Idømt Slaveri. (Efterskrift til Politivennen)

Ved Kiøbenhavns Kriminal- og Politiret er afsagt Dom i Justitssagen imod Arrestanterne Niels Hansen Skydebjerg og Hans Pedersen Roll. En undveget Fæstningsslave, navnlig Hans Nielsen Eie, var en Nat i August Maaned f. A. kommet til Roll, der laa paa et Loft over et Skur paa en Losseplads ved Kiøbenhavns Vesterfælled, og bedet denne, hvem han underrettede om sin stilling, om Ophold hos sig. Heri havde Roll indvilliget, og ligeledes havde Eie ved at forære Skydebjerg, der havde Opsyn over Lossepladsen, et til 2 Mk. vurderet Stykke Silketøi faaet Tilladelse til Ophold paa det omtalte Loft af denne, uagtet Skydebjerg af Roll var blevet underrettet om hvem Eie var. Eie opholdt sig nu en ugestid hos Arrestanterne, og i den Tid var han hver Nat ude for at stiele, hvorom navnlig Roll var vidende, og hvortil denne endog laante ham et Par Beenklæder, da Eie ikke havde andre end de, som hørte til hans Slavedragt. Roll havde dernæst dels solgt dels pantsat endeel af de stiaalne Koster for Eie, navnlig et Sølvlommeuhr og tvende Sølvspiseskeer, uagtet han vidste, hvorfra disse hidrørte, ligesom Skydebjerg vedgik, at han vel formodede, at Eie ikke paa en lovlig Maade kunde være kommet i Besiddelse af det omtalte Stykke Silketøi, der ogsaa under Sagen oplystes at være stiaalet. Endelig havde begge Arrestanter med Eie deeltaget i Fortæringen af adskillige af denne stiaalne Fødemidler, uagtet Roll vidste og Skydebjerg formodede, at de var Tyvekoster. For saaledes at have huset bemeldte Slave og hælet med ham, ansaas Skydebjerg med 1 og Roll med 2 Aars Forbedringshuusarbeide.

(Morgenposten 28. april 1846)

Ribe. (Efterskrift til Politivennen)

Ribe. Et Fartøi fra Sønderho, "Ingeborg Kirstine" kaldet, tilhørende Skipper Niels Antonisen, har staaet paa Sønderfardrup Byes Mark siden Mikkelsdagstid, da det strandede der under en Stormflod. Det lader omtrent 150 Tdr. og vurderes til 300 Rdlr. Cour. Efter at den aldeles uformuende Eier forgieves skal have henvendt sig til Sønderhoningerne om bistand til at gjøre det Fartoi flot, uden hvilken han med Familie rimeligviis maatte blive trængende til Communens Fattigkasse, paatoge Vestervedske Sogns Beboere sig under Kromand Jens Vedsteds Anførsel med nogen Understøttelse fra Østervedsted og Raahede at slæbe det en halv Miil over grønne og pløiede Marker, ad Veie og gjennem Engsænner, over mangfoldige Grøfter til Ribe Aa. Det var en langsom og besværlig Seilads paa det Tørre, hvortil der udfordredes over 100 Menneskers rastløse Anstrængelse i 2 Dage; thi Redskaberne vare slette og Folkene uvante. Havde endda de ubegribelige Sønderhoninger sendt Sadlen eller Rullerne, hvoraf de dog skulle være i Besiddelse! Havde der endda blot stillet sig en halv Snees Frivillige af de derværende Søfolk, som bedre forstaae at omgaaes med et Fartøi! Men nei! Kun den stakkels Kone mødte med en Smule Brød og Brændeviin, som hun havde borget i Kroen, til Vederqvægelse for Arbeiderne, og hun arbeidede rigtignok med som en Karl. Kystbeboernes tjenstagtighed bliver jævnlig sat paa Prøve af Eilandsfolkene, der ved saadan Leilighed ikke pleie at være synderligt villige til at lette Byrden for deres Egne, men sidde rolige og see til i Nærheden naar en Mængde Markarbejdere i en travl Tid forsømme egen Fordeel for uden Vederlag at tjene en Fremmed. Det gik ligedan til i Foraaret 1839, da et Fartøi fra Mandø blev slæbt fra Sønderfardrup By ud i Ribe Aa; derved mødte heller ikke een Mand fra det nærliggende Mandø.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 27. marts 1846)

