14 taler blev det til i Ridehuset. De fandtes efterfølgende refereret i forskellige aviser. Nedenfor er de anbragt i den rækkefølge i hvilken de blev holdt. Derfor springer indslaget rundt i artiklernes publiceringsdato. Fædrelandet mangler flere datoer, formentlig med talerne af H. P. Poulsen, Sundt, Hammerich og E. Helweg som ikke er med i nedenstående udvalg.
- Igaar Aftes afholdtes i Ridehuset den berammede Velkomst-Fest for de norske og svenske Studenter. Salen selv var overordenlig smagfuldt decoreret med grønne Løvgrene paa begge Sider, hvor Nordens berømteste Navne vare anbragte paa Vaabenskjolde, og midt for Indgangen vare Talerstol opreist, bag hvilken en særdeles smuk Blomsterpyramide hævede sig. I hver Ende af Salen saaes et smukt malet Prospect af en nordisk Egn, og langs med Væggene vare Borde med Spisevarer arrangerede, ligesom der i Midten var anbragt Borde med Drikkevarer, der udtappedes af nogle ved Enten af Salen under Løvværk anbragte Tønder. I den ene Ende af Salen vare de tre nordiske Løver meget betegnende anbragte, og ovenover dem en Krone, hvilket tog sig ret heldigt ud og tildrog sig megen Opmærksomhed. Efterat man i et festligt Optog var marscheret ind i Salen omtrent Kl. 8 under fuld Musik, der var anbragt paa Galleriet, indledede Lector Kriger Festens Betydning med nogle Velkomstord til de fremmede Gjæster. Derpaa bleve Skaaler udbragte: af Cand. Ploug for Upsalenserne, der med mest Begejstring og i dens fulde Reenhed havde opfattet Ideen om Nordens Eenhed, hvilken Skaal besvaredes i et heist veltalende Foredrag af Magister Petersson fra Upsala; af Student Poulsen for Norge, der besvaredes af Hr. Sunde fra Christiania; Mag. Hammerich for Lund, besvaret af Hr. Betterstedt fra Lund; Cand. Helveg for Finland og Helsingfors, besvaret af Hr. Krag fra Norge; Adv. Lehmann for Nordens Eenhed; Prof. Høyen for Konsten. Stiftsprovst Tryde holdt derpaa en Tale imod at give Ideen om Nordens Forening en politisk Betydning, hvortil et foregaaende Foredrag maatte foranledige ham, der nu engang anseer denne Indsigelse for at være sit skandinaviske Kald. Endnu udbragte Dr. Sturzenbecker en Skaal for Danmark og Mag. Monrad en for Damerne, der optoges med meget stærkt Bifald. Blandt de henimod 1,600 Deeltagere vare flere af Studenterne indbudne Honoratiores, saasom Universitetslærerne, Borgerrepræsentanterne, Fæstningens Commandant og nogle Hof-Embedsmænd, endeel af Konstakademiets Bestyrere, Konstnere, Digtere og Skuespillere. Præsidiet førtes af Lector Kriger og Mag. M. M. Hammerich. Selskabet forblev samlet til henimod Kl. 2. Af de afsungne Sange skulle vi hidsætte den af Prof. Heiberg, hvormed Festen aabnedes for Præsidentens Tale, og den af den upsalensiske Sangforening til Mag. Peterssons Tale afsungne Sang.
Danmark, deiligst Vang og Vænge,
Lukt med Bølgen Blaa, -
Ofte til de gyldne Strænge
Lød vor Stemme saa.
Deiligt end skal Danmark nævnes,
Dog naar hib paa Bølgen stævnes.
Naar den Frænder til os vugger,
Bølgen ikke lukker.
Ei om Danmark vogter Søen
Skinsyg og med Harm,
Brødre lokker den til Øen
Paa sin aabne Barm.
Og er Ægirs Mark nu vorden
Sjællands Landevei fra Norden,
Er dog ei paa Sjællands Have
Danmarks Led af Lave.
Eder, som nu styred Gangen
Ad det brede Spor,
Eder moder Velkomstsangen
Fra den danske Jord.
Een er Nordens gamle Stamme,
Vort og Eders Blod det samme,
Og er Mødets Attraa givet,
Mødes man i Livet.
Tidligt Herthas Nattergale
Qvad om Eder alt,
Alle Fugle smaa, som tale.
Har om Eder talt;
Og Naturens Røst vi hørte.
Dunkle Skikkelser sig rørte,
Men de kasted Nattens Larver,
Inddrak Lys og Farver.
Og hvad Fuglesang forkyndte,
Kan vi nu forstaae;
Hvad i natligt Syn begyndte,
Skinner Dagen paa.
Nordens Aander
tæt sig samle
Under Agdrasil hiin gamle.
Stjernerne fra Toppen spille
Klart i Urdas Kilde.
Danmark, deiligst Vang og Vænge,
Aabent mod den Sø,
Ved hvis Perlebaand nu hænge
Klippeland og Ø!
Lad din unge Vaar dig pryde,
Lad de fagre Toner lyde
I din Stund, da du forbinder
Nordens Haab og Minder !
J. L. Heiberg
(Kjøbenhavnsposten 25. juni 1845).
"Danmark, dejligst vang og vænge" er formentlig skrevet 1690, altså få årtier efter at Danmark afstod Skåne, Halland og Blekinge til Sverige. Den findes i "200 viser om danske konger, kæmper og andre" (1695). Melodien fra 1811.
Derefter komme vi til Beretningen om den Fest, der vil udgjøre disse Dages Glandspunct, Banketten i Christiansborg Slots Ridehus denne Aften. Dette store, fra Concerter Publicum velbekendte, men med sine nøgne kalkede Vægge uhyggelige Rum var forvandlet til en mægtig Løvsal. Grønt skjulte Galleriet, hvor Musikken var placeret, men som forøvrigt stod tomt, hvilket var en udtrykkelig Betingelse for Tilladelse til Husets Benyttelse. Det Grønne aabnede sig imidlertid: 12 Grotter paa hver Side i hvilke røde, røde og hvide, og gule Vaabenskjolde vare anbragte, i hvert af disse læstes Navnet paa en Mand af eet af de tre Folk, som i den nyere Tid har bidraget til deres ydre Anseelse og indre Udvikling; saaledes f. Ex. af Svenske: Gejier, Atterbom, Tegner, Berzelius, Bystrøm, Thore Petré osv., af norske Herman Wedel-Jarlsberg, Schultz, Sverdrup, J. Aall, Dahl, H. Foss osv., af danske Thorvaldsen, Oehlenschläger, Grundtvig, Rask, Schouw, Clausen osv. Ovenover disse Skjolde var udenpaa det skjulte Galleri anbragt et lige Antal lignende Skjolde med Navne af Fortidens Navnkundigt, saasom af svenske Gustav Wasa, Gustav Adolph, Carl XII, Gustav III, Linnee, Gergel, af norske Hakon Adelsten, Tordenskjold, Holberg, Anna Colbjørnsen, af danske Margrethe, Niels Ebbesen, Griffenfeldt, Niels Juel, Ewald osv. Husets nederste Endevæg, lige over for den kongelige Loge, skjultes af en malet Klippedecoration, der sluttedes af rødt Drapperi, ovenover hvilket de 3 Flag vaiede. Den øverste Endevæg dækkedes af en Skovdecoration, ligeledes omgiven af rødt Drapperi, over hvilket 3 store Skjolde, hvert med sin af de nordiske Løver, skjulte den kongelige Loge. Ligeoverfor Hovedindgangen fra Ridebanen var langs Væggen anbragt en Pyramide af levende Blomster, Roser, Camelier, Levkøier og andre, der steg lige op til Galleriet. Foran denne var Talerstolen anbragt, trapperet med Hermelin og guldbræmmet Purpur, Foden og Trappen skjult af Orangetræer. Bissens Apollo og Minerva stode paa hver sin Side af Talerstolen. Belysningen bestod i 12 Kroner, der hængte fra Loflet og vare forbundne med hinanden ved tykke grønne Guirlander, og desuden i tvende Rader matte Lamper, anbragte langs Gallerierne, samt i 3 uhyre Candelabrer, der vare dannede af de tre i Husets Mitte staaende Stolper, omvundne med Grønt, hvorunder hver af de tre Nationers Farver. Det Hele frembød et i høieste Grad imposant Skue, og det er kun simpel Retfærdighed, naar vi nævne, at det er Hr. Theatermaler Christensen, der i Forening med Dhrr. C. Borgaard og H. Lehmann har bestyret Decorationen og ved sin opoffrende Tjenstvillighed og utrættelige Iver har bragt et Locale istand, med hvis Simpelhed Kongeborgenes prægtige Sale neppe vilde kunne maale sig. Kl. 8½ aabnedes Porten, og det uendelige lange Tog drog fra Ridebanen af, under en af 2den Brigades Musikcorps udført festlig March, derind og rundt om de Borde, der vare Anretningen, indtil det store Rum omsider næsten fyldtes deraf. Festens Deltagere udgjorde ikke mindre end henimod 1600 Mand, hvoraf naturligvis Studenter, de fremmede og vore egne, udgjorde Hovedsummen, men blandt hvilke dog heller ikke de andre Stænder savnede Repræsentanter. Foruden samtlige Universitetets Lærere og Borgerrepræsentanterne, vare nemlig mange forskjellige Autoriteter og Embedsmænd, Digtere, Skuespillere, Musikere og Konstnere, hvis velvillige Bistand man enten havde nydt ved denne Leilighed eller som man vilde vise Opmærksomhed, indbudte, saaledes f. Ex. ikke blot flere af Konstacademiets Bestyrere, Forstanderne for de offenlige Samlinger, men ogsaa et Medlem af saagodtsom alle Regeringscollegier, naturligvis med Undtagelse af kancellierne, Kommandanten og et Par af Hoffets høieste Embedsmænd. Lector A. F. Kriger førte tilligemed Mag. M. M. Hammerich Præsidiet og aabnede for Maaltidets Begyndelse Festen med en almindelig Velkomsttale, efter at følgende Sang af Professor I. L. Heiberg var afsungen:
[Her følger teksten til Danmark, deiligst Vang og Vænge, således som den er gengivet øverst i Kjøbenhavnsposten 25. juni 1845]
Doctor Krigers Tale lød saaledes:
"Alt engang lød Eder Alle vor Velkomsthilsen imøde, og hver Enkelt af Eder vil i snevrere Kreds have modtaget mangen en lignende Hilsen. Men atter her maa vort Velkommen lyde . det fortjener vel Gjentagelsens Ære. Det ligner et dem, der ofte henveires paa Torve og Gader for atter at glemmes; snarere ligner det dem, der stundom hvidskes i Løn fra Ven til Ven, fra Frænde til Frænde, fra Broder til Broder. Men den tusindfoldige Gjentagen af denne lønlige Hvidsken er altfor vltalende, disse samlydende Toners Harmoni altfor listig, at det ei atter her skulde fremtræde, i Alles, som i hver Enkelts Navn til Alle, som til hver Enkelt.
