Politivennen skrev en del om forholdene på Nørrebro, Københavns dengang næststørste forstad efter Vesterbro. Det var før området blev frit til bebyggelse med murstenshuse, og området var landligt, også præget af landlige lugte fra dyr m.m.
Der var også svinestier, og Politivennen skrev bl.a. om Ladegårdsvejen som skal have været forfærdelig. Selv efter den tragiske ulykke i 1812 hvor 4 personer druknede efter et bryllup. Også Kjøbenhavnsposten havde klaget i 1841.
På et kort fra Stadsarkivet fra 1856 kan man se at Blågårdsvejen fulgte den nuværende Blågårdsgade og forbandt Nørrebro(gade) med Ladegårdsåen. Den var sparsomt bebygget på begge sider, mod nord var der marker så langt øjet rakte, mod Peblingesøen sparsom randbebyggelse.
I artikler fra Kjøbenhavnsposten fik man nogle beskrivelser af hvordan forholdene var efter Politivennen stoppede. Og hvorfor: ejere og magistrat skændtes om hvem der var ansvarlig for at anlægge og vedligeholde vejen.
Der er allerede talt og skrevet så meget om Blågårdsvejens ufremkommelighed og bestandig til så lidt nytte, at mange har resigneret, medens andre, ved at se de i de sidste 3- 4 år foretagne opmålinger, lever i håbet, at der dog engang, om også sent, vil blive gjort noget fra det offentliges side. Vi vover imidlertid hverken at sove ind under resignationens nathue eller vegetere ved det svage håb. Vejens istandgørelse bliver dag for dag mere nødvendigt af 2 grunde, fordi vejen dag for dag bliver værre, og fordi beboemes antal år for år stiger, (enhver husejer reparerer nu vejen på sin vis ved at forhøje en del af trottoiret med murbrokker eller hvad han netop har, og ved at udkaste det af haverne bortlugede ukrudt på kørevejen. Den første del af trottoiret fra Nørrebro danner således i denne tid et slags Alpeland, hvor man i glat uføre daglig kan se publikum foretage ufrivillige ekvilibristiske kunster, og har naturen ikke udrustet vedkommende med afgjort talent i denne retning, ender de med et lige så ufrivilligt sæde eller leje.
En stor del af Nørrebros befolkning, der tidligere kunne forholde sig rolig ved alt dette, er nu impliceret i sagen, for Blågårdsvej har nu fået skole, og de respektive forældre velsigner næppe Magistraten, når de efter endt skoletid må trække sko og strømper af deres børn, der har passeret et par hundrede alen af en vej lige udenfor hovedstaden. Men vi vil dog være retfærdige, så slem den ene halvdel af vejen end kan være, er den dog den herligste chausse i sammenligning med den anden halvdel, fra Korsvej til Ladegårdsåen. I meget fugtigt vejr, hvilket ikke sjælden indtræder her til lands, er denne vejs passage en opgave, der afgiver en herlig forstandsøvelse for en del børn og tidlig lærer dem at stå på deres egne ben. For denne del af vejen nærer vi dog kun et meget svagt håb, for de eneste personer af offentlig betydning, der har der at gøre, er hr. justitsråd Petersen og ladegårdslemmerne, og begge parter har så gode præservativer mod vejens væde, som den menneskelige kløgt har kunnet opfinde, nemlig ekvipage og træsko. Hvad nu den øvrige del angår, da anmoder vi hermed høje vedkommende om at erklære sig offentlig om denne sag. Ja eller nej. Lad os blot få at vide om vi forstadsfolk lever under lige vilkår med visse stater i Nordamerika, hvis borgere må sørge for sig selv. Den sørgeligste vished er bedre end den hidtil eksisterende vaklen mellem frygt og håb.
Der var også svinestier, og Politivennen skrev bl.a. om Ladegårdsvejen som skal have været forfærdelig. Selv efter den tragiske ulykke i 1812 hvor 4 personer druknede efter et bryllup. Også Kjøbenhavnsposten havde klaget i 1841.
