Kjøbenhavn den 12te Marts 1842. (Efterskrift til Politivennen)

- Den stiltiende Tolerance, som man skulde troe vilde være bleven viist de herværende Baptister, indtil deres Anliggende var blevet ordnet paa en eller anden tilfredsstillende Maade, maa nu igjen være bleven opgiven. Pastor Mønster er nemlig igaar her atter bleven Fængslet. Hans yngre Broder har, som bekjendt, allerede i nogen Tid siddet arresteret i Slagelse, og vil formodentlig blive tiltalt for nogle af ham foretagne Daabshandlinger; han er iøvrigt ikke Præst som den ældste Broder, der skal være fængslet af samme Grund. Det blev dem nemlig ved deres første Frigivelse efter et Aars Fængsel  betydet ikke at foretage nogen Daab; men da deres religiæse Overbeviisning tilsiger dem at adlyde Gud mere end Menneskene, have de ligesaalidt afgivet noget Løfte i saa Henseende, som lagt Skjul paa deres Beredvillighed til at optage i Menigheden ved deres Daab Enhver, der fordrede det og hvis Tro de havde prøvet. Hvorvidt man ved den hidtil brugte Fremgangsmaade vil kunne bringe det med disse ligesaa sindige og rolige som energiske og characteerfaste Mænd maa Tiden vise; men Roes for religiøs Tolerance kan den danske Regering ikke erhverve sig derved.

(Kjøbenhavnsposten 12. marts 1842)

Albrecht Gottlob Bech Rye (1820-1894). (Efterskrift til Politivennen).

Gadeoptøierne den 20de Januar d. Aar. I et foregaaende Nr. have vi berettet, at Politiet havde arresteret et ungt Menneske, som havde havt en væsentlig Andeel i Gadeoptøierne d. 20de Januar d. A , og vi skulle nu, efter at have erfaret de væsentligste nnder Forhorene fremkomne Data, indlose vort Lefte at meddele vore Læsere en Beretning derom.

Saaledes som Arrestanten, hvis Navn er Albrecht Gottlob Bech Rye, har fortalt de Begivenheder, hvortil han har medvirket, maae de ogsaa, efter de iøvrigt fremkomne Oplysninger, antages at være foregaaede. Han havde, sagde han, overværet Plaideringen af Hr. Lehmanns Sag for Høiesteret, og var blevet i hei Grad exalteret; den 20de f. M., da Dommen blev afsagt, opholdt han sig udenfor det saakaldte Prindsens Palais, for at erfare Resultatet , og da dette var bleven forkyndt, og den forsamlede Menneskemasse salte sig i Bevægelse til lille Kjøbmagergade, formodede han, at dens Hensigt var at bringe Hr. L. et Hurra udenfor hans Bopæl, hvorfor han ilede sammesteds hen, men ad en anden Vei, for at komme hurtigere. Underveis gik han ind i en Boutik og laante der, mod at sætte sin Kniv i Pant, en Stok, for  at han kunde have Noget at værge sig med, hvis Politiet skulde falde paa med Magt at adsplitte Folkemassen, naar den raabte Hurra, men han fik ingen Anledning til at bruge den. Under det første Hurra, som udbragtes, stod han paa Kultorvet, og da han faae, at de udenfor Hr. Lehmanns Bopæl forsamlede Mennesker flygtede til begge Sider, som han antog, adsplittede af Politiet, tilraabte han med høi Stemme den Masse, der løb mod Kultorvet, at staae, og opfordrede den dernæst til at følge ham, hvorpaa han med en Deel Mennesker begav sig hen til Hr. Lehmanns Bopæl og udbragte Hurra for ham. Fra dette Sted fulgte han med Mængden ned ad store Kjøbmagergade til Østergade, idet han havde hørt Noget yttre, at man skulde begive sig til Amalienborgplads for at bede om Naade for den Domfældte; (hvilken Idee begeistrede ham.) Da den Masse, hvori han befandt sig, standsede paa Østergade, tvivlraadig og delibererende om, hvorhen den skulde vende sig, raabte han: "til Amalienborg!" og fik saaledes en stor Deel Mennesker til at følge med derhen, hvor de opstillede sig ved Statuen, ligeforan Hs. Majestæts Palai. Her udbragte han et "længe Leve" for Hr. Lehmann, hvorpaa fulgte Hurraraab fra de omkring ham Staaende. Da han i lang Tid havde tænkt paa, hvor ønskeligt det var, om Landet kunde erholde en Constitution, meente han, at nu var der meest passende Øieblik kommet til at frembære dette Ønske for Hs. Majestæt, og han udbragte derpaa "et Leve for Constitutionen"; hvilket atter ledsagedes af Hurraraab fra de Mennesker, der omgav ham. Hans Exaltation havde nu naaet sit Høieste, og efter at han havde udbragt dette sidste Raab, blev han nedstemt, ja han kom endog i en uhyggelig Stemning, især fordi han havde ventet at see HS. Majestæt vise sig paa Balconen for "Folket", hvilket ikke skete. Til den Mismod, der saaledes strax betog ham, og vedblev hele  Dagen bidrog ligeledes et Blik, han kastede paa de Omgivelser der havde ledsaget hans "Leve" for Constitutionen med Hurraraab; thi han var gaaet til Amalienborg mellem velklædte Personer, som han antog for Studenter, men han bemærkede først nu, at disse vare blevne tilbage i Frederiksgaden, og at han meest var omgivet af Gadedrenge og den laveste Pøbel. - Mismodig gik han nu omkring i Gaderne Resten af Dagen, og var vel tilstede ved nogle af de Optøier, der fandt Sted om Aftenen, men uden at deeltage deri, indtil han blev ført hjem af en af hans Bekjendtere, der havde erfaret hans Adfærd paa Amalienborg, og som opsøgte bam, for at forebygge, at han deeltog i de Excesser, man ventede om Aftenen.