Og hvo er der vel saa ukjendt med de Kræfter, der røre sig i Folkenes Hjertedyb, at han skulde spørge, hvad Magt ligger da i dette Velkommen? Hvo har saa lidet grebet sit eget Væsens inderste Kjerne, at han skulle trænge til en fremmed Tolk? Ville vi ei alle enstemmig svare, at den underfulde Livets Magt, som usynlig og dog aabenbar her er tilstede, svævende over os Alle, beherskende os Alle, er Nordens Aand, den ene mægtige Nordens Aand, i hvilken de tre jevngode nordiske Folkeaander gjenkjende hverandre og sig selv.
Dens Bud er det, der har stevnet Eder hid, og vi glæder os ved dette Møde. Vel lyder Aandens Røst ei til os alene, og om end vi svigtede, skulde Andre lytte til dens Tale, men det sømmer sig for Nordens Studenter ikke at lade sig fraskrive den Ære, som de hidtil have hævdet i Aandens Rige at være de lydigste og troeste Tjenere, de rappeste og snareste Svende.
See derfor høitideligholde vi i disse Dage en nordisk Studenterfest , hvis glade Alvor paa een Gang bæres af alle Fortids Minder, de lyse, som bemærke, af alle Fremtids Varsler, de tvetydige og urovækkende, som de opmuntrende og tillidindgydende, men dog en Fest, som helst vil dvæle ved alle de Minder, der ere vort fælles Lys, vor fælles Stolthed, ved alle de Varsler, der bebude for de tre nordiske Folk en ny og herlig Kamp, en Kamp - som det friskeste Blad i den Seierskrands, hvori vi Alle have lige Lod og Deel."
Nu begyndte Maaltidet, der bestod i koldt Kjøkken og forskjellige paa egne Borde serverede, dels stærke, dels lædskende Drikke, hvis Kilder befandt sig ved Husets Ender i store Ankere, anbragte under Dekorationen. Efter et til denne materielle Omsorg anvendt Ophold afsang Sangforeningen følgende Sang af Prof. Henrik Hertz:
Hen over Havet skal
Fjernt over Fyrisvall
Toner fra Øresund drage,
Svulmende mægtige
Over den prægtige
Høiskoles ældgamle Tage.
Midt i en streng Natur
Stiger dens gamle Muur
Op mellem Granernes Kroner.
Tryg under Fjeldets Ly,
Stolt af et evigt Ry,
Herlig i Dalen den throner. -
Streng som dens Fosterjord
Stirred' den ud i Nord,
Eens under Tidens Forandring.
Men fra det strenge Blik
Lyn over Verden gik,
Gik der Ideer paa Vandring.
Ind i Naturens Dyd,
Sted til det mindste Kryb
Trængte dens ordnende Tanke;
Skilte det stridige,
Loste det smidige
Grundelement fra dets Skranke.
Lifligt dens Læresal
Tolket for Bjerg og Dal
Krønikens Røster forbundne;
Trængte til fjerne Strand,
Viste, at Folk og Land
Suger sin Kraft af det Svundne.
Længe ved Fyrisaa
Fremmed for os den laae,
Fjernet ved Tidernes Spaltning.
Nu er den atter vor!
Fordom er vegen for
Driftige Tankers Gestaltning.
Nu fra det hele Nord
Trefold gaaer ud et Chor,
- Samlet ved Øresunds Vande.
Nu fra dens Sønners Bryst,
Varmt af Begejstrings Lyst,
Stemmer med vore sig blande.
Hen over Fyrisvall
Stemmerne stige skal
Klart gjennem Tonernes Scala,
Svulmende mægtige
Hilse den prægtige,
Liljen i Dalen, Uppsala!
hvorefter Cand. Carl Ploug talte:
"Upsalenser! Da I igaar stilede herind gjennem Rader af smykkede Skibe og hilsende baade, forbi den af en tæt sammenhængende Folkemasse dannede Strandbred, hvorfra Hurra paa Hurra rullede hen over Eder, da I drog gjennem de mylrende Gader og Pladse og saae Tørklæder og Blikke vinke fra hvert Hus, og saae smukke Blomster og Krandse flettede af smukke Hænder dale ned over Eder - da var der, det veed jeg, mangen En blandt Eder, som følte Glædens Taare brænde paa Mandens Kind. Ikke sandt, I havde ikke troet, at Eders Modtagelse her vilde gjort saa stort et Indtryk paa Eder; ikke sandt, Eders egen Bevægelse overlastede Eder; men mange af os, som saae Eder græde, vi smilte; thi vi vidste det forud, at det vilde gaae Eder saaledes; vi kjende af Erfaring, hvor godt det gjør at drage ind i sin Broders Hus efter lang Adskillelse og tungt Savn og der at finde imødebankende Hjerter og aabne Arme, vi havde prøvet, hvor stærkt det unge Sind bevæges ved at rare Gjenstand for Manges Kjørlighed, vi havde forsøgt at komme som Bærere af en stor Idee og nydt vor Deel af den Begejstring, den vakte. Medens I derfor overvældedes af Nuets Magt, flygtede vi til Erindringens Helligdom, medens I droge ind i Danmarks Kongestad, vandrede vor Tanke langs Fyrisaaens Bredder; thi der have vi jo godtaget det samme Indtryk, ligget under for den samme Følelse, fældet den samme Taare!
Upsalenserl jeg bringer Eder den danske Ungdoms Tak for hin uforglemmelige Stund, for Eders gjæstmilde Brodersind og for Eders høitflammende Begejstring. Tusinde Røster skulle gjentage den, saasnart jeg har udtalt den, og vidne, at hvad I have gjort mod os, det have I gjort mod enhver af vore Brødre; vidne, at det var Sandhed, vi talte, da vi sagde til Eder, at det Folk, vi tilhørte, delte vore Følelser og nærede vort Haabs vidne, at dette Haab ikke er en forfængelig Drøm, udruget i en Enkelts sygelige Hjerne, men en fuldbaaren Frugt af Tidens Udvikling og Historiens Gang; vidne, at dette Haab ikke er blevet svækket og kølnet ved mistænksom Forfølgelse eller skinsyg Bagtalelse, men tvertimod er voxet med hver Dag og stedse har befrugtet Flere og Flere med sin Velsignelse, siden det af Eders Mund først erholdt sin egenlige offenlige, høitidelige, jeg kunde maaskee gjerne sige verdenshistoriske Stadfæstelse.
