09 august 2019

Nogle Besvarelser. (Efterskrift til Politivennen)

til en Ven paa Landet.

Din sidste venskabelige Skrivelse indeholder saa mange Spørgsmaal, at jeg for denne Stund ikke kan besvare dem alle. Jeg vil derfor udpille de vigtigste og gjøre Rede for dem efter bedste Evne. Synes Du da at være fornyet med denne Prøve, kan Du vente at see dine andre Spørgsmaal besvarede ved Lejlighed. Da Du holder Københavnsposten i Fælledsskab med Omegnens Geistlighed, vil jeg tale til Dig igjennem dette Blad, for at befrie os begge for Brev-Portoen.

1) Hestevæddeløb. Herom er nu Talen baade Nat og Dag og den endes ikke uden med bitter Satire, Latter og Raillerier. Hvorvidt nu dette er rigtigt, henstiller jeg til dine egne Anskuelser, og forholder mig kun som en tro Skildrer af hvad jeg har seet og hørt. Altsaa til Sproget.

Skjøndt jeg ikke har nogen Receptivitet for at løbe efter Comoedier, Tragoedier, Halsbrækken og andre Optrin, foretog jeg mig dog - alene for din Skyld - Aftenen før Vedddeløbet en Udvandring til Nørrefælled, hvor jeg fandt et Plankeværk af en Omkreds af 1/4 Miil. Indenfor dette, var Rendebanen afstukken med Lægter og i visse Distancer opreist Pæle med paamalede Afstande. De fleste Arbeidere herved syntes mig at være Slaver, Folk, der nuomstunder bruges til flere private Arbeider. Om disse jernbeslagne Syndere bør - udenfor Kongens Tjeneste - tage Brødet fra mangen brav Daglønner, der under den største Armod med en stor Familie maa hendøse sin Tid, fordi han ikke kan faae Arbeide, indseer Du som Ordets Forkynder vel bedre end jeg, men det veed jeg, at dette Forhold er een Grund mere til den nathansonske Lyksalighed og et Opmuntringsmiddel for den Svage til at begaae Forbrydelser, hvorved de blive visse paa at beholde Alt undtagen Æren, om hvilken jeg har hørt flere Daglønnere sige, at den forslaaer kun lidet i Maven. Medens jeg skuede rundt omkring mig og betragtede det nydelige Kongetelt med der ligeoverfor ophøiede Dommersæde for Væddeløbet, kom jeg i Samtale med tvende fattige, men, som det lød, vakkre Daglønnere, der begge som Familiefædre beklagede sig over, at de ved saadant sieldent og vidt omstrakt Arbeide maatte med lomme Hænder betragte Slaverne, som nedrammede Pæle, hvilket de meente, de kunde giøre ligesaa godt og vel ogsaa bedre havde fortjent. Det har altid været mig en Fornøielse at tale med Folk af den simpleste Classe , fordi man derved erholder megen Menneskekundskab og lærer at kjende saadanne Folks gode og svage Sider, især naar man er ukjendt. Derfor kom jeg heller ikke fra hiin Samtale, førend det var bælmørkt.

At dette Væddeløb dog maatte være af stor Vigtighed, bevises bedst deraf, at Skolerne vare lukkede to hele Dage og Confirmations-Underviisningen blev afbrudt. At Skolelærerne ere fornuftige og duelige Mænd, behøver jeg vel ikke at fortælle Dig, og endnu mindre tvivler Du om, at min Præst - altsaa din Hr. Broder - heller ikke er til at kaste bag af en Vogn. Der maa altsaa ligge en Vigtighed i dette Væddeløb af en Fjerdingvej, der gaaer langt ud over en Lægmands Forstand og dybt ind i Præstens, altsaa ogsaa i din. 

