Selvmord i Vartou. (Efterskrift til Politivennen)

Selvmord. Igaar fandtes Liget af en aldrende Mandsperson i Canalen i Frederiksberghave. I hans Lomme fandtes et Brev, hvoraf det viste sig, at han var Vartouslem, og at han havde taget Livet af sig selv af Fortvivlelse over at han og hans gamle Ægtefælle manglede det Nødvendige til Livets Ophold.

(Flyveposten 2. juni 1847).

Om det aflivede Vartouslem. I "Flyveposten" Nr. 124 for den 2den dennes findes indrykket, at der hos et Vartouslem, som den 31te f. M. havde druknet sig, var blevet fundet et Brev, hvoraf det viste sig, at han havde taget Livet af sig selv af Fortvivlelse over, at han og hans Ægtefælle manglede det Nødvendige til Livets Ophold; hvilket Inserat derefter er blevet optaget i et andet Blad. Det Usande i dette Referat om Auledningen til det begaaede Selvmord vil være indlysende af nedenstaaende efter førnæocrvnte Vartouslem forefundne Brev, dateret Dagen før Selvmordet, der er meddeelt Red. i Gjenpart, med Udeladelse af nogle Familieanliggender, som ikke egne sig til Offentliggjørelss.

Brevet lyder saaledes:

"Kjøbenhavn den 30te Mai 1847.

Kjære Datter!

Med disse Linier siger jeg Dig mit sidste Levvel; jeg beder Dig, at Du ikke sørger for meget over, at jeg har forladt denne Verden. Wartou har været mig et ubehageligt Opholdssted, der er ikke andet end Bagtalelse og Misundelse. De sidste 2 Maaneder har jeg aldeles været sygelig, og saa mange Ubehageligheder. N. N. og N. N. (2 navngivne Vartouslemmer) de 2 har været mine bittreste Fjender. Jeg har Haft mangen bitter Time i Borgestuen med Spidser og Gloser. Jeg har længe havt i Sinde at gjøre Ende paa min ulykkelige Tilværelse; jeg er kommen i Misforstaaelse med N. N., saa at den Smule Arbeide er holdt op for mig hos ham; det slog nu Hovedet paa Sømmet, da jeg ingen fortrolig Sjæl har og kan raadføre mig med i min fortvivlede Stilling, jeg vandrer immer eensom og forladt omkring, for at forslaae min Tungsindighed. Hermed sender jeg Dig 1 Rbd. i Anledning af Din Geburtsdag; anvend den vel. Jeg har havt den fra April; et Par Gange har jeg været nødt til at hytte den, men jeg redder den heel. Dette er nu den sidste GeburtsdagSgave at jeg giver Dig. - Hils Moder og siig hende, at hun ikke maa tale om at jeg har havt det Par Skilling, hun har ligeledes 1 Rbd., faaer De det at vide forlange De dem. - Bed Moder at hun vil give Dig min Pengepung med min lille 4 sk., der er inden i. Vær hilset mange Gange fra Din Fader. Levvel."

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 5. juni 1847).

Om det aflivede Vartouslem. "Berl. Tid." har atter taget ind paa at berigtige og "Flyvep." er alter Offeret for denne usalige Lyst. Denne Gang er det en lille Beretning om et Vartouslems Selvmord i vort Nr. 124, det gaaer ud over, og navnlig sigtes vi her for Usan hed, fordi vel ved nævnte Lejlighed blev fortalt, at der hos den Druknede var fundet et Brev, hvoraf det viste sig, at han havde taget Livet af sig selv af Fortvivlelse over, at han og hans Ægtefælle manglede det Nødvendige til Livets Ophold. For saaledes at oplyse det Usande heri meddeler "B. T." Fragmenter af det forefundne Brev; men skjøndt det kun er Fragmenter beviser det netop, at vort Referat har varet aldeles rigtigt, og det undrer os i Sandhed, at "den B. T.s" Redacteur ikke selv har kunnet indsee delte. Manden klager nemlig i Brevet over, "at det Smule Arbeide er holdt op for ham", og desuden kalder han sin Stilling "aldeles fortvivlet", formodentlig fordi han uden Arbeide ikke kan ernære sig og Ægtefælle af 4 Mk. 8 sk ugentlig. At han sender sin Datter 1 Rbd.til hendes Fødselsdag taler vistnok næppe for, at han ikke har lidt Nød; thi hvo som kjender Almuesfolk og deres Følelser, veed ogsaa, at de stundom negte sig selv det Nødvendigste, for at berede deres Kjære en lille Glæde. Desuden siger han selv, at han har havt denne Rigsbankdaler siden April, men at han et Par Gange har varer nødt til at bytte den - formodentlig for at friste Livet. - Naar nu til de ovenomtalte Yttringer kommer, at der af Brevet er udeladt nogle Familieanliggender, som muligen yderligere tale for vort Referats Rigtighed, saa kan man ikke komme til noget anset Resultat, end at "B. T.S" Berigtigeste er uden mindste Betydning, og at den alene synes at vane et Foster af et vist Vigtigmageri, der ikke har noget Sted hjemme, og som let kan nedkalde Latteren over Den, der bærer samme til Skue

