Mord i Præstø. (Efterskrift til Politivennen)

Under Præstøe Amt er for kort Tid siden begaaet en skrækkelig Misgjerning. En Huusmand er bleven mydet af sin Stedsøn i Forening med dennes Farbroder, tilskyndet dertil at sin Moder, den Myrdedes Hustru, en Kone på 62 Aar. Grunden dertil skal have været, at hun, som tredie Gang var gift, var forbittret paa Manden, fordi han kort i Forveien var bleven udlagt som Fader til et ugift Fruentimmers Barn. Hun havde siden den Tid bestandig tilskyndet Sønnen til at dræbe Stedfaderen og lovet ham, at han skulde faae deres af ny opbygte Huus, naar han slog ham ihjel. Stedsønnen og dennes Farbroder passede da Manden op en Aften sildig, da han kom tilbage fra sit Ærinde i en Naboby, og sloge ham i ihjel med Knipler, som de til den Ende havde forsynet sig med. Han blev funden med 12 større og mindre Saar i Hovedet og Ansigtet. Som et Beviis paa den Overtro som har parret sig med denne Ugjernig, fortjener at mærkes, at da Stedsønnen havde givet den Myrdede det sidste Slag, og derpaa gik efter Farbroderen, som allerede havde forladt Drabsstedet, sagde han til denne, at nu var Faderen dd, men han havde, efter sin Moders Raad, lagt sin Haand paa hans Legeme i Fandens Navn, og nu kunde Ingen gjøre dem Noget. 

(Kjøbenhavnsposten den 12. juli 1836)

Det drejede sig om mordet på husmand og væver Ole Nielsen (1793?-1836). De anklagede var hans kone, Barbara Hansdatter (1777-1850) som endte sit liv i tugthuset på Ovengaden oven Vandet 1840, og hans stedsøn, væversvend, tjenestekarl Jens Uldrichsen (1813-1837) som endte med at blive halshugget på retterpladsen ved Ugledige. Afgørende for mordet blev at Ole Nielsen i slutningen af 1835 blev dømt til at betale 10 Rd om året til barnet med Lisbeth Nielsdatter. I "Thisted Kongelig allernaadigst privilegerede Amtsavis og Avertissementstidende, eller Den nordcimbriske Tilskuer", 17 juni 1837 kom der mere fra processen:

Den 12te Juni skulde i Høiesteret foretages Justitssagen: Auditeur Liedenberg som befalet Actor contra Arrestanterne Jens Ulriksen og Lars Jensen Hammer, samt Arrestantinden Barbara Hansdatter. I denne Sag tiltalte Førstnævnte for begaaet Mord, Sidstnævnte for at havekjøbt og tilskyndet ham dertil, og Lars Jensen Hammer for at have medfulgt Jens Ulriksen i den Tanke, at være ham behjælpelig med at afprygle den Ombragte. Overretten har idømt Hammer 6 Aars Fæstningsarbeide, samt iøvrigt stadfæstet Vordingborg nordre Birkedistricts Extrarets Dom, der har tilfundet de 2 Andre at have deres Liv forbrudt, samt at lægges paa Steile og Hjul. Da Mordet er begaaet under særdeles aggraverende Omstændigheder og i de nærmeste Familieforhold, idet Jens Ulriksen er en Søn af Barbara Hansdatter, som var gift med den Myrdede, og altsaa dennes Stedsøn, saa ville Forbryderne neppe blive indstillede til Benaadning. (Kbhvsp.) 

Samt en meget detaljeret gennemgang i to numre af Fyens Stifts Kongelig ene privilegerede Adresse- og politiske Avis samt Avertissementstidende, første del 18. august 1837:

Under de afholdte Forhører oplystes, at Jens Ulriksen paa Bededagen den 29 April f. A. havde, efter Anmodning af sin Moder og foregaaende Aftale med Farbroderen Lars Jensen Hammer, i Forening med denne slaaet Ole Nielsen ihjel. Sidste Gang, da Moderen bestemt udlod sig med, at hun vilde have Manden slaget ihjel, hun lovede Sønnen, at han, hvis han vilde paatage sig dette, skulde faae deres Huus, hvilket bevægede ham, hvis Tanke det forhen aldrig havde været at ville efterkomme Moderens Anmodning, til at give efter for denne. Han begav sig derefter til Hammers Bopæl og bad denne at følge med, for at passe hans Stedfader op og banke ham af, uden dog at underrette Hammer om, at den mellem Moderen og ham trufne Aftale gik ud paa, at Ole Nielsen skulde ihjelslaaes, og det blev da bestemt, at de samme Aften vilde give denne de tiltænkte Bank. Hammer raadede ham, naar Stedfaderen kom, at indlede en Samtale og bede denne om at beholde et Faar, der tilhørte ham, gaaende hos sig, samt kræve nogle Penge, han havde tilgode. Da Stedfaderen afslog hans Begjering og truede ham med sin Stok, gav Sønnen ham først et Slag i Baghovedet med en grøn Ellestok af en god Spadserestoks Længde og omtrent i Tommes Tykkelse, og derefter nok et Slag, saa at han faldt til Jorden. Nu kom Hammer, der havde i Haanden en almindelig Støttestok, der var temmelig sver, af Hessel eller Piil, til, og bibragte Ole Nielsen flere Slag saavel i Hovedet som paa Kroppen, hvor det kunde træffe; og har Jens Ulriksen flere Gange under Forhørerne gjentaget, at Hammer slog kraftige og stærke Slag, dog kunde han ikke sige hvormange. Medens Hammer saaledes slog paa Ole Nielsen, stod Ulriksen stille, fordi han, som det hedder, ikke vilde have Stedfaderen skulde have saa mange Slag paa eengang og Hammer slog saa haardt. Sidstnævnte gik derpaa bort, og gav Ulriksen derefter Stedfaderen endnu et Salg, hvorved et Stykke sprang af hans Stok. Stadfaderen bad ikke for sig under Slagene, men gav nogle høie eller stærke Skrig fra sig, og dreiede sig selv under Slagene om paa Maven med Ansigtet mod Jorden. Sønnen lagde nu efter Moderens Raad sin Haand i Fandenss Navn paa Ole Nielsens Ryg (saa kras en Overtroe skulde Man endnu i vore Dage ikke holde for mulig!), ved hvilken Leilighed han fornam, at der endnu var Liv i Stedfaderen, der sagte jamrede sig, men han antog dog, forindenhan forlod Gjerningsstedet, at Stedfaderen ei kunde leve. Ved at underrette Hammer om, at Stedfaderren vistnok ikke levede, svarede Hammer, at nu havde han Intet at frygte, thi nu havde han bekjendt; men bad hamderhos ikke at sige, at han, Hammer, havde været med, thi han havde saa mange smaae Børn. (fortsættes)

Og fortsat i "Fyens Stifts Kongelig ene privilegerede Adresse- og politiske Avis samt Avertissementstidende", 23. august 1837:

(Beretningen om Ole Nielsens Mord, S. 610, sluttet.) Videre har Jens Ulriksen udsagt, at han ikke havde isinde at ville slaae eller lægge Haand paa sin Stedfader, da han troede at Lars Jensen Hammer, efter sit Løfte til hans Moder, skulde gjøre dette, og at det virkeligen stred mod hans Følelse at lægge Haand paa ham, "der stedse havde viist sig kjærlig og god imod ham," og aldrig vilde han have været Vidne til eller Deeltager i de hans Fader tiltænkte Hug, naar ikke hans Moder dertil havde forført ham. Først da Stedfaderen havde hævet Kjeppen imod ham, blev han vred og gav ham de omforklarede to Slag. Senere har han tilføiet med et rørt Hjerte, at det Passerede, endog strax efter at han havde forladt Drabsstedet, gjorde ham inderligt ondt, og at det siden har smertet ham; dog kanhan ikke sige, at han har følt saa stort Samvittighedsnag over det begaaede Mord, efterdi han var lokket og forført dertil. Arrestantinden Barbara Hansdatter havde først nægtet enhver Deelagtighed eller Kundskab om Forbrydelsen, indtil hun, opfordret til, endnu ikke uskyldigen at paadrage Sønnen den Brøde, tillige at være Løgner, vedgik hans afgivne Forklaring, ligesom og, at hun, for at gjøre Sønnen troskyldig, sagde til ham, at, naar han i Fandens Navn lagde sin Haand paa den Dræbte, kunde Ingen gjøre dem Noget. Paa given Anledning bemærkede hun, at hun ikke selv troede dette, men hun sagde dette i sin Ufornuft, for at gjøre ham troskyldig. Hun har yderligere forklaret, at hun, der havde levet i god Forstaaelse med Ole Nielsen, indtil han ved Nytåaarstid f. Aar blev udlagt som Fader til  et ugivt Fruentimmer Lisbeth Nielsdatters Barn, efter den Tid har været meget urolig i Sindet over dette hans Ægteskabsbrud, og skjøndt hun efter hanss Overtalelse tilgav ham Forseelsen, har hun dog ofte bebreidet ham samme. Kort efter at Sønnen, der var kommet tilbage, for at hente noget Tobak, havde for ladt hende, hørte hun nogle høie og stærke Skrig og antog, at hendes Søn og Hammer nu vare ifærd med det aftalte Overfald paa Manden, og, da hendes Pleiesøn, en Dreng paa 9 Aar, vaagnede ved Skrigene og spurgte, hvad det var, samt gav sig til at græde, søgte hun at berolige Barnet, som har afgivet en med denne Deel af Pleiemoderens Tilstaaelse stemmende Forklaring, ved at foregive, at det var Katten, der beed en Muus. Efterat hun havde bragt Barnet til Rolighed, stod hun op og saae ud af Vinduet, men da hun Intet kunde see, gik hun igjen tilsengs; men efterat hun havde ligget lidet, tudede Hunden stærkt udenfor Huset, hvorfor hun atter stod op, gik ud og saae hendes Mand ligge paa Marken i en kort Afstand fra Huset. Hun tog da med Hænderne om Liget ved Lænderne, for at ville fornemme, om han var levende eller død, men han var da virkelig steendød, og hun faldt ned paa sine Knæe ud over ham i besvimet Tilstand, thi hun blev særdeles angest og forskrækket. Som Motiv til, at hun forandrede sin første Beslutning om blot at ville have sin Mand afbanket til at see ham skilt ved Livet, har hun angivet, at den samme Grund, der bevægede hende til at ville have ham afpryglet, nemlig hans utilladelige Forbindelse med Lisbeth, ogsaa bevirkede hos hende den senere opstaaede Attraa efter at faae ham ryddet af Veien. Hun følte sig nemlig i høieste Grad krænket ved Ægteskabsbruddet og hans Udladelse til hende, naar hun foreholdt ham hans forhold i saa Henseende, om at han aldrig vilde eller kunde forlade Lisbeth, saa, at hendes Sind blev herover mere og mere opirret imod ham, og hun nærede denTro, at Forbindelsen med Lisbeth (der boede saaledes, at de fra deres Huus kunde see over til hende) først vilde kunne ophøre ved hans Død. Arrestanden Lars Jensen Hammer har vedholdende nægtet at have deeltaget saaledes i den omhandlede Forbrydelse, som Jens Ulriksen har paasagt ham, men forklaret, at han havde holdt sig skjult og, som det i Forhøret hedder, hørte, at det gik Dump i Dump af voldsomme Slag og at En faldt til Jorden og gav et høit Skrig, hvorpaa han ilede til, og da han saae Ole Nielsen ligge stille paa Ryggen med Hovedet paa det bløde Sted i Agerrenden, gav han ham to