To artikler i Kjøbenhavnsposten fortæller noget om at i overgangsperioden til slaveriets endelige afskaffelse forsøgte man at "civilisere de barbariske afrikanere". Men bemærk dog hvad det er de skal civiliseres til.
Den danske Missionair Riis og Kongeriget Ashanti.
- Tidener fra Jamaica, som nyligen ere ankomne til London, berettes følgende: "Det første Forsøg paa at civilisere Afrika ved vestindiske Negere, har begyndt den 8de Februar, paa hvilken Dag Brigantinen "Joseph Andrew" Capitain Honau, afseilede fra Port Royal. Den medtager DHr. Riis, Wiidmann og Thomson, Fru Riis og Fru Thomson samt en og tyve christelige Negere fra Vestindien. Denne Missions Bestemmelsessted er Kongeriget Ashanti paa Guldkysten." Dette Forsøg paa at civilisere Afrika udgaaer fra Tydskland, og er Resultatet, af heltemodige Anstrengelser, som vel fortjene at blive nærmere bekjendte. Andreas Riis er Missionair for det Baseler Selskab, men en født dansk Mand. Selskabet i Basel besluttede i 1823 at oprette en Mission i dansk Accra paa Guldkysten og sendte fem Missionairer derhen, der efterfulgtes i Aaret 1832 af tre Andre, blandt hvilke var Riis. Feberen paa Kysten bortrev i faa Aar hele Missionen med Undtagelse af Riis, der i Aaret 1815 henflyttede Missionens Sæde 40 engl. Mile fra Havet til den høitliggende Stad Akrapong, Hovedstaten i Aguapim, hvor han med Held oprettede Skoler, holdt prædikener og foretog derfra Reiser i det Indre. I A. 1859 reiste han til Kumassi, Hovedstaden i Ashanti, hvor han blev nogle Uger og talte flere Gange med Kongen, men uden at modtage nogen særdeles Opmuntring af ham. Det næste Aar endte han med svækket Sundhed, men med den urokkelige Beslutning at hellige Afrikas Civilisation sit Liv, tilbage til Basel, hvor han fandt Selskabet meget nedslaaet over det store Tab af Missionairer, Hans Mod indgjød hans Venner atter Haab og Kraft, og man besluttede at foretage en ny Expedition, hvorved man saameget som muligt søgte at undgaae de Farer, som den Første havde bukket under for. Man besluttede at hverve blandt de mæhriske Brødres sorte Menigheder i Vestindien civiliserede Negere, der deels skulde spare de hvide Missionairer det Haandarbeide, for hvilket de første vare bukkede under, deels tjene som Catecheter, deels skulde lære Afrikanerne Agerdyrkning og de nødvendigste Konster. En stor Hindring i Afrika er, at Negeren anseer Europæeren for et Væsen af en anden Natur, hvis Gjøren og Laden han ikke kan efterligne. Denne Fordom vil man modarbeide ved de vestindiske Negeres Exempel.
Riis fattede den modige Beslutning, at anlægge sin nye Mission i Hjertet af Landet, i Kumassi, fordi det nuværende Barbari paa hele Guldkysten der har sit Sæde. Han fandt i Basel en ung Neger, Georg Thompson, fra Cap Mount, der i Aaret 1852 var bragt af den Baseler Missionair Lessing i Liberia til Europa, og senere var bleven opdragen i Basel. Han besluttede at tage ham med saavelsom Missionairen Wiidmann, en Würtemberger. Han forfattede i Basel en Lærebog i Ashantsproget og lod den trykke; Selskabet forsynede ham med Plouge og allehaande Værktøi, og dets Hensigt er om muligt, at sende en Dampsaugmølle til den intenderede Anstalt, for at lette Ashantierne i at forvandle deres Skove til Brædder, og at udføre dem til Kysten, hvor man i den Grad mangler Træ, at Brædderne til Europæernes Huse blive hentede fra Nordamerika. Det Første man maa lære i Afrika er Arbeide, uden hvilket personlig Frihed er utænkelig, og Plougen er det Første, som er nødvendig, naar man vil udrydde Slavehandelen. Riis reiste nu til Danmark, hvor Kongen modtog ham naadigt og lovede ham Bistand af de danske Øvrigheder i Vestindien og Afrika; derfra tog han til England, hvor Lord Stanley forsynede ham med Breve til de engelske Øer, og endelig til Antigua og Jamaica, hvor han blandt de mæhriske Brødres Elever hvervede de eenogtyve Negermedhjelpere, hvormed han tilsidst indskibede sig.
