Dr. J. J. Dampe IV. (Efterskrift til Politivennen)

 Del IV omhandler nogle brevvekslinger mellem Dampe og myndighederne i 1820 om hvad han må og hvad han ikke må. Samt om hans tanker desangående.

Dr. Dampe.

IV.

Allerede i det forrige afsnit var det min agt noget mere detaljeret at gå ind på den række af forfølgelser, Dampe fra autoriteternes side underkastedes og hvad han foretog sig derimod; men da den eneste udførlige kilde til oplysning derom, hans: "Underretning til Publikum" etc., der i sin tid blev udsolgt, hverken længere er i boghandelen, eller findes på bibliotekerne og overhovedet er vanskelig at overkomme, måtte jeg indskrænke mig til et mere overfladisk referat. Senere er jeg imidlertid, ved en vens velvilje, kommet i besiddelse af skriftet og skal derefter kort afhandle det passerede i kronologisk følge.

Da Dampe havde besluttet at foretage en offentlig drøftelse af den augsburgske trosbekendelse, tilstillede han, for, så vidt muligt, at vide denne sin handlings legalitet betrygget, den da som censor fungerende politiretsassessor Danchel sin indledningstale tilligemed et brev, hvori han, belært af den mod hans prædiken brugte fremgangsmåde, om at "intet af ham forudtaget hensyn til sandhed og trykkelov kunne betrygge ham for sine skrifters konfiskering, forholdelse af sin ejendom og pengetab", hvilket var sket "uden Lov og Dom og uden angiven Grund"  *), bad assessoren at censurere talen som et til trykken bestemt manuskript. Danchel svarede, at han ikke skønnede dettes indhold at være
stridende enten imod lovgivningens ord eller dens præsumtive grund og hensigt, hvortil han dog bemærkede, at titlen af skriftet, der erklærede det for et angreb på den herskende trosbekendelse, muligvis kunne bevirke at højere autoriteter ville finde publikationen
utilladelig, og henstillede derfor, om Dampe ville modificere den derhen, at samme kun antydede en "Undersøgelse angående" konfessionen; i modsat fald måtte han anse det for sin pligt, forinden videre, at indhente kancelliets resolution. De påankede ord i titlen forandrede Dampe, og holdt nu talen (den 10. april 1820) ordret efter manuskriptet. I denne handling erklærer han udtrykkeligt, straks fra begyndelsen af at ville have sig betragtet som den, der handlede som borger og ikke som docent.  "Jeg mente", siger han, "og lovkyndige, som jeg adspurgte, mente med mig, at hvad der måtte trykkes eller skrives offentlig, også måtte tales offentlig, ja man mente, at lige så lidt som det var forbudt borgere at skrive og lade bøger trykke om hvilke som helst genstande, lige så lidt var der dem forbudt at tale offentlig om hvilke som helst genstande (hvilket er en langt mindre grad af offentlighed), kun at talen da måtte være underkastet samme trykkelov som skriftet, og måske i alt fald hvad slags censur man behagede; og mente man at hvad ikke ved nogen lov eller forordning  var borgere forbudt, det måtte gælde for en i almindelighed tilladt handling; nu var talen offentlig om de genstande, jeg havde valgt mig, ikke ved noget lovsted forbudt borgere i almindelighed, altså heller ikke mig, qva menneske og borger, i særdeleshed; for dette vidste jeg vel, at jeg, når jeg betragtedes som akademisk docent, ikke havde lov til ved Universitetet at lære udenfor filosofien". Noget efter denne tales afholdelse blev det af kancelliet, efter foregående brevveksling med universitets-direktionen, dr. Dampe forbudt at holde eller anmelde offentlige taler om den augsburgske trosbekendelse, "på grund af, at han, i egenskab af doktor i filosofien, ikke havde hjemmel til at holde sådant offentligt foredrag, som det ovenmeldte), samt på grund af lovgivningen og in specie frdn. 13. jan. 1741 om gudelige forsamlinger". Da han derefter ville holde en tale "mod den mening, at folket skal betragtes som utænkende", blev anmeldelsen af denne tale ham forbudt ved kancelliresolution af 15. april, uden anførelse af nogen grund; og da han endelig ville gøre en anmeldelse blot med de ord, at han ville "holde et Foredrag", blev også sådan anmeldelse ham forbudt.

Den 17. april tilsendte han kancelliet følgende skrivelse:

"Underdanigst Promemoria.

Da jeg ikke vil aflade, som Videnskabsmand og skribent, at forkynde og udbrede, hvad der synes mig at være sandhed, på alle mulige veje og måder; og da jeg på den anden side, som borger, vil gøre disse veje og måder konforme med lovens og øvrighedens vilje; da der nu alligevel oftere har fundet kollision sted mellem øvrighedens vilje og de af mig
valgte måder; da de denne øvrighed, nemlig kancelliet, subordinerede autoriteter, hæderlige mænd og lovkyndige, som man måtte antage for mere indviede i den styrende øvrigheds viljes principper, uden kundskab om hvilke intet kollisionstilfælde kan forebygges, have, efter
oftere af mig at være adspurgt, erklæret mig, aldeles ingen besked at kunne give mig herom, eller om, hvad der er mig tilladt, og jeg altså endnu mindre kan herom have nogen indsigt eller skønsomhed; da jeg må antage, at kancelliet ønsker at befordre den kundskab
hos alle borgere, der er fornoden til deres handlingers legalitet, men i særdeleshed gerne vil vejlede en borger, der drives af så gode motiver, som den, jeg i begyndelsen af nærværende skrivelse har anført, hvilke i det mindste ingen, uden hjertekenderen, kan benægte; der har gjort sig al umage for at få en norm og regel for sin fremgangsmåde, uden af de subordinerede autoriteter at kunne få den ; der begærer blot at vide, hvad der er ham tilladt, - en måske ikke urimelig begæring - i en sag, hvori de, af hvem man ellers mest kunne vente svar, ikke vide at give det: så nærer jeg det håb al jeg af det kgl. danske kancelli måtte værdiges svar på følgende forespørgsler:
1) Har jeg fortabt min ret, qva Doctor Philosophiae og Artium Magister, til at Iære offentlig i filosofien, og annoncere sådant? er denne ret mig af kancelliet berøvet?
2) Hvis jeg endnu har denne ret, hvad hører da til filosofien? Grænsen navnlig mellem filosofi og teologi trænger sikkert til en nøjere bestemmelse, om den kan gøres, for selve dogmatikken består blot af filologi, historie og filosofi.
3) Har jeg ret til al lade trykke skrifter, der indeholder bedømmelser af dogmer i den herskende religion, eller er denne ret mig ved trykkeloven betaget, uagtet etatsråd Ørsted i sin fortolkning af denne lov straks i begyndelsen pag. 1-2 siger det modsatte?
4) Har jeg ret til at lade trykke skrifter, der indeholde bedømmelse af dogmer i den augsburgske trosbekendelse og de øvrige symboler? Uagtet dette spørgsmål indbefattes under det foregående, har jeg dog anledning til at gøre det for sig selv.
5) Har jeg ret til at forelæse eller foredrage at foredrage et trykt, altså ved censuren approberet, skrift, og offentlig indbyde til at overvære sådan handling?
6) Har jeg ret til at forelæse eller foredrage et trykt skrift privat for venner af mig og sandheden?
7) Har jeg ret til at tale om den augsburgske trosbekendelse og de øvrige symboler, med og til venner af mig og sandheden, hos mig selv og hos andre? har jeg ret til at tale på denne anførte måde om dogmer i religionen i almindelighed? om filosofemer, efter at det er bestemt, hvad der er filosofemer?
Da jeg i min virksomhed for det, jeg holder for sandhed, ikke længere, end højst nødvendigt , bør standses, så turde jeg måske nære det håb, at kancelIlet snart vilde værdige mig besvarelsen af spørgsmålene.
København. den l7. april 1820.
Underdanigst
Dampe.
Til det højkongelige danske kancelli".

Kancelliet svarede herpå, at Dampe, for så vidt han måtte være i tvivl om grænserne for sine rettigheder som akademisk docent, måtte derom henvende sig til universitets-direktionen og at kancelliet heller ikke kunne indlade sig på at besvare de af ham iøvrigt fremsatte spørgsmål, men han måtte af lovene selv kunne skønne, hvad der var ret eller uret.

Allerede tidligere havde Dampe gentagne gange henvendt sig til politidirektøren med forespørgsler om, hvad der måtte være ham tilladt, men ikke fået noget som helst svar herpå, hvorimod Hr. Kjerulff, efter hvad Dampe beretter, "som det lød amice", indlod sig meget og vidtløftig med ham om hans hensigter. "Men", bemærker D., "såsom mine hensigter egentlig ikke henhører under kancelliet, men under Gud, der upåtvivlelig vil ramme med sin straffende retfærdighed såvel mig som kancelliet og politidirektøren, dersom nogen af os fortjener det, så have disse allotria ikke ledt til noget". D. tilmeldte nu politidirektøren, at han af kancellicis svar så sig foranlediget til oftere at ville handle efter egen skønsomhed; han underrettede politidirektøren derom, for at det ikke skulle have skin som om han lagde mindste dølgsmål på noget af hvad han gjorde; og i særdeleshed meldte han, at han til en bestemt tid vilde holde en privat tale om den augsburgske trosbekendelse og de øvrige symbolske bøger. Herpå fik han et brev fra politidirektøren, hvori denne skrev, at han fandt sig beføjet til at forbyde den af ham anmeldte private tale, uden videre tilføjet grund.

