske være Dem bekiendt, at Vagtskibet ved Tønningen for kort Tid siden har anholdt 3 Skibe, navnlig Dessy, Native og Commerce, som vare indløbne til hin Havn, og hvoraf ethvert omtrent er 300 Tonns drægtigt. Efter Foregivende vare de komne fra Nordamerika; men da Omstændighederne opvakte grundede Tvivl om, at dette forholdt sig rigtigt, blev en nøjagtig Undersøgelse anstillet, hvis Udslag har oplyst, at deres Papirer samtlige ere falske og forfærdigede i England, og at de der i Landet for Engelske Kiøbmænds Regning have indtaget deres Ladninger, der bestaae af Sukker, Indigo, Bomuld, Riis, Farvete etc. De færreste af Mandskabet ere Amerikanere, det er forresten sammensat af Søefolk af adskillige Nationer, og især findes mange Svenske deriblandt.

Den Kongelige privilegerede Viborger Samler, 25. januar 1810.

Mord. (Efterskrift til Politivennen)

Ved Højesteretsdom, afsagt den 29de November f. A., hvorved den foregaaende Landsoverrets samt Hof- og Stadsrets Dom, af 21de August f. A., og Underretsdommen af 1ste Juli f. A., ere bekræftede, ere Forbrydere Niels Rasmussen og Niels Willumsen tilfundne at have forgjort deres Halse og at brændes, m.v., samt Forbryderne Willum Jørgensen og Hustru Ellen Pedersdatter at hensættes til Arbejde, den første i Kbhavns Fæstning og den sidste Sammes Tugthus, for Livstid m.v. Af den fra Højesterets Sekretariat til Kanselliet indkomne Beretning om denne Sag, erfares de med den forbundne Omstændigheder at have været følgende. - Arrestanterne Niels Rasmussen og Niels Willumsen have erholdt Underretning om, at Husmand Jens Christensen skulde være i Besiddelse af en Summe Penge, som de besluttede at berøve ham, og, for at forhindre Opdagelsen af denne Forbrydelse, bleve de, efter foregaaende Overlæg, enige om, at myrde ham og hans Hustru, og derefter sætte Ild paa Vaaningshuset. De forsynede sig til denne Hensigt med dræbende Instrumenter, nemlig en Jernhammer og en Kniv, og toge brændt Trødske med sig, for dermed at anlægge Ild. Saaledes bevæbnede begave de sig sildigt om Aftenen den 5te Marts f. A. til det afsides liggende Skovhus, hvor Jens Christensen boede, og begjærede, at han, som havde lagt sig til Sengs, skulde staae op for at vise dem Vej, under Foregivende, at de vare Reisende, som vare ubekjendte med Egnens Beliggenhed. Da han efter deres begjæring havde ledsaget dem et Stykke paa Vejen, gav Niels Rasmussen ham et Slag med Jernhammeren i Baghovedet, hvorved han segnede til Jorden. I samme Øjeblik kastede Niels Willumsen sig over ham, og gav ham, uagtet han bad for sit Liv, et Snit i Struben. Det samme gjorde Niels Rasmussen, for at aflive ham aldeles. Da de saaledes havde myrdet Manden, vendte de tilbage til Huset, for ligeledes at myrde Konen. Niels Willumsen kastede hende til Gulvet ved et Slag i Tindingen, derefter kvalte han hende med sine Hænder, mens Niels Rasmussen holdt hendes Fødder. Da disse Misgjerninger vare udøvede, gjennemsøgte de Husets Gjemmer og borttoge 50 Rd. 2 Mrk. i Penge, nogle Klædningsstykker og andre Koster. Derefter toge de en Tørveglød af Kakkelovnen, svøbte Halm og Blaar omkring den, og lagde den ved Foderet, for at antænde Huset, som afbrændte samme Nat. Men denne sidste Forbrydelse, som de begik med Hensigt at skjule de Foregaaende, tjente til at opdage dem. En Forbirejsende, som ved Skinnet af Luerne bleve ledet til Huset, saae igjennem Vinduet den myrdede Kone svømmende i sit Blod, og gjorde strax derom Anmærkelse. Mistanken faldt strax paa Arrestanten Niels Willumsen og hans Forældre Willum Jørgensen og Hustru Ellen Pedersdatter. Den afholdte Obduxions-Forretning og de øvrige under Sagen frembragte Bevisligheder, samt de Paagældendes egen Tilstaaelse, have gjort dem tilstrækkeligen overbeviste om disse Forbrydelser. - Arrestanten Willum Jørgensen, Niels Willumsens Fader, var tiltalt for med Raad og Tilskyndelser at have bevæget sin Søn og Niels Rasmussen til de af dem begaaede Misgjerninger; men, da han ikke er juridisk overvist derom, endskjønt alle Sagens Data og begge Mordernes Forklaringer vidne mod ham, kunde han ikke dømmes for denne Forbrydelse, derimod er saavel han som Hustru, Ellen Pedersdatter, overbeviste om ex post [Foro?] at have været vidende om og at have lagt Dølgsmaal paa Gjerningen og de røvede Koster. - Efter at denne Sag med alle dens Omstændigheder fra Kanselliet har været Hs. Majestæt allerunderdanigst foredraget, har det behaget Allerhøjstsamme allernaadigst at beslutte, at den over Delinkventerne N. Rasmussen  og N. Willumsen afsagte Dødsdom uden Forandring skal fuldbyrdes, og at det iøvrigt skal have sit Forblivende ved forbemældte Højesteretsdom, samt at, naar Arrestanterne W. Jørgensen og Ellen Pedersdatter efter dennes medfør afleveres til Fæstnings- og Tugthusarbejd paa Livstid, bør Vedkommende derhos gjøres opmærksomme paa, at disse Forbrydere, som farlige for den offentlige Sikkerhed, maae tages under nøje Bevogtning.

