Et lidet paaagtet Hovedpunkt i de slesvigske Spørgsmaal
Man kunde troe - og mange troe det virkelig - at de danske Slesvigere nære den samme Tilbøielighed for Danmark og attraae ligesaa ivrig en Sammensmæltning dermed som Slesvigholsternerne gjøre med Hensyn til Tydskland. Men dette forholder sig ingenlunde saa. Og her ere vi just ved et mærkeligt Punkt i de slesvigske Spørgsmaal - et Punkt, som Danske ere saa tilbøielige til at oversee, det være sig nu af politisk Kortsynethed eller af kilden Nationalforfængelighed. Overalt hvor danske Slesvigere have havt Leilighed til at udtale deres politiske Anskuelser, have de ingensinde - i den Slesvigske Stændersal, i Sommersted, paa Skamlingsbanken - aabenbaret det som deres Attraae, i politiske Henseende at tilveiebringe mellem Kongeriget og Slesvig en nøiere Forening end den allerede bestaaende. Tvertimod have netop mangfoldige Beboere i den Deel af Slesvig, der er mest eller - rettere - udelukkende dansk, Haderslev Amt nemlig, paa en temmelig bestemt Maade modsat sig et Project af Slesvigholstenere, der gik ud paa at indlemme just Haderslev Amt i Danmark. Da Advocat Beseler nemlig i forrige Stænderforsamling havde anmeldt sit Forslag om at indlemme Slesvig i Tydskland mod at lade Danmark beholde hiint Amt, indløb der just fra den Deel, som man var saa god at tiltænke Danmark, en Mængde Petitioner til Stænderforsamlignen, som tilskyndede at forkaste det besluttede Forslag. Vel muligt, at Advocaten og andre Slesvigholstenere i Nordslesvig, der pludselig troede sig forraadte, have havt nogen Andeel i denne Manifestation. Men den Omstændighed, at intet Skridt foretoges af de danske Slesvigere for at befordre denne paatænkte Forbindelse mellem Danmark og den reent danske Deel af Slesvig, synes dog at godtgjøre, at hine Contrabevægelser i det Hele ikke vare dem uvelkomne. Denne Slesvigernes Ligegyldighed for Danmark er ikke saa vanskelig at forklare. Saa længe Selsvigerne er saa ubekjendte med Tilstanden i Danmark, som Tilfældet endnu er, øse de deres Forestillinger om Ønskeligheden af at være Slesvigere eller Danske af en vis practisk Sammenligning mellem sig selv og de Kaar, hvorunder de see den til danske Districter - endog inde i selve Slesvig boende - danske Bonde leve. Naar da Slesvigeren veed sig fritagen for Veiarbejde, idet Statskassen anlægger hans Veie; nar han aldrig føler sig generet af "Postkigere;" naar han har uhindret Adgang til at anvende sine Producter og sin Capital paa hvad Maade, han bedst veed og kan, om det saa er til Brændeviinsbrænden og Landhandel; naar han seer sig i Besiddelse af solidere Myntsorter - naar den danske Slesviger overveier alle disse Fortrin fremfor den danske Bonde, der vel skal giøre Veiarbejde og være "Posekigerne" underdanig, men hverken maa forædle sine Producter eller gjøre sin Capital frugtbringende - da er det vel tilgiveligt, om den, der lader en materiel Maalestok faae noget Raaderum under sine politiske Forestilliner, ikke just er meget opsat paa en Forandring i Tingenes bestaaende Orden, der ikke synes at tilbyde nogen directe Gevinst.
(Kjøbenhavnsposten den 12. juni 1843. Uddrag)
Artiklen mener at midlet til at vende den stemning er at Danmark bør have en fri forfatning. Den sætter altså friheden som vigtigere end det nationale. Artiklen efterfølges af en artikel fra en landmand i Nordslesvig som gør opmærksom på at der blandt de 22 indbydere til at oprette danske skoler i Slesvig ikke er en eneste fra Slesvig selv. Det skyldes ifølge artiklen at nordslesvigernes nationalitet ikke er ren dansk. Ikke blot hvad angår sproget, men også med kulturen. Forholdene i Nordslesvig er ikke som på Sjælland, Fyn eller i Jylland. Slesvigerne står nemlig i vedvarende forbindelse med områderne nord og syd for. Nordslesvigernes nationalitet er således meget afvigende fra de danskes, og majoriteten af den nordslesvigske befolkning føler heller ikke nogen trang til en sådan forandring i de bestående skoleindretninger. Artiklen påstod endvidere at Lorenzen ikke har stor opbakning i Slesvig (det var ham der insisterede på at tale dansk i den slesvigske stænderforsamling).
