Danmarks Krig mod Marokko. (Efterskrift til Politivennen)

Oberst Emil Madsen: De vigtigste af danske foretagne Rejser og Forskninger i Afrika (Geografisk Tidsskrift, Bind 22 (1913-1914):

Besiddelsen af Kolonierne paa Guinea og Forholdene til Staterne i Nordafrika bevirkede, at der ofte maatte sendes Orlogsskibe ud, sjældnere til til Guinea, meget hyppig derimod til Middelhavet, hvor der ifølge de sluttede eller fornyede Fredstraktater — med Algier 5. Aug. 1746, med Tripolis 22. Jan. 1752, med Tunis 8. Dcbr. s. A., med Marokko som foran nævnt 25. Juli 1767, foruden med den tyrkiske Sultan 14. Oktb. 1756 — aarlig skulde betales Tribut for at befri de danske Købmandsskibe for Sørøveri angreb fra hine Stater. I Perioden 1747 til 1756 betaltes til Røverstaterne mindst ca. 656,000 Rdlr., rimeligvis dog mere, i Perioden 1757 til 1769 ca. 870,000 Rdlr. Dertil kom at Handelsskibene især paa Vejen til og fra Asien i de urolige Tider maatte konvoieres, og Orlogsskibenes Beskyttelse maatte udstrækkes til den afrikanske Kyst, stundom til Sct. Helena, stundom endog til det gode Haabs Forbjærg. Ikke sjældent forenedes især i ældre Tid Rejserne baade for Guineas og Middelhavets Vedkommende med Rejser til Vestindien.
----
I Maj 1843 tildeltes der den daværende Kaptajn F. A. Paludan hemmelig Ordre til med Korvetten "Flora" og flere ham underlagte Skibe at anløbe Strædet ved Gibraltar og Tanger for af Konsulen paa det sidstnævnte Sted at erfare, om 'der havde tildraget sig noget, som kunde udfordre Eskadrens Hjælp, og det befaledes Kaptajn M. P. Secher ligeledes paa Hjemrejsen fra Vestindien med Briggen "Sct Croix" at anløbe Gibraltar i samme Øjemed.
Daværende Kommandør H. G. F. Garde var 1844 som Eskadrechef om Bord paa Fregatten "Gefion", denne ledsaget af Fregatten "Thetis" Kaptajn H. Aschehoug og af Hjuldampskibet "Hekla", Kaptajn K. E. Mourier, i Middelhavet for at medvirke til, at Danmark kunde blive fritaget for den siden 1767 ydede aarlige Tribut til Marokko, hvilket opnaaedes. Eskadren overværede tillige de franskes Bombardement af Tanger den 6. Aug. 1844 tilligemed en svensk, en spansk og en amerikansk. De danske skal højlydt have tilkendegivet de franske deres Sympati. Efter endt Togt gik "Gefion" til Livorno for at hente Thorvaldsens Sager hjem.
Tillige var den i Vestindien stationerede Brig "Mercurius", Kaptajnløjtnant J. Christmas, beordret at begive sig til Tanger for efter Omstændighederne at være til Hjælp, og Skibscheferne underrettedes om, at de i Strædet skulde hjælpe svenske og norske Krigsskibe til at beskytte den svenske og norske Skibsfart. Generalkonsulen i Tanger J. A. H. Carstensen var bemyndiget til at benytte et af de daværende Skibe til om fornødent at rejse til Gibraltar, saa vel som til at give danske Undersaatter Lejlighed til at forlade Marokko. I Tilfælde af, at det blev til Krig, skulde Marokkos Havne blokeres.

Fregatten Gefion. Det Kongelige Bibliotek. Creative Commons Navngivelse-IkkeKommerciel-IngenBearbejdelse 3.0 Unported Licens. Fregatten blev søsat 27. september 1843. Det var fregattens 2. togt 22. maj 1844-16. november 1844 til Skotland, Færøerne og Middelhavet under kommandørkaptajn H. G,. Garde. Under krigen 1848-1850 blev den 4. april 1849 erobret i Eckernförde Fjord af slesvig-holstenerne. 

Generalconsul Carstensen er afreist til Marocco. Gjenstanden for hans Sendelse skal være at indlede en venskabelig Overeenskomst med den maroccanske Regjering angaaende den Tribut som den danske Regjering aarligt svarer til samme o.s.v. (Ah.Av.)

(Kongelig allernaadigst privilegerede Viborg Stifts-Tidende, 30. marts 1844)

Glædeligt er derimod en Beretning fra Marocco: en derværende anseet Mand, ved Navn Elhaj Mohammed Ben-el Arab, gav, da hans Slaver forestillede ham, at Englænderne, som dog vare Kjættere, havde givet alle deres Slaver Friheden, hvorimod han, en ægte Troende, endnu holdt dem i Slaveri, strax alle, 72 i Tallet, Friheden.

(Lyna, 3. april 1844)

Spanien: Expeditionen imod Marocco er fast besluttet. Ministeriet har befalet alle Generaler i de sydlige Provindser at sende Tropper til Sta Maria. Mange Spaniere indfinde sig som Frivillige.

(Kongelig allernaadigst privilegerede Viborg Stifts-Tidende, 23. april 1844)

I "Altonaer Mercur" af 1ste dennes hedder det i en Skrivelse fra Paris af 27de f. M., hvori Spaniens Conflicter med Keiseren af Marocco omtales, at "det af Danmark anstillede, og af England og Frankrig understøttede Forsøg paa ikke længere at svare den aarlige Tribut af 24,000 Piastre, var blevet afslaaet af Marocco, ligesom et lignende Skridt fra Sverigs Side heller ikke havde ført til noget".

(Kjøbenhavnsposten, 4. juni 1844.)

Krigen med Marocco er begyndt. Totusinde Maroccanere have angrebet den franske General Lamorciere cg tilføiet ham et betydeligt Nederlag. Et Dampskib som har forladt Algier den 30te Mai havde ved sin Afgang seet en Convoy af 250 Saarede bringes ind til Staden. Marstal Bugeaud havde nu faaet Ordre til at gaae offensiv tilværks og marschere mod Fez langs med Atlasbjerget. Hertugen af Joinville skal som Chef for den franske Flaade angribe Marocco fra Søsiden af, saafremt Sultanen ikke vil give den forlangte Satisfaction. Udenfor Tanger laae der allerede engelske, franske eg spanske Krigsskibe, en svensk og en Hollandsk Flaade var undervejs, nogle danske Krigsskibe ligeledes. Der menes, at de franske Tropper ville i Afrika faae en haard Kamp at bestaae.
(Marocco er i Besiddelse af 12 Fregatter og 14 andre Krigsskibe, der ere bemandede med 6000 Matroser, der skildres som meget dygtige og tappre. Landarmeen bestaaer i Fredstid af 15,000 mauriske og sorte Ryltere, men i Krigstid kan Keiseren i 10 Dage forsamle 100.000 Mand, da enhver Mandsperson fra 16 indtil 60 Aar er der forpligtet til Krigstjeneste, hvortil han selv besidder de fornødne Vaaben. Den maroccanske Befolkning regnes til 8 ½ Million, af hvilke 2,300,000 ere Berberer, 1,450,000 Shellahs, 3,550,000 Maurer, 760,000 Arabere af ublandet Race, 240,000 Jøder, 120,000 Negere, 300 Christne og 200 Renegater.)
Keiseren af Marocco har ladet alle fremmede Magters Konsuler tilstille en Note, hvori han erklærer, at samtlige christne Magters Agenter uden Appel ere underkastede de Bestemmelser, som findes i Prophetens Lov. Danmarks og Sverrigs Fordringer ere blevne meget unaadigt optagne, og Marocco staaer i Begreb med at afbryde sine Forbindelser med alle christne Nationer.
Forsaavidt den europæiske Fred ligger i Statsregjeringernes Hænder er den fornemmelig afhængig af Penge, uden hvilke ingen europæisk Magt kan begynde nogen Krig. Herom er man ikke alene overbeviist i Europa, men selv de barbariske Magter ere komne under Veir med denne de nuværende europæiske Regjeringers Svaghed. Derfor skal Keiseren af Marocco ogsaa, da man truede ham med, at de forenede nordiske Magters Flaade vilde Skyde Tanger sønder og sammen, hvis han ikke opgav sin Fordring paa Tribut, have spurgt, hvormeget et saadant Bomdardement vel kunde koste de vedkommende Magter? Og da man nævnede en rund sum, svarede Prophetens Efterfølger ironisk: "Hvis man vil udbetale Halvdelen deraf til mig, skal jeg selv skyde Tanger ned".

(Aarhuus Stifts-Tidende, 21. juni 1844)

