Keglebane på Hotel d'Angleterre. (Efterskrift til Politivennen)

Allerede i længere Tid har paa Knirsch's Keglebane i Hotel d'Angleterre været spillet Kegler om betydeligt høie Indsatser, idet der, ved formelige Banker, af forskjellige Spillende og Ikkespillende pareres paa de enkelte Slag. Rygtet har vel sagt, at det kun er et privat og sluttet Selskab, som driver dette offentlige Uvæsen; men det holdes i en næsten publik Hauge, og Adgangen dertil bliver let aabnet for enhver saakaldet velklædt Person. Man har allerede hørt forskjelllige sørgelige Følger af dette overhaandtagende Spilleraserie, og navnligen Skulle et Par unge Mennesker der have tilsat deres Mødres Enkepensioner, det var dem overdraget at hæve *). - Imidlertid har det Schofle ved den hele Entreprise, og det naturligviis mindre udvalgte Selskab, som der er tilstede, foranlediget, at det kun er en Rendezvous for de simpleste af Byens cultiverede Dagdrivere. Med Fornøielse har Publikum derfor seet det hele dadlet i "Dagen" No. 174 saa alvorligt og skarpt, at Enhver, der endnu har nogen undseelse tilbage, vistnok vil holde sig borte fra dette Spillehuus. Imidlertid kunde man dog maaske have ønsket, at den ærede Forf. havde behandlet de unge Letsindige med mindre Ubarmhjertighed; thi hvor vanskeligt maa det ikke være for den Unge, der endnu ikke kjender Livet, uden forsaavidt Ældre have fortalt ham Noget derom, at begribe det Skadelige og Umoralske, som ligger i, at drive sin Tid hen ved et sligt Spil, naar han fra sin tidligste Barndom af har været vant til at see alle Landets Byer prydede med offentlige Skildter, ved hvilke Staten indbyder Folket til at indlade sig i et ulige, men priviligeret, reent Hazardspil, hvoraf det Offentlige gjør sig en Indtægt. Hvor Tallotteriet er begunstiget af Staten, maa man ikke fortrinligen dadle den enkelte Borger fordi han spiller Hazard. - Den ærede Forf. synes at have Uret, naar han er gaaet saavidt, at han angriber hiint Spil, som et efter vor Lovgivnings Analogie forbudet Hazardspil. Det Skete maae vi imod ham erklære for ikke at være lovstridigt, om det endog maa ansees som usædeligt. Det er en Uting, som den offentlige Stemme i de enkelte Tilfælde bør hæve sig imod, men som ei uden en fornuftstridig Lovtvang kan forbydes, da det maa betragtes som en Følge af Umuligheden i at bestemme ved Love de enkelte Forhold saaledes, at der ikke kunne gives Handlinger, som, skjøndt de i og for sig ere umoralske, dog ere at ansee som i Formen aldeles legale. - Vor Lovgivning erklærer Hazardspil for lovstridigt, men den har, ved at angive Exempler, sat for dette Begreb den fornuftige Grændse, at derunder kun hører det Spil, ved hvilket det uberegnelige Tilfælde er det ene Afgjørende, og intet Menneske iforveien, paa en grundet eller idetmindste sandsynlig Maade, kan bestemme Udfaldet; men den kan ikke antages at være gaaet videre i Begrændsningen af dette Begreb. Hvor derfor Udfaldet beroer paa enkelte Menneskers Villie og Færdigheder, og de Væddende, ifølge deres Indsigt i de forskjellige Omstændigheder, kunne med Sandsynlighed forud beregne Udfaldet, finder ikke Hazardspil Sted; Men Væddemaalet bliver da aldeles lovligt. De, der parere paa Keglespil, uden selv at tage Deel deri, grunde deres hinanden modsatte Paastande paa deres Kundskab til Banen, Kuglernes Beskaffenhed og den Spillendes Færdighed; altsaa paa deres egen Indsigt, og Udfaldet afhænger af alle disse forudsete Omstændigheder, følgelig er  Væddemaalet lovligt, og maa, ihenseende til Formen, f. Ex. aldeles staae ved Siden af Pareerne ved Vædderidt, forsaavidt Andre end de Ridende indgaae dem. - Vi maae saaledes aldeles være enige med vort Politie, som ikke ved nogen Vilkaarlighed, mod Lovens Bydende, har villet forstyrre dette ikke-lovstridige Spil, ligesom ethvert Skridt af det derimod aldeles vilde faae Characteren af voldsom Tvang.

