Bibliothek på Landet. (Efterskrift til Politivennen)

I en af Provindserne have nogle Folkevenner forenet sig i at oprette Bibliotheker for gratis at kunne udlaane gavnlige og morsomme Bøger til Menigmand paa Landet og i Byerne. Blandt de Bøger, som man til denne Hensigt fremdeles ønskede at besidde foruden hvad man allerede har til Raadighed, ere især Blichers Noveller, Grundtvigs Saxo og Snorrø, Holbergs comoedier, Ingemanns historiske, etc. Men anskaffelsen, navnlig af sidstnævnte, overstiger desværre den lille forenings hidtil ikke betydelige Kræfter. Man henvender sig derfor til Publicum med Bøn om, at hvis nogen Eier af omtalte eller andre passende Skrifter skulde ville skjænke dem til det angivne patriotiske Brug, de da vilde behage at henvende sig til dette Blads Redacteur eller Hr. Pastor Marckmann, Krystalgade Nr. 51, der vil have den Godhed at meddele de fornødne Oplysninger. 

(Kjøbenhavnsposten den 10. februar 1839)

Hexe. (Efterskrift til Politivennen)

I disse Dage (de sidste af September Maaned 1836) kom en dybt bedrøvet Gaardmandskone til sin Sognepræst og klagede for ham sin Nød over, at man havde beskyldt hende, hendes Mand og deres tre ældste Børn for Hexerie. Anledningen dertil var allerede tre Aar gammel. En Enkekone, som besidder en Udflyttergaard, hvis Mark støder til deres, mistede dengang en ung Hest der i nogen Tid havde været syg. Først havde hun kaldt en Dyrlæge; men da han ei strax kunde opdage Sygdommen og kurere den, forlod hun ham og lod hente en flere Mile borte boende klog Mand, der ogsaa blev brugt til syge Mennesker, naar man havde Formodning om, at der var Hexerie med i Spillet. Naturligviis forsikrede denne strax, at Hesten var forgjort; men han forstod nok hvorledes de skulde bære dem ad, for at opdage Hexen. Denne vilde være den Første, der kom til det syge Dyr, naar han havde forladt det. "Nu skulde vi være saa ulykkelige", vedblev Konen sin Fortælling, "at min Mand var den Første, der kom i Nærheden af Hesten. For at indkræve Penge til Skolevæsenet gik han til Enkekonens Gaard, og idet han gaaer over Marken, bliver han Hesten vaer, og gaaer hen til den og betragter den. Da Vagten, der var paa Udkik, nu seer ham, er han strax fuldt og fast overbeviist om, at han er den Skyldige. Siden er man endog gaaet saavidt at beskylde ham, mig og vore tre ældste Børn for at vi allesammen ere Hexe og Skyld i alle de Ulykker, der i mange Aar ere mødte i Enkekonens Gaard!" 

(Den Vest-Sjællandske Avis eller Slagelse Ugeblad, 18. oktober 1838) 

Fodstien paa Strandveien. (Efterskrift til Politivennen)

Hvad er en Fodsti langs med en Kjørevei? - Gjøres dette Spørgsmaal om den Fodsti der følger Standveien fra Charlottenlundsporten til Klampenborg, da maa Svaret blive: en meget huul Rendesteen eller Kloak, paa hvilken intet Menneske efter blot een Dags Regn kan gaae uden med store Fiskerstøvler. Intet Stykke Vei i Danmark af lige Længde, som det fra Slukefter til Klampenborg, forrenter sig ved Bompenge som dette; uforsvarligt synes det derfor, at aldeles Intet, siden Veiens første Anlæg, er gjort ved denne meget passerede - NB. i vaadt Veir ved Siden af - Fodsti (bevare os fra at kalde den Dosering). Kjøreveiens Smalhed kan kun et ganske kort Stykke give en Slags Undskkldning, ellers Intet uden Forsømmelse, ventelig fra de private Entrepreneurers Side Gid høie Vedkommende snarest vilde kaste et naadigt Blik paa den fugtige Vei! (f. B.)