De Omstændigheder, under hvilke Missionen ankommer til Ashanti, ere gunstigere end de, under hvilke Riis havde besluttet sin Expedition. Kongen af Ashanti havde nemlig efter den lange Krig, som han havde ført med de engelske Colonier og deres Allierede, sluttet i Aaret 1831 en Tractat med den engelske Gouverneur paa Guldkysten, i hvilken han lovede fri Communication med Kysten, Fred med sine Naboer og Afskaffelsen af visse grusomme Skikke. Som Garanti overgav han Gouverneuren 600 Unzer Guld og to af hans Neveuer, Ansah og Ouantamissu. Guldet blev tilbagegivet i 1837, og begge Neveuerne opdragne i England paa Bekostning af Methodisternes Missionsselskab indtil 1811, da de bleve sendte tilbage med Nigerexpeditionen. Methodisternes Missionsselskab medgav dem en allerede til Klimaet vant Missionair, Hr. Freeman, der, som jeg troer, er en Mulat. Til samme Tid sendte de i Kongen af Ashanti forskjellige Foræringer, blandt Andet en smuk engelsk Stadsvogn. Hans vilde Majestæt var meget henrykt over Europæernes Adfærd, de 600 Unzer Gulds Tilbagegivelse havde allerede stemt ham gunstig, men Efterretningen om Vognen, der vilde skænke Hans Regering en i Afrika uhørt Glands, var en overvættes stor Triumpf for ham. Han lod anlægge en Vei og Broer og sendte 100 Dragere til Kysten, men som ikke fandtes tilstrækkelige til at transportere de unge Prindsers Eiendele, Dronningen af Englands og Missionsselskabets Foræringer. Man tog derfor endnu 150 Dragere ved Kysten, og saaledes satte Karavanen sig i Bevægelse og naaede efter en fyrretyve Dages Marsch Kumassi. Vognen ankom endelig efter uendelige Vanskeligheder og blev overgiven Kongen under Folkets store Tilløb og Jubel, hvorpaa han sagde: "Dronningen af England er de Hvides Dronningers Dronning, og jeg er de Sortes Kongers Konge, og nu have vi eens Vogne; det er meget godt!"
Det er ikke let at give et tydeligt Begreb om Tilstanden i Ashanti. Nationen staaer midt mellem Vilde og Barbarer, den har endnu de Vildes barnlige Mangel paa Betænksomhed og Eftertanke, medens der hos deres Høvdinge har udviklet sig hiint Hang til Pomp og Grumhed, som er Barbarernes charakteristiske Tegn. Under Kongen staae nogle hundrede Høvdinge, kaldet Cabocir, der anføre deres Livegne Krig, have visse Rettigheder og vise sig ved Hoffet med Solskærme; naar en af dem døer, bliver et Antal af hans Livegne ofret paa hans Grav, forholdsviis efter Enhvers Rang, og hvor uhyre mange Mennesker derved ødelægges, kan man forestille sig deraf, at den nuværende Konge ved sin Broders Død lod halshugge 2000 fangne Fantis, 1000 af hans egne Slaver og 1000, som vare blevne leverede dertil fra de forskjellige Landsbyer. Ligene bleve kastede paa Gaden og Kumassi er hele Aaret igiennem forpestet af deres Forraadnelse. Den meget ringe Grad af Civilisation, som Nationen bar opnaaet, forbinder nogle Træk, som ere laante af Mohamedanerne, med de for Negerne eiendommelige Sæder. Jeg hidsætter her Beskrivelsen af en Hoffest, som Kongen gav Missionairen Freeman den 3die Januar 1341, og som uden Tvivl er det prægtigste Specimen af Ashantis Ceremonier, som man kunde anføre: "Kl. 4 kom Sendebude til vort Huus, for at kalde os til