Fabrikerne paa Limensgade. Marts 1846. (5). (Efterskrift til Politivennen)

De Efterretninger vi have modtaget fra Bornholm, Danmarks eneste Fabrikland, lyde nu meget gunstige; Bornholmerne selv synes at nære godt Haab, i Henseende til Fabrikerne paa Llmenegade. Vi sige, Fabrikerne; thi der er nu virkeligen 2de forskjellige Fabriker, som begge maae antages i god Gang. Den først projecterede Allunfabrik, der nu har et ikke ubetydeligt Qvantum Allun, erkjendt god Handelsvare, afsendt til Salg, foruden det, som haves i Behold paa Fabriken, og som dagligen forøges ved en stadig Drift; og dernæst et Slags Cementværk, der leverer et saa betydeligt Product, at den rene Indtægt deraf mod Allunet er omtrent som 12 mod 3, og som har en rivende Afsætning, efterat dets Godhed er blevet bekjendt. Begge forenede ved Siden af hinanden og drevne med samme Bestyrelses-Bekostning, er det som i Særdeleshed gjør Limensgade saa lovende, og det saa meget mere, som Allunskifer og Cementsteen saaledes ere leirede paa denne til Fabrikanlæg saa fortrinlige, af 25 Tdr. Land geom. Maal bestaaende Plads, at Cementstenen maa tages afveien for at komme til Allunskiferne; ved at benytte den til et Værk for sig selv sparer man altsaa Omkostningerne ved dens Bortryddelse.

For at kunne gjøre sig en Forestilling om, med hvilken ringe Bekostning Cementen frembringes, og til hvilken Ubetydelighed den kan haves tilvirket paa Fabriken, ville vi blot anføre, at Hoved- Ingredientsen til denne Cement ikke, som man skulde mene, er Cementsteen, men Allunskifer; disse brændes, males, sigtes og blandes med ligesaa meget ulæsket Kalk; men denne fortrinligt bindende Kalk erholdes blot ved at sammenkaste lagviis Cementsteen og Alluuskifer, der af Naturen ere samlede paa Stedet; hvorpaa Allunskiferne antændes og Alt uden videre, under aaben Himmel, brændes til Kalk. 1 Tde. af denne Kalk og 1 Tde. malede Allunskifer, blandede med hinanden, udgjør 3 Tdr., saaledes udvider Massen sig. Derpaa tilsættes lige saa meget sand; og saaledes har man da, efter de for tiden, paa Fabriken stedfindende Priser, til 2 Mk. 8 Sk pr. Tde et Materiale, der meget ligner det, hvormed flere Kirker paa Bornholm, og det gamle Hammerhuus's Slot ere opførte; og som er saa bindende, at flere Steen-Arter lettere sprænges, end hiin Masse, naar den er blevet fuldkommen tør, lader sig løsrive fra Stenen.

Ligesom der flere Steder i Sverrig skal være paabegyndt at opføre grundmurede Bygninger af lignende Materialer, saaledes agter man og paa Bornholm at benytte Anførte til Mures Opførelse uden Bindingsværk, aldeles som af Muursteen, og som til ½ Alens Tykkelse vil kunne haves for circa 1/4 Deel af hvad Muurstenen alene koster, uden at regne Kalk og Gruus til samme. Arbeidet fremmes mellem perpendientaire Bræder, som forhøies eftersom Muren voxer, og kan for det meste udføres af Fruentimmer og Børn.

Under saadanne Omstændigheder er det derfor intet Under, at de bornholmske Actionairer nylig paa en Forsamling i Rønne skulle eenstemmigen have protesteret mod Optagelsen af flere Actionairer, men derimod have andraget paa, endog til forhøiede Renter om det behøvedes, at optage et Laan til at dække den Gjæld af 8000 Rbd. som Værket i dets Begyndelse ved unyttige Foretagender blev belemret med. Forresten er Tabet af den store Masse Allunskifer, som i sin Tid blev saaledes brændt, at den ikke kan bruges til Fabriken, og senere tildeels er bleven anvendt til Veienes Grundforbedring, ikke, som Allunflifer betragtet, af nogen Vigtighed, da Brudet er uudtømmeligt. 

