Tørlægningen af Nakskov Fjord. Tredje Omgang: Højesteret 1836. (Efterskrift til Politivennen).

Kjøbenhavnsposten, 5. marts 1836:

- Red. er bleven anmodet om at bringe til offentlig kundskab at de i Nr. 62 af d. bl. navngivne borgere af Nakskov under 1. dennes har ladet udtage appelstævning til Overretten i sagen mellem dem og hr. kammerråd landvæsenskommissær Lund på Fredsholm; hvorhos bemærkes at, i den af hr. kammerråden i benævnte nr. af d. bl. indkørte underretsdoms-konklusion, kontracitanternes navne er angivne i en urigtig orden. Dommen nævner nemlig som de tre første af disse: "Lods Poul Weilsøe, dennes Søn Peder Weilsøe og Kjøbmand og Dbmd. Jens Andrea", og ikke som anført, den sidstnævnte af disse tre først.

Tillægsblad til Kjøbenhavnsposten nr. 332, 16. november 1836:

Underdanigst!
Det er det Kongelige danske Kancelli bekendt, at der mellem landvæsenskommissær Lund på Fredsholm og en del af Nakskovs borgere og indbyggere verserer 2 retssager, angående bortryddelsen af en del af dæmningen, der forbinder Skandsen i Nakskov Fjord med Færgelandet og over hvilke Lund har søgt at bane sig en kørevej til Nakskov.

Hvad der i særdeleshed må have bevæget Lund til at anlægge sag i berørte anledning må vi formode er den omstændighed, at det skøde der meddeltes Lund af den forrige ejer af Steensøe, Clasens enke, og hvori hr. Lund tillige overdrages Skandsen og dæmningerne, som forbinder Steensøen med Skandsen og denne igen med Færgelandet - er tinglæst uden at rettens skriver hr. byskriver Vest, som bestyrer af skøde- og pantevæsenet, har meddelt samme nogen bemærkning eller påtegning om Clasens og enkes manglende adkomst og hjemmel til de nævnte dæmninger eller grunden hvorpå disse hviler.

Det er netop i denne vigtige anledning at undertegnede, som nogle af dem, Lund i hint tilfælde har sagsøgt, vover at henvende sig til det Kongelige danske Kancelli for at gøre dette Kollegium bekendt med hvorledes byskriver Vest her i Nakskov ved at undlade hin bemærkning, har forsømt at meddele en attestation, han i medfør af sit embede, antages at burde have givet, og hvorunder de sagsøgte mere eller mindre vil komme til at lide. Lund beråber sig under sagerne bestandigt på sit rene, uanmærkede skøde som skulle hjemle ham ejendomsret til dæmningerne og deres beliggenhed. Men Clasens enke der ved skødet overdrog Lund disse, har lige så lidt som hendes afdøde mand haft rettighed til disse enten ved skøde, ved hævd eller på nogen som helst anden måde, og havde følgelig heller ikke rettighed til dæmningens anlæg eller vej.

Nævnte vej som af Clasen blev anlagt ved tilførsel af sand, sten, grus osv., har blot henligget nogle år upåtalt af vedkommende på et sted, hvor der fra Arilds tid har været fri og uhindret sejlads og fart, og er det som meldt først ved skødet til Lund at der eksisterer et retsdokument på samme. Byskriver Vest har således ved at undlade på skødet at gøre bemærkning om forrige ejers manglende adkomst til disse køre-våser og deres beliggenhed, formentlig tilsidesat eller forsømt en pligt der i medfør af hans embede i det væsentlige måtte påhvile ham. 

Vi vil for at det høje Kollegium kan være i stand til fuldkommen at skønne over, og sætte sig ind i sagen, ordlydende anføre landvæsenskommissær Lunds egen begæring på titnævnte skøde med hensyn på sammes tinglæsning ved Nakskov byting, under hvis jurisdiktion nævnte vejanlæg ligger. - Bemeldte begæring lyder således:

- For så vidt den i dette skøde anmeldte V, Skandsen kaldet med tilhørende og tilliggende dæmninger, der forbinder Steensø og Skandsen med Færgelandet er beliggende på Nakskov grund og under dennes jurisdiktion, udbedes samme tinglæst som adkomst for mig til dem. Det bemærkes, at bemeldte Skandse med dæmninger ansættes til en værdi af 100 Rbd. sedler.
Fredsholm d. 5. jan. 1835.
Lund.

I overensstemmelse med denne begæring blev skødet tinglæst uden at hr. byskriver Vest på samme gjorde nogen bemærkning om at Clasen eller enke manglede hjemmel eller adkomst såvel til dæmningerne selv, som til grunden hvorpå disse ligger.

Hr. Vest vidste fuldkommen vel at der ikke eksisterede hjemmel for Clasen eller enke til titnævnte dæmninger, der var anlagte på en det offentlige tilhørende grund. Det var endog da skødet blev tinglæst, som først skete den 7. januar 1835, omendskønt udfærdiget i marts 1832, allerede over en måned siden at Lund var forbudt brugen af vejen over dæmningerne til Nakskov derved: at møller Seifert havde i november måned 1834 ladet oprense den gamle kanal eller indsejling til hans mølle og hvilket foretagende havde afskåret Lund al videre passage og vej over møllerens grund og ejendom.

Årsagen hvorfor mølleren således afskar ham vejen var: at Lund nægtede at give såvel ham, som Færgelandsejeren den erstatning for at køre fra dæmningsvejen over deres ejendomme til byen, som de før havde haft, ikke alene af Clasen og dennes enke, men endog af selve hr. Lund i de flere år disse og han havde været ejere af Steensø og gjort brug af vejen over Færgelandsvejen og møllerens Grund.

Kancelliet behager at bemærke: at omendskønt Lund fra marts 1832 har haft skøde af madam Clasen på Skandsen og dæmningerne, har han dog, som kan bevises - men for underretten er glemt at bevises - svaret mølleren og Færgelandsejeren noget vist årlig for at have vej over deres grund; vi beder endog underdanigst at det høje Kollegium vil bemærke at der i Lunds begæring til Vest om at skødet ved retten måtte læses som adkomst for ham, forsåvidt dæmningerne lå på Nakskov grund, ligger bevis og tilståelse af Lund for at dæmningerne for en del var anbragt på byens grund; - Ja der var endog under 1. december 1834 læst en deklaration ved bytinget, efter hvilken møller Seifert erklærede at han ingen sinde over sin ejendom, hvortil benævnte dæmninger grænser, ville tillade Lund vej da han indså at det kunne være til største skade for byen, og hans deklaration indeholdt endog at han til sikkerhed for at han ville holde sit løfte, forpligtede sig til at han i modsat tilfælde ville yde 10 tønder byg til byens kæmnerkasse årlig, hvilket skulle hæfte som prioriteret gæld på hans mølle og øvrige ejendom.

