Vandvæsenet. (Efterskrift til Politivennen)

I forrige Uge endte Commissionen angaaende Vandvæsenet Lægningen af den første betydelige Jern-Vandledning herved Staden. - Tidligere Forsøg med enkelte Rør syntes tilfulde at have godtgjort Jernrenders Anvendelighed; hvilket ogsaa paalidelige Efterretninger fra Udlandet godtgjorde. Da netop en Strækning af tvende jevnsides løbende Trærender, idet saakaldte Accissevænge mellem Nørrebroe og Ladegaardsveien, vare i høi Grad brøstfældige og ikke mere tjenlige til Udbedring, saa besluttede Commissionen at vælge dette Sted til et Hovedforsøg med Jernrender, lod hertil Rørene støbe paa Frederiksværk, og nedlagde en Rende af Jern, af saa stor Capacitet som begge Trærender. For intet Øieblik at besvære Vandforbruget i Staden, havde man den Opmærksomhed at lægge Jernrenden aldeles uafhængig af de gamle Render, saa at disse vedblive at alimentere Staden, indtil det Øieblik Jernrørerene træde istedet. Den hele Strækning af Jernrør er circa 370 Alen, og den er sammensat af Stykker paa 2 og 3 Alen, som ere støbte med Blye. Arbeidet er udført i omtrent 14 Dage, og det uagtet de Vanskeligheder, som stedse frembyder sig for en Uøvede, ved en saa ny Manipulation. For at hæve de Vanskeligheder, som have viisst sig ved dette Foretagende, har, som man erfarer, Vandcommissionen foranstalte nogle enkelte Forsøg med diverse Sammensætningsmaader, og man tør haabe, ved denne Authoritets vedholdende Bestræbelser, snart at see deslige solide Vandledninger anlagte i Hovestadens Gader, til sand Besparelse for den sildigere end Stadens Vandrender indførte skjønne Steenbroe, og til Bekqvemmelighed for Indvaanerne.

(Kjøbenhavnsposten den august, 1827)

Ingen Dampskibs-Rejser til Aalborg. (Efterskrift til Politivennen)

Entrepreneuren for Dampskibsfarten paa Jylland har "funden sig foranlediget til at bekjendtgøre, "at der iaar ingen flere Reiser vil skee til Aalborg, for at forebygge den Skade Dampskibsfarten, efter offentlig Stemme, vilde medføre for Sildefiskeriet." Det er at vente at en modnere Drøftelse af Sagen til næste Aar vil forandre denne Beslutning, ja det synes som om flere agtede Stemmer (hvoriblandt isærdeleshed den Naturkyndige Hr. Kammerrad Justs i Viborg), der allerede offentlig have hævet sig imod den nævnte Formening, vel maatte kunne opveie den enkelte, der har yttret sig for den.

(Kjøbenhavnsposten, 7. august 1827)

Dyrehaugen. (Efterskrift til Politivennen)

I Dyrehaugstiden, der tager sin Begyndelse paa Løverdag, d. 16de dennes, vil, som man erfarer Brødrene Foureaux atter gjæste Kjøbenhavn for i Dyrehaugen at forevise deres Ridekunster. Ogsaa skal et lidet Menagerie blive at see. Nede ved Kilden vil der blive reist en elegant Pavillon med Refraichissements, og Kjøbenhavnerne ville saaledes i Sommer fra nærmeste Haand kunne erholde Viin i Vandet. Ogsaa for Plebs vil der, efter Forlydende, iaar blive sørrget bedre end hdtil, da der skal indettes tvende Dandseboder, istedetfor den ene, som har været der de forrige Aaringer.

