Det er i den sidste Tids offentlige Debatter saa almindeligt at see Aarene 1799 og 1834 stillede ved Siden af hinanden, at Forf. af disse Linier ved Gjennemlæsningen af en i de lærde Efterretninger for 1799 meddeelt Skildring af Forbedringshuset Tilstand følte sig opfordret til at gjenkalde denne i Publicums Erindring, til Sammenligning med vore Fængslers og navnligen det kjøbenhavnske Forbedringshuses Tilstand og dets Fangers nærværende Stilling. Det hedder her:
--- "Der er endnu meget tilbage som trængte til en bedre indretning, og som allerede nu kunde iværksættes, og endnu meget mere, som ikke uden en Totalreform i Stiftelsens Indretning og ved Regjeringens Medvirkning kunde foranstaltes. Og saalænge dette ikke skeer, saalænge der ikke tillige gjøres de fornødne og dertil svarende Forandringer i vore Straffelove, saalænge kan dette Fængsel umulig fortjene sit Navn af Forbedringshuus, men maa tvertimod erkjendes som en Aarsag til ydermere Fordærvelse af Moraliteten og en vigtig Hindring for Almuens Sædelighed og Forædling. Der dømmes f. Ex. en Læredrenge til Forbedringshuusstraf --. Han kommer nu ind blandt en Flok af de ryggesløseste Mennesker, Tyve, Skjøger, kort: Udskuddet af det menneskelige Selskab. Det Haandværk eller Arbeide, han har begyndt at lære, lægges her tilside. I dets Sted skal han til at lære et nyt Arbeide (at plukke Uld, at spinde o. dsl.), som staaer sædvanligen i slet ingen Forbindelse med hiint, og som han da siden aldrig har mindste Gavn af at have lært, og som han eiheller enten kan være tjent med eller finder Leilighed til at fortsætte, naar Straffetiden er omme. Med at det, hvor sørgeligt et Tab han end derved Lider, er det dog intet at regne mod den totale Fordærvelse, hans Sæder, hans Tænkemaade, hans Hjertes Følelser næsten uundgaaeligt maa underkastes i den daglige Omgang med hine elendige, der ikke kjende andre Gjenstande for deres Samtaler end kaad Ryggesløshed, nedrige Rænker og lumske Midler tl skjult og ustraffet at kunne rane og besvige, benægte eller forsvare Ugjerninger. Den Skam og Fortrydelse, han ved Indtrædelsen rimeligviis følede, forvandles snart til det blotte Forsæt, at begaae end flere og større Forbrydelser, men paa en trædskere Maade. I Stedet for, naar Tiden er udløben, at gaae derfra med det forsæt, for evig at skye dette Sted, som minder ham om hans Forvildelse, har han tvertimod som oftest imidlertid indgaaet fortrolige Bekjendtskaber, dem han ogsaa siden fortsætter, ved at besøge sine tilbageblevne Staldbrødre i elendigheden, maaskee endog ved at være Haandlanger til at udføre de Skarnsstyker, som Frihedens Savn hindrer dem fra selv at iværksætte. hvad er de da nu bleven af dette menneske, som Lovene vilde straffe til Forbedring? hvad er rimeligere, hvad er oftere Tilfældet end dette, at han, som før Straffen kun var en Letsinding, fra den Tid af bliver en Ryggesløs? at hans Straf vorder just det virksomste Middel til hans fuldkomne Fordærvelse?
Tjenestepigen, der føres til Forbedringshuset - - - , holdes der indesluttet i Maaneder eller Aar, og derpaa atter lukkes ud i den vide Verden: hvad skal hendes Skjæbne vorde? Sandt nok, Skjændsel og Vanære skulde der egentlig ikke hvile paa hende, fordi hun var paa dette Sted. Men er hun derfor bedre faren? Hvo vil tage hende i Tjeneste? Hvo kan vel vente at blive tjent med dette Menneske, der ved en lang Omgang med skamløse Qvinder kun altfor rimeligen er i Bund og Grund fordærvet? Hvo maa ikke frygte for at indlemme hende i sin Familie og derved sandsynligen give de øvrige Tjenestefolk, ja sine egne Børn, et dagligt Exempel paa Udyd eller en farlig Smitte af væmmelige Sygdomme? Neppe kan endog Medlidenhed overtale Menneskevennen til at optage denne Ynkværdige iblandt Sine; thi han maa med altfor megen Grund befrygte, at skade Mange idet han vil hjelpe Een. - Altså venneløs og hjælpeløs, ikke sjeldent tillige syg og svækket, fordærvet paa Sjel og Legeme, forlader hun det Sted, hvor hun hensattes til Forbedring! Hvilket Hjerte maa her ikke bbløde over Menneskehedens Elendighed? Hvad staaer der tilbage for hende? hvilke Udveie ere endnu aabne for hende? At stjæle, at tigge eller vorde en offentlige Skjøge: her er Valget, eller rettere, her er det, hun vexelviis efter Omstændighederne maa gribe til."