På et kort fra Stadsarkivet fra 1856 kan man se at Blågårdsvejen fulgte den nuværende Blågårdsgade og forbandt Nørrebro(gade) med Ladegårdsåen. Den var sparsomt bebygget på begge sider, mod nord var der marker så langt øjet rakte, mod Peblingesøen sparsom randbebyggelse.
I artikler fra Kjøbenhavnsposten fik man nogle beskrivelser af hvordan forholdene var efter Politivennen stoppede. Og hvorfor: ejere og magistrat skændtes om hvem der var ansvarlig for at anlægge og vedligeholde vejen.
Der er allerede talt og skrevet så meget om Blågårdsvejens ufremkommelighed og bestandig til så lidt nytte, at mange har resigneret, medens andre, ved at se de i de sidste 3- 4 år foretagne opmålinger, lever i håbet, at der dog engang, om også sent, vil blive gjort noget fra det offentliges side. Vi vover imidlertid hverken at sove ind under resignationens nathue eller vegetere ved det svage håb. Vejens istandgørelse bliver dag for dag mere nødvendigt af 2 grunde, fordi vejen dag for dag bliver værre, og fordi beboemes antal år for år stiger, (enhver husejer reparerer nu vejen på sin vis ved at forhøje en del af trottoiret med murbrokker eller hvad han netop har, og ved at udkaste det af haverne bortlugede ukrudt på kørevejen. Den første del af trottoiret fra Nørrebro danner således i denne tid et slags Alpeland, hvor man i glat uføre daglig kan se publikum foretage ufrivillige ekvilibristiske kunster, og har naturen ikke udrustet vedkommende med afgjort talent i denne retning, ender de med et lige så ufrivilligt sæde eller leje.
Blågårdsvejen er den gennemgående vej øverst på kortet. Nederst Peblingesøen, til venstre Ladegårdsåen og till højre Nørrebro(gade). (Københavns Stadsarkiv).
En stor del af Nørrebros befolkning, der tidligere kunne forholde sig rolig ved alt dette, er nu impliceret i sagen, for Blågårdsvej har nu fået skole, og de respektive forældre velsigner næppe Magistraten, når de efter endt skoletid må trække sko og strømper af deres børn, der har passeret et par hundrede alen af en vej lige udenfor hovedstaden. Men vi vil dog være retfærdige, så slem den ene halvdel af vejen end kan være, er den dog den herligste chausse i sammenligning med den anden halvdel, fra Korsvej til Ladegårdsåen. I meget fugtigt vejr, hvilket ikke sjælden indtræder her til lands, er denne vejs passage en opgave, der afgiver en herlig forstandsøvelse for en del børn og tidlig lærer dem at stå på deres egne ben. For denne del af vejen nærer vi dog kun et meget svagt håb, for de eneste personer af offentlig betydning, der har der at gøre, er hr. justitsråd Petersen og ladegårdslemmerne, og begge parter har så gode præservativer mod vejens væde, som den menneskelige kløgt har kunnet opfinde, nemlig ekvipage og træsko. Hvad nu den øvrige del angår, da anmoder vi hermed høje vedkommende om at erklære sig offentlig om denne sag. Ja eller nej. Lad os blot få at vide om vi forstadsfolk lever under lige vilkår med visse stater i Nordamerika, hvis borgere må sørge for sig selv. Den sørgeligste vished er bedre end den hidtil eksisterende vaklen mellem frygt og håb.
Nogle Beboere af Nørrebro.
(Kjøbenhavnsposten, 2. januar 1847)
Ligesom nogle beboere på Nørrebro ifjor påtalte Blågårdsvejens ufremkommelighed og navnlig den ene halvdels fra Korsvejen til Ladegårdsåen, således må man heller ikke nu undlade at yde hr. justitsråd Petersen tak, fordi han har efterkommet det udtalte ønske, ved at lade omtalte vejstræknings trottoir sætte i en passabel stand. Når indsenderne af den omtalte artikel henvendte sig til Magistraten, tror vi dog, at de gik en urigtig vej. Magistraten har gjort ejerne tilbud desangående, men disse har ikke villet gå ind på dem. Rigtignok indser vi ikke hvorfor der skal gøres tilbud. Skulle Magistraten ikke uden videre lægge Blågårdsvejen ind under de offentlig veje og pålægge ejerne de sædvanlige skatter, som andre ejere må svare kommunen. Den første halvdel af vejen synes i det mindste at være bebygget nok hertil. Men det er ikke Magistraten, man skal henvende sig til, det er ejerne, lad så dem igen forhandle det fornødne med Magistraten. Denne metode er langsommere men nødvendig i Danmark. Skridt for skridt går vi fremad, langsomt men sikkert. Denne metode er vistnok i det hele taget fortrinlig, siden den er så almindelig hyldet her, men der kunne dog synes at den undertiden har sine mangler.