Kongen; vi bleve førte til en stor indesluttet Gaard, og fandt der Kongen i et ophøiet Værelse, som var aabent ud til Gaarden, siddende under en pragtfuld Silkesolskjærm og omgiven af nogle af sine Koner, sine Søstre og Døttrene af sine to Forfædre. En Side af Gaarden var besat med hans øvrige Koner og deres Tjenerinder. Ligeover for dem sadde ligeledes i et aabent Værelse Musikanter, og foran dem, i Gaarden, Kongens første Gilding og et Antal Smaadrenge af hans Følge. De to Prindser, min Ledsager Brooking, min Tolk og jeg satte os i Gaarden, tilhøire fra os stode tyve Drenge med Sværd med Guldgreb og bedækkede med Guldsmykker. Mange Medlemmer af den kgl. Familie bare nye Silkeklæder og vare bedækkede med Guldzirater, Kongen bar et smukt Tøi af indenlandsk Arbeide, en Hue af Leopardskind smykket med Guld, Guld-Hals- og Armbaand, og Sandaler som overalt vare besatte med Guld og Sølv. De voxne Prindser, med Undtagelse af Ansah og Quantamissu saavelsom alle Mænd, paa os nær, vare udelukkede, fordi de ikke torde see Kongens Koner; naar disse gaae paa Gaden, maae alle Mænd ile ind i Husene eller vende sig med Ansigtet mod Væggen indtil de ere forbi. Kongen kom ned og sagde, at han mod Sædvane havde indbudt os til denne Fest, som det bedste Middel til at vise sin Taknemmelighed for Prindsernes Tilbagekomst og den Godhed, man havde beviist dem og ham. Musiken begyndte og nogle af Kongens Koner begyndte at dandse om i Gaarden med hurtige og ziirlige Vendinger. Deres Bevægelser havde intet Anstødeligt eller Uanstændigt; saasnart de ophørte, kom Kongen ned og begyndte selv at dandse; da han kom os nær, sagde han, at Kongerne af Ashanti aldrig tillode Nogen at være tilstede naar de dandse for deres Koner, men han gjorde det af Respect for Dronningen af England; han dandsede derpaa hen til sin Plads. Herefter dandsede andre af hans Koner, der tillige sang Krigssange til hans Ære; nu kom han atter selv ned, dandsede med Konerne, forklarede os Hentydningerne i Sangene, tog et Sværd af Haanden paa en Dreng, dandsede lidt, tog derpaa et Gevær dansede atter, kom hen til mig, gav mig Haanden og dandsede hen til Qvinderne. Da det blev Aften dannede han med Qvinderne i deres Silkeklæder og deres Masse af Guldsmykker den besynderligste Gruppe, vi nogensinde havde seet. Vi gik bort Klokken syv."
(Sluttes)
(Kjøbenhavnsposten 25. april 1843)
Den danske Missionair Riis og Kongeriget Ashanti.
(Sluttet.)
Kongen af Ashanti forsikkrede gientagne Gange Hr. Freeman, at han tidligere havde tvivlet paa Europæernes Uegennyttighed ved deres Forsøg paa at civilisere Afrika og havde seet deres Besøg med Mistillid, men at han nu var overtydet om deres gode Villie og vilde hjelpe dem ved at indføre Civilisationen. Freeman lod ved sin Ledsager Brooking aabne en Skole, til hvilken Kongen strax anviste ham Plads, og den blev besøgt af Osai Rujoh, den nærmeste, og af Apoko, den anden Thronfølger, som viste stor Iver for at lære at læse. Kongen og Rujoh begyndte at bygge Steenhuse og anlægge bedre Veie. Freeman forlod Kumassi i Begyndelsen af afvigte Aar og lod Brooking blive tilbage, fra hvem man har Efterretninger indtil Septbr., der bestandig lyde gunstige.