(Kjøbenhavnsposten den 12. juni 1827)

Negrenes Tilstand i Vestindien og Midler til at forbedre den. (Efterskrift til Politivennen)

 (Efter Malte Brun; meddeelt. *)

De Rigdomme, som Holland, Frankrig og Engelland have hentet fra de vestindiske Øer, have bidraget Mere til Moderlandenes Velstand, end alt Guldet, alt Sølvet, alle Diamanter fra det americanske Fastland; men de have været kostbare for Menneskeheden, for Moraliteten; de ere erhvervede for Blod og Taarer af flere Hundrede Tusinde menneskelige Væsener, som ere bragte i en Forfatning, der strider mod Naturrettens og den christelige Religions Grundsætninger. Omendskjønt Planteurerne for en store Deel ere milde, menneskekjærlige og medlidende Herrer, omendskjønt Koloniernes Raadsforsamlinger have taget adskillige Forholdsregler for at lænke Luner og Grusomhed, er Negerslavernes Tilstand dog i Sandhed ynkvædig. Denne sørgelige Sandhed er sat udenfor al Tvivl ved disse menneskers altfor store Dødelighed, som ikke kan være en Virkning af Klimaet, eftersom de i deres Fødeland ere vante til den samme fugtige hede. Uagtet den tildeels egennyttige Omsorg, Planteurerne bære for at have Negre, fødte paa Stedet, har denne Races Forplantelse kun maadelig Fremgang. Sorger, Lidelser, Piinsler af ethvert Slags, som Negerslaverne udstaae, forkorte i den Grad deres Liv at medens de efter Naturens Regler skulde formere sig, kan deres Antal i nogle Colonier, formedelst deres slette Behandling, ikke engang vedligeholdes, med mindre der hvert Aar indføres nye. Paa Martinique var der 1810 imellem 77.500 Slaver ikkun 1250 Fødseler d. e. 1 imod 62 Levende. Man siger, at de ere stivsindede, trodsige, ustyrlige; man siger, at de maa styres med et Jernscepter: vistnok er der Negre, som ikke skjønne paa Velgjerninger, og som kun tænke paa Forræderie og Uorden, det er dem, som i Africa have været Læger, Præster eller Koglere; men med Undtagelse af disse, som ikkun ere faa, ere Negrene raae, men gode og lærvillige Væsener. De fortjente ikke at betragtes som et Slags Lastdyr uden Sjæl, og dog betragte nogle af deres Herrer og Fogeder, der meget ofte selv høre til Europas Afskum, dem saaledes. Imidlertid tillader det brændende Klima i de lavere Egne nær Æqvator, de Egne som ere skikkede til Sukker-Avl, ikke at bruge andre end Negre til at dyrke dem. Denne Slægt er altsaa nødvendig for Colonierne.For at føre disse vigtige Anlæg tl en blomstrende og rolig Forfatning, er det aldeles nødvendigt at fremskynde Negrenes Formerelse paa Øerne, selv ved Hjelp af strænge Forholdsregler til at hindre de Grusomheder, hvortil Vanen altfor ofte driver Planteurerne og deres Fogeder. Efter at have sørget for de ulykkelige Slavers Liv og Sundhed, bør man tænke paa at skaffe dem smaa Ejendomme, hvis Besiddelse kan bringe dem til at elske den Egn, som de væde med deres Sved. At gjøre Ægteskabets Baand mere Helligt, mere fast, at sørge for Neger-Børnenes Opdragelse, at hindre Udsvævelser, er et andet væsentligt Punkt for at forbedre Negrenes Vilkaar. Naar man lidt efter lidt lader dem nyde Deel i Forstandens Oplysning og den christelige Religions Trøst, kan Negrenes successive Frigivelse og deres Overgang fra Trældom tl Fæstebønders *) Forfatning gaae for sig uden Fare, uden noget gaae for sig uden Fare, uden noget Voldsomt Stød og til stor Fordeel for Planteurerne.

*) Af: Précis de la Géographie universelle, T. V.

**) Paysans fermiers.

(Kjøbenhavnsposten 6. november 1827)

Bøger og Læseverden.