Paa en Tid, da Keiserdømmet Marocco kan blive Skuepladsen for vigtige Begivenheder, hvori de skandinaviske Magter ogsaa kunne faae Andeel, ville sikkert nogle Oplysninger om delte Lands Geographi og Statistik ikke være uvelkomne. Keiserdømmet Marocco er større end Spanien. Dets Klima er et af de sundeste og skiønneste paa Jorden; kun 3 Sommermaaneder ere mindre sunde og skjønne. De periodiske Søvinde forfriske Atmosphæren; paa de koldeste Dage er der hverken Frost eller Iis. Jordbunden er overalt overordenlig frugtbar; paa mange Steder høster man endog 3 Gange om Aaret. Bjergene og Dalene ere overalt bedækkede med et tykt Lag Humus eller Plantejord. Qvægavlen er langt videre fremme end Agerdyrkning og Industri. Qvæget er talrigt, godt næret og af en udmærket Race. Antallet af alle Huusdyr i hele Keiserdømmet angives omtrentlig faaledes: 500,000 Kameler og Dromedarer, 400,000 Heste, 200.000 Æsler og Muuldyer, 5 til 600,000 Hornqvæg, l0 til 12 Millioner Geder, 40 til 45 Millioner Faar. Keiserdømmet Marocco inddeles i 5 store Provindser, hvoriblandt Fez og Marocco, og i Landet Darah; disse inddeles atter i mindre Provindser, 29 i Tallet. Blandt Byernes Navn ere bekjendte: Fez. Meqviaez, Tanger, Saleh, Mogador og Marocco; den sidste er hele Rigets Hovedstad: denne skal i det 12te Aarhundrede have havt 300,000 Indvaanere, nu har den kun 300,000, og Fez 83,000. Staden Marocco har Silke-Manufacturer, Papir- og Saffrans-Fabriker; et af de sidste skal nu beskjæftige l,500 Arbeidere. Den engelske Consul i Mogador har nylig vurderet hele Keiserdømmets Befolkning til 15 Mill. Indvaanere, Andre anslaae den kan til 6 Mill., efter Graberg von Hemso, som selv boede 6 Aar i Marocco, kan man kun regne den til 8 ½  Mill. I hele Verden gives der ingen Fyrste, hvis Magt er mere uindskrænket eller despotisk end Keiseren af Maroccos; man kjender ikke der, som i Tyrkiet, Ulemaer, der ere udrustede med Magt og uafhængige af Souverainen ; der existerer heller ikke noget Divan eller Conseil; Alt skeer paa en Enkelts Befaling, Borgernes Liv er i hans Magt. Der gives ingen rigtige Ministre. Han vælger blandt sine Hofmænd en Fuldbyrder af sin Villie, som han giver Titelen Vezir (Befalingernes Secretair.) Undersaatterne kalde Sultanen Guds Repræsentant paa Jorden, Iman eller Ypperstepræst, Religionens øverste Chef ; han har fire lovmæssige Koner, hvoraf den første fører Titel af den "store Dame". Der gives i Landet 7 Generalgouverneurer eller Paschaer. De forskjellige Religioner, som erkjende Guds Eenhed, ere taalte (altsaa ogsaa Baptister); der gives f. Ex. katholske Klostre. Skjøndt Keiserdømmet Marocco mod Østen grændser til Algerien, saa er det fra denne Side dog ikke vel tilgængeligt for de franske Tropper, thi her er den mest ubefolkede og ufrugtbareste Deel af Landet. Derfor skal i Anledning af den nu udbrudte Krig med Frankrig en fransk Skibs-Division under Prindsen af Joinville blokere Landets Kyst, og begynde med Tanger. Tanger med 9,500 Jndvaanere er det gamle Tingis med Tilnavnet Cæsarea. Man seer der endnu ved den sydlige Deel af Bayen en romersk Bro og Ruiner. Amphitheatralsk bygget frembyder Staden fra Atlanterhavet et pragtfuldt Skue; men er man indenfor dens Gebeet, er man omgiven af lutter Elendighed. Staden driver imidlertid en virksom Handel, og næsten alle europæiske Stater have Consuler der. Tangers Forsvarsmiddel fra Søsiden bestaaer i 2 Batterier og 4 andre, som ere plantede paa de Sandhøie, der hæve sig ved Strandbredden. Den maroccanske Sømagt bestaaer i det Hele af 24 Skibe, hvoraf 10 Fregatter, som ere bemandede med 6900 dygtige Matroser; Landmagten lader sig i Krigstilfælde bringe til 100,000 Mand

(Kjøbenhavnsposten, 5. juli 1844)

Det maroccanske Spørgsmaal.
Alt i vor Tid er Spørgsmaal, fordi man næsten aldrig vover et afgjørende Slag, men discuterer og debatterer de ubetydeligste Ting med en saadan Omstændelighed, at man ved hvert Skridt indvikler sig i nye Vanskeligheder og opdager flere Forhold, som ogsaa maae tages med i Betragtning. Denne Vidtløftighed er ikke blot charakteristisk for os, hvis Fortjeneste hovedsagelig bestaaer deri at tilegne os det Mangelfulde, det Slette andetsteds fra og overlade de Fremmede det Gode til deres egen Besiddelse, men selv for de mest udviklede Stater i Nutiden. Med Hensyn til den udenlandske Politik, saa er det den ængstelige Bestræbelse for paa enhver Betingelse at overholde Freden i Europa, der hindrer enhver betydende, energisk Optræden af den ene Magt mod den anden og lader alle mellemkommende Differentser ende med ubestemte Forsikkringer fra begge Sider, der kun tjene til at holde Skinsygen og de deraf fremgaaede Chikaner vedlige. Mærkværdigt er det, at det altid er ad visse Omveie, at de forskjellige Magters Interesser komme i Collision med hinanden; det er en Collision altsaa, som ønskedes undgaaet, men som dog omsider uagtet al Anstrengelse for at forhindre den, bryder frem. I Europa, hvor Magterne besinde sig, vogte de sig vel for at støde sammen, her er alt den skjønneste Samdrægtighed; troer Nogen sig derimod berettiget til at optræde noget mere uforbeholdent og frit i en anden Verdensdeel, i den Tanke, at han ikke dermed directe angriber den Anden, saa lader denne ham høre, at saadanne Foretagender dog ere et indirecte Angreb paa de Rettigheder og Privilegier, hvoraf han mener at være i Besiddelse. Disse fremmede Spørgsmaal ere saaledes i Grunden slet ikke fremmede, det er kun de europæiske Interesser, som ad denne Omvei komme til Sammenstød. Man har saaledes med almindelig Opmærksomhed betragtet det orientalske Spørgsmaal. ikke af nogen særdeles Interesse for nogen af de nærmest vedkommende Parter, Sultanen og Paschaen, thi disse vilde i Grunden det Samme, nemlig Tyrkebarbariets Vedligeholdelse, men af Interesse for de europæiske Magter, som ledede denne Strid. Skulde Frankrig, England eller Rusland beholde Overvægten? Vilde en Seier af den ene Magt i Orienten ikke vare afgjørende for dens Indflydelse i Europa? Europas Skjæbne afhang af det tilsyneladende tyrkiske Spørgsmaal. Naturligviis bevirkede det altovervejende Hensyn til Freden, at Udfaldet af denne Strid blev saa ubetydeligt som muligt, da ikke engang det egenlige Hoved- og Grundspørgsmaal, nemlig om Tyrkiets Vedvaren som europæisk Stat, kom frem. Dette er det egenlige orientalske Spørgsmaal, og dets nødvendig benegtende Besvarelse vil omsider bringe de europæiske Stormagter i den almindeligste, alle Fredshensyn overvindende Collision mod hinanden. Formedelst denne umiddelbare Vigtighed af det orientalske Spørgsmaal for Europa vovede Ingen at fatte det i dets hele Skarphed og Omfang. Man haabede at finde en anden Udvei til at gjøre sine Interesser gjeldende, uden at komme i Conflict med andre Magter i Europa. Denne Leilighed har af sig selv frembudt sig for Frankrig , som for at forsvare sine afrikanske Besiddelser mod Abd-el Kader ikke har kunnet undgaae en Collision med Emiren af Marocco, der som Muhamedaner og Barbar var Abdel- Kaders naturlige Allierede mod det christne og civiliserede Frankrig. Forgjæves blev Emiren advaret og formanet til at lade Abd-el-Kader skytte sig selv, han vilde ikke, han begik aabenbart Brud paa Freden og - Hvad blev da Følgen i en øieblikkelig Krigserklæring fra Frankrigs Side? Af ogsaa mod en saadan aabenbart i Civilisationens og Europas Interesse foretagen Krig optræder en enkelt Magts Skinsyge. Der gives et strengt nationalt Standpunkt, for hvilket alle almindelige menneskelige Hensyn f. E. til Civilisation, Religion osv. fuldkommen forsvinde, saasnart de træde i Collision med et Lands egoistiske Interesser. Hvor skulde en saadan Egoisme kunne finde sig i en anden Magts glimrende Erobring, om end denne var i Menneskehedens sande Interesse, naar den ikke befordrede det enkelte Lands, hvis Vel og Interesse gaaer over Alt? Saaledes maatte det maroccanske Anliggende støde paa store Hindringer i Europa, og en bestemt, aaben, hensynsløs Optræden fra den nærmest interesserede Magts Side blive vanskelig, ja umulig, saalænge Forudsætningen om Fredens Opretholdelse i Europa skulde staae fast som ubrødeligt Princip. Frankrig befinder sig altsaa ikke actuellement i Krig med Marocco, fortæller os Journal des Debats, men ikke desmindre meddeler denne Hofjournal Telegraphefterretninger om meget betydende Skjærmydsler, som ere forfaldne mellem franske og maroccanske Tropper, hvori endog 400 Mand skulle være faldne paa sidstnævnte Side. Hvad betyder da Ordet actuellement, naar det gives en saadan tilsyneladende Dementi. Formodenlig, at Krigen ikke er noget Statsanliggende, men paa egen Haand foretagen af den franske Generaler i Afrika for at hævne nogle af maroccanske Tropper begaaede disciplinariske Forseelser mod den franske Arme. Virkelig har den omtalte Journal forsøgt at stille dette vigtige Anliggende under Synspunktet af Disciplin. Officielt er altsaa den fransk-maroccanske Krig ikke noget politisk Anliggende, vi skulde ellers ikke have indladt os paa den, da der som bekjendt gives visse Grændser for den uprivilegerede Presses politiske Competence.
Heller ikke Danmark befinder sig actuellement i Krig med Marocco. Det hører endnu til de med Danmark i venskabelig Forbindelse staaende Magter. Hs. Høihed Emiren er endnu Christian den 8des kjære Broder. Imidlertid er det Rygte almindelig udbredt, at den danske Regering har fundet, at de 50,000 Rbd. kunne anvendes bedre end til at fylde Maroccos Skatkammer og er tilsinds at give denne Anskuelse en eftertrykkelig practisk Motivering. Hvorvidt det hermed forholder sig rigtigt, kan naturligviis ikke let af den Uindviede afgjøres, saameget synes imidlertid med Sikkerhed at kunne antages, at de afgaaede Krigsskibe ere særdeles skikkede til at imponere Hs. maroccanske Høihed. Danmark har ogsaa i denne Sag et stort. Fortrin for Frankrig. Ingen Verdens Sjæl misunder det Friheden for at udrede den aarlige Tribut, thi alt, hvad Danmark vinder derved, er virkelig kun denne Frihed. At det skulde kunne erobre Marocco, kan der ikke være Tale om, og selv om dette blev Tilfældet, vilde dels Stilling og Indflydelse i Europa ikke væsenlig forandres, det kunde ligesaagodt som nu ignoreres af Stormagterne. Danmark kan gjerne, hvis Tilfældet var, aabent erklæret, at det befinder sig actuellement i Krig med Marocco, udstede en formelig Krigserklæring, uden at det vist vil falde Nogen ind at blande sig videre i denne Sag, som altid kun er en Sag mellem Danmark og Marocco og intet Videre. Anderledes forholder det sig med Frankrigs en saa betydelig Erobring som Marocco vilde blive af største Vigtighed for dets Indflydelse paa den europæiske Politiks Gang, og det er derfor naturligt, at Europa i Almindelighed saavelsom de Magter, hvis egoistiske Interesser blive berørte af denne Sag, med spændt Opmærksomhed betragte den Begivenhed, som her er i Begreb med at udvikle sig.
Frankrig har unegtelig erhvervet sig en Fortjeneste af den europæiske Civilisation ved dets Erobring og vedvarende Fastholdelse af Algier, som hidtil ikke har været forbundet med nogen umidddelbar Forskel for det, medens England sammendynger Penge af sine Besiddelser udenfor Europa og overhovedet paa enhver Maade tager sig dem til Indtægt, saa godt det lader sig gjøre. Hvor England optræder, er det sædvanlig en mercantil eller anden indskrænket, egoistisk Interesse, som er den varmeste Drivefjeder, hvormed det forresten ikke skal negtes, at dette Lands Foretagender kunne have en stor Betydning for Civilisationen, kun at denne ikke er tilsigtet. Frankrig har derimod, uagtet det ikke heller har været frit for Egoisme, altid stræbt at gjøre et almindeligere Hensyn gieldende. saaledes f. Ex. ved Revolutionskrigene, hvorved det virkelig gjorde de overvundne Folk en Tjeneste. Det grundede Forfatninger efter sit eget Mønster. I Afrika har det nærmest været dets Opgave at virke for Civilisationen, ikke for Politiken. Det er i sin Orden, at det fortsætter dette sit Værk, giver det en stedse større Udstrækning, især naar det ligefrem udæskes dertil af Fjenderne. Man kan sige om Afrika, in specie om Marocco, at Høsten er rig, men Arbeiderne faa. Dette orientalsk-mauriske Væsen trænger til at komme i nærmere Berørelse med Europa og dets Cultur. Man tør haabe, at dette vil blive muligt, naar Vedkommende betænke, at dette Anliggende langtfra har den politiske Betydning som det orientalske Spørgsmaal, men nærmest kun en culturhistorisk Interesse, som ingen europæisk Magt skulde betragte som fjendtlig imod sig. Forholdene synes ogsaa nu at være komne til et Punkt, hvor man ikke ret godt kan trække sig tilbage, som om Intet var skeet. Hvis Marocco vil have Fred, maa det sige sig løs fra Abd-el-Kader; den barbariske Magt i Afrika vil saaledes blive deelt, og den Part, som nærmest staaer Civilisationens Forplantning paa den fremmede Jordbund imod nemlig Abd-el-Kader vil upaatvivlelig snart bukke under. Dette kan imidlertid Marocco ikke ligegyldig see paa, da det reprasenterer det samme Væsen; det erkjender ganske rigtig i Abd-el-Kader sig selv truet og indseer, at hans Undergang seent eller tidligt maa medføre dets egen. Det vil derfor formodenlig neppe give ham til Priis, om end det skulde komme til at kampe baade med Frankrig, Sverig og Danmark.