*) Den ædle Banquier skal imidlertid have tilbagebetalt idetmindste til den ene det paa denne Maade Vundne.

(Kjøbenhavnsposten den 25. juli 1834)

Red. er bleven anmodet om at gjøre opmærksom paa det Uvæsen, der drives paa Hr. Knirsch's Keglebane ved Pareer, hvorved der dagligen omsættes betydelige Summer, vor Meddeler siger "flere tusinde Rigsdaler." Som bekjendt er der etableret formelige Banquer, hvor Banqueuererne imod enhver Lysthavende holde paa, at den Slaaende slaaer over eller under et vist Antal Kegler, og det er ikke ubetydeligheder, der voves; der skal saaledes modtages Pareer indtil 50 Rbd. Dersom blot Halvdelen er sand af de Historier, som Indsenderen beretter om Personer der have udstedt falske qvitteringer, ere løbne bort fra Principalerne og bemærket i Bøgerne, at Pengene vare tilsatte paa Keglebanen, om Familiefædre, der have bortspillet det hvoraf deres Familier skulde leve i flere Maaneder, om Sønner, der have tilsat deres Moders Enkepensioner, som var betroet dem at hæve osv. osv., kunne vi ikke andeet end fuldkommen billige Inds.s Harme over dette fordærvelige Hazardspil, deer skjuler sig under Væddemaalets Form, og ønske, at det jo før jo heller maa blive forbudeet; Noget, som vi dog hellere saae skeete af Hr. Knrisch, end af Politiet, hvis Competencce hertil maaske ogsaa kunde være tvivlsom. Saavidt vi vide ophørte disse Banqueuerer ogsaa med deres Forretninger efter Hr. Knirsch's Foranstaltning forrige Gang, da det blev omtalt i dette Blad. Naar Sligt kan hæves uden Politiets Mellemkomst, er det desuden den behageligste Maade for alle Vedkommende, hvoriblandt der naturligviis ogsaa er en stor Mængde unge forledte Mennesker.

(Kjøbenhavnsposten 10. august 1836)

Kjøbenhavn den 10de Juni 1837. - Det Uvæsen, der i flere Aar med enkelte Afbrydelser har fundet Sted paa Herr Knirsch's Keglebane, har oftere været omtalt i dette Blad; vi anmodede sidst Herr Knirsch om selv at hæmme det ved at lukke Banen, men vi troe nu, da Hr. Knirsch derhos i den høie Leieafgift har et saa stærkt Motiv til ikke af sig selv at ophøre, at det bliver nødvendigt, at der fra det Offentliges Side skrides ind. Vi have modtaget flere Skildringer, om hvis Paalidelighed vi ingen Grund have til at tvivle, af de Ulykker, der ere foraarsagede ved dette Spil, hvorledes betroede Penge ere satte til, hvorledes Tab der have ført til Selvmord og andre Forbrydelser, hvorledes flere Ulykkelige ganske have forspildt deres Livslykke, hvorledes unge Letsindige, ere blevne bedragne af gamle Optrækkere osv. osv. Til Beviis paa, at det ikke er Ubetydeligheder der tabes, ville vi blot anføre, at af to for os navngivne Personer har den ene tabt 120 Rbd. paa eet enkelt Slag, den anden noget over 700 Rb. i ringere end 3 Timer. Hvor et Spil drives til den Yderlighed, hvor saa mange vitterlige skjøndt maaskee juridisk ubevislige Bedragerier dermed ere forbundne og hvor saa mangfoldige Ulykker deraf foraarsages, ansee vi Politiet fuldkomment berettiget til at forbyde det i Henhold til Lovbestemmelserne om Hazard- Spil, om det end nok saa meget skjuler sig under Veddemaalets Form. 