Den 12. juli 1843 afholdtes en slesvig-holstensk folkefest i Åbenrå. Den blev stærkt farvet beskrevet i Dannevirke. Kjøbenhavnsposten citerede Kieler Correspondenzblatt m.fl. således:
Fra Apenrade meddeler "Correspondenzblatt" nu ogsaa en Beretning om den der, den 21te dennes, stedfundne slesvigholstenske Folkefest. Man seer deraf, at Festpræsidenten var en Hr. Karberg, der aabnede Festen med en Tale, hvis Indhold dog ikke nærmere angives. Blandt andet sees ogsaa af denne Beretning, at det i "Dannevirke omtalte store Telt indvendig har været decoreret med Kongens og Lornsens Portraiter, ligesom ogsaa at der overhovedet vel har hersket større Livlighed og Fornøielse ved denne Fest, end "Dannevirke" har villet indrømme, hvis Beretning iøvrigt sikkert nok vil finde meer end tilstrækkelig Modvægt i de slesvigholstenske Blades Festberetninger, hvoraf endnu ingen er kommen os for Øie. Ved at bemærke, at der er blevet holdt saavel danske som tydske Taler, anfører Ref. at "Lyna" i den Anledning har yttret: "Sprogforholdene adskille os ikke, det udtalte enhver "schleswigholsteinsk Biedermann"; og selv tilføier "Correspondenzbl.": "Denne Fest synes at stadfæste, at Hertugdømmet Slesvig kun da kan forblive forenet i Fred, naar den nationale Modsætning ikke sættes paa Spidsen, men Brugen af det tydske og danske Sprog gjensidigt tilstedes ved Siden af hinanden. At enes derom er en absolut Nødvendighed, hvis man ikke vil fremkalde en Deling af Hertugdømmet".
(Kjøbenhavnsposten den 21. juli 1843)
Kjøbenhavnsposten lagde sig mellem de yderligtgående danske og slesvigholstenske, og bragte en del udsagn fra lokale slesvigere, bl.a. denne artikel fra 1. august 1844:
- At Folkestemningen i Hertugdømmerne ingenlunde er saaledes som enten de fanatiske Slesvigholstenere eller vore exalterede Nationalister gjerne ville indbilde sig selv og Andre, derom vidner efterstaaende Skrivelse, der er indsendt til Hempels Avis af en erkjendt Hædersmand, der var een af de allerførste, som optraadte for det danske Sprogs Rettighed og Vedligeholdelse i Slesvig, og natulig har virket meget gavnligt til det sidste Øjemed igjennem den slesvigske Læseforening:
- At jeg paa Als, naar jeg der besøger Slægt og Venner, med min Familie, vises al den Opmærksomhed, vi kunne ønske os, og at man som Følge deraf i Samtalerne behandler Alt, hvad der er Dansk med den største Agtelse og Delikatesse, er ligesaa naturligt som man kan vente dette af dannede Mennesker uden Hensyn til i hvilket Sprog det skeer. Men, nylig retourneret fra en Reise til Kiel og Omegn, maae vi have i levende Erindring, den Forekommenhed man overalt har viist os som Danske, og der endog er gaaet saa vidt, at os ubekjendte Personer have søgt Leilighed til at tale dansk med os; ligesom vi med vore derværende Venner have talt Dansk paa alle offenlige Steder. Og naar en paa et offenligt Sted i det tydste Sprog ført Samtale over den beklagelsesværdige Strid, der nu synes at have naaet den Højde, at man tilstrækkelig har udtalt sig over den, og bør række hinanden Haanden til Forsoning, - ender med det almindelige Ønske: at den maatte være endt, og at man kun behover at reise fra Holsten til Danmark eller fra Danmark til Holsten, for at overbevise sig om, at det ikke i Virkeligheden og i Folket forholder sig saaledes, som vi af de Exalterede altfor ofte paa begge Sider see det udtalt; saa mener jeg at, fremfor Alt, Intelligentsen paa begge Sider maa gaae forud; thi Tidsaanden er: Alles Lykke! og Alles Rettigheder lige agtede! Ved Intelligentsen skal denne Sag indlades til Doms for Historien: Lad os altsaa haabe, at Intelligentsen, hvis Organ Pressen er, vil vise