Censur. (Efterskrift til Politivennen)

Censur (Meddeelt.). - At Censuren i Danmark ikke foretages efter de samme Grundsætninger overalt, erfarer man nu ogsaa af Veile Amts-Tidende. Meget ofte har dette Blad et eller flere Censurhuller og ligesaa ofte have de strøgnee Stykker forhen passeret Censuren i Kjøbenhavn i andre med det lige privilegerede Blade. I det igaar hidkomne Nr. 21 læses følgende Bemærkning af Udgiveren: "Atter idag er her strøget et Stykke, som Censor i Kjøbenhavn, og vistnok med fuld Føie, tillod at tryktes i et med mit ligeprivilegeret Blad. Jeg nødes til at tie; men appellerer til Loven, Retfærdigheden og den sunde Menneskeforstand." - Det er vistnok tungt, at en Mand, paa hvis Stræbsomhed flere Menneskers Underholdning beroer, saaledes skal see sig indskrænket i sin gavnlige Virksomhed.

(Kjøbenhavnsposten 17. marts 1832)

Et eksempel på censurhuller kan man fx se i Kjøbenhavnsposten, 12. juni 1832. Vist nok de første af sin slags i denne publikation. Et andet eksempel er 14. marts 1834, under Nyhedspost.

Det Store Julebord. (Efterskrift til Politivennen)

Hvor Byens Damer trække paa Parade,
Hvor Cavalerer smukt gaae op og ned,
(Det er det eneste, man om den veed)
I Kortheed sagt - paa Østergade,
Gik jeg i Aftes just min stille Gang;
Fra Nabo-Husene saa lysteligt det klang;
Hist legede man Juul, her sprang man lidt omkring,
Der sad man om et Bord og gjorde Ingenting.
En Frøken-Mø,Der løb i Frø,
Fortalte og bagtalte hist i Canapeen,
I det hun også nippede til Theen.
Paa begge Gadens Sider man hæsligt gjorde Vind;
Det blæste mig om Frakke, Hat og Kind.
Da til min Qvide
Kom mig imøde, altsaa mod min tredie Side,
En lille Herre,
Der ogsaa gjorde Vind, desværre!
I samme Nu - (betænk det dog, min Læser!)
Det ogsaa stærkt fra Kongens Nytorv Blæser.
Som Choribanter
Men Vindene anfaldt fra disse fire Kanter,
Og før jeg kunde raabe dem et: stop!
De klemte mig, saa jeg gik op
I lige Linie igjennem Luften;
Men, Gud skee Lov, jeg dog beholdt Fornuften!
Hvor Kjøbenhavn saae ud! hvor den var broget,
Og hvor der var en Snak om Ingenting og Noget.
Men stedse fløi jeg opad; jeg følte Febergys;
Smukt tændtes Nattens Stjerner som klare Julelys,
Og Himlen selv var Træet, og vores halve Jord,
Med Sneens hvide Dække, stod, som et Julebord.
Ja Tinsoldater, Spilleværker, Byer og Regenter,
Med mere, stod paa Bordet, som Presenter,
Og høit i Himlem sad de Engle smaae,
Og saae derpaa;
Thi see, det maatte de, men ikke røre,
Da Jordens Børn jo er' saa grumme skjøre!
Jeg saae da ogsaa på min Seilads,
Den hele brogede Julestads.
- Hist var to lærde Mænd i Klammerie,
Om Cicero har meent at quæ hvor han skrev qui,
Om han i sine Buxer brugte Spænde,
(Thi det er vigtigt slige Ting at kjende);
Der blev en blodig Kamp blanddt disse to Athlether.
Hist støbte man i Former smaae Poeter,
Ja Kogebøger, Polemiker, alt med Politur,
Man lærte: "Kunst er mere end Natur."
- Her stod en Helgen af Gips og Kridt,
Af Øiet vendte han fromt det Hvide,
De kan os baade slaae og slagte;
Vel kan de kun gjøre vort Legem Vee,
Ei Aanden - men den vil jo Ingen see!
- Hist klippede tre - det var en Gru,
Et Rige, som var det et Kort, itu;
Den største af disse smaae Krabater,
Rask knækkede sine Tinsoldater,
Men altfor stærke var ham nogen,
Og derfor smed han dem hen i Krogen.
Guds Engle græd - jeg skjændte saa smaat,
Thi Legetøiet var dog for godt.
Det Syn mig slog - - jeg faldt da ned,
Og saa - ja intet meer jeg veed;
Ved Frihedsstøtten jeg stakkel laae,
Men over Danmark stod Himlen blaa.

(Kjøbenhavnsposten, 7. januar 1832)

Censur i Danmark. (Efterskrift til Politivennen)

I samme skrift ((nemlig: Präservative wider Revolutionen", min anmærkning) meddeles følgende bemærkning: "I Danmark, den mest suveræne stat i Europa, har allerede længe hersket trykkefrihed, hvorover som bekendt Voltaire allerede til sin tid jublede, og denne åndsfrihed, der i taler og skrifter udtaler sig i hele Danmark, forstyrrer ikke i det ringeste måde den offentlige rolighed. Stolt synger der for den danske:

"Her tankens ytring er som selve tanken fri".