Upsalenser! jeg bringer Eder mit Folks Tak, ikke blot fordi I kaldte dets Sønner Brødre og elske dem, som de elske Eder, men fordi I have viist i Gjerning, at I alvorligen ønske at dele dets Skjæbne, fordi vore Følelsers Attraaer og Haab ikke blot have fundet Gjenklang i Eders Bryst, men alt have kaldt Eder til Virksomhed for vor fælles Sags Skyld, vor fælles Fremtid imøde. Mindes I endnu, at jeg, da jeg for to Aar siden paa Gustav Wasas Dag stod i Eders Ring paa Allhärjarstingets Høi, og opfordrede Eder til at lægge Eders Sindelag for Dagen i Gjerning, at jeg da klagede over, at vort aandelige Forbund var bundet til det flygtige Moment, at der intet Samqvem var mellem os i Skrift og Tale, undtagen i de sjeldne og korte Timer, da det kunde lykkes os personlig at samles, at Eders Literatur og Eders Forhold vare næsten ukjendte i Danmark som den danske i Sverig. Men dette er jo alt nu efter to aars Forløb anderledes; nu gaaer der ingen Uge, uden at der mellem Upsala og Kjøbenhavn vexles Brev og Bud, Skrift og Bog; vort indre Liv, vor aandelige og statsborgerlige Stræben følges med Opmærksomhed i Carl den Tiendes og Tolvtes Land, ligesom Eders Skjæbne og Kaar vogtes med deltagende Blikke af Efterkommerne efter Ranzaus og Juels Krigere. Og det er Eder, som have givet Eders Folk Exemplet, Eder, som først og fuldstændigst har fulgt Opfordringen, Eder, som have forplantet den hinfise« Kjolen, som have kaldt Norge kraftfulde og helhjertede Ungdom til Deltagelse i dette Møde, Eder, som hidtil ene i begge Broderlande have givet den skandinaviske Idee et Organ, som have stiftet et Samfund til dens Beskyttelse, til dens Udvikling, Befæstelse og Udbredelse.
Derfor, Upsalenser! takke vi Eder, skjønt vi vide det, I trænge ikke til vor Tak i Ord; thi hin Eders stærke Bevægelse, da I først satte Foden paa dansk Grund, netop den indeholdt en Belønning, som intet Guld kan opveie, en Taksigelse, som ingen Ord kunne udsige, en Glæde, som ingen Digter kan beskrive; det er derfor vel en oprigtig og dybt følt, men dog kun en mat og ufuldstændig Oversættelse af Eders egne Taarer, naar jeg nu hilser Eder: Tak og Pris, Held og Lykke over Upsala!"
Herpaa svarede Magister docens Petersson fra Upsala:
"Köpenhamns Studenter! Bröder!
Twenne år äro forflutna, sedan jag & Upsala Studenternas vägnar i en krets af många bland Eder på Carolina redivivas sal utbragte en skål, som hette Afsked och återseende. Det var en afskedsstund som anslog hjerttats inersta strängar; ty djupt hade inpreglat sig i våra bröst betydelsen af det fosterbrödralag, vi ingått i åndens högtid i vår stamfaders lund, vid frihetshjeltens stod, betydelsen af vår välfärd till Fädrens attehögar, der Minnet och Hoppet rackte hvärandra handen, och vi välsignade det förra, och svuro, att ej släppa det sednare, förran det välsignat oss. "Der var s lifligt, men så tyst ändå, man hörde Skandias hjärta slå". Ja, Bröder, minnet af det kära gästbesøket på vår strand, det trängde for djupt in i vår själ, för att nogonsin kunna utplånas. Det var således ej att undra på, att vi räknade slagen från Tidens ur, ait vi längtade efter återseendets timma. Det dröjde väl längre, än vi hoppades, innan den slog; men det gläser oss, att I respecterat skålen för vårt dröjande. Se, nu ära vi åter i Eder krets. Er helsning har mött oss lika varm, som tillförns, den har forekommet oss, såsom en ny "Svale, der varsler Nordens Vaar". Med den nyvaknade våren vaknade också Vikingånden i våra bröst; omsider drogo vi ut, och på samma haf, som vaggade Eder mot våra stränder, gungade vår snacka så gladt mot edra. Landade vi vid Svenska strander, så jublede der mång tusende hjertan, som välsignade vår färd, och medskickade till Eder värma hälsningar. Så upplifvade ilåde vi åter ut på hafvet, och när det började storma som häftigast, då sjöngo vi jublande!
Fritt må Stormarna gå,
Frilt må Bøljarna slå,
Raskt till Dana andå
Gunga "Gossarna blå".
Och nar vi sammanträffat med bröderne, från de båda andra Nordens Universiteter, när vi nalkades malet, när vi sågo Er sköna Ø, lik en Drottning, stiga ur hafvet, då vidgades våra bryst, da klarnade himmelen, och det var, som om Midsommarssolen glädde sig, då hon såg så mycken ungdomsfröjd, fik mycken kärlek, så mycket mod triumphera på vägen. Men når vi sågo denna otaliga skara af Danas söner och döttrar vanligt tillvinka oss från stranden, när vi sågo detta lysande, och, det som för oss var ännu dyrbarare, detta varmande, detta hjertliga mottagande,, då blefvo vi forstummade, och det var blott en tanke, som rörde sig i vår själ. Denna fest, tänkte vi, måtte hafva en djup, en helig betydelse. Ja, Bröder, det var ej blott for att se och njuta, som vi besökte Eder. Det var for att allt fastare och fastare tillknyta de band, som oss förenar. Med hvarje år står den Skandinaviska Ideen djupare rötter i de Nordiska folkens hjertan. De börja lifligare känna behöfdet af en gemensam framtid. Och är denna tanke ej blott skøn, utan äfven sann, så kan den icke dø; ty en sann ide är ej lik ett stjernfall, som flimrar en stund, och forsvinner, den är som polens stjerne! den vet ej af nedergangen. Den är, som Marcelli rykte, enligt ven Romerska Staldens ord: "crescit occulto velut arbor aevo". Det är då herrligt, att verka hvar och en i sin stad for den Nordiska andans enhet, det är då herrligt att samla strålar för en kommande ljusare dag. Och sättet, hura en Akademisk ungdom bör verka for detta måI, det visade oss den föregående Talaren t sitt oförgåtliga tal på Gamla Upsalas Tingshög. Han hänvisade oss till andlig verksamhet, han uppmanase oss, att medelst skrifter och journaler befördre ett fast sambandt mellan hvaranda, och genom samma medel dana den ide, som lifvar oss väg till folkens hjertan. Köpenhamns Studenterl Det är mig en glädje, att i dag offentligt få förkunna, att Upsalas Studenter i denna riktning verkat efter sin formåga. Det är numera icke blott en och annan af vora herrliga Diktare, som vi känna, lasa och beundra. Hvar sången klingar, hvar vetenstapen forskar, der se vi Eder förtjenst. Hvad sannt har tanken, hvad skønt har diktat, hvad godt har verkas, dermed blifva vi alltmer och mer förtrogna. Och när så vi bygga på et gemensamt altare för vetenskap och konst, så sammanflyttas ock våra hjertan, våra sträfvanden, våra förhöppningar. I dag är förhöppningarnas fest, en fest sådan som Norden aldrig sett tillforne. Hvilkee lif, som rör sig i denna skimrande sal, hvilken glädje, färdig att samna en verld, hvilket mod, färdigt om det fordrades, att gå mot en verld! Det är som om vi kände slägten af en Engels vingar. Den gamle Romaren trodde pa en Genius, som föddes med honom, som log vid hans glädje, som gret vid hans tårar, som dog med honom. Det var en skøn tro. Skandinavien har också sin skyddande Genius , en odölig Genius. Det är han, som nu nedstiger i våra hjertan, som jublar i våra sånger. Det är nu, vi röna sanningen af forntids skaldens ord: "Est Deus in Nobis; agitante ealescimus illo". Och vi vilja allt framgent bevara denna color, denna heliga låga, och värmda af den stora framtidens störbar bringas till mognad. Broder! Upsalas söner inlagga densamma i sin tacksamhets skål, i det skållande Hurrah, som skall ljuda ur djupet af deras hjertan. Lefwe, Köpenhamns Studenter, våra vänner, våra Bröder!"
Derefter blev af den upsalensiske Sangforening følgende Sang afsungen:
Jublet i Nord
Mäktigt mot himlen nu stalle!
Danskar! vi bringe Er alle
Helsningens ord.
Hvem har val glömt
Dagen vid Fyris, när eder
Svuros i ynglingaleder,
Hornet blef tømdt?
Norden da blef
Ett som i åldriga dagar,
När for oss tyddes de lagar,
Odin oss stref.
Sången så ren
Ljuder på öar, i dalar;
Anden är en, som der talar;
Tungan är en!
Norræna mål!
Framlingar djerfvas dig tränga,
Har man då glömt, att vi svänga
Kunne vart stål?
Enigt vi stå
Bidande kommande öden.
Gäller för Folken det döden -
Samman vi ga!
Nordmannablod
Glömmer ej syskonadragen.
Derföre, Broder! nu tagen
Helsningen god.
Dannemarks land!
Svea- och Gota-land bjuder
Handslaget - jublet det ljuder
Strand ifrån strand.