Hvad der forresten endydermere begunstiger Fabrikernes Drift paa Limensgade, er den Omstændighed, at skjøndt dette Plateau ligger høit, saa findes der dog i passende Afstand en betydelig Dam, Hvis Vandbeholdning til enhver Aarstid er istand til at forsyne de nedenunder paa Skraaningen liggende Ludkasser og Bygninger med det til Fabricationen nødvendige Vand. Kort: Naturens Herre har paa Limensgade gjort Alt for at frembringe fortrinlige Værker. Der har kun manglet kyndige Hænder til at udføre, hvad Stedet saa lovende indbyder til. Men disse synes senere at være fundne, og derfor frembyder Limensgade en riig Udsigt for Fremtiden, endog bebyrdet med hine 8000 Rbd. Gjæld, hvoraf den aldeles intet Gavn har havt.

Det er ikke usandsynligt at Actionairerne ville foreslaae nok en Cement-Mølle, der, med nødvendigt Tilbehør, kan haves for mellem 2 og 3 tusinde Daler; nu da man, ved den første Mølles Opførelse, har samlet Erfaringer, som til en efterfølgende kunne benyttes; saasom hvad Steen-Arter, der bedst lade sig bruge til Liggere etc. En saadan Mølle vilde betydeligen forøge Netto-Indtægten, da Bestyrelses-Omkostningerne bleve de samme.

Vi høre at Hr. Carlsund, der med mange Aars Praxis forener god, theoretiske Kundskaber, skal have tilbudt at ville forpagte Limensgade, mod en aarlig Levering af Fabrikata til 3,000 Rb. Værdi, saaledes som Værkernes Status er for Tiden; og naar Actionairerne vilde lade opføre nok en Mølle, da at svare en aarlig Afgift af samme, i Lighed med hvad han svarede af den nu havende Mølle, og som, med et rundt Tal, overeensstemmende med hvad ovenfor er anført om Cement-Møllens overveiende Provenue, maa kunne ansættes til 2000 Rbd. om Aaret, endog esterat Renterne af den Sum, som Møllens Opførelse androg, ere blevne fraregnede.

Ved et lidet Tilskud af 6 a 7 Rbd. pr. Actie, eller med et Laan af 2 a 3 Tusinde Rbd., vilde Actionairerne altsaa, efter Hr. Carlsunds Tilbud, kunne have, som aarlig Dividend af begge Værkerne paa Limensgade cirea 5000 Rbd.. som fordeelte paa 376 Actiehavere, det nuværende virkelige Antal, vilde andrage noget Mere end 13 Rbd. i aarligt Udbytte af hver Actie paa 50 Rbd. eller 26 Rbd. af hvert 100 Rbd. Denne Avance formindskes dog noget derved, at Actionairerne til Datum aldeles ingen Rente have erholdt af deres indskudte Capitaler. Hver Actie vil saaledes nu komme dem paa circa 62 Rbd., eller 1/5 Deel mere end det oprindelige Beløb. Den virkelige Fordeel blev saaledes ikkun 21 pCt.

De bornholmske Actionairer have imidlertid ikke villet gaae ind paa Hr. Carlsunds Tilbud.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 10. marts 1846, 2. udgave.)

Arresthuset i Frederikshavn. (Efterskrift til Politivennen)

Vort nye Arresthuus - skrives der fra Frederikshavn - hvis ydre Figur har givet Forf. af den bekjendte frederikshavnske Sang Anledning til at betegne dette som et østerlandsk Trylleslot, begynder nu ogsaa indvendig at gjøre sig bekjendt ved Eiendommeligheder. Saaledes kom i Løverdags en Person ind til en af Byens Bagere og begjærte ganske frimodig 12 Rugbrød for Forpagter Voigts Regning paa Knivholt, hvis sidste Bagning angaves at være total mislykket. Da Bageren kort efter mærkede, at han var slaaet en lille Plade, blev der strax anstillet Politiundersøgelser i forskjellige Retninger, indtil Arrestforvareren nogle Dage efter fandt de eftersøgte Brød, som ved et Trylleri, henflyttede til en Arrestants Seng, hvor deres Antal dog havde reduceret sig til 10. Det er imidlertid oplyst, at Arrestanterne, ved at movere sig paa Gangen, have fundet Leilighed til at fire hinanden ned paa den aabne Gaardsplads, ved Hjelp af Snore, og ligeledes ved samme Middel at befordre Brødleverancen opheiset. "Hjørring Avis", som meddeler dette, slutter Eventyret med følgende Moral:

Sæt om dit Fængselslot, o Frederikshavn!
En Muur af Steen, der staae til evigt Gavn.
Pas paa Din Dont, min gode Slutter!
At Skjelmerne ei fra Dig smutter;
Giv dem af daglig Kost en Smule mere,
Og du skal see: de vil ei desertere." 