Således gjorde et inserat i "Fædrelandet" af hr. krigsråd Schiødts i året 1844, den 4. marts) opmærksom på årsagerne til vort drikkevands slethed, og uagtet at et barn kan se sandheden af det anførte, er der indtil den dag i dag ikke taget notits deraf. Som en af årsagerne anfører hr. S. "de afskyelige, stinkende grøfter på Nørrebro". "Grøfterne", siger han, "der fyldes med de mangfoldige beboeres vaske- og spildevand, har deres afløb til en stinkende hovedgrøft noget fra Peblingesøen og dernæst gennem en trærende under Ladegårdsåen.
Enhver praktisk mand kan da tænke sig, at ved rendens munding må det urene vand sive ud i åen. Ligeså kunne renden gerne få en læk, og mange tønder rendestensvand daglig gå ud i søen, inden opdagelsen skete". Dette synes at være temmelig fatteligt, og dog er grøfterne der endnu, og deres stinkende indhold går endda stadigt, eller rettere sagt skulle gå under Ladegårdsåen, for i afvigte sommer er intet gået den vej. I sådanne tilfælde bliver den omtalte langsomme grundige metode dog meget betænkelig. Thi for det første fordærves naturligvis drikkevandet, og dernæst lider ejendommene på Blågårdsvejen og omegn ved det stillestående vand; de blive fugtige, der går svamp i dem og beboerne bliver syge. Vi kunne nævne mange, hvis helbred er ødelagt herved, og helbredet er dog virkelig et gode, for hvis skyld man nok kunne afvige lidt fra regelen og gå lidt raskere frem.
Således er det nu gået med en så vigtig sag, der tilmed angår hele hovedstaden, hvorledes skulle man da tro, at det kunne gå hurtigt med en enkelt vejs Istandsættelse? Nej, så sangvinske er vi ikke, men det er de herrer ejeres pligt at arbejde til dette mål, og inden de bringer det så vidt, at vejen bliver behandlet som en offentlig, er det deres pligt selv at holde Trottoiret i stand, ihukommende, at de individer, af hvilke de kræve husleje, er mennesker og ikke amfibier.
Når de lægger en 40 Rbd. om året på i husleje, synes det næsten at være rimeligt, at de også gør det muligt for lejerne at gå til og fra deres så dyrt betalte boliger. Ligeledes forekommer det os, at man kunne forlange, at ejerne holdt lygter på vejen (udgiften for en lygte er 10 Rbd. for en hel vinter), da det i en mørk aften er meget vanskeligt at holde middelvejen mellem afviserne og plankeværker eller grøfter, navnlig et stykke, der er beplantet med træer og så smalt, at 2 personer næppe kan komme forbi hinanden (disse træer burde øjeblikkelig borttages). Hist og her findes en lygte, men den er kun tændt, når ejermanden har selskab. Vi gentager det derfor, det er ejerne, man skal henvende sig til, de skulle mindes så tit som muligt, lad dem så sørge for resten.
(Kjøbenhavnsposten, 22. marts 1847)
venstre. Flere grundejere tager ikke ringeste hensyn til om deres lejere kan komme til eller fra deres boliger. At leve i en så sumpet egn, hvor der aldeles ikke gøres noget for afløbet af
spildevand, og hvor som følge heraf atmosfæren ofte bliver utålelig og boligerne fugtige og usunde, virker desuden skadeligt på helbredet og forkorter også livet.