(Fædrelandet 24. juni 1845. Første afsnit af artiklen handlede om modtagelse på Toldboden, se forrige afsnit).
Fyrisåen går igen i flere af talerne og sangene. Ifølge myten var Fyresvold en dal syd for Uppsala, hvor den danske sagnkonge Rolf Krake under flugt spredte sit guld for at undslippe den svenske sagnkonge Adils og hans mænd, der standsede for at samle guldet op. I middelalderen mente man at den var på Uppsalasletten, syd for det gamle Uppsala og langs Fyrisåen. Stedet er omtalt hos Saxo. Slaget fandt sted omkring 516. Adils var gift med Rolf Krakes mor, Yrsa.
Herefter fulgte taler af H. P. Poulsen, Sundt, Hammerich, dernæst Wimmerstedt:
Vi hidsætte endnu idag den ene af de i Gaarsnumeret manglende Taler, nemlig Cand. Wimmerstedt:
"Danska bröder!
När hjertat är fullt - när stundens glädje och framtidens hopp trängas inom bröstets hvalf, då är språket för fattigt, det är tanken för kall att uttrycka hela rikedomen och glöden af de känslor, som vilja blifva uttalade. Må detta tjena mig till ursätt, då jag nu enkelt och rättfsam bringar Eder Lundensiska Studenternas varma och uppriktiga tacksamhet för det hjertliga, det verkligt broderliga bemötande, som de vid detta såväl som vid många foregående tillfällen hos Eder hafva rönt. Dessutom behöfvas ju icke oss emellan många ord; ty vi hafva redan langesedan lärt att känna, att älska hvarandra. Vi hafva oss ofta blickat in i hvärandras trofasta ögon, så ofta hvilat vid hvarandras varmt klappande hjertan, att vi utan ordens nödtörftiga tillhjelp förstå hvarandra. Vi hafva ofta svurit att lefva och verka for Skandinaviens väl. Skandinaviens väl! - Det är det skönaste, det största och herrligaste mål, vi någonsin kunde utstäka for vårt lifs verksamhet. Vi inse tydligt och klart, huru vigtigt och maktpåliggande detta måls uppnående är; derfore hafva vi också lofvat hvärandra, att med ålderdomens sans och mogna ofverläggning, men med ungdomens kraft och okufveliga mod gå framåt, tappert kämpande mot de hinder, som möjligen kunna möta oss. - Men hvarför talar jag om hinder? Hvarför nämner jag kamp? Äro icke folken på vor sida? Läga icke allas hjertan från Nordkyn till Slesvig (ack, att jag finge säga: till Eidern!) för samma Skandinaviska interessa? Skola icke våra hemmavarande foräldrar och syskon med ökad kärlek och hängifvenhet sträcka sin famn mot Eder, då de få höra, hura väl, hura varmt I hafven emottagit deras söner och bröder? - Kampens tider kunna likväl snart nog komma: utifrån kan var fosterjords, vårt evigt älskade Skandinaviens välfard hotas. Da är det godt, att med samdrägtiga krafter kunna möta faran; vare sig att den kommer från östan eller sunnan; då ar det godt, att, som Starkodder, kunna slå "med try par armar".
- Skandinaviska broder! Vi erinra oss de tider, då Nordmænnen eller de tre Nordiska rikenas förenade inbyggare satte en hel verldsdel i besvän - hafva vi så vanslägtats från våra förfäder, att vi nu icke skulle kunna ingjuta en en smula respekt hos våra närmaste grannar? - Nej! jag kan ej tro det;- annu vexer det män på Nordens klipper och jern i klippornas sköte. - Låtom oss da, mina bröder! vid minnet af våra frejdade förfäder, hvilkas andar med stolthed blicka ned på oss i detta ögonblick, och med tanken fästad på de stora man, hvilkas namn vi glada läsa på de väggar, som har omsluta oss - litom oss, vid allt hvad vi ega dyrbart och heligt, i äkta fornskandinavisk mening svärja ett fast och oupplösligt fosterbrödralag, låtom oss högtidligt lofva, att "ett skall öfver oss gånga", Iåtom oss allvarligt besluta att i hvarje förekommande fall med råd och dåd bistå hvarandra!!! - Då skola åter våra flotior i stolta segerlåg simma ofver kufvade vågor och våra härar oemotständligt öfversvämma fiendtliga länder; då skall verlden lära sig att med vördnad betrakta det Skandinaviska trillingparets jettekrafter. - När jag nu uppmanar Eder, Lundensiska kamrater, samt äfven Eder, Studenter från Upsala och Christiania, att uttrycka Edert bifall till det, som jag, öfverväldigad af ögonblickets högtidlighet och stora betydelse, endast i brutna ljud kunnat uttala, så insen I väl, att jag endast beder Er ådagalägga Eder varma tacksamhet för de Danska bröderna; ty det är dem vi hafva att tacka for häfvandet af fordna tiders olyckliga missförftänd, för de Skandinaviska nationernas närmande till hvarandra, for den närvarande stundens oförgätliga glädje, for framtidens stora förhoppningar. - Svenska och Norska bröder! om I gillen hvad jag talat, få uppstämmen ett niofaldigt, ett väldigt ljudande Hurra!
- Vore svenske og norske Gjersters Afrejse vil rimeligvis gaae for sig imorgen Middag henimod Kl. 2. Det er bestemt, at de Kl. 12 samles med de danske Studenter i Universitetets Solennitetssal for at tage Afsked og derfra begive sig til Toldboden og ombord.
- Det er os smerteligt, idag midt under den glade Bevægelse, vore skandinaviske Brødres Nærværelse har fremkaldt i fast alle Kredse her i Staten, at maatte berette et Dødsfald, der vil føles tungt ikke blot af de Mange, der med personlige Baand have havt Leilighed til at kjende og skatte den Afdøde, men af hele Folket, forsaavidt dettes Vee og Vel under vor Forfatning saa væsenligt er givet Embedsmændene og navnlig de overordnede Regeringsmand i Vold. De anden Deputerede i Rentekammeret, Conferensraad Christian Lund, er i disse Dage død efter et ofte yderst smerteligt Sygeleje, i sin endnu ikke meget fremrykkede Alder, og uden indtil den allersidste Tid at have syntes svækket enten paa Aand eller Legeme. Lund stod siden Christian den Ottendes Thronbestigelse fremragende blandt vore høiere Regeringsmænd som den ikke blot fortrinsvis begavede, men ogsaa afholdte og agtede. Han var en Prydelse og en Støtte for Regeringen, og hans Afgang vil være et Savn, hvorunder Folket desværre vil komme til at lide, ikke mindre end Regeringen. Med eminente og retsindige Mænd kan endog et meget mangelfuldt Regeringssystem til en vis Grad blive ikke blot taaleligt, men vinde Agtelse og Anerkjendelse. De, som noget omhyggeligere have fulgt vor indre Historie i den nyeste Tid, ville vide, hvor meget Christian den Ottendes Regering i denne Henseende skylder Lund. Som Chef for vort Landbovæsen havde han i nærværende reactionaire, Herremandsvøsenet atter saa begunstigende Tid det allervigtigste Fag, og udrettede han hermed i sig selv ikke Alt, eller endog blot Meget, af hvad Reformens Venner i denne Retning maae fordre og tør vente; og var hans Fortjeneste end maaskee i Grunden større i det han, forebyggede, end i det, hen formaaede at satte igjennem, - saa vidne dog de Lovvarter, der ere udgaaede fra Rentekammeret i hans Tid og tildels fra hans Pen, ikke blot om hans dybe, klare og rigt udstyrede Aand, men ogsaa om den Varme og den Ærbødighed, hvormed han hyldede Lighedens Lov for alle Statsborgere. Med Blikket paa de Forhold i Collegiet og udenfor samme, igjennem og stundom mod hvilke han havde ac bryde sig sin Vei, kunne hans Venner vistnok med Tilfredsstillelse see tilbage paa, hvad han har udrettet; og selv fra vort Standpunct maae vi - med billigt Hensyn til den overmægtige Indflydelse af disse samme Forhold - satte den Afdøde det Eftermæle, at han har gjort sig velfortjent af vort Fædreland. Vistnok syntes han ikke at dele vor Tids Frihedsstræben, eller at føle nogen meget levende Sympathi for den fremskridende konstitutionelle Udvikling; men vil man endog henregne ham blandt vore Conservative, maa dog ikke glemmes, at han ikke blot i Aand og Dygtighed, i Uegennyttighed og bramfri, fordringsløs Virksomhed stod høit over de allerfleste af disse, men fremfor Alt, at han trods nogen af alle Partier hyldede og virkede for den folkelige Udvikling, der bygger paa Lighedens faste og brede Grundvold. E.fkel i det private Liv, som Faa, almenagtet i det offenlige, som Farre, gjør hans Død et saa meget smerteligere Indtryk paa Fædrelandsvennen, som det ikke er antage, at den Stemann-Ørstedske Styrelse til Hans Efterfølger skulde vælge en Mand, der som den Afdøde i vigtige Puncter maa henregnes til dens Modstandere.