(Kjøbenhavnsposten, 5. juli 1844)

De to danske Fregatter og Dampskibet Hecla befandt sig den 19de f. M. endnu bestandig ved Gibralter, for at observere Krigsbegivenhederne i Marocco. De svenske og norske Krigsskibe ere allerede for et Par Uger siden vendte tilbage.

(Kjøbenhavnsposten, 3. september 1844)

Medens de Franske fortsætte Krigen mod Marocco, og atter have bombarderet en anden Stad, Mogabor, samt taget en udenfor samme liggende Ø i Besiddelse, skal Keiseren, ifølge spanske Blade, have undertegnet Freden med de andre europæiske Magter, idet han har indvilliget i deres Fordringer. Saafremt denne Efterretning stadfæster sig, vil Danmark altsaa endelig være bleven befriet fra at erlægge den intet mindre end hæderlige Tribut til denne fordums Sørøverstat; en Fritagelse, der ved Hjelp af de tilstødende Omstændigheder nu vel er opnaaet paa den nemmeste Maade af Verden; men som allerede for mange Aar siden burde have været iværksat.

(Kjøbenhavnsposten, 6. september 1844.)

Kjøbenhavn den 13de September 1844.
- Vore Krigsskibe have nu været i de maroccanske Farvande i et Par Maaneder, uden at der er publiceret det allermindste Officielle enten om dem eller overhovedet om vor Stilling til Marocco. Alt hvad der erfares er en enkelt aphoristiske Efterretning, som nu og da kan opsnappes af fremmede Blade, at vore Skibe den eller den Dag laae paa Rheden ved Cadir, at de en anden Dag vare arriverede til Tanger under Prindsen af Joinvilles Overcommando, at vor Gesandt i Madrid, dal Primo di Borgo, er reist til Gibraltar eller Algesiras for at negociere med Marocco, at Generalkonsul Carstensen ikke vil vende tilbage fra Tetuan til Tanger, inden Keiseren af Marocco renoncerer paa Tribut fra os - men om vor Deeltagelse i de maroccanske Affairer og om vort diplomatiske Forhold erfares Intet. Paalidelige Efterretninger mangle imidlertid ikke, da der er rapporteret til Admiralitetet fra vore Søofficierer angaaende Begivenhederne, og formodenlig ligeledes til det udenlandske Departement fra vor maroccanste Generalconsul. Men Rapporterne forblive meget forborgne; de læses af Admiralitetets Præses , skrives af, og sendes i Afskrift til Føhr eller Gram. Marocco har kostet os saa meget, og vore Søudrustninger medtage en saa betydelig Sum, at Skatteyderne vel kunde ønske at erfare, om der gjøres Noget for de mange Penge, eller hvordan det i alt Fald gaaer.

(Kjøbenhavnsposten den 13. september 1844)

Dampskibet Hekla th. Tv. skruedampbåden "v. d. Tann". Salg i Neustadter Bugt 22. juli 1850. Det Kongelige Bibliotek. Creative Commons Navngivelse-IkkeKommerciel-IngenBearbejdelse 3.0 Unported Licens. Hekla indgik i flåden 1842-1879.

Den maroccanske Episode i Finantssagen.