Trods disse gunstige Udsigter er Missionen udsat for store Farer, ikke alene for de uundgaaelige, som et fjendtligt Klima frembyder, der hvert Øieblik kan bortrive de faa Europæere og tilintetgjøre Alt hvad der er skeet, men især de Farer, som Ubestandigheden og de brutale Lidenskaber hos en barbarisk Despot og en halvvild Nation kunne føre med sig. Kongen har Intelligents nok til at beundre en dannet Nations Produkter og ønske at besidde dem, men det er umuligt, at han kunde forestille sig den overordenlige Forandring, som Indførelsen af et om ogsaa kun ringe Trin af Civilisation vilde kunne frembringe i hver af hans personlige Livs Handlinger. Naar Missionærerne ville prædike Monogami, Agtelse for Liv og Eiendom, Afskaffelse af Fetischerne, Menneskeoffringerne og Gudsdomme, saa er det at vente, at Overtroen og de barbariske Sæder ofte ville modsætte sig samme. Der gives Høvdinge i Ashanti, der have trehundrede Koner, og Antallet af Kongens veed Ingen; Menneskeoffringerne ansees for en hellig Pligt, og da Riis var første Gang i Kumassi, bade de Indfødte ham om, vel at vogte sig for at tale til Kongen derom, thi han kunde ikke vedblive at være Konge naar han vilde afskaffe dem. De have ogsaa et politisk Øiemed: Kongen er nemlig ikke Slavehandler; da Freeman talte til ham derom, sagde han, at han ikke tillod Nogen at sælge Hans Undersaatter udenlands, men at Stammerne i det Indre førte indbyrdes Krige og solgte deres Fanger, disse tillod han sine Undersaatter at kjøbe og sælge, og de vare ogsaa saa stupide, at de ikke duede til noget Bedre, og i Grunden vare som Dyr. Dette er en Fordeel, fordi i det mindste hans pecuniaire Interesse ikke hænger sammen med Slavehandelen som hos Stammerne ved Nigeren og paa Kysten, men det uhyre Antal Menneskeoffringer har det politiske Øiemed, at de skulle forebygge Slavekrige, hvoraf flere ere udbrudte og have sat Kongen i stor Fare. Han fortalte selv til en Missionair, at han for nogle Aar siden havde medbragt 20,000 Slaver fra et Felttog, hvoraf han havde ladet Halvdelen henrette og badet sin Throne i deres Blod, for at forebygge, at de skulde frembringe en flet Stemning blandt hans Undersaatter; den anden Halvdeel havde han fordeelt blandt sine Høvdinge. Men om han endog havde fast Villie til at giøre en Ende paa det nuværende System af Rædselshandlinger, saa vilde dette ingenlunde være saa let; en af hans Forfædre, Osai Quamina, mistede sin Throne og sit Liv, fordi han vilde afskaffe nogle Skikke. Fetischpræsternes Magt er betydelig, og de ville anvende Alt for at vedligeholde den gamle Overtro; deres Indflydelse paa Folket, medens den Art af Raseri vedvarer, som de store Mordscener ved Festlighederne frembringe, er uindskrænket, og Ingen er i disse Dage sikker paa sit Liv.