(Fædrelandet 27. juni 1845. Første del af artiklen beskæftigede sig med afskeden, se afsnittet herom)
Efter Wimmerstedt holdt E. Helweg tale. Dernæst Kragh:
Studentermødet. Af Talerne, som ere blevne holdte ved Festen i Ridehuset, optage vi endvidere følgende:
Cand. jur. G. Kragh fra Christiania henledede med følgende Ord Tanken paa Island:
"Brødre! Hvor herlig og høitidsfuld er denne Aften! Det er den første Gang, at Skarer af Ynglinger fra alle Nordens Universiteter møde paa eet Sted, i een Time, for at feire en Høitid i een Aand, og ikke alene vi ynglinge deeltage deri; vore Venner, Frænder og Landsmænd fra Finmarken til Eideren, fra Fyrioval til Stat følge os med Deeltagelse og ere visselig i Tanken tilstede ved denne betydningsfulde, uforglemmelige Fest. Brødre! Det er i Dag Midsommersfest, paa den Tid da Folkene i Norge og Sverria feire den gamle nordiske Høitid ved Baldursbaal! Baldur er Kjærlighedens Gud, Broderkjlrlighedens, som skal frelse os, lader os ogsaa nu mindes Baldurs Død, Mørket nærmer sig i Norden; men Misteltenen er ikke længer i den blinde Hødurs Haand, Kjærlighedens Aand foer ikke ned til Hel; thi dens Hjem er i vore Hjerter og dens Fakkel, tændt ved Baldurs Baal, skal lyse os i Fremtiden. I Sandhed det er vanskeligt, umuligt i denne rige Time at udtrykke med faa Ord alt, hvad vi føle saa dybt og haabe saa tillidsfuldt. Jeg vil ei forsøge derpaa, men det være mig kun tilladt at udbringe en Skaal paa mine landsmands Vegne.
I dette Mode, hvor vi tilsværge hverandre et trofast, bestandigt, et evigt Fostbroderskab for Nordens Sag, skal ikke glemmes et Navn, der, naar det nævnes i en saadan Anledning, Hos alle Nordboere maa vække dybe Følelser af Taknemmelighed mod den Deel af det store Fædreland, som det tilhører. Landsmænd! Uagtet ikke særskilt befuldmægtiget til at udbringe denne Skaal, troer og veed jeg dog, at jeg handler Overeensstemmende med Eders og vore hjemmeværende landsmands Villie, ved at bringe en varm Hilsen fra Norge til det gamle, ærværdige Island og dets unge Sønner. Islændere! modtager da en trofast Hilsen fra vore fælleds urgamle Fædres Hjem, som ved sine islandske Sønners udødelige, aandelige Daad, i sine Fortidsminders Bevaring har faaet en fast Grundvold for Udviklingen af den fra Fædrene nedarvede Aand, af norsk Folkelighed og Selvstændighed. Modtager I, vore nærmeste Frænder! denne Hilsen ikke alene som et Tegn paa vor Taknemmelighed mod Eders Fødeland, men ogsaa som et Vidnesbyrd om det glade Haab, hvormed vi tillidsfuldt vente, at I ville vide at hævde Eders Fædrenes ærværdige Navn i det nye Nordens livsbevægelser, og med den gamle Kraft bidrage til Udviklingen af nordisk Aand og navnligt til Fuldkommengjørelsen af den gamle, kjære Norrænatunge, som I renest have nedarvet fra Hedenold og hvis Betydning for det nye liv I derfor nærmest ere kaldede til at hævde.
Landsmænd fra Norge, Svear, Daner og Gother! forener Eder da og sender en Hilsen til Island, Sagas og Skjaldekunstens hellige Ø, hvor Naturen selv har tændt et Arnested for Fortidens Minder og en Varde for Fremtidens Kampe, udbringer i eet fuldttonende Hurra det Ønske, Høit leve gamle Island i det nye Norden, høit leve dets gjæve Sønner!"
[Herefter et referat af Professor Høyens tale som er gengivet nedenfor mellem Lehmanns og Trydes taler]
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 30. juni , 2. udgave)
Fædrelandet for 25. og 26. juni 1845 mangler. Men Kjøbenhavnsposten supplerer delvis hullerne.
- Af de ved Festen i Ridehuset holdte Foredrag, der meddeles i "Fædrelandet', skulle vi her optage Advocat Lehmanns Tale:
- Det er med frydefuldt Sind, med et jublende Hjerte, at jeg hilser denne festlige Stund; thi den kommer til mig som Fredens Due med det glade Budskab, at Tvedragtens og Vanheldets syndige Tid stunder til Ende, – den kommer til mig som Vaarens Svale, der forkynder, at den lange Fimbulvinter, hvis kolde dødlaviner rugede over Nordens Kraft, flygter for Livets Lys og Lyst. Derfor fryder sig vort Sind; thi vi have længe vandret i Ragnaroks Mørke. - Derfor jubler vort Hjerte; thi vi øjne den unge Morgens nyfødte Skær og fornemme dens friske, kvægende Aande.
Denne Forlængsel efter Forløsningen, den stille Forventning om Frelsens Komme der gjennem Kampens Vej og Nederlagets Jammer skal føre Norden til Sejr og Bedrift, - det er den dybe Grundtone i de herlige Oldtidssange, der med lige Ret tilhøre alle Nordens Stammer, fordi de alle have bidraget til at skabe dem og med lige Kjærlighed fredet om denne hellige Arv som den gamle Pagtens Ark, der i sig gjemmer ikke blot Vidnesbyrdet om Nordens oprindelige Enhed, men ogsaa Forjættelsens Fylde om at det engang skal skal skee, hvad hine gamle Seere øjnede med Aandens prophetiske Fremsyn.
Men det er ikke blot i hiint kostelige Sameje af vor Slægts Barndomsminder og ikke blot i de stolte Sagn om vor heroiske Alders kjælk. Bedrifter, der forfærdede og foryngede det gamle Europa, at vi maa søge den historiske Hjemmel for den Idé, der her har forenet os – den er vor hele Histories inderste Kjærne og egentlige Indhold. Vel var den urolige Vikingaand os saa dybt i Kjødet baaret, at hvert Kragens Opsving i Norden altid først vendte sig udad, ofte til fjerne Lande; men det er i Modsætning til andre, at man bliver sig selv bevidst; det var først i Conflicten med Verden, at vi begrebe vor sande Opgave; og Historien vidner derfor ogsaa at hver stor Kraftudvikling i Norden, hvad enten den førte dybt ned i Tydsklands Dale, eller til Polens og Ruslands Stepper, endte stedse med alvorlige Forsøg paa at fuldbyrde Nordens Enhed ved at forene dets tre Kroner paa det samme Hoved. Disse Forsøg mislykkedes og maatte mislykkes, fordi man her, som andetsteds, vilde naa maalet ved Vold og Undertrykkelse, og fordi lykkeligvis ingen af Parterne var mægtig nok til varigen at betvinge de andre; men denne Stræben er den hemmelige Mening af Nordens hele Historie, Det er den ledende Grundtanke i Nordens liv - den Nordstjerne, som vel ofte har været tilhyllet af Taager og Stormskyer, men om hvilken ligefuldt er sandt: ”nescit occasum!” [den kender ingen Nedgang].
At Tanken først sent og ufuldstændig har arbejdet sig frem til Klarhed i selve Folkenes Bevidsthed, kan ikke forundre os; thi det samme gjelder om hele vort Folkeliv - det har ligget i Dvale. Men neppe vaagnede det i Slutningen af det forrige Seculum til større liv, og neppe reiste Folkets Mod sig til at gaae en Fremtid imøde, førend vi se den skandinaviske Idé fremstaa som den første politiske Tanke, der kom til Bevidsthed og til Orde. Og da uhørte Ulykker stormede ind over Folket, saa at hver politisk Tanke syntes brudt og hvert Fremtidshaab udslukket – da Lede over den nærværende Elendighed drev Folkeaanden til at søge Trøst i Fortidens Minder, hvad Andet mødte den der, end Tanken om Nordens Enhed, som grundige Forskere og begejstrede Sangere opelskede og gjemte til bedre Tider, ligesom fordum, i Trængselens Dage, Leviterne i Templets Helligdom skjulte den sidste Spire af Davids Æt. Hvad Under da, at der hos os, som i det øvrige Europa, Folkeaanden atter hævede Hovedet og sandede lidt friere, den greb og grebes af hin Idee, hvorover vore Bedstefædre havde tænkt, og hvorom vore Fædre havde sunget – den Idé, der er vor Fortids Minde og vor Fremtids Haab - der er vore Nætters Maane og vore Dages Sol, og det Væld, hvoraf vi skulle øse Styrke og Frejdighed til at gjøre Nutidens Gjerning. Derfor har jeg Tillid til mit Fædrelands Skæbne; thi mit Fædreland er det hele treenige Norden - derfor tror jeg paa den Idee, i hvis Tjeneste vi her ere samlede; thi den daterer sig ikke fra igaar eller iforgaars, ikke fra nogle Ynglingers Venskabelige Sammenkomster eller nogle Digteres skjønne Drømme, men den er saa gammel som Norden selv: den har Aarhundreders Hævd og Verdenshistoriens hellige Daab.