(Kjøbenhavnsposten 10. juni 1837)

Det glæder os at kunne berette, at det fordærvelige Spil paa Knirschs Keglebane nu af Politiet er forbudt. Til yderligere Beviis paa, at det ikke var ubetydeligheder, hvorom der spilledes, kan tjene, at den ene af de Banker, hvorpaa der lagdes Beslag, indeholdt 125 Rbd. En hensigtsmæssig Betingelse, der indeholdes i de i den senere Tid meddeelte Bevillinger til at holde Vertshuus osv., at Bevillingen tabes, naar der hos den foregaaer Noget, der giver Anledning til Uordener, en Betingelse, som ogsaa var tilføiet den Tilladelse, der var meddeelt Leieren af Knirschs Keglebane, sætter det uden for al Qvæstion, at Politiet er berettiget til at forbyde dette Uvæsen, hvad enten man betragter det som Hazardspil eller ikke.Vedkommende 

(Kjøbenhavnsposten kunne den 24. juni 1837)

Kjøbenhavnsposten om Stænderforsamlinger. (Efterskrift til Politivennen)

Blandt de fremmede Blade, der have omtalt Indførelsen af raadgivende Stænder i Danmark, er sikkert intet i sit Raisonnement derover kommet mere paa Vildspor, end Temps. Efterat have omtalt Nytten for Nationerne af en repræsentativ Forfatning og den Betryggelse, en saadan derhos yder Fyrsterne, og bemærket, at Danmarks Konge af egen Drift har begavet sit Folk med en saadan og at H. M.'s Decreter derom "skabe en halvliberal Regjeringsform, der vil passe for det danske Folk, som, med Hensyn til Friheden, har viist sig saa nøisomt, at det selv som Foræring har givet sine Konger den uindskrænkede Herskermagt, uden at disse nogensinde have misbrugt den" - slutter det nemlig paa følgende Maade: "Vi kunne ikke andet end glæde os over denne Modification i den danske Politik; den bringer atter en Stat nærmere vor politiske Forfatning, thi Danmark indtræder derved uden videre i et Slags Alliance med de constitutionelle Stater. Vi torde imidlertid drage i Tvivl, om ogsaa Fyrsterne af den hellige Alliance ville billige den Brug, den gode Kong Frederik VI. har gjort af sin absolute Magt." - Et hamborgsk Blad bemærker i den Anledning meget rigtigt, at "Temps" synes at have glemt, at naar blot raadgivende Stænder kunne give en Stat krav paa at hedde "constitutionel", saa hører ogsaa Preussen til denne Kategorie, og er følgelig ogsaa at ansee for et Medlem i det stiltiende Forbund, de constitutionelle Stater, efter "Temps", have indgaaet.

(Kjøbenhavnsposten, 4. juli 1834)

Kirsten Piils Kilde. (Efterskrift til Politivennen)