(Kjøbenhavnsposten den 12. marts 1846)

Frederikshavns Arrest var blevet opført 1846 (Danmarksgade 6)

Skibstømrer Richter, Nyboder (Efterskrift til Politivennen)

Tømmermand Andreas Richter, ansat ved Holmen, ville måske ikke være så interessant til offentliggørelse på denne blog, hvis ikke det var for en retssag han havde med Andreas Anton Frederik Schumacher (1782-1823). Denne havde i 1807 udviklet en slags raketter til affyring fra en rampe ("orgelstel"), sjovt nok samme år som de mere velkendte Congreveske raketter blev brugt under Københavns bombardement. Han fik i 1812 tilladelse til at opføre en raketfabrik i Frederiksværk. 

I 1816 blev Raketkorpset oprettet, og havde til huse i et arsenal overfor inspektørboligen i Frederiksværk. Arsenalet var ledet af Schumacher og havde "en del" arbejdsfolk, fire officerer, 8 underofficerer, en trompeter og 72 menige. Ifølge artiklerne må Andreas Richter have været en af disse arbejdsfolk. Efter Schumachers død i 1823 sygnede korpset hen.

Nedenstående bemærkninger som er tilstillet os af "en lægmand" tror vi så meget heller at burde optage, som de berøre en genstand - den danske trykkefrihed - der er af alt for stor vigtighed til at ikke ethvert bidrag til sammes fuldstændige belysning må være velkommen for dens sande venner. At de derhos angår "en simpel mands" hårde sammenstød med lovgivningen om bemeldte store borgerretlighed, er for os kun en forøget anledning til at efterkomme forfatterens anmodning om sammes optagelse: 

"I Nr. 30 af Københavnsposten har De, Hr. redaktør, efter "Berlingske" optaget en meddelelse om en forhenværende skibstømmermand Richter overgået højesteretsdom, ved hvilken han for at have fornærmet en laugsavskærer ved Holmen, Palle, er blevet idømt en mulkt af 100 rbd. En sådan meddelelse om sagens endelige udfald er imidlertid ikke tilstrækkeligt til at oplyse publikum synderligt om dens sande sammenhæng, og dog antager jeg at dette er nødvendigt for at man skal lære noget deraf, og hertil er sagen efter min mening virkelig skikket. Den vil nemlig ved nærmere betragtning findes at indeholde ikke uvæsenlige bidrag til at danne sig et begreb om, hvilke trange veje man må gå, hvilken modstand man finder, når man som en simpel mand påtager sig det byrdefulde og i materiel henseende lidet lønnende hverv at føre besværinger over de misbrug, som går i svang hist og her, selv om det er i meget underordnede forhold, og om hvad den er udsat for, der i sine medborgeres interesse vil tale den forurettedes sag, men ikke er istand til at gennemtrænge hemmeligholdriftssystemets alentykke mure, endog angående ubetydelige genstande, uden i alt fald først at have løbet panden i stykker imod dem, og hvorledes man kan have ret i meget, men dog hjemfalde til lovens straffende arm, når man ikke har ret i alt, og hvorledes bureaukratiets tætsluttede kohorter ved at slå en fast skanse om dets egne, selv de ringeste medlemmer, hvori det bliver meget vanskeligt at skyde nogen sådan bresche at der dermed tilføjes samme nogen betydelig blottelse, og det især når man står på et af de lavere trin af samfundets monopoliserede trappestige. 

150 slag kat blev Andreas Richter idømt for sagen mod Schumacher. Hvilken slags står der ikke noget om, men her et rigt udvalgt fra det nu lukkede museum på Vestre Fængsel. Foto: Erik Nicolaisen Høy.