Under den foreløbige Behandling af Finantsagen udtalte Grosserer Meinert sig blandt andet saaledes:
"Endnu er der et Punkt i Budgettet, som jeg skal berøre, og det er Udgiftsposten til de maroccanske Presenter, der for 1844 er ansat til 51,000 Rbd. Jeg var den Første, som her i Forsamlingen i Aaret 1842 bragte denne Sag frem, og den fandt Understøttelse i Forsamlingen og endnu mere saavel i Viborg som i Slesvig. Imidlertid opstod Uenigheder imellem Frankrig og Marocco, og Danmark sendte under disse Omstændigheder en Flotille, bestaaende af 2 Corvetter og 1 Krigsdampskib til Middelhavet. Dette erfarede man; siden spurgtes, at denne Flotille var kommen hjem. men dette er ogsaa Alt omtrent, hvad man om denne Sag har erfaret. Af Rygter have vi derom iøvrigt havt nok, af Avisefteretninger ogsaa. Jeg kunde tillade mig at forelægge et Spørgsmaal for den kgl. Commissarius om, hvorledes det egenlig forholder sig med denne Sag; hvorvidt det er rigtigt, at Danmarks Deeltagelse i denne Affaire meget har beroet paa en vis Samtale i London imellem den danske Gesandt og Ministeren for de udenlandske Anliggender, Lord Aberdeen; om denne Samtale har havt nogen Virkning med Hensyn til, at denne Flotille blev rapelleret, og tildeels kom hjem paa samme Tid, som den svenske Regering alter sendt, en Fregat til Middelhavet. Maaskee den kgl. Commissarius ikke vil, ja maaskee kan han ikke, efter sin Stilling, svare mig derpaa; men paa eet Spørgsmaal kunde han dog svare mig, nemlig om, hvorledes det egenlig forholder sig med Danmarks Stilling til Marocco; om Freden er sluttet og i saa Fald paa hvilke Betingelser; og - hvis den ikke er sluttet, da om der er Sandsynlighed for, at dette snart vil skee.
Tanken om Marocco leder Sindet atter til et Sted i Budgettet for indeværende Aar, nemlig til det 13de Udgifts-Bilag Pag. 120. Det indeholder et Udgifts-Bilag vedkommende Admiralitets- og Commissariats Collegiet, og af dette Udgifts-Bilag sees det, at de hidtil havte Udgifter ved Danmarks Sødefension beløbe sig til 1,020,000 Rbd. Dersom Danmark havde en konstitutionel Forfatning; dersom paa den kgl. Commissarii Plads sad Søkrigsministeren for at forsvare sit Budget, da vilde det Første, jeg vilde have at sige til ham, være en Compliment; jeg vilde nemlig da bevidne Hs. Exellence min Tak for Bestridelsen af en saa betydelig Statsudgift med en efter Omstændighederne saa ringe Sum som 1,020,000 Rbd. , som kun udgjør 1/3 Deel af hvad Landhæren koster og omtrent kun ½ Deel af, hvad Civillisten og dertil hørende Udgifter i det Hele beløber sig til. Men denne Compliment vilde jeg dog kan gjøre ham for det Tilfælde, at han virkelig med denne Million kunde bestride, hvad der skal bestrides, saa at vi virkelig kunde være i Stand til at værne om Landet med vor Sødefension , som vi burde værne om det: værne om Landet saaledes, at ingen troløs Fjende eller overmodig Ven skulde være i Stand til at lægge sig imellem Batterierne og Hovedstaden, og Borgerne med Rolighed kunde sove i deres Senge. Ja, jeg havde endnu adskillige Ting at spørge ham om, som for Exempel, hvorfra det hidrører, at Anskaffelsen af Materialet, som efter Normal-Reglementet er ansat til 303,000 Rbd., nu kan bestrides med 248,000 Rbd., om man med denne Sum er istand til at anskaffe til Søetaten al det Materiale, hvortil den trænger.
Jeg vilde ogsaa tillade mig at spørge ham om, hvorledes det egenlig hænger sammen med den Flotille af 3 danske Brigger, som, hvis jeg ikke ganske tager feil, blev afsendt fra Kjøbenhavns Rhed i Eftersommeren 1842, hvorledes det hang sammen med Briggen St. Jean, som ved sin Afgang fra Kjøbenhavn var i en saa maadelig Forfatning, at det blev fornødent, at lægge ind til Toldboden med den, for at den kunde repareres, og desuden ikke blev bedre istandsat, end at den blev nødt til at gaae ind til Norge og gjøre Havari ligesom en ordinair Coffardimand. Jeg vilde spørge ham, hvis Feilen var, thi at der var Feil hos En eller Anden kan ikke paatvivles; om hvem der egenlig stod for Skibets Eqvipering og Besætning, og om Sagen hørte under Admiralitetet, eller, som i Kjøbenhavn paastodes, om Sagen vedkom Holmens Chef. Jeg vilde fremdeles spørge ham, om det er nødvendigt for Danmark under Flaadens nærværende Reduction, at eie saa betydelige Skibsværfter som den nu er i Besiddelse af paa Gammelholm og Nyholm, om de Udgifter, som aavendes derpaa, ei ere større end nu fornødent. Jeg vilde spørge ham, om det ikke skulde være hensigtsmæssigt at tage under Overveielse, om ikke Søcadetacademiet burde underkastes en Revision; om det ikke vilde være hensigtsmæssigt, at danne Marineofficierer omtrent paa samme Maade, som England danner sine Søkrigere, ved at lade det Practiske være Hovedsagen og derefter at bibringe Officiererne den fornødne Theori. Med dette sidste Spørgsmaal vilde jeg ikke have kastet nogen Skygge paa Søofficiererne; der er Ingen, som mere end jeg anerkjender Søetatens Værd i mange Henseender; jeg tvivler ikke om, at de ere gode Krigere, og med Rolighed vilde man i forefaldende Tilfælde kunne overlade Danmarks Flaade til dem. Men jeg skal dog ikke negte, at hvad der paa den senere Tid er passeret, giver Anledning til at tvivle paa, at deres Opdragelse i nautisk Henseende ogsaa er ganske hensigtsmæssig. Jeg finder i Budgettet, at Udgifterne i Anledning af Trekroner ere ansatte til en Sum af 1000, skriver eet tusinde Rigsbankdaler. Jeg vilde da spørge Ministeren, om han ogsaa var saa ganske sikker paa, at disse 1000 Rbd. have været tilstrækkelige til at sætte dette vigtige Punkt paa Kjøbenhavns Rhed i tilbørlig Forsvarsstand; jeg vilde, spørge ham, om dette vigtige Batteri er saaledes forsynet med Krigsmateriale, som det burde være, selv i dybeste Fred. Om alt Dette vilde jeg spørge ham, og jeg er end overbeviist om, at den herværende kgl. Commissarius, vilde meddele alle de Oplysninger, som staae i hans Magt, og jeg veed meget vel, at Commissarius er saa vel underrettet som Faa eller Ingen, saa maa jeg dog tvivle paa, at han kjender saa nøie til disse Forhold, som Tilfældet vilde vare med Søkrigsministeren i en konstitutionel Forfatning. Jeg har berørt disse forskjellige Puncter i Sagen, der ligge mig særdeles paa Hjertet, og jeg har berørt det i nærværende Øieblik, fordi jeg troer, at det nu, da der tales saameget om, at værne for Riget til Lands, ogsaa er Tiden til at omtale Værnet til Søs, og det forekommer mig, at der vel kunde vare Anledning for Forsamlingen til at indstille til Kongen, om Hs. Maj. vilde tage under allern. Overveielse, at Danmarks Sødefension bliver indrettet paa den hensigtsmæsstgste Maade, og saaledes, at denne kunde svare til Landets Fornødenheder. Om jeg skal stille et saadant Amendement, beroer paa, hvorvidt disse mine Ord finde Anklang i Forsamlingen". Den kgl. Commissarius: "Hvad det Spørgsmaal angaaer, som er fremsat om Gangen af de Underhandlinger, hvorved Danmark har søgt at blive fritaget for Udredelsen af den maroccanske present, da kan jeg ikke meddele Videre, end at jeg er overbeviist om, at der er brugt virksomme, saavel Underhandlinger som andre Foranstaltninger, for at opnaae Maalet, og at man vel, saavidt jeg veed, endnu ikke er kommet til et endeligt Resultat, men at der dog haves et godt Haab om, at Danmark snart vil blive befriet for denne i mange Henseender ubehagelige Byrde (!). Betræffende de øvrige yttringer, som den foregaaende ærede Taler, hvis Danmark var en konstitutionel Stat, og den Plads, jeg nu indtager, var beklædt af en Søminister, vilde fremføre, da er jo Stillingen nu en anden, og jeg kan derfor hverken tilegne mig de Complimenter, som han, under hiin Forudsætning, vilde sige Søministeren, eller besvare de mangfoldige Spørgsmaal, som han, under samme Forudsætning, vilde have fremsat. Jeg skal kun gjøre den almindelige Bemærkning, at det falder meget besværligt for de Stater, som baade skulle være Landmagter og Sømagter, at holde deres Søværn i Fredstid i en saadan Stand, som kunde ønskes med Hensyn til en fremtidig Krig. Der føres netop i mange konstitutionelle Stater bittre Klager over, at Søvæsenet er i en mangelfuld Tilstand; saaledes ankes der i Norge over, at der intet Tilstrækkeligt gjøres for at bringe Søforsvaret i behørig Stand, og selv i Frankrig og England hører man jevnlig Klager over Søværnets Forfald. Det er sandsynligt, at disse Klager ere overdrevne, men indtil en vis Grad ere de vistnok grundede, forsaavidt Søværnet ikke har faaet al den Kraft, som kunde ønskes, hvilket imidlertid uden Tvivl er foranlediget ved Hensyn til de overordenlige Byrder, som det vilde medføre for Statens Borgere at skulle tilveiebringe de dertil fornødne Midler". -

(Kjøbenhavnsposten, 24. december 1844)

Grosserer Nicolai Jonathan Meinert (1791-1877) var på daværende tidspunkt medlem af Grosserer-Societets komite. Han var i 1837 blevet en af Stadens 32 Mænd, 1840 borgerrepræsentant som nationalliberal. Han var 1842, 1844 og 1846 tillige stænderdeputeret. Det er formentlig i kraft af det sidste dette indlæg er skrevet. Talen er et eksempel på hvorledes en kritik af den førte politik måtte formuleres for ikke at komme til at støde nogen under enevælden. 

Politiindgreb på Værtshus. (Efterskrift til Politivennen)

Vi skulle ved at meddele nedenstaaende Politi-Affaire henstille til det danske Publikum at betænke, hvorledes det hos os forholder sig med den personlige Sikkerhed ligeoverfor de Individer der nærmest lønnes for at vaage over den, og om det vel i saa Henseende kan være stort værre i det Land, for hvilket man, vel nærmest af lignende Grunde, har saa stor Frygt, ved Tanken om at komme i nærmere Forbindelse dermed:

"Løverdagen den 2den Marts Kl. 11½ blev min Gadedør stødt op (den kunde ikke lukkes i Laas, da den var bulnet op) og ind traadte en frakkeklædt Mand med Stok i Haanden, havende bagefter sig 2 Vægtere, ligeledes forsynede med Knipler eller Stokke Den først Indtrædende befalede de enkelte Gjæster, der vare tilbage, (ialt 6 Personer, hvoraf 4 vare Haandværksmestere heri Staden), at de skulde gaae. Hvem berettiger Dem til at komme her ind i mit Huus og bruge dette Magtsprog, spurgte jeg Manden. "Hvad siger De, det skal jeg Fanden tordne i mig nok lære Dem", svarede han og trak en blank Plade ud fra Brystet, idet han spurgte mig, om jeg kjendte den, om om jeg nu vidste hvem han var. "Ja, jeg seer, at De bærer et Politiskildt, men her er jeg selv Politimester, og da her, som De seer, hverken ere Røvere eller Tyve, ikke heller andre mistænkelige Personer, men kun disse fredelige Borgermænd, saa beder jeg Dem i Guds Navn at gaae Deres Vei; her er intet videre for Dem at udrette"; (i det samme sluttede jeg Lamperne ved Billardet). Han begyndte igjen at tordne og gale i sig, at det skulde han nok vise mig, og om jeg vidste, hvor Politimesteren boede; jeg svarede, at jeg vel vidste, hvor han var at træffe, da jeg troede, jeg var ældre Mand end Betjenten. "Hvad regner De da mig for, er jeg en Dreng?" Jeg svarede, "det har jeg ikke sagt, men jeg gjentager min Bøn til Dem, gaae De med Gud". Nu begyndte han igjen at tordne og gale i sig, at jeg skulde nok faae noget Andet at vide. Jeg sagde, "staae nu ikke her for at bande og gale og true mig, gaae Deres Vei", og dermed slukkede jeg den Lampe som belyser min Skænk. "Ja det er jeg Vidne til", var der en Person, som svarede, "at Betjenten truer Dem". Samme Person var kommen ind i min Stue, medens alt det Ovennævnte passerede; thi nu var Kl. 11 3/4. "Hvad siger De? Dig kjende vi nok; jeg skal Fanden gale mig vise Dig noget Andet", udraabte Betjenten, hvorpaa han tilligemed begge Vægterne grebe det ulykkelige Menneske i Nakken og i Armene, puffede og stødte ham ud af Dørene, og derefter ude paa Gaden bankede ham med deres Stokke saaledes, at den Ulykkelige sank ned som død for deres Fødder, og udstødte nogle rædsomme Jammerskrig og Brøl. Paa denne Maade blev jeg for min Deel rigtignok lykkelig og vel af med Betjenten samt de tvende Vægtere; men Rædsel over den Medfart, der vederfores den anden Person, opfyldte mit Sind. Af forskrækkelse sprang begge mine Børn ud af Sengen, vækkede ved den ulykkelige Mands Brøl og Skrig ude paa Gaden, i den Tanke, at det var mig, deres Fader, som de tre Indtrængte overfaldt; min Kone, min Marqueur, min Pige og jeg vendte os bort med Gru og Afsky, og sloge Døren i. Mine Børn mere betagne af Skræk og ligesom af en Feberrystelse, saa at jeg næsten maatte vaage over dem hele Natten. Hvad der siden er bleven af den ulykkelige Mand, veed jeg ikke. Kun det har jeg faaet at vide, at Betjenten hedder Sønderby. Det, som her er beskrevet vil jeg bekræfte med Eed, og tillige skaffe flere Vidner derpaa.

Kjøbenhavn den 3die Marts 1844.

Rasmus Jensen Grottrup. Værtshusholder. Hjørnet af Fortunstræde og Gammelstrand Nr. 47 i Stuen.

(Kjøbenhavnsposten 4. marts 1844)

Det optalte værtshus nr. 47 er formentlig Plougs Gård, opført 1798-99 af Andreas Hallander. Nuværende adresse Højbro Plads 21/Ved Stranden 20.

Skilt på bygningen overfor Plougs Gård som antyder at det ikke var det eneste sted der var værtshus.