St. Hans-Nat fremkaldte iaar en usædvanlig livlighed i Dyrehaven. Ved Kirsten Piils Kilde (der alt i flere Aar hiin Nat ikke længer har været besøgt af troende Krøblinge og Værkbrudne), sang og dandsede man lystigt, og i Midnatsstunden udbragte de talrige Kildegjæster Fru Kirstens Skaal. Beværtningsteltene vare fuldt besatte, Dandseboden gjenlød af Musik og Dands, Gyngerne vare i Gang og de meest fordringsfrie Kunst-Præstationer nøde de rigelig Opmuntring. - I de sidste Aar have især Omegnens Landboere søgt hen til en ved den saakaldte Smakkegaard paa Marken imellem Jægersborg og Gjentofte liggende Kilde, hvor de nu vente den Lægedom, de tilforn hentede hos Kirsten Piil. Ogsaa dennegang var den hele Aftenen og udpaa Natten besøgt af talrige Skarer, blandt hvilke mangen Syg og Vanfør med Tro og Tillid drak nyt Haab, medens en national Lystighed ogsaa her gav sig Luft, og mangt et Glædesraab hørtes ved den undervirkende Kilde.

(Kjøbenhavnsposten den 27. juni 1834)

Kirsten Piils Kilde ved Dyrehaven. Nok ikke den version som eksisterede dengang. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Dreng myrdet. (Efterskrift til Politivennen)

For henved en Maaned siden var det en almindelig Gjenstand for Omtale heri Staden, at en Dreng paa Christianshavn havde under en Trætte dræbt an af sine Kammerater. - Efter de senere i denne Anledning optagne og nu tilendebragte Forhører forholder Sagen sig saaledes: Bødkerdrengen August Gross, der er 14 Aar gammel og nylig kommen i Lære hos Major og Bødkermester Hall, og hans Medlærling Ahrentzen, vare om Morgenen den 15de Mai sidstleden blevne enige om, hver at give 1 Skilling til et Rundebrød og derefter at dele det;  Men da de derpaa skulde til at spise det, kom de i Tvist om, hvo af dem, der skulde have Understykket, hvilket Ahrentzen dog bemægtigede sig og strax beed et Stykke af. Det herover opstaaende Skjænderie, hvorunder der forefaldt adskillige Skjældsord, endtes med, at Ahrentzen gik hen til Gross, der stod og arbeidede ved sin Blok med en Tollekniv i Haanden, og idet han greb fast i ham, og yttrede, at han ikke skulde give en Dreng, der var saa meget ældre paa Værkstedet end han, Øgenavn, gav han ham med Haanden et Slag under Øiet. Gross reiste sig nu op fra Blokken, med Kniven i sin høire Haand, og da Ahrentzen i det samme trængte ind paa ham, for at kaste ham omkuld paa Gulvet, er han rimeligviis kommen til at trykke sig Kniven ind i Underlivet. Han styrtede øieblikkelig tilbage med det Raab: "Han har stukket mig." Uagtet en Læge strax blev hentet og indfandt sig, døde han ved dennes Ankomst. - Gross er vel bleven løsladt af Arresten, men er dog sat under Justitiens Tiltale.

(Kjøbenhavnsposten den 14. juni 1834)

Hillerøds Brand 1834. (Efterskrift til Politivennen)

Ilden opstod da batallionskirurg, distriktslæge Ewertzen fejrede sin fødselsdag med fyrværkeri i Slotsgade nr. 11. I Berlingske den 14. maj 1834 kunne man læse følgende:

Helsingøers Avis af 12te Mai indeholder følgende foreløbende Beretning om Branden i Hillerød, Natten imellem Løverdag og Søndag. - "Kl. 1 udbrød Ilden i Chirurg Ewertzens Sidehuus, og da Vinden, som blæste temmelig stærkt, førte hen over Byen, greb den om sig med ustandselig Fart i de for det meste straaetæggede Bygninger, og i Kort Tid rasede Flammerne i flere Gader. Først om Morgenen blev man Herre over Ilden. Ikke mindre end 45-46 Gaarde og Huse, hvoriblandt den latinske Skole, (Postgaarden) og 2 Brænderier ere blev et Rov for Luerne, og 50-60 Familier ere blevne huusvilde. Tvende Personer ere blevne indebrændte: en gammel Kone hvis Liig endnu ei er fundet, og en Vægter, der blev gravet forbrændt ud af Ruinerne. Ogsaa mangfoldige Kreaturer ere indebrændte; saaledes har en Brændeviinsbrænder alene mistet 16 Køer, adskillige Heste og endeel Faar. - Tabet af rørlige Ejendomme skal være meget betydeligt, da næsten Intet kunne reddes."

