Det christelige Læsebibliothek. (Efterskrift til Politivennen)

Som bekjendt er Læselysten i de senere Aar mærkeligen tiltagen i vort Fædreland, og ikke mindst i Hovedstaden. De Classer af Samfundet, der tilforn sjeldnere sysselsatte sig med Skrift og Bog, gribe nu for Tiden med Begjærlighed til disse Oplysningens gavnlige Redskaber. Offentlige Bogsamlinger og Læsesale ere af flere Grunde ikke ret vel tilgængelige for de Classer af Samfundet, paa hvilke her nærmest tænkes. Ligesaalidt har den lagt større Deel af Byens Indvaanere i Almindelighed Leilighed til at holde Tidsskrifter, eller anskaffe sig Bøger til Eiendom, hvilket ustridigen var det, man mest maatte ønske. Dog er der unegtelig ogsaa for den mindre dannede Deel af Folket i flere Retninger bleven virker for Kundskabes Udbredelse. Ikke desto mindre savnede man - saavidt mig bekjendt - indtil Aaret 1828 en Bogsamling, hvis nærmeste Hensigt var den, at give alle dem af Hovestadens Beboere, der maatte attraae Religionens Trøst og christelige Underholdning, den forønskede Bog i Hænde.  

(Kjøbenhavnsposten 1. marts 1839. Uddrag)

Artiklen handlede om tiåret for, skrevet af M. C. Rønne, pastor ved Almindelig Hospital.

Bibliothek på Landet. (Efterskrift til Politivennen)

I en af Provindserne have nogle Folkevenner forenet sig i at oprette Bibliotheker for gratis at kunne udlaane gavnlige og morsomme Bøger til Menigmand paa Landet og i Byerne. Blandt de Bøger, som man til denne Hensigt fremdeles ønskede at besidde foruden hvad man allerede har til Raadighed, ere især Blichers Noveller, Grundtvigs Saxo og Snorrø, Holbergs comoedier, Ingemanns historiske, etc. Men anskaffelsen, navnlig af sidstnævnte, overstiger desværre den lille forenings hidtil ikke betydelige Kræfter. Man henvender sig derfor til Publicum med Bøn om, at hvis nogen Eier af omtalte eller andre passende Skrifter skulde ville skjænke dem til det angivne patriotiske Brug, de da vilde behage at henvende sig til dette Blads Redacteur eller Hr. Pastor Marckmann, Krystalgade Nr. 51, der vil have den Godhed at meddele de fornødne Oplysninger. 

(Kjøbenhavnsposten den 10. februar 1839)

Hexe. (Efterskrift til Politivennen)

I disse Dage (de sidste af September Maaned 1836) kom en dybt bedrøvet Gaardmandskone til sin Sognepræst og klagede for ham sin Nød over, at man havde beskyldt hende, hendes Mand og deres tre ældste Børn for Hexerie. Anledningen dertil var allerede tre Aar gammel. En Enkekone, som besidder en Udflyttergaard, hvis Mark støder til deres, mistede dengang en ung Hest der i nogen Tid havde været syg. Først havde hun kaldt en Dyrlæge; men da han ei strax kunde opdage Sygdommen og kurere den, forlod hun ham og lod hente en flere Mile borte boende klog Mand, der ogsaa blev brugt til syge Mennesker, naar man havde Formodning om, at der var Hexerie med i Spillet. Naturligviis forsikrede denne strax, at Hesten var forgjort; men han forstod nok hvorledes de skulde bære dem ad, for at opdage Hexen. Denne vilde være den Første, der kom til det syge Dyr, naar han havde forladt det. "Nu skulde vi være saa ulykkelige", vedblev Konen sin Fortælling, "at min Mand var den Første, der kom i Nærheden af Hesten. For at indkræve Penge til Skolevæsenet gik han til Enkekonens Gaard, og idet han gaaer over Marken, bliver han Hesten vaer, og gaaer hen til den og betragter den. Da Vagten, der var paa Udkik, nu seer ham, er han strax fuldt og fast overbeviist om, at han er den Skyldige. Siden er man endog gaaet saavidt at beskylde ham, mig og vore tre ældste Børn for at vi allesammen ere Hexe og Skyld i alle de Ulykker, der i mange Aar ere mødte i Enkekonens Gaard!" 