smaae Slag over Benene med sin Stok, som var af Piil og kun var en klein Støttestok, i det Tanke, at han skulde reise sig eller sætte sig op; men da han saae, at Ole Nielsen ikke kunde reise sig og kun røte det ene Been, blev han altereret og løb bort fra Stedet. Han har ikke heller vedgaaet, at Jens Ulriksen lovede ham Penge, naar han vilde følge med for at afprygle dennes Stedfader, eller at han raadede Ulriksen til at afskjære Ellestokken eller til at indlede Samtalen med Stedfaderen. Han har udsagt, at Barbara Hansdatter oftere havde anmodet ham om at passe hendes Mand op og banke ham af; dette har hun benægtet, men vedgaaet, at Hammer ikke har vidst hendes Aftale med Sønnen om at slaae hendes Mand ihjel. Det er af flere Personer under Sagen udsagt, at Ole Nielsen var en fredsommenlig og skikkelig samt eftergivende Mand. Arrestantinden selv har under det første Forhør i Sagen forklaret, at hendes Mand var fredsommelig og ædruelig; derimod har hun siden udsagt, at han var ond mod hende, siden han lagde sig efter Lisbeth Nielsdatter, efter hvilken Tid der havde været Skjenderie mellem dem og Tale om Skilsmisse, ja han havde endog slaaet hende, hvilket hun havde fortalt til Jens Ulriksen, men hvorved dog Ingen havde været nærværende. I den af Sognepræsten i Everdrup meddeelte Attest hedder det og, at Ole Nielsen var en meget vindskibelig og ædruelig Mand, viste sig meget redelig mod alle de Folk, som betroede ham Tøi til at bearbeide, hvorfor han og havde meget Arbeide og fandt sin gode Udkomme; derimod var han utro mod sin Hustrue og søgte undertiden utilbørlig Omgang med andre Fruentimmer, hvorfor hans Fortjenste ei ganske kom Familien tilgode. At Ole Nielsen skulde have staaet i utilladelig Forbindelse med andre Fruentimmer end Lisbeth Nielsdatter, giver iøvrigt ingen af de under Sagen afhørte Personer Forklaringer Anledning til at antage. Morderens Søster har udsagt, at hun sikkert troer, at hendes Broder, maa dertil være forført, hvilket hun grunder paa, at han er af et blødt Gemyt og har ellers et godt Hjerte, der, hedder det, var for godt til, at han af egen Drift kunde begaae end saadan Handling. Jens Ulriksen er 24 Aar gl. og konfirmeret i Aaret 1829 med Vidnesbyrd om temmelig god Religionskundskab og sædelig Opførsel, og Sognepræsten for Kongsted Sogn, Krarup, har attesteret, at tiltalte under sit Ophold der var anseet for et eenfoldigt, men derhos godmodigt og skikkeligt Menneske, samt at hans moralske Forhold sammesteds har været ulasteligt. Ligeledes have Flere under Sagen forklaret, at han var et godmodigt Menneske og havde et almindeligt godt Rygte; og har iblandt disse Gaardmand Jensen Nielsen Smed i Engelstrup udsagt, at han antager, at Arrestantinden, paa Grund af den Afdødes Forhold til Lisbeth Nielsdatter, har ophidset Jens Ulriksen mod Stedfaderen, thi ellers var Sønnen denne meget hengiven og stræbte for ham ved deres fælleds Arbeide som for sig selv. Barbara Hansdatter, der er 60 Aar gammel, har været 3 Gange givt og blev skilt fra sin første Mand paa Grund af hans Mistanke med Hensyn til hendes ægteskabelige Troskab. Pastor Krarup i Kongsted har attesteret, at der angaaende hendes moralske Forhold under hendes Ophold i Kongsted Sogn Intet er ham bekjendt, uden hendes uforlignelige Opførsel imod hendes samtlige Ægtefæller, men at hun iøvrigt synes at have været hverken yndet eller agtet sammesteds; og Sognepræsten i Everdrup har erklæret, at hun var bekjendt for at være en duelig Huusmoder, men at hun viist et heftigt, lidenskabeligt Gemyt, især mod Ole Nielsen, imod hvem hun tillod sig hyppig Skjænderie, især i de sidste Maaneder. Flere Vidner have og under Sagen forklaret, at hun ei har levet i god Forstaaelse med nogen af sine Ægtefæller, samt at hun har været ond, opfarende og hidsig mod Ole Nielsen siden hans Forbindelse med Lisbeth Nielsdatter. Den tredie Tiltalte, Lars Jensen Hammer, var ved de foregaaende Retters Domme, i Henhold til Forordningen af 4. October 1833 § 25, andet Membrum, fundet skyldig til 6 Aars Fæstningsarbeide; men ved Høiesterets Dom blev Straffetiden nedsat til 3 Aar.