Parti af branden i Hillerød set fra terrassen ved Rådhuset. Niels Brock Krossing. Det kongelige Bibliotek. I midten ses latinskolen der antændtes 2 timer efter ildens opståen.

Der blev lavet digte om begivenheden, omtalt i Skanderborg Amtsavis mm. 30. maj 1834:

I Dagen læses et skjønt Digt af Hr. C. Søeborg: "Rædselsnatten i Hillerd den 11te Mai 1834", bestemt at fremsiges som Prolog af Hr. Skuespiller Müller ved de Forestillinger, han giver i Helsingøer og Hillerød til Fordeel for de Brandlidte i sidstmeldte Sted.

Og videre:

Af en Bekjendtgørelse i Adresseavisen fra den herværende Committee for Understøttelse til de Brandlidte i Hillerød erfares, at der til den 22de Ds. alt var indkommet 269 Rbd. r. S. og 922 Rbd. 32 sk. S. og T. i Penge, foruden endeel andre Bidrag i Levnetsmidler, Klædningsstykker, Sengeklæder og Manufacturvarer.

I Bornholms kongelig allernaadigst ene privilegeret Avertissements-Tidende, 14. juni 1834 var der en øjevidneskildring af rektor for latinskolen, der antændte ca. 2 timer efter ilden var opstået:

Aarhus Avis indeholder et Brev fra Etatsraad Tauber i Hillerød til Krigsraad B., om Branden i Hillerød. Følgende er et Udtog: "De kan troe, mine Venner at Natten imellem 10de og 11te Mai var en rædselsfuld Nat for os alle der paa Stedet, lige fra den Tid af, da Brandklokken vækkede os om Natten Kl. 1, indtil den følgende Morgen Kl. 6, da Solen beskinnede Ruinerne af 54 nedbrændte Huse og Gaarde, og Skov og Mark rundt omkring vare Vidner til 500 huusvilde Menneskers Kalden, Raaben, Jammerskrig, Forbandelser over Menneskenes Uforsigtighed. Brandcorpsets slette og udisciplinerede Forfatning, de Adlydendes Insubordination og de Befalendes Afmagt. Hvad der i øvrigt med Billighed kunde siges om Sagen, var i disse Smertens Øieblikke forglemt, nemlig at Vindens Heftighed og som en følge heraf Ildens Voldsomhed overgik al Beskrivelse: at tilsyneladende Utjenstvillighed var grundet deri, at Enhver havde nok at skaffe med sit Eget; at Slotsgaden ved de paa begge Sider brændende Huse lagde hartud uoverstigelige Hindringer i Veien for Sprøiterne i at komme den lærde Skoles Bygning o.s.v. til Hielp, at Straatagenes Mængde kastede Masser af brændende Halm og Rør selv til de fjerneste Steder af Byen; at A. T., selv hæderligen bekjendt for Virksomhed i sit Kald, ikke altid havde havt underordnede Embedsmænd af lige Virksomhed; og endeligen, at en begyndt, skjøndt ikke udført Forbedring ved Brand-Indretningen og Brand-Corpset ogsaa i en vis Henseende maatte komme i Betragtning. Alt dette var i Øieblikkets Smerte forglemt, thi Ulykken gjør uretfærdig og eensidig i sine Domme. - Christian den Fjerdes stolte Bygning, den Kongelige Stiftelse, som i 200 Aar havde fostret saa mange Ædlinge i sin Midte, var den, som efter mine offentlige og private Forhold vedkom mig nærmest. Denne stærke Bygningsmaade og det stedse nærede Haab hos mig: dog omsider ved Raaben og Udsendinge, at erholde noget Mandskab og en Sprøite til Hjelp, indgjød mig den Beslutning, at ville redde det Hele baade for det Offentlige og for mig selv, og - derfor reddede jeg saa godt som Intet. Min yngste Adjunct deelte ganske denne Følelse af Pligtskyldighed med mig, hjalp mig at bære Vand i Spande paa Loftet, og at holde vaade Sengeklæder af Brandcorpset og af Borgere eller Mandskab fra deen uantændte Deel af Byen, som syntes reent at have glemt os i vor Afkrog, bleve vore Bestræbelser ei allene Frugtesløse, men tilbagevirkede endog skadelig paa os selv. Allerede var Gymnastik Skuret nedbrændt uden at gjøre Skade paa Hovedbygningen, og jeg trøstede min Rednings-Fælle med, at et Qvarteers Standhaftighed vilde krone Værket med et lykkeligt Udfald, da et voldsomt Vindstød fra det store Brænderie i Nabohuset og sammes straatækte Udhuse, som grændsede næsten umiddelbart op til Skolebygningen, ved henhvirvlede Masser af brændende Straa paa engang antændte den tilforn gloendehede Gangdør til Gaarden, sprængte Vinduerne i Qvistværelset, Corridoren og Trappegangen, og omspændte med sine Luer saaledes Trappen, at iilsom Flugt blev den eneste Redning for Livet. Flammerne fore nu ustandsede frem i det Indre af Skolen. Det var ikke engang muligt at redde den lukte Kasse med Skolens Obligationer, men da disse alle af Forstanderskabet vare paategnede at tilhøre Stiftelsen, er ved dem intet andet Tab aarsaget , end hvad en Mortifications-Dom koster. Derimod gik hele Skolebibliotheket op i Flammer, paa et Par hundrede Bind nær, som deels vare udlaante, deels af mig udtagne til Privatbrug; fremdeles hele Archivet, alle Skolens Protocoller, en Deel af Disciplines Bøger og Apparater, et Bibliothek for underholdende Læsning for disse i deres Fritimer, som af mig var stiftet for et Aars Tid siden, deres hele af dem selv bekostede Landkort-Samling, med meget mere. Det var et rædsomt-mærkeligt Moment, da Bibliotheket brændte, thi et Flammehav udgjød sig derved saa græsseligen, at Kjøbenhavnerne, som saae det fra Byen af, troede at Ilden maatte være i Lyngby. Ilden nøiedes omsider med dette sidste og største Offer. Den standsede midt paa Mørkegaden, og omgik heldigviis Præstegaarden, der ligger ppaa en isoleret Plads, omgivet af tvende Gader og tvende Smaahaver. Ved dennes Redning reddedes ogsaa Overlærer B's Eiendoms-Gaard, der beboes af hans Moder og Søstre, samt tildeels Consumtions-Inspecteurens Huus, der ved Branden ikkun mistede et Par Fag i den nordvestlige ende. - Elendigheden der overgaaer al Beskrivelse. Trende Mennesker ere indebrændte, nemlig den rige Mosait v. H., der formedelst Sindsvaghed var i Kost hos Enken H., og efter at han var kørt ud paa Gaden, ubemærket løb ind igjen i det brændende Huus og skjulte sig i sin Seng, hvor han omkom; fremdeles en Smedekone og en gammel vægter; to andre ere døde af de Lemlæstelser, som de fik ved Branden. - Ved Siden af lysende Beviser paa Menneskekierlighed viste sig under denne Ildebrand desværre ogsaa, som ved slige Leiligheder alt for ofte finder Sted, Træk af Ligegyldighed, Ladhed, Kaadhed og Tyvagtighed, især hos Landboerne fra Kulsvier-Egnene, som vare indkaldte til Brandhjelp. Men, vi dvæle hellere ved de mange og skjønne Beviser paa Velgjørenhed, som den almindelig Nød har givet eller vil give Anledningtil, og nævne her med takfulde Hjerter det Navn, som i Nødens Time lyder først fra alle Læber, Navnet: Frederik den Sjette. Underrettet ved en Deputeret om vor Nød, hjalp strax den ædle Konge, ikke med Ord, men i Gjerning, ved øieblikkeligen at sende en Gave fra sig Selv og Hds. Majestæt Dronningen, ved i enkelte Dele at love Skattefrihed for de Brandlidte i et vist Antal Aar, ved at beordre nogle af Rentekammerets Committerede til at besigtige den afbrændte Del af Byen samt at gjøre Forslag til Gaver fra de Kongelige Skove, og endeligen ved at befale, at adskillige Værelser paa Frederiksborg Slot skulde indrettes til Læsesale for den lærde Skole, indtil en ny Skolebygning vil kunne blive opført. Saaledes er da under den ædle Frederik 6te, uden alt for smaaligt Hensyn til Hof-Etikette, Christian 4des praktisk-gavnrige Aand atter udtalt paa disse Steder. Atter skulle efter hans Fundatses Bydende "ustraffelig Choral och Danske Psalmer lyde paa Slottet." - endnu et par Træk af privat Velgjørenhed, før jeg slutter dette Brev. De vakkre Helsingøerere have sendt en Gave til vore Brandlidte af 3 til 400 Rbd. og af en egen Drift organiseret en Committee, som har sat sig i Forbindelse med den derværende til videre gavnrige Foranstaltningers Udførelse, og som jeg hører, ville mange Byer, fjern og nær, følge dette gode Exempel."

