Hertugdømmerne Slesvig og Holsteens lærde Skoler. (Efterskrift til Politivennen)

Freqventsen i disse Skoler har, ifølge en Beretning i "Alt. Mercur", fra Nytaar til Paaske 1841 i Haderslev 48, Flensborg 75, Husum 59, Slesvig 63. Rendsborg 42, Meidorf 43 Plöen 48, Kiel 43. Glückstadt 59. ialt 480. Ifølge heraf er Freqventsen, i Sammenligning med Beretningerne fra tidligere Aar, aftaget ikke ubetydeIigt. I Aaret 1822 beløb det samtlige Antal af Elever i de lærde Skoler sig til 705 og i Aaret 1827 tit 690. Omendskjøndt disse Stoler næsten have ens Organisation med Hensyn til Classer og Lærerantal - fire Lærere for fire Classer i Reglen, og kun Flensborg og Slesviger Skolen have hver fem Lærere - saa har der dog stedse fundet en stor Omvexling Sted i Freqventsens Stigen og Falden. I Aarene 1822-25 havde Slesviger Domskolen aarlig c. 150 Elever, og den nærmest i Freqvents stod dengang Kieler Skolen med 100 Elever. Den sidste hører nu til de mindst besøgte, medens Flensborger-Skolen i Elevantal indtager den første Plads. Allerede siden Paaske 1841 har Forholdet atter mærkeligt forandret sig. Rendsborger Skolen talte et halvt Aar senere kun 29 og Antallet i Hadersleben var sunken til 39, hvorimod Freqventsen i Glückstad var stegen.

Søger man Aarsagerne til den nuværende ringe Freqvents, saa vil man sikkert mindst finde dem en mangelfuld Beskaffenhed af disse Læreanstalter; thi netop i de seneste Aar er der, saavidt os bekjendt, gjort mere for at de skulle trives, ved Ansættelse af dygtigere Lærere og skarpere Control, end tidligere i en Række af Aar. Med mere Geund vil man kunne anføre, at vor Ungdom i den nyere Tid ikke mere saa udelukkende offrer sig til Studeringer, og andre Kald ogsaa gjøre sig mere og mere gjældende. Kjøbmandsstanden i Byerne, Fabrikanten, den større Godseier osv. foretrække det allerede at søge mere practisk Underviisning for dens Sønner i Real- og de høiere Borgerskoler, end at overgive dem til den reent videnskabelige Dannelse i de lærde Skoler. Med Hensyn til denne Trang har ogsaa Borgerskolevæsenet havet sig mærkeligt hos os i den senere Tid, medens derimod saamange Borgerskolers lavere Standpunct i ældre Tid vel har bidraget væsentligt til de lærde Skolers tidligere Freqvents.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 3. september 1842).

Artiklen udtrykker en generel holdning blandt de politisk ledende kredse i København. Eftertiden kunne tyde på at grunden netop var de "dygtigere lærere og skarpere kontrol", idet der nemlig blev ansat danske lærere som skulle føre skrappere kontrol med slesvig-holstenske oppositionelle. Hvilket de liberalt indstillet borgere i hertugdømmerne ikke ønskede. Dette fremgår i hvert fald af artikler skrevet efter 1864.

Jerndampskibet "Caroline Amalie". (Efterskrift til Politivennen)