(Flyveposten 8. juni 1847).

Dyrtiden - Uroligheder foråret 1847. (Efterskrift til Politivennen)

I foråret 1847 var der kornmangel. I den grad at man i visse dele af rigerne sultede, og visse steder kom det til uroligheder. Især når bønderne forsøgte at udnytte situationen til deres egen økonomiske fordel. Hvordan det foregik, kunne man læse et par eksempler på i Kjøbenhavnsposten:

(Vest-Sjællandske Avis). Ifølge en privat meddelelse fra Kalundborg har der i lørdags fundet en lille urolighed sted i anledning af en udskibning af kartofler. Da politimesteren dagen før havde fået underretning om sagen, lod han næste dag borgerne træde under gevær og søgte at formå de urolige der havde forsamlet sig ved havnen, til at skilles ad, hvilket også lykkedes efter at han havde formået kartoflernes ejer til at bringe disse på torvet og sælge dem her. Ved en rådstuesamling næste dag besluttede købmændene at åbne et magasin hvor trængende 2 gange ugentlig får rug til 7 mark skæppen. I Korsør har en lignende emeute fundet sted, idet man der tvang en bonde, der førte kartofler til udskibning, til at sælge disse på torvet.

(Kjøbenhavnsposten, 7. maj 1847)

Angående de af "Fædrelandet" omtalte uroligheder i Odense hvorved samme blad fandt sig foranlediget at beklage at autoriteterne måske ikke havde vist lignende fasthed som i sin tid i København på Lille Købmagergade - beretter Ov. Thoms.'s Avis:

"Af hvad der under gemytternes spænding som forårsagedes ved dyrtiden og den vist nok alt for store fygt for virkelig mangel, forefaldt disse aftener her i byen, kan intet med føje henregnes ti l"egentlig excesser eller voldsomheder", som også "Fædrelandet" ytrer. Lørdag eftermiddag den 1. maj havde en stor del borgere samlet sig på torvet for at foretage et lovligt skridt for om muligt at tilvejebringe en nedsættelse i den høje brødpris, ved nemlig at henvende sig til Magistraten desangående. Da derefter af denne fastsættes en almindelig borgerforsamling til om mandagen, skiltes forsamlingen roligt ad. Ved udspredte rygter om at uroligheder om aftenen på gaderne skulle bryde ud, færdedes en del mennesker, est nysgerrige om aftenen på gaderne. Men en mild og jævnt faldende regn gjorde snart gaderne tomme. Længere ud på natten blev nogle ruder slået ind hos to købmænd, men dette skete ikke i et opløb af mange, men sikkert kun af en enkelt. 

Søndag eftermiddag ankom Berlingske Tidende som bragte efterretning om den resolution hvorved hs. maj. kongen kommer købstæderne til hjælp med 50.000 rbd. Denne efterretning blev straks af kommunalbestyrelsen ved trommeslag foranstalte bekendtgjort i byen. Om aftenen var der atter en mængde mennesker på benene, men intet foruroligende forefaldt. Resultatet af borgerforsamlingen om mandagen har vi refereret allerede. Dette er i korthed en fremstilling af det forefaldne. At autoriteterne og politiet viste mådehold og humanitet ved disse småopløb, tror vi snarere fortjener tak og påskønnelse, end dadel, og det er ikke godt at indse hvori den af brevskriveren omtalte formentlige mangel på fasthed og konduite skulle bestå. Om det for øvrigt udviser konduite at meddele en sådan mening offentlig, før man har modtaget "pålidelige og fuldstændige efterretninger", som "Fædrelandet" selv ytrer endnu at mangle, vil vi lade dette agtede organ selv bedømme".

