Criminalsag: Tyverie og Hælerie. (Efterskrift til Politivennen)

Criminalsag. Under 27de f. M. er ved Landsover- samt Hof- og Stadsretten paakjendt en meget vidtløftig Sag imod en Mængde ved Tyverier og Hælerier indbyrdes forenede Tiltalte, af hvilke Adskillige flere Gange forhen have været dragne for Retten, uden at Retfærdighedens straffende Sværd har kunnet ramme dem. Den afsagte Doms store Udførlighed gjør det upassende at optage den fuldstændigt i nærværende Blad, og desuden findes iblandt de halvhundrede Tiltalte endeel, med Hensyn til hvilke Dommen ikke indeholder Noget, der fremfor de mangfoldige almindelige Tyve- og Hæleri-Sager, opfordrer til Meddelelse. Vi have derfor troet at burde indskrænke os til at lade aftrykke Domspræmisserne blot for enkelte Tiltaltes Vedkommende, der i en eller anden Henseende fortrinligviis synes at egne sig til offentlig Kundbarhed, som Bidrag til Kundskab om Retspleiens Beskaffenhed eller om Sædelighedstilstanden.)

2. Arrestantinden Inger Jørgensen, Guldsmed Knaghs Enke, som er 35 Aar gammel og som tidligere har været under Tiltale for Hæleri, men dengang blev frifunden for videre Tiltale, kan imod sin Benægtelse vel ikke ansees overbeviist om, selv at have deeltaget i noget Tyveries Udførelse eller - som af Arrestanten Waad og Arrestantinden Ane Cecilie Petersen er forklaret - ligefrem at have opfordret disse til at begaae Tyveri og endog i saadant Øiemeed forsynet dem med falske Nøgler, men da det, efter hendes for Politiretten afgivne, med de forøvrigt oplyste Omstændigheder stemmende Tilstaaelse, hvis Tilbagekaldelse for nærværende Rets daværende Criminalkammer efter Lovens 1-15-1 ikke kan komme i Betragtning, maa ansees tilstrækkelig godtgjort, at hun i flere Aar forinden sin i Februar Maaned 1844 stedfundne Anholdelse, jevnlig har hælet med Tyve, idet hun navnligen har afkjøbt, ikke alene de Nysnævnte, men flere andre under nærværende Sag ei tiltalte Personer en Mængde forskjellige Tyvekoster, fornemmeug Guld og Sølv, som hun tildeels har omsmeltet og atter solgt saavel i forarbejdet som uforarbejdet Tilstand, hvilken saavel med vitterlige Tyve, som med andre mistænkelige Personer drevne Handel efter hendes egen Forklaring har indbragt hende omtrent ligesaameget aarlig, som den Fortjeneste, hun har havt ved at drive Guldsmedprofessionen, - vil hun i Henhold til Bestemmelserne i Forordningen 11te April 1840 § 24 være at straffe som om hun selv havde stjaalet, og skjønnes den Straf, hun efter bemeldte Forordnings § 1 saaledes har forskyldt, efter samtlige oplyste Omstændigheder og navnligen det Omfang, hvori hun har drevet det omhandlede ulovlige Erhverv, at kunne fastsættes til 4 Aars Forbedringshuusarbeide, hvorved maa ansees absorberet den Straf, hun fremdeles i Henhold tt'l bemeldte Forordnings § 58 cfr. § 77 har forskyldt for ligeledes at have kjøbt Ting, der udgaves for at være fundne.

7. Hvad angaaer Tiltalte Guldsmed Peter Christian Christensen, der efter hans Opgivende, der er skjønnet at stemme med hans Udseende, er omtrent 30 Aar gl., og som ved Høisterets Dom af 19de Decbr. 1839 er for Hælerie anseet med Fængsel paa Vand og Brød i 6 Gange 5 Dage, da er der under nærværende Sag fremkommet en høi Grad af Formodning om, at han, saavel imedens han her i Byen arbeidede som Svend hos Arrestantinden Knagh, som efter at han senere har etableret sig som Guldsmed i Sorøe, har gjort sig skyldig i en temmelig udstrakt Deeltagelse i bemeldte Arrestantindes Hælerier, samt ogsaa selv afkjøbt Tyve deres Koster, men han har imidlertid vedholdende benægtet saadant. Han er fremdeles befunden at have været i Besiddelse af et til 50 Rbd. vurderet Gulduhr , som maa antages ved et i Juli Maaned 1843 i Lundforlund ved Slagelse forøvet natligt Indbrud at være frastjaalet Fru Hinderup sammesteds, i Forbindelse med endeel Sølvtøi, som der ogsaa er fremkommet nogen Formodning om, at Tiltalte har modtaget og smeltet; men uagtet den Bestjaalne har beviist sin Eiendomsret til dette Uhr og aflagt Tilhjemlingseed med Hensyn til samme, vil Tiltalte efter de oplyste Omstændigheder og navnlig i Betragtning af, at hans Foregivende om at have kjøbt Uhret af en ham ubekjendt omreisende holsteensk Kniplingskræmmer dog findes noget bestyrket ved de af Hans Rasmussen eller hans Uhrmager og Huusmand Søren Larsen under et i Sorø fra den 13de til den 20de Decbr. f. A. optaget Forhør afgivne Forklaringer, dog ikke kunne fældes hverken som Tyv eller Hæler for Besiddelsen af dette Uhr, ligesom han overhovedet ikke imod sin Benægtelse kan ansees tilstrækkeligt overbeviist om de ham forøvrigt imputerede Hælerier, og maa han saaledes blive at frifinde, dog efter Omstændighederne ikkun for Actors videre Tiltale.

8. Tiltalte Philip Edvard Gædiken, som er Guldsmedsvend af Profession, men i 1842 har nedsat sig som Meel- og Grynhandler her i Staden, er af Arrestantinden Knagh sigtet for at have modtaget en stor Deel af det Guld og Sølvtøi, som de Tyve, med hvilke hiin stod i Forbindelse, have bragt hende, men uagtet hun derhos har opgivet flere forskjellige Tyverier, hvorfra denne Tiltalte har modtaget Kosterne, kan han, som har paastaaet, at det saaledes Modtagne altsammen af ham er smeltet og i saadan Tilstand solgt deels til Mynten og deels til Verelerere her i Staden, dog ikke ansees overbeviist om nogen speciel Deeltagelse i disse Tyverier. Derimod har han i Almindelighed vedgaaet, at han i Løbet af 2 a 3 Aar forinden han, som forommeldt, forandrede Næringsvei, jevnligen har afkjøbt Arrestantinden Knagh Guld- og Sølvtøi, som denne bragte ham paa hans Bopæl, og om hvilket hun et halvt Aar efterat hun saaledes havde begyndt at komme til ham, tildeels ligefrem sagde ham, at det var Tyvekoster, uden dog at angive hvor eller af hvem det var stjaalet, at han ofte herfor har betalt hende en 30 a 40 Rbd. ad Gangen, og at han i den anførte Tid har havt sin væsentligste Indtægt af denne Handel med Guld og Sølv, hvoraf han dog har kjøbt endeel paa Auctioner, og med hvilken ulovlig Handel han vil have ophørt, efterat han som anført i 1842 etablerede sig som Meel- og Grynhandler, idet han efter den Tid ikkun har afkjøbt Arrestantinden Noget. hun tidligere havde pantsat til ham. For dette sit Forhold vil Tiltalte, som er 31 Aar gammel og ikke tidligere har været tiltalt eller straffet, i Henhold til Fr. 11te April 1840 § 22 være at belægge med Straf, som, efter samtlige oplyste Omstændigheder, skjønnes at kunne bestemmes til 1 aars Forbedringshuusarbeide.

9. Arrestanten Helge Halvor Petersen Sley eller som han ogsaa kaldes Helge Petersen eller Helge Halvorsen Sley, som er 25 Aar gammel og ved Kjøbenhavns Politiretsdom af 21de Februar 1838 for første Gang begaaet Tyverie anseet meb 60 Dages Fængsel paa sædvanlig Fangekost, ved nærværende Rets Dom af 31te Juli s. A., for Hælerie, som var begaaet forinden hiint Tyverie, anseet med en Tillægsstraf af 2 Gange 5 Dages Fængsel paa Vand og Brød, samt endelig ved samme Rets Dom af 19de April 1842, efterat være sat under Tiltale for Tyverie eller Hæleric, er frifunden for videre Tiltale , har efter langvarig Benægtelse saavel tidligere som efter hans Anholdelse under nærværende Sag, omsider tilstaaet, i Forbindelse med hans Søster, Arrestantinden Ane Cecilie Petersen, og et andet ikke under nærværende Sag actioneret Fruentimmer, den 13de Decembcr 1839 omtrent Kl. 10 om Aftenen, at havt gjort Indbrud paa Gaarden Abelsminde paa Amager, hvor han indtil den 1ste November f. A. havde tjent, og der bortstjaalet endeel Sølvtøi, 4 Nysølvs Spillestager, en Fruentimmerkaabe og 2 Flasker Viin, hvoraf den Bestjaalne har ansat det ikke tilstedekomne Sølvtøi til en Værdi af 80 Rbd., medens det Øvrige er anslaaet til omtrent 20 Rbd. Han har vedgaaet, at det var ham, der lagde Planen til dette Tyverie, hvori han foreslog de Andre at deeltage, og at han efter Ankomsten til Stedet, hvor han vil have seet Lys i Pigekammeret, men ikke kunde iagttage de andre Soveværelser, som vendte ind til Gaarden, har ved Hjælp af et Stykke graat Papir, som var besmurt med Klister, trykket en Rude ind og derefter aabnet et Vindue i Gavlen, hvorigjennem han krøb ind og senere udleverede Kosterne til de Andre, som forblev« udenfor. Han har fremdeles vedgaaet, en Aften i November Maaned 1840 fra et aabentstaaende Vindue hos en Spekhøker i Teglgaardsstrædet, ligeledes i Forbindelse med hans førommeldte Søster, at have stjaalet en til 15 Rbd. vurderet Fjerding Smør, som de derefter solgte til Tiltalte Andreas Hansen, men kan forøvrigt ikke ansees tilstrækkeligt overbeviist om de ham imputerede Hælerier. Da det førommeldte Indbrudstyverie, der efter de Oplysninger, som i saa Henseende have været at tilvejebringe, ikke kan betragtes som natligt, som begaaet forinden Forordningen af 11te April 1840 ikke kan henføres under bemeldte Forordnings § 12, 1ste Membrum, som er strengere end den ældre Tyvslovgivning, vil Arrestanten nu alene være at ansee efter meerbemeldte Forordnings § 13 for gjentaget simpelt Tyverie med en Straf, som efter Omstændighederne findes at kunne bestemmes til 3 Aars Forbedringshuusarbeide.