Om Befordringen med dette Dampskib, hedder det i "Loll. Falst. Stitstidende", (efterat Skibet selv er roest): I Kahytten er der qvalmt, og - hvad der paa et Skib er af største Vigtighed for Passagererne, især for de søsyge - Opvartningen er høist maadelig, ja, saalænge Table d'Hote varer, gives der paa 2den Plads saa godt som ingen Opvartning, idet denne til samme Tid findes ganske concentreret paa 1ste Plads. En stakkels Kone hørte vi lange forgjæves sukke efter et Glas Vand til sit syge Barn, indtil endelig en barmhjertig og behjertet Passageer tog Mod til sig og hentede hende den ønskede Drik fra 1ste Classe, hvilken Overskriden af Grændsen mellem 1ste og 2den Plads rigtignok kunde blive ham kostbar, eftersom Reglementet herfor bestemmer Erlæggelse af Prisen for 1ste Plads. Opvarterne forekom os tvære og ingenlunde artige. Forlangte man Middagsmad, hed det, at man maatte vente til Table d'Hote var hævet, og da dette først hævedes omtrent Kl. 6, havde flere Passagerer, der nu nærmede sig Reisens Maal, opgivet Middagsmaden, hvorimod de ønskede Kaffe eller Thee; men atter fik man det Svar, at man maatte give Tid til Kaffeen var serveret paa 1ste Plads. Var man nu endelig saa heldig eller rettere: uheldig - at saae en Kop Thee eller Kaffe, da var Drikken af saadan Beskaffenhed, at kun de, der mere bekymrede sig om at faae Noget at drikke, end om hvad de drak, benyttede sig af det der bødes dem: Theen havde Afsmag og Kaffeen var saa tynd, som man kunde vente det, efwrat 1ste Kahyts Passagerer havde taget al Kraften deraf. Hvad Betalingen for 2den Plads angaaer, da skulle vi Intet have at bemærke, dersom Opvartningen var god; men i Forhold til den slette Opvartning forekommer os en Betalingen at være for høi. Hvorvidt de her anførte Klager stedse ere gjældende, kunne vi ikke afgjøre, da vor Erfaring kun strækker sig til een Reise; muligt var ogfaa paa denne Reise de Reisendes Antal usædvanlig stort, dog vil denne Omstændighed ikke kunne undskylde Opvartningens Maadelighed, da det kun synes at være en ligefrem Pligt at ansætte et saa stort Antal Opvartere som nødvendigt for at gjøre deres Tjeneste upaaklagelig.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 9. august 1842).

Et Par Anker Brolægningsvæsenet i Kjøbenhavn vedkommende. (Efterskrift til Politivennen)

...Brolægningen udenfor deres Eiendomme Aar for Aar mere forefalder, indtil den knap længere kan befærsles og den yderligste Nødvendighed byder dens Istandsættelse. Men om nu end dette, paa Grund af Forholdene, ikke kan være anderledes, synes dog hine Eiere, ligesom overhovedet enhver Eiendomsbesidder, at kunne vente sig forskaanet for enhver Extraudgift i Anledning af dette Brolægningsarbeide, der, efter Communalbestyrelsens Foranstaltning, foretages udenfor deres ejendomme. Der har imidlertid indsneget sig den Misbrug, at ved slig Leilighed, naar en fuldstændig Omlægning er befunden nødvendig, pleie Brolæggerne at lade nogle af deres Medhjelpere gaae om fra Huus til Huus og afpresse Eierne en Art af Recognition, som det hedder, "fra Brolægningen af Fortouget". De gjøre vel ikke ligefrem Paastand derpaa som en Ret; men ved deres Yttring, at "det er Noget, de altid pleie at faae" og at "Alle give dem det", ville de nok de færreste Steder blive afviste, ihvor nødig end vistnok de fleste Eiere ville underkaste sig denne extraordinaire Udskrivning. Inds. feiler nepppe i at antage det for tilstrækkeligt, at Communalbestyrelsen er bleven gjort opmærksom paa denne Uskik, til at man tør vente at see den hævet for Fremtiden. 

En anden Anke foranlediger den Fremgangsmaade, der finder Sted med Hensyn til de Forbedringer ved Trottoirets Brolægning, som enten de nærværende Eiere eller deres Forgængere paa egen Bekostning have foretaget. Her synes man at gaae i alt Fald noget nonchalant tilværks. Det er i det mindste Inds. bekjendt, at Brolægggerne etsteds, hvor der var lagt Flise- eller Bandursteen paa den Deel af Trottoiret, der strækker sig udenfor en Port, og samme Slags brede Stee ud imod Gaden til Anbringelse af et Brædt, borttoge alle disse Flisestene og lagde simple Brostene i Stedet. Eieren fik, ved at demonstrere derrimod, kun det Svar, at "de skulde bruge Bandurstenene andre Steder", og først ved personligen at henvende sig til den Inspectionshavende og gjøre sin Ret gjeldende, modtog han det Løfte, at de borttagne brede Stene igjen skulde blive lagte.