Enhver, som kjender noget til Nutidens Justitsacter - den eneste Kilde hvoraf man, af Mangel paa offentlige Meddelelser, er i Stand ttil at hentte Bidrag til en Skildring af vore Straffeanstalters nærværende Tilstand,- veed ogsaa, at de fleste kjøbenhavnske Forbryderes vita ante acta, forinden de berøves deres Frihed for Livstid, næsten ganske ligne hinanden. Man seer en Saadan som Dreng, ofte endnu førend at han har forladt Skolen, hensat i Politiets Fængsler, imedens at Undersøgelserne fuldendes om hans Strafskyldighed. Her bringes han, som Følge af det indskrænkede Antal af Arrester, i Forbindelse med Mennesker, der udfylder Tiden for ham med allehaande Fortællinger, sande og usande, om deres egne og andres Bedrifter, om hvorledes de ved List have vidst at undgaae Lovens Straf; og det vil sjeldent feile, at disse vide i høiere Grad at fængsle hans Interesse, end de Lærere, som tidligere i Skolen forsøgte at indprente ham Dyd og Retsind. Kommer han nu igjen i Frihed, da svigte de Bekjendtskaber ham ikke, som han i vore civile Arrester har havt den bedste Leilighed til at stifte med 4 á 5 Personer, som han dagligen seer sig indsluttet med, og som hyppigt skifte, ogsaa maaskee med Arrestanter i andre Arreststuer. Egen Interesse bringer de erfarnere Forbrydere til at opsøge den Uerfarne: thi han er, som de sige, god nok til at lære Byldten dvs. Tyvekosterne, og til at lade være i Stikken, hvis deres Udaad mislykkes. Nu igjennemgaaer han Tid aller anden flere Fængslinger og Lovens Straffe i de forskjellige Grader af 20, 60 og 120 Dages simpelt Fængsel, aldeles ubeskjæftiget og givet i Vold til sine slette of forførende Omgivelser. Disse finder ham som oftest Behag i og glemmer altså let, at han udstaaer en Straf, og kan følgelig derved ikke ledes til Forbedring, men snarere til nye forbryderiske Forsætter og Ringeagt for Loven og dens Straffetrudsler. han har da i Almindelighed naaet det 18de Aaer, er bleven vant til Fangekost og Frihedsberøvelser samt til at finde Moerskab i Samtaler om, hvorledes Loven paa bedste Maade kan trædes under Fødder og den undersøgende saavel som den dømmende Ret vildledes; han finder sig altsaa lettelig i at udstaae de forskjellige Gradationer af Vand- og Brødstraffen, hvor Arbeidet, som han hidtil var ubekjendt med, udgjør for ham den eneste Straf. Overvinder han denne Besværlighed, er Opholdet her vel ingenlunde afskrækkende for ham; thi det daglige Opsyn, der i Forbedringshuset kun bestaaer af en Mestersvend, som har Tilsyn med Arbeidet, og 2de Opsigtbetjente over et, som man vel kan antage, meget betydeligt Antal Fanger, er utilstrækkeligt til at forhindre et frit Samqvem imellem disse, der om Natten, saavidt vides, ere aldeles overladte til sig selv *). Naar Straffetiden er ude, gjør man den Fordring til et saadant Menneske, at han paa en lovlig Maade skal kunne ernære sig, uagtet han intet har lært undtagen at spinde, væve, plukke Uld og Værk, og hans Medmennesker naturligviis med god Grud frygte for at tage en Person i Tjenste, der skylder ryggesløse Forbrydere sin meste Underviisning. Det er altsaa næsten umuligt, saaling Tingen er saaledes organiseret, at ikke de fleste Forbrydere, naar de først engang have været inddømte i vort saakaldte forbedringshuus, jo efter kort Tid maae komme ind i Straffeanstalterne igjen, hvis de ikke ved tilfældelige gunstige Omstændigheder løsrives fra deres vante Forbindelser eller, forinden de ere blevne inddømte, have lært et Haandværk. Skulde man endog kunne godtgjøre, at en stor Deel af Fangerne fra vore Straffeanstalter ikke komme derind igjen, saa tør vi paastaae, at dette kun gjelder om de Personer, som ere dømte derind fra Landet og altsaa efter Straffetidens Udløb hjemsendes; men iblandt de kjøbenhavnske Forbrydere er dette Tilfælde vistnok usædvanligt; og hvor ligger Grunden hertil vel i andet, end at de sidste ikke bringes ud af deres tidligere Omgivelser og desuden intet have lært, hvorved de kunne paa lovlig Maade ernære sig; hvorimod Bondekarlen kan vende tilbage til den Syssel, som han allerede i Drengeaarene har øvet.