10. Arrestantinden Kirstine Hansdatter, fornævnte Helge Pedersens Hustrue, som er 32 Aar gammel og ved Kjøbenhavns Politirets Dom af 14de September 1839 for Tyveri anseet med Fængsel paa Vand og Brød i 3 Gange 5 Dage, er under nærværende Sag ved egen Tilstaaelse i Forbindelse med de iøvrigt tilveiebragte Oplysninger tilstrækkelig overbeviist om at have stjaalet et Sølvuhr, som ikke er kommet tilstede, men som den Bestjaalne har ansat til en Værdi af 10 Rbd., samt at have paa en mere eller mindre virksom Maade deeltaget med Arrestantinden Ane Cecilie Petersen i 29 Tyverier, hvoraf de 6 ere udførte i tillaasede Værelser eller Kamre, som oplukkedes med falsk Nøgle eller et krumbøiet Søm. Hun har derhos vedgaaet, ogsaa til andre Tyverier at have overladt bemeldte Arrestantinde Brugen af den omhandlede Nøgle, som hørte til hendes egen Beboelsesleilighed, nogle Gange at have baaret den for hende paa Gaden, samt oftere, uden at have været Cecilie behjelpelig med Tyveriernes Udførelse, at have baaret de stjaalne Koster for hende paa Gaden, hvilket denne, som henhørende til de mistænkelige Personer, ikke selv turde af Frygt for Anholdelse, og at have faaet Andeel i Udbyttet af Cecilies Tyverier, hvilket navnlig ogsaa var Tilfældet med det førommeldte af denne og Helge Petersen udførte Indbrudstyveri paa Abelsminde, ved hvilken Lejlighed hun modtog i Part af Kjøbesummen for det der stjaalne Sølvtøi med 7 Rbd. For dette Forhold vil Arrestantinden være at ansee efter Forordningen 11te April 1840 § 13 cfr. § 12, 1ste Membrum, § 14 og §§ 21 og 22, og findes hendes Straf efter Omstændighederne at kunne bestemmes til Forbedringshuusarbeide i 4 Aar.

(Sluttes)

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 21. januar 1846, 2. udgave)

Criminalsag. (Sluttet, see Gaars-Nr.)

“Ane Cecilie Petersen, Becks Enke, født og hjemmehørende i Kbhvn:; er straffet ofte og 3 Gange med Forbedringshusarbeide for Tyveri; et ualmindeligt tyvagtigt Frt:; stjæler især fra uaflaasede Kjøkkener.” [1866-1867]. Genealogisk Forlag.

11. Arrestantinden Ane Cecilie Petersen, som er døbt den 16de April 1824, med Opgivende at være født allerede den 14de August 1822, er 3 Gange straffet for Tyverie, begaaet under criminel Lavalder, nemlig ifølge Kjøbenhavns PolitiretSdomme af 2den November 1836 og 27de Mai 1837, respektive med Riis og simpelt Fængsel paa sædvanlig Fangekost i 40 Dage, og og i følge nærværende Rets Dom af 21te Juli 1828 med samme Fængsel i 80 Doge. Fremdeles er hun ved denne Rets Dom af 12te October 1838 for ulovlig Pantsætning anseet med samme Slags Fængsel i 8 Dage, og endelig ved Politidirecteurens Resolution af 22de Juli 1843 med Fængsel paa Vand og Brød i 4 Dage, for ikke at have for Protokollen over mistænkelige Personer anmeldt sit forandrede Logis. Hun har derhos oftere været anholdt og arresteret som mistænkt for Tyverie, og er nu under nuværende Sag [ca. 4 år ulæselige] om, i Løbet af 4 [ca. 4 ord ulæselige] Anholdelse i Januar Maaned 1844, at have deels alene og deels som forommeldt i Forbindelse med hendes Broder Helge og dennes Hustrue, forøvet over 50 forskjellige Tyverier, hvoraf de l2 ere udførte deels ved Hjelp af Arrestantinden Kirstine Hansdatters førnævnte Nøgle og deels ved paa anden Maade at oplukke Laase, og hvoraf det betydeligste er udført i Sommeren 1842 hos en Gjæstgiver Frandsen ved Vestervold Nr. 211 i Stuen, hvor Arrestantinden, som af hendes oftnævnte Broderkone, der kjendte Leiligheden, var givet Anslag paa at udføre dette Tyverie, en Eftermiddag, da hun af denne var underrettet om, at Frandsens var ude, ved Hjelp af en Stige, som hun fandt i Gaarden, krøb ind ad et aabenstaaende Vindue, og af et Chatol, som hun aabnede med en Kniv, borttog endeel Sølvtøi, som blev solgt til Arrestantinden Knagh, og som denne igjen vil have solgt til Tiltalte Gædiken. Det er ikke kommet tilstede, men den Bestjaalne har ansat sammes Værdie til 160 Rbd., som Arrestantinden in solidum med Arrestantinderne Kirstine Hansdatter og Knagh vil have at tilsvare. Af de øvrigc af Arrestantinden bortstjaalne Koster er stærste Delen, navnligen forsaavidt de bestode i Guld og Sølv, ligeledes afhændede til Arrestantinden Knagh, og en ikke ubetydelig Deel deraf til Tiltalte Andreas Hansen og Hustrue, som efter Arrestantindens Udsagn begge vare vel vidende om, at det var Tyvekoster, hun bragte dem. Arrestantinden har fremdeles som Hælerske deeltaget i det forommeldte af Kirstine Hansdatter begaaede Uhrtyverie. For sit omhandlede Forhold vil Arrestantinden være at ansee efter Fr. 11te April 1840 §§ 1, 12, lste Membrum og 22, og findes hun, efter samtlige om hende oplyste Omstændigheder og i Betragtning af hendes lange Arrest at kunne afsone sin Brøde med 5 Aars Forbedringshuusarbeide.

“Sophie Fred: Stendrup, Andersens Hustrue; løsagtig Fruent:, Leilighedstyv og Boutikstyv; ofte straffet; løsladt efter Benaadning fra livsvarigt Tugthus d: 16/4 69. See mist: Prot: C. Pag 208.” [1869]. Genealogisk Forlag.

12 & 13, Tiltalte Jernhandler Andreas Hansen og Hustru, Tiltalte Sophie Frederikke Andersen, hos hvem Arrestantinden Ane Cecilie Petersen af og til har havt Arbeide med at sortere Klude, ere af bemeldte Arrestantinde sigtede, ikke alene, som forommeldt, for i en temmelig betydelig Grad at have hælet med hende, men endogsaa for at have opfordret hende til Tyveri. Hustruen har nu ogsaa vedgaaet, at hun saavelsom Manden antog, at de Gjenstande, som de fra Tid til anden have afkjøbt Arrestantinden, og som bestode i Fødevarer, Gangklæder, Linned, Kobbertøi, Porcellain, Glas, Sølvtøi m. v. vare stjaalne, hvorimod Manden ikke har været at formaae til i saa Henseende at afgive nogen uforbeholden Tilstaaelse. Men i Betragtning af hans egen i høi Grad vaklende Forklaring, i Forbindelse med hans Hustrues forommeldte Tilstaaelse, og naar hensees til, at han dog har maattet indrømme at have afkjøbt Arrestantinden en Mængde Ting, hvoraf han endnu blev funden i Besiddelse af endeel, om hvilket det maa antages godtgjort, at de virkelig vare stjaalne, samt at hans Foregivende om at han ansaae disse Ting for reelt Gods, og navnligen troede at Arrestantinden, som han vidste var en Tyv, solgte dem for Andre, staaer i Strid med hans Forsøg paa at gjøre enkelte af Kosterne ukjendelige, og strax efter hans Anholdelse at ville lægge Dølgsmaal paa hans Handel med hende, skjønnes han dog, ligesaavel som hans Hustru, at maatte ansees tilstrækkelig overbevist om de dem imputerede Hælerier, hvorimod deres oplyste Forhold ikke skjønnes at kunne paadrage dem egentlig Tyvsstraf. Den af disse Tiltalte, af hvilke Andreas Hansen er omtrent 46 og hans Hustru 50 Aar gammel, og om hvem det ikke er oplyst, at de tidligere have været tiltalte eller straffede, efter Forordningen 11te April 1840 § 22 forskyldte Straf findes efter Omstændighederne at kunne bestemmes til 3 Maaneders Forbedringshuusarbeidc for hver især.

19. Tiltalte Carl Christian Yndestad, som er 21 Aar gammel og ikke tidligere tiltalt eller straffet, har vel vedgaaet, til Tiltalte Handelsmand Abraham Salomon at have pantsat 2de Assistentshuussedler, den ene lydende paa et Uhr og den anden paa en Frakke, hvilke forrige Tiltalte, (c: Nr. 18) som er hans Søster, havde leveret ham, fordi hun frygtede for, at Panterne, som vare komne fra Arrestantinden Knagh, skulde være ulovligen erhvervede, og at han da foretog Pantsætningen deels af Trang og deels fordi han ikke vilde have disse Sedler liggende hos sig. Det er nu vel ikke oplyst, at de omhandlede Panter ere stjaalne, men Tiltalte skjønnes dog for sit forommeldte Forhold ikke at kunne undgaae at ansess med en i Henhold til Fr. 11te April 1840 § 80 cfr. § 22 lempet arbitrair [et par ord ulæselige] bestemmes til Vand og Brød i 3 Dage.

20. Tiltalte Skrædersvend Niels Johan Bentzen eller Niels Johan Peter Bentzen, som er 33 Aar gammel og ikke tidligere tiltalt eller straffet, har vel indrømmet at have været vidende om og seet igjennem Fingrene med hans forommeldte Hustrues (Nr. 15) Hælerier med Arrestanten Waad, hvem han selv engang har afkjøbt et Par Beenklæder, som han dog ikke ansaae for ulovlig erhvervede, men han skjønnes dog ikke saa Henseende at have udviist saadan Virksomhed, at han kun ansees skyldig i det ham imputerede Hæleri og maa saaledes blive at frifinde for Actors Tiltale.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 22. januar 1846, 2. udgave).