(Kjøbenhavnsposten den 1. juli 1842)

Toldboden. (Efterskrift til Politivennen)

Det er en bekjendt Sag, at der med Hensyn til Landsætningen fra Dampskibene er draget overordentlig slet Omsorg for de Reisendes Tarv, og at man uden Tvivl skal lede længe efter at finde et Sted, hvor Landsætningen medtager en saa forholdsmæssig lang Tid som her, hvilket i Særdeleshed bliver mest byrdefuldt for de Reisende, naar de ere mange ombord og de tillige have havt haardt Veir paa Søen, og altsaa have god Grund til at længes efter at komme i Land. Det har derfor med Føie været sat under Ventilation om at bygge et Brohoved ud ved Toldboden, ved hvilket man kunde lægge til og Passagerne saaledes komme directe i Land, uden at behøve at tage tiltakke med den monopoliserede Havnecapitains monopoliserede Fartøier, hvis Utilstrækkelighed for at opfylde Tidens Fordringer netop bliver dobbelt følt i de Tilfælde, hvor Dampskibene paa Grund af det Virvar, hvori Skibene almindeligt ligge udenfor Bommen, nødsages til at ankre op et langt Stykke fra Land. I Anledning af Opførelsen af det projecterede Brohoved har man viist Havnecapitainen den Ære at afæske ham hans Betænkning angaaende samme. Om det end ikke undrer os, at denne Betænkning er bleven til en lang Række af Betænkeligheder ved Udførelsen af Projectet, saa at det ikke er Hr. Eskildsens Skyld, hvis Sagen ikke bliver fuldstændig discuteret, i det mindste fra den ene Side, saa vilde det dog være os meget paafaldende, om an vilde lade sig afholde, vi ville ikke sige fra Realisationen af en Idee, som Tidens og det reisende Publicums retmæssige Fordringer, andre civiliserede Landes Exempler og Omsorg for Byens og Handelens Tarv gjøre lige trængende nødvendig, men blot fra snarest muligt at paaskynde Udførelsen med al den Iver, som det er muligt at opdrive hertillands.  

(Kjøbenhavnsposten, den 22. juni 1842)

En Brøndgravers Redning. (Efterskrift til Politivennen).

"Randers Avis" meddeler nu en paalidelig og detailleret Beretning om den mærkelige Tildragelse, som vi omtalte i Nr. 116 af vor Tid., med en Mand, som en Tid var levende begravet. Beretningen, Pastor Graaes Indberetning til Amtet, lyder saaledes:

Ole Jørgen Rawert: Randers den 8. august 1844. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

En Mand her af Sognet, Huusmand Laurs Jensen af Pindstrup, paa Steenalt Skovgrund er, efterat være levende begravet i en Brønd paa 20 Alens Dybde, med 5-7 Alen Sand over sig, efter 56 Timers Forløb, hvoraf 33 hengik inden saa Meget kunde blive bortryddet, at Hovedet kunde komme frem og Aandedrættet blive frit, ved Fleres overordentlige Anstrængelser, atter kommen op af Brønden med hele Lemmer, og, skjøndt stiv og afkræftet, dog i den Stand, at han forventes snart med Guds Hjelp at kunne blive fuldkommen restitueret.

Jeg skal tillade mig omstændeligere at detaillere denne mærkelige Tildragelse, for at Deres Høivelbaarenhed derved kan komme til Kundskab om den ædle Iver og det ufortrødne Mod, som Flere ved denne Leilighed have lagt for Dagen: 