I forbindelse med højesteretsdommen stod et kort resume i "Kongelig allernaadigst privilegerte Ribe Stifts Adresse-Avis", 18. august 1837:

Den sidste Collegialtidende indeholder Beretning om et Mord, der den 29de April d. A. er begaaet i Everdrup Sogn i Præstøe Amt af en stedsøn, Jens Ulrichsen, paa Stedfaderen, Ole Nielsen efter Tilskyldelse af Moderen, Barbara Hansdatter, som havde lovet Sønnen deres Huus, hvis han vilde skille hende af med Manden, med hvem hun ligesaa lidet som med hendes to foregaaende Ægtefæller levede i god Forstaaelse, og mod hvem hun viste sig ond, opfarende og hidsig, siden han blev udlagt som Barnefader til et ugift Fruentimmers Barn, der boede deri Nærheden, og som Ole Nielsen, der forøvrigt har gode Vidnesbyrd om sit Forhold og roses som føielig og eftergivende, havde erklæret, han aldrig vilde forlade Modet fuldførtes af Jens Ulrichsen med en tyk Stok, hvormed han bibragte Stedfaderen flere dødelige Slag i Hovedet. Baade Sønnen og Moderen bleve ved Høiesteretsdom af 14de Juni d. A. dømte til at halshugges og steiles, men for Moderens Vedkommende blev Dommen ved kgl. Resolution formildet til Kagstrygning og Tugthuusarbeide paa Livstid.  

Lolland-Falsters Stifts-Tidende, 15. august 1837 kunne tilføje at Jens Ulriksens legeme efter 3 gange 24 timers forløb skulle nedtages af stejlen. Yderligere detaljer om forhørsprotokoller mm kan findes på denne hjemmeside. 

Edward Wilson Landor: Copenhagen. (Efterskrift til Politivennen)

 CHAPTER III.

COPENHAGEN.

ABOUT four miles from Frederiksburg is the town of Friedenburg, remarkable for its clean and inviting appearance; and, indeed, cleanliness and neatness may be considered the characteristics of most of the Danish towns. At Friedenburg is a royal castle, which, except for that dignity, I had not thought worthy of mention. Behind the town is a most picturesque lake, which winds for a long distance through woods that slope down to its edge: it is a delightful scene, and well deserving a visit.

The peasantry of Zealand are remarkable for their respectable appearance, and the invariable civility of their demeanour. Their low-built, whitewashed cottages are comfortable and tidy, and generally cleaner than those of our own labouring classes. I was informed that each labourer is allowed a plot of land, which usually adjoins his house, and provides him with many of the luxuries of life, or what to him, at least, appear such.

I like the country inns of Denmark; the traveller is uniformly treated with civility and respect, and yet is not required to pay exorbitantly for those attentions. Animal food is very cheap, and house-rent very moderate, and the best wine St. Julian, or what is called such commonly a rix dollar a bottle, that is, a little more than two shillings and four-pence.

I travelled from Frederiksburg to Copenhagen by the post, or royal diligence - a kind of open waggon on low springs, containing four seats, which accommodate twelve persons, including the driver. That individual, robed in a scarlet coat, with a horn slung round his neck, which he takes care to blow not unfrequently, devotes his utmost abilities to urging four long-tailed horses into a trot.

When the passengers are numerous, inferior carriages are provided, which are drawn by two horses, and respectfully keep in the wake of the royal mail; -for, in arbitrary countries, the doctrine of precedence is very strictly observed; and in Denmark, as throughout Germany, it is thought extremely incorrect for the subsidiary vehicle to pass the principal, though the fares of each are alike.

The road to the metropolis lies through frequent woods and over dreary wastes, which, for miles, are without the shelter of a single tree. There is also, at least, one very noble lake, surrounded with beautiful woods, among which it winds and is lost. Upon the banks is sometimes seen a large mansion, the residence of a great landed proprietor.

Long avenues of trees lead up to the several gates which give entrance to Copenhagen; but every one of these trees, which seem to be commonly elm, is cut down to about ten or twelve feet from the ground; and it is singular that the Danes, who are very proud of their gardens, and really have a taste for flowers, should make a point of mutilating in this manner all the trees which they mean to be ornamental. The tops thus deprived of their branches, in which consisted all their beauty, are reduced to mere sprouts, that in winter have the appearance of besoms, and in summer of magnified cabbages.

Copenhagen is a fortified town, surrounded by a moat, and walls or mounds of earth. I could not help thinking that rather an arbitrary edict which caused the luggage of all the passengers of the diligence to be searched, though we had not come from a foreign country, nor even from a frontier town.

Copenhagen is an agreeable and handsome town, the streets are wide, the houses lofty and well-built, and generally painted of a stone colour. Some of the squares-which, by the bye, are rather oval than square-have a fine appearance; and in the best of them the king resides.