( Dagen den 16. januar 1810)

Fortrinlighed af Embeders, Stiftelsers, Staters Indtægter i Natur fremfor i Penge, en Sandhed bevist imod alle dens Anfægtere ved Danmarks og Østerrigs Cours i Jan. 1810

(Artiklen er gengivet efter Lollands Falsters Stifts Kongelig privilegerede Adresse-Contoirs Efterretninger, som forsendes med Rideposten, 26. januar 1810)

Ofte har dette blad berørt den unægtelige sandhed at den embedsindtægt, det benefice, det legat, den stiftelses- eller statsindkomst der forvandles fra natur- til pengeydelse, den være nok så godt beregnet for øjeblikket, nok så venskabeligt omoverenskommet gensidigt af yder og nyder, nok så retfærdigt jævnkæmpet af kommissioner og kollegier - forværres fra øjeblikket af og går ikke alene en stedse tiltagende gradvis forringelse i møde, men den mulighed, af en indtrædende højst skadelig kurs pludselig således som at tilintetgøres for oppebærerne, at fx den embedsmand, der for sin pengeløn endnu kunne leve anstændigt, med et ser sig knap i stand til at anskaffe sig de mest uundværlige livsfornødenheder.

Derfor har forfatteren også med smerte set tiendeforeningssystemet vinde sejr i nogle stater, med sorg set den statshusholdningsregel at blive hyldet at jordbrugeren bør befries fra enhver ydelse i natur.

Vist nok lukkede han ikke øjnene mod de fordele for landbrugerne, som pengeydelsen giver, og må stedse give i større og større grad, fordele der bestemte forestillingen til anbefaling for sådanne forandringer, der virkede sammes anordning af de faderligste regenter. Vist nok så han at de nærværende ydere kunne være meget vel fornøjet med forandringen da de fik en så at sige al pari godtgørelse, og undgik umagen at omsætte naturvarer, men uafladeligt erindrede, at penge, selv penge i metaller, stedse må undergå en dårligere og dårligere kurs over for naturvarerne *), havde han levende for øje, at denne nyderes eftermænd vilde blive - den følgende slettere aflagt end den foregående - i en aldrig ophørende række.