Afgørelsen kunne læses i . Det blev til frifindelse, men han skulle dog betale sagens omkostninger:

"Tiltalte Værthuusholder Rasmus Jensen Grottrup, der under nærværende Sag actioneres for Fornærmelser imod Politiet, skjønnes ikke at have gjort sig skyldig i noget strafbart Forhold derved, at han, da Opsigtsbetjent Sønderbye, tilligemed Vægterne Anders Nielsen og Jensen Jensen, med hvilke hiin patrouillerede, om Aftenen den 2den Marts d. A. efter Kl. 11 havde indfundet sig hos ham og forlangt at der skulde lukkes, samt at de tilstedeværende Gjæster skulde forføie sig bort, slukkede Lamperne i Værelserne, i det Sønderbye vilde til at optegne Navnene paa de Gjæster, der ikke vilde begive sig bort, eftersom det ikke er oplyst, at Tiltalte har gjort saadant i anden Hensigt, end den af ham anførte, at give Sønderbye en Slags Sikkerhed for, at Billardspillet skulde ophøre og Gjæsterne forlade Huset; og ligesaa lidet findes de Yttringer, Tiltalte brugte til Sønderbye om, at de intet hos ham havde at gjøre og som han forøvrigt vil have fremført paa en Tid, da han ikke vidste hvem Sønderbye var, efter deres Beskaffenhed, at kunne paadrage ham Ansvar. - Forsaavidt Tiltalte endeligen sigtes for ved den omhandlede Leilighed flere Gange at have stødt til Betjent Sønderbye, da har vel denne tilligemed de ovennævnte Vægtere beediget, at saadant er skeet efterat Lamperne vare slukkede, men da deres Vidnesbyrd herom svækkes ved de af Guldsmemester Billing, Snedkersvend Schröder, Hans Jensen Udshold og Marie Cathrine Abrahamsen afgivne ligeledes beedigede Forklaringer, kan der ikke mod Tiltales benægtelse ansees tilveiebragt Beviis i den anførte Henseende, og han vil følgelig være at frifinde for Actors Tiltale, dog at han vil have at udrede alle af Actionen lovligt flydende Omkostninger, og derunder Salair til Actor og Defensor, Procuraterne Justitsraad Weidemann og Christensen, med 5 Rbd. Sølv til hver. 

(Kjøbenhavnsposten, den 9. oktober 1844)

Ved Højesteret blev Grottrup senere i 1844 idømt en mulkt på 20 Rbd. sølv til Københavns fattigvæsens hovedkasse.

Værtshusets formodede placering må være omtrent midt i billedet i kælderen, hvor der stadig lå cafe "Fortunen". Foto fra før 1910 hvor cafeen lukkede og skiftede navn til Slotskælderen "Hos Gitte Kik" ifølge Allan Mylius Thomsen. (Københavns Museum)

Vestafrika. (Efterskrift til Politivennen)

Den transatlantiske handel med slavegjorte fra fx Vestafrika overgik i omfang og måske også tab af menneskeliv de to former som allerede eksisterede i området: Den oldgamle og den orientalske (almindeligvis kendt som den arabiske). Ved starten af 1800-tallet var europæerne og nordamerikanerne imidlertid begyndt at få betænkeligheder.  

Stærkt medvirkende til betænkeligheder ved fortsat import af slavegjorte fra bl.a. Vestafrika var den haitiske revolution 1791-1804: De slavegjorte gjorde oprør mod undertrykkerne og etablerede en selvstændig nation. Samtidig fandt der også en anden revolution sted i det centrale Sudan, omend resultatet med færre slavegjorte med tiden ændrede sig til det modsatte. Dette kulminerede i øvrigt efter denne artikels tilblivelsestidspunkt i en stribe af oprør.

I stedet forsøgte man sig med en anden strategi: man begyndte at kolonisere Afrikas indland, dvs. i stedet for kun at holde til ved kysterne trængte man ind i Afrika og underkastede sig beboerne der. Ekspeditioner blev sendt ud og missionærer fulgte efter. Senere dukkede så militæret op og efterhånden blev de afrikanske stater og lande underlagt europæerne. Det er i denne overgangsfase at de nedenstående artikler stammer fra.

Med ophøret af handlen med slavegjorte i 1803 forsøgte de danske forter (Christiansborg, Augustaborg, Fredensborg, Kongensten og Prinsensten) at finde nye handelsvarer såsom fx bomuld, kaffe og tobak.  De lå i eller tæt på Ashanti-riget i 1800-tallets Guldkysten/Ghana. Ashanti modsatte sig indtil år 1900 europæernes forsøg på kolonisering. Fra omkring 1750 kontrollerede det bl.a. også det danske Christiansborg. De mistede dog kontrollen over kyststrækningen i 1831.

Englandskrigene 1807-1814 betød at forbindelsen til de danske kolonier ophørte indtil 1817. I 1826 udkæmpedes et stort slag ved Dodowa (Katamanso) mellem 40.000 ashanti-krigere og en engelsk-dansk styrke. Fire andre konflikter fandt sted 1863-1864, 1873-1874, 1895-1895 og først i 1900 fik englænderne besejret Ashanti. Da var de danske forter forlængst opslugt af det britiske imperium. 

For at retfærdiggøre koloniseringen udkom der en mængde litteratur i Europa og USA som fremstillede afrikanerne som barbarer og uciviliserede. Dette var en gængs metode brugt allerede af Columbus: fx ekstreme overdrevne fremstillinger af kannibalisme (antropofagi) blandt befolkningerne i Amerika, Afrika og Australien. Formålet var da at retfærdiggøre folkedrab og slavegørelse.   

Ashantierne bar til tider ben og tænder fra dræbte (men ikke spiste) fjender, men også fra afdøde kære. I det omfang det fandt sted mod fx dræbte fjender, skete det ofte som en hædring af den afdøde, eller for at overføre dennes kraft til sejrherren. At drikke afdødes blod af medicinske grunde kendte man til i Europa, også i Danmark til langt op i 1800-tallet, jf artikler i Politivennen. Det samme gjaldt i øvrigt mumier. 

Først i slutningen af 1800-tallet begyndte forskere at stille spørgsmålstegn ved skildringer af ashantierne som menneskeædere. Men da var kolonisaliseringen for længst fuldbyrdet.

Struenses og Brandts henrettelse 1772. Ligdelene forblev udstillede indtil de faldt ned af sig selv. Langt op i 1800-tallet kunne man i Danmark se tilskuere til henrettelser forsøge at drikke og opsamle blod fra halshuggede, se fx indslaget om Petri Worms halshugning i 1838, altså nogenlunde på samme tidspunkt. Lignede episoder fandt sted ved Rasmus Mørkes henrettelse i 1881. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Nedenstående er et eksempel på hvad danske læsere kunne læse af beskrivelser fra Afrika. Artiklerne repræsenterer en tid hvor man gik fra at anvende voldelige metoder, til at missionære og "europæisere" afrikanerne fx gennem uddannelse i Europa eller efter europæisk mønster. Formålet var nu, som det fremgår af ovenstående, at legitimere en kolonisering af det indre Afrika. Slavegørelsen fortsatte i øvrigt, nu blot under andre former og med andre metoder. 

(Indsendt.)

I.

Fetisch-Dyrkelsen er det laveste Trin af Hedenskabet, en død Hengivelse til en Steen, et Træ, et Stykke Brænde, Læder eller et endnu ringere Stof, som den Stakkels Vilde anseer for sin beskyttende eller straffende Guddom. Lade vi et Øjenvidne skildre os Billedet af et Folk, iblandt hvilket Fetisch-Tilbedelsen herster, da skulle vi lære at erkjende Hedningenes store Nød, da skulle vi lære at agte de Bestræbelser i Christenheden vise sig for at bringe Evangeliets Lys og Fred til de Ulykkelige, og da skulle vi vel ogsaa selv opflammes til en levende Deeltagelse i det store Værk og ikke glemme at give de Smuler, som falde fra vort overflødige Bord, til vore ulyksalige hedenske Medmennesker. - Den bekjendte Rejsende i det Indre af Africa, Lander, der ledsagede Klapperton og efter dennes Død af den engelske Regiering sendtes til Africa i 1830, udførte lykkelig det Forsøg at trænge ad Nigeren til Bugten ved Benin, og denne Lander er det, som vi lade aflægge et Vidnesbyrd om Hedningenes Elendighed: "Da Bodagry er en Hovedplads for europæiske Slavehandlere, saa bliver Torvet ikke sjeldent fyldt med Slaver, hvis Underhold falder Regjeringen til Byrde. De Slaver, som ikke blive solgte og som ikke ere gaaede under i Jammer og Elendighed med deres Ulykkesbrødre, blive opbevarede blandt Tyve og Forbrydere, for med disse at offres til Gilderne, og i det Mindste een Gang om Maaneden finder en gyselig Offerhandling Sted. . Den Maade, paa hvilken disse Ulykkelige lide Døden, er det grueligste Barbari. Enhver af dem bliver ført hen under Fetischtræet og faaer en Flaske Rom at drikke; medens han drikker, sniger en Mand, bevæbnet med en Kølle, sig bagfra ind paa ham og giver ham et saa voldsomt Slag paa den bageste Deel af Hovedet, at Hjernen i Almindelighed sprøiter ud. Den Bedøvede bliver derefter slæbt ind i Fetischhytten, hvor hans Hoved med en Øxe bliver hugget fra Legemet og det udstrømmende Blod opfanget i en Græskarflaske. Medens dette gaaer for sig, ere Andre beskjeftigede med at sønderflænge Brystet med Knive for at udgrave Hjertet, som endnu varmt og blodigt bliver præsenteret først for Kongen derefter for hans Qvinder og Generaler; thi alle disse ere nærværende ved Offringen. Efterat Alle Rækken igjennem have bidt i Hjertet og drukket af det i Græskarflasken dampende Blod, bliver Hjertet givet til Priis for de Omkringstaaende. Tilsidst bliver det stukket paa et Spyd og ved Siden af Flasken med Blod og det hovedløse Legeme baaret gjennem Staden i festligt Optog, ledsaget af Hoben. Enhver, som har Lyst, kan bide i Hjertet og drikke af det dampende Blod, medens Folket dandser og synger dertil. Hvad der tilsidst bliver tilovers af Hjertet kastes for Hundene og Liget hænges i Stykker paa Fetischtræet, hvor det bliver hængende, indtil Alt er fortæret af Rovfuglene. - Engang om Aaret anstille de et Hovedoffer under deres hellige Fetischtræ, der staaer i en Skov nogle Mile fra Byen. Legemerne af de Slagtede, der ere bragte den onde Aand, blive deelte i fire Dele og ophængte paa de svære Grene af det ærværdige Træ, medens Pandeskallerne blive liggende rundt om Træet og bleges i Solen. Engang havde jeg Leilighed til at see dette meget omtalte Træ, een eller to Dage efter det aarlige Offer. Træets Kæmpegrene vare i bogstavelig Forstand bedækkede med Levningerne af menneskelige Legemer, og trindt omkring den majestætiske Fod laae uregemæssige Hobe af gyselige Pandeskaller, som vare samlede gjennem flere Aar. Tusinder af Rovfugle, som vi kyste op ved vor Tilnærmelse, svævede i Kredse over det afskyelige Aadsel og sloge nu og da frygtløse ned paa et halvfortæret Been eller Arm. Jeg stod som ved en Rædsels Magt fængslet til Pletten og beskuede taus det frygtelige Skuespil: - de gigantiske Grene paa Fetischtræet sukkede under Byrden af Menneskekjød og Been; det hede, utaalelige Tryk af Solen, som brændte vor Isse; den modbydelige, raadne Lugt, Pandeskallerne med de utallige Øjenhuller, der engang havde funklet levende, men nu stirrede efter mig; det gyselige Øde og Steders Gravstilhed, kun imellem forstyrret ved det grusomme Skrig af graadige Rovfugle - Alt gjorde, at det svimlede for mine Sandser og Hjertet stivnede i mit Bryst; det blev Nat for mine Øjne, mine Been stode mig ikke længere bi; jeg vendte mig og faldt bedøvet i min tro Tjeners Arme."