(Kjøbenhavnsposten, 20. september 1838)

Slesvig-Holsten 1837-1839. (Efterskrift til Politivennen)

Fra omkring 1837 begyndte det at knirke mellem de liberale i Danmark og Slesvig-Holsten. Stænderforsamlingerne opførte sig højst forskelligt: De københavnske liberale ville fastlægge en politik for alle dele af Helstaten, mens de slesvig-holstenske stænderforsamlinger arbejdede for regionale friheder og rettigheder, også selvom disse var i strid med centralmagten i København. Enevældens forsøg på at fordanske Holsten under Englandskrigene 1807-1814 viste sig at være en fiasko.

En af de første tvister fandt sted omkring oprettelsen af Thorvaldsens Museum. Her kritiserede "Kiøbenhavnsposten" (nr. 85, 25. marts 1837) at "Kieler Corresponden-Blatt" ikke ville støtte en indsamling til opførelse af Thorvaldsens Museum. "Correspondenz-Blatt" mente ikke, som "Kiøbenhavnsposten", at det var en  patriotisk handling for slesvig-holstenske bønder og landbefolkning, især i en tid med stor nød og fattigdom. Ydermere havde bladet antydet at det heller ikke var det for landbefolkningen og bønderne i Jylland. "Kiøbenhavnsposten" kaldte det for "magtsprog", mens "Kieler Correspondenz-Blatt" efterfølgende svarede i en artikel 5. april 1837 at det var udtryk for at Kiels indbyggere altid havde afvist danismen ("Danismus"). 

Bladet understregede at det ikke var rettet imod det danske folk, men hovedstadens aristokrati. Og bladet sammenlignede frivilligheden med lotto-indkomster som kom staten til gode. Det påpegede at når amtmænd opfordrede til noget, blev det opfattet af bønderne som en befaling, idet hvis de ikke gjorde det, ville de falde i unåde. (Det danske synspunkt til fordel for indsamling gengives iøvrigt helt op til i dag, hvor Thorvaldsens Museum kun fokuserer på et af "Kieler Correspondezblatts" argumenter: at det var igangsat af adelen. Museet har dog - og respekt for det - aftrykt hele artiklen) så læsere med tyskkendskab kan få alle nuancer med. Det er i øvrigt et af de få steder man kan læse på dansk om Olshausen.

Der blev fyret op under splittelserne mellem dansk og tysk i et svar til præster fra Flensborg (uddrag) som havde udbragt skåltaler:

Politisk Fanatisme

Men hvad skal man sige om Skaalen, naar man vil betragte den som et Udtryk af de flensborgske Præstemænds christelig-kjærlige Sindelag mod deres Embedsbrødre i selve Hertugdømmet; thi saa uvidende kunne de ikke være, at de ikke skulde vide, at der i Nordslesvig findes mange jydske Præster? Og hvad skal man sige om Invectivet, naar man betragter det som rettet mod deres egne Menigheder; thi det er vitterligt, at Flensborg Amt er beboet af Jyder (Sønderjyder) og selv den arrigste Erkeslesvigholstener skal ikke være mægtig til at kunne bevise at den fariske Stamme nogensinde har udbredt sig derhen? Om man end ikke havde historiske Documenter derfor, saa give de danske Stednavne og det endnu levende, skjøndt ved Præsters og Skolelæreres forenede Bestræbelser mere og mere hendøende, danske Almuesprog uforkastelige Vidnesbyrd derom, og det er jo desuden, som Professor Poulsen har oplyst, befalet, at ingen Præst maa ansættes i Flensborg Amt, som ikke er det danske Sprog mægtig; men den Anordning have Tydskerne puttet i Kakkelovnen, ligesom saa mange andre. 