Dampe reflekterer i det nævnte skrift over dette sidste forbud på følgende måde:

"Loven siger: det er uforment, at den ene kan besøge den anden, privat opbygges af hverandre osv., se forordn, af 13. januar 1741 § 16. Et er at gøre bestemmelser angående privat tale, og et andet at forbyde at tale privat. Efter loven kan enhver altså endog privat holde prædiken, eftersom en prædiken ikke er andet end et foredrag, indrettet til opbyggelse. Men af mig er ingensinde ved denne lejlighed anmeldt noget foredrag til opbyggelse, hvilket ord har sin særegne teologisk betydning, men foredrag til videnskabelig belæring og undersøgelse i teologiske materier, hvilket er noget derfra aldeles forskelligt. Da jeg aldrig er på nogen måde anset for noget ved tale eller skrift begået delictum, men har åbenbar og ufordulgt udøvet idel af mig og alle adspurgte lovkyndige for lovlige ansete handlinger, til sandhedens bedste fremme, hvorfor jeg af øvrigheden bør med tak anses, om jeg taler sandt, især da jeg ingen løn får for sådant, men må ernære mig usikkert som jeg kan, derimod bør undskyldes, for min hensigts skyld, om jeg fejler i at se sandheden; og iøvrigt for det meste endnu ikke har gjort andet, end at forespørge mig, hvilket må være enhver tilladt; så har jeg i alle dele lige ret og tilladelse med mine medborgere, og de dele følgelig hvert forbud med mig. Ifølge det sidste forbud af politidirektøren er da privat tale om teologiske materier i almindelighed eller og om de nævnte i særdeleshed forbudt enhver. At skelne mellem at tale og holde tale vil vel være umuligt, da man kan holde tale ex tempore, og jeg kender mennesker, som i det daglige liv jævnligt taler eller holdt tale ex tempore om alskens ting med overmåde megen gestikulation; herved er altså alle mulige skelnemærker mellem at holde tale og at tale hævede, såsom de, om hvem ingen siger andet, end at de tale, behandler materier på samme måde, som de, om hvem man ellers ville hellere sige, at de holde tale; indholdets orden øvrige værd kan ikke komme i betragtning, da man kan holde en meget uordenlig og konfus tale; af denne grund vil man heller ikke kunne retligt skelne mellem at tale og at snakke, såsom der kan være talere, der ikke gør andet, end snakke; at tale privat kan være blandt andet ved besøg, hvilket i den anførte forordning sættes ved siden deraf, idet der siges: den ene kan besøge den anden, privat opbygges af hverandre osv. Det er mig ikke muligt, indtil jeg bliver bedre overbevist, af disse bemærkninger at uddrage anden slutning, end den, at, når privat tale om de nævnte materier er forbudt enhver, så er det forbudt os alle at snakke til hverandre om disse Ting".

*) Dette havde universitetsdirektionen erklæret til kancelliet.

**) Dampe bemærker i dette brev udtrykkelig , at han "meget vel ved, at assessor D. ingen del har i denne fremgangsmåde, der da må have haft sit udspring fra selve kancelliet; hvorimod forbuddet mod at prædike, efter hvad han længere hen i skriftet oplyser, "ikke var bygget på nogen grund, hentet fra indholdet af den prædiken, men derpå, at han, på biskoppens fordring af hans koncept, gav et svar, grundet på den formening, at biskoppen ikke kunde have almindelig ret til at fordre ting, hvis eksistens var uvis og ikke lovbefalet", hvilket svar han for en sikkerheds skyld havde ladet sig diktere af en udmærket lovkyndig
(efter at sandsynlighed Gudenrath). 

Kjøbenhavnsposten, 23. august 1841.

Dr. J. J. Dampe III. (Efterskrift til Politivennen)

 Del III omfatter tiden 1818-1819 hvor han var blevet en meget populær prædikant og taler, også i tiden under jødefejden. Og hvor han fik frataget retten til først at prædike, siden til at foredrage. Også hans forhold til familien berøres kort.

Den bygning hvor Dampe boede med sine forældre, Studiestræde 3 er nedrevet, og i dag står denne bygning fra 1906. (Foto: Erik Nicolaisen Høy)

Dr. Dampe.

III.

I det foregående afsnit har jeg nævnt, at Dampe i årene 1817 til 19 i flere retninger fulgte sit hang til at gøre sine åndsgaver gældende ved offentlig virksomhed. Mest opmærksomhed tildrog han sig ved sine prædikener. Jeg har i min beretning glemt at anføre, at Dampe havde taget teologisk eksamen). Han havde således lejlighed til, i dobbelt egenskab at optræde som offentlig taler, dels på prædikestolen, dels, som doktor i filosofien, på katedret. Det var fra det førstnævnte sted han først offentlig udviklede sit ualmindelige oratoriske talent. Som prædikant erhvervede han sig nemlig i årene 1818 og 19 stor popularitet, især ved den skånselsløse djærvhed, hvormed han angreb tidens sløvhed og sædernes fordærvelse. Hans taler fra prædikestolen kunne imidlertid, strengt taget, næppe kaldes prædikener - det var snarere moralske eksorcismer, hvormed han i et kraftigt, oftest eksalteret sprog søgte at besværge hvad han anså for tidens dæmoner. En af disse hans taler var stilet imod kvindekønnets fordærvelse og dennes indvirkning på den levende og den kommende slægt. Næppe er der nogensinde fra en dansk prædikestol tordnet således imod forfængelighed, letsindighed og usædelighed, næppe disses sørgelige følger skildrede med grellere farver, end i denne prædiken. Dens øjeblikkelige indtryk var ikke mindre overordentlig; Gråd og skrig genlød i den propfulde kirke, og flere fruentimmer blev afmægtige båret ud af den. 

Helligåndskirken er ombygget adskillige gange siden Dampe trak fulde huse i januar 1819, ifølge Politivennen. Foto: Erik Nicolaisen Høy.

Det var i denne periode (i året 1819), at den ulykkelige begivenhed indtraf i Dampes huslige liv, som man, sikkert ikke uden grund, har tillagt en væsentlig indvirkning på hans efterfølgende stemning og færd. Dampe så sig nødsaget til at skilles fra sin kone; de 3 børn, de havde sammen, blev anbragte hos familien, og Dampe tog sin ulykkelige moder til sig, en aldrende kone, der, som følge af sygdom og kummer, led af sindssvækkelse **). Den heftighed og bitterhed, Dampe allerede tidligere havde lagt for dagen, udartede nu mere og mere og begyndte at forene sig med en ensidig afsondringslyst og anstød af hypokondri. Sit institut forsømte han så godt som ganske, og han syntes kun at finde liv og næring i disputer eller litterær polemik.

I september 1819 begyndte den bekendte jødefejde. Dampe var en opmærksom tilskuer ved den eksaltation og de pøbel-excesser, som under samme ytrede sig. Det var imidlertid imod Dampes karakter og anskuelser i nogen måde at billige disse, så lidt som han nærede den dengang almindelige antipati mod de forfulgte. At han ikke direkte optrådte til disses forsvar, og at han overhovedet forholdt sig passiv ved denne lejlighed, havde uden tvivl en dybere grund. Dampe følte sig på den tid grebet af en ide, for hvilken den smålige og ensidige forfølgelsesånd måtte synes en langt underordnet genstand. Det var betragtningen af tidens store politiske bevægelser, folkenes frihedskampe, den i flere af Europas stater herskende gæring, der fængslede hans opmærksomhed. Han så deri frugterne af den vilkårligheds- og undertrykkelses-ånd, hvormed de mægtigere til alle tider have søgt at kue de svagere, de regerende ofte folkeslagene; han fæstede blikket på sine nærmere omgivelser og troede at finde umiskendelige spor af denne ånd rundt omkring sig, og han blev indigneret derover. Sin af en så ædel grund udsprungne harme gav han luft i den prædiken om frihedens overensstemmelse med kristendommens ånd, som han holdt den 12. septbr. 1819 og hvis ordrette Indhold jeg har meddelt i et foregående nummer af dette blad. Det er en selvfølge, at den i det bevægede øjeblik, hvori han holdt den (netop i de dage da excesserne foregik) måtte vække dobbelt sensation. Enhver, der har læst denne prædiken, vil indrømme, at den ikke indeholder andet end almenerkendte sandheder, holdt i en sådan almindelighed, at der ikke synes at kunne blive tanke, endsige tale om, at de kunne medføre noget lovstridigt. Imidlertid er det naturligt, at indholdet, så længe det kun var kendt fra det mundtlige foredrag, kunde blive urigtigt fremstillet, og det skete også, at rygtet i de mest eventyrlige og fejlagtige referater gav den udseendet af en oprørstale, eller, som atter andre ville mene, en stridsprædiken imod jøderne. Dette bevægede forfatteren til, ordret, som han havde holdt den, at udgive den i trykken. Var den udkommet, ville enhver straks have set, at den intet statsfarligt eller lovstridigt indeholdt og det inciterende Indtryk, man frygtede, den havde gjort, ville være faldet bort af sig selv. Men vedkommende autoriteter besluttede det anderledes. "Censor" lagde oplaget under beslag og det kgl. danske kancelli gjorde dengang som man i vor tid også stundom har set det gøre. Det stadfæstede beslaglæggelsen uden at dekretere aktion. Vi vil i det følgende få at se, at det længere tid efter (i juli 1820) dog kom til sagsanlæggelse og hvad udfaldet heraf blev, og jeg vil da, ved hjælp af de oplysninger, jeg senere har fået, se mig i stand til at berigtige den fejl i mit første referat, at denne sag skulde være bortfaldet, som en følge af den Dampe 4 måneder efter overgåede aktion og dom for majestætsforbrydelse.