I lande hvor man forandrede de gamle kornskatte til pengeydelser var bevæggrundene sikkert den for landboen og det heles vel årvågne regering værdig. Men snart føltes at man atter måtte pebyde naturleveringer.

Endelig har krigen vist ved Østrigs eksempel, og desto værre tillige ved vores fædrelands, at beneficer, legater, stiftelser og andre offentlige indtægter, samt embedslønninger, når ydelsen er enten fra først af i penge eller ved senere indretning henforandret dertil, kunne med et ligesom bortsmelte.

Forfatteren heraf ytrer det allerunderdanigste håb, på grund af denne så sørgeligt, for mange værdige familier så ødelæggende erfaring, at der hos os ved et kongeligt strengt forbud, måtte sættes grænser for videre forandring af naturydelse til pengeydelse, lige meget om nyderen, ubekymret for eftermændene, forener sin ansøgning med yderens eller ej.

Endvidere vover forfatteren allerunderdanigst at foreslå landsfaderen at det ved kongelig befaling til alle overøvrigheder måtte pålægges disse at tilvejebringe en nøjagtig liste over alle deres embedskredse hidtil skete ydelsesforvandlinger fra natur til penge, det være sig afgifter, refusioner, brændeudvisninger, korn- eller kvægtiender, vej- eller broudbedringspligtighed, hoveri, lønninger, fattig- eller sygeunderhold og m. fl, og at året, når omændringen skete, den aflagte naturydelses størrelse, pengenes da værende forhold til de første fornødenheder eller med andre ord disses gangbare priser den gang der påstedet,med al videre oplysning didhenhørende, måtte vedføjes, altsammen attesteret af nærværende både ydere og nydere.

Herved havde man et middel i hænde til at kunne, når pengeydelsens skadelighed og utilstrækkelighed engang byder uomgængelig påbud, finde en rettesnor, til uden at fornærme nogen at gå tilbage til det punkt man havde forladt.

*) Grunden er ligefrem: Naturvarer fortæres, men penge af metaller ikke. Det nye års høst står i samme forhold til fortærernes behov som det forrige, men det guld og sølv som i år udbringes af bjergværkerne, forøger den hele masse af disse metaller og forstørrer for det kommende år denne masses forhold til dens (det vil sige guldets og sølvets som varers) forbrugeres behov.
Således med metal som penge. Der har derfor været de som ikke uden tilsyneladende god grund, og som en ufortærlig vare, ikke kunne være tegn på fortærlige varer eller med andre ord være penge.
Et lands frembringelser i et år synes at være det af sagens natur angivne mål for den pengemasse det behøver at have i omløb.
Mangelen ved papirpenge behøves vel næppe at nævnes. At man nemlig kan bringes til at gøre flere end man kan holde i den værd de betegne, ved straks når det påfordres at give denne værd for dem.
i oldtiden gav man pengene navn efter den naturvare de skulle betegne værdien af, et lam, en ko osv. Det var at ønske at papirpengene i stedet for at påpræges en tænkt værdi, rigsdaler fx, fik en værd i virkelig naturfrembringelser påpræget eller påtrykt fx en tønde ellerskæppe hvede, og at de mindre sedlers påtrykte værd udgjorde mindre dele af den værd. Da behøvede ikke at have metaller til underpant, men selve landets naturfrembringelser kunne være sikkerhed for sedlerne.
Den vigtigste af et lands frembringelser måtte tages til grundenhed for al værd og for pengevæsnet.

(Politivennen No. 611. 13de Januar 1810)

Krigsfanger. (Efterskrift til Politivennen)

Tønningen, den 19de Decbr. Af vore Landsmænd i engelsk Fangenskab ere atter 103 ankomne hertil. De bleve af en engelsk Parlamentair landsatte paa Øen Sylt. 3 store, efter foregivende amerikanske Skibe ere ankomne hertil, men ere til Undersøgelse anholdte af Vagtskibet.

Den Kongelige privilegerede Viborger Samler, 1. januar 1810.