(Den Vest-Sjællandske Avis eller Slagelse Ugeblad, 18. oktober 1838) 

Fodstien paa Strandveien. (Efterskrift til Politivennen)

Hvad er en Fodsti langs med en Kjørevei? - Gjøres dette Spørgsmaal om den Fodsti der følger Standveien fra Charlottenlundsporten til Klampenborg, da maa Svaret blive: en meget huul Rendesteen eller Kloak, paa hvilken intet Menneske efter blot een Dags Regn kan gaae uden med store Fiskerstøvler. Intet Stykke Vei i Danmark af lige Længde, som det fra Slukefter til Klampenborg, forrenter sig ved Bompenge som dette; uforsvarligt synes det derfor, at aldeles Intet, siden Veiens første Anlæg, er gjort ved denne meget passerede - NB. i vaadt Veir ved Siden af - Fodsti (bevare os fra at kalde den Dosering). Kjøreveiens Smalhed kan kun et ganske kort Stykke give en Slags Undskkldning, ellers Intet uden Forsømmelse, ventelig fra de private Entrepreneurers Side Gid høie Vedkommende snarest vilde kaste et naadigt Blik paa den fugtige Vei! (f. B.)

(Kjøbenhavnsposten, 20. september 1838)

Slesvig-Holsten 1837-1839. (Efterskrift til Politivennen)

Fra omkring 1837 begyndte det at knirke mellem de liberale i Danmark og Slesvig-Holsten. Stænderforsamlingerne opførte sig højst forskelligt: De københavnske liberale ville fastlægge en politik for alle dele af Helstaten, mens de slesvig-holstenske stænderforsamlinger arbejdede for regionale friheder og rettigheder, også selvom disse var i strid med centralmagten i København. Enevældens forsøg på at fordanske Holsten under Englandskrigene 1807-1814 viste sig at være en fiasko.

En af de første tvister fandt sted omkring oprettelsen af Thorvaldsens Museum. Her kritiserede "Kiøbenhavnsposten" (nr. 85, 25. marts 1837) at "Kieler Corresponden-Blatt" ikke ville støtte en indsamling til opførelse af Thorvaldsens Museum. "Correspondenz-Blatt" mente ikke, som "Kiøbenhavnsposten", at det var en  patriotisk handling for slesvig-holstenske bønder og landbefolkning, især i en tid med stor nød og fattigdom. Ydermere havde bladet antydet at det heller ikke var det for landbefolkningen og bønderne i Jylland. "Kiøbenhavnsposten" kaldte det for "magtsprog", mens "Kieler Correspondenz-Blatt" efterfølgende svarede i en artikel 5. april 1837 at det var udtryk for at Kiels indbyggere altid havde afvist danismen ("Danismus"). 

Bladet understregede at det ikke var rettet imod det danske folk, men hovedstadens aristokrati. Og bladet sammenlignede frivilligheden med lotto-indkomster som kom staten til gode. Det påpegede at når amtmænd opfordrede til noget, blev det opfattet af bønderne som en befaling, idet hvis de ikke gjorde det, ville de falde i unåde. (Det danske synspunkt til fordel for indsamling gengives iøvrigt helt op til i dag, hvor Thorvaldsens Museum kun fokuserer på et af "Kieler Correspondezblatts" argumenter: at det var igangsat af adelen. Museet har dog - og respekt for det - aftrykt hele artiklen) så læsere med tyskkendskab kan få alle nuancer med. Det er i øvrigt et af de få steder man kan læse på dansk om Olshausen.