(Kjøbenhavnsposten, 8. maj 1847)

Mens kommunen her har nægtet de "trængende" der bor uden for stadens porte, brødtegn, har derimod vedkommende autoriteter ikke taget i betænkning at tilbyde postbude og politibetjente disse milde gaver til svar på deres ansøgning om et tillæg i deres løn i anledning af dyrtiden. Hvad postbudene angår skal man endog først have søgt ved eftersyn i deres boliger at forvisse sig om hvorvidt de var virkelige, eller måske, som "Fædrelandet" siger, "værdige" trængende. Atter et bevis på nationalvelstandens store forøgelse i den senere tid.

(Kjøbenhavnsposten, 11. maj 1847).

I Flensborg har i forrige uge også været dyrtidsuroligheder. For en derværende købmands regning var ankommet et parti med kartofler som ejeren første dag lod falbyde til alle og enhver for 9 mark s. tønden. Men da ikke mange blev solgt til denne pris, afhændede han resten underhånden til en brændevinsbrænder for 5 mark s. tønden. Da dette rygtedes, samlede sig en talrig folkemængde i havnen og modsatte sig kartoflernes afhændelse til brændevinsbrænderen. Købmanden forlangte politiets assistance, men politimesteren nægtede at vise en fasthed som "Fædrelandet" i sådanne tilfælde kræver af autoriteterne til fordel for spekulationen i levnedsmidler, og kendte derimod for ret at købmanden først skulle falholde sine kartofler til samme pris som fødemiddel med en lille opgæld af dem der købte i skæppevis. Hermed var mængden straks beroliget, og kartoflerne var snart udsolgt.

(Kjøbenhavnsposten, 17, maj 1847).

Frederiksberg Alle. (Efterskrift til Politivennen)

Hr. Redacteur!

De vilde bevise saavel Indsenderen som mange Andre af Frederiksberg Allees Beboere en ikke ringe Tjeneste ved at tillade mig i Deres ærede og udbredte Blad at henlede saavel Publicums som navnlig ogsaa vedkommende Autoriteters Opmærksomhed paa de Uordener, der finde Sted i Alleen om Aftenen og ud paa Natten, især Søn- og Helligdage. At Folk drikke dem en Ruus for deres egne Penge, er vistnok deres egen Sag og at drage syngende igjennem Alleen faaer man at finde sig i, da det er en, om end langt fra nødvendig, saa dog factisk indrømmet Frihed, hvilken derhos endog naar undtages Nattetimerne kan være behagelig, forsaavidt de Syngende, som nu ikke sjeldent er Tilfældet, ere indøvede og foredrage bekjendte smukke Sange. Men at vilde Hobe af raae og drukne Mennesker vælge Alleen til midt om Natten at skræmme Beboerne op af Søvne ved dyriske Brøl og Hyl, ved brutale Slagsmaalsscener og - hvilket synes at være en Yndlingsfornøielse - ved at raabe "Brand" af alle Kræfter og at efterligne Vægterens Piben, - det forekommer mig at vare et saadant Uvæsen, at der burde gribes bestemte Forholdsregler derimod. Saaledes som Tingene nu staae (og det var netop store Bededags-Nat at vi sidst havde en saadan Forestilling) er Alleen betragtet som et Fristed, - ikke for den anstændige Munterhed saaledes som f. Ex. i Almindelighed i Frederiksberg Have, - men for den brutale, dyriske Raahed og Drukkenskab, hvilken sidste dog ikke destomindre som oftest er forenet med saamegen Bevidsthed, at den kan holde sig selv i Tømme saasaart den berører Byens og dermed Kjøbenhavns Polities Territorium. Det i Alleen tilstedevarende Opsyn er saagodtsom aldeles afmægtigt, thi selv de høfligste og moderateste Forestillinger til de drukne Herrer Burschen, Matroser og desl. besvares kun med Tilbud om Prygl. Den der er saa uheldig at ledsage Damer paa en saadan Aften, maa værgeløs finde sig i at der lige for deres Øren synges eller rettere brøles de allergemeneste Viser og at de insulteres ved skamløs Tiltale. Det er da vel ogsaa ved slige Lejligheder, skjøndt jeg ikke saa nøie veed det, at de smukke Lygter, hvormed Alleen til Nytte og Beqvemmelighed er bleven forsynet, forsætlig blive beskadigede ved at man, af reen Kaadhed, slaaer Glassene itu og paa anden Maade ødelægger dem. - Hvilke Foranstaltninger der burde træffes mod saadant Uvæsen, er overflødigt her at gaae ind paa, men hvad de dermed forbundne Omkostninger angaaer, saa mener jeg, at de Forlystelsessteder, som levere saadanne Nattegjæster og drage Fordelen af dem, ogsaa burde være nærmest til at bære de fornødne Udgifter til at holde dem i Tømme.