Alt dette foruden den almindelige tale imellem mand og mand om det urigtige og skadelige af dæmningerne og vejanlæg m. v. burde have vakt hr. Vests opmærksomhed. Men desuagtet gav han Lund et uanmærket skøde, så man næsten kunne fristes til at tro at han har gjort dette ganske i favør af Lund. 

Som følge deraf har Lund hvad man kalder et rent uanmærket skøde, hvilket her ikke tilkommer ham, eller han nogensinde kan få. Men da dette hidrører fra en forseelse fra skøde- og pantekontoret, skal da 3 mænd lide derunder? eller skal vedkommende embedsmand efter loven ikke rimeligvis tilsvare den deraf flydende skade i enhver henseende? Der haves jo ingen anden sikkerhed med hensyn til adkomstens fuldstændighed og mulige behæftelser på ejendommen end netop skødet og pantevæsnets bestyrers attestation.

Når nu altså Lund har hjemlet skøde på oftnævnte dæmninger med videre, ved den omstændighed at byskriver Vest ingen påtegning om sælgerens manglende adkomst har givet skøder så ved vi heller ikke hvormed hr. Vest vil forsvare denne sin handling, da han i en attest af 31. maj 1836, som her in extenso indføres, erklærer: at aldeles ingen for Lund har haft skøde på dæmningerne m. m. Attesten lyder således:

"Afdøde H. D. Clasen, Eier af Steensøe, haver under 28de Februar 1831 faaet Skjøde af Bagermester Anders Lehm paa Øen Skandsen i Nakskov Havn, derimod har hverken han eller hans Enke, saalidet som nogen Anden her under Jurisdictionen havt tinglæst Adkomst til de Dæmninger, der forbinde Skandsen med Færgelauget eller Steensøe, der disse ved Clasens Enkes Skjøde overdroges Kammerraad Lund. Dette attesteret herved.

Nakskov, den 31te Mai 1836. Vest.

Denne attest indeholder bevis eller oplysning om det ganske modsatte af hvad skødet godtgør. Og netop ved denne attest erkender Vest det urigtige i at have undladt at give skødet anmærkning om sælgerens manglende adkomst til det solgte. Netop ved denne attest modsiger Vest sig selv.

I det vi således have gjort det høje Kollegium bekendt med hvorledes byskriver Vest i Nakskov har undladt at give den fornødne bemærkning på det omtalte skøde, hvilken omstændighed vi formener alene har bevæget landvæsenskommissær Lund til under sagerne om os at bruge den skammelige benævnelse: "Voldsmænd," udbeder vi på egne og øvrige sagsøgtes vegne, underdanigst at hr. Vest fra det offentliges side må blive draget til strengt ansvar for denne hans tilsidesættelse af hvad der qva embedsmand pålå ham som pligt, og ham tillige pålagt at erstatte den ved sådan urigtighed foranledigede og foranledigende skade og tab overensstemmende med forordningen af 7. februar 1738, i hvilken anledning vi forventer det høje Kollegiums gunstige resolution, da vores sag ikke er chikane mod Lund, men en redelig trætte om enten byen skal beholde sine gamle rettigheder til fri sejlads for fiskeri og videre næringsdrift imellem nævnte øer, eller Lund skal beholde hævd og ret til veje og vejanlæg ved de gjorte dæmninger.
Nakskov, den 27. oktober 1836.
Underdanigst 
konciperet af Jens Andrea, Skibsfører. Dannebrogsmand.
Til Det Kongl. danske Eancelli. i Kjøbenhavn.
Underdanigst
Jens Andrea, Skibsfører. Dannebrogsmand. 
C. L. Dideriksen, Skipper og Borger i Nakskov.
Poul Weile, Fast-Lods.
Christian Poulsen, Skibsfører.
Christian Sove, Skipper og Borger.
At en ligelydende kopi til det Kongelige danske Kancelli, såvelsom den ligelydende original til stiftsbefalingsmand kammerherre Jessen er afsendt med dagsposten, bliver på Forlangende bevidnet.
Nakskov Postkontor den 27. oktober 1836.
Klemp.
Genpartens rigtighed bekræfter
J. Andrea. C. I. Diderichsen. Poul Weile

Kjøbenhavnsposten 7. februar 1838:

- Imorgen (torsdag d. 8. febr.) foretages i Højesteret Sagen: Lods Poul Weiløe, dennes søn Peder Weilløe, købmand og dbm Jens Andrea, skibstømmerm. Jens Jacobsen med flere kontra landvæsenskommissær og proprietær Henrik August Lund til Fredsholm. Denne sag har allerede tidligere været omtalt i dette blad, idet 2 borgere fra Nakskov havde tilstillet redaktionen en skrivelse, der findes meddelt i det nummer, som udgik torsdag den 8. oktbr. 1835, og hvori de klagede dels over den ovennævnte indstævntes formentlig aldeles ubeføjede anlæg af en dæmning mellem den såkaldte Skandse og Færgelandet ved Nakskov, af en anden mellem Skandsen og Steensø samt af en fra Skandsen ud i Nakskov Havn anlagt gangbro, hvorved "han spærrede dem en vej, der fra Arilds tid havde stået åben og altid været befaret såvel af Nakskovs fiskere som af de nærliggende landsbybeboere, når disse drog til og fra købstaden med deres produkter", dels over Generaltoldkammerets formentlig uberettigede indblanding i denne sag, der ikke egnede sig til administrativ, men kun til judiciel afgørelse, ved at befale havnekommissionen at tilstoppe en åbning i førnævnte dæmning, som citanterne havde ment sig berettigede til at gøre, da Lund havde vægret sig ved at åbne dem den gamle vej, hvilken ordre havnekommissionen vægrede sig ved at opfylde. Senere modtog redaktionen atter fra 3 borgere i Nakskov en skrivelse, hvor de yderligere deducerede sagen, og som er blevet meddelt i nr. 258 af dette blads 9. årgang for tirsdag den 27. oktbr. 1835, hvortil vi henviser vores læsere. 