Men derfor bliver det ikke mindre sandt, at denne Stund har fuld af dyb og glædelig Betydning; thi den er et mægtigt Vidnesbyrd om, at vi omsider ere slaaede ind paa den rette Vej, idet vi ikke mere søge at bygge Nordens Enhed paa Vold og Undertrykkelse, men paa Frihed og Kjærlighed - den Vej hvorpaa vi kunne vi naa den, uafhængigt af Dynastier og Forfatningsspørgsmaal, og uden Afbræk for Alt, hvad der er berettiget og skjønt og værdifuldt i de Ejendommeligheder, som Nordens tre Hovedfolk ikke skulle fortabe, men tvertimod bevare, styrke og udvikle i den Nationale Enhed, hvori de vide sig forenede til et stort, et rigt og et mangfoldigt Hele. Det er denne Erkjendelse, som har førtvore kjære Gjæster hid til os, det er den, som her er kommen dem imøde, og jeg tør holde mig forvisset om at disse Dage kraftigen deri ville styrke os Alle, og at det skjøbbe billede af et stort Folkemøde under Frihedens og Kjærlighedens Banner vil gjøre et mægtigt Indtryk paa de opmærksomt tilskuende Folks Fantasi – thi Fantasien er Folkenes Øje – og saaledes blive et virksomt Middel til denne Tros Propaganda. At denne Bevidstheds tidligst og stærkest har grebet den studerende Ungdom, er naturligt; thi det er, at jeg her gjentage det, - det er jo Aandens Majestæt at den med Ideens flammende Scepter at anvise Virkeligheden sin Vej, og det er de Unges gamle Ret, i dristig Forudgriben at opstille det Maal, hvorfor de som Mænd skulle virke. Derfor ville vi heller ikke lade os anfægte af, at vi kun ere unge; thi de Unge tilhører jo – som nys en anden Taler har sagt – de Unge tilhører Fremtiden. De Gamle ere ikke imod os - vi havde jo Vidnerne derpaa rundt omkring os og midt iblandt os. Men vare de os imod os, da skulde dette ikke rokke min Tro. Da vilde jeg sige til de Gamle, at de skulle vandre i Ørkenen, indtil de ere døde, den Sidste iblandt dem, men vi skulle see vore Ønskers forjættede Land; og de Unge vil jeg minde om at om 1 eller 2 Decennier ligger vort Fædrelands Skjæbne i vore Hænder. Da sidde vi i Kongernes og Krigenes Raad, da have vi vor anviste Gjerning, hver i sin Kreds trindt om i alle Nordens Lande, da have vi alle Midler ihænde til at fuldbyrde, hvad vi have sat os som vort Livs Opgave. Og blive vi da troe den store Sag, vi nu omfatte med Ungdommens begejstrede Kjærlighed, arbeide vi da, hver paa sin Vis, hver med de Kræfter, der ere ham givne, og i den Livsstilling, der vorder ham tildel, for dens Frengang og Seier - da vil vort eget Liv have Indhold og Betydning, da vil vor Stræben bære velsignede Frugter for vort store, fælles Fædreland – det stolte, herlige Norden. Det er det Løfte, jeg her aflægger i denne høitidelige Stund, og jeg kræver dem alle, saa mange de ere, til Vidne paa mine Ord. Og jeg spørger dem Alle, som her ere tilstede, jeg spørger den med al den Alvor, som fylder min Sjæl, og som lyser mig imøde fra Deres Øine, - Jeg spørger dem, om de med os ville indgaae et saadant Fostbroderskab? Jeg spørger dem, om dette Ja er mere, end et begeistret Øiebliks flugtige Ruus, om det er deres inderste Sjæls dybeste Tanke og sanddru Udtryk, saa at det ikke skal henvisne, naar Livets møisommelige Arbeide tungt sænker sig ned over deres Isse, ikke henveires, naar Modgangens Storme fare hen over deres Hoveder? Jeg spørger dem, om de veed, at et saadant Ja er et helligt Løfte, hvormed ingen ærlig Mand letsindigen tør lege, - et helligt Løfte, hvorfor De sætter i Pant Deres Manddoms Ære og Deres Sjæls Fred? Nu saa spørger jeg Dem da, om De som ærlige Mænd vil holde, hvad De af et oprigtigt Hjerte have lovet? Om De vil blive troe - troe indtil Enden - troe i Liv og i Død? (Alle disse Spørgsmaal besvaredes med tordnende Ja, der til sidst voxede op til en saa stormende Høide, at det bevirkede en lang Afbrydelse, hvorefter Taleren vedblev): Idet jeg staaer her, ombruset af dette Løftes mægtige Bølgeslag, fremtræder der for min Sjæl et Billede, saa gigantisk stort, at jeg næsten forfærdes ved at fremmane det for dem, men ogsaa saa stort, al Ingen kan have mig mistænkt for at overser den umaadelige Forskjel baade paa Personerne og paa Situationen. Jeg vil derfor navne det, thi der er godt at fæste Øiet paa det Store; - derved voxer det Smaa. Det Sted, hvor vi her ere forsamlede, er vel nu en rigtsmykket Festhal, igaar var det et Ridehuus. Nu vel, mine Herrer! det var i et saadant Huus, Boldhuset i Versailles, at for mere end et halvt Aarhundrede siden en Aftenstund en Samling af Mand traadte sammen, udgaaede fra deres sønderrevne og ødelagte Fædrelands forskjellige Egne, og aflagde en høitidelig Ed, at de vilde blive sammen, indtil de havde frelst deres Fædreland; - de holdt deres Ord, og hiin Aften blevet at de store Momenter i Verdenshistorien, et af hine skjæbnesvangre Øieblikke, der betegne Epokerne i Menneskeslægtens Udvikling. - Lover De, at vi ville holde sammen indtil vi have frelst vort Fædreland? Veed de at Deres Fædreland er ikke denne eller hiin Egn, men det hele store skandinaviske Norden? - De svarer mig Ja, saa gaae da hen og hold Deres Ord! Udrust Deres Sjæl og bered Deres Sind til at fuldbyrde Deres Gjerning, først og fremmest i Det, der nu ligger Dem nærmest, i Aandens og Videnskabens Verden, men ogsaa efterhaanden som De føres ind i det practiske Liv og kaldes til at deeltage i dets Jdrat, i Virkelighedens Rige. Det er dette Løfte, det er denne Pagt, vi nu ville besegle med et Hurra for Nordens Enhed."
(Kjøbenhavnsposten 27. juni 1845. Bladet fortsætter, se næste afsnit).
Talen findes i to versioner. Denne stammer fra Kjøbenhavnspostens referat fra Fædrelandet. En anden findes i Lehmanns egen efterbearbejdning i Efterladte Skrifter, som siden blev trykt i Danske Taler gennem 100 Aar.
- Det nordiske Studentermøde. IV. (Slutning af Festen i Ridehuset.) Efter Advocat Lehmann talte Professor N. Høyen saaledes:
M. H!
Imellem Navnene, som smykke Skjoldene her i Hallen, Navne, der en kjäre for ethvert af de tre nordiste Lande, kjäre for hele Norden, er der tre, som jeg i dette Øieblik ønskede at henlede deres Opmærksomhed paa. Det er Svenskeren Sergels, Normanden Dahls, Danskeren Thorvaldsens. Jeg nævner dem ikke som Glansspuncter af en fuldendt Konstudvikling; thi de ere langt snarere Forkyndere om, at ogsaa den Tid skal komme, da Konsten skal udbrede sit rige Farveskjær over det alvorlige Norden. Dog nævner jeg den, heller ikke som enkeltstaaende, thi enhver af os vil kunne nævne flere hæderværdige Navne, som slutte sig til dem; men disse tre flyde lettest over Læben, de lyse som et Banner, man gjerne følger i Kampen.
Thi Tiden er svanger med Kamp, og denne vil voxe med den Gjæring, som Bevidstheden om det Folkeliges dybe Betydning har fremkaldt. Ethvert Vaaben maa gribes, ikke blot det legemlige, men ogsaa det aandelige. Og for os gjælder det ei alene om skarpt og kraftigt at havde vor Nationalitet, men tillige at lade den udfolde sig i hele sin Adel, hele sin Skjønhedsfylde. Hvo af os kunde da vare saa lavhjertet eller saa sløv, at han skulde forsmaae eller glemme den mægtige Bistand, som Konsten byder?