Man har nylig i flere fremmede skrifter og blade læst lignende ytringer om "trykkefrihed i Danmark", og hamborgerbladet "Børsenhalle" har endog forundret sig over et "censurhul" i en af vores provinsaviser, hvilket det fandt så meget mere påfaldende som der "ikke gives nogen censur i Danmark". Vel ved vi selv bedre at her virkelig gives censur. Men det turde dog ikke være overflødigt ved denne lejlighed at gøre opmærksom på den danske trykkelovgivning det vil sige Trykkeforordningen af 27 september 1799 og de i forbindelse med samme stående senere udkomne lovbud, hvilke næppe er meget bekendte udenfor fædrelandet. Vi har derefter som bekendt censur for alle skrifter hvis størrelse ikke overtræder 24 ark, og navnlig for alle blade og tidsskrifter af hvilke intet nummer må udgå uden i forvejen at være passeret censur. I København har man en særskilt censor for de politiske blade, (for tiden hr. konferensråd og teaterdirektør Manthey, kommandør af dannebrog og D. M) og en for de ikke-politiske, såvel som for alle de øvrige her udkommende skrifter som ikke overskrider det nævnte ark-tal (for eksempel hr. politiassessor Holm). Speciel censur er de forfattere og udgivere underkastet der er blevet dømt for overtrædelse af trykkeforordningen, og denne specielle censur består i at hvert skrift eller blad der udkommer fra deres hånd, offentligt stemples med censors tilladelse dertil, som ytres ved formlen "må trykkes". En sådan stempling søger naturligvis enhver gerne at unddrage sig, og man har eksempler på at forfattere der er blevet underkastet den specielle censur, for at undgå dette fatale "må trykkes", så længe de stod under samme, aldeles ikke har villet skrive eller udgive noget under deres navn.

(Kjøbenhavnsposten, 24. september 1831)

Frederik 6. var irriteret over "skrivefrækheden", og med stramningen af den i forvejen næsten totale censur blev forsøgt at lukke ned for al opposition. Med Fædrelandet (fra 1834) udviklede der sig noget der antydede en opposition til enevælden. Frederik 6. indkaldte til stænderforsamlinger i 1834. Den officielle trykkefrihed var i praksis en skrap censur,

Naalepigen. (Efterskrift til Politivennen)

Naale-Lystenhed hos Fruentimmer.Som bekjendt udholdt den, under Navn af Naalepigen, paa en vis Maade over hele Verden navnkundige Kjøbenhavnerinde Rachel Herz, for at gjøre Opsigt og vække Medlidenhed, i sytten samfulde Aaer de største Smerter og Lidelser, ved hemmelig at stikke indi Kroppen en Mængde Naale (som hun foregav at have slugt), for siden at lade dem trækkes og skjæres ud. At en vistnok uforklarlig Lystenhed her maa have været med i Spillet, synes udenfor al Tvivl. Mærkeligt er det, at den nyeste Tid fremviser ikke faa Exempler paa en lignende Naale-Lystenhed hos Fruentimmer, hvilken Lægerne tillægger samme Grund som den bekjendte Lystenhed (pica) der hyppigt bemærkes hos svangre Fruentimmer. 

(Kjøbenhavnsposten, 8. september 1831)

Sygdom paa Landet. (Efterskrift til Politivennen)

I Anledning af den paa flere Steder i Landet udbredte Omgangs-Sygdom, der, som bekjendt, foranledigede Tilbagekaldelsen af Befalingen om de Permitteredes Indkaldelse til Execeertiden, har det kongelige danske Cancellie, ved Circulaire af 6te dennes, anmodet samtlige Overøvrigheder om at foranstalte, at Landboerne i det dem underlagt District, saavel af Øvrigheden som af Sognepræsterne, paa det kraftigste opmuntres til at komme enhver, der maatte behøve det, til Hjelp ved udførelsen af Høstarbeidet. - Af samme Grund er det til paa Fredag (d. 16de d. M.) bestemte Marked i Roskilde, ifølge kongelig Resolution, bleven udsat indtil videre. - Ifølge en af Hr. Landphysikus Arends i Holbek skeet offentlig Bekjendtgjørelse, skal hiin Omgangssyge bestaae i "en galdeagtig-rheumatisk Feber, som vel undertiden medfører Fare for Ældre og Svagelige, men ingenlunde er af smitsom Egenskab." Nogle Læger benævne den en "nervøs-billiøs", andre en "typhøs" Feber. Disse forskjellige Benævnelser ere imidlertid saagodtsom synonyme, og om Sygdommens egentlige Natur og Beskaffenhed er man neppe i Tvivl. Flere unge Læger herfra Staden ere tagne ud til de meest angrebne Districter.

(Kjøbenhavnsposten kunne den 9. september 1831)

I Kjøbenhavnsposten 28. september 1831 berettedes om at sygdommen var for aftagende på Sjælland, efter at have forårsaget dødsfald. En nærmere redegørelse stod i Kjøbenhavnsposten 12. oktober 1831.