På grund af det ovennævnte brud på dæmningen havde Lund indklaget citanterne for vold, samt til at istandsætte våsen, og disse havde igen kontra-sagsøgt denne for vold samt til at borttage våsen. I begyndelsen af året 1836 modtog redaktionen fra proprietær Lund en skrivelse, der er kommunikeret i nr. 62 af dette blads tiende årgang, og hvori findes indrykket den af den konstituerede sættedommer, birkedommer Christian Møller, den 22. febr. 1836 afsagte domskonklusion 

(her dommen, se artiklen ovenfor)

Denne dom blev under 10. oktober næstefter stadfæstet inden Lands- Over- samt Hof- og Stadsretten, hvis dom ved stævning af 8. november samme år er ved justitsråd Høegh-Guldberg indanket for Højesteret til at blive kendt uefterrettelig at være og til sagens hjemvisning eller til underkendelse, tilsidesættelse og forandring, ligesom der også under 29. april 1837 er erhvervet kongelig bevilling til at sagen må for Højesteret procederes og sammesteds påkendes i realiteten, uden at den omstændighed at sagens realitet ikke er blevet procederet for Lands- Over- samt Hof- og Stadsretten, og at denne ret ikke desto mindre har pådømt samme, deri skal være til hinder. For fuldstændigheds skyld bemærker vi at redaktionen efter at overrettens dom var faldet, har modtaget en skrivelse fra en af citanterne, købmand og dannebrogsmand Jens Andrea der findes meddelt i et ekstranummer til dette blad for onsdag den 16. november 1836, til hvilken vi vil henvise de af vore læsere der ønsker yderligere kundskab om sagen. For den indstævnte møder for Højesteret advokat Schäffer.

Kjøbenhavnsposten 8. februar 1838:

For at publikum ikke forgæves skal møde i Højesteret i anledning af den til i dag ansatte sag: Lods Poul Weiløe, dennes søn Peder Weiløe, købmand og dannebrogsm. Jens Andrea, skibstømmermand Jens Jacobsen med flere kontra landvæsenskommissær og proprietær Henrik August Lund til Fredsholm, bemærker vi at samme formentlig endnu ikke i morgen vil komme for, da den foregående sag endnu vedvarer, men at den derimod rimeligvis vil begynde på mandag. Vi har allerede tidligere bemærket hvor vanskeligt det er, med bestemthed at sige, til hvilken tid en sag vil blive foretagen i ugens løb, og har her en stadfæstelse derpå som vi beder læserne undskylde, som os utilregnelig. Sagen selv vil når den kommer for, formodentligt vare flere dage.

Lolland-Falsters Stifts-Tidende, 18. februar 1838:

Fædrelandet.
I sagen lods Poul Weiløe, Kjøbmand og dbm. dennes søn, Peder Weiløe, Jens Andrea m. fl. kontra landvæsenskommissær, og proprietær Henrik August Lund blev i onsdags, den 14. febr. afsagt følgende dom i Højesteret: "Indstævnte bør inden 6 måneder efter denne Højesteretsdoms lovlige forkyndelse, under en mulkt af 5 rbd. Sølv til Nakskov Købstads Fattigkasse for hver dag han derefter sidder dommen overhørig, foranstalte borttaget den mellem Skandsen og Færgelandet værende dæmning eller kørevej, betegnet på det under sagen fremlagte kort no 1 med a til b, og sætte farvandet i samme for både sejlbare stand, hvori det var forinden bemeldte dæmning eller kørevej blev anlagt. I øvrigt bør parterne for hinandens tiltale i denne sag fri at være. Processens omkostninger for alle parter ophæves. Til justitskassen betaler citanterne 5 rbd. sølv og indstævnte ligeså meget. 

(Som bekendt var citanterne såvel ved Under- som Overretsdommen tilpligtede hver for sig at bøde 3 S lod sølv til deling på anordnet måde, samt in solidum at erstatte kammerråd Lund på Fredsholm den skade som de ved at  gennembryde forbemeldte dæmning eller kørevei havde forårsaget, efter uvillige af retten udnævnte mands skøn, dog at denne erstatning ikke måtte overstige 3000 rbd.).

Overfald. (Efterskrift til Politivennen)

Allerede i flere Dage har heri Hovedstaden circuleret rygtet om et morderisk Overfald, begaaet ved Hjørnet af Larsleistrædet og Volden af en Soldat ved et af de her garnisonerende Regimenter paa en Arbeidsmand, som skulde have erholdt flere farlige Saar, der upaatvivleligen ville paadrage ham Døden. - Factum er forsaavidt rigtigt, at bemeldte Arbeidsmand (Niels Nielsen, Svend ved det Harboeske Sukkerraffinaderi), har Søndagaften den 20de ds. ved den omtalte Leilighed erholdt flere Knivstik i hovedet og den ene Arm, som efter hans eget Udsagn alle hidrøre fra Soldaten; men dog ikke vare ham, men han Kammerat, som undveg i Begyndelsen af Affairen, tiltænkte. Ved en særdeles Aandsnærværelse af en Officier blev Soldaten, der havde taget Flugten, strax opdaget. Den Saarede, der samme Nat blev bragt til Frederiks Hospital, befinder sig nu uden Fare.

(Kjøbenhavnsposten 31 marts 1836)

Arbejdsanstalter i Hertugdømmerne. (Efterskrift til Politivennen)

I Altonauer Mercur af 11te dennes læses følgende Beretning: "Som man erfarer har der i Sognet Drelsdorf, i Landskabet Bredstedt i Hertugdømmet Slesvig, allerede i to Aar exisiteret en Arbeids-Anstalt, i hvilken de arbeidsførlige Fattige finde en hensigtsmæssig Beskjætigelse, og som roses meget, saavel i Henseende til Organisationen som til Bestyrelsen. Til Locale benyttes et Bondehuus, og det synes overhovedet, at den hele Anstalt, hvis Stifter og styrende Aand Pastor Bruhn nævnes, er bragt i Stand og vedligeholdes uden store Bekostninger, ligesom og uden megen Larm, meest ved Vækkelsen af moralske Kræfter og Benyttelsen af forhaandenværende Midler. Som en veldædig Følge af denne Anstant anføres navnlig, at siden dens Oprettelse Fattig-Byrden ikke ubetydelig har aftaget. Gid dette exempel og mangt et enkelt af lignende Art, fjernt og nær maatte finde Efterlignelse, og at isærdeleshed den Aand, af hvilken det er fremgaaet, maatte virke ansporende. Thi man kan ikke ofte nok gjentage det: det Onde, vi under den tiltagende Fattigdom have at bekjæmpe, er, efter sir indre Væsen, et moralsk, af hvilket det hele Samfund laborerer. Det kan derfor ogsaa kun bekjæmpes ved Opbydelsen af de moralske Kræfter i Samfundet, og det beroer derved mere paa Mennesket og dets Villie, som rigtignok maa begynde hos sig selv, end paa ængstelig Tilveiebringelse af ydre Midler. Hvor den rette Villie findes, vil det heller ikke mangle paa Midler, ja med hvert Skridt fremad ville Midlerne voxe med Kræfterne." - Om et ligeledes til Fattigforsørgelse sigtende, beskedent Forsøg, som i Kellinghusen er kommet til Modenhed paa Kongens Fødselsdag, meddeler "Itzehoer Wochenblatt" Beretning. Der har nemlig dannet sig en Forening af frivillige Fattigvenner til det Øiemed: at afværge Betleriet af Børn ved at tilbyde disse et Aequivalent derfor. Siden den 5. December f. A. modtage allerede 30 til 40 Børn, mod et Beviis fra deres Lærere, der bevidne, at de uafbrudt have besøgt Skolen hele Ugen, hvert et Brød hver Løverdag. De dertil fornødne Fonds sammenbringes ved Salg og Udstilling af Lodder, hvilket første Gang allerede har indbragt 262 Sk. Cour. Trækningen selv fandt Sted paa Kongens Fødselsdag og Gevinsterne bestode i Haandarbeider og andre nyttige ting. Bestyrelsen af det Hele havde tre unge Damer overtaget, i Forening med en Regskabsfører og en Secretair."

