Asylselskabets Skoler. (Efterskrift til Politivennen)

Medens overhoved den Forsorg for Børnenes Fremtid, der har foranlediget og udtales i Bestyrelsens ovenfor fremsatte Ønske, fortjener billig Paaskjønnelse, saa synes det dog, at de ærede Bestyrere ikke have sat sig ret ind i Børnenes Forhold til Skolen og i disses private huuslige Forhold. Da man vel neppe agter at indlægge denne Haandgjernings-Underviisning i den sædvanlige Underviisningstid, vil man ved denne nye Indretning atter indføre en Eftermiddagsskole, der let igjen kunde medføre de Misligheder, som fremgaae af Skoleforsømmelser, hvilke man søgte at raade Bod paa ved forrige Aar at indføre samlet Skolegang. Fremdeles synes ogsaa det at maatte komme i Betragtning, at da Asylskolens Drenge ere Børn af fattige Forældre, der for en stor Deel ere Haandværkere, vil det altid forblive usikkert om disse ville kunne afsee deres Børn, naar de have Tid og Kræfter til at gaae dem tilhaande i deres Sysler, og at dette er Tilfældet, er Enhver bekjendt, der har underviist i Almueskoler, hvor Læreren hyppigt anmodes af Forældrene om Tilladelse til at benytte Børnene i selve Skoletiden; heraf troer Inds. ogsaa at turde slutte, at Børnene ikke ere saa ganske uden den Øvelse, som det er Bestyrelsens Agt at forskaffe dem.  

Dersom det altsaa skulde være den ærede Bestyrelses Plan, at anvende en Capital (f. Ex. 200 Rbd.) for i Lighed med Fremgang i Hds. Maj. Dronningens Asylskole at forskaffe Asylskolens Drenge Adgang til Industri-Skolen nogle Timer dagligt eller ugentligt, da maa Inds. ansee dette for en altfor stor Depense i Forhold til Selskabets Formue og altfor meget i Forhold til, hvad der egenlig vil blive udrettet for Børnene ved denne Udgift. Thi efter hvad vi ovenfor have yttret, vil det jo være uvist, hvorvidt Forældrene, hvis Stemning man for denne Sag, saavidt vides, endnu ei har prøvet, ikke have andet Brug for deres Børns Fritid til at gaae dem til Haande i deres Arbeide, eller hvorvidt de maatte ansee det for overeensstemmende med deres oekonomiske Tarv, at de atter om Eftermiddagen skulle sendes i Skole. (Saaledes erindrer Inds. et Tilfælde, hvor en Lærer tilbød at give en Dreng Underviisning udenfor Skoletiden, hvilket Moderen frabad sig af den Grund at han derved vilde slide saa meget mere Fodtøi).

(Kjøbenhavnsposten den 17. januar 1843. Uddrag)

Artiklen er en kommentar til beretning afgivet af en af spillerne på skoleområdet,  Asylskole-Selskabet. En "lærer ved Asylskolen" kommenterede i  beretningens bemærkning om "at forskaffe Drengene i Asylskolen Leilighed og Anviisning til at bruge deres Hænder saaledes, at den for dem Alle saa nødvendige Haandfærdighed derved kan udvikles og opnaaes"

Bestyrelsen svarede ikke, men i Kjøbenhavnsposten 28. januar 1843 svarede en anonym skribent. Vedkommende undrede sig over at læreren havde fremført sin kritik offentligt, mente ikke at det var nødvendigt at spørge forældrene, at de små håndværkeres børn ikke lærte noget derhjemme. Læreren svarede igen den 1. februar 1843, og bragte ikke afgørende nye oplysninger i dagen,

En Scene fra Nytaarsnat. (Efterskrift til Politivennen)

Det undrer os, at "Dagen", der meddeler allehånde kuriosa, ikke har fortalt at der nytårsnat fandt et opløb sted på en af vore offentlige pladser. Havde "Dagen" imidlertid fortalt det, så tror vi dog at den ville have undgået at omtale de nærmere omstændigheder ved dette opløb. Vi skulle derimod gøre os en fornøjelse af at underrette publikum derom.