Ane Cecilie Petersen dukkede årtier op senere i tyverisager, se særskilt indslag herom

Straffeanstalten. (Efterskrift til Politivennen)

Straffeanstalten. ("Coll. Tid.") I Henhold til hvad vi foreløbigen have anført herom i vor Løverdags-Tidende meddele vi nu den udførlige Beretning:

Ifølge indgiven Beretning fra den under 23de Juni f. A. udnævnte Direction for Tugt-, Rasp- og Forbedringshuset i Kjøbenhavn befandtes den 1ste Juli 1845 inddømte i Tugt-, Rasp- og Forbedringshuset 651 Fanger, af hvilke 41 Mandsfanger hensadde i Citadellets Taarne, 240 Mandsfanger i Tugthuusbygningen paa Christianshavn, og 163 Mandsfanger samt 207 Fruentimmerfanger i Afdelingen paa Søqvæsthuset.

Af de i Citadellets Taarne hensiddende Fanger vare 19 derhen udbragte i April Maaned f. A. efter det paa Inspecteur Keller skete morderiske Overfald, de øvrige 22 Forbrydere havde størstedeels hensiddet sammesteds i flere Aar. Det er saaledes ikke blot for at afsone disciplinaire Forseelser, for hvilke der ere dicterede bestemte kortvarige Fængselsstraffe, at Fangerne hensidde her; men Taarnene ere Opbevaringssteder for dem, som enten inddømmes til streng Bevogtning eller ansees for meget farlige Forbrydere, der true Straffeanstaltens Sikkerhed. Fangerne ere her indsluttede som oftest to og to i een Celle, og ligesom de ere uden egentligt Opsyn, saaledes er det Arbeide, som kan gives dem her, medens Dagslyset i disse ved deres Construction og Beliggenhed tildeels meget mørke Celler tillader dem at arbeide, ingenlunde anstrengende eller af en saadan Beskaffenhed, at det kan ansees for et blot nogenlunde haardt Strafarbeide. Forpleiningen, som gives disse Fanger, er endeel bedre end den, som de øvrige Fanger i Tugt-, Rasp- og Forbedringshuset faae, hvilket af sanitaire Grunde er anseet nødvendigt. I alle andre Henseender maa derimod Opholdet i disse snevre Celler, der hverken kunne opvarmes eller oplyses, ansees for en særdeles haard Straf. Taarnene, ved hvilke ere ansatte en Justitssergeant, en Opsynsmand og 2 Arbejdsmænd, bevogtes af 4 militaire Poster om Dagen og 6 militaire Poster om Natten, og foraarsage saaledes det Offentlige en ikke liden Bekostning, uden Hensyn til, at Fangernes Underholdning her koster Anstalten omtrent 15 Rbd. mere pr. Individ om Aaret end ellers, og at deres Arbeide i samme Grad er mindre indbringende. Skjøndt Taarnenes Construction skulde lade formode, at de med Hensyn til Sikkerheden Intet lode tilbage at ønske, har dog Erfaringen tilstrækkelig godtgjort det Modsatte, hvilket formeentligen hidrører fra Vanskeligheden af at forhindre, at de Menige, som her faae Post, satte sig i utilbørlig Forbindelse med Fangerne.

I Tugthuusbygningen hensadde, som anført, 240 Mandsfanger, af hvilke 77 vare inddømte til Rasphuset, 23 til Tugthuset, og 140 til Forbedringshuset. I Rasperiet vare til den nævnte Tid ikkun 24 Fanger beskjeftigede; disse arbeide og sove to og to i et Aflukke. Desuden beskjeftigedes med Raspning og Høvling af Træ i Høvlekjelderen 12 a 14 Rasphuusfanger; men disse sove paa de sædvanlige Sovelofter i Tugthuusbygningen. De Rasphuusfanger, der ei finde Beskjeftigelse ved Raspningen, dele Arbeide med Tugthuusfangerne og Grændsen imellem Tugt-, Rasp- og Forbedringshuusstraffen er saaledes factisk næsten ophævet. Ligeledes er Arbeidet det samme for Tugthuusfangerne og Forbedringshuusfangerne; dog have disse to Klasser af Fanger deres adskilte Arbeids- og Sovesale, og Adskillelsen er yderligere ogsaa forsaavidt opretholdt i Tugthuusbygningen, at Livsfanger og Aarsfanger i Reglen arbeide og sove i forskjellige Localer. 

Tugthuusbygningens Construction frembyder den store Mislighed, at Tilgangen til de fleste Arbeidssale er igjennem foranliggende Arbeidslocaler, og at disses Antal i det Hele er ringe i hvilket ogsaa er Tilfældet med Sovelofterne. Herved modarbeides Opsynets Virksomhed til Disciplinens Oprettelse og dets Sikkerhed i dets Pligters Udøvelse, og ikke mindre hindres herved den tilbørlige Inddeling og Adskillelse af Fangerne. De arbeidspensa, der ere reglementerede fra ældre Tid, ere fastsatte saaledes, at der levnes Fangen betydelig Tid til at fuldføre Overarbejde, hvorved han kan sattes istand til at indkjøbe Provisioner og derved bøde paa den ham tilstaaede daglige Forpleining, der er fastsat saa ringe, at der er gjort Regning paa, at Fangen ved Overarbeids-Fortjeneste skulde supplere den. Men da saaledes det, som Fangen skal arbejde, er meget mindre end det, et til Straffearbeide inddømt ardejdsført Individ kan og bør arbeide, saa er det heraf en Følge, at der vel gives en bestemt Tid til Opholdet i Arbeidsstuerne, men ingen bestemt Arbeidstid, kun at det daglige Arbeidspensum præsteres. Da fremdeles dette sidste ingenlunde staaer i Forhold til Straffegraden, men snarere staaer i omvendt Forhold til denne, saa følger heraf, at Fangerne factisk enten kunne dovne meest eller fortjene meest i de Afdelinger af Straffeanstalten, hvor de inddømmes for de største eller gjentagne Forbrydelser. Det antages saaledes, at Fangen i Rasperiet, hvem det kun er paalagt at raspe 120 Pd. Træ om Ugen, ikke behøver at arbeide mere end 2 a 3 Arbeidsdage for at fuldende sit ugentlige Pensum; den øvrige Tid kan han anvende til Overarbeide, hvis han ikke foretrækker Ørkesløshed eller af Mangel paa leveret Arbeide henholdes deri. Den her paapegede Mangel af en bestemt Arbeidstid, i hvilken Fangerne burde være pligtige til vedholdende at arbeide, bidrager ogsaa til yderligere at svække det allerede ved Bygningens mangelfuldt Construction vanskeliggjorte Opsyn, idet der, naar det paa en Maade er meer eller mindre afhængigt af Enhvers Forgodtbefindende, om og naar han vil arbeide, maae opstaae Usikkerhed med Hensyn til hvad Opsynsbetjente i saa Henseende kunne befale og fordre. Denne Usikkerhed er i desto høiere Grad tilstede, da der ligesaalidt er givet Opsynet nogen egentlig Instrux, hvori dets Pligter og Rettigheder ere fastsatte, som der existerer noget Reglement for Fangerne, hvori det Liv, som de have at føre, er fastsat og paa en indtrængende Maade betegnet for dem. Da derhos de Vanskeligheder, som Localiteternes Beskaffenhed medfører for Underopsynet med Hensyn til en sikker Controllering af Fangernes Færd, ogsaa stille sig i Veien for de overordnede Embedsmænds Control med Underopsynet, saa bliver det forklarligt, at dette snart kan gribe Lejligheden til at colludere med Fangerne og selv medvirke til Disciplinens Slappelse, snart kan søge at udøve en større Myndighed end det her udøve. Hertil kommer den høist vigtige Omstændighed, at Anstalten næsten ganske mangler de nødvendlge Cachotter, hvor opsætsige Fanger øieblikkeligen kunne hensættes indtil de rette Vedkommende, efterat have undersøgt deres Strafskyld, kunne dictere dem den Correction, som de have fortjent. De existerende Cachotter ere nemlig kun saa i Antal og yderst uhensigtsmæssigen indrettede, ligesom de have en høist uheldig Beliggenhed, da neppe en eneste er anlagt anderledes, end at derfra let kan kommuniceres med Medfangerne i Gaarden, Arbeidssalene og de tilstødende Cachotter. Denne Mandel af Cachotter og af Straffesteder, hvor eensomt Fængsel og Vand- og Brøds-Straf hensigtssvarende kunde afsones, har heller ikke kunnet være uden Indflydelse paa Straffenes Bestemmelse, og har ikke kunnet andet end indskrænke Directionens frie Valg imellem de i Plac. af 31 Aug. 1813 nævnte Straffemidler. Det er saaledes corporlig Revselse, der jevnligst har været bragt i Anvendelse baade for disciplinaire Forseelser og for Mangel paa Flid, men i hvilken Grad og i hvilket Omfang; saadan Revselse anvendes, kan neppe blive uden Indflydelse paa Aanden i Straffeanstalten. Udsættelse i Taarnene anvendes sjeldent, netop fordi det er et saa extraordinairt Straffemiddel. Frygten for dette Straffeonde svækkes derhos betydeligen ved den bedre Forpleining og den Fritagelse for anstreengende Arbeide, som der finder Sted.

Det bestaaende Bespiisningsreglement er ingenlunde saadant, at et arbeidsført Menneske, af hvem vedholdende Arbeide skulde fordres i 12 Timer om Døgnet, derved vilde finde en tilstrækkelig sund Føde. Det maa imidlertid, som alt antydet, betragtes i sin Forbindelse med Arbeidsreglementet, og naar dette ikke kan ansees at være overensstemmende med en god Disciplins Indførelse og Opretholdelse, men tvertimod til væsentlig Hinder herfor og for den nødvendige Ordens Betryggelse i Straffeanstalten, saa kan hiint heller ikke andet end ansees at lide af væsentlige Mangler. Men en Forandring af Arbeidsreglementet, hvorved Fangen blev nødt til, imod at erholde en rigeligere og bedre Pleie, at arbeide for Anstalten i en Deel af den Tid, i hvilken han nu antages at arbeide for sit eget bedre Velvære, eller med hvilken han mere eller mindre kan flakke som han vil, møder de allerstørste Vanskeligheder i Anstaltens locale Beskaffenhed, i Mangelen paa tilstrækkelige Midler til et hensigtssvarende Straffesystems Gjennemførelse og i Beskaffenheden af Underopsynet; thi under Bygningens nuværende høist mangelfulde Construction, og under Savnet af tilstrækkelige Repressionsmidler, hvilke Omstændigheder have havt og altid maae have de, uheldigste Indflydelse paa det saa godt som ucontrollerede Underopsyns Beskaffenhed, vilde enhver Forandring, der ikke kunde undlade at indvirke paa Fangernes Stilling og af disse vilde blive anseet som en Forværrelse af deres Tilstand, give Anstaltens Sikkerhed til Priis for en Fare, til hvis Bekæmpelse de nødvendige Foranstaltninger og Midler netop savnes.