sig vor Tid og dens Aand værdig, og ikke gjøre sig skyldig i ogsaa at maatte optages blandt alle de forskjellige Aristokrater, som Humaniteten nu mindre end nogensinde vil hylde! Og lad os ikke glemme at vi have fægtet for Statens udeelte Bestaaen til evige Tider, der kun i Kjærlighed og Enighed vil finde et fast Baand. En Behandling af Sagen som Orla Lehmanns Tale paa Skamlingsbanken og de vakkre danske Slesvigeres Sang der, vækker ingen Harme, men indgyder Agtelse for hvad der er Dansk. Dette har jeg erfaret! - Gid da at hver danst Mands Tale i denne Sag maatte føre dette Præg, og at hver dansk Sanger, der her føler sig begeistret til at synge, lig de vakkre Studenter, vilde mindes: at ikke den, der raaber høiest, synger bedst ; men at det er Harmonien, der tiltaler Hjertet. - I hvilken Grad jeg erkjender Vigtigheden af, at dansk Sprog og dankke Interesser i Nordslesvig vedligeholdes, har jeg tilfulde beviist; men lad os aldrig glemme, at vor Tid har sine store Fortrin for Fortiden, og at Ordet nu har en anden Betydning end dengang. Jeg er Slesviger med Liv og Sjæl, og derfor glæder jeg mig ved enhver Behandling af Sagen, der er den og begge Parter lige værdig. For hvem der ikke vil forstaae mig, har jeg ikke adresseret Dem, høistærede Hr. Redacteur, disse Linier; men vil De aabne Deres Spalter for meer af samme Slags, saa skal det være mig en Fornøielse at udtale, hvad den fornuftige og besindige Slesviger tænker og dømmer over Alt, hvad der er passeret og over selve Sagen; og jeg tør dette om saameget meer, da Grundtrækket deri er: Hele Staten bevaret som den nu er, og Enhvers Rettigheder agtede! - Saavidt jeg har erfaret er det samme Tilfældet i Holsten. Partier med exalterede Ideer gives der overalt ; men uden at kunne see dette med Ligegyldighed, er jeg dog ligesaa overbeviist om, at Regeringen nok vil vide at møde dem, som vi Andre bør lægge os meer efter at respectere den frie Tale, vi selv fordre. - Et mærkeligt Særsyn fremviser denne Sag derved, at jo nærmere man i Slesvig kommer den jydske Grændse, - jo meer vil man synes at være tydsk! - En forunderlig Higen hos Mennesket efter at ville synes hvad man ikke er!
Snoghøi den 27de Zuli 1844. Riegel.
(Kjøbenhavnsposten 1. august 1844)
Krigen om Slesvig.
Under denne Overskrift indeholder et af de sidste Nummer« af Kieler "Correspondenzblatt', en Artikel, som, idet den i de væsenlige Punkter ganske stemmer overeens med de politiste Anskuelser, vi stedse have beflittet os paa at gjøre gjældende, frembærer et velgjørende Vidnesbyrd om, at uagtet Slesvigholstenernes utrættelige Ramaskrig nu begynder at finde Plads i de fleste betydeligere tydske Blade, det derfor dog ikke mangler paa upartiske Stemmer blandt det tydske Folk. Vi gjøre os den Fornøielse af at optage denne Artikel af en ligesaa retfærdig som forsonende Tendents:
Det kgl. Sprogreskript, den kgl. Tilretteviisning til de danske Petionairer ere paa eengang de Vaaben, hvormed Modstanderne bekæmpes, og de Seirsberetninger, hvormed de krænkes. I Debattens Sted har man foretrukket at lytte til Yttringerne af den kgl. Villie, at opmuntre til Tillid til det landsfaderlige Godtbefindende, der synes os gunstigt. Den gamle Historie om Hertugdømmernes Tilsammenforblivelse, der siden 1460 bestandig forblev ny, hvorvel den factisk forskjellige Gange er indgaaet til den evige Hvile, kommer os ved denne Leilighed særdeles vel tilpas, og der mangler os derfor, som det lader til, slet Intet for at tage Hertugdømmet Slesvig indtil Kongeaaen i Besiddelse som en Deel af Staten Slesvig-Holsten og saaledes eengang for alle at stoppe Munden paa alle Danske med deres Fordringer derpaa.