The king has also a new, and very large, though not very handsome palace, called Christiansborg it contains a museum of ancient arms, and other curiosities that are usually placed in museums. The royal stables behind this palace are worth visiting; they contain about a hundred of the king's horses-noble animals, though small. The finest building in the town is the Exchange, which was erected in the reign of Christian the Fourth. That monarch also built a curious tower, called the Round Tower, in the which there is no staircase, but a gradual ascent, paved with brick, that runs spirally to the summit. It is so wide that a carriage may be driven up it; and one of the kings, it is said, actually drove his chariot and six horses to the very top. The library is in this tower, and the royal observatory on it. The Palace of Rosenberg, situated in a garden within the walls of the town, is a small and deserted building, erected, at the command of Christian the Fourth, by Inigo Jones: it is not, however, particularly to the credit of that architect. There is one room that contains the portraits of the original owner and his seven mistresses; in another, the king himself, his queen, and several of his children, are represented in full dress, each adorned with a profusion of red hair. It is a curious proof of the eccentricity of fashion, that, about an hundred and seventy years ago, red hair was esteemed, in the Danish court at least, one of the most attractive features, and they who had not the good fortune to be born with that natural advantage were fain to dye their locks, or powder them with a red pulvilis. This fashion was not introduced out of compliment to the king, whose hair was naturally jet black. Christian the Fourth was one of the most celebrated of the Danish monarchs; he flourished in the middle of the seventeenth century, and was not more celebrated as a warrior than as a wise and patriotic prince. He encouraged the arts, patronised talent, and founded or promoted several public institutions; but he was of a stern, unfeeling disposition, and of a native ferocity and brutality of temper that generally distinguish the half-reclaimed barbarian. His forbidding features were rendered still more repulsive by the loss of an eye, which was struck out in a naval engagement.

The present king, Frederick the Sixth, is very plain in appearance, and homely in his manners; he is frequently to be met walking about the town, where he attracts no particular attention. It is a great misfortune to his people, and a serious drawback to his popularity, that he almost entirely neglects the interests of commerce, and devotes his chief attention to the provision of an useless army, to which all his abilities and anxiety cannot give a respectable appearance. The Danish soldiers are no doubt as brave as other military characters; but they have an innate awkwardness of manner, and meanness of aspect, that no drilling seems able to remedy: it is like hammering cold iron. Their slouching gait, bent knees, squat figure, and diminutive size, move to laughter rather than inspire respect; and yet, as the position of their country and its political interests deny them even the chance of greater honours than may be acquired at a review, it is rather surprising that they should not be more worthy of those private laurels which their king very liberally bestows. I one day saw a collection of these heroes at drill. When ordered to sheathe bayonets, there were only a few men skilful enough to go through that intricate manœuvre without assistance, and to the great derangement of their ranks; the others were fain to apply for the aid of their neighbours, and good-naturedly assisted each other.*)

I would not be thought to sneer at mere want of skill, nor from national pride seek to censure inferiority; but I would reprehend all vain and idle follies that are indulged by the whim of one to the prejudice of many. A large and useless army is not unfrequently the foible of an absolute king, and in the hands of the king of Denmark it is the worst of all foibles, as being the cause of much injustice and much evil. The whole thoughts of the monarch seem to be centred in his army; all his rewards, honours, and patronage, are confined to its members. It is not state policy, nor the tranquillity of his empire, that demands this engrossing interest; which arises solely from the lust of pride, and the weakness of vanity.

The geographical position of Denmark renders her essentially a maritime power; and whatever importance she once possessed, was acquired by the influence of her navy, and the extent of her The king has withdrawn his favour and encouragement from these sources of power and affluence; and the navy lies dismasted in the dock-yards, whilst commerce has sunk into insignificance and decay. In our own country it is matter of much indifference whether the king pay attention or not to particular branches of polity; but in the dominions of an absolute monarch the case is far otherwise:- he is there the centre of all power, the key-stone of all stability; the sun, as it were, of a system that looks to him for life and warmth, and whose rays, extending through all the ramifications of empire, are felt in every department, and have an influence on every grade of society. When the beams of the monarchy are averted from an object that has grown up and flourished under its genial warmth, we may well imagine that it is left to wither and decay.

Where formerly fifty sail of ships used to trade betwixt Denmark and the East, there now, I was informed, are not more than ten: the traffic of the country is almost entirely carried on by foreigners.

The navy, at present laid up in port, consists of sixteen or eighteen vessels-ships of the line and frigates.