Som bekendt er der altid en mængde folk på gaden nytårsnat. Midnatstimen var nylig slået, og et selskab lystige brødre blev på vejen til deres hjem opmærksomme på en mand der gik omkring i en bøjet stilling ligesom søgende efter noget. De flokkede sig om ham og spurgte om han havde tabt noget?
"Jeg har ikke tabt noget, men jeg leder dog."
"Hvad er her på færde?" spurgte en politibetjent, der var
kommet til foruden en del andre.
"Manden der søger efter noget."
"Er det nu tid at søge? Hvad søger I?
"Efter alle de løfter, alle de forventninger, som ikke er gået i opfyldelse siden 1840."
"Er I gal, eller vil I gøre nar af mig?"
"Efter en konstitution".
"Mener I den stikker i brostenene?"
"Efter uindskrænket trykkefrihed".
"Menneske!"
"Efter besparelser i statshusholdningen".
"Fantaserer I!"
"Efter ordningen af statsforholdene".
"Raser I".
"Efter lettelser i husmændenes kår".
"Han er gal".
"Efter handelens og industriens opkomst".
"Vist er han gal!"
"Efter indskrænkning i appanager".
"Han er aldeles indstrænket".
"Efter indstænkning i hofholdningen".
"Han er bindegal!"
"Efter indskrænkning af det offenlige og hemmelige politi".
"Nei, nu går det for vidt!" råbte politibetjenten, "Fornærmelse mod konge og politi. Straks på kammeret. Han er ikke gal, hen er kun maleciør".
Men politibetjenten havde dog uret i denne formodning. Næste dag blev manden reklameret som udsprungen fra Bistrup.

(Forposten, 8. januar 1843)

Nytaar 1842/1843. (Efterskrift til Politivennen)

Nytaarsaften i Nakskov. Alt længe har det været en gammel Skik her i Byen, hedder det i "Lollands Posten" fra Nakskov, at Nytaarsaften er bleven feiret med Skud og Lystighed hos Lærestanden; men denne Skik er i de sidste 10 Aar saaledes udartet, at enhver Borger med Ængstelse seer denne Høitidsaften i møde, da ingen kan vide sin Eiendom sikkret og gjøre Regning paa at beholde sine Vinduesruder hele. For en ti a 8 Aar tilbage var der et stort Opløb paa Gaden af en 2 til 300 Mennesker; Byfoged Hammerich, Consul Hage og Flere fik deres Vinduer staaede ind, men, uagtet de strengeste Forhører, bleve Hovedpersonerne dog ikke opdagede.

Ogsaa faar maa man beklage, at Pøbelens Raahed er gaaet forvidt, da den største Tumult fandt Sted paa Gaden, uagtet det haarde Veir. Omtrent Kl. 4 begyndte Skydningen og vedvarede næsten uophørlig til Kl. 11; Ingen kunde paa den Tid gaae sikkert paa Gaden, da han paa Grund af den idelige Skyden hvert Øieblik kunde være i Fare for at støde mod et ladt Gevær. Om ogsaa man vilde undskylde Skydningen, saa fortjener dog i alt Fald den frække Kaadhed stor Daddel og Øvrighedens alvorlige Opmærksomhed. I store Klynger drog Pøbelen hujende gjennem Gaderne, strøede Raketter og en Mængde andre brændbare Sager rundtomkring, som efterhaanden sprang med store Knald; flere Kjøbmænd, f. Ex. Holst og Dan, fik deres Ruder staaede ind. Tagpotter reves af Tagene og kastedes ind af Døre og Vinduer, Skildtene bleve hængte op i Skibsmasterne.