Men ikke nok med den langsomme død, også den hurtige fremkaldes ved den uforsvarlige mangel på omsorg for veje og vandledninger, som her finder sted. Således har den dårlige vej som fører til højre, når man kommer over Ladegårdsåen, allerede foranlediget flere menneskers død. Tirsdag aften, den 5. dennes, gled handskemager Bairoth fra trottoiret ned i åen og druknede; og for fem fjerdingår siden, den 3. dec. 1848 havde arbejdsmand Hans Henrich samme skæbne. Kort forinden var to fruentimre gledet ud i åen, men da deres klæder i lang tid bar dem ovenpå vandet, blev deres angstskrig hørte og de frelstes. Flere andre skulle på lignende måde enten være frelste eller druknede. At der for 20 til 30 år siden i bælgmørke kørte en karet i åen, hvorved en hel familie druknede, er ligeledes notorisk, og for at forebygge gentagelsen af sådanne ulykker, blev der plantet pile langs med øen, skønt så vidt fra hinanden, at en vogn endnu godt kan glide ud i åen mellem træerne.
Men spørger man om årsagen til de senere ulykker, så bliver svaret, at det er de i 1847 anlagte lette og dårlige gangstier langs med åen til kørevejen, hvortil kommer, at vandstrømmen, eller i disse stormfulde dage bølgegangen, har undermineret eller bortskyllet
jorden under stien, så at man går der som på et vippebræt. Jeg formoder, at vand- og vej-væsenet eller politiet kender måden, hvorpå sådant kan afhjælpes; den skal ellers med fornøjelse blive opgivet.
Man burde indbyde publikum at tage den omhandlede gangsti eller trottoir i selvsyn. Vejen dertil er fra Blågårdsvej over Ladegårdsåen til højre og henimod handskefabrikstedet. Man ser endnu tydelig jordskredet, i ringe afstand fra dette sted, hvor den ulykkelige Bairoth fandt sin død i den mudrede å. Dog anbefales de besøgende, ligesom overhovedet enhver, der ikke er fortrolig med vore farefulde veje og gangstier, forsigtighed, da man på mange steder her på egnen let vil kunne glide ud fra de dårlige og falske anlæg og styrte i vandet. Dette er fx tilfældet med den vej, der fører mellem begge søerne, hvor man ved at holde sig paa stien på venstre side af Peblingesøen, af de nedhængede grene på træerne nødes til at vige til siden på steder hvor grønsværen strækker sig flere tommer ud over søen og let vil styrte den som træder derpå, ned i dybet.
I øvrigt antager jeg ikke at vedkommende vil undskylde sig med, at de der drukner ved hjælp af disse foranstaltninger, har været beskænkede. For ikke alene i mørke, men selv ved højlys dag må de mest ædruelige folk glide ud når jorden slipper under deres fødder.
Hvad nu vejen af Ladegårdsåen angår, så tilråder man at nagle to rækker af lægter med passende afstand fast til pilene, hvilket da kan gælde for et interimistisk rækværk, indtil det klarer sig om Vandforsyningen skal beholde denne urene å som indledning til Søerne.
(Kjøbenhavnsposten, 14. marts 1850)
Ligesom nogle beboere på Nørrebro ifjor påtalte Blågårdsvejens ufremkommelighed og navnlig den ene halvdels fra Korsvejen til Ladegårdsåen, således må man heller ikke nu undlade at yde hr. justitsråd Petersen tak, fordi han har efterkommet det udtalte ønske, ved at lade omtalte vejstræknings trottoir sætte i en passabel stand. Når indsenderne af den omtalte artikel henvendte sig til Magistraten, tror vi dog, at de gik en urigtig vej. Magistraten har gjort ejerne tilbud desangående, men disse har ikke villet gå ind på dem. Rigtignok indser vi ikke hvorfor der skal gøres tilbud. Skulle Magistraten ikke uden videre lægge Blågårdsvejen ind under de offentlig veje og pålægge ejerne de sædvanlige skatter, som andre ejere må svare kommunen. Den første halvdel af vejen synes i det mindste at være bebygget nok hertil. Men det er ikke Magistraten, man skal henvende sig til, det er ejerne, lad så dem igen forhandle det fornødne med Magistraten. Denne metode er langsommere men nødvendig i Danmark. Skridt for skridt går vi fremad, langsomt men sikkert. Denne metode er vistnok i det hele taget fortrinlig, siden den er så almindelig hyldet her, men der kunne dog synes at den undertiden har sine mangler.