Kancelliet havde imidlertid ikke indskrænket sig til at supprimere prædikenen. Det var gået et betydeligt skridt videre; det havde forbudt dr. Dampe at prædike. Man kan let tænke sig, hvilken virkning såvel dette forbud som prædikenens supprimering måtte have på et så irritabelt gemyt som Dampes og i den stemning, hvori han befandt sig. Han protesterede med stor heftighed både skriftligt og mundtligt imod forbuddet, han hjemsøgte kancelliherrerne i kollegiet og i deres bopæle - man fortalte således, at han, ægget af den uimodtagelighed imod hans argumentation, som blev vist ham ved en af disse (der havde det gejstlige departement), idet han gik, endnu råbte opad trappen til den høje herre, at "Sandheden stod over alle kancellier og kancellideputerede og til sidst ville sejre" - men alt forgæves. Det blev ved kollegiets resolution.

Dampe havde således ved en administrativ forholdsregel, hvis retfærdighed sikkert intet skulle have bragt ham til at indrømme, tabt sin ret til at bestige prædikestolen. Katederet blev ham endnu tilbage, og han tøvede ikke længe med at bebude en række af offentlige foredrag, der skulle have til genstand at underkaste den augsborgske konfession en kritisk undersøgelse. I det første af disse foredrag søgte han som indledning at føre bevis for tilladeligheden af sit forehavende. Han holdt det d. 10. april 1820 og der havde indfundet
sig et talrigt auditorium, blandt hvilket det bemærkedes som noget dengang ganske ualmindeligt, at der "også sås en del fruentimmer". Disse vare dog måske snarere blevet lokkede derhen af talerens popularitet som prædikant og senere fata, end af nogen dybere Interesse for det vigtige religionstema, han agtede at drøfte.

Det varede ikke længe efter at Dampe havde holdt denne indledningstale, før der indlød en ny kancelliresolution, der forbød ham at holde offentlige taler om den augsborgske trosbekendelse. Dampe demonstrerede og protesterede atter, men ikke med bedre held. Han bebudede nu at ville holde offentlige taler over andre materier, af blot filosofisk tendens. Da kom atter en kancelliskrivelse, som også forbød ham at holde disse taler.

Der syntes nu ikke at være andet tilbage for Dampe end at forelægge publikum disse sine vedvarende konflikter med autoriteterne, og navnlig med justitskollegiet, og han publicerede også sin brevveksling derom, tilligemed den ovenfor nævnte indledningstale, i en brochure, betitlet: "Underretning til Publikum, indeholdende facta, som have fundet sted i anledning af mit Forehavende med den augsborgske Troesbekjendelse." Også den anden tale, han havde intenderet at holde om den augsborgske konfession, lykkedes det ham at få udgivet i trykken.

*) Dampe tog den teologiske embedseksamen med bedste karakter den 26. april 1809, altså i en alder af 19 år.

**) Denne ytrede sig hos hende aldrig på nogen udvortes voldsom måde, men mest ved en påfaldende partiel fraværelse af hukommelsesevnen. Det var hende således ofte aldeles umuligt at erindre sig navne, ikke alene på personer, men også på ting, selv de, der nærmest omgav hende. Hun maatte således betjene sig af lange omskrivninger eller omsvøb i talen for at gøre sig forståelig når hun vilde betegne en person eller genstand for sønnen.

Kjøbenhavnsposten, Dampe III, 21. august 1841.

Dr. J. J. Dampe II. (Efterskrift til Politivennen)

 Del II beskæftiger sig med Dampes liv fra han blev født i 1790 i København, hans skoletid, universitetstid, 1812-1816 som lærer i Slagelse, samt tilbagevenden til København. Hovedvægten er på hans temperament og personlighed:

Dr. Dampe.

lI.

Dampe er født i København den 10. januar 1790, og således nu i sit 52. år. Allerede som dreng ytrede der sig hos ham en ganske ualmindelig fatteevne; han havde både let ved at lære og en sjælden lærelyst. Medens poesien tidlig tiltalte hans gemyt og han i en
alder af 10 år skrev ret flydende vers, kastede han sig af al magt over de døde sprog og besejrede med et så glimrende held de vanskeligheder, disses grundige studium frembød i en så ung alder, at han heri snart overgik alle sine meddisciple i latinskolen, af hvilke flertallet var ældre end han, og endog opnåede i en alder af 11 år med udmærkelse at erhverve sig det akademiske borgerbrev. 

Det er naturligt, at den overvældende ros, som fra alle sider tildeltes ham, måtte bidrage ikke så lidt til at nære forfængeligheden hos det opvakte unge menneske, der nu anså sig i stand til alt, hvad han vilde tage fat på. Han havde i sit 12. år forsøgt sig som dramatisk forfatter og anonymt indsendt et par stykker til teaterdirektionen. Intet af dem blev vel antaget til opførelse; men i anledning af det ene - der, mærkeligt nok, var et forspil til den sædvanlige festforestilling i anledning af kongens fødselsdag - modtog skoledisciplen fra den kongelige direktion en skrivelse, hvori den på en for den unge forfatter helt smigrende måde, gjorde ham en undskyldning for, at den ikke kunde gøre brug af stykket, fordi der allerede var taget bestemmelse om forestillingen til den aften. Også senere skrev han såvel skitser som fragmenter af dramatiske arbejder, af hvilke dog, så vidt mig bekendt, kun nogle scener er blevet trykt af to sørgespil: "Signe" og "Forføreren" (vider "Minerva" 1807 og Thortsens "Ugeblad for Skuespilyndere"). Om hans kærlighed for den sceniske kunst overhovedet vidner den tid og flid, han anvendte paa at studere deklamationen, ligesom jeg også mindes, i foråret 1820, at have set ham deltage i en dramatisk forestilling, som var arrangeret ved nogle medlemmer af læseselskabet "Clio", og navnlig at udføre en Holbergs Henrik med megen vivacitet. 

Æstetikken vedblev endnu at være Dampes yndlingsbeskæftigelse i hans første studenterår. Han var 18 år gammel, da han, for en æstetisk afhandling, vandt den akademiske guldmedalje. Men snart søgte hans bevægelige ånd stof i andre retninger. Navnlig bragte manglen på bestemte regler i flere dele af modersmålets ortografi ham til at kaste sig over sproggranskningen, og han optrådte 1811 med sit "Forsøg til en opløsning af Problemerne i den danske Retskrivning", et skrift, der, især ved sin reformatoriske retning, i sin tid gjorde megen opsigt. Samme år blev han ansat som lærer ved den latinske skole i Slagelse. Her benyttede han især sit otium til at lægge sig alvorligt efter filosofien, som han tidligere havde studeret ved siden af de filologiske fag, og i 1812 skrev han sin disputats (Conspectus et æstimotio ethicæ Gorani") og vandt den filosofiske doktorgrad, hvorefter han i samme år blev udnævnt til adjunkt ved Slagelse Skole.

Allerede dengang havde der begyndt at udvikle sig hos Dampe det hang til trættekærhed til et rethaveri i disputer, mundtlige eller offentlige, som ikke forsmåede at tage sin tilflugt til spidsfindigheder, og til satiriseren, som siden voldte ham så mange ubehageligheder.
Hans stemning antog efterhånden et præg af lidenskabelig bitterhed, som hans senere skæbne og de forfølgelser, for hvilke han så sig udsat, drev til en grad af yderlighed, der forøvrigt ikke stod i samklang med hans karakter; - Dampe var som ven ædel, velvillig og hengivende som få. Om det første ophav til den stemning måske kunne søges i hans kun lidet lykkelige ægteslabelige liv - Dampe var nemlig blevet gift forinden sin ansættelse i Slagelse, altså i en temmelig ung alder - eller om det alene udsprang af hans irritable temperament, er vanskeligt at afgøre. Dampe havde giftet sig af tilbøjelighed og elskede sin kone med sin karakters hele lidenskabelighed - der er således ikke megen grund til al antage en sådan påvirkning i de første år af hans siden desværre så ulykkelige ægteskabelige liv.