Nytaarsfest. Efter flere Aars Afbrydelse siger "Kieler Corresp." blev igjen Nytaarsnatten høttideligholdt af de Studerende efter gammel Skik, ved at afsynge Nytaarssangen af Voss paa Torvet, og ved nogle Vivatraab, udbragte ved Fakkelskin. Den sidste Æresbeviisning vistes dennegang kun Universitetets fungerende Rector, Prof. Scherk, og den designerede Rector for næste Universitetsaar, Etatsraad, Prof. Falck. Den Kielske Sangforening havde iaar ved et Fakkeltog forenet sig med Studenterne til Høitideligheden paa Torvet, og afsang, efterat de Sidstnævnte vare dragne bort til Professorernes Boliger, adskillige Sange, og udbragte Vivat for "Kongehertugen" og "det tydske Fædreland." Derpaa bleve Faklerne kastede i Baal paa Torvet. Efterat Studenterne havde fuldendt deres Omgang, bragte de et Vivat for "det tydske Slesvig-Holstein."

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 6. januar 1843).

Der hentydes til Johann Heinrich Voss (1751-1826): Neujahrslied (1784).

Nytaar i Altona. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Altona klages i "Alt. Merc." af 2den dennes over, at det gamle Aar ikke paa nogen fredelig Maade har taget Afsked fra nævnte By, idet Nytaarsnatten ikke alene er bleven feiret ved at skyde og kaste med gamle Potter, men den harmløse Sangforening, den saakaldte Liedertafel, har derhos maattet give Anledning til en Scandal paa Torvet. Hvori denne Scandal egenlig er bestaaet, beskriver "Mercur" ikke nøiere, men betegner den kun som hidrørende fra den i Brændeviinskipperne begeistrede Janhagel, og berører tillige, at Militairets Mellemkomst har fundet Sted og at der har vanket blodige Pander.

(Kjøbenhavnsposten den 5. januar 1843)

Altonas Liedertafel var ikke helt ukendt i København, idet det havde optrådt ved Thorvaldsens gennemrejse i 1842. Janhagel var et ord som anvendtes om søfolk, og fattige, tarvelige personer, pøbel og pak. 

Kjøbmand Jacob Hald, Skive. (Efterskrift til Politivennen).

Kommunestyrets spæde start var forordninger om fattigvæsnet (1803) og skolevæsnet (1814). Kongen udnævnte amtmænd, præster og andre embedsmænd og medlemmer af de lokale råd. I 1837 indførtes valgret til købstædernes borgerrepræsentationer og 1841 til landdistrikternes amtsråd og sogneråd. En sag fra 1843 viser at alt endnu ikke var på plads.