Vi have allerede seet af Landers Beretning, at det er europæiske Slavehandlere, som hjælpe de Indfødte at samle deres Offere for den grusomme Fetischtjeneste. Denne Fordeel, som den fattige Africaner drager af sin Berørelse med den rige Europæer, opvækker i den forskende Menneskeven Begjerlighed efter, videre at forfølge Sporene af det dannede Europas Samkvem med det udannede Africa, og hvor stor maa ikke vor ydmygelse blive, naar vi erfare, at disse Sammenstød hidtil i det Hele og Store, ikke alene slet intet have bidraget til Menneskehedens Udvikling og Forædling, men tvertimod have anrettet de gyseligste Ødelæggelser. Det hedenske Rom havde Medfølelse for Africas uendelige Jammer i sin ædle Scipios menneskekjerlige Taarer, skulde da det christelige Europa ikke have mere end Medlidenheds Taarer? Skulde den Herres Kirke, der har hengivet sig til et Offer for Alle, blive fremmed for den Kjerligheds Magt, som udsender Fredens Sendebud med det Hverv, at afbetale  Europas Skyld til Africa? Vel tør Missionens Venner glæde sig over, at denne Kjerlighed allerede længe har været virksom; derom vidne de blomstrende Missions-Stationer i Africa, de ufortrødne Arbejdere i Habyssinien og Ægypten og endelig de christelige Menigheder i Vestafrika. Men skjøndt vi af Missionens Historie have lært, at enhver Tilgang til Africa allerede er blevet benyttet for at gjøre Missionsforsøg i hiin Verdensdeel, og uagtet disse Forsøg allerede have havt en Frugt, som lover meget for Fremtiden, saa bliver vor Paastand dog usvækket, at det stakkels Africa, det Hele kun har vundet ny Ødelæggelse til den gamle Elendighed af sit Samqvem med det rige og stolte Europa.

(Ribe Stifts-Avis og Avertissements-Tidende 1. marts 1844)

Selv om det ikke nævnes i artiklerne, findes beskrivelserne i dette og de følgende afsnit i en artikel i "The African Repository and Colonial Journal" Vol. X, 2, Maj 1834, s. 76. Rev. R. R. Gurley: Remarks on the principles of the colonization society. Det var en officiel publikation fra the American Colonization Society, som understøttede migrationen af frie amerikanske sorte til Afrika, specielt Liberia. Den udkom 1825-1892, og anses for at være en kilde til Liberias tidlige historie. Det blev udgivet i 25 år af Ralph Randolph Gurley (1797-1872) som var først sekretær, senere vicepæsident og endelig livslang direktør og talsmand for selskabet.

I USA frygtede man at frigørelsen af afrikanske slavegjorte ville få negative konsekvenser og raceblanding. De ønskede imidlertid ikke at vende tilbage til urbefolkningen i Vestafrika og blev en slags overklasse som i en vis udstrækning overtog de hvides politiske og økonomiske herredømme.

Hugh Clapperton (1788-1827) var en skotsk opdagelsesrejsende som var den første europæer til at besøge det nordlige Nigeria. Han rejste senere til Chad-søen og andre steder. Hans tjener og følgesvend var Richard Lander som skrev "Records of Captain Clapperton’s Last Expedition to Africa" (1830). Såvel han som Lander blev sporadisk beskrevet i samtidens aviser. Richard Lander (1804-1834) var tjener for Hugh Clapperton på hans 2. ekspedition i det nordlige Nigeria. Efter Clappertons død i 1827 fortsatte han til Kano og vendte tilbage. Han blev af den britiske regering anmodet om at vende tilbage til Vestafrika, hvilken han gjorde sammen med sin bror John Lander. Han ankom til Bagadri (Nigeria) i 1830 og udforskede floden Niger. Brødrene blev fanget og frigivet med løsepenge til Fernando Po. De beskrev rejsen i "Journal of an Expedition to Explore the Course and Termination of the Niger" (1832). Lander blev dræbt på en senere rejse. De fleste bøger findes på Google Books.

(Indsendt.)

II.

Betænker man, at der af de 104 Mill. Indbyggere, som Africa tæller aarlig berøves denne ulykkelige Verdensdeel en halv Million Mennesker alene ved Slavehandelen, da ligger i denne ene Omstændighed allerede Grund nok til at skjænke disse arme Hedninger vor Deeltagelse. Men overveier man fremdeles, at de aarlige Offere for den muhamedanske Slavehandel beløbe sig til 100,000, medens den christelige Slavehandel kræver 400,000 Menneskeoffere, da maa vor christelige Deeltagelse med Hedenskabet voxe i samme Grad, som denne Christenhedens Skyld og Brøde er stor. Men lade vi os af Øjenvidners Beretninger indføre i det hele Omfang af denne Ødelæggelses Vederstyggelighed, saa fremstiller en forjaget og nedkuet Negers Person sig for vor christelige Retsfølelse, vor helligste Broderkjærlighed, som den største Helligdom paa Jorden, fordi den største og meest himmelraabende Ulykke anbefaler sig til vor Følelse som den største Helligdom. Tænke vi os et Øjeblik Dommens Dag, paa hvilken Hedninger, Muhamedaner, Jøder og Christne skulle møde for Jesu Christi Domstol, da skal den dannede, fiintfølende, rige Europæer staae for ham, der har Øjne som Ildsflammer og der vil blive affordret ham Renter af det betroede Pund. Hans Indsigt og Videnstab, hans borgerlige Fortrin - Alt vil blive lagt i den retfærdige Dommers Vægtskaal; ogsaa det Menneskekjød, som er blevet slagret, de Blodstrømme, som ere udgydte, forat Europa kunde klæde sig i billige Bomuldstøier, for at vi kunde krydre Kaffen med Sukker for vor Gane - ogsaa alt dette skal blive lagt i Vægtskaalen. Og til det christelige Europa vil Dommerens Stemme lyde: "Gaar bort fra mig, I Forbandede! i den evige Ild, som er beredt Djævelen og hans Engle; thi jeg har været hungrig, og I have ikke givet mig at spise; jeg har været torstig, og I have ikke givet mig at drikke; jeg har været en Fremmed og I have ikke giver mig Herberge; jeg har været nøgen, og I have ikke klædt mig; jeg har været syg og fangen og I have ikke besøgt mig. - Forgjæves ville paa hiin Dag Mange beraabe sig paa deres veldædige Gjerninger, som de hjemme have øvet mod deres Medchristne. Den stakkels blødende Neger bliver staaende der nøgen, fangen, hungrig og tørstig. Paa ham vil Herren, efter hvis Navn vi kalde os, pege hen, og Christenheden vil høre det Svar: Sandelig, jeg siger Eder: hvad I ikke have gjort mod Een af disse Ringeste, det have I heller ikke gjort mod mig. -

I Mellemafrica boe omtrent 50 Mill. Mennesker. For at faae et Begreb om det Værd, til hvilket et Menneskeliv er nedsunket i disse Lande, ville vi høre en Tale med hvilken Kongen af Aschantee hilste den brittiskee Consul Dupuis: "Min Fetisch gjorde mig stærk, som mine Forfædre, og jeg dræbte Duckara, tog Guldet og bragte flere end 20,000 Slaver hjem med til min Hovedstad. Nogle af dem vare slette og ubrugelige Folk og jeg vadskede mit Staal i deres Blod for Fetischen. Nogle vare gode Folk, disse solgte jeg eller jeg gav dem til mine Anførere. Mange omkom, fordi dette Land ikke frembringer meget Korn - og hvad skal gøre? Dersom jeg ikke slog dem ihjæl eller solgte dem, saa vilde de blive mægtige og dræbe mit Folk. Nu skal I sige min Herre, Kongen af England, ar disse Slaver kunne arbejde for ham, og dersom han har Brug for 10,000, da kan han faa dem." - Major Denham, som har berejst det indre Africa beskriver Jagterne paa de ulykkelige Negre saa grusomme, som om Efterstræbelserne gjaldt vilde og glubende Dyr. Han fortæller, at naar Slavejægerne overfalde et Sted pleje de at stikke det ibrand, og da det kun bestaaer af Straahytter, har Flammen strax opslugt det Hele. De ulykkelige Beboere flygte hurtig ud af Ilden og falde strax i Hænderne paa deres Fjender, som ikke skaane dem mere end de fortærende Luer vilde have gjort: Mændene blive nedhuggede, Qvinder og Børn parviis lænkede og gjorte til Slaver. Denham bestriver den Ødelæggelse, som Scheicken af Borum anrette paa 5 Expeditioner; han beretter, at i det Mindste 20,000 af disse ulykkelige Skabninger bleve slagtede og tre Fjerdedele af dette Tal bortførte i Slaveri; og han føjer til, at han selv fulgte een af Expeditionerne, paa hvilken Darkalla blev heel opbrændt og ligesaa en mindre Nabostad; de faa menneskelige Væsener, som forefandtes, meest Oldinge og Børn bleve uden Forbarmelse gjennemborede og kastede i Flammerne. - Et andet Øjenvidne fortæller fra Nigeregnen, hvor denne Flod forener sig med Tschadda, om de Grusomheder, som ledsage Slavehandelen: "Næsten ingen Nat gik hen, i hvilken vi ikke hørte Angstskrig af nogle Ulykkelige, som bleve bortslæbte af de skjændige Røvere. Indbyggerne i Stæderne flygtede over Floden, saasnart Forfølgerne nærmede sig. Nogle Dage efter de Flygtendes Ankomst, betegnede en Røgstøtte det Punkt, til hvilket Forfølgerne vare trængte frem, og to Dage senere saae man alle Stæderne staar i Flamme. Det skjærende Raab om Hjælp af de arme Ulykkelige, som ikke havde kunnet undkomme tilligemed de øvrige, blandede sig med Veeraabet og Jammerskriget fra den anden Bred af de Reddede, som for deres Øjne saae Venner og Slægtninge bortføres i Slaveri og deres Boliger at opstige i Flammer, et Optrin, som vel sjelden er oplevet af Europæere og som for mig var det stærkeste Beviis paa de Grusomheder og Rædsler, som følge med Slaveriet.