Arrestantens Exaltation havde været saa stor, at han ikke nøie kan anføre ipsissima verba, han paa de forskjellige Steder havde brugt, og ene den foranledigede hans Adfærd, der, som han har forsikkret, blot skete efter Øieblikkets Indflydelse, og uden at Fornuften fulgte ham, saaledes som han ønskede, hvorfor han ogsaa senere har undret sig over sig selv og fortrød, hvad han havde gjort. Det, Arrestanten saaledes har forklaret om sin Sindsstemning, er ogsaa bekræftet af flere Personer, der have seet ham paa lille Købmagergade, eller talt med ham den samme eller de nærmest paafølgende Dage, og til dem har han blandt andet udladt sig med, at han ikke rigtig havde vidst, hvad han gjorde, at han fortrød det, og skammede sig over sine overilede Handlinger.

Ved Gjennemsyn af hans Papirer oplystes det, at han har skrevet, og tildeels indleveret, adskillige Artikler til nogle af Hovedstadens saakaldte Oppositionsblade, men der skal ikke være trykket andet deraf end et lille Stykke, "Corsaren" har optaget.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 6. marts 1842).

- Det er vore Læsere tilstrækkelig bekjendt, at Contoirist Albrecht Gottlob Bech Rye, fordi han den 20 Januar sidstleden gik for vidt i sin ved Hr. Orla Lehmanns Domfældelse vakre og ved en sygelig Legemstilstand endmere stimulerede Enthousiasme, af Kjøbenhavns Politi blev anseet for en for den offenlige Roligheds Vedligeholdelse farlig Person, og desaarsag først maatte udstaae en Varetægtsarrest i 4 Maaneder, uden at han ved Tilbud om Caution var istand til at opnaae sin Frihed, og endelig i den mod ham anlagte Justitssag, ved Hof- og Stadsrettens den 31te Mai sidstleden afsagte og i dette Blads Nr. 900 meddelte Dom, blev anseet med den saavel i Forhold til hans Forseelse og de samme ledsagende Omstændigheder, som for et ungt Menneske med god Opdragelse og i en anstændig Stilling, særdeles haarde Straf af 6 Gange 5 Dages Vand og Brød, samt Udredelsen af Actionens Omkostninger. Denne Dom indankede den Tiltalte selv for Høiesteret, hvor Sagen paabegyndtes igaar og endtes idag, under et ikke ringe Publicums Nærværelse. Med hvilken Dygtighed Actionen udførtes, er det overflødigt at omtale, naar vi tilføie, at den var Etatsraad Salicath overdraget, men at bemærkes, fortjener den nidkjære Omhu for den offenlige Sikkerhed og den loyale Afsky for ungdommelig Excentricitet, som charakteriserede Hr. Salicaths Foredrag, og som til Overflod maatte skaffe sig Luft i en med al sin Pomp høist tarvelig Replik paa Defensionen. Denne udførtes efter Tiltaltes Ønske af Justitsraad Guldberg, der med Varme forsvarede og undskyldte sin Clients uoverlagte Adfærd og paastod ham enten aldeles frifunden eller in subsidium straffet med simpelt Fængsel. Høiesteret billigede imidlertid Hof- og Stadsrettens Præmisser og stadfæstede dennes Dom in terminis. Dommen lyder: Landsover- samt Hof- og Stadsrettens Dom bør ved Magt at stande. I Salarium fik Etatsraad Salicath for Høiesteret betaler Tiltalte 30 Rbd. Sølv.

(Fædrelandet 25. oktober 1842).

Toldere i Næstved og Karrebæksminde.