(Kjøbenhavnsposten den 20. februar 1836)

Til den "Veifarende" eller Vildfarende paa "gamle Kjøge Landevei.". (Efterskrift til Politivennen)

Besvarelsen af det i Kjøbenhavnsposten Nr. 36 d. A. opkastede Sp.: "hvor er den daarligste Vei i Danmark" - vilde udentvivl have vunden meget i Interesse, Tydelighed og Klarhed, naar det heri tillige var blevet bemærket, at her for et Par Aarstid er bleven opført en ny Kroe, Jægerkroen kaldet, ved den udpegede Vei og naar det derhos endvidere, men Hensyn paa de personlige Allusjoner, var blevet antydet, at bemeldte Kro oprindeligen agtedes anbragt omtrent der, hvor den nedlagte Kjøge Kroe før havde staaet i Thune Herred, medens den nu staaer i Kjøbenhavns søndre Birk, men at Undertegnede, paa den "Veifarendes" Vink derom, ligefrem ytrede, at han ikke kunde understøtte en didhensigtende Ansøgning, hvis hans Erklæring derover blev fordret, hvilket derfor ei heller skete.

Seet fra dette Stade, torde den fremsattte, høist overdrevne og unøiagtige Skildring af fornævnte Vei vinde sin rette Betydning, i samme Grad som Billedet hos den Sagkyndige maa tabe i dets Lighed; thi Stykkets Prædikat og dets Sammenstillinger ere vistnok imposante, men desmindre træffende. Den herved navnkundiggjorte Vei løber, som bekjendt, langs Stranden for Kjøge Bugt, hvor Grunden afvexler med løs Sand og fast Steenbund, enkelte Steder ved Leer, gjennemskaaren af nogle Vandløb; hvilket Jordsmon maa være funden utjenlige til Veianlæg, siden den der i sin Tid paabegyndte Chaussee, hvoraf endnu ere synlige Spor, blev afbrudt og Landeveien given dens nuværende Retning; men at anlægge tvende paralelløbende Hovedveie, saa nær hinanden, vilde være en uforsvarlig Ødselshed.

Imidlertid vedligeholdes Broerne over de større Vandløb meest for Qvægdriftens Skyld, hvoritil den omhandlede Vei især af benyttes, skjøndt den ogsaa meget godt ved Dagen kan passers af andre Veifarende med sædvanligt Kjøretøi, der, som anmærket, giver Spor nok paa den saakaldte Hjerm, der størstedels henligger som Overdrrev og burde benyttes til Skovanlæg.

Veistrækningen her i Jurisdictionen, fra Skillingskroen tl Lilleveile Aa, (Amts- og Herredsskjellet) hvoraf dog Carlstrup Bymark hører under Gammelkiøgegaards Birk, behøver kun Reparation paa et enkelt Sted over en Leerbakke med Kildevæld paa Mosede Byes Grund, som aarlig istandsættes, anden Forbedring er efter Situationen og Brugen ligesaa overflødig som den for Beboerne vilde være trykkende, og den vil følgelig neppe nogensinde vorde foranstaltet. - Iøvrigt er denne Veistrækning, som Sandgrund beest, og benyttes hyppigst, netop naar Hovedlandevien er værst, hvorved den af hiin "Veifarende" angivne Hensigt altsaa fremmes. Forsaavidt derimod Kronæringen tilsigtes er det kjendeligt, at Roeskilde Kro nu har tabt Interessen for "den veifarende Skribent", hvis Inserat forresten ikkun blænder Den, der er ubekjendt med de locale og individuelle Forhold. Slige Konstproducter, prydede med Personalier, kunne muligen pirre, men - kun Sandheden gavner

Ramsøe-Thune Herredscontoir i Roeskilde d. 10de Febr. 1836. Blume.

(Kjøbenhavnsposten 14. februar 1836)

Mosaisk Kirketugt. (Efterskrift til Politivennen)

Stræng mosaisk Kirketugt "Mod Tryk er Tryk det bedste Middel!" Algreen-Ussing. Det mosaiske Troessamfunds nybyggede Synagoge har, i det sildigere Tid, været et Slags Tumleplads for adskillinge Uordener, der udentvivl ville anledige Øvrigheden til, at have et vaagent Øie med bemældte Troessamfund, for at forebygge videre Uordener. Som bekjendt, bestaaer dette Samfund af tvende Afdelinger: den nye og den gamle (orthodoxe). Hvad den første, paa Grund af Tid og Tidsaand, antager for rigtigt, billiger den sidste aldeles ikke, saavidt Kirkeskikkene angaaer. Med Hensyn til Bønnernes Afholdelse, f. Ex., ere Meningerne høist forskjællige. De Ældre ere næmlig vante til, at fremsige disse lydeligt; hvorimod de Yngre have bestemt, at Bønnen skal fremsiges sagte, for at intet uindviet Øre skal mistyde samme.Dette er Grunden til, at en Kamp af ikke liden Betydenhed har fundet Sted i Synagogen, for nogle Dage siden, da en Mængde yngre Mosaitter vilde kaste en gammel, lydt bedende, Troesbroder ud af Synagogen, og det efter Forstanderskabets Tilskyndelse. I Tummelen, som derved opstod, fik adskillige Ondt, og Trudsler ere udstødte, hvorved Folks Ære og Helbred ere udsatte for Fare idet Forstanderskabet har erklæret, at Enhver, derei fremsiger Bønnen sagte, uden Videre skal vises, eller kastes ud. Ogsaa har man siden posteret Politi ved Synagogen, hvortil dog næppe en lydelig Bøn kan give Grund, eller Ret, ei at tale om Bekostningen, som dog vel ikke kan paalægges Menigheden?Ovenmældte beviislige Kjendsgjerning giver Anledning til følgende Bemærkninger? Ved Indsamlingen af Bidragene til den nye Synagoges Opbyggelse, erklæredes det for Bidragerne, at Gudstjenesten skulde vedblive paa den hidtil antagne Maade. Dette bevægede Flerheden af de ældre Medlemmer til, at yde Bidrag, hvilket de vistnok ellers havde negtet. Det synes derfor ogsaa, ei blot billigt, men retfærdigt, at man, i det Mindste, behandler dem og deres, fra Fædrene igjennem Aartusinder nedarvede, Troesmeninger og Kirkeskikke med skaansom Humanitæt,efter at man, uden deres Samtykke, har indført en ny Kirke-Agende. Forstanderne, som ingenlunde ere den forsamlede Menigheds Formyndere, enten i aandelig eller verdslig Henseende, bør sikkert vogte sig for, at forøge den Splid, der allerede, til almindelig Forargelse, er indtraadt i Menigheden. Selv i mindre Samfund bør man ikke glemme Historienss Lærdomme, som vise os Utaalsomhedens farlige Følger, hvoriblandt her, under tiltagende Strid, let kunde indtræffe en vidtløftig og bekostelig Retssag, med Hensyn til de under ovenmældte vidnefaste erklæring indbetalte Bidrage Tilbagebetaling. L. D. Baruch.