(Ribe Stifts-Avis og Avertissements-Tidende 6. marts 1844).

Dixon Denhams beskrivelser findes i fuldtekst på internettet, med hans egne tegninger: "Narrative of travels and discoveries in northern and central Africa" (1826). Dixon Denham (1786-1828) var en af de tidligste europæiske opdagelsesrejsende i Vestafrika. Han skulle her mødes med løjtnant Hugh Clapperton på en ekspedition over Sahara. Han blev vidt berømt i England efter sin hjemkomst og udnævnt til superintendent for de frie slavegjorte i Vestafrika i 1827. Året efter guvernør over Sierra Leone, hvor han døde af feber.

(Indsendt.)

III.

Den wesleyske Missionair Fox skriver til Secretairen for sit Selskab Følgende fra Gambia: "Sidste Onsdag vendte jeg tilbage fra en kort Udflugt til det øvre Flodland. Paa Vejen fandt jeg en stakkels gammel Fullahqvinde i Kjeder. Jeg erfarede, ar man i sidste Krig havde ført hende fangen bort tilligemed mange Andre; nu var hun bragt over paa Sydsiden af Floden for at udtuskes mod en Hest. For at udrive den laa godt som nøgne, halv udhungrede Qvinde af Slaveriets Elendighed, gav jeg strax en god Hest, lod Kjederne tage af hende og bragte hende til vort nærværende Opholdssted, hvor hun ved en forunderlig lykkelig Skjæbne fandt sin Broder. Da denne havde hørt, at hun, hendes Datter og Datterbørn vare fangne i sidste Krig, havde han strax gjort sig rede til at opsøge sine Paarørende, men forgjeves. Nu havde jeg den Glæde at give den stakkels Qvinde tilbage til sin Broder, og jeg høstede af dem begge og af andre FulIahs tusinde Velsignelser derfor. Ved denne Lejlighed erfarede jeg af Kongen selv, at der var gjort er Bytte af 350 Fullahs og at 100 vare dræbte paa Pletten." Den samme Missionair skriver i en anden Beretning: "Ødelæggelserne ere trængte langt frem paa den nordlige Side af Gambia Floden; flere Stæder ere plyndrede og brændte og Indbyggerne bortslæbte. Næppe er Regntiden forbi, næppe en rig Høst indsamlet, førend Krigens Larm og Tummel nærmer sig med alle dens RædsIer. Mødrene gribe deres Børn og enkelte Ejendele og søge Redning i Flugten. Udplyndrede Stæder stige op i Røg; Hjorder og andre Ejendele blive bortførte af Røverhænder; overalt ser man Røgsøljer stige i Veiret; Hylen af de ulykkelige Slagtoffere ere ikke til at beskrive og Enhver, som undløber Øxen, bliver udstødt i en ubeskrivelig Skændighed."

Saaledes seer det ud i Vestafrica, og følge vi den Reisende i det Nordlige og Østlige af denne Verdensdeel, møde os lignende Jammerscener. Det er bekjendt, at Paschaen i Ægypten lader anstille regelmæssiqe Slavejagter, for at betale sine tropper deres Sold med disse Ulykkelige. Rigtignok nægtede Paschaen sin Deeltagelse i saadanne Grusomheder da den brittiske Consul i Aaret 1837 gjorde ham Forestillinger derom, men han tilstod at være vidende om, at de øvedes. Et gyseligt anskueligt Billede af en saadan Negerjagt giver Grev L. der har rejst i Nubien og Ægypten og modtaget følgende Meddelelse af en fransk Officeer: "M. erfarede at der fra en Hovedstad aarlig udgik flere Expeditioner til de sydlige Bjerge. En Dag hørte han en stor Larm ; Byen syntes opfyldt af Tumult; Cavalieriet steg til Hest og infanteriet affyrede deres Geværer i Luflrn under larmende Hurraraab. Da M. spurgte efter Aarsagen til disse Optrin, raabte Een af Horden med Jubel : "Det er Gaspa (Expeditionen) - Gaspa? hvorpaa? paa Gazeller? -  Ja, Gazeller! see der Strikker, Toug og Kjeder - man vil bringe dem levende hiem. Da Expeditionen vendte tilbage løb alt Folket Jægerne imøde under Sang og Dands. M. gik ogsaa ud og tænkte at tage Deel i Lystigheden. Men aldrig, sagde han til Grev L, aldrig vilde han glemme det Syn der mødte ham.  Hvad var det? Hvilke Skabninger dreve disse modige Jægere tilbage med sig efter 20 Dages Arbejde? - Mennesker i Kjeder; Oldinger, som vare for svage til at kunne gaa, paa Baarer; Saarede, som slæbte deres matte Lemmer efter sig med Møie; utallige Børn, som deels fulgte deres Mødre, deIs bleve baarne paa Armene; 1500 Negere, bundne, nøgne og elendige, eskorterede af 400 Soldater, det var Expeditionen, disse vare de stakkels Gazeller, optagne i Ørkenen. Senere fulgte M. selv en Expedition. Den bestod af 400 ægyptiske Soldater, 100 ridende Beduiner og 12 Hovedsmænd med Bønder fra Landsbyerne, som førte Provisionerne. Saasnart Bestemmelsesstedet var naaet, altid førend Dagens Frembrud, slog Cavalleriet og Intanteriet hver en Halvcirkel omkring Bjerget. Negernes Søvn pleier at være saa dyb, at de i Almindelighed ere fuldkommen indesluttede, uden de kunne tænke paa deres Sikkerhed. Ved solens Opgang begyndte Tropperne deres med Flinteskud og Kanonsalver. Øjeblikkelig ses paa alle Sider de ulykkelige Biergbeboeres Hoveder at stikke frem over Buske og Stene, hvorpaa de igjen trække sig tilbage for at bortføre Qvinder og Børn. Derpaa udsendes fire Troppeafdelinger med fremstrakte Bajonetter for ar forfølge de Flygtende op ad Bjergene, og imidlertid bliver vedligeholte en stadig Ild med Flinter og Kanoner som kun ere ladte med løst Krudt, fordi man ikke vil dræbe, men kun skrække de Indfødte. De Modigste gjøre dog holdt ved Indgangen til deres Huler, dække sig saagodt de kunne og kaste deres giftige Spyd. Qvinder og Børn staae bag dem og opflamme dem ved Raab og Skrig men saasnart Hovedet for Familien er falden, overgive de sig uden Knurren. Naar Neger er truffet af en Kugle, gnider han Saaret, hvis Beskaffenhed han ikke kjender, med Jord, indtil han udmattet af Blodtabet, falder omkuld. De mere frygtsomme flygte ind i Hulerne med deres Familier, af hvilke Jægerne søger at uddrive dem med Pebberdampe. Negrene, halvt fortumlede og qvalte, styrte de frem, falde i de opstillede Snarer og blive lagte i Lænker. Saasnart Negerne see sig i Fangenskab, bryder først Kjærligheden til deres Egne og deres Hjem løs. De ville ikke vige af Stedet; Nogle klamre sig til Træer af al deres Kraft; Andre presse Kone og Barn faa fast ttl sta ar man maa stille dem ad ved Sabelens Hjælp eller man slæber dem efter Hestene over Stok og Steen, indtil de blødende og ude af sig selv komme ned paa Sletten. Den som endnu er gjenstridig, bliver nedhugget. En Afdeling efter den anden kommer nu tilbage med sit Bytte til Hovedcorpset; men dersom det føste Angreb er mislykkedes enten paa Grund af en haardnakket Modstand eller Stedets Gunst for de Indfødte, da griber Autorerne til det umenneskelige Middel, at tvinge Negerne ved Tørst. Dette bevirkes let idet man ved ar besætte Kilderne ved Foden af Bjerget afskærer dem fra Vandet. Ofte udholder de Skændige denne Blocade en heel Uge igjennem; man seer dem suge paa Barken af Træerne for at uddrage lidt Fugtighed, indtil de endelig see en Draabe Vand. Hver Dag komme de nærmere ned, men trække sig dog igjen tilbage, saasnart de see Soldaterne; endelig seirer Begjerligheden efter Vand, som bliver viist dem langtfra, og tilsidst lade de stille og rolige Lænkerne lægge om Hænderne og Aaget paa deres Nakke. - Efterat være fangne paa disse Maader føres Negerne til Obeid. Derfra bliver de sendte til Kairo, hvor Paschaen uddeler dem efter sit Tykke. De Gamle, Svage og Saarede giver man til Beduinerne, som ere de meest barmhjertighedsløse Herrer og bedst vide at aftvinge det haarde Arbeide med saa meget større Strenghed, jo kortere Livet kan være for de ulykkelige Offere. Til Obeid alene bliver aalig bragt 6000 Mennesker som Slaver; Kongen af D. bringer aarlig 8000-9000 Slaver til Torvs, men i Almindelighed ligger en Fjerdedeel under for den forcerede Marches Besværligheder. De Udmattede jamre sig forgjæves om en Rastdag; der gives dem kun det Valg, enten at trave videre eller at blive tilbage som et Bytte for den hungrige Schakul og Hyæne.

(Ribe Stifts-Avis og Avertissements-Tidende 13. marts 1844)

Den metodistiske missionær William Fox (1780-1845) var i Gambia 1833-1843. 

(Indsendt.)

IV.