Huusmand Laurs Jensen, en Mand paa 42 Aar, der har sat flere Brønde her i Egnen, havde efter Accord paataget sig at grave en Brønd midt i Gaarden for Cand. philos. Andersen, Eier af Margrethenlund. Da den var bleven 22 Alen dyb, uden at der endnu var Udsigt til at faae Band, bestemte Andersen, imod Laurs Jensens Ønske, at Brønden, der ei endnu var steensat, skulde fyldes iglen. Dermed begyndtes Mandagen den 6te Juni, efterat Hr. Andersen udtrykkeligen havde sagt til Laurs Jensen, at han ikke skulde optage de nederste Fjælle, der bedækkede Siderne, eller de Bjælker, der igjen holdt disse sammen, dersom han troede, at der var nogen Fare forbunden dermed, og at han i alt Fald ikke maatte optage mere end eet Sæt ad Gangen. Laurs Jensen agtede imidlertid ikke Faren; men da Andersen et Øieblik havde fjernet sig, vilde han Kl. 10 om Formiddagen, da kun 2 Alen vare fyldte, tage flere Sæt Fjælle op paa eengang; men i et Nu skred Sandet ud, som udgjorde det nederste Lag, og L. J. blev begravet derunder, uden at Nogen kunde redde ham. Ved Folkenes Anskrig ilede A. til og ned i Brønden, og raabte paa Manden, men der lød intet Svar; og da nu i det samme Sandet skred ud igjen med stort Bulder, maatte de, som vare nede i Brønden og ifærd med at grave, strax ile op igjen, hvorved een af de Øverste i Forskrækkelsen tabte en Spade, der faldt med den skarpe Kant ned paa A.'s Hoved og saarede ham. 

Da Naboerne i en Hast vare tilkaldte, befandtes det, at Brønden nu kun var 13 Alen dyb, saa at 7 Alen vare fyldte ved Sammenstyrtningen. Medens vi stode der, skred Sandet igjen, men indad, hvorved der paa de to Sider dannedes store Huulninger, saa at den faste Leer- og Mergelmasse, der udgjorde de 7 øverste Alen, nu manglede et Støttepunct, ved Yderkanten paa disse Sider, idet der derunder først var et aabent Rum af stor Dimension, og nedenunder dette det løsere Sand. Ingen turde eller kunde nu arbeide i Brønden, da Sandet skred sammen, naar der rørtes derved, og deels Ingen var tilstede, som forstod sig paa Brøndgravning, deels ordentlige Redskaber og Beskyttelsesmidler savnedes. Da Ingen vidste Hjelp i denne Nød, og der var al Rimeligbed for, at Manden nu, da Kl. var 12-1 om Middagen, var for længe siden død, skrev S., efterat have talt med Sognefogden, en Anmeldelse om det Passerede til Herredsfogden, hvilken Anmeldelse strax efter skulde have været besørget til Randers, der ligger 4½ Miil fra Margrethenlund. A. vilde imidlertid lidt før Kl. 2, i sin Forstemthed, lægge sig et Øieblik paa sin Seng; men havde kun hvilet nogle faa Minuter, da han pludselig hørte et huult Raab nede fra Jorden, skjøndt der er 33 Alen fra det Sted, hvor han hørte dette, og til Randen af Brønden, hvorhos dog maa bemærkes, at, uagtet der ikke er Kjælder under denne Deel af Huset, der alligevel er et Rum paa ½ Alen under Gulvet, som ikke er fyldt med Jord, men hvor der kun findes smaa runde Kampesteen. Da A. løb ud til Brønden, greb han først fat i det Reb, som hang ned deri, og som L. J. havde brugt til at binde om de Bjælker, der skulde hisses op; da han rykkede flere Gange deri, blev der igjen tre Gange nedenfra taget i det. Han ilede nu ned i Brønden og fik Svar, da han kaldte paa Mandens Navn; rimeligviis er denne først nu opvaagnet af en Besvimelse.