For at oplyse dette, må det imidlertid tillades mig at gå tilbage til et par uger tidligere sager, som også fortjener omtale. Det første sammenstød som Richter havde med "autoriteterne", foregik i året 1813, da han indgav en klage til kongen over chefen for raketfabrikken på Frederiksværk, kaptajn Schumacher, og deri sigtede ham for at have gjort sig skyldig i misligheder i henseende til mandskabets lønning ved fabrikken. Richter var dengang ansat ved Frederiksværk og var tillige udnævnt til medlem af en kommission, der skulle regulere betalingsvæsenet ved fabrikken. Overkrigskommissionen erkendte selv i denne sag, at det var vist at ikke alle dele af klageskriftet kunne kaldes ugrundet eller ubeføjet klage, men fandt dog i det velbekendte krigsartikelsbreve anledning nok til at idømme Richter en straf af 150 slag kat, medens den kun idømte ovennævnte kaptajn Schumacher 1 måned fæstningsarrest af 1. grad for at have bibragt Richter 5 til 6 slag i ansigtet og for brystet med knyttet hånd, hvorved foranledigedes en 5 ugers sygdom. 

Ligeledes blev det i dommen anerkendt, at der måtte tilkomme Richter erstatning for savnet af hans sædvanlige arbejdsfortjeneste, samt for svie og smerte, og desuden 64 sk i daglige diætpenge for 3 fjerdingår, hvilke Schumacher efter sin foregivne uretlige fortolkning af en admiralitetsskrivelse havde forholdt Richter, uden at man dog anerkendte, at denne forholdelse af en lovlig betaling var nogen mislighed. De værste udtryk man kunde finde imod Richter var at han om Schumachers adfærd havde brugt ordet "lovstridig"; men når sagen var bleven tilbørligt oplyst ved en ordinær domstol i stedet for ved de højst mislige militære retter, er det måske endnu spørgsmål om bemeldte udtryk ikke ville være befundet meget vel begrundet. 

I alt fald er det utvivlsomt at det er menneskeligt, når den Richter idømte straf uagtet den ved kgl. resolution formildedes til 10 dages fængsel på vand og brød, måtte bibringe ham, - der troede at være i sin lovlige ret, når han fremsatte klager til kongen der efter den af den anklagedes jævnbyrdige sammensatte kommissions meget milde og skånende udtryksmåde ikke kunne kaldes ugrundede eller ubeføjede, og altså vistnok har indeholdt overmåde meget sandt og træffende - en bitter og nagende overbevisning om at i en selv retfærdig kamp imod overordnede, må den simple mand altid bukke under, og det viser vistnok en mere end almindelig energisk karakter og vilje, at han i stedet for at bøje sig for det hårde slag der tilføjedes ham under hans første optræden, senere netop har troet at burde fortsætte hvor han havde begyndt, og at vedblive med at optræde som anklager hvor han i de offentlige forhold, der lå indenfor hans synskreds, troede at spore uret, skønt han nu syntes at være blevet tilstrækkeligt belært i henseende til måden, under hvilken han burde træde op. 

Det fremgår ikke af artiklen hvilket loft Erik Mogensen skulle være sprunget ud fra. Disse bygninger (Spanteloftet bagerst) fandtes også på det tidspunkt, så det kan have været dem. Foto Erik Nicolaisen Høy)

Hans næste optræden kom ham imidlertid til at stå dyrere. For at have skrevet 3 viser, hvorved formand på Holmen, Erik Mogensen anså sig fornærmet, skønt han, hvilket viserne gik ud på, i virkelig engang havde drukket sig fuld og for at sove rusen ud, havde lagt sig op på et loft på Holmen, hvorfra han var sprunget ud og derved havde stødt sit ben, mens han foregav, for at undgå skandale, at dette var sket ved at falde på gaden - og for at have indgivet en klage til retten over at være forbigået til formandsposten, hvilket i en vis henseende og når der tages hensyn til ancienniteten med fuld føje kunne siges at være tilfælde, blev Richter i året 1822 af den bekendte kombinerede ret dømt efter de ovennævnte ikke mindre bekendte krigsartikelsbreve til 1 års fæstningsarbeide, hvilken Straf dog af admiralitet formildedes til - 8 måneders forbedringshusarbejde. 

Den næste ham overgåede dom er blevet afsagt af Hof- og Stadsretten, og dens udfald blev at han for at have fornærmet den i Nyboders kommandantskabs historie nok så bekendte kopiist Veith, idømtes en mulkt af 50 Rbd. og den dermed forbundne livsvarige censur, hvorfra han dog senere atter er bleven befriet ved kgl resolution. 