Jeg forbliver o. s. v.

En Beboer af Alleen.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 3. maj 1847).

Lyststedet Sans Souci på Frederiksberg Alle ca. 1850. Det Kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.

Landvæsensinstitutet Ørsberg i Angel. (Efterskrift til Politivennen)

I vort sidste Nummer berettede vi, at i disse Dage tvende unge Mennesker, den ene fra Staden, den anden fra Amtet Haderslev, vare tagne til Ørsberg i Angel, for at frequentere det derværende Landvæsensinstilut. Vi supplere denne vor Beretning derhen, at ikke blot 2 men 4 unge Mennesker, der have valgt Landbruget til deres Levevei, og af hvilke 2 ere fra Staden og 2 fra Amtet Haderslev, i disse Dage ere tagne til Institutet i Ørsberg, erfterat der allerede i nogen Tid befinde sig 2 Elever her fra Amtet paa dette Institut.

Med inderlig Glæde hører man Beretningerne om den theoretisk-practiske Dannelse, de vordende Landmand erholde paa det fortræffelige Landvæsensinstitut i Ørsberg. Underviisningen gives af 5 udmærkede theoretisk practiske Lærere. Af Underviisningsmethoden anføre vi kun nogle enkelte Træk, der ere komne til vor Kundskab, men som tilstrækkelig godtgjort, at den sande Skole for den vordende dygtige Bonde befinder sig i Ørsberg. Den theoretiske og den practiske Dannelse gaae her Haand i Haand. Medens en Deel af Eleverne erholde den theoretiske Underviisning, maa den anden Deel øve sig i at føre Plov og Harve, selv at forfærdige disse og andre Avlsredskaber, at saae, høste o. s. v.

Hvad Veterinairvidenskaben angaaer, der er saa nyttig for Bonden, saa finde Eleverne i Ørsberg den herligste Leilighed til deres theoretisk-practiske Dannelse. En udmærket Dyrlæge er Lærer ved Anstalten, og giver ei blot en reen theoretisk Underviisning, som han gjør anskuelig ved Anatomering af Huusdyr paa Anstalten, men han medtager ogsaa Eleverne, naar deres Tid tillader det, paa sine Udflugter til Omegnen, hvor han er meget søgt af Bønderne, og lader da Eleverne, naar han anseer dem for forberedede dertil, paa egen Haand under hans Tilsyn foretage selv vanskelige Operationer.

Ogsaa Landmaaleriet læres i Ørsberg aldeles theoretisk-practisk, saa at Eleverne selv maa kunne opslaae deres Maalebord i Ørsberg og Omegn, hvor Bønderne velvillig intet have imod disse Øvelser, tage denne eller hiin Kobbel, Skov o. s. v. til Papir og beregne disses geometriske Størrelse.

Jordboniteten anskueliggjøres Eleverne deels ved en betydelig Samling af Mineralier og Mineralblandinger (Jordblandinger), der opbevares paa Anstalten, deels ved Gravninger og Boringer paa Markerne.

Ligeledes er der i Ørsberg fortræffelig sørget for theoretisk-practisk Underviisning i Gartneriet. For blot at nævne een Green deraf, saa findes der i Anstaltens Have flere hundrede forædlede Frugttræer, der ere podede af Eleverne.

Disciplinen forbinder Strenghed med Mildhed. Navnlig de Elever, der befinde sig paa selve Anstalten (nogle logere nemlig i Nærheden) staae under strængt Tilsyn. Fremfor Alt sørges for, at Eleverne ikke vænnes til Ladhed, men, saa meget fornuftigt, uafladelig beskjæftiges enten med Theori eller Praxis, saa at Eleven i Ufornuftigte Øine muligen kan synes at blive behandlet noget streng, men hvorfor han i sin Tid vil takke sin Opdragelsesanstalt og sine Lærere. De tildeelte Straffe bestaae iøvrigt blot i stræng mundtlig Irettesættelse, og eventuel Stuearrest.