There is only one theatre at Copenhagen, and it is very small, and generally crowded to excess; it is usual to perform only one piece in an evening. I witnessed an opera and a comedy; the latter I did not understand sufficiently to admire, and the former wanted at least good voices to make it agreeable. In order to give some effect to the stage, the chandelier is drawn up during the performance, and the spectators sit in obscurity.

I went one evening to the Circus, having heard that Prince Christiern, the king's nephew and heir presumptive, and several others of the royal family, intended to be present. It is a wooden building outside the gates, and on that evening was so crowded that I had difficulty in obtaining a seat.

Prince Christiern is a plain, inoffensive-looking individual, something under the age of fifty. He wore a blue coat and star, with a white neckerchief. His only son married a daughter of the king (who has another daughter, but no son) but it was much against the inclination of the young man, who yielded only to policy and the commands of his sovereign. The match turned out as unhappily as might have been expected; the prince soon quarrelled with his wife, and was even of a temper sufficiently brutal to inflict upon her actual chastisement. Whether she really deserved that treatment is, to this day, a subject of refined speculation with the ladies of Copenhagen, many of whom seem inclined to espouse the cause of the young prince, who is possessed of an attractive person, and, though impetuous, is said to be engaging.

The king resented the ill-usage his daughter had received, and banished the husband to Iceland, whence he was, some time afterwards, removed to Jutland, where he still remains; but there is a rumour of his intended recall. He is now divorced from the princess.

The performance at the Circus was such as would have done no honour to a company of vagabonds at a village fair in England; half-adozen gentlemen cantered round the ring in military costume; one contrived to fling himself through a hoop, and a lady managed to sit on horseback in the male fashion, and occasionally diversified the scene by turning her face to the tail. I never was so tired of any thing in my life, and was glad to make my escape, long before the performance concluded; not a little envying Prince Christiern the power to derive amusement from a subject apparently so devoid of interest. That good prince, indeed, on his part, seemed to take the highest pleasure in the matter; his attention was never removed from the riders, and he frequently clapped, applauded, grinned with every appearance of satisfaction,

Though the Danes, in general, do not seem to ride much themselves, yet they entertain great respect for horsemanship, and take pleasure in beholding it. I believe they consider the English to be the finest horsemen in the world.

When I reflected upon the scene I had witnessed at the Circus, I could not help thinking that it, in some measure, marked the intellectual attainments of the people, to find the highest of the land attending, and deriving gratification from, such miserable exhibitions. That nation cannot be very far advanced in refinement, whose upper and most cultivated classes take delight in witnessing spectacles in which no mental talent is exercised, and but very little even of physical dexterity displayed. Those men take greatest pleasure in brutal feats of strength, in the pranks of a rope-dancer, or the contortions of a mountebank, whose finer perceptions have never been awakened to the the subtleties of wit, the graces of eloquence, or the harmony of poetry; who have never been conscious of those more elegant pleasures, which refinement affords, and cultivated reason teaches to appreciate.

*) Perhaps these were the awkward squad; and I must in justice admit, that there are two good regiments in the whole army-one the horse-guards. I believe there is but one more regiment of cavalry, and the other a picked regiment, that does duty before the king's palace.

(Edward Wilson Landor: Adventures in the North of Europe. 1836)

- Iblandt de Reisende, som i den senere Tid have besøgt vort Land, er en Englænder Eward Wilson Landor, der i sine "Adventures in the North of Eurnpe" omtaler sit Ophold her paa en Maade, som vilde gjøre os ondt, hvis man ikke tydeligt kunde skjønne, at han kom hertil uden at kjende vor Nationalitet. Iblandt andet, som han omtaler ufordeelagtigt, er vor Armee, der, "uagtet Handelen for dens Skyld forsømmes i Danmark", og uagtet Kongen skjænker den sin Opmærksomhed, alligevel ei kan faae et ordenligt Udseende." Forfatteren vil indrømme os ligesaa meget "Mod," som andre Tropper; men han finder vore Soldaters Manerer "medfødt forkeerte" og deres Udseende "lavt", og at al Exersits intet hjælper: "Det er ligesom at hamre paa koldt Jern." Deres "slæbende, skjødesløss Gang", "krumme Knæe", "fiirskaarne Figur" og "ringe Høide", bringe En snarere til at lee, end til at føle Agtelse for dem." Forfatteren erklærer, at han ei ønsker at finde eller jage efter Feil; og efter hans Mening skulde vi blot stole paa vort Søværn og opmuntre Handelen. Den bedste Opdagelse, Forfatteren gjør, er dog denne, at de Danske, hvis alvorligere Uroligheder skulde udbryde, ifølge Sagkyndiges Mening, vilde befindes at være: meget vilde Barbarer!!