Da Mandskab fra de nærmeste Steder var samlet, gik Træskomand Niels Hansen af Marimalene med et Reb om Livet ned i Brønden; men kom strax op igjen, da der ikke kunde graves i Sandet, uden at det strax begyndte at skride sammen. Man begyndte da i Fortvivlelsen at grave ovenfra, for saaledes at naae til Bunden i en jævn Skraaning; men da det øverste Jordlag i den stærke Tørring var saa haardt, at der maatte bruges Mergelhakker, opgav Man snart dette Forøg, om hvilket Man kunde forudsee, at det enten ingen Ende vilde faae, eller ogsaa en Ende med Forstrækkelse. Efterat Proprietatir Monrad til Ny Ryomgaard havde foreslaaet at indrette en Kasse, som kunde sænkes ned i Brønden, og hvori Arbeiderne kunde være nogenledes beskyttede, ophørte Raadvildhedens Periode, og Træskomand Niels Hansen erklærede sig villig til at begynde Gravningen, naar Kassen var færdig. Mandag Aften og Tirsdag Nat anvendtes nu til at indrette en Saadan af 4 Bjælker paa 9-10 Alen, forbundne med nogle mindre, hvorpaa vare slaaede Fjælle, som lykkeligviis vare at faae paa en af Nabogaardene, ligesom ogsaa stærkere Reb, med Taille til, maatte hentes et andet Sted. Med megen Møie fik Man Kassen sænket ned imellem de Sprosser eller Biælker, hvoraf der sad to og to sammen hele Veien ned i Brønden. Kl. 5 Tirsdag Morgen naaede den Bunden, og Niels Hansen begyndte nu at opgrave Sandet, som heisedes op i Spande. Han blev imidlertid snart syg af at være dernede, og kom op igjen. Derpaa gik Tjenestekarl Anders Pedersen fra Ny-Ryomgaard derned, og arbeidede alene hele Formiddagen, indtil ved Middagstid Tjenestekarl Carl Kondrup, fra Ryomgaard, kom ned til ham og arbeidede 2-3 Timer i Forening med dam. Den store Kasse var for viid nedentil og kunde derfor ikke synke uden 1 Alen omtrent, efterat Sandet var gravet fra; da der nu var gravet et Par Alen til ned i det løse Sand, maatte der føies en mindre Kasse til, som kunde gaae nedenfor den større, da Arbejderne allerede vare udsatte for stor Fare. Niels Hansen, som var den dygtigste til dette Arbeide, kom da ned igjen og hjalp i ½ Timestid Anders Pedersen hermed; men N. H. maatte da op igien, da han anden Gang fik Ondt og blev forknyt. Imidlertid var Sognefogden fra Attrup kommen med nyt Mandskab fra Koed Sogn, og deriblandt fandtes en Mand paa 56-57 Aar, Indsidder Rasmus eller Ras Oldermann fra Attrup, som nu Kl. 3-4 om Eftermiddagen afløste A. Pedersen og blev uafbrudt lige ufortrøden ved til Kl. 10-1 1 om Aftenen, Han arbeidede i disse 6-7 Timer alene nede paa Bunden og satte et nyt Bolværk igjen nedenfor den mindste Kasse, saa godt han kunde, medens Tjenestekarl Søren Andersen fra Koed paa samme Tid sad nederst i den større Kasse, for at tage imod Spanden, der efterhaanden bragte Sandet op. 