1848-1850, konst.

Albrecht Gottlob Bech Rye (søn af prokurator Berthel Christian R. og Christiane Schousboe), født 18. juni 1820 i Næstved (Peders), død 17. september 1894 i København. Gift 10. oktober 1851 i Nykøbing F. med Eleonore Eckhardine Marie Birgitte Bjerregaard (datter af konsumtionsbetjent Mathias Peter B. og Maren Christine Christensen), født 18. august 1828 i Nykøbing F., død 12. april 1900 i København.

Postkontorist i København. Toldbetjent i Nykøbing F. 19. august 1843. Toldopsynsassistent på Samsø 24. februar 1846. Konstitueret strandkontrollør ved Bisserup 20. maj 1848. Overtoldopsynsassistent i Rødby 8. juni 1850. Toldassistent i Korsør 21. maj 1851, forflyttet til Slagelse 16. marts 1852, forflyttet til Holbæk 28. juni 1856, forflyttet til København 29. september 1860, kgl. udnævnt 22. december 1862

En Martyr fra Christian den ottendes Dage

I Gaar blev paa Vestre Kirkegaard begravet en gammel, 74 aarig Mand, der beklædte den beskedne Stilling som Toldassistent i Kjøbenhavn. Det turde vel være lidet bekjendt, om ikke helt glemt, at denne Mand - Albrecht Gottlob Bech Rye - for lidt over 52 Aar siden en Tid lang var en af Byens, ja maaske hele Landets mest omtalte Mænd. Det blev han, ikke fordi han egenlig udmærkede sig ved nogen Stordaad i den ene eller anden Henseende, men fordi han paa en højst følelig Maade fik at mærke, at Absolutismen i Forening med Domstolene under Christian den ottende nok en Gang imellem kunde og vilde slaa ordenlig til, og fordi Anledningen til den ublide Fremgangsmaade var af den Beskaffenhed, som den var.

Den 20de Januar 1842 om Formiddagen blev nemlig efter 3 Dages Procedure daværende cand. jur. Orla Lehmann af Højesteret dømt til 3 Maaneders simpelt Fængsel for Indholdet af en Tale, han et Aar tidligere havde holdt i Nykjøbing paa Falster. Hof- og Stadsretten havde kun vurderet Talen til en Bøde paa 600 Rbdlr. Højesterets Forsal i Prinsens Palæ og Gadestrækningen nd derfor var, da Dommen blev afsagt, overfyldt af en Mængde til det, som man kaldte "den bedre Klasse" hørende unge Mennesker, deriblandt ogsaa Rye, der da var Postkontorist.

Saa snart Dommen var blevet bekjendtgjort, begav Rye sig sammen med Menneskemassen, der bestod af flere Hundrede unge Mennesker, ad Lehmanns Bopæl paa Lille Kjøbmagergade til, idet han under Vejs hos nogle bekjendte laante en Stok for at kunne afparere mulige Angreb fra Politiet, naar han deltog, hvilke, var hans Agt, i et Leve for Lehmann; han havde nemlig hørt, at Politiet Dagen i Forvejen havde slaaet dygtig løs paa Folk. De Folkemassen ved hans Ankomst var ved at vige for Politiet, raabte han med høj Røst: Staa! Staa!, hvilket ogsaa syntes at hjælpe. Han deltog derpaa i Levet for Lehmann og begav sig sammen med de øvrige Demonstranter ned ad Kjøbmagergade. Paa Hjørnet af Østergade var det ham, der ved at raabe: Til Amalienborg! fik Mængden til at begive sig derud, og idet han, medens Hovedmængden blev i Frederiksgade, samme med en Del andre stillede sig ved Statuen lige overfor Kongens Palæ, hvor Kongen iøvrigt ikke var til Stede, da han var paa Fælleden, udbragte han, eller - som det staar i Dommen - "forebragte han med høj Stemme det Ønske, som gik ud paa, at Lehmann maatte blive fri og leve længe blandt dem". Efter at dette Ønske var efterfulgt af Hurraraab, udbragte han et Leve for Konstitutionen, paa hvilket atter fulgte et Hurra. Ved at se sig om fandt han sig imidlertid nu væsenligst kun omgivet af Børn, og da han tillige blev skuffet i sin Forventning om, at Kongen fra Balkonen skulde vise sig for Folket, begav han sig bort uden at deltage i de samme Dags Aften og senere forefaldne Demonstrationer.

Otte Dage efter erfarede Politidirektør Bræstrup imidlertid den Rolle, Rye hade spillet. Han blev da arresteret og Sag anlagt mod ham, efter at der Dagen efter Arrestationen, den 28de Januar, var blevet foretaget en indgaaende Husundersøgelse hos ham samt en Ransagning af hans lønligste Gjemmer og Papirer, en Forholdsregel, som intet Udbytte gav, og som i den beskikkede Anklagers Indlæg med stærke Ord misbilliges.