Latinskolen i en senere rekonstruktion. Foto: Se nederst i indslaget.

Skolens bibliotek på 3-4.000 bind, samt Taubers eget på 3.000 bind gik tabt. Taubers fremstilling var farvet af at han mere var interesseret i at redde eget indbo fremfor skolens. Hans udfald mod landboerne fra kulsvieregnene måtte han offentligt trække tilbage senere. Det gjorde han dog ikke, hvorfor sognefogederne indrykkede et udskrift af Forligskommssionens protokol i bladene. 

Rektor og etatsråd Tauber. Foto: se nederst i indslaget.

Tauber blev senere i 1834 suspenderet og retslig undersøgelse for regnskabsfusk indledt. Han blev dog af mangel på beviser frikendt. Mørkegade er nutidens Østergade. Dommen kunne læses i Kongelig allernaadigst privilegerte Ribe Stifts Adresse-Avis, 6. maj 1836:

Høiesteretsdommen er nu afsagt i den Hillerødske Brandsag. Distriktslæge Ewertsen er bleven ganske frikjendt. Derimod ere følgende Personer: Farver Beistrup og Assistent Manscher, samt Kjøbmand Mursil og to Sønner, som vare tiltalte for at have ved uforsigtigt Forhold foranlediget den Hillerød Kjøbstad i Mai 1834 overgange Ildebrand, dømte til at betale Een for Alle og alle for Een til Brandassurancen for Kjøbstæderne 92,723 Rbd. 64 sk. Sølv samt til Brandassurance-Companiet for Vare og Effecter 11,407 Rbd 5 sk. t. S., og at de i Mangel af Formue til at udrede disse Summer bør hensættes i Fængsel paa forskjellig Tid. Desforuden forbeholdes de Brandlidte Ret til for det Tab de have lidt ved bemeldte Brand (det anslaaes 81.300 Rbd) forholdsvis at concurrere i de Tiltaltes Eiendele.