Idet vi slutte disse af Flere, der i disse Dage have besøgt Institutet, os meddeelte Notitser, bemærke vi kun sluttelig, at der aldeles Intet er i Veien for Optagelse af Elever fra dansktalende Districter i Hertugdømmet Slesvig. isærdeleshed naar disse Elever nogenlunde forstaae det tydske Sprog, om de end ikke kunne tale det. Lærerne ved Anstalten forstaae næsten alle Dansk og navnlig taler Bestyreren det ganske færdig, og alle vide at rette sig efter Elevernes Tarv.

Den fremadskridende Landvidenskab dyrkes ogsaa kjærlig i Ørsberg. Ei blot de betydeligste navnlig tydske Værker over Landvæsenet findes ialmindelighed paa Anstalten, men ogsaa flere Modeller af de nyopfundne eller hidindtil hos os ukjendte Avlsredskaber, ja disse Redskaber ere tildeels fuldstændig forfærdigede og prøves paa Markerne.

Endelig bemærke vi med Glæde, at den herlige Anstalt i Ørsberg, der næsten lover at blive mere for Hertugdømmerne, end engang Anstalten i Hosirul var for Schweiz, idet denne størstendeels blev en Anstalt for unge Adelige og andre Fornemme fra forskjellige Lande i Europa, den første derimod lover at blive en sand theoretisk-practisk Skole for Hertugdømmernes Bondestand, - endnu bemærke vi om denne Anstalt, at den til næste Sommer vil blive frequenteret af 34 Elever, medens den begyndte med det beskedne Antal af 9.

(Lyna. Wochenblatt für Hadersleben und Umgegend / Ugeblad for Haderslev og Omegn 1. maj 1847).

Vertumnus' Forlis 13de til 14de April 1847. (Efterskrift til Politivennen)

I 1847 omkom 9 ud af 14 sømænd, da det engelske skib Vertumnus forliste ved Ferring Strand, Harboøre. Det lykkedes at redde 4 besætningsmedlemmer. Dette og andre forlis gav anledning til et redningsvæsen.

Ifølge Beretning fra Thisted er det en engelsk Tremaster ved Navn "Vertumnus", der er strandet ved Harboøer, med en kostbar Ladning af Stykgods til St. Petersborg, bestaaende af Apothekervarer, Indigo, Caffe, Porter osv. Skibet er Vrag, men af Ladningen skal dog en Deel i meer og mindre havareret Tilstand være kommen iland.

(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende 21. april 1847).

Annonce i Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende 23. april 1847 over varerne i Vertumnus.

Thisted.

... Af det paa Harboøer Strand forulykkede engelske Barkskib "Vertumnus" Capt. Thomsen, er en stor Deel af Ladningen i havareret Tilstand bjerget [see Avertissementet], Den druknede Capitains og nogle af Mandskabets Liig ere inddrevne og begravede. Del er beklageligt, at den ved Harbeøer eller Canalen liggende Redningsbaad ikke kunde anvendes til det ulykkelige Mandskabs Redning, hvoraf som bekjendt 9 druknede; det Sted hvor Skibet indstrandede er kun henimod et Par Mile fra Canalen. Begge Redningsbaade skulle efter Sigende være en Gave af Private, naturligviis i den ædleste Hensigt, hvilken dog ikke ved denne Leilighed er bleven opfyldt; thi deels paastaaer man at der skal feile adskillige Redskaber eller Apparater for at kunne afbenytte Baadene, og deels ere vore Kystbeboere saa ukyndige i Brugen af en saadan Redningsbaad, at Ingen har været at formaae til at gaae ud med den. Da Baaden jo hidtil ikke skal have kostet det Offentlige noget, saa var det at ønske, at dette ville bestride Udrustningen af samme, og at et Par Mand maatte opsendes, der kunne undervise Kystbeboerne i Brugen af Redningsbaaden. Flere Mand, der ere fortrolige med vore Kyster, paastaae, at de saakaldle Bombekanoner, hvorved Tonge kunne udskydes eller kastes ombord paa et paa de ydre Revler indstrandet Slib, ville der være meget hensigtsmæssige, da derved mangen kjæk Sømands Liv ville blive reddet. 

(Thisted Kongelig allernaadigst privilegerede Amtsavis og Avertissementstidende, eller Den nordcimbriske Tilskuer 24. april 1847).

Fra det paa Harboøer Strand forulykkede engelske Barkskib "Bertumnus" er den druknede Capitains og nogle af Mandskabets Liig inddrevne og begravede. (Th. Av.)

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 27. april 1847).

We the survivors of the late Barque "Vertumnus" do take this public opportunity of offering up to Mr, C. B. Claudi our heartfelt thanks and prayers for his welfare, for his brave et humane efforts at the great risk of his own Life in succeeding saving us from a watery grave and the kind and affectionate mariner in which we were treated afterwards.