I 4 Maaneder holdtes nu Rye arresteret, uagtet han udtrykkelig roses for sine aabne og oprigtige Forklaringer, hvorunder han bl. a. udtaler, at hans Tanke mod at udbringe et Leve for Konstitutionen, hvilket Leves Udbringelse synes mest at have skadet ham, var, at der ved Indførelsen af en saadan vilde bevirkes, "at Folk og Konge vilde ophøre at staa i Modsætningsforhold til hinanden, hvilket nu ofte skal være Tilfældet, men derimod virke i Harmoni til Fædrelandets Fremtarv". Slutningen af Maj Maaned falder hans Dom, der lyder paa 6 Gange 6 Dages Fængsel paa Vand og Brød, og hvis "Mildhed" begrundes ved Hensynet til hans Ungdom, samt hans Henrivelse af Øjeblikkets Exaltation, hvortil han paa Grund af legemligt Ildebefindende og sygelig Sindsstemning var stærkt tilbøjelig. Nu blev han endelig løsladt mod Kavtion, medens Sagen stod under Appel til Højesteret. Dennes Dom faldt i Slutningen af Oktober s. A. og lød paa Stadfæstelse. En af Ryes Fader indgivet Ansøgning om Benaadning blev efter Meddelelse i Datidens Presse afslaael, og det maa saaledes antages, at Rye har maattet udstaa den ham idømte Straf i al dens Strænghed. Mere værdifuld for ham end en Benaadning turde det imidlertid have været, at han allerede i Avgust 1813 blev ansat ved Toldvæsenet i Nykjøbing paa Falster, hvorved det altsaa faktisk blev erklæret, at den ham overgaaede Domfældelse ikke skulde komme ham til Skade paa Æren, hvilket ellers den Gang almindelig antoges om Idømmelse af Fængsel paa Vand og Brød.

Urolighederne i Anledning af Orla Lehmanns Domfældelse strakte sig ud over ikke saa faa Dage, i hvilken Tid Politiet blev forstærket ved Underofficerer af Hæren, stadig Patrouillering iværksat og Tropperne konsignerede. Naar Kongen i denne Tid og adskillig Tid derefter var i Theatret eller til Festligheder - i den Tid holdt netop Tivolis Carstensen sin berømte "Figarofest", der bl. a. nok havde til Hensigt at vende Folkestemningen andet Steds hen, og som Kongen overværede - holdtes Folk langt borte fra ham ved stokbebevæbnede Politibetjente i Hundredevis; saaledes berettes i hvert Fald i Oppositionsbladene. Samtidig blev Lehmann, der to Dage efter sin Domfældelse var henbragt til Stadens borgerlige Arresthus, i højeste Grad demonstrativt hædret ved Blomster, Digte Skaaltaler, Opkaldelser af Børn og Kager osv.

En lille komisk Episode fra Højesterets Forsal, da Lehmanns Dom afsagdes, bør maaske ikke aldeles forsvinde. En af dem, der opholdt sig dér for at afvente Dommens Afsigelse, blev trykket op mod en Rude, saaledes at denne gik itu. Han nægtede imidlertid, hvori de andre tilstedeværende gav ham Medhold, at erstatte dens Værdi, da Orla Lehmann jo var dømt til at betale alle "af Sagen flydende Omkostninger".

H.

(Dannebrog (København 24. september 1894).

Rygning var forbudt ved de kongelige og den kongelige Families Palæer. (Efterskrift til Politivennen)

En Person ved Navn Peter Felix Valentin Halck, der den 28de Novbr. f. A. passerede Prindsesse Julianes Palais med en tændt Cigar i Munden, var af de der posterede Soldater bleven anholdt og afleveret til Politiet, for hvilken Autoritet han afgav den Tilstaaelse, at han havde tændt Cigar i Munden, da han passerede forbi Palaiet, hvortil Grunden bag var, at han gik i Tanker. Anmodet af Soldaterne om at tage Cigaren af Munden, da han allerede var kommen 6 Skridt forbi dem, fik han ud paa Gaden, fordi han antog, at Forbudet kun gjalt om at ryge paa Fortouget. I samme Øieblik blev han anholdt af en af Skildvagterne og ført ind i Palaiets Port, ved hvilken Leilighed Tiltale, efter begge Skildvagters afgivne og beedigede Forklaringem, gav den af dem, der anholdt ham, et Slag for Brystet. --- Da Sagen af Justitien var beordret indanket for Høiesteret, bleve nye Forhører optagne, under hvilke Tiltalte vedblev at benegte, at han med Forsæt havde stødt Skildvagten for Brystet, og under hvilke den anden Skildvagt erklærede i Henhold til sin engang aflagte Eed, at han ikke formaaer at afgjøre, hvorvidt det Stød for Brystet, Tiltalte gav hans Kammerat, bibragtes denne tilfældigen eller ikke, og at han ikke af Maaden, hvorpaa Stødet bibragtes, kan afgjøre noget med Hensyn til det Omspurgte.