Der blev fyret op under splittelserne mellem dansk og tysk i et svar til præster fra Flensborg (uddrag) som havde udbragt skåltaler:

Politisk Fanatisme

Men hvad skal man sige om Skaalen, naar man vil betragte den som et Udtryk af de flensborgske Præstemænds christelig-kjærlige Sindelag mod deres Embedsbrødre i selve Hertugdømmet; thi saa uvidende kunne de ikke være, at de ikke skulde vide, at der i Nordslesvig findes mange jydske Præster? Og hvad skal man sige om Invectivet, naar man betragter det som rettet mod deres egne Menigheder; thi det er vitterligt, at Flensborg Amt er beboet af Jyder (Sønderjyder) og selv den arrigste Erkeslesvigholstener skal ikke være mægtig til at kunne bevise at den fariske Stamme nogensinde har udbredt sig derhen? Om man end ikke havde historiske Documenter derfor, saa give de danske Stednavne og det endnu levende, skjøndt ved Præsters og Skolelæreres forenede Bestræbelser mere og mere hendøende, danske Almuesprog uforkastelige Vidnesbyrd derom, og det er jo desuden, som Professor Poulsen har oplyst, befalet, at ingen Præst maa ansættes i Flensborg Amt, som ikke er det danske Sprog mægtig; men den Anordning have Tydskerne puttet i Kakkelovnen, ligesom saa mange andre. 

(Kjøbenhavnsposten, 29. juli 1838)

Dette blev fulgt op i " med den danske præsts opsigelse af sin stilling. Af de fire kirker i Flensburg var kun 1 dansk, og den var endda i krise. Den ringe opbakning til kirken får bladet på en eller anden måde til at være "tyskernes" skyld:

(Dansk Præstekald i Flensborg.) Efter Forlydende skal den hidtilværende danske Præst i Flensborg have søgt om sin Afsked. Dette Præstekald besættes paa den Maade, at Magistraten i Flensborg repræsenterer tre Candidater, af hvilke saa Magistraten og de deputerede Borgere vælge een. Denne Maade, efter hvilken et dansk Præstekald besættes af tydske Collegier, kan ikke ansees for passende, og der turde derfor vel være Grund til at ophæve denne Skik og bestemme, at dette Kald i Fremtiden skulde besættes umiddelbart af Kongen. - Det danske Præstekald i Flensborg er kun ringe i Henseende til Indtægterne, men det er vigtig, fordi Hellig-Aands Kirken i Flensborg er den eneste danske Kirke i denne By. Den hidtilværende Præstes formand Pastor Jensen, havde 800 Communicanter om Aaret og virkede desuden meget ved at give Privatunderviisning i det danske Sprog. Men den nuværende Præst har ikke gjort mere, end det høist Nødvendige. Han skal strax efter sit Kalds Tiltrædelse have svaret dem, der af ham begjærede Privatundervisniing i det danske Sprog, at han ikke kunde saa meget dansk, som der udkrævedes til at give Underviisning deri. Den danske Menighed, hvortil Enhver i Flensborg By kan holde sig, er derfor geraadet i Forfald, og Præsten har i de senere Tider ofte været dispenseret fra at prædike, fordi der ingen Mennesker kom i Kirken. Alligevel kan det ikke omtvivles, at der i saa stor en By som Flensborg, der har  14.000 Indvaanere og hvor der endnu høres meget dansk, ere Mange, især blandt de talrige, for det meste kun dansktalende Søfolk, der gjerne ville høre en god dansk Prædiken. En begavet dansk Præst, der tillige viste Nidkjærhed for det danske Sprog, vilde der vist kunne virke meget, saavel til at samle den adspredte og næsten opløste Menighed, som til Sprogets Opretholdelse. Det var derfor at ønske, at man paa høiere Steder ville tage Hensyn dertil. (Dannevirke).

(Kjøbenhavnsposten, 28. august 1838)

Gammel slægtsgård (1789). Selv om landbruget stadig spillede en stor rolle i hertugdømmerne, var de dog også langt fremme med industrialiseringen, endda længere end Danmark. Frederik 6. var ikke just tilhænger af teknologiske fremskridt. Han skal således fx have frarådet blikkenslageren Johannes Irgens at satse på gasbelysning. Den blev da også modsat London og Paris først indført efter enevældens fald. (Fra: "Schleswig-Holstein meerumschlungen", 1865)

Københavnerpressen blandede sig i allerhøjeste grad i Slesvigs regionale forhold. Ud fra forestillinger som var mindre realistiske end Olshausens.