(Kjøbenhavnsposten 4. januar 1836)

Om de i nogen Tid i Synagogen forefaldne Uroligheder. Siden den nye Synagoges Opbyggelse have hyppige Angreb været stilede i offentlige Blade, snart mod Menighedens Præst og snart mod Bestyrerne af Israelitternes Anliggender i verdslig og kirkelig Henseende. De Angrebne tauge, og de af Samfundets Medlemmer, der følte det Lave i slige Angreb, tauge ligeledes, vel vidende, at hines Taushed var grundet i Bevidstheden om trolig opfyldt Pligt, og at en for Regjeringens og Medlemmernes Øine ført aaben Færd ikke trængte til Forsvar imod Opspind af Ondskab og Dumhed. Erfaringen lærte ogsaa det Unødvendige af et saadant Forsvar; thi det er vel endnu i Manges Minde, hvorlunde en af hine Helte, troende sig sikker under Anonymitetens Skjul, blev fangen i sin egen Snare, og i hvilken Knibe Personen var stedet, da det af ham for uigjennemtrængeligt anseete Slør næppe forslog til at dække de lange Øren. Saalænge Pøbelraabet kun gjaldt enkelte Personer kunde man altsaa tie; de Retskafnes Mening om dem var deres bedste Forsvar. Men man er i den sidste Tid gaaet videre. Trosset har prøvet paa at forstyrre den Ro, der fandt Sted i Gudshuset, og de derved opstaaede Uordener have givet Anledning til Meninger iblandt Medborgere, der ikke kjende Ophavsmændene og Aarsagen til disse Forstyrrelser, som i høi Grad maae krænke den større og bedre Deel af Samfundet. Hele Menigheden er det nu, der angribes af disse raae Mennesker, og det paa et Sted, der skal være Fredens og Enighedens Bo; det er den hellige Kirkefred, der trues af disse Vandaler og med den vore Medborgeres Agtelse, den, mod Aarhundreders igroede Fordom Skridt for Skridt tilkæmpede Agtelse. Vi leve, takket være Oplysningens Magt! i Fred og Ro med vore Medmennesker, uden Hensyn til Troesforskjellighed; vor borgerlige Vandet, der ligger aaben for Alles Øine, vor Gudstjeneste, tilgængelig for enhver, blive paaskjønnede og ikke mere anseete som farlige for den Stat, der kalder os Borgere; og denne faste Stand i det borgerlige Samfunds gode Omdømme skulde nu svækkes ved raae og uvidende Mennesker, der bære Gud paa Tungen, men Had og Misundelse i Hjertet? Nu, da de udvortes Fjender ere besejrede, skal Fjenden optræde i vor egen Midte? Og hvilken Fjende! Var det Forskjel i Religionsmeninger, hvad disse Rolighedsforstyrrere dog gjerne ville have os til at troe, der bragte ham i Harnisk, da vilde de dog kunne undskyldes i Noget, skjøndt Voldsomhed og Trods vistnok ikke er den Vei, der fører til at oplyse og jevne slig Meningsforskjel. Men disse Mennesker have hverken Religion eller Mening. Hvad de kalde Religion, er blot en Overholden af Ceremonier, der, ihvor betydende de i og for sig selv kunne være, af dem tankeløse og i en tilvant Slendrian bringes i Udøvelse, og deres Anskuelser i Religionssager, der tydeligt nok udtale sig i deres hele Fremgangsmaade, er et Virvar af Modsigelser, som intet fornuftigt Menneske vil kunne finde Mening i, end sige ved Grunde skulde være istand til at berigtige, om det og lod sig tænke, at de Halsstarrige vilde lade sig oplyse om deres Vildfarelser. Nei, isandhed! de ere det ikke værd, at man indlader sig med dem i fornuftige Undersøgelser; men blottes bør de, de maae fremstilles i deres sande Skikkelse, for at man kan faae Forvisning om, at det er disse Zeloters, og ene og alene disses Skyld, naar Gudstjenesten i nogen Tid har været forstyrret ved Scener, der intetsteds mindre end i Kirken burde forefalde. Vi ville da undersøge under hvad Paaskud de Herrer egentlig troe sig berettigede til ved deres Fremfærd at trodse det hele Samfund; men for at kunne dette, er det nødvendigt først med faa Træk at give en lille Skildring af, hvorledes det saae ud i de, efter den store Synagoges Brank 1794, paa flere Steder oprettede Forsamlingssteder til den mosaiske Gudsdyrkelses Udøvelse. De forstandige Israeliter saae naturligvis ogsaa her, i det snevre Rum, den Almægtiges Allestedsnærværelse, og den, ved Indtrædelsen i Gudshuus af Israeliten brugte Bøn: "Hvor skjønne ere dine Telte Jacob osv." toges ikke af dem i egentlig Forstand, men de følte: med Gud i Hjertet og for hans Aasyn ere Hytte og Tempel lige. Men ikke saa de tankeløse Kirkebesøgende. De saae i det Sted, hvor Gud skulde tilbedes, ikke andet end det simple Værelse, som det 2 Gange daglige Besøg alt havde gjort dem saa fortroligt med som med deres eget Hjem, og deres hele Opførsel viste, at de i denne Henseende kun gjorde liden Forskjel. Deres Bønner bleve opramsede uden eftertanke, nu og da afbrudte ved vexelsidige Meddelelser med Naboen om verdslige Anliggender. De vare vel heler ikke bange for, naar Forsangeren ikke med en dem beleilig Hurtighed udførte sit Embede, høit og lydeligt at ytre deres Mishag, ligesom de ei heller geneerte dem før paa en forstyrrende Maade at accompagnere dennes Sang, saa det nu kom an paa det bedste Bryst, om Forsangeren eller den selvgjorte Accompagnist vilde vorde hørt. I de Bønner, hvor Israeliten, naar den eviges Navn nævnes, istemmer sit: "Lovet være han og lovet hans Navn!" eller naar Menigheden ved Bønnens Slutning beder Amen! da kunde man være temmelig vis paa, at de Ivrige altid kom iforveien med deres Udraab, og alt hos dem røbede, at de ikke tænkte paa hvor