Loftet over Tugthuusbygningen er inddeelt i 7 Sovesale, hvori Rasperiets Livs- og Aarsfanger, Tugthusets Livs- og Aarsfanger, Forbedringshusets Livsfanger *) og et ikke ringe Antal af Forbedringshusets Aarsfanger tilbringe Natten. Det ringe Antal af Sovelofter gjør det indlysende, at der ikke finder nogen videregaaende Adskillelse om Natten af Fangerne Sted, end den, som de nævnte Hovedkategorier angive Fangerne sove to og to i een Seng, hvad der ikke kan andet end gjøre det Opsyn, der fra Gangen af føres med Sovelocalerne, mindre virksomt, skjøndt der er truffet hensigtssvarende Foranstaltninger til fra Corridoren af at belyse Sovelocalerne, og skjøndt, for at betrygge Nattevagtens Agtpaagivenhed, denne udøves paa eengang af en Opsynsbetjent, af en Vægter og af en Skildvagt, der gjensidigen skulle controllere hinanden. Sovelofterne ere iøvrigt reenligen holdte, og staae i denne Henseende ikke tilbage for Anstaltens øvrige Dele, hvor Reenlighed med Strenghed overholdes. Ogsaa er Luften paa Sovesalene upaaklagelig god, hvilket tilveiebringes derved, at Vinduerne om Dagen holdes aabne, ligesom ingen Latriner befindes i Nærheden af Sovesalene. I Arbeidssalene er Luften derimod mindre god. Hertil bidrager, foruden Tallet af de deri arbeidende Fanger og det indførte Arbeides Beskaffenhed, det høist ufuldkomne Latrineringssystem, der er indført i Anstalten, og som heller ikke kan undlade i sædelig Henseende at yttre en skadelig Indflydelse. Ligeledes maa hertil bidrage, at Fangerne ikke blot nyde deres daglige Maaltider i Arbeidssalene, men at her ogsaa opbevares alle Levninger, som senere fortæres og som ikke sjeldent om Vinteren opvarmes paa de i Salenes Midte anbragte Kakkelovne. Paa samme Maade som med Levningerne omgaaes med og opbevares i Arbeidssalene de Provisioner, som Fangerne kunne indkjøbe for deres Overarbeids-Fortjeneste, og som kun udleveres den, eengang om Ugen. Med disse Provisioner finder til Skade for Ordenen og Disciplinen megen Trafik Sted paa Salene, hvortil den ugentlige Levering maa antages væsentlig at bidrage; men Udryddelsen af denne Trafik, efterat den saalænge har bestaaet, møder ikke faa Vanskeligheder, der erholde deres største Vægt i de ovenfor paapegede Omstændigheder, som overalt gjøre deres Indflydelse gjældende, hvor der reises Spørgsmaal om Indførelsen af en Forandring, der skal betrygge Ordenen og Disciplinen. (Fortsættes)

*) Skjøndt Ingen, efter Anordningerne, kan dømmes til Forbedringshuset uden paa Tid, saa findes der dog en Deel Fanger i Forbedringshuset, som ere indsatte paa Livstid, idet Tugthusfanger, der findes egnede til Benaadning, ikke umiddelbart erholde deres Frihed, men først overflyttes til Forbedringshuset, hvorefter de, naar deres Forhold vedbliver at være godt, om kortere eller længere Tid, ved Kongelig Naade, faar Friheden tilbage.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 19. januar 1846, 2. udgave).

Citadellets tårne var to krudttårne som i perioden 1817-1847 blev brugt til fanger der blev anset for særlig farlige. Hvert tårn husede 30 fanger. Det andet tårn er nedrevet og bastionen tom. Øverst på volden var anbragt palisader så fangerne ville have sværere ved at flygte. Oprindeligt blev det brugt til fangerne fra oprøret i Rasp-. Tugt- og Forbedringshus på Christianshavn, siden også til andre.

Straffeanstalten. (Fortsat, see Gaars-Nr.) I Søqvæsthusets Afdeling for mandlige Forbedringshuusfanger, til hvilken, som ovenfor bemærket, 163 af de til Forbedringshuusstraf inddømte Fanger fandtes den 1ste Juli f. A., er Arbeidssalenes Beliggenhed vel noget mindre uheldig end i den gamle Tugthuusbygning, og frembyder saaledes mindre Vanskelighed for Underopsynets Virksomhed og for Indførelsen af en strengere og mere regelmæssig Orden. Men paa den anden Side er det her en meget mislig Omstændighed, at Alt næsten maa være overladt til Underopsynet, og at dette ikke kan være undergivet en stadig Control af dem, der skulle føre Overopsynet. Anstaltens Inspecteur og Fabrikmester have deres Contoirer i den gamle Tugthuusbygning, hvor deres Hovedvirksomhed er dem anviist, og kunne derfor kun leilighedsviis varetage Overopsynets Pligter i Søqvæsthusets Bygning. Men selv afseet fra denne paa Anstaltens hele Ledning indgribende Omstændighed, ere Localiteterne ogsaa her, skjændt i andre Henseender end i Tugthuusbygningen, høist mangelfulde. Arbeidssalene vende for en stor Deel ud til de Bygningen omgivende Gader, og Communicationen ud til disse er saaledes meget vanskelig at forhindre. Gaardrummet er meget indskrænket og er kun ved et Plankeværk adskilt fra den tilgrændsende Søqvæsthuusgaard, saa at det er umuligt at forhindre, at Communication finder Sted. Det indskrænkede Gaardsrum her frembyder desuden en større Hindring for Indførelsen af en ordnet og regelmæssigen bestemt Gaardtour for Fangerne, end Lokaliteten frembyder i Tugthuset. Ogsaa vilde det være meget vanskeligt, i det snævre Gaardsrum at anbringe Latriner og saaledes at give Slip paa det her indførte Latrineringssystem, der er det samme som i Tugthuset, men hvis skadelige Indflydelse næsten spores mere i denne Bygning end i den anden. Af Sovelofter findes over Bygningen 4, hvor Fangerne for en Deel ogsaa sove to og to i een Seng. Af disse er eet uden tilstrækkelig Ventilation, som vanskeligen, paa Grund af Bygningens Construction, kan tilveiebringes. Ogsaa ere samtlige Sovelofter vanskeligere at inspicere end i Tugthuusudgangen. Der existerer i denne Bygning kun to Cachotter, der saa meget mindre kunne benyttes som eensomme Fængsler, da Vinduet i den ene vender ud til det eneste Gaardsrum, som haves, og som tjener til Bevægelse for Fangerne, og den anden faaer Lys og Luft igjennem en Aabning ud til Trappegangen. Forpleiningssystemet saavelsom Arbeidsreglementet er det samme som i Tugthuset, og de Antydninger, som ovenfor i disse Henseender ere gjorte, have derfor ogsaa den samme Gyldighed med Hensyn til den her omhandlede Afdeling af Forbedringshuset. En Adskillelse af Fangerne enten med Hensyn til Alder eller første Gang Inddømmelse er ikke indført, og Arbeidssalenes Beliggenhed og den øvrige sammentrængte Lokalitet vilde ogsaa gjøre det meget vanskeligt at opretholde en saadan. Da hele Oeconomien er fælleds for Tugthuset og Søqvæsthuset, og de til samme hørende Indretninger befinde sig paa det første Sted, saa er en idelig Transport imellem disse to Bygninger uundgaaelig. Denne udføres af Fangerne. Ligesom det derved vanskeliggjort! at forhindre utilladelig Communication mellem Anstaltens forskjellige Afdelinger, saalede! besværliggjort! derved ogsaa Opsynsbetjentenes Tjeneste. I det Helt svækkes Opsynet derved, at Straffeanstalten er i forskjellige fra hinanden afsondrede Bygninger, hvilket ogsaa har til Følge, at Antallet af Opsynsbetjentene er større end det ellers behøvede at være i Forhold til Anstaltens Population. En anden hertil medvirkende Aarsag er, at Opsynsbetjentene ikke bespises i selve Anstalten, men der er indrømmet enhver Opsynsbetjent 2 Timer dagligen, i hvilke han forlader Straffeanstalten for at nyde sine Maaltider. Denne idelige Gaaen fra og til Anstalten gjør det end mere vanskeligt at kontrollere Underopsynet og at vaage over, at Opsynsbetjentene ikke selv foranledige Uorden og underholdt skadelige Forbindelser med Fangerne.

Sygehuset, som er fælles for den hele mandligt Deel af Straffeanstaltens Befolkning, har sin egen Bygning i Nærheden af Tugthuusbygningen, men er saaledes fjernet fra den i Søquæsthuset anbragte Afdeling af Forbedringshuset. Denne Omstændighed medvirker ligeledes til at forøge den byrdefulde og i flere Henseender mislige Communication imellem Straffeanstaltens Afdelinger; men paa den anden Side tilstede Lokaliteterne i Søqvæsthuset neppe noget særskilt Sygehuus, hvilket ogsaa i andre Henseender vilde vanskeliggjort Opsynet. I Sygehuset indlægges ogsaa til Cuur og Pleie Inqvisiter fra Stadens civile Arresthuus, fra Amtets 3 Birker og fra Fattigvæsenets Tvangshuus, ligesom de Syge fra de i Citadellet anbragte Taarne. Ligesom denne Indretning i andre Henseender maa erkjendes at være mislig, saaledes er den det for Straffeanstalten; thi det er saare naturligt, at der saaledes under Opholdet paa Sygehuset stiftes farlige Forbindelser, og skeer Meddelelser, der ere Disciplinen og Ordenen i Anstalten til Skade. Mangelen af mindre Sygeværelser gjør det endnu vanskeligere at forhindre de Ulemper, som paa denne Maade kunne afstedkommes, ligesom hiin Mangel i det Hele gjør denne Bygnings iøvrigt hensigtssvarende Indretning megen Afbræk.