Allerede om Morgenen Kl. 9 paa den første Dag, var Plankeværket udenom garneret med levende Broderier; ogsaa jeg maatte skynde mig at faae en fri Plads og var saa heldig, umiddelbart at blive en Plankeværks-Gjæst, og saae ligesaa godt som en Tilskuer paa Rigsdalers Bænken. En staaende Plads indenfor Skrankerne kostede ikke mere end 2 V, men det er dog Penge, som nuomstunder falde temmeligen i det Fine. Efterat jeg havde staaet mig træt i nogle Timer, skulde da Løbene begynde; jeg saae nogle Dyr løbe en Gang rundt i faa Minutter, men noget Overordentligt derved fandt jeg ikke, maaskee fordi jeg som Ukyndig havde forestillet mig Tingen langt anderledes. En Matros, som stod ved Siden af mig, svor paa, at han omkap med eet af disse Dyr vilde løbe Banen to Gange rundt; men han tilstod, at Dyret vilde vinde den første Omgang, hvorimod han, uden Viindrikken, skulde vinde den anden. Han paastod, at en Hest ikke i Længden kan holde Ud med ham. Heri var vel noget Brouterie, men jeg hørte Mange sige, at saadan en Sviptour ikke beviser en Hests Styrke og Udholdenhed. Derfor kan jeg godt lide nogle Nørrejyders Forslag om et Ridt hele Landet igjennem; thi da vilde man saae at see, hvilke Grimacer Petronella, Fenella og Brøndums graa Vallak - hvis den ellers ikke er bleven bovlam - vilde gjøre mod Heste af den jydske Race. Imedens man ansaae disse Ridt for noget Legeværk og ventede paa, at det egentlige Ridt ret snart skulde begynde, studsede man pludseligen ved at høre, at Væddeløbet for den Dag var forbi. "Ja, ja", raabte man, "saa begynde vi i Morgen igjen." Deels slukørede og deels under Latter hørte jeg velklædte Damer sige: "Det er en Skam at narre os April i September Maaned."

Morgenen efter læste man i Adresseavisen en Taksigelse fra Veddeløbs - Committeen for den Orden, Folket havde holdt, ret ligesom det danske Folk pleide at søge Lejlighed til at begaae Excesser. Jeg troer tvætimod Andres Anskuelser, at forstaae Taksigelsen, som om Committeen fandt sig smigret med et - intet mindre end - lovprisende Omdømme. Det være nu med Taksigelsen, som det vil: den syntes anden Dagen at have gydet Olie i Ilden.