Vel husker jeg, at jeg ikke selv er Konstner, og at min Tale nærmest lyder til dem, der heller ikke ere Konstnere; men, m. H., vil Klaveerspilleren med hele sin Dygtighed formaae at frembringe andet end en mat Hvislen i Strængene, naar Sangbunden fattes? Og tag den mest fuldendte Mester, sæt ham til det ædleste Instrument, lad ham, fuld af Opløftelse fremtrylle de mest henrivende Toner, de skulle magtesløst hendøe i Luften, dersom de ei gjenklinge fra den levende, bevidste Sangbund i Tilhørernes Bryst.
Og saaledes ogsaa med Konsten. Dersom ikke Beskueren er som et reent, velslebet Speil, der tilbagestraaler Farver og Former, da vil Konstneren føle sig ensom i hele sin Mangfoldighed, fattig midt i sin Rigdom. Hans Værk vil da kunne lignes med Indsøen i den fjerne, aldrig betraadte Skov; dens rolige, blanke Flade afspejler Naturen i al dens vexlende Herlighed, men kun for Dyret med det sløve Øie, for Dyret, der kun søger den kølende, qvægende Vædske for at tilfredsstille sin dyriske Trang. Men Naturen virker i stedse fornyet Ungdomsfylde; den henødsler utrættet selv usete Skjønheder. Ikke saa med Manden, han trænger til Samklang, saafremt han skal virke med Kraft og Held; han behøver en Forvisning om, at ei Glemsel og Støv skal ruge over Hans Værker.
Der var en Tid, da Kirken var Konstens Moder, og dengang udbredte ogsaa fremmed Konst det første, svage Skjær over det store, dæmrende Norden. Men Tiderne vexle, og den Kilde, hvorfra Konsten her skal hente Liv og Kraft, den udvælder af hele vor Folkelighed. Vi trænge til alvorligt at dvæle ved gamle Bedrifter, vi behøve at have de Mænd for Øie, som vore Forfædre fulgte, og dem, som vi selv ville følge, gjaldt det end den forvovneste Kamp; vi ville glæde os over Folkelivet paa Sletterne og mellem Fjeldene. For vore Konstnere maa der ikke blot være et Danmark, et Norge, et Sverig, men der maa være et fælles Hjem for dem i hele Norden. Vi have kæmpet indbyrdes, og selv disse Kampe ville vi skue, men med et Sind som Einheriarnes, naar de mødtes i Valhal. Tvedragt og Kiv skal være glemt, vi have kun Øie og Beundring for Heltemødet, hvor vi møde det, i Sverig, i Norge, i Danmark.
En venlig Skjæbne har knyttet hine tre Ravne tilsammen. Gubben Sergel opmuntrede den unge Thorvaldsen, og Thorvaldsen var Dahls trofaste Ven og Beundrer. Det være en Bebudelse om den samme uskrøtede Hjertelighed mellem Nutidens og Fremtidens nordiske Konstnere. Det være en Bebudelse om, at den Tid skal komme, da Christiania, Stockholm, Kjøbenhavn skulle forlyste sig ved og være stolte af ædle Konstværker fra alle tre Riger. Et Hurra, mine Herre, for Løvbladet i nordisk Konst!"
Herefter fulgte Stiftsprovst Tryde:
"Den Mand, som her træder frem mellem Dem, mine Herrer! for at hilse paa denne Forening af nordiske Studerende, og udbeder sig at maatte henvende nogle faa Ord til Dem, er, som De strax vil see og høre, en Mand langt Udover det skjønne, ungdomsfriske Studenterlivs Aar, saa fulde af voxende Kraft og blomstrende Haab. Dog hilser han i denne broderlige Forening af Nordens unge Sønner et opfyldt Ungdomshaab. Et Haab, jeg nærede ogsaa paa en Tid, hvor jeg ikke turde vente en saa almindelig og hjertelig Samklang som nu, dersom jeg havde villet udtale det Ønske, jeg nu i fuld Samstemning med Alle kan udbringe for en bestandig voxende inderlig og aandelig Forening mellem de tre nordiske Folk til Udvikling af Nordens Aand; ikke i den forfængelige Tanke, at det skulde være en Aand over alle Aander, men i den ædle, mandige Bevidsthed om, at de nordiske Folk med deres ejendommelige Anlæg og Evne ogsaa ere kaldede til at indtage en selvstændig Stilling i Rækken af Europas Folk, at dyrke deres egen Lod paa Civilisationens Mark og at bringe deres egne Frugter til det store Marked. For under den naturlige, men stærke Indflydelse af mægtige Grander, at kunne havde vor Ret til med Aandsfrihed og Selvstændighed at kunne dyrke vor egen Odel; en Odel, hvori vist hvert af de tre Folk har Sit og vil beholde Sit, men hvori vi ogsaa have noget Fælles med hinanden og med ingen Andre; derfor er det vi ønske at slutte os bestandig nærmere og inderligere til hinanden; - og see dette, er den hele skandinaviske Idee, hvorover man har villet gjøre saa stor Ophævelse; som Nogle have villet ansee for en phantastisk Grille, fordi den, som enhver Idee i sin første Fremtræden, kun har formaaet at vise sig i en ufuldkommen ydre Skikkelse, Andre ment Intet at have betyde, fordi det fornemmelig kun var i de ungdommelige Gemytter, at den levede. Men hvad der som Idee gaaer frem af Slægternes Liv, er et aandeligt Naturprincip, der med samme stille, forborgne Magt træder ind i Livet og giver sig efterhaanden Skikkelse, naar man kun ikke fordriver det ved fremkonstlet Varme , som hvad der i den legemlige Verden viser sig som Livsprincip. Og hvad det angaaer, at denne Idee fornemmeligen kun lever i den fremvoxende Ungdoms Sjæle, da maa det dog vel være klart for Alle, at dette spaaer den et længere Liv og en frodigere Udvikling, end om den fornemmeligen kun levede i os Gamle, der snart vilde tage den med os i vor Grav. Derfor tør vi visselig vente, at Ideen om de tre nordiske Folks inderlige, broderlige Forening nok vil komme til Mands Modenhed og sin Værts Fylde. Men Eet udkræves dog, om dette skal skee, som vi ikke maae forglemme: den maa bevares i sin Renhed, den maa ikke blande sig med andre Ideer, der kunne være samtidige med den, give sig i deres Tjeneste og blive ufrie i sin egen Udvikling. Vi ville ikke bedømme disse Ideers Værd eller Uværd; "Enhver kan være god for sig", hedder det i et gammelt Ordsprog; men det hedder ogsaa: "Enhver skal holde sig paa sit Eget". Enhver Idee udvikle sig kun ad sin egen Vei; - dersom de høre sammen ville nok deres Veie til rette Tid og Sted støde sammen; men forbindes de i Utide, vil Ingen af dem naae Maalet. Maaskee trues den skandinaviske Idee noget af denne Fare; derfor, mine unge academiske Brødre I tager ikke en gammel Mands venlige Advarsel ilde op! Lader ikke Deres ungdommelige Begejstrings rene, klare Vin saae en for stærk Tilsætning af Politiseringens Syre, der altid frembringer Gjæring og efterlader en bitter Smag. Dog, det har vel ingen Nød! - Fordi, oprigtigt talt, Politiseren i vore Dage er bleven saa dagligdags, at ingen Monsieur Hjeronymus kan møde Monsieur Leonard udenfor deres Gadedør, for de strax begynde en politisk Discours, derfor vil mon vel i det glade, aandsfriske nordiske Studentermøde holde den ude; thi at dreie sig med alle andre i,den samme, indskrænkede Kreds og ikke kunne komme ud over det Almindelige og Sædvanlige, det kaldes jo - saa tykkes mig - Philisteri; men dette har altid i Studenterlivet været skyet som Pest. Det vilde og sandelig være Synd, om Politiken blev den Dalila, i hvis Skjød vor unge, bolde Samson indslumrede i tomme Drømme, saa at Philistrene fra en anden Side - thi der er mange Slags Philistre - saae Lejlighed til at komme over ham, baste og binde ham, udstinge hans Øine og lade ham trælle for dem. - Dersom De nu mine Herrer, efter at have hørt disse Ord, ville udbringe et Hurra med mig for en ren Udvikling af den skandinaviske Idee, da vil det hjerteligen glæde mig".
Dr. Sturzenbecher fra Stockholm erholdt dernæst Ordet:
"Mine Herrar!