(Kjøbenhavnsposten, 29. juli 1838)

Dette blev fulgt op i " med den danske præsts opsigelse af sin stilling. Af de fire kirker i Flensburg var kun 1 dansk, og den var endda i krise. Den ringe opbakning til kirken får bladet på en eller anden måde til at være "tyskernes" skyld:

(Dansk Præstekald i Flensborg.) Efter Forlydende skal den hidtilværende danske Præst i Flensborg have søgt om sin Afsked. Dette Præstekald besættes paa den Maade, at Magistraten i Flensborg repræsenterer tre Candidater, af hvilke saa Magistraten og de deputerede Borgere vælge een. Denne Maade, efter hvilken et dansk Præstekald besættes af tydske Collegier, kan ikke ansees for passende, og der turde derfor vel være Grund til at ophæve denne Skik og bestemme, at dette Kald i Fremtiden skulde besættes umiddelbart af Kongen. - Det danske Præstekald i Flensborg er kun ringe i Henseende til Indtægterne, men det er vigtig, fordi Hellig-Aands Kirken i Flensborg er den eneste danske Kirke i denne By. Den hidtilværende Præstes formand Pastor Jensen, havde 800 Communicanter om Aaret og virkede desuden meget ved at give Privatunderviisning i det danske Sprog. Men den nuværende Præst har ikke gjort mere, end det høist Nødvendige. Han skal strax efter sit Kalds Tiltrædelse have svaret dem, der af ham begjærede Privatundervisniing i det danske Sprog, at han ikke kunde saa meget dansk, som der udkrævedes til at give Underviisning deri. Den danske Menighed, hvortil Enhver i Flensborg By kan holde sig, er derfor geraadet i Forfald, og Præsten har i de senere Tider ofte været dispenseret fra at prædike, fordi der ingen Mennesker kom i Kirken. Alligevel kan det ikke omtvivles, at der i saa stor en By som Flensborg, der har  14.000 Indvaanere og hvor der endnu høres meget dansk, ere Mange, især blandt de talrige, for det meste kun dansktalende Søfolk, der gjerne ville høre en god dansk Prædiken. En begavet dansk Præst, der tillige viste Nidkjærhed for det danske Sprog, vilde der vist kunne virke meget, saavel til at samle den adspredte og næsten opløste Menighed, som til Sprogets Opretholdelse. Det var derfor at ønske, at man paa høiere Steder ville tage Hensyn dertil. (Dannevirke).

(Kjøbenhavnsposten, 28. august 1838)

Gammel slægtsgård (1789). Selv om landbruget stadig spillede en stor rolle i hertugdømmerne, var de dog også langt fremme med industrialiseringen, endda længere end Danmark. Frederik 6. var ikke just tilhænger af teknologiske fremskridt. Han skal således fx have frarådet blikkenslageren Johannes Irgens at satse på gasbelysning. Den blev da også modsat London og Paris først indført efter enevældens fald. (Fra: "Schleswig-Holstein meerumschlungen", 1865)

Københavnerpressen blandede sig i allerhøjeste grad i Slesvigs regionale forhold. Ud fra forestillinger som var mindre realistiske end Olshausens. 

Til Underretning for Trinitatis Menighed. (Efterskrift til Politivennen)

Den 30te Mai dette Aar anmodede jeg Hr. Klokker og Dbmd. Petersen om at indskrive et Barn til Daab, i hvilken Anledning jeg tilstillede Hr. Dr. og Sognepræst Rothe 3 Rbd. og Hr. Klokkeren 2 Rbd., som Betaling for deres Uleilighed med denne Forretning. Ved mit Bud, som havde overbragt Betalingen etc. behagede Hr. Klokkeren at lade mig vide, at Graverne ogsaa skulle betales. Dette havde jeg jo rigtignok ogsaa ved tidligere Leiligheder gjort, men da jeg ikke indsaae, hvad en Graver har at bestille ved Daaeben, troede jeg dennegang at kunne spare denne Udgift. Jeg skrev derfor til Hr. Klokkeren, og anmodede ham venskabeligst om, at oplyse mig om det ved Anordningerne var befalet, at Graverne skulle betales ved saadan Leilighed, samt om hvormeget enhver i saa Fald tilkom. Mit Bud bragt mig mit Brev tilbage med den mundtlige Besked fra Hr. Klokkeren, at han bestandigt var kommet godt ud af det med mig, og at han ikke vilde sige Graverne Grovheder. Efter dette Svar antog jeg at Betalingen til Graverne var frivillig, og altsaa Alt ordnet med Hensyn til Kirkebetjentenes Betaling, og dette havde jeg saa meget mere Grund til at antage, som Klokkerens Pige kort efter indfandt sig hos mig, for at anmode mig om, da flere Børn skulde døbes Kl. 12, at lade mit Barn være i Kirken Kl. 11½ i Stedet for Kl. 10, som var den forhen fastsatte Tid.