Paa den anden Væddeløbs-Dag syntes Folkets Raptus eller Manie at være noget kjølnet, thi Hastværket med at tage Plads var meget maadeligt, og af betalende Tilskuere vare der langt fra ikke saa mange som Dagen tilforn. Denne Dag var Majestæten med det hele kongelige Huus tilstede, og denne høie Nærværelse anseer jeg som en væsentlig Aarsag til, at Pluraliteten indfandt sig ved Væddeløbet anden Gang. At Folket henvender sig til den Kant, hvor Kongen opholder sig, finder jeg at være en god gammel Skik; der ligger noget Betydningsfuldt i denne Nærmelse til Kongehuset. - Løbet begyndte nu ved Klokkens anden Lyd; Dyrene rendte, som om de vare gale, hvilket ikke er saa underligt, naar man betænker, at en Flaske Madera nok kan oplive Geisten; Flere paastode, at Rytterne ogsaa vare halvfulde, thi de sadde ikke som Ryttere; men skjøde Ryg som Aborrer; dog maaskee den Stilling hører til Løbet, for at befrie Dyrene for noget Vindfang. Løbet fortsattes noget længere end Dagen tilforn, og Resultatet af det Hele blev, at, til Exempel, Petronella vandt 1300 Rd r. S, hvilke hun vist vilde have tabt, hvis hun skulde have rendt Jydland igjennem, eller trukket 20 Tdr. Hvede fra Odense til Svendborg. Her maa man sande Ordsproget, som siger, at "den Hest, som trækker meest, faaer mindst af Havren." Om Petronella kan man istemme Peter Syvs Ordsprog, at "hvor Traaden er svagest, der brister den": derfor tør den ikke vove et Løb med de jydske Heste. Samme Forfatter siger ogsaa, at "det er ingen Skam, at den Ringere viger den Mægtigere"; dette skulde Petronelas Eier smukt betænke og efter en Gevinst af 3,000 Rd ved nogle Sviptoure - en sand Levevej! - lade Bæstet nyde Ro i sine svage Dage. Jeg siger "svage Dage", fordi Petronella har Ord for at have Spat, hvilket hos Heste vel maa ansees som Podagra, og formodentlig kommer af Vinen, en Drik, som maaskee burde forbydes ved alle Væddeløb, og som de gode Jyder vel ikke ville taale. Under Løbet skeete ingen Uordener, da Politiebetjente og Husarer havde det nysgjerrige Publicum i Kikkerten - naar undtages at en Deel Bræder og Lægter bleve frarevne, hvorved det blev lettere for Uberettigede at tage Plads paa Rigsdalers - Bænkene. En Husar var fuld, formodentligen af Glæde over det nydelige Skue, og en Politiebetjent fik en alvorlig Kindhest formedelst sin Iver. Hvem Dommeren var under dette Løb, veed jeg ikke vist; Nogle sagde, at det var Petronellas Eier, Andre, at det var dens Leier; men jeg har ladet mig sige, at det var Hertugen af Augustenborg. Gevinsterne bleve hentede ved Dommersædet, hvor, som sagt, Petronella indkasserede 1300 Rd r. S. for et umaadeligt Spring. Nu er da den Stads forbi for i Aar; til næste Aar faaer man vel noget Lignende, hvis der ellers ikke kommer en Kurre paa Traaden. For Petronella er jeg nu ikke mere bange. Hvad disse Væddeløb have beviist, gad jeg dog gjerne vide; thi som Ukyndig kan jeg ikke øine den mindste væsentlige Nytte.

(Kjøbenhavnsposten, 20. september 1832)

06 august 2019

Holmens Broe. (Efterskrift til Politivennen)

Kjøbenhavn, den 23de Juni.

Ved den Ombygning, som nu foretages med Holmens Bro, havde det været paatænkt, ligesom det ved Høibroes Ombygning var Tilfældet, vexelviis kuns at dæmme for Canalens halve Brede, saa at Strømmen kunde have frit Løb igiennem den anden Halvdeel; men da dette ikte var muligt, formedelst Canalens mere indskrænkede Brede ved Holmensbro, og formedelst den derværende stærke Strøm, som vilde have undergravet Afdæmningen, var det nødvendigt, at opføre Dæmninger over hele Canalen. Man havde desuden historisk Vished for, at dette ligeledes havde været Tilfældet ved Broens sidste Ombygning omtrent for 100 Aar siden. Da imidlertid de ubehagelige Uddunstninger, som i Almindelighed spores om Sommeren ved denne Canal, især ved Gammelstrand, iaar vare usædvanligen stærke, maatte man formode, at de tildeels hidrørte fra denne Spærring af det sædvanlige Vandløb. Man har derfor allerede i et Par Dage arbeidet paa, strax at gennembryde Dæmningerne, for øieblikkeligen at forskaffe Vandet Afløb, hvorefter en Rende (det eneste hensigtsmæssige Aflednings-Middel, som uden Risiko for Arbeidet kunde anvendes) vil blive anbragt fra den ene Dæmning til den anden. Ved denne Rende, der vil blive af sex Fods Brede, og anlægges i Højde med Dæmningerne, som ere beregnede paa den høieste Vandstand, men saaledes, at dens Bund er to Fod under daglig Vandlinie, vil Strømningen i Canalen vorde vedligeholdt og saaledes de Ubehageligheder, som stillestaaende Vand kan medføre, formodentligen vorde forebyggede. - Fra Politiets og Havnevæsenets Side vare allerede tidligere adskillige hensigtsvarende Foranstaltninger trufne. Saaledes var Forbudet imod, fra Skibene, Fiskertorvet og ellers fra Canalens Omgivelser, at udkaste døde Fisk, Ureenligheder o. s. v. paa det strængeste blevet indskjærpet. Slamkisterne renses hyppigere end sædvanligt, og tvende Mand ere hele Dagen igjennem sysselsatte med, i en Pram at optage de døde Fisk og andre ildelugtende Ting, som maatte findes flydende i Canalen. Ved disse Foranstaltninger, der alle skulle iværkssættes saa hurtigt som muligt, tør man vente de stedfindende Ubehageligheder aldeles hævede.