(Dannevirke. Et Ugeblad for Hertugdømmet Slesvig 28. marts 1839).

Kildetiden. (Efterskrift til Politivennen)

Kildetiden aabnedes i Torsdags, og Dyrehaven var de første Søndag uagtet det temmelig ugunstige Veirligt temmelig talrigt besøgt. Skjøndt Antallet af lukkede Fjæleboder iaar er ualmindeligt ringe og Publicum her kun var Valget imellem det tidligere heri Bladet ommeldte forøvrigt seeværdige norske Liniedandserselskabs Forestillinger og en saakaldet Maleriudstilling, mangler Bakken ingenlunde Præstationer af de frie Konster. Foruden Spillet paa det Dennebecq'ske og Mester Jakels Dukketheatre, nogle Sovoyarder med Abekatte, Frederiksteens Fæstning etc. produceres mechaniske og Herkules-Konster under aaben Himmel, og af syngende, jodlende og spillende Viruoser og Virtuosinder findes der en Mængde. Hver af de tre Conditortelte har saaledes sit musikalske Selskab, der paa bedste Maade sørger for Publikums Moro. Det mest søgte er Hr. Monigattis, hvor tre Sangere og een Sangerinde fra preussiske Polen synge og jodle med megen Færdighed, accompagnerende sig paa en Violin og to Guitarer. Hovedet for dette Selskab besidder derhos et ikke ubetydeligt komisk Talent, som især viser sig i hans Udførelse af "der ungarische Haidbauer" o. fl. med Maskering og Action ledsagede Stykker. 

(Kjøbenhavnsposten 21. juni 1836)

Idømt Fæstningsarbejde. (Efterskrift til Politivennen)

Ved Roeskilde Byes Extrarets Dom af 17de Novb. 1835 er saaledes dømt: "Arrestanten Søren Sørensen bør hensættes til Fæstningsarbeide sin Livstid, samt betale Indløsningssummen for de af ham paa Assistentshuset pantsatte, Vognmandskarl Peder Larsen tilhørende Klædningssstykker med 3 Rbd. 2 Mark 7 Sk. Reprs. ... Arrestanten Hans Nielsen bør have sit Liv forbrudt til Steile og Hjul, samt betale Erstatning til Gaardmand Winthers Enke i Darup 3 Mk. 8 Sk., Jfr. Buffard ibidem 4 Mrk., igen Ane Pedersdatter af Roeskilde 5 Mrk. 8 Sk., Gaardmand Johan Christiansen i Kastholm 5 Rbd. 2 sk., Fisker Jørgen Jørgensen og Huusmand Morten Pedersen af Paastofte 2 Mk., alt Sedl. og Tegn.

(Kjøbenhavnsposten, 15. juni 1836)

Heltedaad ved Snekkersten. (Efterskrift til Politivennen)

"Helsingørs Avis" af 1ste dennes melder, at i Anledning af at en hollandsk Skipper som om Aftenen i Stormen d. 25de-26de. Marts d. A. med to af sine Folk kæntrede med en Baad, og efter i længere Tid at være dreven om paa Havet, blev reddet af Fiskere paa Snekkersten, har Hs. M. Kongen af Nederlandene behaget at skjenke til Districtscommissair Jørgen Børgesen, Jacob Vilh. Børgesen, samt Fiskerne Helle Børge Hansen, Lars Hansen og Jens Andersen, alle af Snekkerstens Fiskerleie, Førstnævnte den ved Resolution af 19de Juni 1822 til Belønning for ædle og menneskekjærlige Handlinger indførte Sølvmedaille af første Størrelse og hver af de fire sidste den af anden Størrelse, ledsaget af et ærefuldt Skriftligt Vidnesbyrd om deres ved den ovenmeldte Leilighed udviste menneskekjærlige Daad. - Om denne Kongl. Resolution have Vedkommende afvigte 29de Mai erholdte Communication fra den derværende nederlandske Consul. Medaillerne og Vidnesbyrdene ville senere blive oversendte.

(Kjøbenhavnsposten den 4. juni 1836)