2-3 Timer før Aften naaede Ras Oldermanu Laurs Jensens Hoved, over hvis Nakke laae en Bjælke, paa hvilken igien hvilede 9 Fjælle, der dannede en ret Vinkel med Bjælken, hvorved et Loft var fremkommet, under hvilket der ved L. J's. Ansigt var saa stort et aabent Rum, at han kunde bevæge den Haand, hvormed han holdt fast i Redet, medens den anden laae under hans Kind, da hans Stilling foroven var noget bøiet. Ras Oldermann maatte efterhaanden sauge Enden af alle disse 9 Fjelle, forat derved en saa stor Aabning kunde frembringes, at L. J.s Hoved og Overkrop kunde hæves i Veiret derigiennem, saa at han kunde komme til at sidde opreist i Sandet. Naar man betænker den overhængende Fare, hvorunder dette langvarige og trættende Arbeide udførtes nede i det snevre og nu 18-19 Alen dybe Sandhul, hvor der alene kunde benyttes en Stiksaug, som hvert Øieblik maatte Heises op for at skærpes, da den sløvedes i Sandet, maa man vistnok falde i forundring over den Udholdenhed og Kraft, den gamle forslidte Mand udviste, og naar man tillige veed, at han i Grunden ikke forstod sig paa at sætte Fjælle og Sprosser saaledes, at de ret kunde tjene til Bolværk imod Sandet, om det vilde skride og hans Hjælp derfor alene blev benyttet fordi ingen Kyndigere tilbød sig; saa vil Man deri tillige paa det Klareste see Guds beskjærmende Haand. Da den gamle Mand begyndte at trættes, vilde han, paa sin Viis, give ham en Opmuntring, ved at raabe ned til ham: at, naar han blev ved, skulde han nok faae et Par Mark af Hver! hvortil han svarede: at det var Noget, han ikke gjorde for Penge. - Kl. var vel 7-8 omtrent Tirsdag Aften, da nu friskere Luftstrøm kunde komme til L. J. (der havde svaret "Ja", naar der af og til blev kaldt paa hans Navn) og Overkroppen gjennem den før beskrevne Aabning bringes indenfor det Rum, der begrændsedes af Kasserne, saa at han nu kunde sees ovenfra. Hans Stemme var fast, og han selv uforsagt; men han var ikke rigtig ved sig selv. Ligesom han tidligere havde troet, at han var væltet med et Læs Tørv, som han skulde Køre til Steenalt for Justitsraad Nygaard, og at han laae under Vognen, og forgjæves kaldte paa dem, som gik fordi, snart nærmere ved, snart længere borte (eftersom han nemlig hørte dem, der vare nede i Broøden og kaldte paa ham, eller dem, der gik ovenpaa og snakkede); saaledes sagde han nu til Ras Oldermann: "Hvordan er a kommen i denne Grusgrav? A har jo ikke været fuld idag, og kun faaet to Dramme?" Han havde ogsaa fundet, at det var en Skam, at saa mange Mennesker ikke kunde vende ham, hvortil han saa haardt trængte. Han bad nu om Noget at drikke, og med den tilstedeværende Læges Tilladelse blev der da sanket noget lunkent Øl ned til ham, som qvægede ham saa godt. Uagtet Ras Oldermanns utrættelige Austræugelser, maatte han dog, da allerede Mørket var faldet paa, forlade ham, uden at mere end Overkroppen var draget frem. Den gamle Mand kunde selv neppe vinde op af Brønden, da han var ganske stiv og nær ved at besvime; men ikke desto mindre lige uforsagt og villig til næste Dag at gaae derned igjen. Den stakkels Brønd-Mand skulde imidlertid dog have Noget at styrke sig paa til Natten, og da ingen af de Andre nu var for at gaae ned i Brønden til ham i det mørke Hul, forbarmede A. Pedersen, der nu var kommen igjen, sig over ham, og gik ved Midnatstid ned til ham med Øllebrød, som smagte ham saare godt, hvorpaa han sov rolig ind i den Tro, at han sad i en Brend i Thorsager.