(Dagen 23. juni 1832)

05 august 2019

De nyeste israelitiske Stridigheder. (Efterskrift til Politivennen)

Meppe har nogen Tid vore Blade været overskyllede af elendigere Smørerier end i den nærværende, og dog kan man ikke undre sig derover, naar man seer, at det er Uforskammenhed, der i Forening med Dumhed og Uvidenhed fører Pennen. Enhver, af hvilkensomhelst Stand, uden engang at have de fornodne Kundskaber i Modersmaalet, troer sig berettiget til offentligen , i Pjecer eller Flyveblade, ar give sin Stemme tilkjende, og nyder i Sandhed ingen liden Opmuntring af Nutidens lileraire Marchandisere, der, paa Grund af privat Interesse, optage de usle Produkler, der ved indbydende Titler og Overskrivter kunne lokke Folk til dem; og saaledes offentliggøres Ting, der aldrig burde see Dagens Lys.

At denne jammerlige Skrivesyge nu ogsaa har smittet Israeliterne, har den senere Tid afgivet Exempel paa. Nogle Stridsspørgsmaale ere nemlig iblandt dem opkastede af en saadan Beskaffenhed, at man ikke veed, om man skal harmes ved eller lee ad dem, og til Kampplads har man valgt Bladet for Politie. De Første af disse Stridigheder gjaldt Gasbelysningen i den ny Synagoge, de Sidste nogle Bønners Afskaffelse samt Indførelsen af Choralsang. Dog da Gasbelysningens latterlige Fjende tilstrækkeligen, skjøndt unødvendigen, alt er bleven gjendrevet, vil jeg ikke længer opholde mig ved denne, men henvende mig til den Anden, der er optraadt paa samme Kampplads. Denne har nemlig, indhyllende sig i Troens Kaabe og beraabende sig paa Alderdommens Skikke, eller rettere sagt Ustikke, erklæret at Mange af Menigheden ikke vilde kunne freqventere den nye Synagoge, paa Grund af de, af ham anførte, Bønners Afskaffelse. Men, hvordanne ere disse Bønners af en saadan Beskaffenhed, at neppe ti af Menigheden kunne fatte eller forstaae Indholdet af dem, og Inds. er i Sandhed ikke meget tilbøielig til at henregne bemeldte Troeskæmpe blandt disse ti.

Dog Fornuftgrunde ere vel ikke tilstrækkelige til at bortvise fanatiske Obscuranter. Forfatteren i Politievennen paastaaer, at han ved udenlandste Overrabbineres Vidnesbyrd kan godtgjøre, at Afskaffelsen af disse Bønner ikke maa finde Sted. Uden at ville spørge , hvorfor udenlandske Overrabbinere skulle have større Auctoritet end indenlandske, vil jeg blot sige ham, at han har brugt et slemt Vaaben imod sig selv; thi udenlandske Rabbinere have netop yttret deres Uvillie imod disse Bønner, som en G. Salomon, J. Wolf, E. Kley, o. m. fl. Dog, skulde man, som det er at formode, end ville forkaste disse oplyste Mænds Auctoriteter, saa vil hiin Forfatter med Kammerater høiligen forbavses ved at høre den berømte Lærde, Aben-Esras Dom i denne Sag, hvis man tør antage, at denne Mands Navn er Fornuftens Fjender bekjendt.