I året 1844 eller 1845 blev han dernæst dømt i Højesteret til at bøde 500 Rbd. og til 10 års censur i en sag, hvorunder han var blevet aldeles frifundet af Hof- og Stadsretten og aktionens omkostninger pålagt det offentlige, efter at denne ret først havde forespurgt hos Kancelliet efter hvis foranstaltning sagen var blevet anlagt, hvem der skulle anses fornærmet ved den som forbryderisk ansete artikel, og hvori disse fornærmelser da skulde bestå. Hvad Hof- og Stadsretten ikke  kunne udfinde, det forstod Højesteret så meget desto bedre at komme under vejr med. 

Endelig blev Richter domfældt både af Hof- og Stadsretten og af Højesteret i en sag mod den ovenmeldte laugssavskærer Palle, og mulkten bestemt til 100 Rbd. Palle opnåede således vel at få Richter dømt, men denne triumf var dog efter den i Højesteret stadfæstede Hof- og Stadsretsdoms præmisser af en noget tvivlsom natur. Hovedankepunktet imod Richter bestod i at han skal have sagt om Palle, at han havde forlangt og modtaget dusører af langsavskærerne ved Holmen som betingelse for deres anbringelse sammesteds, mens derved bedre arbejdere urimeligt er blevet tilsidesat og den kgl. Tjenestes besvigelse derved har lidt afbræk. Det er i så henseende bevist og af Palle vedgået, at han aldeles ulovmedholdeligt har af de under ham arbejdende Laugsavskærere, der blive antaget og afskedigede efter hans forgodtbefindende, oppebåret ugentlige dusører, der varierede mellem 6 Rk. og 15 Mk., alt afpasset efter ugens fortjeneste, og hvorved han har tilvendt sig en årlig, aldeles ulovmedholdelig fortjeneste af flere hundrede rigsbankdaler; hvorimod det ikke er bevist, at han udtrykkelig har forlangt disse dusører, hvilket Richter ikke heller har ytret. Det er ikke heller fra Palles side modsagt at en af de arbejdere, der som anført kunne antages og afskediges efter hans forgodtbefindende, er blevet afskediget lige umiddelbart ugen efter at han havde vægret sig for at betale de sædvanlige dusører på grund af den ringe arbejdsfortjeneste. Dette nederdrægtige dusøruvæsen, som Hof- og Stadsretten har antaget uden ansvar at kunne kaldes "smøreri', er for øvrigt senere efter admiralitetets foranstaltninger der rigtignok synes at være trufne temmeligt sildigt, blevet forpurret. Det er fremdeles under sagen godtgjort at Palle flere gange har udbetalt arbejderne en ringere løn end der tilkom dem, men da dette ikke er oplyst at være fremgået af andet end fejl ved regnskabets førelse, hvori det ses at Palle ikke har været meget stiv, så er Richter kun anset for at have villet lægge noget mere ind i disse, forøvrigt for en regnskabsfører temmeligt ubehagelige fejltagelser end han kunde anses berettiget til efter omstændighederne.

Ligeledes er Richter anset for at have angivet som grund til en arbejders afskedigelse at denne efter hans egne forklaringer havde flere gange, foruden at betale de omtalte dusører, måttet affordre Palle en for lille betalt del af sit tilgodehavende, hvorfor sidstnævnte bar nag til ham. Jeg skal ikke her opholde mig ved flere af Palles ankepunkter, hvoraf den største del ikke fandtes at kunne medføre ansvar for Richter, men skal kun bemærke at det anførte synes tilstrækkeligt til at vise at om end ikke Richter har forstået at moderere sin anklage efter det som lod sig bevise under sagen, så må der tages rimelig hensyn til, når man alene vejer sagen for den moralske domstol, at han som en simpel mand ikke kan forstå at belægge sine ord efter juristeriets fordringer, og at man må være meget skånsom i sin dom, når det, som i nærværende tilfælde, findes at det er retfærdig harme over et stedfindende uvæsen, som har ledet hans pen; og som uvæsen må det da vel kunne anses og karakteriseres at der under et kgl. Kollegiums om jeg så må sige, auspicier finder sådanne uskikke sted som den, at en foresat modtager ulovmedholdelige dusører af de fattige arbejdere, og det endog i den grad at det for hver enkelt arbejder kunne løbe op til henimod 50 Rbd. om året. 