(Billeder, af Wilhelm Hauff)

(Under ovenstaaende Titel har den geniale Forfatter af "Memoiren des Satan", "Dr Mann im Monde, v. H. Clausen", "Die Lichtensteiner" o. fl., i Morgenbl. f. gebild. St. April 1827, leveret en Række af humoristiske og satiriske Meddeleler, hvilke, skjøndt nærmest beregnede paa at træffe den tydske Bog- og Læseverden, ogsaa for en saa stor Deel ramme den danske, at Udg. ikke har kunnet nægte sig en Fornøielse her at forplante dem paa dansk Grund, i det han med Føie tør haabe, at sikkert Fleertallet af dette Blads Læsere vil dele den Nydelse, som Bkjendtskabet med den af ægte Humor besiælede Billedrække har forskaffet ham selv.)

1.

Leiebibliotheket.

Da jeg endnu levede i -n-, hørte det til mine Formiddagsglæder, at gaae hen paa et Leiebibliothek; ikke for at udvælge Bøger, thi Samlingen bestod af 4 til 5000 Bind, som jeg for to Aar siden for størstedelen havde giennembladet under en land Sygdom; men for at see hvorledes Andre udvælge Bøger. Jeg gik dengang med den besynderlige Idee at ville skrive en Bog; jeg havde endnu ikke nogen bestemt Gjenstand eller Tendents, og var endnu meget i Beraad om, efter hvilken stor Mester jeg skulde forfærdige mit Svendestykke: paa den vordende Bogs indvortes Værd tænkte jeg rigtignok med en ubehagelig Følelse, thi blandt mine Tanker var jeg endnu ikke stødt paa nogen, der vilde have taget sig smukt ud paa Prent, om jeg endog havde ladet den trykke med Schwabacker, dog forekom det mig at være det Største og Nødvendigste for En, der vil gjøre en Bog, at han studerer Menneskene - ikke for at samle Menneskekundskab, thi den lærer man nu i Bøger, men for at mærke Folk af, hvad der torde finde meest Bifald og blive læst tidt og med Fornøielse. Vox populi, vox Dei, tænkte jeg, gjelder ogsaa her. Saaledes sad jeg da mangen Formiddag i Bibliotheket, for at studere Læserne og deres Tilbøieligheder.

Bibliothekaren var en lille, gammel Mand, der i de Aar, jeg havde kjendt ham, bestandig havde baaret en æblegrøn Frakke, guul Vest, og blaae Benklæder. Jeg søgte engang at bevise ham, at han ikke havde kunnet vælge sin Paaklædning mere afstikkende og smagløs; men efterat jeg havde foredraget ham noget heelt træffende af Farvelæren, brast han i Graad, og forsikrede mig, at han nu engang klædte sig saaledes, og agtede at klæde sig saa indtil sin Hedengang: thi de samme Farver havde hans Bryllupsklædning baaret, som hanm havde ladet sye sex Uger før Brylluppet, og desværre altfor tidligt; eftersom  Bruden en stakket Stund efter var død af Nervefeber. - Bibliothekaren havde en mangeaarig Erfaring i sit Fag, og det var interessant at høre, hvad han undertiden yttrede derom. "Om morgenen", sagde han f. Ex. til mig, "om Morgenen byttes de fleste Bøger; det er den Tid, da der hentes 2den og 3die Dele. Det forekommer ikke, som jeg i Begyndelsen troede, deraf, at Tjenere og Piger paa denne Tid gaae deres Byærinder, thi saa maatte dette Forhold ogsaa udstrække sig til de første Dele, nei, det kommer af Nattelæsningen."

"Af Nattelæsningen?" spurgte jeg forundret.

"Javist, jeg mener: deraf at Folk læser interessante Bøger om Natten. En stor Deel af Menneskene, med Undtagelse af de unge og fuldkommen karske, kunne ikke falde i Søvn i samme Øieblik de lægge sig. Man vil ikke gribe til Opium, fordi man maa blive ved dermed, naar man engang har begyndt; og saa er der nu intet bedre Middel, end at læse."

"Godt, jeg forstaaer Dem," svarede jeg; "men De nævnte jo selv interessante Bøger; ere de da indrettede til at falde i Søvn over?"