og for hvem de stode. Endvidere kunde Enhver, der blot havde en taalelig Stemme og til Nødkunne læse de hebraiske Bønner, fremtræde som Forsanger, og det var ikke sjeldent, at man da kom til at høre de samme Toner i Kirken, som man Aftenen iforveien havde hørt paa Theatret; this, med Undtagelse af nogle til alle tider bestaaende Melodier vare de saakaldte Lovsangere aldeles ikke indskrænkede i deres Valg, og de meest opløftende Bønner bleve da, som Følge heraf, ofte underlagt Melodien til en eller anden høist profan Text; og dette fandt de samme Mennesker, som nu ivre imod Indførelsen af en eller anden passende Kirkesang, slet ikke anstødeligt! Vanen helligede i disse Menneskers Øine slige og lignende Uskikke; og idet den sande Gudsfrygtige trak paa Skulderen og i stille Andagt udøste sit Hjerte for Alfaderen, troede hine kun, ved at overdøve hverandre, at finde Bønhørelse for hans Throne.Saa besynderligt det synes, saa er det dog bogstaveligt sandt, at kun savnet af disse, al sand Andagt dræbende Unoder, ere de vigtigste Aarsager til den Misfornøielse og de pøbelagtige Ytringer heraf, der har viist sig hos Bærmen af Samfundet. Vante til en regelløs Gudsdyrkelse, foragte de den Orden, som de Fornuftige i Menigheden altid havde savnet og som disse ansaae som aldeles nødvendig, naar det nye opbyggede Gudshuus skulde afgive et Beviis paa det Trin af Aandscultur, Mosaisten i Tidens Løb har naaet; thi hvor aabenbarer sig mere et Samfunds aandelige Udvikling end i en fornuftig og værdig Tilbedelse af det høieste Væsen. Men denne Orden er det netop, der volder dem saa megen Hjertesorg. Man høre! Bønnerne afsynges nu paa en passende Maade af Forsangeren; men, af de musikalske Genier, der, som alt er viist førdum ikke behøvede at tilbageholde deres Accompagnement, forlanger man nu, at de skulle gjøre deres Talent gjeldende paa mere passende Sted og Tid! Menigheden istemmer nu det før omtalte: "Lovet være han, etc" i Forening med det dertil indførte Chor; men, naar de "Megettroende" hverken tør falde ind før eller efter de Andre, hvorledes skal man da faae Leilighed til at beundre deres sonore Stemmer? Før var Enhver af dem, i Følelsen af sin egen Vigtighed, den Stemmegivende i de smaae Bedehuse; nu maae de kjønt tie stille, og være tilfredse med hvad Kirkens Overhoveder i kirkelige Anliggender finde rigtigt at anordne. See, deraf de evindelige Klager over "nymodens Forandringer", skjøndt ingen Forandring, men kun god Orden, er vorden indført; derfor de bestandige udfald imod den værdige Præst og imod Kirkeforstanderne, skjøndt dise Mænd, valgte af selve Menigheden, med beundringsværdig Taalmodighed og med Opofrelse af Tid og Møie udføre det dem overdragne Hverv, uden Spoer af den Arrogance, rolighedens og Ordenens Fjender ville tillægge dem. Halsstarrig Vedhængen ved gammel Uskik, Foragt for al til Oplysningens Fremme indført Orden, hadefuld Misundelse imod de Mænd, der søge at haandshæve den, disse ere Motiverne til de raae Menneskers fredsforstyrrende Optøier, idet de ville have Folk til at troe, at Alt skeer, fordi man vil forbyde dem at holde deres Bøn høi og lydeligt, og idet de paastaae, at religionen byder at afholde Bønnen, saaledes som de ville det, med Skrig og Gestikulationer. Vide I Daarer! hvad Religionen foreskriver i saa Henseende? Seer Eder om i Herrens Huus, og I ville finde de meest gudshengivne og i Religionens Forskrivter vel bevandrede Mænd, endog blandt de, der ikke have holdt Skridt med den fremskridende Oplysning, at bede sagte og med rolig Andagt. For at opstille et Exempel: betragter den Mand for hvem I dog, med al eders Raahed, altid have baaret Agtelse, om I forresten kunne agte Noget i Eders fanatiske Indbildskhed, betrager ham, den ærværdige Søn af Eders afdøde Rabbiner, hensjunken i stille Bøn til Gud; om ham ville I dog vel ikke sige at han ikke kjender de mosaiske og talmudiske Love? dog til hvad Nytte siges Eder dette; kan slig Mand, som den nævnte, ikke virke paa eder, ved sit fromme fredelige Levnet og sine Lærdomme, kan en Dr. Wolffs aandfulde Taler og hæderlige Virken for alt Godt og Ædeltikke finde Veien tli Eders Hjerter, hvad ville da disse faa Linier kunne udrette? Nei for Eders Blindhed nytter hverken Exempel eller lære; den verdslige Magt, Politiet, vil, naar I i Eders Forstiokkelse fremture med at forstyrre Kirkens Fred, bedst vise Eder, hvad man i Kirken skylder Gud og Mennesker.Nedskriveren af disse Linier er Mosaist, og skjøndt han selv ikke strængt overholder den mosaiske Troes Ceremonier, føler han dog det Skjønne og Betydningsfulde i mange deraf, og agter Enhver, der med sande religiøse Følelser udøver dem. Men gjør Nogen, blot formedelst en mechanisk Udøvelse af disse Skikke, Fordring paa at kaldes en religieus Mand, viser hans Tro sig ikke hans Handlinger, i hans borgerlige Vandel som i hans Familieliv troer han ved tankesløs Opramsen og bedøvende Fremskrigen af Bønner at opfylde Religionens Bud, træder han for Guds Aasyn med Bøn paa Læben, men med andre Lidenskaber i Hjertet mod sine Medmennesker, da fortjener han alle gode og forstandige Menneskers dybeste Foragtog Indesenderen anseer det for en fortjenstlig Gjerning at drage Hyleren frem for Menneskehedens Domstol. Den Alvidendes Dom venter ham hisset.