And it is our sure and firm belief that if that daring and humane gentleman had had a proper constructed lifeboat and other apparatus at his disposal, be would have succeeded in saving all the crew of this illfated vessel 20 hours sooner.

(Signed) Charles Thompson,
chief Mate.
his
James + Varkin, Seaman,
Mark.
Alexander Gray do.
John Milner, Apprentice. 

Dated this 18. day of April 1847 at the village of Harboøer near Lemvig, Coast of Jutland.

Idet vi have optaget ovenstaaende Taksigelse troe vi, at man ikke uden Interesse vil læse følgende og velvillig meddeelte Beretning om de nærmere Omstændigheder ved Skibet "Vertumnus's" sørgelige Undergang:

"Barkskibet "Vertumnus" af London, ført af Capt. Thomas Thompson, bestemt til St. Petersborg med en Ladning Stykgods, indstrandede for Harboøre Strand Natten imellem den 12te og 13de April under en Storm af NV. og usædvanlig høi Sø. Skibet blev staaeude paa den yderste Kant af den indre Revle noget over 300 Alen fra Landet, hvor Søen brød allervoldsomst. Dækket var saa overskyllet af de heftige Brændinger, at Mandskabet ikke kunde opholde sig derpaa, og Alt, indbefattet Baadene, var bortskyllet derfra. Mandskabet opholdt sig i Fokkemærset, og alle deres Forsøg paa at faae en Tougende iland ved dertil at binde letflydende Ting strandede derpaa, at den rivende Strøm strax rev Alt bort i Retning mod den sværeste Brænding, hvor ingen Baad kunde komme. Uagtet vi foretoge mange med Livsfare forbundne Forsøg paa at redde det hele Mandskab, var det ikke muligt at naae til Skibet med Baaden formedelst Strøm og Brænding, og for en stor Deel fordi Vraget og Takkelagen af den kappede Stormast laae indenfor Skibet og hindrede Baaden i at komme det saa nær, at vi kunde tilkaste det en Ende. Først næste Dags Morgen ved Daggry lykkedes det med Livsfare at bjerge 4 Mand fra Vraget. Der var strax den første Morgen sendt Staffet til Agger, kanal efter den der stationerede Redningsbaad, men man erklærede derfra, at det ikke var muligt for Brænding og Strøm at naae hen til Strandingsstedet (circa 2 Mil)."

(Artiklen refererede desuden artiklen i Thisted Avis af 24. april)

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende  5. maj 1847).

En dag omkring 1. maj 1847 får Morten Gram besøg af tjenestekarl Anders Jensen Smed fra Møborg, der vil købe tran. "Morten ved Kirken" har ingen tran den dag - han må jo nok normalt have handlet med varen; ellers kom man vel ikke for at købe - men i sine gemmer har han noget andet, som han godt vil have Anders Jensen Smed til at sælge videre. Det er 6 bøffelskind fra den strandede engelske bark "Vertumnus". Da barken natten mellem 13. og 14. april blev slået i stykker af brådsøerne mellem Langerhuse og Knopper, drev spændende ting i land, især betydelige mængder af farvestoffet indigo, men også andre varer, der var bestemt til Rusland og nu i vid udstrækning blev stjålet og forsøgt videresolgt gennem mellemhandlere til købmænd og farvere, især i Lemvig og Holstebro. Skindene havde været anvendt til indpakning af stoffet Sarsaparille ( = kinarod), og for 4 mark købte Morten Gram de 6 skind af Christen Domp fra Lemvig, der igen havde købt dem af to kvinder fra Langerhuse. - Det, han nu viste frem, var der et hug eller hul i.

Anders Jensen Smed skulle ingen skind have. Han var taget til Harboøre for at købe tran, til kromanden i Tim, og har naturligvis været klar over skindenes oprindelse og risikoen ved at handle med stjålne varer. For øvrigt havde han selv i forvejen fået anskaffet sig et par pund indigo.

Mandag den 3. maj er han i Holstebro med kalveskind til købmand Wium og træffer her i butikken skomager Hygum. Anders Jensen Smed er tydeligvis handelsmand, der vil udnytte en mulig chance, og spørger skomageren, hvad han vil give for et skind, om det også havde et hul og var vådt! Skomageren svarede, at han ikke købte våde kalveskind!