(Kjøbenhavnsposten, 5. marts 1842 (uddrag)

Redacteurens Tilføjelse.

I 1840'erne blev der udstedt en guvernementsbefaling om rygeforbud. Peter Felix Valentin Halck blev idømt 2 gange 5 dages fængsel på vand og brød for efterfølgende at have slået en skildvagt i brystet den 28. november 1841.

Monument for Frederik 6. (Efterskrift til Politivennen)

I Loll. Falst. Stiftst. af 21de dennes udtaler en Indsender sig decideret imod Planen til et Monument for Frederik 6te. Efterat have opstillet de Spørgsmaal, om der er tilstrækkelig Grund til at oprette et saadant? om der ikke er meget gyldige Grunde til at lade denne Sag fare? og om Fremtiden vil fremstille den lange Aarrække, i hvilket Frederik holdt Statens Ror, som hæderlig eller ydmygende, som lykkelig eller ulykkelig? - besvarer ham dem paa følgende Maade: "Som Privatmand var Frederik retsindig, ordholdende, arbeidsom, tarvelig. Som Regent besiæledes han af varm Kjærlighed til sit Folk og navnlig til Bondestanden; men han vilde fremme sit Folks Vel ene paa sin Viis, fordi han, som han erklærede den Forening af Medborgere, der faa Aar før hans Død petitionerede imod yderligere Indskrænkning i Trykkefriheden, alene kunde bedømme hvad Folkets Tarv krævede. Hans hele Regering er en Commentar over disse Ord. Og formaaede han at løse den svære Opgave, han saaledes lagde paa sine egne Skuldre? Kjendsgjerninger maae tale; Historien har givet Svar. Vor Flaade blev bortrøvet, medens vi drømte om Fred og ingen Fare. Norge - den halve Deel af den danske Stat - blev taget fra os. Danmark - sagde den franske Publicist de Pradt kort Tid derefter om os - er ikke længere et Rige, det er det smukt Herskab (seigneurie). Men bleve nu, spørge vi videre, de tilbageblevne Levninger consoliderede? blev et godt Finantssystem indført? Holsten er bleven knyttet til Tydskland ved et uopløseligt Baand, Slesvig vakler mellem Norden og Syden. Om Successionen i disse Dele af den danske Stat er Alt Forvirring og Usikkerhed. Hvorledes Finantsernes Tilstand og Finantssystemet var, da Stænderne traadte sammen, vide vi Alle at Frederiks Regering var ulykkelig, ligger da klart for enhver. --- det Monument, til hvis Oprettelse Indbydelsen er udgaaet, er ikke for Frederik som Privatmand, men som Konge; og som Konge var hans Regering saa ulykkelig, at dersom ligesaa Meget tabes under nogen af hans Eftermænd, bliver Intet videre at tabe, fordi Alt da er tabt. Det viser sig desaarsag ogsaa, at Indbydelsen ikke finder Gjenklang i Folket, at Intet af Betydenhed tegnes - thi Ideen er, om end vel meent, uheldig."  

(Kjøbenhavnsposten den 25. februar 1842, uddrag)

Kirkebøsser. (Efterskrift til Politivennen).