Nyboder. Bunker og biler fandtes ikke på daværende tidspunkt. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Indsenderen der har lejlighed til at kende stemningen i Nyboder, med hvis beboere han har færdedes en del, kan også forsikre at de Richter overgåede domme kun have bidraget til at vække og nære medfølelsen og interessen for ham, og at man derude anser ham for en martyr for det de kalder den gode sag, samt at man holder sig overbeviist om at han ved sin virksomhed har bidraget ikke lidet til at man nu ængster sig for at begå misbrug, som tidligere gik i svang, og vogter sig selv for at pådrage sig skinnet af uret. 

Ved den Richter idømte censur er han for en lang tid hæmmet i sin offentlige virksomhed, for ikke at sige standset deri, og det er måske også tvivl underkastet, om han efter at have betalt så mange lærepenge, og i betragtning af de for tiden nødvendige betingelser for at kunne skrive uden at hjemfalde til lovens straffebud, atter burde betræde en bane som han i øvrigt vel allerede for lang tid siden ville have opgivet, dersom han ikke havde tilfredsstillet et indre kald ved at fortsætte sin vandring på samme. 

Jeg skal endnu kun sluttelig tilføje, at når jeg har grebet pennen for at virke til, at en offentlig omtalt sag kan stilles i sit rigtige lys, og at de Richter overgåede domfældelser kunde blive set i den rette forbindelse og sammenhæng med de omstændigheder der har fremkaldt dem, da har jeg naturligviis så godt som udelukkende har haft sagens moralske side for øje; at se nogen fremstilling fra det juridiske standpunkt, måtte man være uberettiget til at fordre af en lægmand."

(Kjøbenhavnsposten 13. marts 1846)

Landsover- samt Hof- og Stadsrettens dom over Andreas Richer i sagen om H. Veith blev offentliggjort i Lollands Falsters Stifts Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 6. februar 1835.

I Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 31. januar 1844 bekendtgjorde Andreas Richter en erklæring afgivet til Københavns forligelseskommission. Heri indrømmede han at han havde stolet på en beretning af drengen Niels Peter Christensens mor om en begivenhed der var sket på søetatens drengeskoler. Efter klage fra drengeskolens lærer, cand. theol E. H. Seidelin trak han sine udtalelser tilbage.

Fredericiagade 38-42. Stykket mellem Store Kongensgade og Borgergade. Kaninlængen er i dag Fredericiagade 34 og 36/Store Kongensgade 87. Nr. 34 er fra 1911, men måske giver nabohusene et indtryk af hvor Andreas Richter boede på sine gamle dage. Foto Erik Nicolaisen Høy.

En mand af Nyboders familie der er far til 18 børn, hvoraf de 4 endnu er uforsørgede, og de yngste tvillinger, 8 år gamle, har indtil sit alders 63. år med sin talrige familie endnu aldrig ligget offentligheden til byrde, men er nu sat i den trængende stilling at han må ansøge sine venner om et understøttelseslån. Hans navn er Andreas Richter, boende på Kaninlængen nr. 69 i stuen. Indtil året 1822 var han i 25 år skibstømmermand i søetaten. For at række denne mand en hjælpsom hånd, nu da vognen hælder, har undertegnede påtaget sig at modtage små bidrag som lån der af ham igen vil blive tilbagebetalt. De som har følelse for den ulykkeige og måtte ville skænke ham deltagelse, vil behage godhedsfuldt at tilstille en af os undertegnede hvad enhver måtte behage at give. Regnskab for det indkomne skal blive aflagt.
København den 7, maj 1845.
Harald Bloch, urtekræmmer, Store Kongensgade 64 litr. A.
Terkel Mørch, urtekræmmer, Bryggerlængen 72.

(Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 6. maj 1845)

Kaninlængen var en del af den nuværende Fredericiagade, og gik fra Borgergade til Store Kongensgade.  I en dødsboannonce i Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 24. marts 1847 anføres han som afg. formand ved maskineriet på det Kongelige Teater og fhv. skibstømmermand.

Terkel Mørch optræder i folketællingen 1850 som 45 år gammel, født i Magleby på Langeland og bosiddende i Bryggerlængen 72, stuen & 1. sal,nutidens Olfert Fishers Gade 3. Huset er revet ned, og nyt opført i 1937.

I folketællingen 1885 optræder Harald Bloch som 70 år og  forhenværende urtekræmmer. Da Harald Bloch var urtekræmmersvend i 1839, blev der ført sag imod ham og 3 andre anklaget for ulovlig handel ved at opkøbe 10 flasker stjålet gods. Han blev dog frifundet, sammen et par af de andre. (Juridisk Tidsskrift 1839, s. 188-192)