Fastelavn på Børsen. (Efterskrift til Politivennen)

Blandt de Fastelavnsskikke, der saa længe man kan mindes have vedligeholdt sig heri Staden, hører, foruden den almindelige "Slaaen Katten af Tønden" ogsaa, at Børn paa Fastelavnsmandag skulle op paa Børsen og see dennes nu vistnok ogsaa kun en barnlig Phantasi tiltalende Herligheder. Ved denne Skik havde imidlertid indsneget sig den Uskik, at en talrig Drengesværm, tildeels af den laveste Pøbel, gjorde Børssalen til en Tumleplads for støiende Lege, og stormede ind en masse, naar Børsidens Afringningsklokke lød, saa at de i en Støvsky indhyllede Handelsmænd ved den døvende Tummel saae sig forstyrrede i deres endnu ei tilendebragte Forretninger. Denne Uskik, som især var bleven næret derved, at Enkelte morede sig ved at kaste Penge i Grams mellem Drengene, søgte Grosserer-Societetet ifjor at faae hævet ved derom at tilskrive Statsgjeldsdirectionen, under hvis Ressort Børsbygningen hører, og anmode den om at træffe de fornødne Foranstaltninger derimod; men Societetet erholdt herpaa intet Svar, og Alt forblev saaledes ved det Gamle Iaar henvendte det sig desangaaende til Politidirectionen. Ved dennes Foranstaltning blev den udenfor Børsen samlede Drengesværm afholdt fra at trænge ind, og vore Handlende saae sig saaledes denne Fastelavnsmandag i Stand til uforstyrrede at tilendebringe deres Forretninger.

(Kjøbenhavnsposten 28. februar 1838)

Ghana - Guldkysten. (Efterskrift til Politivennen)

Et til Kjøbenhavn fra Guinea ankommet Brev, dateret den 5te November 1837, beretter:  "Af Nyt er her det Sørgelige indtruffet i denne og forrige Maaned, at fra det hollandske Hovedfort St. George de la Mina, paa denne Kyst, sendte Etablissementernes Gouverneur , Oberst Tonnebeyer, sin Commandant fra Fortet St. Jago samt Commandanten fra et ham underliggende Fort St. Anthony i Arim med nogle Soldater til Buttern eller Boutry, ved det hollandske Fort Ratenstein, hvor Negerne skulde betale endeel Penge i Mulct. Da de kom der, skjød Negerne Europæerne og Mandskabet paa nogle faa nær, som bragte de døde Legemer tilbage til St. George de la Mina. Efter denne sørgelige Affaire afmarscherede Gouverneur Tonnebeyer strax med en Styrke imod de Opsætsige, men Udfaldet blev, at han og de Betjenter, der vare med paa dette Tog, havde samme Skjæbne; Negerne afhuggede Hovederne paa dem og en Deel af Soldaterne. Man siger, at Byen d'Na, under Hovedfæstningen, den betydeligste ved alle Forterne, som kan stille over 1 000 vaabenføre Mand, ikke vilde understøtte dens Gouverneur, da Indbyggerne vare opbragte paa Fæstningens Besætning. Efter denne sørgelige Tildragelse er paa St. George de la Mina kun 2 Betjenter og et Par Soldater tilbage; men en der reisende Hollandsk Officier har overtaget Commandoen i Fæstningen og indberettet sin Regjering den ulykkelige Begivenhed, som kan have høist ubehagelige Følger for de andre europæiske Nationer, hvis Respect iblandt de Indfødte efter denne, forvisse ulykkelige Affaire, vil have lidt et betydeligt Skaar. Vel har den engelske Gouverneur Maclean fra de britiske Etablissementers hovedsæde, Cape Coast Castle, sendt de betrængte Hollændere en Hjelp af 80 Soldater med congreveske Raketter; men det vil komme meget an paa, om disse Tropper ville af de imellemliggende Negere blive tilladte Gjennemmarsch. Da der er nogle og 40 Mile imellem det Sted, hvor benævnte sørgelige Tilfælde indtraf, og Begyndelsen af de kgl. danske Besiddelser ved Hovedfortet Christiansborg, ville disse være mindst udsatte for Følgerne af dette for Europæerne bedrøvelige Tilfælde, naar kun Negerne paa de 8 Mile fra Fæstningen liggende Aquapim-Bjerge holde sig rolige og ei lade sig forlede af deres forrige Hersker eller Cabusser, Ado-Adangua, som nu opholder sig hos vore Naboer, Englænderne, paa Accra.