 Kjøbenhavns Borgerrepræsentanter
Mødet den 21de Februar

----

I Begyndelsen af forrige Aar indkom til Repræsentantskabet et Andragende fra 15 af Hovedstadens Præster om en forandret Anvendelse af de milde Gaver, der i og ved Kirkerne indsamles til de Fattige. Det anføres deri, at det almindelige Fattigvæsen kun sørger for de egentlige Fattig, eller Almisselemmer, men derimod ikke seer sig i Stand til at komme en bedre Classe af Trængende til Hjalp, hvis Nød ikke er mindre og hvis Værdighed næsten altid er sterre end hines, nemlig de saakaldte Huusarme, saasom Enker med Børn efter Embedsmænd og Borgere eller disses uforsørgede Døttre; - saadanne Trængende blotte snarest deres Nød for Præsterne, men disse ere ved de gjældende Lovbestemmelser udelukkede fra al Indflydelse paa Fattigvæsenets Virksomhed og navnlig paa milde Gavers Anvendelse, saa at de kun formaae at hiælpe ved Ordets Trøst. Det yttres endvidere, at det vilde være baade hensigtsmæssigt og gavnligt, at de frivilligen ydede Bidrag til de Fattige fik en anden Anvendelse end den ved Tvangsmidler opkrævede Fattigskat, og at navnlig hvad der indsamles i og ved Kirkerne uddeeltes af Præsterne eller ifølge deres Indstilling til saadanne Fattige, som ikke nyde Almisse; som Sagerne nu staae, maa Beredvilligheden til at lægge i Tavler og Bøsser mere og mere aftage, thi Giveren bidrager ved sin Gave ikke til at formilde den Trængendes ulykkelige Tilstand, men i alt Fald kun til at formindske Fattigskatten; derimod vilde disse Gaver uden Tvivl blive flere og større, naar Giverne vidste, at de kom Huusarme i Menigheden tilgode og bragtes disse igiennem Præsterne. Andragerne, der i denne Henseende ikke ønske at giøre noget Skridt, som ikke maatte finde Bifald hos de bedre i Menighederne, haabe derfor, at Borgerrepræsentanterne ville tage Initiativet og indstille til høiere Vedkommende, at det bestemtes, at de i og ved Kirkerne indsamlede milde Gaver - saalænge Tavlers Ombæring under Gudstjenesten bibeholdes - for Eftertiden uddeles til Huusarme i Menighederne, enten af Præsterne alene eller af disse i Forening med nogle Borgere, saasom Kirkeværgerne, Borgerrepræsentanterne, eller andre dertil valgte. Den i denne Anledning under 25de Februar f. A. nedsatte Committee, der tillige fik det Hverv, at undersøge hvorledes Ulemperne ved Tavlernes Ombæring i Kirkerne kunne forebygges, har indhentet forskjellige herhen hørende Oplysninger, hvoraf det blandt andet sees, at der i alle eller enkelte af Kirkerne og ved alle eller enkelte gudstjenestelige Handlinger ombæres Tavler eller udsættes Bækkener for Kirken, Fattigvæsenet, Capellanen, Catheketen, Søqvæsthuset, Brandvæsenet, Helsingørs Skole og Hospital, Møens Tugthuus, Fødselsstiftelsen og flere Skoler der i Staden, samt at hvad der i Blokke-, Bøsse- og Tavlepenge indkommer til det almindelige Fattigvæsen fra Stadens Kirker og i enkelte Bøsser paa offentlige Steder har i Aaret 1836 udgiort 837 Rbd 60 sk., i 1837 949 Rbd. 21 sk., 1838 454 Rbd. 1½ sk., 1839 504 Rbd. 95 sk., i 1840 609 Rbd. 30 sk. Efterat Committeen havde afgivet sin Betænkning og forsamlingen taget Sagen under Overveielse, er der blevet tilskrevet Magistraten saaledes:

"De mange Klager, der føres over den forstyrrelse i Andagten, som Tavlernes Ombæring foranlediger, forekomme os at være saa grundede, at det vilde være meget at ønske, om denne Ombæring ganske kunde bortfalde. Der synes derhos overhovedet ikke at være tilstrækkelig Anledning til at bibeholde de Indsamlinger af Penge, som paa denne eller andre Maader foretages i og ved Kirkerne. Kirkegængerne sættes derved ofte i forlegenhed, naar de enten have forsømt at forsyne sig med de fornødne Penge eller mulig ikke have Raad til at yde noget, eller ogsaa de tilskyndes, være sig af Forfængelighed eller Undseelse til at gjort Gaver, som de ellers ikke vilde have gjort, og som derved miste deres rette Betydning. De, der virkelig føle Trang til at vise Velvillie imod de Fattige, Kirkens Embedsmænd eller de Indretninger, til hvilke der nu samles Bidrag i og ved Kirkerne, ville derimod, om ogsaa disse Indsamlinger ophøre, ikke savne Lejlighed til at bringe deres Gaver i Hænderne paa dem, hvem de ere tiltænkte. Hvad navnlig Gaverne til de Fattige angaaer, da ere disse nu at betragte som et Supplement til Fattigskatten, der kun foranlediger, at de Skattepligtige have saameget mindre at udrede, men ikke skaffer de Fattige større Hjælp, end de uden dem ville faae. Fattigvæsenets Indtægter fra denne Kilde have ogsaa, som de indhentede Oplysninger vise, de senere Aar ikke udgjort noget Beløb af Betydenhed, og de ville vistnok hidtil vedblive at være i Aftagende; vi kunne derfor vort Vedkommende intet have imod, at disse Indtægter ganske bortfalde. Vi forvente derhos, at der heller ikke vil møde Hindringer for Afskaffelsen af de Indsamlinger, der i og ved Kirkerne foretages til Bedste for andre offentlige Indretninger; thi deels ere de Bidrag, som derved indkomme, ikkun forholdsviis ubetydelige, deels have disse Indretninger allerede eller kunne paa anden Maade skaffe sig de fornødne Indtægter, eller staae i alt Fald i saa liden Forbindelse med Communen og Menigheden, at de ikke med Føie kunne gjøre Fordring paa at nyde Bidrag til deres Vedligeholdelse paa denne Maade. Derimod maatte der vistnok sørges for at skaffe de geistlige Embedsmænd, for hvem Tavler nu ombæres, Vederlag for den Afgang i Indtægter, de ville lide ved at Ombæringen bortfalder, men dette kunde formeentlig skee ved en passende Forøgelse af Præstepengene, hvoraf disse Embedsmænd saaledes kunde faae en forholdsmæssig Andeel, eller hvis dette ikke skulde finde Bifald, da ved at der udsættes laasede Bækkener for dem ved Kirkedørene; forøvrigt behøver man ikkun at skaffe de nærværende Embedsmænd et saadant Vederlag, thi de her omhandlede Indtægter ere ikke større, end at de ved deres Afgang synes uden Betænkelighed at kunne bortfalde. Repræsentantskabet udbeder sig saaledes, at Magistraten vil medvirke til, at samtlige Indsamlinger af Gaver i og ved Kirkerne her i Staten kunne blive afskaffede, i det mindste forsaavidt de ikke tilfalde de geistlige Embedsmænd og for disses Vedkommende i alt Fald kun skee ved Udsættelse af Bækkener.