I Forbygningen af Søqvæsthuset er den qvindelige Afdeling af Straffeanstalten indrettet, og deri befinder sig omtrent 200 quindelige deels Tugthuus-, deels Forbedringshuusfanger. Skjøndt Localerne for en Deel vende ud til Gaden, og denne Bygnings Nærhed ved Afdelingen for Mandsfanger ikke er fri for Uleilighed, maa det nærværende Locale for de quindelige Fanger dog ansees for langt bedre end de til Mandsfangernes Hensættelse benyttede Afdelinger. Da imidlertid Bestyrelsen og Indretningen af denne Afdeling i alt Væsentligt er den samme som i hiin, saa lider ogsaa Ordenen og Disciplinen her af de samme Mangler, som i Afdelingerne for Mandsfangerne udøve deres Herredømme. Vel vilde det ikke frembyde saa store Vanskeligheder, her at indføre de Forandringer, der kunne bidrage til en bedre Disciplins Opretholdelse; men dette vilde dog have sine særegne Betænkeligheder, naar ikke lignende Foranstaltninger samtidigen kunde træffes i de andre Afdelinger. Desuden savnes her ganske de nødvendige Cachotter og Straffesteder, der ogsaa formedelst Bygningens Beliggenhed og den fugtige Grund, hvorpaa den staaer, og som gjør Kjelderetagen næsten ubrugelig i saa Henseende, vanskeligt vilde kunne indrettes. Fangerne i den quindelige Afdeling sove paa 4 Sovelofter, der kunne inspiceres fra de tilstødende Værelser, som ere indrømmede Vagtkonerne. De have hver deres Seng; men deels sove en Deel af Tugthuusfangerne paa samme Loft som Forbedringshuusfangerne, deels ere en Deel af de første, der om Dagen ere adskilte fra de øvrige, henlagte paa et fælles Soveloft med andre Fanger, da Sovelocalerne ere for faa for at gjennemfore eller opretholde Fangernes hensigtsmæssige Adskillelse. Det qvindelige Opsynspersonale boer og bespises i Anstalten, hvilket aabenbart er en Fordeel, da Opsynet paa denne Maade kan være mere stadigt og det derved forhindres, at Opsynet saa let kan indbringe utilladelige Gjenstande, som Tilfældet er i Afdelingen for Mandsfangerne. Derimod gjelder hvad der oven er anført om Vanskeligheden i at føre det tilbørlige Overopsyn ogsaa i denne Afdeling, og da desuden Arbeids- og Spisereglementet samt Straffesystemet her er det samme som i Afdelingen for Mandsfangerne, finde ogsaa i disse Henseender de samme Misligheder og Mangler Sted. Heller ikke har Mangelen paa Instruere for de overordnede og underordnede Betjente og paa et Reglement for Fangerne undladt at yttre sin Indflydelse paa Tilstanden i den qvindelige Afdeling af Straffeanstalten.

Af ovenstaaende Fremstilling formeente Direktionen at det vilde være klart, at samtlige til Brug for Straffeanstalten optagne Bygninger i høi Grad trænge til Forandring, naar de nødvendige Reformer i Straffeanstaltens Ledning med Tryghed skuide kunne indføres. Men deels er dette dog ikke Tilfældet i samme Grad med alle Bygninger, deels maatte der ogsaa tages Hensyn til de forskjellige Arter af Forbrydere, for hvilke Straffeanstaltens forskjellige Afdelinger ere bestemte, og endelig havde Directionen troet, ikke at burde undlade at tage i Betragtning, at det er udtalt som Regjeringens bestemte Hensigt, saasnart det er gjørligt, at lade det hele Fængselsvæsen undergaae en tidssvarende Reorganisation. Ogsaa havde Directionen antaget, at et nyt Forbedringshuus efter de i den allerhøieste Resolution af 25de April 1842 udtalte Grundsætninger i en ikke fjern Fremtid vil blive opført her, da det er uomtvisteligt, at det Øiemed, som ved et sligt Forbedringshuus tilsigtes, slet ikke lader sig realisere uden en ny Bygnings Opførelse. Directionen troede derfor hovedsageligen at burde indskrænke sig til at foreslaae Forandringer i den gamle Tugthuusbygning, deels fordi Manglerne og Ufuldkommenhederne her er størst, deels fordi de her opbevarede Forbrydere ere de farligste, og endelig fordi denne Deel af Straffeanstalten tør antages i længere Tid at ville blive brugt til sin nærværende Bestemmelse, end Tilfældet kan antages at være med den omtalte Deel af Søqvæsthuset. Naar det først var blevet muligt at gjennemføre en ordnet Tugt og streng Disciplin i den Afdeling af Straffeanstalten, hvor Livsfanger og de farligste Aarsfanger indesidde, vilde desuden Faren og Uleiligheden ved at anordne den samme Tugt og Orden i Søqvæsthuusafdelingen være mindre. I denne sidste Afdeling skulde der saaledes, efter Directionens Forslag, ikke gjøres andre Bygningsforandringer end de, som maatte ansees for de meest paatrængende nødvendige, og hvis Bekostning maatte antages at kunde udredes af den Sum, der i Straffeanstaltens Budget er ansat til dens aarlige Bygningsarbeider og Reparationer. Iøvrigt tilføiede Directionen, at den i sit Forslag til Forandringer i den gamle Tugthuusbygning ikke havde tabt af Sigte, at denne Bygning muligviis i en ikke fjern Fremtid kunde undergaae en total Ombygning, naar den bebudede omfattende Reorganisation af Straffeanstalterne bliver iværksat, hvorfor den havde gjort sig det til Formaal at foreslaae saadanne Forandringer, der rimeligviis ville kunne gaae over i det nye System, som da vil blive indført.

Som den nødvendige Betingelse og Udgangspunctet saavel for Tugthuusbygningens mere hensigtsmæssige Indretning som for Indførelsen af en forbedret Disciplin, ansaae Directionen Anlæggelsen af en Corridor gjennem hele Bygningen, en Forandring, som ogsaa allerede i længere Tid havde været under Ventilation i den fratraadte bestyrelse. De væsentlige Fordele, som ville vindes ved en saadan Corridor, ere: en forøget Sikkerhed for Opsynet og Muligheden af at kontrollere dette, istedetfor at Overopsynet nu ikke om Dagen kan komme i Fangelocalerne, uden at dette forud baade maa komme til Underopsynets og Fangernes Kundskab. Naar alle Arbeidssale begrændses af en Korridor og ingen Gjennemgang længer finder Sted fra en Arbeidssal til en anden, vil der kunne tages enhver nødvendig Foranstaltning imod Fangerne, enhver Sammenrottelse af dem i Arbeidssalene vil kunne forhindres og Frygten for denne forsvinde. Og ikke mindre vil Anstalten vinde derved, et Opvarmingen da vil skee fra Corridoren, istedetfor at nu Kakkelovneene ere anbragte saaledes, at de ere aldeles i Fangernes Raadighed i Arbeidssalene. Endvidere fremhævede Directionen, at der efter det her omhandlede Forslag, der tillige gik ud paa, at den hidtil af Fabrikmesteren med Familie beboede Leilighed skulde indtages til Straffeanstaltens umiddelbare Brug, vilde i Stue-Etagen erholdes 6 og paa første Sal 10, altsaa i Alt 16 fra hinanden aldeles afsondrede Arbeidslocaler - foruden to Værelser i hver af disse Etager for Opsynsbetjente - , medens man for Tiden kun har 9 Localer til sin Disposition, der, som berørt, tildeels ere saaledes situerede, at man ikke kan komme til den ene uden at maatte passere een eller flere andre. Først ved en saadan Forfinelse af Arbeidslocalerne vilde det blive muligt at indføre den Adskillelse imellem Fangerne, som maa ansees hensigtsmæssig eller nødvendig, og at undgaa den Sammenblanding af ældre og yngre Forbrydere, som nu ikke kan undgaaes, hvor beklagelig den end er og hvor meget den end strider mod Lovgivningens positive Bud. Fremdeles vilde Indtragelsen af Fabrikmesterens Bolig til Straffeanstaltens umiddelbare Brug, i Forbindelse med en lignende Inddragelse af Fuldmægtigens Bolig, hvorom nedenfor, ikke blot medføre det Gode, at man paa denne Maade vilde fjerne fra den umiddelbare Nærhed ved Fangelocalerne de til Embedsmændenes Familie henhørende Personer, der saa let kunne give Anledning til ubehagelige Forbindelser og Kollisioner med Fangerne; men deraf vilde ogsaa den Fordeel resultere, at man kunde afskaffe Portneren ud til Dronningensgade, der ikke længere vil være nødvendig, naar Fabrikmesterens Familie ikke benytter denne Indgang. Herved vilde indvindes en ikke ubetydelig Besparelse, og idetmindste den Sum, som efter Billighed maatte gives Fabrikmesteren og Fuldmægtigen i Vederlag for de dem nu tilstaaede Boliger i Anstalten. Paa den anden Side vilde ved den ovenantydede Bygningsforandring ogsaa den Fordeel kunne opnaaes, at nogle ugifte Opsynsbetjente vilde kunnne erholde Bopæi i selve Anstalten, og at der vilde kunne skaffes Locale til samtlige Opsynsbetjentes Bespiisning, hvilke ikke vil være uden Indflydelse paa det nødvendige Antal af disse og de Fordringer, som kunne gjøres til dem.

I Kjelder-Etagen vilde der paa begge Sider af Corridoren kunne indrettes 5 Høvlekjeldere og 10 Raspekjeldere, i hvilke sidste de Fanger, som nu beskjeftiges i Rasperiet, kunde optages. Det nuværende Rasperi, som ligger i Midten af Gaardsrummet og saaledes borttager en ikke liden Deel af det i Forhold til Straffeanstaltens Befolkning indskrænkede Gaardsrum, vilde da kunne nedrives, hvilket Direktionen ogsaa fra andre Sider maatte ansee for særdeles ønskeligt. En Snees af de farligste Forbrydere ere her placerede midt i Gaarden, arbeidende for aabne Vinduer i en Een-Etages Bygning, saa at det bliver næsten umuligt at forhindre Samqvem med de Fanger, fra hvem de skulle være adskilte. Da de der arbejdende Fanger ogsaa sove her om Natten, bliver Opsynet med Gaarden og Nattevagten langt vanskeligere og bekosteligere end ellers vilde være Tilfældet. Efter Localiteterne ville vanskeligen Opvarmning og Belysning være at anbringe i denne Bygning, og de der indesluttede Fanger tilbringe saaledes en stor Deel af Døgnet om Vinteren i Mørke og Ørkesløshed, beskyttende sig mod Kulden ved at tilbringe den meste Tid i Sengen.

(Sluttes)

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 20. januar 1846, 2. udgave).

Christianshavns Torv med Tugthuset. (Fra: Kjøbenhavns Prospecter).