Det er saaledes neppe muligt at udfinde, at nogen væsentlig Forandring til det Bedre er i dette høistvigtige Anliggende skeet siden Aaret 1799, altsaa i en Tid af 35 Aar, i hvilken netop denne Sag i de fleste andre Lande er i høieste Grad skjænket den Opmærksomhed, som den fortjener, og hvor man paa samme Tid har sørget for den moralske Forbedring med samme Interesse, som for det Oeconomiske, saa at man kan nævne flere betydelige Straffeanstalter, hvorfra Forbryderne ved ders Løsladelse kunne udgaae som dygtige Haandværkere med en lille sammensparet Sum til at begynde en Næringsvei med, og det uden at de i deres Straffetid have kostet Staten een eneste Skilling eller i det høieste et ubetydeligt Tilskud. I Christiania skal man, til Exempel, have udnyttet andre Landes Erfaring til at bringe Straffeanstaltenpaa denne Fod, medens at i Kjøbenhavn udgifterne med dens ufuldkomne Straffeanstalter tiltage i den Grad, at der, ifølge Directionens Andragende, er under 5te f. M. reguleret et extraordinairt aarlig Bidrag til Beløb af 15.000 R Sølv, foruden de ordinaire Indtægter, som ere tillagte Straffeanstalten her og paa Møen, samt et aarligt tilskud fra Finantserne af 9.600 R Sølv. (See Collegialtidenden d. A. No. 11, Pag. 183-196) **).
Er det imidlertid en Sandhed, hvad der i de i Kjøbenhavnsposten d. 12te d. M. indrykkede "Bemærkninger af de frivillige Bidrag til at begrunde en Indretning til moralsk fordærvede Personers, men især den opvoxende Ungdoms Forbedring" er anført, "at de ulykkelige Mennesker, som tidlig bleve Offere for Fristelser og derefter for begaaede Forbrydelser i en ung Alder uden noget andet Hensyn endden Fare, som den offentlige Sikkerhed lider ved, at saadanne Væsener have deres Frihed, blive indesluttede i Arrester og Fængsler blandt ældre Misdæere, fra hvis Selskab de kun udgaae som aandelige og legemligt Foredærvede", hvilket vi, efter den Erfaring, vi har derom, troe at være fuldkomment rigtigt ***): saa kan man vel heller ikke let troe, at en offentlig Indbydelse til Folket fra flere af Landets høistagtede Mænd til ved frivillige Bidrag at begrunde en Stiftelse, hvoraf man kunde vente, at den unge Forbryder ville udgaae som et moralsk forbedret Menneske, skulde have fundet saaliden Indgang hos den danske Natin, at der Intet lod sig udrette med den indkomne Sum, saafremt der ikke i Maaden, hvorrpaa denne Indbydelse var affattet, eller i andre Omstændigheder var Noget som maatte svække dens Interesse herfor. (Herefter gennemgår artiklen planen).
*) Ved Tugt- og Rasphuset er ansat 3 Opsigtbetjente.
**) I Preussen, hvor man erkjender, at her endnu staaer meget tilbage at udrette i denne Sag, udgjorde Omkostningerne for det Offentlige med 1080 Fangers Underhold i Straffeanstalterne i Brandenburg og Spandau i Aaret 1832 i Alt 44,717 Thlr preussisk ourant eller omtrent 58,800 Rbd r. S.; i Sammenligning hermed vilde vort Tugt-, Rasp- og Forbedringshuus, naar Fangernes Antal ansættes til 650, koste aarlig noget over 35,000 Rbd. r. S., iberegnet en daglig Arbeidsfortjenste for hver Fange af 9 sk. rede Sølv.
***) Som et Beviis paa den totale Demoralisation, som finder Sted imellem Fangerne i vore Straffeanstalter, fortjener at bemærkes, at der, efter Forlydende, er i en Tid af nogle Maaneder i Tugt-, Rasp- og Forbedringshuset her i Kjøbenhavn afsagt Dom i 5 sager angaaende attenteret Mord paa Opsynet eller Medfanger, som forstørstedelen vare motiverede ved Tvistigheder alene om 1 á 1 Pd. Brød, nogle Lod Hestekjød eller lignende Ubetydeligheder. I to af disse Sager er afsagt Dødsdom.
(Kjøbenhavnsposten den 29. april 1834)