(Kjøbenhavnsposten, 14. januar 1836)

Hörer Skrigen og Larmen til den jödiske Orthodoxi? Natnah alai b'kolah al kën snëtihaJeremias 12, 8. cfr. Talmud. Først sent erholdt jeg Dit Brev, som Du tilsendte mig ved Leilighed. Jo mere jeg glædede mig ved Brevet selv, destomere harmedes jeg ved Gjennemlæsningen af den vedlagte Kbhavnspost Nr. 4. Da jeg sandsynligvis bliver der i nogle Uger, iler jeg med at svare Dig netop angaaende denne Gjenstand. Jeg kan nemlig paa ingen Maade faae i mit Hoved, hvorfor Ingen vil fremkomme med en passende Gjendrivelse deraf. Tro ikke, at jeg ei skulde være istand til at prøve Andres Meninger. See, jeg har overveiet Alt, hvad du bemærker derom, og mit Resultat er som altid: Man maa ret anskueligt forelægge Publikum den Skamløshed, som dette Inserat lægger for Dagen. Du skriver: "hvi skulde man spilde et Ord derpaa? Æthiops non albescit! Paa saadanne Mennesker frugter jo Intet; den, der er fræk nok til at skrive saaledes og tilsidesætte at bedre Følelse, den han allerede maatte have som Medlem af Menigheden, ham er det ganske unyttigt at vise i hans store Uværdighed. Vel har den fine Herre betjent sig af et falsk Navn. *) Men dette skete ingenunde af en mulig Rest af Agtelse for sig selv, men for under en skjult Maske maaske lettere at skaffe sin ubeføiede Klage Indpas. Dette er nu saa almeen erkjendt, at neppe noget Barn i Menigheden længere er ubekjendt med Sagens sande Sammenhæng. Hvortil behøves altsaa en Gjendrivelse? Den onde Hensigt bringes ei til Erkjendelse, fordi han ei vil erkjende; thi Nattens Fugle elske jo Mørket og flye Lyset: de ere sig endog deres Uret bevidst og stræbe kun efter at gjøre den gjældende som Ret. Israeliterne kjende jo Rolighedsforstyrrerne og deres Forfægtere; de Christne - idet mindste de, som bryde sig om at kjende Sagen rigtigt - ere næsten uden Undtagelse saa dannede, at de let indsee, at kun Ondskab parret med Uvidenhed her driver sit Spil. Derfor er det vist raadeligt at tie ganske stille hertil." Saavidt underretter Du mig om din egen Anskuelse og tilføier, at Du end mere er bleven bestyrket deri ved at tale med Andre, navnlig med ----, som paa Dit Spørgsmaal desangaaende, havde i sin sædvanlige blive Maade at udtrykke sig paa, svaret Dig omtrent saaledes:"Efter min Mening skal man lade det gaae ganske uændset hen: De veed jo, at hvad vore gamle Lærere sagde: ogsaa Galhan ere Herren en behagelig duftende Røgelse, og naar det behager hans Viisdom og Retfærdighed, saa vil han selv komme og oprykke Tornene af Viinbjerget **). At det ikke er sand Fromhed der besjeler hiine Mennesker, viser jo allerede den Leilighed, de søge til at lægge der for Dagen; hvorfor nu begynde en Pennefeide og give en Sag Betydning, so for enhver Tænkende af sig selv synker hen i sit Intet? Nei! "tie i Gud og haab paa ham"! Tro De mig" Kjærlighed vinder dog tilsidst Seier over Ondskab og man giver denne kun nyt Raaderum, naar man holder den værdig til at indlade sig med den! Prøv Dem selv, min Ven!" - begyndte han i høitidelig Tone - "er det Religionen, for hvilken De her træder i Kamp, eller er det Modstandernes Ondskab, der kalder Dem dertil, eller maaskee Bekymring for, i hvilket Lys den israelitiske Menighed vil komme til at staae for dens christelige Medborgere? Er det første Tilfældet, da behøves der sandeligen ingen videre Forfægtning; thi hvad Religionen lærer, er altfor overbevisende til at Angreb paa dens samtlige Bekjendere, især naar de fremføres paa en saadan Maade, kunde skade den. Er det een af de sidste Bevæggrunde, saa var jo en saadan Bevæggrund just ikke saa ædel, at man blindthen skulde følge den. Og desuden, hvor let staaer man ikke Fare for, naar Lidenskabeligheden vækkes, at synke ned til Modstandernes Standpunkt! Vilde De vel bruge pøbelagtige Udladelser? Vilde De gjengjælde Uqvemsord med Uqvemsord?? Ja "- føiede han smilende til - "betænk De dog, at enhver Indsigtsfuld tillige erkjender det Onde og hos den simple Hob hjælper det jo kun at kunne skrige høiest; men kommer det først an paa at skraale, saa vil De vist komme til kort med Skraalerne."Hvor sandt nu dette i sig selv kan være, og med al den Agtelse, jeg baade har for Dommen og for Mandens Sagtmodighed og Mildhed, saa synes det mig dog her ikke at være paa rette Sted. Den, der nemlig, som jeg, kommer meget ud mellem Publicum, erfarer snart de forskjellige og tildeels forkærte Anskuelser, der ere i Omløb om denne Sag. Allerede den Omstændighed, at et som liberalt bekjendt Blad har optaget denne Opsats, vildleder Mange; dernæst veed Du jo, at vi Jøder ikke savne Miskjendere, der glæde sig over, at den Mening kunde blive gjeldende, at der var indvortes tvedragt, Uenighed og Tvist i vor Menighed. De spørge da ikke, om det maaske er en Enkelt, der i lav Hensigt udspreder falske Rygter; men de tilskrive det strax et Parti. Endelig gives der ogsaa rettænkende Christne, som hode for, at det err en Strid, som den vi nyelig saa i den christne Kirke om visse religiøse Forskrivter, hvor enhver af de stridende Parter anførte for sin Mening Citater af den hellige Skrivt, af Concordieformularerne eller den augsburgske Confession (f. Ex. om exorcismus skal udelades ved Barnedaab eller ikke). Og om end næsten Alle indsee, at , selv fra denne Side betragtet, kan Retten dog ikke blive paa deres Side, der sætter Gudsdyrkelsens Væsen i en andagtsløs Larmen, saa mene de dog, at man burde vise Skaansel som mod Vildfarelsen og Føielighed mod den dummeste Fordom. De tænke ved sig selv: "De Folk tror nu engang at det hører med til den israelitiske Gudstjeneste og Fromhed at gebærde sig saaledes under Bønnen, og at den, som hører til de gammeldags Jøder, ikke tør afvige herfra; man bør altsaa skaane en saadan Indbildning." Disse ansee det altsaa som et Misgreb, naar man gaaer frem med Haardhed imod dem(Slutn. følger)

*) Der existerer nemlig i hele Menigheden Ingen, som hedder L. D. Baruch.**) Talmud: Keritah og Baba Meziah.