Som dagene går, får Morten Gram selv kolde fødder. Han ved, han kan risikere husundersøgelse, og en nat lister han over på kirkegården - der var jo ikke mange skridt - og begraver sine seks bøffelskind der. Da rettens betjente dukker op den 15. maj, måtte de notere, at hos Morten Gram var „ingen spor eller noget, der kunne give anledning til mistanke“.

Men tyverisagen er nu under optrævling, og også Morten Gram bliver angivet. Den 20. maj må han møde til forhør i Lemvig og skjuler åbenbart intet. Skindene må jo stadig findes, hvor han gravede dem ned, siger han, og han forpligter sig til straks at levere dem til sognefogden.

Endvidere fortæller han, at han nogle dage efter strandingen selv på stranden har opsamlet noget, som han mente var tørrede pommerantser. Han afleverer det fundne, og retten konstaterer, at det i virkeligheden er et par lod kokusskaller, der bliver vurderet til 4 skilling.

Der kunne nævnes adskilligt mere om handelsvirksomhed ud fra denne særdeles omfattende strand tyverisags akter. Morten Gram og de to andre omtalte var ikke de eneste, der blev tiltalt for hæleri i den forbindelse.

Ved underretsdommen 4/11 1847 vurderes Morten Grams forseelse til 2 gange 5 dages fængsel på vand og brød. Landsretten 7/5 1849 var mildere og fastsatte straffen til 2 dages fængsel, og højesteret er af samme mening, da dommen her afsiges 16/1 1852.19

(A. V. Langer: Købmandens hus i Harboøre, Hardsyssel Årbog 1976).

Carl Neumann (1833-1891): En stranding på Jyllands vestkyst. Bemærk at tegningen ikke viser de daværende redningsbåde. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Det forulykkede Skib "Vertumnus". Herom hedder det i "Viborg Av.": Da der er opstaaet Mistanke om ulovlig Omgang med endeel af det Opdrevne af Ladningen af det for Harboøer den 13de April strandede Skib "Vertumnus", navnligen hvad Indigo og Cochenille augaaer, saa udloves fra Herredfoged-Contoiret i Lemvig, under Fortielse af Angiverens Navn, en Belønning af 10 til 50 Rbd., alt efter Opdagelsens Vigtighed, til Den eller Dem, som beviisligen kan angive de deri Skyldige. Tillige advares Enhver imod at kjøbe saadanne Varer af Personer, som ikke ere handelsberettigede. - Til Auktionen i Tirsdags og Onsdags i Lemvig over det Bjergede fra fornævnte Stranding, havde indfundet sig flere Hundrede Lysthavende. For de fleste Sager betaltes enorme Priser, og Kjøbelysten var hos Enkelte saa stærk, at Mønten hos disse syntes at spille en underordnet Rolle. Varerne vare meget havarerede, nogle nok aldeles ubrugelige, men selv for disse kunde der opnaaes Penge. Det store Parti Indigo, der var annonceret tilsalgs (18,000 Pd. Br.), kunde rimeligst anslaaes til det Halve Nettovægt, og heraf kjøbte en Proprietair fra Lemvig-Egnen for ikke mindre end 12.000 Rbd. Dagen efter fortaltes, at Proprietairen igjen havde afhændet Partiet med et Tab af omtrent 3000 Rbd.; er dette sandt, anbefale vi Manden ikke en anden Gang at slaae ind paa Kjøbmandssager. Ordsproget siger: "Skomager bliv ved din Læst!" De annoncerede Skind, der endog fra Hamborg havde hidført Liebhabere, bleve opraabte til Salg paa nærmere Approbation. Imod denne ved en Strandingsauction vistnok urimelige Bestemmelse, blev der fra en af Liebhavernes Side nedlagt Protest; Fogdens derefter paafulgte Kjendelse gik ud paa Auctionens Fremme efter Conditionerne, med Reservation af Protestantens lovligt Ret efter nedlagt Protest. Skindene bleve nu forauctionerede, og høie Priser obtineredes for samme; men Dagen efter betydedes Kjøberne, at de gjorte Bud ikke vare blevne approberede. Man maa altsaa nærmest antage, at Lloyd's Agent, der var tilstede ved Auctionen, ikke har villet sælge Skindene. Men paa den anden Side var det en temmelig drøi Spas at drive med de Folk, der langveis fra efter Annoncen i Bladene vare lokkede hertil, i Særdeleshed da gode Priser udbødes. - Det Beløb, Auctiouen udbragtes til, kan vel anslaaes til henimod 50,000 Rbd. - I Onsdags Eftermiddag indtraf Justitsraad Petersen fra Holstebro til Lemvig, for i Cancelliraad Gundelachs Sygdomsforfald at fortsætte de paabegyndte Undersøgelser med Hensyn til Misligheder, der formenes begaaede ved Bjergningen af det fra ovennævnte Skib ilanddrevne Gods. - Sluttelig tilføies, at det fra Beboernes Skyld paa Harboøer vilde være os kjært offentligt at see udtalt, om der fra disses Side ved oftnævnte Skibs Stranding er lagt en saadan Activitet for Dagen for at redde de Forulykkede, at derom Intet kan være at sige.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 11. maj 1847).