Men ligesaa stor som Faren er, ligesaa stort er Øiemedet; thi Ashanti og Dahomay danne mellem Vestkysten og Nigeren Hovedstøtterne for det gamle Barbari i Afrika, og et i Kumassi vundet heldigt Resultat maatte udstrække sine Virkninger vidt og bredt. Hidtil var det Kongerne af Ashantis Politik, saa meget som muligt at indskrænke Communicationen med Guldkysten og de europæiske Colonier, og denne gaaer saa vidt og drives paa en saa systematisk Maade, at de erholde største Delen af deres europæiske Fornødenbeder ikke fra den nærliggende Kyst, men fra Tripolis, hvorhen Karavaner drage over Haussa. Ogsaa Slavehandelen, som Ashantierne drive, finder ikke Sted paa den nærliggende Guldkyst, men paa Nordgrændsen af Landet mod Vesten og Østen. Hidtil har derfor dette store Land sat Europæernes Indflydelse paa det Indre af denne Deel af Afrika en uoverstigelig Grændse imøde! Ashanti er en krigerisk Stat, som i Forhold til sin Størrelse og Landets Rigdom driver leden Handel. Organisationen er feudalistisk. Cubocirerne ere arvelige Vasaller, hvoraf Enhver i det Mindre holder et Hof som Kongen og ligesom han har Rettigheder over sine Undersaatters Liv og Eiendom. Kongen sikkrer sig ved et System af hemmeligt Politi, og da det er Høiforræderi at dadle ham, saa finder han altid Leilighed til at lade de Vasaller, der indgyde ham Bekymring, anklage og rydde dem af Veien. Han arver det Guld, som hans Undersaatter eie, uden forsaavidt det er forarbeidet til Smykker; af denne Grund forvandler Enhver sine Rigdomme, forsaavidt han faaer Tilladelse dertil, til Smykker og bærer dem til Skue paa sig og sine Slaver, deraf hidrører den uhyre Masse Guld, man faaer at see ved alle Optog. Cubocirerne bære endog store Klumper Guld ved Lænker, der ofte ere saa svære, at Slaver maae gaae ved Siden af dem for at holde Guldklumperne. En egen Art Luxus ere de Silkeklæder og skjærme, som forarbeides i Landet. Man kjøber dertil i Tripolis de sværeste Lyonerstoffer, Tøierne blive optrevlede og det nye Stof vævet deraf. Deri og i Krud og Geværer bestaaer Hovedindførselen af de europæiske Fornødenheder. Armeen bestaaer af 200,000 Mand, hvori enhver Vaabendygtig er indskreven, og den kunde bringes endnu høiere, da Undersaatterne og de skattepligtige Stammer udgjøre 4 til 5 Mill. Mennesker. Disciplinen er meget streng og satte i den sidste Krig Englænderne i Forbauselse. Landet er saa rigt paa Guld, at den aarlige Production, trods den ufuldkomne Maade hvorpaa Udvastningen skeer og Bjergværkerne drives, overstiger 100,000 Unzer. Ved Siden af Guldet er Hovedudførselsproducterne Elfenbeen og Goranødder, som gaaer gjennem hele Afrika indtil Middelhavet og dyrkes som et Surrogat for Kaffe. Den voxer vildt og er en meget væsenlig Handelsartikel.
Disse Details kunne være tilstrækkelige til at vise, hvor stort og vanskeligt det Foretagende er, som de Baseler Missionairer have begyndt. De finde Omstændighederne gunstigere, end Riis kunde ahne, da han sidste Gang forlod Kysten, og den Coloni christelige Negere, som han bringer med, er Begyndelsen til en Række Forsøg, af hvis heldige Resultat efter al Formodning Afrikas Fremtid er afhængig. Thi det er ingen Tvivl underkastet, at man ikkun ved sorte Agenter under europæisk Ledning vil kunne gjøre et dybt Indtryk paa Negernationerne. Den fornemste Aarsag til den engelske Nigerexpeditions uheldige Skjæbne var den, at den indbefattede altfor mange Europæer og vilde gjøre Alt ved dem. De mæhriske Brødres Bestræbelser, der saalænge og under de vanskeligste Omstændigheder have helliget sig til de vestindiske Slavers Civilisation, staae nu endelig paa det Punkt at frembringe en Virkning, som staaer langt over deres oprindelige Beregning ; men man kan neppe haabe, at det første Forsøg strax vil lykkes; at civilisere et saa gammelt og saa dybt liggende Barbari er en meget vanskelig Sag, og man maa derfor være fattet paa at Forsøget gjentagne Gange vil slaae feil, indtil der endelig kan skee et afgjørende Skridt fremad. Man kan ansaae de Første, der begynde Værket for visse Martyrer for den gode Sag, og deres Hæder er saameget desto større, som man med Bestemthed kan sige, at det Høieste, de kunne opnaae, er at bane Veien. Barbariet har altid fundet Folk der vare rede til at opoffre deres Liv for den ringeste Ære eller den ringeste Fordeels Skyld, hvorfor skulde da ikke Civilsationen ogsaa kunne finde saadanne Folk?
(A. Z.)
(Kjøbenhavnsposten 26. april 1843)