Men dermed er Striden dog vel ikke ganske afgjort, fordi den nemlig netop har et ganske andet Indhold end Slesvig-Holstenerne lade formode i deres fleste Digressioner. Det, som kun skulde betragtes som en Biting ved Kampen, Stridsgjenstandens politiske Forhold, er for dem den egenlige Kjerne, den sande Grund til Feiden, hvorfor de ogsaa kun fægte med Documenter, med kongelige Ord, Beslutninger og Hensigter, hvorimod det egenlig var Sandheden i de nationale Forholde, som maatte bestrides af dem. At der ogsaa har fundet Udskeielser Sted fra den modsatte Side, vil jeg ikke negte, men dens begyndende Hovedthesis var dog kun den danske Nationalitet i den nordlige Deel af Slesvig, af hvilken de udlede en Berettigelse for det danske Sprogs Repræsentation i Landets Stænderforsamling. Og denne Fordring synes fuldkommen begrundet. Thi naar et Folk overhovedet har Ret til at existere, saa har det ogsaa Ret til at have en speciel, adskillende Charakteer, en ejendommelig Skik, en egen Livsanskuelse, kortsagt en egen Personlighed, og endelig er det berettiget til at fordre, at man skal anerkjende dets Specialitet, Summen af dets Personlighed. Er nu det nordslesvigske Folks Personlighed dansk, saa maa den kunne gerere og gjøre sig gjeldende som saadan, eller man gjør sig skyldig i en unaturlig og overmodig Tvang mod den. Sproget er Nationernes sande Livsaande, uden hvilken de vilde ophøre at existere eller paa en voldsom Maade tilbageerobre den. Nordslesvigerne vilde derfor vist ugjerne vide deres Livsaande, lig de indiske Parias, forhaanet af og forjaget fra deres Lands Repræsentanter, og dyb maa den Harme være, hvormed de ere nødte til at petitionere for deres Sprogs lige Berettigelse med det tydske, deres nationale Eiendommelighed med det øvrige Lands. Sprogets Gode er ikke Resultatet af et fyrsteligt Privilegium, som man kan give og tage, udvide og indskrænke, men et Arvegods fra en fremstridende Udvikling, paa hvilket aldrig politiske Partiers omfattende Ønsker eller nogen Cabinetsordre have indvirket. Det kan være, at Nordslesvigerne uden Ubeqvemmelighed i Stænderforsamlingerne kunde betjene sig af det tydske Sprog (ligesaa godt vilde iøvrigt ogsaa de Tydske have forstaaet de Danske, hvilket de rigtignok nu og da benegte, for at vise en Vankundighed, der paa Grund af Forbindelsen og Nabolauget mellem Danske og Tydske, slet ikke sømmer sig for dem) men det stred mod Frihedens Aand at hæve eet Sprog i et Land, hvor der notorisk tales to, til udelukkende Forretningssprog for Folkets vigtigste Anliggender.