Commune-Væsenet. I flere jydske Aviser læses Følgende efter "Ny Jyllandspost": I Skive er Formanden for Borgerrepræsentanterne, Kiøbmand Hald, bleven excluderet af Kommunalbestyrelsen. For en meget fattig Pige, der paastod at være mishandlet af sin Huusbonde, optraadte nemlig Kjøbmand Hald som Værge, under hvilken Sag en Sognefoged Mortensen blev afhørt som Vidne. Da denne Mands Forklaring i Retten afveg fra nogle Udladelser, som han, ifølge tvende Personers Vidnesbyrd, skulde have brugt andetsteds, saa indberettede Kiøbmand Hald for Stiftamtet i Viborg det formeentlige Tvetydige, der laae i disse Depositioner. Imidlertid paaklagede Sognefogden Halds Udladelser for en Politiret, og kaldte dem "løgnagtige". Dette gav Anledning til, at Byfogden, Kancelliraad Horn, optraadte mod Kjøbmand Hald, ved den 26de Novbr. sidstl. for Borgerrepræsenterne at andrage paa at Kjøbmand Hald excluderedes af Repræsentantsforsamlingen, fordi han i en Skrivelse til Stiftsamtet i Viborg skulde have giort en "løgnagtig Beskyldning" imod Sognefoged Mortensen. "Efter nogen Ventilation" tiltraadte Repræsentanterne Kancelliraadens Mening. Saaledes maatte Kjøbmand Hald finde sig i, indtil videre at blive excluderet af den Kommunalforsamlng, hvori han hæderligen har virket, samt taale de Forhaanelser, en saadan Medfart drager med sig, men Enden er ikke endda. Efter Forlydende har denne saa haardt krænkede Mand indgivet allerunderdanigst Klage til Hs. Majestæt Kongen, og der er saaledes ingen Tvivl om, at han vil vederfares den Ret, som enhver Undersaat, der lever under det gode danske Scepter, har Krav paa. Sandsynligviis vil dette nye Bidrag tiI de communale Tilstande i Provindserne snart modtage en nærmere Belysning. Vi tilføie kun, at der i hvert Tilfælde ikke kan være Tale om nogen Exclusion, der bliver lig Berøvelsen af en Ret, og at Kommunalbestyrelsen ikke er berettiget til at excludere, men kun til at suspendere, indtil den suspenderede ved Dom har mistet sin Habilitet. Hvorledes iøvrigt Kommunalbestyrelsen, for en privat Injuriesag, kan foretage endog din en suspension, er os uforklarligt, saa meget mere, da den her saaledes Behandlede er en pletfri og agtværdig Borger, der her synes kun at have handlet i god Hensigt, om end hans Handlemaade - hvilket først nærmere maa oplyses - har været overilet. For Communalbestyrelsen (navnlig Repræsentantskabet) i Skive maa det være en Pligt imod Medborgere, nærmere at belyse Sagen og sin Handlemaade i denne.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 2. januar 1843)

Indenlandske Efterretninger.

Kjøbenhavn, den 23de Januar.

Der har i de offentlige Blade varet meddeelt, at Kjøbmand Hald i Skive af Communalbestyrelsen er entlediget som Borgerrepræsentant; men da disse Meddelelser ere oprindelig tagne fra Ny Jyllandspost, der ikke er paalidelig i Referatet af Sagens factiske Omstændigheder, saa trænge de til Berigtigelse, som her skal gives. Naar Jyllandsposten kalder Hald en "drabelig Kæmpe for Sandhed og Ret", saa er det besynderligt, at dette stærke Udtryk ikke har vakt Mistanke mod Meddelelsens Rigtighed i det Hele, ligesom jeg er vis paa, at Hald er saa beskeden, at han vil erkjende, at hans Ven er gaaet for vidt i sin Roes, hvilket et intimt Venskab imidlertid kan undskylde.

Sagen forholder sig saaledes. En Sognefoged forklarer som Vidne i en privat Injuriesag, hvori Hald møder som Værge for Klagerinden: "at han ikke erindrer at have brugt en vis Yttring; det er muligt, at han har yttret sig saaledes, men det er vist, at han nu ikke erindrer det". Heraf tager Hald Anledning til at indberette til Amtet, at Sognefogden har bevidnet, "at han ikke har brugt hiin Yttring", og henstiller om ikke Forhør der optages, efterdi der er Personer, der kunne bevidne, at han har yttret sig saaledes. Forhør blev beordret optaget, og da Sognefogden vedblev sin aflagte og beedigede Forklaring, var der Intet ved Sagen videre at gjøre. Nu er det dog vel soleklart, at Hald i sin Indstilling til Amtet har gjort sig skyldig i en grov Usandhed eller Løgn, og derved foranlediget, at den uskyldige Sognefoged blev underkastet criminelt Forhør. Vel er det muligt, at Hald, da han nedskrev Indstillingen, troede, at han skrev Sandhed; men dette er dog ikke sandsynligt, efterdi han indstillede Sagen nogle Dage efter at han havde paahørt Sognefogdens Vidnesbyrd, og man maa antage, at han har lagt meget nøie Mærke til dette, efterdi Udfaldet af hans Myndlings Sag for en Deel kunde være afhængig af samme, og i alt Fald er det enhver Mands ufravigelige Pligt, der saaledes sigter en Anden, at vide med Bestemthed, og ikke blot at troe, at man beretter Sandhed. Eller maaskee er man berettiget til at fremføre saa mange ærererige Beskyldninger mod en Anden, som man lyster; naar man blot - siden kan godtgjøre, at Beskyldningerne stride mod klare uomtvistelige Facta. Communalbestyrelsen i Skive antager ikke dette, men formener tværtimod, at den Mand, der gjør sig skyldig i en saa grov Usandhed, som den Hald har fremført for Amtet, ikke er værdig til at være Borgerrepræsentant, efterdi den Tillid, der begrundede hans Valg, ikke længere kan være tilstede, eller med andre Ord, at han har, som Communalanordningen af 21de October 1837 13 siger: "gjort sig skyldig i en saadan Pligtovertrædelse, som gjør hans Udtrædelse nødvendig." Communalbestyrelsen har derfor ifølge samme § ved Kjendelse afgjort, at Hald burde entlediges. Det er muligt, at denne Kjendelse er urigtig og altsaa kan blive forandret (dette har den tilfælles med andre underordnede Domme); men hvorledes der kan tvivles om Bestyrelsens Competence til at afgive den, begriber jeg ikke. 