Således gjorde et inserat i "Fædrelandet" af hr. krigsråd Schiødts i året 1844, den 4. marts) opmærksom på årsagerne til vort drikkevands slethed, og uagtet at et barn kan se sandheden af det anførte, er der indtil den dag i dag ikke taget notits deraf. Som en af årsagerne anfører hr. S. "de afskyelige, stinkende grøfter på Nørrebro". "Grøfterne", siger han, "der fyldes med de mangfoldige beboeres vaske- og spildevand, har deres afløb til en stinkende hovedgrøft noget fra Peblingesøen og dernæst gennem en trærende under Ladegårdsåen.
Enhver praktisk mand kan da tænke sig, at ved rendens munding må det urene vand sive ud i åen. Ligeså kunne renden gerne få en læk, og mange tønder rendestensvand daglig gå ud i søen, inden opdagelsen skete". Dette synes at være temmelig fatteligt, og dog er grøfterne der endnu, og deres stinkende indhold går endda stadigt, eller rettere sagt skulle gå under Ladegårdsåen, for i afvigte sommer er intet gået den vej. I sådanne tilfælde bliver den omtalte langsomme grundige metode dog meget betænkelig. Thi for det første fordærves naturligvis drikkevandet, og dernæst lider ejendommene på Blågårdsvejen og omegn ved det stillestående vand; de blive fugtige, der går svamp i dem og beboerne bliver syge. Vi kunne nævne mange, hvis helbred er ødelagt herved, og helbredet er dog virkelig et gode, for hvis skyld man nok kunne afvige lidt fra regelen og gå lidt raskere frem.
Således er det nu gået med en så vigtig sag, der tilmed angår hele hovedstaden, hvorledes skulle man da tro, at det kunne gå hurtigt med en enkelt vejs Istandsættelse? Nej, så sangvinske er vi ikke, men det er de herrer ejeres pligt at arbejde til dette mål, og inden de bringer det så vidt, at vejen bliver behandlet som en offentlig, er det deres pligt selv at holde Trottoiret i stand, ihukommende, at de individer, af hvilke de kræve husleje, er mennesker og ikke amfibier.
Når de lægger en 40 Rbd. om året på i husleje, synes det næsten at være rimeligt, at de også gør det muligt for lejerne at gå til og fra deres så dyrt betalte boliger. Ligeledes forekommer det os, at man kunne forlange, at ejerne holdt lygter på vejen (udgiften for en lygte er 10 Rbd. for en hel vinter), da det i en mørk aften er meget vanskeligt at holde middelvejen mellem afviserne og plankeværker eller grøfter, navnlig et stykke, der er beplantet med træer og så smalt, at 2 personer næppe kan komme forbi hinanden (disse træer burde øjeblikkelig borttages). Hist og her findes en lygte, men den er kun tændt, når ejermanden har selskab. Vi gentager det derfor, det er ejerne, man skal henvende sig til, de skulle mindes så tit som muligt, lad dem så sørge for resten.
(Kjøbenhavnsposten, 22. marts 1847)
Forsamling af børn på gaden. Emneord til billedet er Blågårdsgade, Blågårds Plads. Tidsperioden angives til 1862-1894. Så det kan muligvis give et indtryk af den lave bebyggelse som fandtes dengang, omend vejen nu synes at være pænt brolagt og lygter opsat. Bemærk at husene er bygget af træ så de kunne brændes af i tilfælde af krig. (Kbhbilleder, public domain).
Ulykkeligt Hændelser ved Ladegaardsaaen.