Man har foreslaaet Midler til ved en endelig Fredsslutning at gjøre Ende paa Krigen om Slesvig, men hvilke ere disse Midler? Man troer begge Deles Rettigheder respecterede, naar Immediatcollegierne for Hertugdømmerne henlægges til selve Hertugdømmerne. Hvad vedkommer denne Translocation af de kombinerede slesvigske og holstenske Autoriteter de Danske? Hvad have de for Gevinst af et saadant stabilt Forholds Forsendelse til Continentet? Hvilken Forandring vil derved indtræde i deres Forhold? Ja, havde man bragt en Opløsning af disse Collegier og en Constituering af nye for hvert Hertugdømme separat i Forslag, - saa vilde man dog være kommen deres Ønsker nærmere, med Hensyn til Slesvig, hvis Selvstændighed de jo ville, og til deres sande eller formeentlige Rettigheder, og et Resultat af en saadan Mægling vilde have været tænkeligt. Derefter skal Hs. Maj. vor Landsherre ansøges om, regelmæssig en Deel af Aaret at regere i Hertugdømmerne; Tilstedeværelsen af Immediatcollegierne skulde da ved en legal Fiction, faa os til at troe paa Kongens stadige Nærværelse. Et for Hertugdømmerne ganske antageligt Forslag. men hvilken Ret respecteres herved hos de Danske? Skulde et Fredsforslag gjøres. saa burde ogsaa herved Slesvigs Selvstændighed hævdes, men ikke Hertugdømmernes, af de Danske saa heftigt angrebne Eenhed udtales, hvilken jo er det egenlige punctum litis. Men en Vedvaren af Confusionen mellem de tvende statsretlig adskilte Lande er Fortsættelsen af Krigen og derfor Intet mindre end et Fredsforslag. Saa længe det tydske Forbund ikke udstrækker sine Grændser over Eideren, ville de Danske forblive i den Stilling i Slesvig, som de indtage, og kunne vi ikke komme bort fra det phantastiske Standpunkt af et eneste Slesvig-Holsten, saa er der ingen Udsigt til Fred. Hvad der iøvrigt angaaer Kongens aarlige Resideren i et af Hertugdømmerne, saa burde det dog være at overveie, hvorvidt en dobbelt Hofholdning, som da vilde være nødvendig, vilde være Finantserne nogen Gevinst.Man seer, at det er den hildede slesvig-holstenske Anskuelse, der dicterede dette Forstag; fremfor alt Andet var det den om Hertugdømmernes Fordele at gjøre og i et lykkeligt Selvbedrag troede den at handle retfærdigt mod begge Partier, medens den factisk kun repræsenterede eet, sit eget.
Saaledes kan en varig Fred aldrig opstaae; saaledes bliver Striden endnu mere bitter, haarkløvende og uden Maal og Grændse: overalt Splid, nyttige Kræfter forødes og de Danskes og Tydskes sande Interesse forrykkes. Og ere virkelig de stridende Partier ganske paa det Rene med Seirsplanen? Kunne de gjøe sig en klar Forestilling om Følgerne af deres eventuelle Triumph? Troe de virkelig, at det er muligt at omskabe Blandingslandet Slesvig til et eneste Sproggebeet? Ansee de Nationen for saa corrigibel, at en Sproggrændse, som den jo dog gaaer gjennem Slesvig, kan udslettes og efter Godtbefindende forlægges andetsteds hen? Det er sandt, at Nordslesvigerne føle at være Danske, men er det derfor sagt, at det hele Hertugdømme er bestemt til at være et godt Bytte for Skandinavismen? Det er sandt, at tydsk Dannelse og Sprog holder den større Deel af Slesvig besat som en sandelig (?) Erobring, men skulle derfor ogsaa de Slesvigere, som bære den danske Nationalitets Typus, være forpligtede til at skille sig ved deres nationale Charalteer og Personlighed? Vil man opgive den ædle Frihed for den Hæders Skyld, at forøge en Nation med nogle Tusinder?
Man behøver ikle at være Kosmopolit, for eengang for alle at have gjort Afkald paa alt Sværmeri for Germaniens tykke Ege, for det hellige romerske Riges ynkelige Historie, for Burschenskabets lange Haar. Den, som kun kan glæde sig over sit Fædreland i tom Gjenklang af en forsvunden Fortid, han besidder kun en sørgelig, sneverhjertet, indskrænket Patriotisme, som, for at see mandig ud, maa udpynte sig med noget tilhyklet Franzoshad. Gud være lovet, vi have overvundet Tiden for yttringer af en saadan Patriotisme; lad os kun vogte os for et Tilbagefald, og man maa virkelig frygte for et saadant, naar man iagttager det med saa megen Umage antændte, og ved sa mange lonstige Midler vedligeholdte Raseri mod en saakaldet dansk Propaganda her i Norden. Hvad propaner da de Danske? Deres Sprog, deres Literatur? Men hvorfor skal det samme ikke tillades de Danske, som vi Tydske overalt gjøre trods vore vidtløftige Grændser, hvad alle civiliserede Nationer gjøre? Skal Det, som overalt gjelder for det glædeligste Tegn paa en kraftig Folkeaand, geraade de Danske til Bebreidelse? Eller ere I i den Grad betagne af Frygt for Danmarks sproglige Hegemoni, at I ere blevne fuldkommen blinde? Tydskland staaer i Felten mod Slaver, Magyarer og de romanske Nationer, men sandelig, som den svageste Modstander er Skandinavismen kommen med. Skridt for Skridt er den hidtil vegen tilbage for det tydske Element og endnu leve Vidner i det Slesvigske, som have seet dens Tilbagetog gaae hen over deres egne Hoveder. Alene Smaalighed og Dumhed kunne misforstås de Danskes haardnakkede Modstand, og kun Ondskab kan finde Ondskab deri. Den hele Propagandalov reducerer sig til det simple og naturlige Factum, at i Hertugdømmet Slesvigs Gebeet kæmpe to Sprog om det endelige Eneherredømme; hvilket Udfald Kampen vil have kan ikke synes tvivlsomt; men man bør ogsaa være retfærdig før den vundne Seir.