Straffeanstalten (Sluttet, see Gaars-Nr.) Det er derhos en stor Mislighed, at af de over 100 ttl Rasphuusarbeide inddømte Fanger ikkun nogle og tyve ere placerede her, hvorimod de Andre, selv de, der arbeide i Høvlekjelderen, ere andre Vilkaar underkastede og befinde sig i samme Stilling som Tugthuus- og Forbedringshuusfangerne. Denne Omstændighed gjør, at de, der hensidde i Rasperiet, vilde betragte deres Ophold der som en Ubillighed og Vilkaarlighed, naar der ikke paa den anden Side gaves dem mere end almindelig Leilighed til Overarbeids-Fortjeneste. Det er imidlertid indlysende, hvor let der af disse Forhold kan opstaae ubehagelig, Forviklinger, og hvorledes de i det Hele ere skikkede til at betrygge en god Orden i Anstalten. Naar derimod de nu i Rasperiet beskjæftigede Fanger bleve anbragt, i de ommeldte Kjelder-Localer, vilde de kunne blive langt bedre bevogtede og deres Communication med de øvrige Fanger langt kraftigere modarbejdet; de vilde kunne sysselsættes ved Lys ligesaavel som Fangerne i Høvlekjelderne, og naar der anvistes dem Natteleie paa et eget Soveloft i denne samme Bygning som de andre, vilde den Uleilighed og Fare forsvinde, som deres Bevogtning om Natten i den lave Bygning i Gaarden nu medfører. Det Exceptionelle og det idetmindste tilsyneladende Vilkaarlige i disse Rasphuusfangers nuværende Behandling vilde ogsaa paa denne Maade for en stor Deel bortfalde. Ved Rasperiets Bortfjernelse fra Gaarden vilde man derhos erholde et anseeligere Gaardsrum, hvilket i flere Henseender er af Vigtighed.

Directionen henledede dernæst Opmærksomheden paa den paatrængende Nødvendighed af at tilveiebringe et Straffeqvarteer i Anstalten. Savnet heraf har, som foran paapeget, havt en høist uheldig Indflydelse paa disciplinens Overholdelse og paa den hele Ledning af Straffeanstalten, og dette Savn vilde blive end føleligere, naar man vilde skride til at indføre en bedre Orden i Straffeanstalten, om det i det Hele vilde være muligt at kunne gjøre dette uden at være i Besiddelse af et Straffemiddel, der kan virke tilstrækkelig afskrækkende og reprimerende, uden i andre Henseender at støde an imod Menneskelighedens og Retfærdighedens Bud. Til Opnaaelsen af hiint Øiemeed foreslog Direktionen nu at inddrage den Fuldmægtigen nu indrømmede Bolig i Bygningen ud mod Dronningensgade, at unddrage den derover anlagte Arbeidssal og det ligeledes derover sig befindende Soveloft sin nærværende bestemmelse, samt at forlænge denne Deel af bygningen ud mod Dronningensgade i en Længde af 26 Alen, hvortil Murene af den afbrændte Tugthuus-Bygning kunde bruges. Man vilde da her kunne anlæg et Straffeqvarteer, hvori vilde kunne anbringes 12 Cachotter og 36 Straffeceller. Samtlige disse Celler vilde erholde deres Vinduer ud til Gaarden og disse i en saadan Høide fra Gulvet, at Communicationen igjennem dem ikke let vilde kunne finde Sted. Cachotterne vilde blive 11 Fod 10 1/4 Tomme lange, 6 Fod 3 Tommer brede, 7 Fod 6 Tommer høie; de vilde saaledes erholde en til deres Bestemmelse passende Størrelse, og da Directionen er betænkt paa at stille en Deel af Gaarden fra den øvrige Gaardsplads og henlægge den til Straffeqvarterer, saa vil al Communication med de i Cachotterne nedsatte fanger være afskaaret. Straffecellerne i 1ste og 2den Etage ville blive over 12 Fod lange og de i 3die Etage 8½ Fod lange; i alle 3 Etager ville Cellerne faae en Brede af 6 Fod 3 Tommer og en Høide af 10 Fod. Cellerne i de første Etager ville saaledes faae et Cubikindhold af over 760 Fod og Cellerne i 3die Etage af over 530 Fod. Hine ville følgelig være tilstrækkelig rummelige for Fanger, der for disciplinaire Forseelser her ville blive hensatte i længere Tid, og Cellerne i 3die Etage ville, da ogsaa her en kunstig Ventilation skal iværksættes, blive store nok for deri at lade hensidde Fanger, naar disse ikke skulle være isolerede længere end en Maanesstid. I disse Celler ville Fangerne desuden kunne beskjæjtiges paa en hensigtssvarende Maade, og da Isoleringen her vil være complet, tør det ikke drages i Tvivl, at man paa denne Maade vil sættes i Besiddelse af et Straffemiddel, der tør ansees virksomt til det tilsigtede Øiemeed, og som ikke vil kunne misbilliges fra Menneskelighedens Standpunct. Man vilde da tillige kunne enten give aldeles Slip paa eller idetmindste i høi Grad indskrænke Brugen af Taarnene i Citadellet som Straffested for Anstaltens Fanger, og dette kunde Directionen, efter hvad der i det Foregaaende er forklaret om denne Indretnings hele Beskaffenhed, ikke andet end ansee for i høi Grad tilraadeligt.

Med Hensyn til Latrinvæsenet holdt Directionen for, at Anlæggelsen af Latriner nede i Gaarden vilde være til Fordeel for Sundhedstilstanden, Ordenen og Reenligheden i Anstalten, og den foreslog derfor, i de forskjellige Gaarde at anlægge Latrinbygninger af en passende Construction. Foruden den Latrinbygning, der vilde være at anlægge i den til Straffequarteret henlagte Gaard, vilde der være at opføre 3 saadanne Latrinbygninger, 1 i den forreste ved Rasperiets Nedrivelse tilvundne Gaard, og 2 i de Gaarde, som blive at indrette i den nærværende Gaardsplads imellem Tugthuusbygningen, Sygehuset, Farveriet og Bygningerne ud til Overgaden oven Vandet. Disse Gaarde ville være adskilte fra hinanden, og, forsaavidt som de ikke ere omgivne af Bygninger, indhegnede med et 14 Fod høit Planteværk, og forsaavidt den ovenberørte til Straffequarteret henhørende Gaard vil komme til at støde op til Torvet, vil man kunne benytte de der staaende Mure af den afbrændte Tugthuusbygning til en passende høi og stærk Indhegning af samme og til paa en betryggende Maade at forhindre Communication og enhver Fare fra denne Side.

Endelig har Directionen paatænkt, i den gamle Tugthuusbygning at forøge Antallet af Sovelocalerne. For nærværende Tid er der i Bygningen ikkun 7 Sovelocaler, indeholdende omtrent 1600 Kvadrat Alen Rum, og naar efter det ovenfor berørte Forslag det Soveloft, som skulde gaae ind under Straffeqvarteret, bortfalder, vilde Antallet af Sovelosterne blive reduceret til 6, og et Areal af c. 200 Kvadrat Alen unddraget sin nærværende Bestemmelse; men ved at trække endeel nye Brædde-Skillerum til den ganske hensigtsmæssigen her anlagte Corridor langs med Sovelofterne, kunde man indrette 10 forskjellige Lofter af en Størrelse fra 140 til 180 Kvadrat Alen hvert, og paa et saadant Loft vil der kunne placeres fra 25 til 30 Fanger i enkelte Senge, saa at her kunne henlægges circa 250 Fanger. Da samtlige Sovelofter ere 10½ Fod Høie, er det nemlig anseet tilstrækkeligt, naar der paa hver enkelt Seng beregnes 5½ a 6 Alen Rum.

Bekostningen med de her angivne Tilbygninger og øvrige Forandringer i den gamle Tugthuusbygmng formeente Directionen, naar Arbejdet saavidt gjørligt udføres af Fangerne selv under Ledning af antagne Haandværkere, at ville, efter de anstillede Beregninger og gjorte Overslag, andrage ialt 27,000 Rbd., nemlig 7000 Rbd. til Opførelsen af Corridoren og Reparationerne i den gamle Tugthuusbygning, og 20,000 Rbd. til Opførelsen af Straffequarteret. Udgifterne til de projecterede nye Latrinbygninger og til Forandringen af Sovelofterne vilde blive afholdte af den Sum, som paa Straffeanstaltens aarlige Budget er opført til Reparationer og Bygningsarbeide. Iøvrigt udhævede Directionen, at der i den ovennævnte Sum af 7000 Rbd. er indbefattet hvad Gulvenes Reparation og Indlæggelsen af et tildeels nyt Bjelkelag vil koste; hertil vil alene medgaae 3,200 Rbd., der maae ansees som en aldeles uundgaaelig nødvendig Udgift for Straffeanstalten, da ikke blot Plankerne i bemeldte Gulve ere tildeels opraadnede, men det Samme ogsaa for en ikke liden Deel er Tilfældet med Bjelkerne og Underlaget. Directionen gjorde derhos opmærksom paa, at det Offentlige vilde indvinde en ikke ubetydelig Besparelse, naar det gjordes muligt ved Anlæggelsen af det intenderede Straffequarteer at inddrage de i Citadellet til Fangers Hensættelse nu brugte Taarne, hvis Bevogtning er særdeles kostbar, da det tor antages, at de derved posterede Skildvagter gjøre det nødvendigt, at 36 Menige indkaldes til Garnisonstjeneste over det Antal, som ellers vilde behøves. Lægges dertil, at de circa 40 Fanger, som der indesidde, ved deres Arbeide fortjene saare Lidet, at deres Underholdning pr. Individ koster 15 Rbd. mere om Aaret end Fangerne i Straffeanstaltens øvrige Dele, og at Straffeanstalten ved disse Taarne holder ansat en Justitssergeant, en Opsynsmand og to Arbeidsmænd, samt bekoster Belysningen ved disse osv., turde det formeentlig antages, at den Udgift, som aarlig vil kunne bespares, ifald Brugen af Taarnene kunde opgives, vil andrage imellem 2 og 3000 Rbd. foruden den Sum, som det militaire Vagthold koster, saa at Anlæggelsen af det intenderede Straffeqvarteer, endskjøndt det medfører øieblikkeligt ikke ubetydelige Udgifter, ogsaa fra det oeconomiste Synspunct - som dog forresten i en Sag af denne Beskaffenhed neppe burde være det afgjørende - vil vise sig hensigtssvarende, saa meget mere, som et saadant Straffeqvarteer ved sin Tilbagevirkning paa Ordenen og Disciplinen i Straffeanstalten umuligen kan andet end faae en betydelig Indflydelse paa Fangernes Arbeidstid.