Ewertzen selv blev altså frikendt, mens fire af hans gæster blev dømt til at betale en erstatning for at have antændt fyrværkeriet i den stærke blæst. Ildebrande blev forsøgt forebygget på forskellig vis. Året efter blev Hillerød ramt af ildebrand i den del af byen som ikke brændte i 1834, ifølge Fyens Stifts Kongelige allene privilegerede Adresse-Avis og Avertissements-Tidende, 23. juni 1835:

Tildragelser. Den Ildsvaade, som nyligen har hjemsøgt Hillerød, udbrød i den Deel af Byen, som blev staaende ved den forrige store Brand. Om Ildens Opkomst vides endnu Intet med Vished. Da der siden den sidste store Ildebrand flere Gange har været Ildløs og bemærket Spor dertil, som Man dog havde været saa heldig at faae opdaget itide, er det naturligt, at den almindelige Mening denne Gang med temmelig Bestemthed yttrer sig for, at Ilden maa antages at være paasat. Det er derfor ligesaa almindeligt Ønske, at den anstillede Politieundersøgelse desangaaende maa lede til fuldstændig Oplysning. 

At forbuddet ikke var så enkelt at gennemføre, fremgik af Kjøbenhavnsposten den 11. oktober 1835:

Hr. Cancellieraad Hempel bemærker i sin Avis af 8de ds., at han paa en Reise i Jyllands Vesteregn nylig har overtydet sig om, at det fra Sæby yttrede Ønske om Forandring i den strænge Forordning om Straatagenes Afskaffelse er almindeligt. Som Grund til dette Ønske, der nylig blev fremført i et af vore Blade, angaves (hvad der ogsaa har megen Sandsynlighed), at "mange Bygninger ere saa svage, at de ikke kunne bære Tegltag." Hr. Cancellieraaden yttrer, at "Flere grue for en uoverkommenlig Forandring, der vil nødsage dem til at skille sig ved Huus og Hjem for en Spotpriis." - "Det samme", tilføjer han, "kan siges om Anskaffelsen af de befalede Stiger og Brandhager næsten til ethvert Sted, som udentvivl ere overflødig, hvor der haves et godt organiseret Brandvæsen, hvorfra der bedre kan virkes med øieblikkelig Kraft, naar disse redskaber ere concentrede, end naar de bevares paa saa mange enkelte Steder, hvor de ere mindre tilgængelige og den fornødne Hjelp tilderes Transport ikke altid kan haves strax ved Haanden."

En særlig alvorlig sag fra 1837 berettede om dødsfald som følge af en kynisk nabos manglende vilje til at hjælpe, Kjøbenhavnsposten 30. april 1837:

Kjøbenhavn, den 30te April 1837. - Vi have allerede tidligere berettet vore Læsere den Ulykke, som hændte ved den sidste Ildebrand i Didrikbadskærs Gang, idet nemlig 2 Personer omkom, ved at styrte sig ned i Gaarden, for at redde sig for at blive indebrændte. Det er senere oplyst, at de ere blevne nødsagede til at gribe til dette Redningsmiddel, fordi Naboen negtede dem Adgang til at redde sig igjennem hans Huus, hvorfor der nu er anlagt Sag imod ham efter Forordn. 4de August 1819 og de i samme udtalte Grundsætninger. Denne Forordn. angaaer Forpligtelsen til at sørge for at frelse Skindøde og Andre, der ere i Livsfare, og fastsætter Straf af Bøder indtil 100 Rbd. og Straf af Fængsel paa Vand og Brød fra 5 indtil nogle Gange 5 Dage, ja efter Omstændighederne endog større Straf for Undladelsen af denne Forpligtelse. Ligesom bemeldte Persons Modvillighed i nærværende Tilfælde har krævet saa store Offere, saaledes er det vel ikke umuligt, at den extraordinaire høiere Straf vil kunne blive bragt til Anvendelse, hvis ei særdeles formildende Omstændigheder skulde tjene til hans Undskyldning. 

Den 1. maj oplyste Kjøbenhavnsposten at naboens navn var J. A. Biilberg. 

OBS: Fotoerne i dette indslag er fra Bjørn Kornerup (1897-1957): Frederiksborg Statsskoles Historie, 1933. Digitaliseret af DIS.