Det hedder nemlig i Koheleth 5te Capitel , 1ste og 2det Vers: "Vær ei for overilet med din Mund, og udgyd ei dit Hjerte i forfængelige Ord for Gud; thi Gud er i Himmelen, Du paa Jorden, lad derfor dine Ord være faa. Som Drømmen af meningsløse Forestillinger bestaaer Daarernes Bøn af mange Ord."- I sin Cpmmentar til Koheleth yttrer Aben-Esra ved dette Sted en billig Harme mod de mange Bønner, der i senere Tider under Navn af P'jutim ere optagne paa Festdagene. I en ham ejendommelig Tone dadler han ikke alene de væmmelige Anthropomorphismer, Tautologier og grammatikalske Urigtigheder, som disse Bønner vrimle af, men endogsaa hele Indholdet samt Sproget, der bestaaer i en Blanding af chaldaiske, syriske og hebraiske Ord. Han foreslaaer derfor ganske at afskaffe dem og ender med de Ord : "Lader os bede lidet, men fornuftigt."

Da det er at formode, at Herr' Dr. Wolff har vigtigere Sysler, end at svare paa hvad hver en Skribler maatte finde for godt at paaanke, og hiin Forfatter bortviser alle Andre, saa være dette ikke sagt for ham, men for de Ukyndige i Almindelighed, i Haab om, at ikke Flere af disse offentligen ville fremtræde. At de, som ikke høre til Samfundet, ei heller kunne kjende noget til dettes Ritual, følger af Sagens Natur, og man frabeder derfor disses videre Indblanding. Hvorledes de kun ville gjøre Sagen værre, har en Herr' Petersen, ligeledes i Politievennen, noksom beviist. Denne har nemligen, idet han har villet tale Hr. Wolffs Sag ganske blottet sin Ukyndighed, ved atter at bringe det tidt opkogte Skrig mod Kolnidreh paa Banen, ja, han har ei engang undseet sig ved at anfore en Eisenwengers Auctoritet! Havde Herr' Petersen haft Dr. Wolffs lille, vakkre Skrivt om Eden, havde han vist talt anderledes. Hans Forslag om at lade en af Smaakirkerne vedblive for Obscuranterne er ligeledes ilde anbragt; thi den israelitiske Kirke taaler ligesaalidt Separatister som den Christne. Dog, hans Mening har udentvivl varet god, og vil derfor afholde mig fra at omtale hans Bemærkninger, men for denne Gang ende med det Ønske, at alle Uberettigede, d. e. saadanne, der, Iiig Politievennens Forfattere, mangle baade Indsigt og Sagkundskab, maatte afholde sig fra al videre Offentlighed, og at man forresten vil oppebie Ritualet fra Hr. Dr. Wolff, da dette vistnok vil være overensstemmende med den Lærdom og varme Tro, hans mange, fra Prædikestolen holdne, Taler samtligen bære Vidne om.

T. T.

(Kjøbenhavnsposten nr. 100, 10. maj 1832).

03 august 2019

Censur. (Efterskrift til Politivennen)

Censur (Meddeelt.). - At Censuren i Danmark ikke foretages efter de samme Grundsætninger overalt, erfarer man nu ogsaa af Veile Amts-Tidende. Meget ofte har dette Blad et eller flere Censurhuller og ligesaa ofte have de strøgnee Stykker forhen passeret Censuren i Kjøbenhavn i andre med det lige privilegerede Blade. I det igaar hidkomne Nr. 21 læses følgende Bemærkning af Udgiveren: "Atter idag er her strøget et Stykke, som Censor i Kjøbenhavn, og vistnok med fuld Føie, tillod at tryktes i et med mit ligeprivilegeret Blad. Jeg nødes til at tie; men appellerer til Loven, Retfærdigheden og den sunde Menneskeforstand." - Det er vistnok tungt, at en Mand, paa hvis Stræbsomhed flere Menneskers Underholdning beroer, saaledes skal see sig indskrænket i sin gavnlige Virksomhed.