Hvad angaaer de Forandringer, som Directionen agter at foretage ved Søquæsthusets Locale, og hvis Iværksættelse ikke vilde udkræve nye Tilskud af Statskassen, men kunne istandbringes af Anstaltens eget aarlige Budget, da bestaae de hovedsageligen i, at der i den qvindelige Afdeling anlægges en Corridor i Loftsetagen, sigtende til en bedre Fordeling og en lettere Inspection af Sovelocalerne, og at man ligeledes der anlægger et hensigtssvarende indrettet Straffeqvarteer, bestaaende af 6 Enkelt-Celler, hvorved Mangelen paa Cachotter og Straffeceller i denne Deel af Anstalten nogenledes vil blive afhjulpen. I den mandlige Afdeling af Søqvæsthuset har Loftsetagen, hvor Sovelocalerne ere indrettede, en til denne Bestemmelse kun lidet svarende Indretning. Ogsaa denne Etage agter Directionen at forandre, deels ved at forlænge Corridoren, deels ved at opsætte nogle flere Skillerom, hvorved det vil opnaaes, at Sovelofterne lettere ville kunne inspiceres og bedre blive ventilerede, og at Fangerne mere end hidtil kunne adskilles.

Endnu bemærkede Directionen, at den, saaledes som ogsaa af den afgaaede Direction var vedtaget, har begyndt at afløse de dobbelte Sengesteder i denne Afdeling af Straffeanstalten, og at den, i Overbevisningen om Nytten af at enhver Fange har sin egen Seng, agtede hermed at fortfare og ligeledes at udstrække denne Foranstaltning til den gamle Tugthuusbygning, saa at den haabede endnu inden Udløbet af det nu afvigte Aar at have bragt det derhen, at enhver Fange vil have sin egen Seng. Da de enkelte Senge forholdsviis indtage mere Plads end dobbelte, er det i denne Henseende en meget heldig Omstændighed, at Straffeanstaltens Population for Tiden er omtrent 200 færre end den var i 1843; men der vil dog ikke mangle Plads til enkelte Senge, selv om Populationen skulde stige omtrent 100 over det nærværende Antal, hvilket neppe er at befrygte.

Ved sluttelig at andrage paa, at der som et extraordinairt Tilskud maatte af Finantserne blive anviist Straffeanstalten den til Iværksættelsen af de ovenomhandlede Forslag fornødne Sum af 27,000 Rbd., tilføiede Directionen, at den troede saa meget mere at turde gjøre Regning paa, at dette vilde blive tilstaaet, som det Tilskud af Finantserne, til Beløb 20,000 Rbd., der i Budgettet for 1844 var opgivet som Anstaltens Fornødenhed i de nærmest paafølgende 3 Aar, ikke er blevet reqvireret for 1844, da det usædvanlige Arbeidsprovenue af over 40,000 Rbd., som ved Fangernes Virksomhed indvandtes for Straffeanstalten, gjorde dette unødvendigt.

Cancelliet maatte i Et og Alt anbefale de i Directionens Andragende udviklede Forslag til allerhøiestes Approbation. (Resolutionen har vi allerede meddeelt i Løverdags).

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 21. januar 1846, 2. udgave).

Det ansøgte beløb blev ved kongelig resolution bevilliget.

I 1853 åbnede tugthuset i Horsens, i 1859 forbedringshuset i Vridsløselille. Christianshavn blev i 1870 omdøbt til Christianshavns Straffeanstalt, bedre kendt som Kvindefængslet på Christianshavn. Som fængselsstraffe anvendtes simpelt fængsel, fængsel på sædvanlig fangekost, fængsel på vand og brød samt statsfængsel. Fængselsstraf blev udstået i offentligt fængsel efter forskrifterne for arrestvæsen. Vestre Fængsel stod færdigt 1895. I 1928 blev bygningen på Christianshavn nedrevet i forbindelse med udvidelsen af Torvegade.

Skuespiller Frederik Ferdinand Printzlau. (Efterskrift til Politivennen)

Frederik Ferdinand Printzlau (1814-1859). Debuterede 1833 på det kongelige teater. Han fik her en stormende succes. Bagsiden var at han begyndte at tage stimulanser, og da faderen Ferdinand Printzlau som var teatrets kasserer, af revisorerne i 1934 blev afsløret i at tage af teatrets kasse (der manglede 5.000 rigsdaler), tog det hårdt på ham. Faderen var også kasserer ved enkekassen hvorfra beløb blev overført frem og tilbage. Han blev langsomt til et vrag. Omkring 1846 blev Frederik fjernet fra det kongelige teater og blev provinsskuespiller. Også her fik han stor succes i de første år før det begyndte at gå ned ad bakke. De følgende artikler er om hans første år i provinsen.

Uorden paa Alborgs Theater. (I Aalborg Avis har man anket over, at Skuespiller Prinzlau har tilladt sig upassende Tilsætninger i en af ham udført Rolle. Formodentlig ere Andre af en modsat Mening, hvilket har givet Anledning til nedenstaaende Optøier):

Aalborg Avis af 10de ds. indeholder derom Følgende: Atter igaar vare vi Vidne til Optrin, der maatte sætte i Forbauselse, hvis ikke forresten ogsaa selve Forundringen nu maa ophøre og lade os indskrænke til det Ønske og den nødvendige Opfordring, at, naar Tact- og Velanstændighedsfølelsen i Publicum ikke er istand til selv at værne om sig, da Politiet, hvis Pligt det ved saadan Lejlighed er, ikke at være taus Tilskuer, skaffer sædelig og lovlig Orden, Ret og Ro tilveie. Ved Forestillingen maa nemlig den Deel i Publicum, som fandt Smag i Hr. Prinzlaus sidste Opførsel paa Scenen, have besluttet at ville give denne Anskuelse ny Stadfæstelse, thi ved nævnte Skuespillers Indtræden i "Aprilsnarrene", modtoges han fra denne Side med stærk Applaus, der imidlertid paafulgtes af Piben og Hyssen, og vedvarede disse Menings- eller Parti-Tilkjendegivelser - hvad man nu vil kalde dem - med den gjensidige Støi og Larmen, som en Kamp, der fremkaldes ved saa uheldigt beregnede Demonstrationer, altid maa have med sig i Følge Istedetfor at lade det forblive ved det tilstrækkelig Uhyggelige i en saa stærkt marqueret Meningskamp, søgte imidlertid Acclamanterne at forøge deres Styrke, idet der fra Mange af disse udsendtes Raab, der ikke blot vare insulterende mod den modsatte Menings Tilkjendegivere, men endog med al Simpelhed paakaldte raa Magt til at gjøre Mening til Villie, saa at selve Opinions- eller Partikampen befandt sig paa yderste Grændse af brutal Voldsomheds Gebeet, hvilket endog ved en Tilskuers korporlige Forgribelse paa en Anden blev betraadt, og det ved Tæppets Fald kun møisommelig lykkedes at tilveiebringe noget af den Orden og Anstand, som skyldes enhver offentlig Sammenkomst og fremfor Alt den, som idetmindste af Hensyn til Dame-Publicummet bør vide at holde sig indenfor Excessers Grændser. Da Tæppet atter var gaaet op, fornyede imidlertid Støien og Excesserne sig og bragtes kun et Øieblik til Taushed, idet Hr. Printzlau udbad sig Ordet og Tilladelsen til med dette at træde udenfor sin Rolle. En saadan Ret var under disse Omstændigheder naturlig, men Hr. Prinzlaus Brug heraf - ved navnlig at udtale sig om en af ham specielt udhævet Mand, som Organ i den offentlige Mening (og ved paa en confus Maade at sammenstille dens Bedømmelse, hans sidste Færd paa Scenen havde modtaget i den herværende Presse, med den Retfærdighed, der stedse af Samme med Roes er vederfaret ham indenfor sin Rolles Gebeet) - en Bersærkergang, som vi for vort Vedkommende forøvrigt ere lige saa tilbøielige til at undskylde, som vi, hvis en Reflekteren derover kunde underholde os, stedse ville føle det Smigrende i en saadan Opførsels og Ligesindedes Demonstrationer var saaledes beskaffen, at Hr. Prinzlau under ny Støien maatte afbrydes indtil Directeuren, under Raabet om Stykkets Fortsættelse, traadte frem og efter med et Par Ord at have henvendt sig til Publicum, tilfredsstillede dettes Forlangende, hvorefter Stykket fortsattes og fra de fleste Spillendes Side udførtes meget godt, med Undtagelse af den Svækkelse, som enkelte Fremstillinger efter det Passerede altid maatte lide. Med Hensyn til Begivenhederne i Publicum maae vi imidlertid beklage, at Politiets Tilstedeværelse ikke blev mere kjendelig eller virksom, eller at den tilstedeværende Officeer, som tog den rigtige Beslutning at tilkalde Vagten for at erstatte Politiet, ikke fik denne udført; thi ved Bortgangen fra Theatret vare atter Excesser af endnu scandaleusere Natur i Begreb med at udbryde, idet, efter hvad der er os berettet, en Mængde var sammenstimlet om den Person, i hvem Publicum oprindelig ved Hr. Printzlaus Rolletilsætninger, var bleven fornærmet, og ved Incitering og Insultering nødsagede flere agtede Tilstedeværende til under Politieskorte at ledsage den Forfulgte bort, efterfulgt af en Sværm, som endog underveis skal have forsøgt sig i et - Steenkast, der ramte en Dames Hat og efter den Voldsomhed, hvormed det traf, naar Hovedbedækningen ikke havde beskyttet, vilde have bibragt et maaskee dræbende Saar. Det er ubehageligt at maatte give et Referat af saadanne Begivenheder, der tildrage sig i vor Midte. Men Udskeielsen er her gaaet saa vidt, at en Skildring dog maaskee kan bidrage til at fremkalde en bedre Overvejelse og danne et fremtidigt sikkrere Værn imod slige Optrin. Hvad Politiet i denne Sag har foretaget, er os ubekjendt, men vi forstaae i det Hele taget ikke, hvortil Politiet holder en Fuldmægtig i Theatret, naar det ikke maa paahvile ham - uden Hensyn til den Stemning han som privat Tilskuer i den ene eller anden Retning kan dele (skjøndt han som Politiofficiant slet ingen privat Tilskuer kan være) - at forebygge eller standse en Meningskamps Overgang til Udbrud og Opfordringer, der skulde give en raa Magt eller Lidenskab Tøile. Beklageligt er det at maatte tænke eller ønske sig Politiets Indskriden ved en offentlig Handling eller Sammenkomst, men bliver den ved Excesser til Nødvendighed, saa skylder det baade Publicum og Skuespildirecteuren, hvis Ret og Stilling ved slige Optrin lige saa fuldt krænkes, at tilveiebringe Orden og idetmindste paabyde den Rolighed og lovlige Ret, som Politiet maa vaage over at see udført.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 15. januar 1846, 2. udgave).