Den gamle latinskole i Slagelse var just blevet flyttet (1809) fra denne bygning ved Sankt Mikkels Kirke til Bredgade 4-6, så det var ikke denne bygning Dampe virkede i, men han er måske kommet her. (Foto: Erik Nicolaisen Høy)

Dampe var 5 år i Slagelse. I 1815 stiftede han der det ugeblad, som siden, under Bastholms redaktion, blev så bekendt og udbredt, og som endnu udkommer der under navn af den Vestsjællandske Avis. Så længe Dampe var dets ejer og redaktør hed det "Avis for ti Kjøbstæder". Det var ganske naturligt at småkøbstadslivet ikke kunne tiltrække en så begavet ung mand som Dampe synderligt, så lidt som det kunde tilbyde hans heftige, kundskabsrige ånd den næring, hvorefter den fortrinligt søgte. Han gav sin harme derover luft i sit blad ved nogle biltre raillerier over den kvindelige del af byens befolkning, hvilken han, efter navnet på deres yndlingspromenade, sammenstillede med papegøjer. Man kan tænke sig hvilken forbitrelse disse artikler vakte. Hele Slagelse talte ikke om andet. Dampe var straks som formelig ekskluderet fra de få familier til hvilke han før kom. I Slagelse var ikke længer noget blivende sted for ham. Det varede heller ikke længe før han ansøgte om afsked fra sin adjunktpost. Han fik den i 1816 og begav sig nu til København.

Her måtte han lægge en ny leveplan. Pædagogikken havde i flere år udgjort hans hovedbeskæftigelse; han besluttede at oprette et institut, hvor han tillige kunne realisere sine ideer om en forbedret undervisningsmetode. Dampes kundskaber og talent forskaffede ham tillid og således også snart elever. I begyndelsen tog han sig også med iver af sagen, men efterhånden som hans interesse blev draget mod andre genstande og navnlig på en mere offentlig virksomhed, kølnedes denne iver og instituttet tabte med bestyrerens stadige tilsyn, omhu og interesse også efterhånden den vundne frekvens. En tidligere yndlingside var det hans agt i det første år af hans ophold her at realisere, ved i forening med prof. Sander, at åbne et offentligt Deklamations-Institut for begge køn. Indbydelsen dertil kom ud. Sagen blev meget omtalt, men kom ikke i gang - måske især fordi Dampes interesse imidlertid var blevet henvendt paa andre genstande.

Dampes stridbarhed ytrede sig blandt andet også derved, at han mødte ved de fleste offentlige disputatser og opponerede med en heftighed, der ofte kun stod i liden samklang med holdbarheden af hans argumentationer, hvilket derfor også foranledigede den dengang nylig som digter optrådte J. L. Heiberg til, i en vise ved et promotionsgilde, at gøre nar af opponentens navn, ved den bemærkning, at den ny kreerede doktor ikke havde kæmpet "mod blotte dampe" - et drilleri, hvorover Dampe siden - om med held eller ej, mindes jeg nu ikke længer - forsøgte at hævne sig. Dampe var overhovedet i årene 1817 til 19 en ivrig polemiker. Under sit navn udgav han et stridsskrift imod Grundtvig: "Forsvarstale for Philosophien , med tilbagedrivelse af N. F. S. Grundtvigs Angreb paa samme", der var skrevet med stor heftighed og bitterhed, men forblev så godt som usolgt og uænset. Anonymt deltog han især virksomt i den Baggesen- Oehlenschlägerske strid. Dampe var nemlig en ivrig Baggesenianer, og skrev da imod Tylvten, imod Poul Møller, Sibbern m. fl. Som medlem af Selskabet "Clio", hvor der ugentlig holdtes litterære foredrag, indbød han til en disputats i modersmålet over 22 af ham forfattede teser til forsvar for selvmord. Denne disputats fandt virkelig sted. Afdøde sekretær Gudenrath var ordentlig opponent. Jeg erindrer endnu tydelig hvor forvirret og næsten målløs af harme denne værdige gamle juridiske docent blev, da Dampe, på hans lange  og sirlige demonstration imod de opstillede tesis, replicerede, at alt hvad den ærede opponent der havde anført, gik i en cirkel. Ex auditorio opponerede imod Dampe afdøde prof. Nyerup, nuværende justitsråd og borgmester Fleischer og pastor (dengang stud. theol.) Stenersen Gad. At Dampe, uagtet denne stadige og ivrige syslen med litterær - polemiske og videnskabelige genstande, ikke var nogen fjende af selskabelig glæde, viste blandt andet hans levende deltagelse i nævnte selskabs årlige festsamlinger, ved hvilke han stedse hørte til de gladeste blandt de glade. Jeg husker også godt, at han var en af forkæmperne for det parti af yngre, der, ved at proponere et bal, til stor forargelse for de ældre og rigoristerne, som fandt dette forslag aldeles i strid imod klubbens natur og væsen som "læseselskab", nær havde foranlediget et formeligt skisma, og hvorledes han udfægtede denne sag under en stormende debat, sekunderet af Baggesen.

Kjøbenhavnsposten, 19. august 1841.

Limensgade Actie-Selskab. Juni-august 1841. (2). (Efterskrift til Politivennen)

Allerede før det første bestyrelsesmøde havde direktør Hammer gjort sig upopulær ved at lyse markfred og sætte hegn. Og på det første bestyrelsesmøde 7. september 1840 opstod der konflikter mellem direktør Hammer og repræsentanterne der ikke ønskede at rage uklare med naboerne. Uenigheder var der også om byggeriet: Hammer gik med til at der blev bygget i sandsten og ikke mursten. Men ingen meldte sig da det blev udbudt i licitation. Senere meldte imidlertid bestyrelsens suppleant, købmand Balle sig som bygmester for kogehytte og materialbygning inden udløbet af maj 1841.

14. december 1840 til marts 1841 var Hammer i København. Imellemtiden undskyldte købmand Balle sig med at det dårlige vejr havde betydet at han ikke kunne komme i gang med bygningsarbejdet. Hammer lod opføre et hus til sig selv, og overskred budgettet på 500 Rbd. 

23. april 1841 døde den ene af repræsentanterne, og kævlerierne i bestyrelsen fortsatte, og kulminerede i maj 1841 hvor købmand Balle standsede byggeriet, angiveligt fordi Hammer havde bortvist hans arbejdere. Gensidige beskyldninger mellem Hammer og Balle førte til at arbejdet helt ophørte. 

Se også Politivennen nr. 1329, 19. juni 1841. Side 393-394: Noget om Limensgadens Fabrikanlæg. 

Den "Frisindede" og "Dagen" have for nylig opfordret de herværende Deeltagere i Actieforeningen til Benyttelsen af Limensgadens Mineralier paa Bornholm til i talrig Mængde at indfinde sig personlig eller ved sagkyndige, upartiske Befuldmægtigede paa den til 24. førstkommende berammede ordinaire Generalforsamling, som afholdes paa Fabriksteder. Vi kunne ikke undlade, ogsaa for vor Deel at gjøre samme Opfordring og paa det Indstændigste og Kraftigste at lægge Vedkommende dens Efterkommelse paa Hjertet. Sagen forholder sig nemlig saaledes: Der er opstaaet Splid mellem Inspecteuren over Fabrikanlæggene, polytechnisk Candidat Hammer, og den Mand, der ved Licitation har paataget sig vedkommende Bygningers Opførelse, Snedkermester Balle i Aakirkeby. Striden kan fra Hr. Hammers Side natiirligviis ikke have nogen anden Grund end den varmeste Interesse for Fabrikens Tarv. Var det nu end saa, at Hr. Hammer er i sin Nidkjærhed virkelig har overilet sig, da skulde man synes , at - om man end ikke af denne Grund kunde frikjende ham for al Forseelse - saa maatte dog fra een Side hans rene Interesse for Fabrikens Vel, hans indsigtsfulde Dygtighed, hans utrættelige Iver, fra en anden Side hans Ungdom, hans Rastløshed og hang Ubekjendtskab med den særegne Maade, hvorpå« bornholmske Arbejdere skulle rages, i høi Grad tale til hans Faveur og til hans Undskyldning; i det mindste havde man Grund til al vente, at netop de, der ere mest inddragne i Fabrikens Interesse, tillige maatte være mest beredvillige til at holde ham endeel tilgode, at tilgive, og fornemmelig gjøre sig al Umage for at bilægge en saa forstyrrende og ubehagelig Strid, hvis dens Udbrud ikke kunde forebygges. Men Hr. Hammer har kun lidet Medhold hos de bornholmske Actionairer, og det turde saaledes være muligt, at den nu forestaaende Generalforsamling kunde tage saadanne Beslutninger, som vilde være skadelige ikke blot for Hr. Hammer, men ogsaa - vi troe, i Særdeleshed - for de begyndte Fabrikanlæg , og som maaskee vilde salte begge, uforskyldt, ud af Virksomhed i længere, ikke beregnelig Tid. Hr. Hammer har paa Bornholm ssliangdcn og Skinnet imod sig; hvad han gjør Udsættelse ved, erklære Bornholmerne at være "godt", ''forsvarligt" og ''fortrinligt". Men man maa betænke, at Haandværksfagene paa Bornholm naturligviis ikke kunne staae paa det Trin, hvortil de have havet sig her, og at det saaledes altid maa vare vanskeligt, om ikke umuligt, selv for de dygtigste bornholmske Arbejdere at tilfredsstille en indsigtsfuld Theoretiker og practisk K/ender herovre fra, ligesom det endog ikke er usandsynligt, at mangt et Arbejde i disse Fag, som paa Bornholm enstemmig vilde vinde Prisen, vilde her blive ligesaa enstemmig casseret. Vi troe derfor ikke at kunne gjøre bedre, end at raade Dhrr. Actionairer udenfor Bornholm til helst med egne -Aine ar forvisse sig om Sagens sande Tilstand, og da i Fabrikens, og følgelig i deres egen, Interesse ac give Sagen det Udfald, der maatte vøre ønskeligst. I ethvert Tilfælde holde vi os overbeviste om, at der burde gjores alt for ikke at skifte Inspecteur, hvorved hele det halvfærdige Fabrikanlæg vilde staae Fare for at gaae istaae.