(Kjøbenhavnsposten 17. marts 1832)

Et eksempel på censurhuller kan man fx se i Kjøbenhavnsposten, 12. juni 1832. Vist nok de første af sin slags i denne publikation. Et andet eksempel er 14. marts 1834, under Nyhedspost.

01 august 2019

Det Store Julebord. (Efterskrift til Politivennen)

Hvor Byens Damer trække paa Parade,
Hvor Cavalerer smukt gaae op og ned,
(Det er det eneste, man om den veed)
I Kortheed sagt - paa Østergade,
Gik jeg i Aftes just min stille Gang;
Fra Nabo-Husene saa lysteligt det klang;
Hist legede man Juul, her sprang man lidt omkring,
Der sad man om et Bord og gjorde Ingenting.
En Frøken-Mø,Der løb i Frø,
Fortalte og bagtalte hist i Canapeen,
I det hun også nippede til Theen.
Paa begge Gadens Sider man hæsligt gjorde Vind;
Det blæste mig om Frakke, Hat og Kind.
Da til min Qvide
Kom mig imøde, altsaa mod min tredie Side,
En lille Herre,
Der ogsaa gjorde Vind, desværre!
I samme Nu - (betænk det dog, min Læser!)
Det ogsaa stærkt fra Kongens Nytorv Blæser.
Som Choribanter
Men Vindene anfaldt fra disse fire Kanter,
Og før jeg kunde raabe dem et: stop!
De klemte mig, saa jeg gik op
I lige Linie igjennem Luften;
Men, Gud skee Lov, jeg dog beholdt Fornuften!
Hvor Kjøbenhavn saae ud! hvor den var broget,
Og hvor der var en Snak om Ingenting og Noget.
Men stedse fløi jeg opad; jeg følte Febergys;
Smukt tændtes Nattens Stjerner som klare Julelys,
Og Himlen selv var Træet, og vores halve Jord,
Med Sneens hvide Dække, stod, som et Julebord.
Ja Tinsoldater, Spilleværker, Byer og Regenter,
Med mere, stod paa Bordet, som Presenter,
Og høit i Himlem sad de Engle smaae,
Og saae derpaa;
Thi see, det maatte de, men ikke røre,
Da Jordens Børn jo er' saa grumme skjøre!
Jeg saae da ogsaa på min Seilads,
Den hele brogede Julestads.
- Hist var to lærde Mænd i Klammerie,
Om Cicero har meent at quæ hvor han skrev qui,
Om han i sine Buxer brugte Spænde,
(Thi det er vigtigt slige Ting at kjende);
Der blev en blodig Kamp blanddt disse to Athlether.
Hist støbte man i Former smaae Poeter,
Ja Kogebøger, Polemiker, alt med Politur,
Man lærte: "Kunst er mere end Natur."
- Her stod en Helgen af Gips og Kridt,
Af Øiet vendte han fromt det Hvide,
De kan os baade slaae og slagte;
Vel kan de kun gjøre vort Legem Vee,
Ei Aanden - men den vil jo Ingen see!
- Hist klippede tre - det var en Gru,
Et Rige, som var det et Kort, itu;
Den største af disse smaae Krabater,
Rask knækkede sine Tinsoldater,
Men altfor stærke var ham nogen,
Og derfor smed han dem hen i Krogen.
Guds Engle græd - jeg skjændte saa smaat,
Thi Legetøiet var dog for godt.
Det Syn mig slog - - jeg faldt da ned,
Og saa - ja intet meer jeg veed;
Ved Frihedsstøtten jeg stakkel laae,
Men over Danmark stod Himlen blaa.

(Kjøbenhavnsposten, 7. januar 1832)