Det er et tungt Arbeide, at optegne saadanne Rædselsscener, som vi have meddeelt, og det skal ikke undre os, om Mange allerede tidligere have ønsket, at det dog maatte faae en Ende dermed. Men det er nødvendigt, at høre saadanne Vidnesbyrd af Øienvidner og ret alvorlig og samvittighedsfuldt at stille dem frem for Betragtningen, for at levengjøre os Hedninge-Verdenens Elendighed. Vi ville ikke trætte Nogen med Beregninger og videre Beviisførelse, men vi haabe nu at finde villige Øren, naar vi forsikkre, at Hedningeverdenen overalt frembyder lignende Jammerscener, som dem vi korteligen have skildret. Vellyst, Mord og Slaveri ere Hedenskabets eiendommelige Særkjender, og kun hvor Evangeliet om Guds Søn hersker, bliver lagt Baand paa denne Elendighed. Der gives kun eet Middel til at ophjælpe Menneskeheden, og det er at prædike det Evangelium, hvis Udbredelse er anbetroet den christelige Kirke. Vægre vi os ved virksom Deeltagelse i dette Arbeide, saa unddrage vi de 600 Millioner Hedninger, som dække Jordens Kreds med en lignende Elendighed, som den vi have meddeelt, det Middel, som Gud har betroet os, for at vi skulle være hans Medarbejdere til vore Brødres rimelige Vel og evige Held og Frelse, og paadrage os derved Skylden for at være deelagtige i deres Elendighed, thi hvo, som veed at gjøre det Gode og gjør det ikke, han synder.

Vi kunne ikke give os tilfreds med at have meddeelt disse sørgelige Billeder alene, og et ethvert christeligt Sind vil med os ønske ved Siden af at see nogle Billeder af det christnede Afrika. Har man alt længe i dobbelt Henseende brudt Staven over de arme Negere, maa det være os magtpaaliggende at skabe en gunstigere Dom om deres Tilstand i Christenheden. Enkelte Reisendes Overmod og overfladiske Betragtningsmaade havde i forrige Aarhundrede udbredt den meget almindelige Anskuelse, at Afrikaneren stod saa nær ved Dyrverdenen, at han var uskikket til at blive deelagtig i nogen religiøs eller intellectuel Dannelse. Denne Anskuelse blev grebet med Begjerlighed af de gjerrige og graadige Slaveeiere og gjort gjældende som et fuldgyldigt Beviis imod alle Missionsforsøg iblandt Negerne. Vi ville gjendrive denne umenneskelige Løgn ved Gjerningssager, hentede fra Virkeligheden.

Det er bekjendt, at christelige Menneskevenner i England mod Slutningen af forrige Aarhundrede grundede Colonien Sierra Leone paa Vestkysten af Afrika. Hensigten med dette Foretagende var, at bevæge de Indfødte paa denne Kyst til frivillig Opgivelse af Slavehandelen. Afrikanernes Opdragelse efter christelige Grundsætninger og Befordringen af en retmæssig og ordnet Varehandel med England vare de to Midler, af hvilke man betjente sig for at opnaae dette menneskekjærlige Øiemed. Der arbejdedes altsaa paa at hæve Negerne op paa det europæiske Culturtrin, for derved at gjøre ham til en Fjende af de Laster, som ødelægge hans Nation. Den samme Tanke ligger til Grund for de seneste Foretagender, som bleve indledede af Burton. Strax efter Dannelsen af hiin Colonie i Siena Leone strømmede Naboerne til for at tage Deel i Underviisningen og Handelen, og den første Virkning af Colonien var, at Menneskehandelen ophørte rundt omkring. Dette moralske Resultat er siden i bestandig Tiltagen og udbreder sig j bestandig videre Kredse. Elphenbeen, Guldstøv og Palmolie, som ere Landets naturlige Produkter, blive nu bragte til Torvs af de samme Hænder, som uden Indflydelsen af denne Colonie bundne og fængslede vilde være slæbte til Vestindien. I den sidste Tid seer man ogsaa Negerne paa denne Egn paatage sig det svære Arbeide, at svide Tømmer i de umaadelige Skove i deres Høiland, for dermed at lade de engelske Skibe, og Udsigten er aabnet til en alsidig heldbringende Virksomhed, hvorved Arbeidsdriften med alle dens velsignelsesrige Følger vil blive næret.

Af alle Skildringer fra hine Egne faaer Læserne det Indtryk, at Afrikaneren, saasnart han faaer Frihed og Lejlighed til en fornuftig Anvendelse af samme, saasnart der bliver aabnet ham Udsigt ril ved velerhvervet Besiddelse og Eiendom at forbedre sin jordiske Tilværelse, da ogsaa med at udvikle alle Sjælekræfter paa den fordeelagtigste Maade, og at han ingenIunde staaer tilbage i de høiere Kræfters Uddannelse for den Europæer, som stolt foragter den Sorte. Blandt de mange Tegn paa en forhøiet Velstand og en levende Iver for Kulturen er intet tydligere end den Sædvane, at sende Børn til England for at faae dem opdragene. Allerede for 30 Aar siden bleve nogle Sønner af afrikanske Frigivne bragte til England og der opdragne paa et Selskabs Bekostning, for at de engang kunde være Selskabet behjelpelige i Udførelsen af dets Planer med Kolonien. Disse Drenge faldt, med Undtagelse af en eneste, strax efter deres Hjemkomst tilbage til deres Ungdoms raae Sæder og svarede slet ikke til deres Beskytteres Forventninger. Men nu finde vi Mennesker af den samme Klasse paa er ganske andet Udviklingstrin. De føle selv Værdien af en overlegen Aandsdannelse; de have den tilfredsstillende Følelse, ved egen Anstrengelse at have erhvervet sig Midler, at skaffe deres Sønner en ønskelig Aandsudvikling, og af en selvbevidst Drift, uden fremmed Raad eller Understøttelse, stræbe de efter at give deres Børn en europæisk Dannelse. I dette Øiemed sende de paa egen Bekostning deres Sønner til England, men fordi Kolonien kun kan skaffe disse saaledes dannede Ynglinge en utilfredsstillende Beskiæftigelse, aabner denne levende Drift i de Indfødte Udsigten til, at disse dannede unge Afrikanere ville fremskynde større og velgiørende Foretagender i det Indre af Landet.

Missionsselskaberne have nu ikke blot nødig at giøre Forsøg paa at aabne sig Indgang, de besidde allerede velindrettede Stationer. De have den beroligende Overbeviisning, at Missionairerne i der sydlige Afrika forkynde Evangeliet for 25,000 Sjele af 10 forskjellige Stammer. Paa 8 Stationer hæve sig christelige Kirker og Skoler. For at bedømme Arbejdets Fremgang tjener Meddelelsen af den ene Omstændighed, at i Løbet af det sidste Aar ere 85 Voxne blevne døbte, og 515 have anmeldt sig til Daab og ere optagne til Forberedelse. De døbte Hedninger øve sig strax i at gaae Missionairerne til Haande. Saaledes skete det, at i Nærheden af en eneste Station Evangeliet kunde blive forkyndt for 100 Landsbyer, hvorpaa de bleve forsynede med Læsetabeller, Evangelieaftryk, Catechismer, Traktater og Bønnebøger, hvis Brug de kunde lære af de allerede Underviste. Langvejs fra komme de Indfødte som Pillegrimme til Stationerne for at lade sig undervise, og Missionairerne løsrive sig ofte fra deres Familier for at opsøge hedenske Stammer. Det er paa denne Maade lykkedes dem selv at bringe Fredens Evangelium til Menneskeæderes Huler. Hvor rørende og vækkende er ikke de Omvendtes dybe Fromhed, af hvilke Nogle vare besudlede med Blodet af deres Nærmeste, og Andre havde været sig med deres Fjenders Kjød. Evangeliet har gjort dem blide og fredsommelige i Livet og sikkret dem Triumph over Døden. Snart seer man en ung Fyrste opsøge en stakkels Hyrde af sin Stamme, for at afbøde en Fornærmelse mod ham; snart hører man en nylig Omvendt, som er bleven døbt i sin sidste Time, at udtrykke de meest ophøiede Følelser og døende at trøste de Tilbageblivende, idet han uden at trælles tilraaber dem disse Ord : "I ville see mig igjen hos Jesus". Mange bebreide sig selv, længe at have bort Evangeliet, men uden at have omvendt sig til Herren.

Disse glædelige Efterretninger fra det indre Afrika maae give en Modvægt mod den Smerte, som maatte vækkes hos enhver Menneskeven og Christen ved Skildringen af Hedenskabets Mørke og Elendighed. Det fremgaaer i det Mindste af de sidste Meddelelser, al de Elendigste og dybest Sunkne blandt Hedningerne ere tilgjængelige for Christi Evangelium. Der kommer nu kun derpaa an, at vor Tids Kirke, efter den apostoliske Kirkes Exempel, lærer at sige: "Det er den Helligaands Beslutning og vores" - saa vil Hedningernes ubeskrivelige Nød tage af, og Evangeliets Kraft til at saliggjøre alle dem, som troe paa det, godtgjøre sig mere og mere for vore Øine.

(Ribe Stifts-Avis og Avertissements-Tidende 20. marts 1844)

Som europæiske missionærer gerne ville se det: Billedets undertekst lyder "Come over and help us". Fra: Rev. Edward Roper: Facts about Foreign Missions in West Africa. An Alarm. (1871). Udsendt af Church Missionary Society.

Udover de nævnte kilder er der bl. a. også: Thomas B. Freeman: Extracts from a journal of various visits to the kongdoms of Ashanti, Aku and Dahomi in Western Africa. 1839.

Fortællingen om ashantierne holdt ved. I Chr. H. Kalkar: Den christelige mission blandt hedningerne (1879) hed det fx: "... det er et politisk mægtigt folkefærd, hvor grusomme blodsudgydelser høre til dagens orden, og dog kunstforstandigt og dueligt til at forfærdige silketøier og guldarbejder; men den udvortes dannelse hindrer dog ikke, at aschantierne ere slaver af overtro; blodige menneskeoffere finde ideligt sted hos dem ..." osv. Hensigten er igen er retfærdiggøre den europæiske kolonisering.

Mens menneskeoffring fandt sted (ofte i stort omfang) ved konger eller dronningers død, især i Dahomey/Benin, hørte sådanne dog næppe til "dagens orden".

Et andet eksempel er fra Kjøbenhavns Amts Avis. Lyngby Avis 11. juni 1898 hvor den franske kontrol over Dahomey forklares som at "der nu forhaabentlig er sat en stopper for de afskyelige menneskeoffringer". Ashanti-rigets opblomstring ("den barbariske pragt" som det kaldes) begrundes endog i artiklen ved slavehandelen. Artiklen beskriver udførligt de mange kranier. 

Også videnskabeligt forsøgte den europæsik opfundne pseudovidenskab frenologi at bevise at "negrene" var "den hvide race" åndeligt underlegen. Her ses en illustration fra Gustav Scheue: Phrenologisches (Über Land und Meer, nr. 29, april 1867) som sammenligner forskellige hovedformer. Man man at kunne se at hovedet var flat og smalt.