Til den bestemte Tid indfandt min Kone sig med Barnet, ledsaget af Jordemoderen, og blev af en Kirkebetjent indlukket i en Stol. Kort derpaa henvendte Hr. Pastor og Katechet Øllgaard sig til hende med det Spørgsmaal, om ikke Barnets Fader var nærværende, hvortil blev svaret, at han havde været syg hele Vinteren, og endnu ikke befandt sig saa vel, at han kunde over være Handlingen. Hr. Pastoren gjorde derpaa min Kone opmærksom paa, at han ikke kunde døbe Barnet, da Kirkens Betjente ikke vare betalte. Min Kone svarede ham derpaa, at Betaling var tilstillet saavel Præsten som Klokkeren, hvorpaa Hr Pastoren atter gjensvarede, at førend Graverne vare betalte, kunde han ikke døbe Barnet, og da min Kone gjorde Hr. Pastoren opmærksom paa, at hun ingen Penge havde hos sig, men at Betaling skulde blive Graverne tilstillet, fik hun atter til Svar: disse maae først betales, før døber jeg ikke Barnet, hvorpaa han forføiede sig bort. Til alt held havde Jordemoderen 1/3 Sp. og 3 Sølv 12 Sk. hos sig, som bleve givne den ventende Graver,og da han saaledes var tilfredsstillet blev Daaeben paa sædvanlig Maade fuldført. Havde Jordemoderen ikke heldigviis havt disse Penge hos sig, havde en Familifader, der tidligere har ladet døbe 8 Børn i denne Kirke, og derfor betalt til Præsten og Kirkens Betjente henved 100 Rbd. lidt den Krænkelse, at see sin Kone og sit Barn viist ud af Kirken. Jeg veed ikke hvo der er den egentlige Ophavsmand til denne Behandlling, som er mødt min Kone, men ligesom jeg ikke kun tror, at en Katechets Tjeneste ved Kirken er af en saa underordnet Natur, at Hr. Pastor Øllgaard skulde være nødtvungen til at lade sig bruge som Værktøi af sin Foresatte, til at krænke en Familie, der troer stedse at have handlet saaledes, at man mindst fra den geistlige Side skulde kunne vente en saadan Fremgangsmaade paa et Sted og ved en Handling, hvor en Moder vist sjelden møder uden med Følelser og Tanker, der ikke egne sig til at blive krænkede paa en saa uopdragen Maade, saaledes kan jeg heller ikke antage, at en Mand, som Hr. Dr. og Pastor Rothe, skulde være saa lidet anseet af sine Undergivne, at disse uden videre Forespørgsel skulde turde fordriste sig til, at behandle hans Sognefolk paa en maade, der ikke just egner til tilat gjøre ham eller dem agtet og elsket af Menigheden. Det vilde være høist ønskeligt, at den Autoritet, hvorunder Kirkens Betjente hører, vilde betyde dem, at de ikke oftere brugte en Fremgangsmaade, der er saa upassende for den Stand og Stilling, de beklæde i Samfundet, ligesom det vilde være ønskeligt om det passerede maatte give Anledning til, at en bestemt Betaling blev fastsat for enhver Forretning, hvortil man bruger Præst og Kirkens Betjente; thi at Provster og Præster efter eget Skjønnende skulle kunne bestemme eller blive enige om, hvorledes deres >rbeidee skal betales, er en Maade at fastsætte Betaling paa, der i og for sig er høist mislig, ligesom man kan befrygte, som ovenstaaende Exempel viser, at den vil føre til at de betjente sig af Uartigheder til at indrive den af dem selv bestemte Betaling.