(Frdl.)

Bornholms Kongelig privilegeret Avertissements-Tidende 22. juni 1841.

Fra Hr. polytechnisk Candidat Hammer ere vi blevne anmodede om at optage Nedenstaaende.

Da jeg under mit stadige Ophold her paa Bornholm og som polytechnisk Candidat, har seet mig i Stand til fra Begyndelsen af at følge og selvstændig at bedømme Alt, hvad der er passeret med Hensyn til Fabrikanlægget paa Limensgade, har jeg anseet det for min Pligt imod de fraværende Actionairer, ved nedenstaaende korte Erklæring at bidrage hvad der staaer i min Magt til at oplyse dem om Tingenes sande Tilstand.

Med Hensyn til Directeuren Hr. polytechnist Candidat Hammer, da troer jeg, efter paa det nøiagtigste og gjentagne Gange at have undersøgt Alt paa selve Fabrikstedet , at kunne være af den faste Overbevisning, at alle Hr. Hammers Foranstaltninger i Fabrikanliggender ere anordnede og udførte med særdeles Sagkundskab og efter en med modent Overlæg lagt Plan, samt alle Fabrikken vedkommende Bøger og Papirer ere i en Orden, som Intet lader tilbage at ønske.

Hvad derimod Repræsentanterne for ovennævnte Fabrikanlæg angaaer, da have de, hvad enhver upartisk Sagkyndig saare let vil kunne overbevise sig om, ved flere Lejligheder, og navnlig ved deres for kort Tid siden, under Form af en Rapport til Actionairerne, afgivne Klage

over Directeuren, lagt en saa total Mangel paa Sagkundskab for Dagen, at man virkelig maa forbavses over, at ellers fornuftige Mænd i den Grad have kunnet prostituere sig. Fremdeles har Repræsentanternes Formand, Pastor Grønbech til Ny Lars og Vestermarie, paa begge de Generalforsamlinger, som hidindtil ere afholdte her paa Bornholm, ikke alene viist en total Mangel paa Tact, men endogsaa, og det især paa den sidst afholdte Generalforsamling, i sit Forhold imod Directeuren tilladt sig en Fremfærd, som mildest kan charakteriseres som i høieste Grad upassende. Naar jeg hertil endnu føier, at jeg, efter den personlige Kjendskab jeg har til Hr. Directeur Hammer, har al mulig Grund til at antage, at hans Referat af Repræsentanternes, og fornemmelig Pastor Grønbechs Forhold under Bestyrelsesmøderne, i ingen Henseende er overdrevet, saa troer jeg med den fuldkomneste Beføielse at kunne gjentage min nylig i Bornholms Avis fremførte Paastand: "at Repræsentanterne ere aldeles uduelige og uskikkede til at udføre det dem anbetroede Hverv, saa snart de gaar udenfor det egenlige Regnskabsvæsen", og det endda med den Tilføielse, at det hele Anlæg efter min Formening uundgaaelig maa gaae til Grunde, saafremt de nuværende Repræsentanter ei snarest muligt afgaae, og der ved en Forandring af Statuterne drages Omsorg for, at Repræsentanternes Myndighed for Fremtiden bliver saa nøie bestemt, at dens Misbrug ei oftere skal sætte det hele Anlægs Existens paa Spil.

Rønne den 30te Juni 1841.

Biering,

polytechnisk Candidat og Adjunct.

Afskrift af Forhandlings - protocollen ved Generalforsamlingerne i Limensgade Actie-Selskabet.

Den 24de Juni, paa den sammenkaldte Generalforsamling blev fremlagt og oplæst en Protest dat. 15de Juni d. A, fra 10 Actionairer, hvorefter Forslag om mindelig Afgjørelse af den i bemeldte Protest bemærkede Differentse blev forsøgt, men kunde ikke opnaaes; hvorefter Repræsentanterne troede sig beføiede til at lade Følgende indskrive i Protocollen:

Da Repræsentanternes udtrykkeligen forlangte Tillæg til den af Directeuren udkastede Indbydelse til Generalforsamlingen i Dag, angaaende Undersøgelse af Adskilligt vedkommende Anordningen og Bestyrelsen paa Limensgade, Indkjøb, Regnskabsførsel m. m., hvorefter formentes, at Spørgsmaal af største Vigtighed maatte komme til Afstemning, ikke er blevet statutmæssigen indrykket i de dertil bestemte Blade, hvorefter Vedkommende kunde været satte i Stand til at tage de fornødne Forholdsregler, medens man i "Dagen" og "Fædrelandet" har søgt at virke paa de fraværendeActionairer, hvilket tildeels endog synes at fremgaae af de her i Dag fremlagte Fuldmagter; troe vi herved, i Overensstemmelse med en Deel Actionairers Skrivelse til Bestyrelsen af 15de Juni d. A. , at burde erklære den saaledes fremkaldte Generalforsamling til i Dag for ugyldig, og at paastaae en anden under lovlige Former sammenkaldt.

Denne bestemmes saaledes til den.d. 28de Juli d. A., paa hvilken Dag Repræsentanterne, paa Grund af Directeurens mange formentlige Misgreb: hans Forsømmelser, forkerte og statutstridige Handlinger, hvorved han formenes at forøde Selskabets Midler, uden at det skjønnes, at det under hans Bestyrelse nogensinde vil naae sit foresatte Maal, agte at andrage paa hans Entledigelse, med Forpligtelse til at erstatte Selskabet den Skade , som han saaledes formenes at have tilføiet samme; derefter at revidere og nøiere bestemme Statuterne, udvælge en ny Bestyrer, helst en praktisk dannet Mand fra en bestaaende Fabrik m. m., som i selve Statuterne antydes. Repræsentanterne forbeholde sig dog den Ret, inden den saaledes bestemte Generalforsamling, at suspendere Directeuren ad interim, hvis de skulde eragte et saadant Skridt nødvendigt. -

Det paalægges Hr. Hammer at drage Omsorg for, at denne Bekjendtgjørelse, ubeskaaren, med første herfra Landet afgaaende Paquet, kan blive afsendt til Kjøbenhavn, og der snarest muligt indrykket i de dertil betegnede Blade.

Directeuren Hr. Hammer bemærkede, og bad indført, at den ommeldte Protest var fremkaldt derved, at Repræsentanterne først nogle Dage efter den af ham angivne yderste Tid, tilsendte ham hans Indbydelse, med de af Repræsentanterne ønskede Tillæg. Imidlertid havde han maattet afsende den af ham konciperede Indbydelse, for at ikke Generalforsamlingen skulde blive ugyldig. Den i Følge Repræsentanternes Skrivelse forandrede Indbydelse blev dernæst afsendt med den første Leilighed til Berlings Avis og Adresseavisen, med Anmodning at sætte den forandrede Indbydelse i Stedet for den tidligere indsendte.

Hvortil Repræsentanterne bemærkede, at Skrivelsen til dem fra Hr. Hammer, angaaende hvad de vilde have tilføiet Indbydelsen, var dateret 20de Mai 1841, hvilken Dag var Christi Himmelfartsdag, og altsaa en Dag paa hvilken jeg, Grønbech, hele Dagen var beskæftiget med nødvendige Embeds-Forretninger, som Præst til to Menigheder.

Hr. Hammer havde derfor kun bestemt os i Virkeligheden 1½ Dag, nemlig Fredagen og den halve Løverdag til at expedere denne Sag, hvorom vi nødvendigen maatte sammentræde og være enige, skjønt boende omtrent 1 Miil fra hinanden, og havende mangfoldige andre nødvendige Forretninger at varetage. Den korte Frist, Hr. Hammer behagede at tilstaae os, synes saa meget mindre billig, som han længe i Forveien var bekjendt med saadan Indbydelses Nødvendighed.