I en Paternitetssag, som et Fruentimmer indklagede mod en Borgermand her i Byen, fremstod Hald, som var af Indklagede sigtet for at have udbetalt Klagerinden en Sum Penge, for at hun ikke skulde udlægge en anden Borgermand som Barnefader, og fralagde sig denne Sigtelse ved sin Eed, hvorimod han vedgik, at han havde underrettet Klagerinden om, at han hos Indklagede kunde skaffe hende 15 a 20 Rbd., naar hun vilde fritage ham for at udlægges som Fader til hendes Barn, ligesom Hald ogsaa tilføiede, at Klagerinden stedse for ham havde yttret, at Indklagede og ingen Anden var Fader til Barnet. Dette Factum meddeles for at vise, hvorledes Hald kæmper for Sandhed og Ret.

Jeg haaber, at de Blade, der have optaget Jyllandspostens Meddelelse om Halds Entledigelse, ogsaa ville lade denne Berigtigelse faae en Plads.

Byfogedcontoiret i Skive, den 18de Jan. 1843.

Horn.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 23. januar 1843)

Den Kokosnød som Kjøbmand Hald i Skive lovede at give By- og Herredsfoged, Cancelliraad Horn, at knække, sees nu af sidste "Jyllandspost" at bestaae i en Contrasigtelse imod denne Embedsmand, der vil gaae ud paa ikke Mindre, end "3 Marks infamerende Bøder" etc., efter Lovens 6-21-2 og 7. "Det bliver saaledes Deres Sag, Hr. Cancelliraad," siger Hr. Hald, "at aftvættte de Pletter, en saa ærerrårig, men lovhjemlet Paastand paafører Deres smukke uniform, som Byfoged i Skive, samt Herredsfoged i Sallings 4 Herreder."

(Kongelig allernaadigst privilegerede Viborg Stifts-Tidende 13. februar 1843).

Dommen blev offentliggjort i Kongelig allernaadigst privilegerede Viborg Stifts-Tidende 8. juli 1844. Købmand Hald førte en række injuriesager som han vandt de fleste af, indtil sin død i 1849.

Borgerrepræsentanterne i Skive, der ikke have været samlede siden Kjøbmand Hald i den bekjendte Sag har nedlagt Ærespaastand over dem, have fra Cancelliet erholdt alvorligt Paalæg om: "ikke formedelst deres private Tvistigheder at forsømme de dem paalagte offentlige Pligter i den Communes Interesse, hvis Tarv de ere valgt til at iagttage, da Cancelliet i modsat Fald vil see sig i den Nødvendighed at maatte andrage paa deres Entledigelse og Iværksættelse af nyt Valg."

(Den til Forsendelse med Brevposterne Kongelig allernaadigst (alene) privilegerede Aarhuus Stifts-Tidende 30. december 1843).