"Ikke alle, og ikke heller for Alle; naturligviis maa man gjøre Forskjel paa, for hvem denne eller hiin Bog kan være interessant. De kjender jo Grevinde Winklitz, nu, hun har længe ikke kunnet falde i Søvn; det gjør mig kun ondt for den stakkels Kammerpige, der maa læse for hende hver Nat, ofte til Klokken 1. Nu giver jeg engang Pigen af en Feiltagelse Görres' Deutschland und die Revolution - De veed, der gives ikke noget Interessantere for en Kjender - otte Nætter har hun læst paa den, og dog er Bogen kun paa 190 Sider, og hver Gang er Grevinden faldet i Søvn Klokken 11. Pigen vidste ikke hvormeget hun skulde takke mig for den "søvnige Bog." Forleden for at give Dem et Exempel endnu, forleden kommer til min store Forbauselse, den gamle Professor Wanzer, der læser over Mathematik, ind i mit Bibliothek. Han havde i 20 Aar ikke læst andet Belletristisk end undertiden et Dødsfalds-Avertissment og et Vers i Adresseavisen, og nu ønskede han dog igjen at faae en udsigt over det Gode, der er bleven skreven imidlertid. Jeg spurgte ham, om han havde læst noget af Walter Scott? Han erindrede sig at have hørt om den berømte Mand, og tager Ivanhoe med sig, Ivanhoe, denne herlige Historie! Næste Dag kommer han ganske fortrædelig, kaster min 12 sk. og Water Scott paa Disken, og siger, at de Ridderhistorier, han har læst i sine unge Dage, havde været langt smukkere; han  var allerede faldet i Søvn midt i første Deel; nu beder jeg Dem, for Himlens Skyld, - falde i Søvn over Ivanhoe!"

"Men hvorledes hænger dette sammen med Deres Iagttagelser om de 2den og 3die Dele, De talde om?" afbrød jeg ham.

"Nu, vi kalde netop om interessante Bøger," vedblev han, "og saa faldt Grevinden og Professoren mig i Tankerne. Men falder en interessant Bog i de rette Hænder, saa gaaer det som naar en Hest løber i Gallop. Om Aftenen har man været paa Comoedie eller i Theeselskab; man har siden taget en god portion Mad til sig, og laver sig nu til at gaae til Køis. Lampen paa det lille Bord ved Sengen er tændt. Pigen eller Tjeneren  har lagt en første Deel tilrette; Alting er i Orden, kun Søvnen vil ikke endnu til at indfinde sig. Man rykker Lampen nærmere, man tager Bogen i den høire Haand, støtter den venstre Albue paa Hovedpuden og slaaer Titelbladet op. Synes nu Læseren om Titelen, har han arbeidet sig igjennem det første, eller, som jeg kalder det, Fødselssmerternes Kapitel, saa gaaer det rask fremad, Øinene fare hen over Linierne, Bladene flyve om, og saadan en rigtig Nattelæser galopperer i to Timer magelig en Deel igjennem. Sædvanlig er Slutningen af første Deel indrettet ligesom Slutningsscenen af de første Acter i et Drama. Tilskueren maa i piinlig Spænding lure paa den næste Akt. Utilfreds over, at man ikke ogsaa strax har anden Deel ved Haanden, og desuagtet behageligt underholdet, sover man ind; men den næste Morgen faldet det første Blik paa den læste Bog, man er begjærlig efter at vide, hvorledes det videre vil gaae med Helten, der ved Slutningen af første Deel enten netop er druknet, eller har hørt en besynderlig Banken paa Døren, og raaber: "Kom ind!", og naar jeg nu Klokken otte aabner min Dør, staae Hanser og Henrikker, Thriner og Malener alt Skareviis uden for Døren, fordi den naadige Frøken, inden hun har sin engelske Time, Hr. Ritmesteren, inden Eskvadronen skal ud at røre sig, Fru Geheimeraadinden, inden hun gjør sit Toilet, endnu saa gjerne vilde læse nogle Kapitler i næste Deel af den høist interessante Bog."

(Kiøbenhavnsposten, nr. 38. 12.maj 1827 og nr. 46, 9. juni 1827)