Det her fremsatte Forslag har imidlertid ikke fundet udeelt Bifald i Forsamlingen, og for det Tilfælde, at det ikke skulde blive billiget af Regjeringen, ville vi tillade os at fremkomme med nogle subsidiære Indstillinger. Vi ere saaledes alle enige om, at Ombæringen af samtlige Tavler i Kirkerne bør ophøre, imod at der hensættes et lige Antal laasede Bækkener ved Kirkernes Indgange. De Vedkommende, til hvis Bedste Indsamlingerne skee, kunne nemlig efter vort Skjønnende ikke have Fordring paa, at disse skulle foretages paa en Maade, der har saa meget imod sig som Tavleombæringen, og deres Ret til at gjøre Krav paa Menighedens Godgjørenhed bliver derfor fyldestgjort, naar det tillades, at der henstaae Bækkener for dem, som ommeldt.

Hvad dernæst angaaer de Penge, der i Kirkerne indsamles til de Fattige, - forsaavidt det bestemmes, at Indsamlingerne skulde vedblive, og hvad enten disse nu for Fremtiden maatte skee ved Bækkener, hensatte ved Kirkedørene, eller som hidtil ved Tavleombæring - da have vi efter det Foranførte og i Henhold til Geistlighedens Andragende Intet imod, at disse ikke længer tilfalde det almindelige Fattigvæsen, men derimod efter det i Andragendet gjorde Forslag uddeles blandt værdige Trængende, der ikke nyde offentlig Fattighjælp. Vi holde derhos for, at hvad der indkommer i enhver Kirke helst bør tilfalde de Trængende i dennes eget Sogn, og at Uddelingen kunde skee ved 2 af Sognets Geistlige og 2 dertil udvalgte Mænd af Sognet, der havde at aflægge et summarisk Regnskab over Indtægten og Udgiften."

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 22. februar 1842. Uddrag)

Kjøbenhavns Borgerrepræsentanter

Mødet den 28de Marts.

- - -

Forsamlingen - der til denne Sags Overveielse havde nedsat en Comitee - var vedblivende af den Formening, at de med Tavleombæringen forbundne Forstyrrelser og Ubehageligheder ere saa store, at der er al Grund til at ønske dem afskaffede. Om end, som af Biskoppen bemærket, Pengeindsamlinger under Gudstjenesten til veldædigt Øiemed ere af apostolisk Oprindelse, synes der dog ikke at være nogen Nødvendighed for at vedligeholde denne Skik, naar den ikke lader sig bibeholde uden Skade for Gudstjenestens egentlige Øiemeed, især da der under de nuværende Forhold paa anden Maade kan sørges for at de, der skulde nyde godt af Indsamlingerne, ikke lide noget Tab ved Tavleombæringers Ophør og den private Godgiørenhed derhos har saamange andre Lejligheder til at yttre sig. En Indskrænkning af Tavlernes Antal vilde ikke i nogen væsentlig Grad afhjælpe de paaklagede Ulemper og derhos sandsynligen kun lede til, at de enkelte Tavler, der vedbleve at ombæres, bleve rigeligere betænkte paa de afskaffedes Bekostning. Repræsentantstabet gjentog derfor sin tidligere Indstilling om at al Ombæring af Tavler under Gudstjenesten maa ophøre og antog, at der ikke kunde være noget væsentligt til Hinder derfor, naar det skete under de nedenomtalte nærmere Bestemmelser.