(Den Kongelige privilegerede Viborger Samler,  15. februar 1838)

Armoden i Torvegade. (Efterskrift til Politivennen)

Kjøbenhavn, den 8de Februar 1838. - Som et Beviis paa, hvorvidt Nød og elendighed i enkelte tilfælde gaaer, og som en Opmuntring til Kjøbenhavns godgjrende Befolkning, ikke at blive træt af at gjøre vel, meddele vi Følgende, der vel ikke for dem, der dagligen færdes i Jammerens Boliger, er noget Overordentligt, men dog sikkert hører til Sjældenhederne: Ved Syge-Visitation, der efter Anmeldelse foretoges af en af Candidaterne fra Frederiks Hospital, forefandtes sidste Fredag i et elendigt Hul, lige under Taget, i store Torvegade Nr. 393 paa Christianshavn, Arbeidsmand P. F. Øsgreen og Kone liggende haardt angrebne af Typhus. Deres eneste Beklædning og Beskyttelsesmiddel imod Kulden var et gammelt Lærredsbetræk af en Væg, og saaledes havde de i 3 Dage ligget i den høieste Grad af Ureenlighed og Smuds, da de ikke formaaede at reise sig, uden i det kolde Værelse at faae nogensomhelst anden Vederqvægelse, end en Krukke med Vand, der stod frossen uden for deres Leie. For Districtslægen var ingen Anmeldelse skeet, men af deres Værtinde synes de med Grund at have kunnet fordre nogen mere Hjelp i deres gruelige Tilstand. efter den visiterende Candidats Ordre bleve de begge strax afhentede til Hospitalet, hvor Konen døde om Natten. Manden er i Bedring.

(Kjøbenhavnsposten, 8. februar 1838)

Uro i Holstein. (Efterskrift til Politivennen)

Om uroligheder i Holstein - omend ikke pga. sprog, men som følge af indførelse af nye toldregler i Ditmarsken (Heide):

Ved extraordinair Leilighed er der tilhendekommet Redactionen det sidste Nr. af Kieler Correspondenzblatt, der indeholder tvende Meddelelser fra Heide angaaende nogle tumultariske Optrin, som der have fundet Sted Nytaarsnat, i Anledning af Toldens Indførelse. Den første er en Skrivelse fra Capitain og Digeinspecteur E. J. F. Christensen, I, saalydende: "I efterfølgende Linier meddeler jeg Dem, Hr. Redacteur, en sandfærdig Fremstilling af de tumultariske Optrin, der her have fundet Sted, som jeg beder Dem at optage i Deres Blad. Da disse Tumulter fornemmelig have været rettede imod mig, maa det være mig af Vigtighed, at Publicum erfarer Sagen saaledes som den er foregaaet, førend forvanskende Rygter udbrede sig om den. Allerede anden Juledags Aften fandt flere Opløb Sted, hvorved der bragtes Actuarius Germar og mig ironiske "Hochs", af hvilke Opløb den derværende Øvrighed ingen Notits tog. Det var almindelig bekjendt, at der Nytaarsnat skulde bryde en langt alvorligere Tumult løs: Af Landfogederiet, som  øverste Politiøvrighed, blive Placater bekjendtgjorte til Ordens Opretholdelse; desuagtet forsamlede sig henimod Midnat, efterat til den Tid alt havde været usædvanligt roligt, en Mængde Folk foran Landskabshuset, og disse trak hen foran Doctor Hübener's Huus og bragte denne tappre Forfægter af de ditmarsiske Toldprivilegier et tordnende ni Gange gjentaget "Hoch". Ved dette "Hoch" skal, som det hedder, den constituerede Landfoged, Sognefoged Boysen, selv have været tilstede; han skal ogsaa have forhindret Captain Irminger, som commanderer det her stationerede Militair-Commando, fra, som han ønskede, at drive Folkehoben fra hinanden, for at undertrykke Urolighederne i deres Spire. Efter vedtaget "Hoch" takkede Hr. Doctoren i en ziirlig Tale Folket, og skal have lovet det sin Bistand ved Forbundsdagen. Herfra gik Toget, der forstærkede sig hver Minut ved tilstrømmende Folk, under Hurraraab forbi Toldinspecteurens Bolig til det nye Toldestablissement, som det hedder, i den Hensigt, der at nedrive Toldskiltet, hvilket imidlertid endnu ikke forefandtes. Efter nogen Tumulteren væltede Hobe, som jeg ikke overdrevent anslaar til 500-600 Mennesker, sig langs Torvet og Genfstrasse henimod mit Huus under frygtelige Hurraraab og vedholdende Skrig: "Ud med Forræderen, ned med Forræderen, pereat Spionen osv." og tumulterede paa den Maade en Tid lang, indtil efter Forløb af en Snees Minutter en Infanteri-Patrouille ankom under Capt. Irmingers egen Commando, hvorpaa Pøblen lidt efter lidt adspredte sig. Ingen af Politibetjentene kunde jeg ved dette Optrin bemærke, skjønt det klare Maaneskin gav et tydeligt Overblik over hele Hoben. Til henimod Kl. 4 om Morgenen gjennemstrejfede enkelte Smaahobe af halvdrukne Mennesker gaderne og udstødte gemene Skjeldsord udenfor mit Huus. - Paafaldende maa det altid synes, at Folkets Raseri er rettet imod mig, da jeg ikke staaer i fjerneste Forbindelse med det forhadte Toldvæsen, endogsaa mere end imod selve Toldembedsmændene, og jer er min egen Ære skyldig, derover offentlig at afgive min erklæring. Da ifjor begge de nuværende Over-Toldinspecteurer bereiste Landet, for at udarbeide Forslag til Indførelsen af Tolden i disse Landskaber, vare begge disse Herrer aldeles ubekjendte med Kysternes Beskaffenhed og Localiteten, og henvendte sig derfor til mig for at erholde de nødvendige Oplysninger. Ifølge min Embedsed ansaae jeg det for min Pligt at gjøre dette og har gjort det redelig uden alle Bihensyn, uden egene Interesse, og har ikke skjult mig bag tomme Former og Udflugter. Dette er den Forbrydelse, hvorfor man beskylder mig, idet man indbilder det eenfoldige Folk, at uden min Medvirkning vilde Tolden ikke kunne være bleven indført i Dithmarsken. Hvis der maaske ere udspredte andre løgnagtige Rygter om mig, saa kunne disse kun falde tilbage paa deres jammerlige Ophavsmænd. - I dette Øieblik er her alt roligt, men det er ikke at tvivle paa, at ved den første Anledning ville lignende og da maaskee endnu alvorligere excesser blive udøvede. Under disse Omstændigheder har jeg seet mig nødt til af den kongelige Regering i Gottorp at udbede mig Beskyttelse for min Eiendom og min Person og Sikkerhed imod Heider Publicums Insulter". - Den anden Meddelelse i Correspondetsbladet er af følgende Indhold: "Heide 2 Jan. Indførelsen af Tolden har her foraarsaget noget Røre. Med det nye Aars Begyndelseblev af en Mængde ansete Borgere udbragt et Hoch for Dr. Hübener, der har viist sig meget virksom for Toldfrihedens Vedligeholdelse. Dr. H. svarede i en rørende Tale, hvori han formanede til Ro og Orden og anbefalede et Klageskrift til det tydske Forbund. Derefter forsamlede sig en Mængde Mennesker af de laveste Folkeclasser, drog forbi Toldhusene, raabte "Hoch" for Toldfriheden og Heide, afsang "Ein freies Leben führen wir", begav sig endeligen til en herværende Indvaaners Huus og udstødte nogle meget fornærmende Ord. Til Haandgribeligheder kom det ikke; Grunden dertil maa vel især tilskrives den med Folkecharacteren bekjendte Øvrigheds forstandige og skaansomme Opførsel. Havde man nelig forøget den vistnok forhaandenværende Forbittrelse ved voldsomme Forholdsregler, hvortil der ikke viste sig nogen Nødvendighed, saa vilde der formodentlig uden Nytte være blevet udgydt Blod."