Dertil bemærkede Directeuren, at i Følge Statuternes § 18 maatte man afvente skriftlige Propositioner indtil 6 Uger for Forsamlingsdagen; og da han havde Grund til at antage, at ikke Alle vare aldeles bekjendte med Statuterne ansaas han det rigtigst at vente endnu nogle Dage over den fastsatte Tid, da Generalforsamlingen blot behøver at indvarsles 3 Uger før forssamlingsdagen.

Directeuren protesterede endvidere mod Repræsentanternes Kompetence til at erklære nærværende Generalforsamling ugyldig, deels paa Grund af at der i Virkeligheden kun vare 2 Repræsentanter, hvoraf den Ene paa nærværende Generalforsamling skal afgaae, da hans Functionstid er udløben, og deels fordi Repræsentanterne derved vilde komme til at udstrække deres Functionstid længere end den i Statuterne fastsatte. Den af Hr. Pastor Grønbech og Capitain Koefoed efter Capitain Michelsens Død valgte Repræsentant blev først i dette Øieblik forestillet Directeuren som saadan (Repræsentant). I Følge Statuterne skal han afgaae paa denne Generalforsamling.

Desuden forlangte Directeuren Bevis for Repræsentanternes Beskyldninger i den af dem foran nedskrevne Indbydelse til Generalforsamlingen d. 28de Juli d. A.

Med Henhold til det af Repræsentanterne forhen Anførte underskrive Repræsentanterne:

Grønbech. Koefoed. Koefoed.

--------------------------------------

Hammer. Biering. Hasselriis.

Afskriftens Rigtighed bevidner

Grønbech,

Sognepræst.

Med Hensyn til den ærede Directeurs Bekjendtgjorelse af 25 Mai d. A. angaaende en Generalforsamling i Limensgadens Actieselskab den 24de Juni, tillade undertegnede Actionairer sig at bemærke, at, i Henhold til Statuternes 19 vil ingen Beslutning kunne tages over noget Punct, hvis Afstemningsgjenstand ei er bekjendtgjort i Aviserne 3 Uger for Forsamlingen, saa at kun de i Annoncen angivne Valg ville kunne foregaae den 24de dennes, hvorimod de øvrige Gjenstande, som ei ere bestemt fremsatte, maatte blive at afgjøre paa en dertil særskilt indvarslet Forsamling. Hvis, som vi haabe, Repræsentantskabet vil være istand til i Mindelighed at afgjøre de med Directeuren Cand. Hammer opstaaede Differencer, bliver naturligvis en ny Generalforsamling overflødig.

Kjobenhavn den 15de Juni 1841.

A. Stæger. J. C. Knudsen. P. Seidelin pr Grove, A. E. Meinert.

P. C. Marcher, J. H. Sonne. J. E. Spannjer. S. Hansen.

A. Wessely. J. Grønbech. Krieger. J. P. Holm.

Til

Directeuren og Repræsentantskabet for Fabrikanlæget paa Limensgade.

------------------------------------

Efterat Repræsentanterne den 24de Juni havde anvendt 2 a 3 Timer for at protocolere, hvilke Actionairer der vare mødte eller repræsenterede , og i den Anledning havde bemægtiget sig alle de fremlagte Fuldmagter, forelæste Repræsentanterne foranførte af 12 Actionairer i Kjøbenhavn undertegnede Protest. Det anmeldte Forsøg til en mindelig Afgjørelse af Differencen mellem Repræsentanterne og Undertegnede, foretoges dernæst offenlig af Repræsentanterne paa følgende Maade: Repræsentantskabets Formand, Pastor Grønbech, henvendte sig til Undertegnede omtrent med følgende Ord: "Repræsentanterne mene, at Directeuren har gjort sig skyldig i mange Misgreb, Forsømmelser, forkerte og statutstridige Handlinger, forødt Selskabets Midler, uden at det skjønnes , at det under hans Bestyrelse vil nogensinde naae sit foresatte Maal. Indvilliger De i det, Hr. Directeur?" - Undertegnede svarede: "Nei! jeg maa bede Dhrr. Repræsentanter at bevise disse deres Paastande." - Grønbech: "Saa De vil ikke gaae ind paa hvad vi sagde?" - Svar: "Nei! jeg maatte først udbede mig Bevis." - Grønbech (idet han henvendte sig til de forsamlede Actionairer): "Altsaa seer Forsamlingen selv, at ingen mindelig Afgjørelse kan finde sted, da Hr. Hammer ikke vil. Uden at tale videre, dicterede Pastor Grønbech til Protocollen foranstaaende Erklæring: at Generalforsamlingen var ugyldig, og den anden Repræsentant, Capitain Koefoed, indførte samme Erklæring.

De ovenanførte Ord ere gjengivne saavidt muligt nøiagtigen, efterat have confereret med andre Tilstedeværende.

Foreløbigen har jeg tilladt mig at meddele Dhrr. Actionairer i Kjøbenhavn Foranstaaende, og giver jeg mig den Frihed, endvidere at indbyde Dhrr. til et Møde Onsdagen den 7de Juli Kl. 6 Aften i Stadt Lauenborg, store Strandstræde Nr. 78, for at kunne forelægge Dhrr. Documenterne i Sagen, og for at finde Leilighed til at gjøre Dhrr. tydeligt, hvormeget en Sag, der omfatter hele Aktieselskabets Virksomhed, for Øieblikket trænger til Dhrr. Actionairers fulde Opmærksomhed. Tegningerne til de omventilerede Bygninger og Kort over Limensgade ville tillige blive fremlagte.

Kjøbenhavn den 4de Juli 1841.

P. N. Hammer, administr. Directeur for Limensgadens Aktieselskab.

(Fædrelandet, 5. juli 1841).