Forsaavidt nemlig Biskoppen har yttret Betænkeligheder imod at al Indsamling af Penge i Forbindelse med Gudstjenesten ophører, synes disse at kunne fjernes derved, at der ved Kirkens Døre og helst indenfor disse hensættes tvende Bækkener det ene for Kirken, og Kirkeskolerne i et nærmere bestemmende Forhold mellem disse, det andet for de Fattige til Uddeling i Overeensstemmelse med Forsamlingens tidligere Forslag. De geistlige Embedsmænd og navnlig Capellaner og Catecheter, der hidtil have havt Indtægt af Tavlepengene, saavelsom deres Eftermænd kunde blive holdte skadesløse ved Hjælp af Præstepengene, der vistnok, naar en bedre Organisation af Opkrævningen tilveiebringes, ville indkomme med et saa stort Beløb, at en Deel deraf uden Tab for de Embedsmænd, der hidtil have nydt Part af Præstepengene, kan anvendes til Erstatning for Tab ved Tavleombæringens Ophør. Hvad de andre Instituter angaaer, som i alle eller nogle af Kirkerne have havt Tavler, da maatte det vel først godtgjøres, at de ogsaa alle have tilstrækkelig positiv Hjemmel til en saadan Begunstigelse, og dernæst, om end dette skulde vise sig, ikke tabes af Sigte, at det dog bestandig kun er frivillige Bidrag, som der er Tale om, at de derfor ikke have noget Krav paa fremtidigt at oppebære et bestemt Beløb, og at det meget let kan hænde, at Menigheden, naar man vedbliver med en Opkrævning, der har den almindelige Mening saa meget imod sig som Tavleombæringen, efterhaanden bestemmer sig til ganske at ophøre med at yde Bidrag. Tavlerne i Helsingørs Hospital synes ikke med nogen tilstrækkelig Beføielse at kunne gjøre Fordring paa, at nyde Bidrag af Kirkegængerne i Kjøbenhavn, det Beløb der er indkommet i dets Tavle i Frue Kirke er ogsaa saa ubetydeligt, at Hospitalet, naar overveiende Grunde tale for Tavlernes Afskaffelse, maa kunne afsee det; men i al Fald anses det for ønskeligt, at Tavlens Ombæring ophørte imod at Frue Kirke overtager sig aarlig at svare Hospitalet 25 Rbd. - en Udgift, som Kirkens Omstændigheder tillade den at bære. - Søqvæsthuset er et Statsinstitut, der paa anden Maade er rigeligt udstyret og desuden igjennem Assistentshuset paa Communens Bekostning nyder betydelige Fordele, som der vel kunde være Spørgsmaal om at reclamere for denne; Søqvæsthuset maa derfor vistnok uden Vanskelighed kunne gjøre Afkald paa den Indtægt, det hidtil bar nydt af Tavlepengene. Men i alt Fald vil Søqvæsthuset ikke kunne gjøre Krav paa videre end, at der til Fordeel for samme i Holmens Kirke, som den eneste, hvis Menighed tildeels nyder godt af Søqvæsthusets Midler, hensættes et Bækken, der saaledes undtagelsesviis for denne Kirke vilde blive det tredie Bækken. Kjøbenhavns Brandforsikring er et communalt Institut, der har Midier nok til at afholde den ringe forøgede Udgift til Pensioner, som kan blive en Følge af at Brandvæsenets Understøttelsesfond maa savne de det hidtil tilflydte Tavlepenge, hvorfor man ikke tvivlede om at Brandforsikringens Bestyrelse vil være villig til at skadesløsholde Understøttelsesfondet, naar dets Tavle afskaffedes, Det almindelige Fattigvæsrn kunde efter Forsamlingens Formening renoncere paa at der for det ombæres Tavler, og hvis Opfostringshuset fremdeles trænger til de det hidtil tilstaaede 150 Rbd. aarlig, da maatte disse udbetales det af Fattigvæsenets Hovedkasse. Der bliver saaledes kun tilbage de Stiftelser, for hvilke der paa enkelte Dage er blevet ombaaret Tavler eller har været udsat Bøsser, nemlig Døvstumme-Institutet, Fødselsstiftelsen og Møens Tugthuus, og til Fordeel for dem kunde der da paa de samme Dage udsættes Bækkener.

Det var imidlertid Tavleombæringens aldeles Afskaffelse som Forsamlingen lagde Vægt paa, og med Undtagelse af eet Medlem erklærede hele Forsamlingen sig imod, at der foretages nogen Forandring i den nu bestaaende Indretning, naar derved ikke kan opnaaes, at Tavleombæringen ganske bortfalder. -

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 13. april 1844. Uddrag).