(Kjøbenhavnsposten, 7. januar 1839)

Sangen "Ein freies Leben führen wir" stammer fra Schillers skuespil "Die Räuber". En dengang folkelig udbredt sang. 

Grundtvig. (Efterskrift til Politivennen)

Kjøbenhavn den 4de Januar 1838. - Det vil sikkert vække almindelig Tilfredshed og Glæde, at Grundtvig paa derom indgiven allerunderdanigst Ansøgning er bleven fritagen for den Censurforpligtelse, der som Følge af ham tidligere overgangen Dom for Presseforseelse paahvilte ham. Mandfolk er der nok af i Danmark, men kun faa Mænd, og en af disse Faa er Grundtvig - en gedigen, kraftig og stolt Charakter, høit fremragende over at denne Kratskov af en trællebaaren Slægt, en stærk, livlig, original Aand, et Særsyn midt i al denne flaue, farveløse Hverdagsagtighed, - et pletfrit Liv, frigjort for alle smaalige Hensyn og egennyttige Hensigter, ene helliget det Høieres Tjeneste. En saadan dygtig og rig Personlighed, en saaden ridderlighed og høibaaren Sjæleadel maa vække Ærefygt og Sympathi hos Enhver, der bekjender sig som en af Aandens Tjenere, hvad enten han anseer denne Aand udgangen fra Faderen ved Skabelsen eller fra Sønnen ved Gjenfødelsen i ham.  Hvor Aanden findes, det er Hovedsagen, og at dens Naadegaver i rig Fylde ere blevne Grundtvig til Deel, vil Ingen kunne negte, og paa hvor forskjellig Maade den end maatte virke hos Enhver, saa er det dog til eet Maal de Alle stræbe, til Aandens Frigjørelse og Seir, og Menneskehedens Fremgang til Viisdom, glæde og Velvære. Derfor vil det, hvor ligegyldig Sagen end er i og for sig, dog glæde Enhver, at en af vore mærkeligste Mænd, Nordens ægtefødte Søn,der som Digter, Historiegrandsker og Prædikant saa kraftigen har arbeidet for Nordens Vækkelse og Forherligelse, er bleven befriet for et trykkende Baand, der vel ikke kunde beskæmme ham men vel hans Fædreland.

(Kjøbenhavnsposten den 4. januar 1838)

Grundtvig skrev før han selv blev underlagt censur (1826-1837) ved flere lejligheder imod ytringsfrihed - så sent som 1831 mente han at skrivefrihed skulle være forbeholdt den "dannede del" af befolkningen. 10 år efter havde han som set ses vendt på en tallerken.