Hr. redaktør. De har oftere i Deres agtede blad meddelt inserater, betræffende de dårlige veje og andre følelige mangler og ubehageligheder, hvormed vi herude på Blågårdsvejen er plagede. Men nogen væsentlig forbedring kan vi endnu ikke rose os af. Fra det offentliges side vises en sådan ligegyldighed at de private, husejerne herude, gerne tager eksempel deraf, og tilstanden forbliver således fra alle sider uforbedret. Vejene er på flere steder næsten upassable, trottoirene dårlige eller mangler endog ganske, fx ved Korsvejen tilvenstre. Flere grundejere tager ikke ringeste hensyn til om deres lejere kan komme til eller fra deres boliger. At leve i en så sumpet egn, hvor der aldeles ikke gøres noget for afløbet af
spildevand, og hvor som følge heraf atmosfæren ofte bliver utålelig og boligerne fugtige og usunde, virker desuden skadeligt på helbredet og forkorter også livet.
Men ikke nok med den langsomme død, også den hurtige fremkaldes ved den uforsvarlige mangel på omsorg for veje og vandledninger, som her finder sted. Således har den dårlige vej som fører til højre, når man kommer over Ladegårdsåen, allerede foranlediget flere menneskers død. Tirsdag aften, den 5. dennes, gled handskemager Bairoth fra trottoiret ned i åen og druknede; og for fem fjerdingår siden, den 3. dec. 1848 havde arbejdsmand Hans Henrich samme skæbne. Kort forinden var to fruentimre gledet ud i åen, men da deres klæder i lang tid bar dem ovenpå vandet, blev deres angstskrig hørte og de frelstes. Flere andre skulle på lignende måde enten være frelste eller druknede. At der for 20 til 30 år siden i bælgmørke kørte en karet i åen, hvorved en hel familie druknede, er ligeledes notorisk, og for at forebygge gentagelsen af sådanne ulykker, blev der plantet pile langs med øen, skønt så vidt fra hinanden, at en vogn endnu godt kan glide ud i åen mellem træerne.
Men spørger man om årsagen til de senere ulykker, så bliver svaret, at det er de i 1847 anlagte lette og dårlige gangstier langs med åen til kørevejen, hvortil kommer, at vandstrømmen, eller i disse stormfulde dage bølgegangen, har undermineret eller bortskyllet
jorden under stien, så at man går der som på et vippebræt. Jeg formoder, at vand- og vej-væsenet eller politiet kender måden, hvorpå sådant kan afhjælpes; den skal ellers med fornøjelse blive opgivet.
Ladegårdsåen, 1869. 19 år efter at artiklen er skrevet. Billedet giver et indtryk af åens bredde dengang. (Kbhbilleder, public domain)
Man burde indbyde publikum at tage den omhandlede gangsti eller trottoir i selvsyn. Vejen dertil er fra Blågårdsvej over Ladegårdsåen til højre og henimod handskefabrikstedet. Man ser endnu tydelig jordskredet, i ringe afstand fra dette sted, hvor den ulykkelige Bairoth fandt sin død i den mudrede å. Dog anbefales de besøgende, ligesom overhovedet enhver, der ikke er fortrolig med vore farefulde veje og gangstier, forsigtighed, da man på mange steder her på egnen let vil kunne glide ud fra de dårlige og falske anlæg og styrte i vandet. Dette er fx tilfældet med den vej, der fører mellem begge søerne, hvor man ved at holde sig paa stien på venstre side af Peblingesøen, af de nedhængede grene på træerne nødes til at vige til siden på steder hvor grønsværen strækker sig flere tommer ud over søen og let vil styrte den som træder derpå, ned i dybet.
I øvrigt antager jeg ikke at vedkommende vil undskylde sig med, at de der drukner ved hjælp af disse foranstaltninger, har været beskænkede. For ikke alene i mørke, men selv ved højlys dag må de mest ædruelige folk glide ud når jorden slipper under deres fødder.
Hvad nu vejen af Ladegårdsåen angår, så tilråder man at nagle to rækker af lægter med passende afstand fast til pilene, hvilket da kan gælde for et interimistisk rækværk, indtil det klarer sig om Vandforsyningen skal beholde denne urene å som indledning til Søerne.
Blågårdsvej den 11. marts 1850.
L. Schiøtz
(Kjøbenhavnsposten, 14. marts 1850)