- Det har tidligere været omtalt, at Repræsentanterne for Limensgade-Actieselskabet havde fundet sig foranlediget til at suspendere den administrerende Directeur, samt at derefter Repræsentanterne selv paa en vis Maade vare blevne suspenderede af de kjøbenhavnske Actionairer. Ligeledes vil det af de offenlige Blade være bekjendt, at Dhrr. Repræsentanter havde, paa egen Haand og aldeles statutstridigt, sammenkaldt en Generalforsamling til 10de August d. A. Vi ville nedenfor meddele, hvad der senere, denne Sag vedkommende, er kommet til vor Kundskab. Da Repræsentanterne, sandsynligvis efterat de havde erfaret Indholdet af den af de kjøbenhavnske Actionairer til dem senere udfærdigede Skrivelse, havde suspenderet Hr. Hammer, drog denne Omsorg for, at Fabrikanlægget herved i ingen Henseende kom til at lide, idet han af sin egen private Formue tilvejebragte de til Fabrikens Drift nødvendige Pengemidler. Ligeledes erklærede han i Bornholms Avis den af Repræsentanterne sammenkaldte Generalforsamling for ugyldig, samt annoncerede, at en anden Generalforsamling paa statutmæssig Maade skulde blive sammenkaldt, saasnart de i denne Anledning nødvendige Forberedelser vare trufne; men, da der i Kjøbenhavn var nedsat en Comitee til at revidere Statuterne, antog Hr. Hammer det for rigtigst at vente indtil denne havde tilendebragt sine Arbeider, for at Forandringerne i Statuterne kunde blive en Gjenstand for denne Generalforsamlings Forhandlinger. Imidlertid indløb ingen Efterretninger desangaaende fra Kjøbenhavn inden 10de August , og da Repræsentanterne i en Bekjendtgjørelse i Bornholms Avis af 6te August havde erklæret, at den af dem tidligere sammenkaldte Generalforsamling blev afholdt, samlede en stor Deel bornholmske Actionairer sig den 10de Aug. paa en i Nærheden af Limensgaden beliggende Gaard. Ogsaa en Deel kjøbenhavnske Actionairer havde oversendt Fuldmagter, deels til Hammer selv og deels til dennes Sagfører Procurator Marckmann, saa at i det Hele omtrent 150 Actier vare repræsenterede. Den administrerende Directeur fremkom strax med Indsigelse imod Generalforsamlingens Gyldighed, paa Grund af den i flere Henseende statutstridige Maade, hvorpaa den var sammenkaldt *), og da denne Indsigelse ingen Virkning havde, fandt han det rigtigst at deltage i Forhandlingerne, fordi han ansaae det for bedre, saa vidt muligt at forebygge, at skadelige Beslutninger toges, end senere at maatte fremkalde Stridigheder for at faae saadanne Beslutninger annullerede. Dernæst oplæste man paa Hr. Hammers Anmodning den tidligere her i Bladet omtalte Skrivelse fra en Deel kjøbenhavnske Actionairer. Om denne blev det bemærket, at man deri Intet fandt, hvoraf man kunde slutte, at de undertegnede Actionairer saa meget misbilligede de bornholmske Repræsentanters Handlemaade. Da ogsaa de kjøbenhavnske Actionairer bekjendte Klager fra Repræsentanterne over den administrerende Directeur bleve derefter gjennemgaaede, og Repræsentanterne beklagede, at Forsamlingen ei var fuldtallig nok til at afsætte Directeuren, hvilket dog vistnok vanskelig vilde være fleet, da neppe det statutmæssige Antal af Stemmer vilde kunne bringes til at stemme mod Directeuren. Angaaende Udsættelserne i Directeurens indtil 31teMarts aflagte Regnskab erklærede denne, at han skulde give de fornødne Oplysninger paa en statutmæssig sammenkaldt Generalforsamling. Spørgsmaalet angaaende Byggecontracten med Kjøbmand Balle kom ogsaa under Forhandling, og skjønt man ei erholdt noget Resultat, syntes dog den almindelige Mening at være den, at Balle ei havde nogen gyldig Grund til at negte Opfyldelsen af den engang indgaaede Contract. Endelig opkastede man ogsaa det Spørgsmaal, om man nu burde forandre den af Hr. Hammer til Fabrikbygningens Opførelse lagte Plan, ved hvilken Leilighed man tillige yttrede Tvivl om, at Prof. Hetsch og Capitain og Muurmester Schaper, fra hvilke Mænd, Hammer havde erhvervet Attester angaaende Hensigtsmæssigheden og Soliditeten af den foreslaaede Bygningsmaade, ogsaa virkelig forstode at bedømme det, hvorom de havde afgivet Attest. Ved Directeurens Bestræbelser blev imidlertid ikke heller dette Spørgsmaal sat under Afstemning **). Da Capitain og Tøimester Koefoed erklærede, at han ei vilde vedblive at fungere som Repræsentant, valgte man to nye Repræsentanter, nemlig Kammerraad Jespersen til Kanike-Gaarden og Consul Hansen i Svanike, og dernæst til Suppleanter Capitain Predbjørn i Rønne og Lieutenant Dam paa Brogaard. Da endelig Pastor Grønbeck erklærede ogsaa at ville fratræde, vilde altsaa Kammerraad Jespersen, Consul Hansen og Capitain Predbjorn være de Mænd, som vare Actieselskabets Repræsentanter, hvis Forsamlingen havde havt Gyldighed som Generalforsamling. Efter saaledes kortelig at have refereret Ovenstaaende, troe vi at have end yderligere Anledning til at gjentage vor tidligere Opfordring til de kjøbenhavnske Actionairer, at virke Alt hvad der staaer i deres Magt for at bringe Orden i Actieselskabets forvirrede Anliggender. Den eneste Maade, hvorpaa dette kan skee, er ved i et saa stort Antal som muligt at være tilstede paa en Generalforsamling, som afholdes paa selve Fabrikstedet; herved vilde nemlig deels Aktionærerne selv kunne overbevise sig om Hensigtsmæssigheden af de alt udførte Arbeider, om saadant ellers er fornødent, og deels vilde de herved kraftigst virke paa de bornholmske Actionærer; thi Pluraliteten af disse sidste ere aabenbart ikkun derfor stemte imod Directeuren, fordi de, som der ogsaa meget naivt blev bemærket af en Actionair paa en Forsamling af Actionairer i Rønne, nære en ubetinget Tiltro til de forhenværende Repræsentanter, og naar de først ved endnu vægtigere Autoriteter blive overbeviste om, at Repræsentanterne havde Uret, tvivler man ingenlunde paa, at Stemningen paa Bornholm imod Directeuren aldeles vil forandre sig. Vel er det sandt , at den ubetydelige Sum, som hver enkelt Actionair har staaende i dette Anlæg, ei kan være nogen Spore for ham til personlig at reise til Bornholm for denne Sags Skyld; men det maa betænkes, at det hele Anlæg ikkun er at betragte som en Begyndelse til andre og storre Foretagender af en lignende Natur, hvortil Lokaliteterne paa Bornholm saa rigelig tilbyder Leilighed og hvoraf Actionairerne i Limensgade-Fabriken ifølge Statuterne ere nærmest berettigede til at høste Fordelen; det maa betænkes, at, dersom dette Anlæg standser, der neppe i de første 50 Aar vil kunne blive Tale om Fabrikanlæg paa Bornholm, og Enhver, som føler nogen Interesse for den indenlandske Industries Fremme, maa vistnok ansee det for sin Pligt, at bidrage hvad der staaer i hans Magt til, at de mange herlige Naturprodukter, som Bornholm eier, ei endnu i en Række af Aar skulle henligge saa godt som aldeles ubenyttede. 

---

Til ovenstaaende Beretning , som vi, med Undtagelse af Noterne, have taget af "Dagen" , ere vi blevne anmodede af Hr. Hammer at tilføie Følgende:

"Dersom Dhrr. Actionairer maatte ved det fra forskjellige Sider Fremstillede have erholdt et tydeligt Begreb om de nu fratraadte Repræsentanters og deres endnu virksomme Parties Færd; dersom det blandt Andet maatte være Dhrr. tydeligt, at de afgaaede Repræsentanter have foraarsaget, at Aktieselskabet allerede er sat et heelt Aar tilbage i sin Virksomhed, og at det derved og ved deres øvrige Færd er foraarsaget et uerstatteligt Tab; dersom Dhrr. hermed vilde sammenholde de historiske Kjendsgjerninger om de utallige Hindringer, som ere lagte i Vejen for tidligere begyndt industriel Virksomhed, og for næsten ethvert nyt og nyttigt Foretagende paa Bornholm; at netop de Foretagender paa Bornholm ere qvalte i Fødselen (eller dog kun have vedligeholdt et vegeterende Liv), hvor der hos den Dirigerende ikke var nedlagt fuldkommen Myndighed, eller hvor det ledende Princip ikke var en Enhed, - saa tør jeg vistnok haabe, at Dhrr. billige, at jeg gjentager hvad jeg tidligere har sat som nødvendig Betingelse for, at Aktieselskabets Tarv kan fremmes som den bor, nemlig: at jeg i Repræsentanterne for Fremtiden tør ubetinget vente at finde en virksom og fuldkommen indsigtsfuld Støtte for Aktieselskaber, og Humanitet (Takt og Delikatesse) i Forholder til mig; eller ogsaa: at Grændserne for Repræsentanternes Myndighed blive muligst skarpt bestemte saaledes, at Aktieselskabet ikke lider ved deres Mangel paa Indsigt og god villie, og at min virksomhed ikke lammes ved at jeg unødigen fortrædiges.

Ligesom jeg nærer den Overbevisning, at Anlægget af Alunværket allerede i dette Efteraar vilde været tilendebragt, og at Forsendelsen af flere Partier Alun i næste Foraar kunde begyndt , dersom ingen Hindringer var lagt i Veien, saaledes maa jeg paa den anden Side, med det Kjendskab jeg har til Bornholm, ansee det umuligt for Nogen, at anlægge og drive med Fordeel en ordenlig Fabrik der paa Øen, naar ikke et af de ovennævnte Alternativer opfyldes. Jeg behøver neppe at bemærke, at endskjønt der vel neppe kunde træffes et heldigere Valg paa Repræsentanter paa Bornholm, end det foreløbige den 10de August, saa maa aldeles afsees fra de foreløbigen valgte Herrers Personlighed, da Intet borger for, at Repræsentantskabet ikke inden kort Tid kommer til at bestaae af ganske Andre ***), og da kan Aktieselskabets Existents atter være paa Spil.

P. J. Hammer

*) Hr. Hammer erindrede, at de Herrer M. Koefoed og H. M. Koefoed, eller i det mindste den sidstnævnte, var i Følge Statuternes § 20 forpligtet til, paa Generalforsamlingen den 24de Juni

sidstleden at afgaae fra Repræsentantskabet; men at de da fungerende Repræsentanter derimod erklærede Generalforsamlingen ugyldig, uden at stille dette Spørgsmaal til Afstemning af den temmelig talrige Forsamling; uagtet de i den Opposition, deres Erklæring mødte, havde den stærkeste Opfordring dertil, og uagtet det netop var dem paalagt ved den Bestyrelsen fra 12 Actionairer i Kjøbenhavn tilstillede Protest, at foranstalte Valgene paa bemeldte 24de Juni, hvortil de end yderligere opfordredes i selve Generalforsamlingen. Ligesom en egenmægtig, statutstridig Handling aldrig kan blive statutmæssig, saaledes maatte han ogsaa formene, at Aktieselskabet siden den 24de Juni d. A. ikke har havt noget Repræsentantskab (som skal bestaae af 3 Medlemmer), at de tre Herrer følgeligen ikke havde nogen Berettigelse til at suspendere ham den 11te Juli, og derfor, i Følge Staluternes § 12, vare uberettigede til paa egen Haand at sammenkalde nogen Generalforsamling; hvilken desuden bør afholdes paa en Tid, da Pluraliteten af Actionairerne kunne give Møde. Da der blev indvendt, at flere Actionairer i Kjøbenhavn maatte ansee Forsamlingen gyldig som Generalforsamling, idet de havde indsendt Fuldmagter, troede han at have, i det mindste for en Deel af disse Herrers Vedkommende, Grund til at erklære, at Fuldmagterne vare indsendte for derved om mulig at forhindre nogen skadelig Beslutning af Forsamlingen, fordi det var bedre at forebygge Skade end senere at fordre Erstatning for samme, samt at Fuldmagterne kun burde anvendes til et foreløbigt Valg af Repræsentanter og Suppleanter, der vilde blive at sanctionere af Generalforsamlingen, som senere sammenkaldes. Nogle vilde sætte Spørgsmaalet om Forsamlingens Gyldighed under Afstemning; men hertil bemærkede Hr. Hammer, at en gyldig Forsamling vel kan ved Stemmeflerhed vedtage at opløfe sig, uden at foretage Noget, men at en i Virkeligheden ugyldig Forsamling ikke kan erklære sig gyldig.