Vi fira i afton en giädjefest, och det ar dock ett djupt allvarligt ord, jag vill tala till Eder; jag säger det från början öppet och uppriktigt, det är ett stridsrop, jag vill utkasta midt i er glädje. Jag känner mer än väl, att der äro många, hvilka hata dessa stridsrop i fredens tid, at de tala såsom vise man sålunda: "Hvorfor desso mörka uppmaningar, hvorfor detta flamrande vapengny i en tid, som vår? Lefva vi då icke i det djupaste lugn, har icke störstadelen af vår verldsdel efter gamla strider dåtervunnit denna glädjeliga stillhet, som är på samma gång för folken och füstorna så ytterst hälsosam? Ei, det ena året går efter det andra sin jemna gång, våren bringar oss blomster och lärkor, vi beså vora åkror i glädje och hopp, den väna sommaren går döfver, och om hösten fylla vi våro låder med alskön välsignelse; Iåtom ofs da vara tacksomma for hvad vi ega och icke sörja for nogra drömda skyer bakom horisonten!" Så tala de vise, men jog vill derpå svara: ja, Europa er lugnt, der ligger en djup tysthet ofver dess länder, men denna tysthet är en betydelsefull. Shakespeare sager på något ställe, med anledning af en sådan plötslig tysthed: "Der går en engel genom rummet!" Så är det, m. H.! Der gar en engel genom Europa, och det ar derfor, det er så tyst. Det är frihetens engel som mönstrer sina Härskaror, och folken böja i helig tystnad knä for dess majestat. Det är frihetens engel, som mönstrer sina legioner till den strid, hvilken komma ställ. Och den skall komma. Sickerligen ännu en gang skall ideen nödgas taga till svärdet, for att skaffo sanningen och rättvisan seger öfver fortrycket, fördomerna och dumheten. Det är derföra de unge må "slumra med öppna ögon", såsom skalden sjunger, det är derfor, vi må i tid våra beredda på allt, om det också skulle vara att en gång använda alle våra frihetsdikter och alle våre tidningsartikler till förladdning och patroner. Det är derfor, jag önskar, att ingen måtte gå från denna herrliga fest utan med den högtidliga känsla, som vore han invigd till framtidens högre värf, till utförande af ett stort, verldshistoriskt verk, och det ar derför, jag föreslår en allman skål for allvar i glädjen, för handling vid siden af ordet, for dristig handiing, for ädel handling, for handling utan rast och ro."
Da endelig følgende Sang af H. P. Holst var afsungen:
talte Magister Monrad.
"Vender Deres Tanke, mine Herrer, bort fra det, som her er tilstede! Vender den til det, uden hvilket Livet vilde tabe sin Fylde, og Tomhed herske i Sjælenl Vender den til den Qvinde, som er Dem den kjæreste!
"Staaer hun for Dig som Dit Livs Ledsagerinde, - der er uden Tvivl ikke mange iblandt Dem, med hvem det er Tilfaldet, - som den, der giver Din Glæde sin Glands og blandet Deltagelsens Sødme i Din Bekymring, som den der gjør Dine Erindringer eviggrønne og Dit Haab frisk og frodigt, - vender Deres Tanke til hende.
Staaer hun for Dig, som det lysende Punct i Dine Ungdoms Forventninger, som den, efter hvem Din Sjæl higer, fordi det tykkes Dig, at Du lige saa lidt kan undvære hende, som Du kan undvære at indaande Luften, - vend Din Tanke til hende! Er Du lykkelig, er Ordet sagt, og er det ikke vendt tomt tilbage - glæd Dig, og vi ville glæde os med Dig. Og er Du ulykkelig, blander Dine Suk sig med Nattevindens Susen, og Din Taare sig med Duggen paa Blomsten, vend dog Din Tanke til hende! Vi skulle forene vore Ønsker med Dine, forenede skulle de storme over Øresund og Kattegat; hvo veed det, maaskee hendes Sind dog lader sig bøie.
Og staaer hun for Dig, ei som Hustru og ei som Elskerinde, men som den, der har baaret Dig under sit Hjerte, og ved hvis Bryst Du har hvilet - vend Din Tanke til hende. Der er dog Ingens Kjærlighed, der er saa stor som en Moders, ja jeg havde nær sagt, at den er større end Himlens, thi Himlen har sit Helvede, men en Moders Hjerte veed ei af Fordømmelse at sige. Styrt Dig, hvorhen Du vil, skuf bittert hendes bedste, hendes stolteste Haab, sat Sorgens dybe Marke paa hendes Hjerte og hendes Aasyn og vend tilbage til hende, og hendes Favn vil staae Dig aaben. Derfor vend Dine Tanker til hende I
Dog lader os ikke blot sende Tanken til den Qvinde, som er Enhver især den kjæreste; lader os vende Tanken til Qvinden. Vider det, vi gjøre det ei for Høflighedens Skyld, men fordi vi i Qvinden hylde en stor Samfundsmagt. Stille ukjendt, useet er hendes Indflydelse - og ei anderledes bør det sig at vare - men over hele Samfundet er den udbredt, den virker i Løn som Jordens dunkle hemmelighedsfulde Kraft. Betro mig Nøglen til de nordiske Qvinders Sind, og mægtig skal den skandinaviske Idee fremskyde. Der er sagt paa dette Sted: Fremtiden tilhører de Unge; jeg kunne fristes til at sige: Fremtiden tilhører Qvinden, thi hende er det, som giver os vort Modersmaal, hende er det, som dybt i Barnets Sjæl gjemmer Livets Sæd, der ofte skyder friske Skud, naar Haaret graaner. Derfor, vi Skandinaver maae hylde i hende en Magt, til hvis Gunst vi beile.
Og vi hylde hende, ei for at belære hende, men for at lære af hende. Thi hvo forstaaer som hun at leve i Øieblikket, at hengive sig til det? Og hvo forstaaer kun som hun at leve i Haabet? Et Liv i Haab, der ei har sin Rod i det Nærvæcnde, bliver tomt og indholdsløst; og et Liv i Nuet, over hvilket Haabets blaa Himmel ei hvælver sig, paa det tynger Prosaens og Kjedsommelighedens Blyvægt. Men at forbinde Livet i Nutid og Livet i Fremtid, Livet i det Nærværende og Livet i Haabet, det er en stor Konst, og den forstaaer Qvinden. Og vi, som her ere forsamlede, netop vi bør forstaae det Samme, thi alt Andet ville vi glemme og mægtigt skal Glædens Blus brænde de Dage vi ere sammen, og klart skal Haabets Stjerne funkle og forbinde os, naar vi ere adskilte."
Hermed sluttedes Talernes Række. Endnu forbleve Deltagerne i Festen en Timestid samlede under Musik, Dands og den brusende Jubel, der altid plejer at slutte unge Menneskers Lag, naar saavej Glædens Nectar som Tankens begejstrede Flugt har hævet Stemningen langt ud over Hverdagslivets snæverhjertede Ro og Kulde. Omsider adskiltes de Sidste, da Klokken var mellem 2 og 3, og Morgensolens blege Skjær blandede sig med de udgaaende Kroners. Det feiler vel neppe, at mange af Kjøbenhavns Indvaanere ere blevne vækkede af deres gode Søvn ved den Efterklang, som pleier at følge de fra en saadan Fest Hjemvandrende. Vi have imidlertid Intet spurgt til nogen forefalden Uorden, og det feiler vel heller neppe, at Politiets Embedsmænd og Betjente have havt den humane Befaling, at lade den overstrømmende uskyldige Glæde temmelig frit Løb.
(Fædrelandet 27. juni 1845. Herefter gengav bladet Wimmerfeldts tale i Ridehuset, se ovenfor hvor den er sat i kronologisk rækkefølge).
Festen i Ridehuset. Vi have senere erfaret, at Arrangementet af Localet fornemmelig skyldtes Theatermaler Christensen foruden de af os forhen nævnte Kunstnere. De Deeltagendes Antal var 1600. Iøvrigt ville vi fortiden blot forbeholde os de Bemærkninger, til hvilke Festen og Referaterne derom give Anledning.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 26. juni 1845, 2. udgave).
Efterretninger fra Kongeriget.
Kjøbenhavn. Fra de svenske og norske Studenters Ophold her fortælles adskillige Anekdoter, hvoraf vi til en Prøve for det Første meddele efterstaaende: Ved Banketten i Christiansborg-Ridehuset gik det som bekjendt meget lystigt til, og hos mange medbragte de gode Drikkevarer den forunderligste Virkning. To Danske, hvis Sandser vare temmeligt omtaagede, stødte paa hinanden. De ene brækkede paa det Svenske, den Anden paa det Norske, og efterat have udtalt deres overstrømmende Følelser om den smukke Fest, besluttede de at drikke Dus. "Hvad är Herrans Namn? Jag heter G ......!" - "Men det hedder jag ogsaa! Hvad seer jeg, er det Dig, Peter? Det kunde Du have sagt ligestrax. Jeg havde nær ikke gjenkjendt Dig." Det var to Brødre, som havde drukket Dus. (Flvpst.) (Dannevirke talte nylig om at der hørte Viin til at begeistre Slesvig-Holsternernes Fester, efter ovenstaaende Fortælling synes det at være en Feiltagelse og at Vinen netop spiller en betydelig Tolle i skandinaviske Selskaber.)
(Lyna. Wochenblatt für Hadersleben und Umgegend / Ugeblad for Haderslev og Omegn 12. juli 1845.)