Med Fredsforslagene, her fra det eensidige tydske, hist fra det eensidige danske Standpunkt, er derfor Intet afgjort. - En Deling af Stridsgebetet, en Gjennemskæring af Hertugdømmet ifølge Sprogadskillelsen, er aldeles umulig; en Overeensstemmelse af den politiske og nationale Grændse, som jo nok vilde tilfredsstille begge Dele, er en Uting. Slesvig som tydsk Forbundsstat (Forf. tænker sig det kun) kunde ikke gjøre Skaar i den danske Befolknings Sprogberettigelse - Slesvig som dansk Provinds ikke i den tydske Befolknings. Status quo kunde saaledes ti Gange forandre sig, det egenlige Stridspunkt vilde eengang for alle blive det samme.
Men jeg mener dog, at en Fredsslutning endnu er mulig; vi skulde kun have os til den Erkjendelse, at vi begge kæmpe om en ringe, værdiløs Kamppriis i Forhold til de Goder, hvis Opnaaelse vilde være os - i Forbund - mulig. Ere da vore offenlige Forholde saa overmaade glædelige, at vi aldeles burde lade dem i Fred, rolig overlade dem alene til Regeringens Viisdom, for af alle Kræfter at vælte Sisyphus-Stenen bort fra Veien? Have vi da ingen fælles Modstandere mere, for at vi skulle trætte og flovgjøre os selv i ufrugtbar Ringriden og Turnering? Man skulde troe, at vi havde Trykkefrihed, thi vore offenlige Blade ønske den ikke; man skulde troe, at vi havde en repræsentativ Forfatning, Communalanordninger, tidssvarende Criminallovgivning , Eedssvorneretter, almindelig Værnepligt, thi vore offenllge Blade ønske dem ikke, bede og tale ikke om, at vi maae erholde dem; vore offenlige Blade vide kun, om der var 6- eller 8000 Mand paa Skamlingsbanken eller ved denne eller hiin saakaldte Folkefest, hvilke Taler der bleve holdte til Fædrelandets, Festcomiteens, denne eller hiin Liberales PriiS. - Kongelige Resolutioner blive, naar de ere gunstige for den smaalige Partistræben, brugte til Ostenstationer, og naar de ere ugunstige, ukritisk fornegtede, og vor Dagspreses hele Bestræbelse, paa denne og hiin Side Eideren, er gaaet over til at blive en uværdig Strids- og Dadlesyge. Denne Bane maa aldeles forlades; Partispaltningen mellem Danske og Tydske, de dansk-monarchiske Unitarier. og de slesvigholstenske Separatister, maa ophore; man maa komme til den Bevidsthed, at der her, som overalt i den civiliserede Verden, kun existerer to egenligt forskjelllige Partier, Fremskridtets og Reactionens, og at man , naar man mener det alvorligt med Menneskenes Udvikling til Friheden, maa slutte sig til hine, hvor de have samlet sig, uden at bryde sig om, at man hører et fremmed Maal i denne eller hiin Partiførers Mund. Nationerne i den øvrige Deel af Europa ere i Sandhed ikke fjendligt stemte mod hinanden, om de endog føre blodige Krige; men Nationernes Fjender er Adels- og Privilegievæsenet, de fordærvede indgroede Tilstande, de udlevede Retsforholde; disse ere ogsaa de Danskes og Tydskes fælles Modstandere, paa hvis Betvingelse Kraftens Førstegrøde og det bedste Mod burde anvendes. Mod dem bør vi fremfor Alt i Samdrægtighed slynge den udfordrende Landse. A. Springborn.
(Kjøbenhavnsposten 15. august 1844)