**) Ligeledes blev ogsaa forhindret Afstemningen om det dernæst flere Gange fremsatte Forslag , at nedsætte en Comitee for at underhandle med Kjøbmand Balle, paa hvilke Betingelser han nu vilde opfylde Contracren.

***) Konsul Hansen vilde f. Ex. kun modtage Valget, dersom Kammerraad Jespersen, som ei var tilstede, vilde modtage det; Lieutenant Dam til Brogaard, der strax vilde frasige sig Valget, lod sig kun bevæge til at staa indtil videre som Suppleant

(Fædrelandet nr. 611, 17. august 1841).

 

- I det i Fredags i Stadt Lauenburg afholdte Møde af Actionairerne i Limensgade Aktieselskab, fremstillede Kjøbmand Balle af Aakirkeby de Grunde, ifølge hvilke han paastod den med ham af Directeuren paa Aktieselskabets Vegne indgaaede Byggecontraet misligholdt fra Actieselskabets Side, og paastod en yderligere en Godtgjørelse af Actieselskabet.

Skjønt ingen Afstemning fandt Sted, bleve disse Grunde, hvis vi ikke feile, ansete utilstrækkelige, og det maa vel antages, at dersom nogen af de tilstedeværende Actionairer ikke forud vidste, at Balle havde Uret, de da netop i Mødet bleve overtydede derom, og at det maa tilkomme Kjøbmand Balle eller hans Kautionister at give Erstatning for det Tab, han har foraarsaget Actieselskabet. Forsamlingen var enig om, at det standsede Byggearbejde maatte snarest muligt atter paabegyndes, helst ved en anden end Kjøbmand Balle; men for at Actieselskabet kunde foretage Nogetsomhelst, maatte besvares det Spørgsmaal: om Directeuren er suspenderer eller ikke? Flere af de Tilstedeværende vare af den Formening, at Repræsentantskabet ikke har været fuldtalligt siden den 24de Juni d. A, da det ikke, tvertimod Bydende af Statuternes § 20, kan erklære sig permanent, og at Suspensionen, som er dateret 11te Juli, altsaa formaliter er ugyldig. *) Diskussionerne, angaaende dette Punct ophørte imidlertid, da det blev yttret, at de afgaaede Repræsentanter ved ikke at bringe Suspensionen for en Generalforsamling (cfr. Statuterne § 16) maatte antages at have factisk hævet Suspensionen. Hr. Hammer maatte altsaa kunne sammenkalde en Generalforsamling, til hvilken det første Spørgsmaal maatte blive: om de tilstedeværende Actionairer ansaae den gyldig. Da det imidlertid er usandsynligt, at mange Actionairer fra Kjøbenhavn kunne møde paa en Generalforsamling paa Bornholm, og da det er af yderste Vigtighed, at Actieselskabets Affairer hurtigst muligt blive ordnede saaledes, at fremtidigen ingen Standsninger i dets Virksomhed let kunne opstaae, androg Hr. Hammer paa Nedsættelse af en Comitee, som snarligst skulde reise til Bornholm, for at undersøge, om der fandtes reelle Grunde for at suspendere ham, og som skulde undersøge alle Klager imod ham, og Differentserne med de afgaaede Repræsentanter. Herved mente man at naae den dobbelte Fordeel: deels at Comiteen i et til den Hensigt indbudet Møde af Actionairerne paa Bornholm, ved at fremkalde Discussion om hvert eller de vigtigste Differentspuncter, kunde virke betydeligt paa Stemningen mod Actieselskabet og Directeuren paa Bornholm; og dernæst, at Generalforsamlingen, som efter Hr. Hammers Formening maatte holdes i Kjøbenhavn, kunde ved Comiteens Forslag sættes i Stand til at tage saadanne Bestemmelser, at en Mængde Hindringer for Actieselskabets Virksomhed for Fremtiden kunne undgaaes. Saaledes vilde alle Actieselskabets Anliggender: Forandring af Statuterne, Valg osv., kunne foretages paa en eneste Generalforsamling, (der, om fornødent gjordes, kunde continuere flere Dage); hvilket maatte ansees ønskeligt, ogsaa med Hensyn til Actionairernes Beqvemmelighed, da de ofte gjentagne Møder, hvori intet Afgjørende kan foretages, maae svække Interessen for Actieselskabet. Med Hensyn til dette Andragende ansaaes det vanskeligt, men ikke umuligt, at finde 3 Herrer, som dertil kunde committeres, og som vilde overtage et saadant Hverv mod Godtgjørelse af Omkostningerne; paa Grund af den Nytte, denne Comitee kunde stifte, vedtog de Tilstedeværende at samles atter førstkommende Tirsdag for at foretage Valg. Alle indrømmede, at det vilde vare gavnligst for Actieselskabet, at den forestaaende Generalforsamling holdtes i Kjøbenhavn; da kun meget faa eller ingen Actionairer vilde paatage sig at reise til Bornholm i saadan Anledning, og da een eller kun faa Mand vanskelig ville kunne overbevise alle derværende Actionairer om Hensigtsmæssigheden af de foreslagne Forandringer i Statuterne osv.; saa at man kun ved en Række Generalforsamlinger paa Bornholm omsider kunde bringe det for Aktieselskabet ønskeligste Resultat frem. Derimod vare Meningerne delte, om man ifølge Statuterne er berettiget til at holde den forestaaende extraordinaire Generalforsamling i Kjøbenhavn. Men om det end kunde formenes at ligge i Statuternes Aand, at Generalforsamlingen bør holdes paa det Sted, hvor Bestyrelsen og navnlig Repræsentanterne kunne komme tilstede, saa kan saadant ikke komme i Betragtning nu, da ingen Bestyrelse findes, da Directeuren er her, eller vil komme her tilstede ved Generalforsamlingen, og da den Comitee, som reiser til Bornholm, vil give de Oplysninger, som ellers Repræsentanterne kunde give, hvis saadanne fandtes. I Henhold til Ovenstaaende besluttede endeel Tilstedeværende at anmode Directeuren om at sammenkalde Generalforsamlingen i Kjøbenhavn, idet de formeente, at naar denne Anmodning skete fra Eierne af 60 Actier, maatte den ifølge Statuternes § 12 tages til Følge. Nogle foreløbige Discussioner om, hvorledes Statuterne for Aktieselskabet hensigtsmæssigst burde forandres, førte ikke til noget Resultat; vi hidsætte kun nogle herhen hørende Yttringer, som naaede vort Øre. Saaledes indrømmedes af Nogle, at det vilde være umuligt, ved nok saa mange tilføiede Forklaringer at forebygge Conflicter, og sikkre Aktieselskabet en uforstyrret Fremgang under den nærværende Organisation. Der henvistes til Exempler fra Aktieselskaber i Udlandet , som ere gaaede til Grunde formedelst den idelige Control over Control, der foraarsagede en kostbar, indviklet og langsom Administration; det indrømmedes, at det maatte altid være rettest at skjenke Dirigenten for et Aktieselskab direkte en ligesaa stor Tillid, som man virkelig indirekte har til ham, saa at Repræsentanterne i Virkeligheden kun blive Revisorer; det indrammedes af Flere, at saadant maatte i nærværende Tilfælde ansees som det eneste Rigtige; dog tvivlede Nogle om Muligheden af at sætte saadant igjennem paa en Generalsorsamling. Ifølge det Forestaaende vil imorgen (Tirsdag) Aften (Kl. 6 i Stadt Lauenburg) blive at vælge en Comitee til at reise til Bornholm; at vælge et Medlem af Comiteen til Forandring i Statuterne, i Stedet for Fabrikeur Grove, som er reist bort i Embedsforretninger, at afgjøre om der findes overvejende Stemmer for at Generalforsamlingen bør holdes her, og om muligt at satte Directeuren i Stand til at erholde de til Arbejdets Fortsættelse fornødne Pengemidler, forsaavidt han ikke længere maatte forskudsvis kunne udrede disse af sin private Kasse.

*) See Noten i "Fædrelandet" nr. 611, pag. 4903.

Fædrelandet nr. 617, 23. august 1841.