(Kjøbenhavnsposten 8. februar 1836)

Det skal undre mig, om Du ikke har hørt disse og lignende Domme. Kan man altsaa et Øieblik tvivle paa, at en klar Fremstilling af Sagen er nødvendig: Siig ikke: hvor var det muligt? Hvorledes skal man gjøre en Ikke-Israelit begribeligt, at ikke engang en religiøs Fordom finder Sted hos hine Religionsforstyrrere? See, strax efter at jeg  havde modtaget Dit Brev, var jeg hos A. H.-s Familie, som i forrige Aar ved dens Ophold i Hovedstaden fandt saa megen Behag i Synagogen. Deres første Spørgsmaal var, hvad jeg sagde om denne Opsats i Kjøebnhavnsposten, hvorover de ikke noksom kunde forbauses. Jeg gik strax ind i ovennævnte Anskuelser: derfor begyndte jeg med at sige, at alle, selv de meest orthodoxe Jøder vide, at vor Religion forder den dybeste Andagt og Rolighed under Bønnen; derfor prædikede ogsaa alle ældre Rabbinere mod mange Israeliters Andagsløshed; ja selv Talmud foreskriver endog - idet den henviser til Hannas Bøn (1 Sam. 1, 13) - den stille Bøn, og kalder de Høitskrigende ikke blot Lidettroende, men sammenligner dem ligefrem med Baals Tjenere (1 Kong. Bog 18, 27, der meente ved Larm og Støien at maatte vække deres Gud, som den Mand bemærkede for hvem Herren ikke aabenbarede sig i Storm og brusende Vejr, men i en stille, sagte Lyd (1 Kong. 19, 11 og 12). Jeg tilføiede: Saaledes seer De altsaa, at ikke engang en overtroisk Vildfarelse, har forledet hiin Inds. til ogsaa kun et Øieblik at troe, at et rolighedsforstyrrende Forhold kunde være Gud velbehageligt. Men hvad skal man nu gjøre, naar der i en Kirke befinder sig en Beruset eller en Gal, som hvert Øieblik afbryder Forsangeren og Menigheden ved sin Støi og forstyrrer dem i deres Andagt? Gives der noget andet Middel end at kaste ham ud, og naar han sætter sig til Modværge, da at bruge Politiets Hjelp? Og er der i dette Tilfælde maaske nogen Forskjel paa, om En virkelig er beruset og gal eller teer sig som en Saadan? - Nu fortalte jeg hele Begivenheden: hvorledes een af disse Skrigere - disse Mennesker, der ere altfor udannede, altfor uvidende til selv at kunne gjøre sig Rede for Hensigten med deres Færd - havde under Gudstjenesten en Løverdag vakt almindelig Forargelse ved lydeligen at opramse en Bøn, som ovenikøbet slet ikke maatte fremføres paa den Dag; at man, da sligt oftere var skeet, og da man vidste, at fornuftige Forstilllinger ikke kunde finde Indgang i en saadan Hjerne, havde henvendt sig til Politiet og derved bevirket, at han fik en skarp Irettesættelse af vor veltænkende Politidirecteur; at imidlertid en af Personens Consorter havde den næste Løverdag indfundet sig i Kirken - hvor han ellers vistnok maa holde sig for god at komme, da han skal have Synagoge hjemme, - og viist et aldeles lignende, ligesaa upassende og uanstændigt, som lovstridende Forhold. Da nu Alle forargedes over denne Raahed, og man ingen anden Udvei vidste til at skaffe Fred i Herrens Huus, maatte man i nogen Tid efter benytte Politiets hjælp imod dem. Jeg gjorde Familien, som viste en saa varm Interesse for Sagen, opmærksom paa, at Forstanderskabet, valgt og det gjentagne Gange valgt af Menigheden, har viist sig dennes Tillid fuldkommen værdigt og ved enhver Leilighed erhvervet dens Tak og Agtelse, og at det Eneste, man mueligen kan dadle dem for, er den altfor lange Skaansel, de have udviist mod hiine Mennesker, der dog Guudskelov kun bestaae af nogle Enkelte. Det lykkedes mig saaledes at overbevise dem, jeg forklarede Sagen for, og inderlig kjært vilde det være mig at kunne overbevise hele Publikum om, at disse 2 eller 3 Skraalere, langtfra at danne et undertyrkt Parti, kun have Krav paa hele den dannede Menigheds Foragt, ligesom de have dens udeelte Uvillie for deres Færd, og at den mod dem vist Behandling kun kan dadles, fordi den er for Skaansom."

Ovenstående Brev - hvoraf naturligviis alt Sagen uvedkommende er udeladt - har Indsenderen for nogle Dage siden modtaget fra en Ven paa Landet. Da han imidlertid havde læst det i Kjøbenhavnsposten Nr. 14 indrykkede særdeles velskrevne Stykke om denne Sag, ansaa han det først overflødigt at offentliggjøre Brevets Indhold. Men opfordret af Adskillige, hvem han havde viist det til at lade det trykke, hvortil han ogsaa havde Forfatterens Tilladelse, drager han nu saameget mindre i Betænkning at forelægge Publikum det, som det forekommer ham, at den ærede Forfatter i Nr. 14 har ladet det være sig mere magtpaaliggende at tale til hine forstokkede Skrigeres Følelse, hvem det ikke er værd at spilde et Ord paa, end at overbevise et dannet og agtet Publikum, hvis Dom i saa mange Henseender er vigtig, om at denne ubehagelige Sag, der desværre har faaet en altfor stor Celebritet, ingenlunde kan eller bør nedsætte vor lille, fredelige Menighed i dets Øine eller forringe den høiere Grad af Agtelse, som vi stræbe efter at komme i Besiddelse af nu, fremfor tilforn.

(Kjøbenhavnsposten den 9. februar 1836)

I Synagogen i Altona har i Slutningen af F. M. det ubehagelige Optrin fundet Sted, at den derværende Skolesyndicus, hvem man havde meldt, at nogle Mosaister ikke havde skjænket Prædikenen tilbørlig Opmærksomhed, i et Anfald af Embedsiver gav sig til at støie og skrige. "Kast dem ud!" hvilket gav en Deel Forargelse, der imidlertid ophørte, da den tilstedeværende Menighedsforstander, under en Mulkt af 10 Rbd, befalede ham at være rolig. 

(Kjøbenhavnsposten den 11. januar 1837)