Skulde denne offentlige Bekjendtgørelse om det krænkende Tilfælde, der er mødt mig, kunne bevirke, at mine Medsognefolk i Fremtiden kunne blive forskaanede for Sligt, da skal det glæde mig. Jeg skal sikkert i Fremtiden, naar jeg ikke er nødtvungen dertil, aldrig oftere henvende mig til Trinitatis Kirke. Slutteligen tillader jeg mig at tilføie, at, om end Nogen skulde fremkomme med et Svar, for at besmykkeden brugte Fremgangsmaade, er dette det Første og det Sidste, man i denne Sag seer fra mig.

C. F. Holmblad.

(Kjøbenhavnsposten den 8. juni 1838)

Skjøndt jeg holder det for Skyldighed og Pligt, ikke videre at indlade mig paa Hr. Farver Holmblads inserat i Nr. 155 af dette Blad, førend høiere Foresatte have erklæret sig, tilskynder dog Ærbødighed for Medborgeres Omdømme mig til foreløbig at bemærke:

At Hr. Holmblads flere Gange gjentagne Paastand, at jeg har negtet at døbe hans Barn, forinden Graverne vare betalte, er usand, saa at jeg først, efterat Daaben var forrettet, blev vidende om, at Mad. Holmblad havde ydet Graverne noget Salarium

At Hr. Holmblads Paastand om uartig Adfærd af mig mod hans Kone er i directe Modsigelse med hendes personlige flere Gange i hans Paahør til min nærmest Foresatte  givne Erklæring om min artige Adfærd mod hende.

Endelig at det vil være indlysende, at jeg ikke har været nogens Værktøi, eftersom jeg først ved min ankomst i Kirken til Daaben erfarede Hr. Holmblads Vægring, at affinde sig med Graverne.

W. Øllgaard. 

(Kjøbenhavnsposten den 13. juni 1838)

I det af mig i Kjøbenhavnsposten Nr. 155 indførte Stykke betitlet: "Til Underretning for Trinitatis Menighed", erklærede jeg i Slutningen, ikke at vilde besvare hvad Vedkommende vilde blive anført for at besmykke Sagen, idet jeg troede, at man i det Høieste vilde søge at sætte Sagen i et gunstigere Lys, end den ved min Fremstilling var sat i. Den af Hr. Katechet Øllgaard i Kjøbenhavnsposten Nr. 160 indførte Erklæring nøder mig imidlertid til, desuagtet at tage til Gjnemælde, da jeg troer at skylde mig selv, ikke lade et Udsagn, hvori jeg beskyldes for at have nedskrevet en Usandhed, staae ubenegtet. For imidlertid saa meget muligt at forhindre yderligere Skriveri i offentlige Blade, indskrænker jeg mig til at bemærke til Hr. Øllgaards Anførte; at Fremstillingen af Begivenheden i Kirken, da mit Barn blev døbt, er sand, og kan, naar forlanges, beediges af min Kone, og at Herr Pastor Øllgaard har misforstaaet mine Yttringer om den af ham udviste Adfærd, der aldeles ikke have Hensyn til Formen, herunder den skete, men kun til Handlingens egen Character.

Kjøbenhavn den 19de Juni 1838

C. F. Holmblad. 

(Kjøbenhavnsposten den 19. juni 1838)

Affæren udviklede sig til flere retssager, hvis udfald blev kommenteret i Kjøbenhavnsposten 24. februar 1840. I den ene sag, Øllgaard mod Holmblad, billigede retten ikke Øllgaards adfærd, men idømte alligevel Holmblad 50 Rbd. mulkt på grund af manglende juridisk bevis. I den anden sag som pastor Rothe havde anlagt mod Holmblad, blev Holmblad frifundet.