Kl. 2 Onsdag Morgen vaagnede han ved sin fulde Samling, og raabte op til dem, som havde Vagt: "Kommer I snart ned og redder mig, for her er saa kjedsomt nede!" Der blev da strax kaldt paa Anders Pedersen og S. Hansen (en ung Mand, der tjener paa Margrethenlund, men forøvrig, er Indsidder), hvilke Begge havde paataget sig at fortsætte Arbeidet, naar de kunde see Tougene i Brønden. Lygten brændte endnu nede i Brønden hos L. J. , da A. Pedersen svang sig ned til ham, efterfulgt af G. Hansen, hvilke To nu arb eidede sammen den øvrige Tid, længere hen paa Dagen assisterede af Ras Oldermand, der mødte Kl. 4½. A. Pedersen begyndte først, og da den Aabning, som Ras Oldermand Dagen iforveien havde fremdragt, ikke var stor nok, maatte han til at sauge endnu et Stykke af de samme Fjælle, og efterat han, som en spinkel lille Karl, var bleven træt, kom nu Touren til S. Hansen, og han havde nu i over 12 Timer det meste Arbeide, idet L. J. helst vilde have ham hos sig. Under de 9 Fjelle fandtes endnu 2 andre, som der ogsaa maatte sauges meget af, for at faae Aabningen stor nok, hvilket var af Vigtighed, da disse Fjælle, som for havde dannet Loftet over Mandens Hoved, nu, da han med Overkroppen var trukket op af Aabningen, stode med de afskaarede Ender imod hans Underliv. Da endelig Aabningen var tilstrækkeligen, udvidet, kunde S. Hansen komme til at undersøge hvad det var, som holdt Underkroppen saa fast bunden, at det ikke var muligt at rokke den af Stedet, uagtet 20 Mand oventil ved Hjælp af en Taille halede i L. J., der selv commanderede naar der skulde hales eller fires. Det fandtes da, at der laae 2 Bjælker over hans Hofter, ligesom igjen et Par Fjælle stode imod hans Been bagfra. Disse tvende Bjælker turde paa ingen Maade sauges over (som dog nær var skeet engang), eftersom det Hele i saa Fald upaatvivlelig vilde styrte sammen, da Bræddeloftet ogsaa hvilede paa dem. Endnu fastere sadde Fødderne forvarede, da et Par Fjælle stode paa Kant imod dem bagfra, og en Bjelke laae langs hen ad begge Træskoene, idet den ene Fod stod foran den anden, foruden at Enden af en Fjæl stod fast imod den modsatte Side af den anden Træsko. Da nu de to Bjælker, der laae overkors, maatte skaanes, og Bræddeloftet ligeledes var i Veien, maatte S. Hansen, for at komme til Fødderne, stikke sit Hoved ned igjennem den udvidede Aabning paa Bræddeloftet, og saaledes staaende og tilsidst hængende paa Hovedet, arbeidende i den meest udeqvemme Stilling, med Benene i Veiret, og med et Reb om Livet, som de Andre holdt ham i, give sig Gud i Vold. Kl. 11 Fm. skred Sandet over S. Hansens Hoved, saa at han troede, det havde været forbi; men det blev dog ved Skrækken. De gik da op nu, første Gang siden de gik ned Kl. 2 om Natten. Begge Benene sadde endnu fast som i Klemme, og Saugen kunde ikke godt anvendes dernede, da der var saa meget Sand. S. H. erklærede derfor, at han ikke vidste, hvordan man skulde faae Manden op. Da gik Proprietair Andersen selv derned og undersøgte Føddernes Stilling; derved kom der nyt Mod i de Andre, og de gik da, efterat have trukket frisk Luft, ned igjen, og Hansen, som ikke vilde forlade sin Huusbonde, der nu blev dernede 4-5 Timer, holdt trofast ud til Enden. S. H. fik nu de to Fjælle oversaugede, der klemte om Benene, hvorved han kom til at sauge lidt ind i L. J.s Skindebeen; men da det var altfor ubegvemt at arbeide paa Hovedet i hængende Stilling, hvorved S. H. eengaug endog fik sin Skulder paatværs imod Brædderne, saa at de knap kunde hale ham op, raadede Andersen at grave et større Hul i Sandet, hvorved han kunde komme ind under L. J. (paa en Dybde af 20 Alen) og saaledes nedenfra faae Træskoene af. Dette lykkedes, men inden Søren Hansen gik derind i dette i dobbelt Henseende underjordiske Hul, hvor det løse Sand saa let kunde styrte sammen over ham, og hvor han slet ikke kunde sees af de Andre, sagde han noget bevæget til L. J.: "Ja! nu kommer det an paa, om jeg ikke har redt en Seng til os Begge; saa faae vi Sovekammer sammen." Andersen slog det hen i Spog og trøstede de Andre med, at han for sin Person havde en god Tro til, at det nok med Guds Hjælp skulde gaae godt. Ras Oldrrmann var ogsaa et Øieblik inde i dette Hul; men ham vilde L. J. ikke have der. Atmosphæren blev værre og værre - man kan let tænke sig hvorfor. Andersen var netop lige kommen op for at recreere sig, da i første Øieblik den ene og saa den anden Træsko blev heiset op og fremviste som Seierstrophæer. A. Pedersen kom nu S. Hansen til Hjælp; den Sidste sprang til Slutningen ned under L. J. for saaledes bedre at faae ham op af Sandet; L. J. havde nu selv fat med begge Hænder i Rebet, hvori der haledes ovenfra, og understøttet af sine troe Redningsmænd, kom han saaledes et Øieblik efter tilsyne over Brønden, Kl. 4-5 Onsdag Eftermiddag, med et blegt og støvet Ansigt, men med et mildt og roligt Udtryk deri. Et "Gudskelov!" lod fra Alles Læber som et ukonstlet Te Deum. 

Da L. J. var kommen i Seng, sagde han ganske skjælmsk: "Nu ligger a som en Greve!" og derpaa faldt han i Søvn efterat være undersøgt og behandlet af Lægen; men i Søvnen bevægede han endnu Hænderne som for at rykke i Touget og holde Sandet borte.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 24. juni 1842)