Personen som Printzlau havde udtalt sig upassende om, var redaktøren af Aalborg Avis, Bernhard Ree. 

Johan Friedrich Fritz (1798-1870): Frederik Ferdinand Jacob Carl Printzlau (1814-1859). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Aalborg, den 19de Januar.

- Den tredie puniske Theaterkrig var dog ikke aldeles tilende, thi Laurbærrene vare endnu at uddele, ligesom maaskee ogsaa Resultatet af Krigen, med Hensyn til Publicums Bedømmelse af Scenens skyldige Decorum og af Publicums Pligter imod sig selv, har været et andet (idetmindste efter Søndags-Publicummets Fortolkning), end det vi troede at see stipuleret. Efter at Hr. Printzlau ved Stykkets Slutning igaar Aftes var fremkaldt, henvendte han sig nemlig med en Takketale til Publicum og havde dernæst - efter formeentlig Berigtigelse af den Maade, hvorpaa vi i vort sidste Referat havde opfattet Tilkjendegivelserne og Stemningen ved hans fornyede upassende Tilsætninger - den gode Idee, at holde en Skjændetale mod "Aalborg Stiftstidende", der blev modtagen med enthusiastisk Bifald: en Demonstration, der var os en interessant Stadfæstelse af del Omdømme om og Sindelag imod os og vor Redactions-Virksomhed, som vi ved saamangen anden Erfaring aldrig have betvivlet, besjæler en stor Deel af Aalborgs Publicum. (Aalb. Av.)

Fra Hr. Printzlau læses følgende Bekendtgørelse i "Aalborg Avis" :

"Til Publikum! Naar en Paastand fremsættes med Suffisance, og oftere gjentages, vinder den let Tiltro, og antages, af de i Sagen Uindviede, for et Evangelium. Denne gamle Erfaringssætning gør mig det til Pligt, herved foreløbig at bekjendtgjøre, at jeg, snarest muligt, i et Følgeblad til en af Provindsens resp. Tidender, skal give en aldeles tro Skildring af de i Theatret opførte Intermezzer, hvori det har behaget Hr. Ree at give mig Hovedrollen, uden at nævne sig selv og de andre tre Herrer, som godhedsfuld assisterede, Aarsagen, hvorfor jeg ikke strax seer mig istand til at fremkomme med denne nødvendige Berigtigelse af Facta (for det ærede Publicum heri Byen behøvedes dette vist ikke, da det er bekjendt nok, hvormegen Misbilligelse Hr. Ree's Referater angaaende denne Sag have mødt), vil være let at indsee for Enhver, der kjender Hr. Ree's Taktik, og veed, hvor vanskeligt og kostbart det er, at faae aabnet Aalborg Stiftstidendes Spalter for Artikler, der vedrøre Redacteuren. Jeg tillader mig tillige, at benytte denne Lejlighed til at takke det ærede Aalborgensiske Publikum for al den Deeltagelse, det navnlig under de sidste Forhold har viist mig, og uden hvilken jeg neppe vilde kunne holde mig imod en Modstander, der har saa stærke Vaaben, som Piben og Pennen, og som bruger begge med saa stor Færdighed.

Aalborg, den 20de Januar 1846.

Fr. Printzlau"

(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende 21. januar 1846)

Mere om Aalborgs Theater. Det hedder i Byens Avis af 17. dS.: Efter Alt hvad der senere er passeret, var det allerede mindre rigtigt af Hr. Printzlau, at gjentage saa kort efter til sin Benefice det Stykke, der havde givet Anledning til Optøierne i Theatret, og hvis fornyede Opførelse ogsaa af Politiet forbødes og først tillodes efter at saavel Beneficehaveren som Directeuren hos Politiet havde deponeret Forsikkring om, at ingen Tilsætninger deri skulde finde Sted. Uafseet herfra, maatte det desuagtet almindelig forudsættes, at Beneficehaveren, naar han end ved Stykkets Valg havde troet at maatte fjerne andre Hensyn for det, der i hans Forventning kunde influere paa Aftenens Indtægt: dog ikke kunde falde paa, atter at forsynde sig imod det simple, og ved Gjentagelse end mere saarede, Tactbegreb. Det maatte derfor høilig overraske, naar Hr. P. endogsaa igaar atter kunde glemme sig til at fremkomme med et Par af de sidste, til Personligheder alluderende, flaue Tilsætninger, og som ogsaa hver Gang mødtes med stærk og almindelig Hyssen og havde til Følge, at hans Fremkaldelse, der ved Stykkets Slutning forsøgtes og som Tæppet altfor iilsomt imødekom, ikke kunde udføres uden ligesaa at ledsages af stærk og vedholdende Hyssen. Hr. Printzlau vil nu indsee, at man ogsaa som duelig Skuespiller skylder at iagttage Scenens Decocum (og som ogsaa, om vi forstod ret, udtrykte sig i og vil finde sin Undskyldning ved hans Slutnings-Henvenden til Publicum); i Publicum stadfæstede den hele tactfulde Tone og Stemning, som man havde Grund til at vente, Erkjendelsen om hvad der skyldes Theatret, naar dette som Kunstforædlende og Sædeligheds-Anstalt ikke skal udarte til et Boldhuus for Lidenskabelighed eller Kabale; Politiet, hvis Virksomhed vi naturligviis altid helst ønske saa neutral som muligt, har af denne Theater-Sag ogsaa høstet sin Erfaring for Fremtiden, og saaledes "endte da den tredie puniske Krig".

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 22. januar 1846, 2. udgave).

- Et Inserat i "Randers Avis", som udtaler sin Misbilligelse over Hr. Printzlaus Scene-Tilsætninger, mener kun, at vi ved at revse en i sig selv saa Uvigtig Sag og Personlighed, maaskee havde været for varm. Vi ville kun hertil bemærke, at vi heller langtfra have tillagt denne Sag i sig selv ringeste Viglighed og endnu mindre reflekteret over den paagiældende Skuespillers Personlighed, men den Fraværende maae herved erindre, at Skuespilleren i del omhandlede Tilfælde ikke blot havde tilladt sig at alludere til Personligheder, men endog, ved at ville kritisere en Persons Stillinger ved Scenens Nærhed, havde paa den meest upassende Maade forladt sin Rolle og formelig begivet sig ind i Publicums; og skal Scenen ikke være et Giøglebrædt og Theatret ikke Puerititetens Boldgade, men begge Dele saavidt muligt repræsentere og befordre Kunst og Dannelse; saa behøver Udskeielsen, især naar den gaaer saavidt, ogsaa den alvorligste Tilretteviisning, og naturligviis staaer det da til Publicum, om det ovenikjøbet vil acclamere en Fornærmelse mod det selv eller vil vide at conservere og hævde sin og Theatrets Værdighed thi at, som "O. Th. Av." i Anledning af Hr. Pr.'s Færd bemærker, "Raaheden jo altid har Tilhængere", det er en Sandhed, som saadanne Begivenheder, uden at kunne præjudicere det bedrefølende Publicum, altid ville erindre om og som ogsaa "Aarhuus Avis" kan stadfæste. Naar hin Indsender i "Rand. Av." forøvrigt tillige mener, at det er Skuespildirecteuren, der burde have vaaget over at Scenen ikke misbruges, da maae vi ganske istemme dette. Veed en Skuespiller ikke at iagttage Scenens Pligt og Decorum, saa er det naturligviis ogsaa Directeuren, der maa erindre ham herom eller give de fornødne Paalæg. Men Intet af dette see vi at være foretaget af Hr. Orlamundt, af hvis gode Tact i øvrig Theaterbestyrelse vi ellers havde ventet en bedre Conduite end at han, som her aabenbar, enten har viist en Svaghed eller staaet i Forbindelse med det Passerede; thi ikke alene, at Rygtet allerede forud skal have bebudet, at man vilde gjøre et Stykke til Gjenstand for Scene-Tilsætninger, saa burde Directeuren idetmindste ved de første Misbrug i Stykket, selv uanseet at disse acclameredes, have modsat sig deres Fornyelse og end stærkere Fremtræden i det Følgende, og allermindst burde han have tilladt en ny Opførelse, om der end hertil inciteredes; thi hvad nytter det, at Dhrr. Orlamundt og Printzlau give Politiet Tilsikkringer, naar man dog har den mageløse Hardiesse at fremkomme med nye upassende Tilsætninger, og hvorledes har da Politiet optaget disse, thi Stykket "den letsindige Løgner" indeholder intet om "at ride paa Crocodiller", og har heller Intet om "Hofjunkere" (hvor der i Stykket staaer Kammerraade). Af Randers Avises Inserat i denne Sag hidsætte vi endnu Følgende: "Af hvad der om de omtalte Theaterscener er meddeelt, fremgaaer ogsaa, at der har været Misfornøjelse tilstede over at der hyssedes i Theatret. Denne spidsborgerlige Misfornøjelse erindrer os om en magnifique Spidsborgerlighed, der for nogle Aar siden gav sig tilkjende i Odense, idet endeel Herrer, der fandt Anledning til at hysse ad en Præstation, endog udsattes for Brutalitetens Udbrud, retsom om man i et Theater, hvor man har Tilladelse til at tilkjendegive Bifald, ikke ligesaafuldt havde Ret til at give sit Mishag tilkjende. Vi kunne ingenlunde ønske, at man underkaster omrejsende Skuespilselskabers Præstationer nogen stræng Kritik, men ganske at lade Kritiken borte og idelig kun at rose, klappe, fremkalde, hvor der saa ofte ikke er Anledning hertil - det er dog virkelig under al Kritik. At der anvendes Kritik, er unægtelig i Skuespillerselskabernes egen Interesse. Havde man saaledes oftere i Provindserne udtalt sig dadlende om slette Præstationer, vilde det vel ogsaa have bidraget til, at flere Skuespillere, der nu kun udi egen Indbildning ere duelige, vare blevne ret brugbare Skuespillere."

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 23. januar 1846)

Debatten fortsatte i Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 9. februar 1846)

Frederik Ferdinand Jacob Carl Printzlau døde 43 år gammel 1859 af tæring (tuberkulose og andre sygdomme som medfører vægttab fx kræft) hos sin tante Regine Thorup i Frederiksberggade. Han efterlod sig en frakke, to par bukser, en vest, en hat, et halstørklæde, tre skjorter, tre par strømper og et par støvler til en samlet værdi af 16 rigsdaler der ikke dækkede begravelsen. Dagbladet og nogle provinsaviser omtalte ham i få linjer "damernes afgud". Nogle så uret i at Det kongelige Teater ikke ønskede ham. Faderen overlevede ham og døde på Almindelig Hospital omkring 1864.