- I Vraget af det ved Harboøer strandede Engelske Barkskib "Vertumnus" ligger endnu for 27,000 Rbd. Tin og et halvthundrede Flasker Kviksølv. (Aarh. Av.)

(Morgenposten 22. maj 1847).

- En Indsender i Aalb. Av. beretter, at den ved sin Retsindighed, Nidkjærhed og Skarpsindighed hæderlig bekjendte Politimester, Justitsraad Ridder Petersen i Holstebro, i denne Tid er beskæftiget med at optage Forhør i Anledning af mislig Omgang med det fra Skibet "Vertumnus" indstrandede Gods. Efterat han har inqvireret adskillige Steder, isærdeleshed paa Harboøere, er det lykkedes at komme paa Spor efter en stor Deel af de Tyverier og Salg som i saa Henseende ere forøvede, og flere Personer, deriblandt endogsaa Gaardmænd, ere blevne belagte med Arrest, som stærkt mistænkte. - Det er at vente og haabe af den Mand, som tidligere med Held har udført det Hverv: i betydelige Tyvesager at opdage de Skyldige til velfortjent Straf, at han ogsaa ved denne Lejlighed maa være saa heldig at fremdrage den vistnok store Mængde, som mere eller mindre paa ulovlig Maade har tilvendt sig fremmed Eiendom ; thi det er paa den høie Tid, at der sættes Grændse for et Uvæsen, som Enhver, der ikke kan være ligegyldig ved, at Folk i et oplyst Land af fremmede Nationer skal stemples med Navne "Tyrk" eller "Barbar", tilvisse maa betragtes med den dybeste Afskye; maaskee turde man da vente sig, at gamle indgroede Forestillinger med Hensyn paa Tilvendelsen af strandet Gods efterhaanden kunde udryddes, saa at de Ord: bjerge (d. e. at tage og bortføre hvad Havet opkaster) og stjæle dog engang maatte blive betragtet som eensbetydende, med samme Ansvar. Thi det er desværre en hos mange Kystboere herskende Mening, at det ikke er nogen Synd at bjerge (paa ulovlig Maade), og med den Tanke eller Yttring: "Ligesaa godt kan Ravnen tage det, som Kragen", haster de til Stranden, saasnart det rygtes, at et Skib er strandet, endogsaa Fruentimmer og Børn, for efter gammel Skik og Brug at forsyne Kurve og Lommer; og de agter maaskee mindre paa deres Klagerøst , der fra det forulykkede Skib raaber om Frelse og Redning.

(Fyens Stifts Kongelig ene privilegerede Adresse- og politiske Avis samt Avertissementstidende  1. juni 1847 og Bornholms Avis. Kongelig ene privilegeret Avertissements-Tidende 11. juni 1847).

- Konsul Kalls Dykkerfartøi, som hjemkom til Frederikshavn den 25de F. M. fra Agger, hvor Undersøgelse af Bundstedet af det forliste Skib "Vertumnus" var foretaget, uden at man har opfisket Andet end et Par Ankere med noget mere Skibsinventarium, eftersom det Hele var overskyllet af Sandet, har efter sin Hjemkomst og efter Overenskomst med Generaltoldkammeret udtaget Masterne af en 1/4 Mil udenfor Havnen i Aaret 1840 sunket Brig "Najaden" af Kiel. Fartøiet er for Øieblikket ved Skagen, for at undersøge og muligt giøre Forsøg paa at optage et dersteds sunket Skin. (Aalb. Av.)

(Morgenposten 9. juli 1847).

Med til den mislykkede redningsaktion var strandingskommissær Christopher Berent Claudi fra Lemvig. Han var med ombord i en fiskerbåd som forgæves forsøgte at redde besætningen i land. Efterfølgende skrev han til amtmanden: 

… da det var umuligt at komme ud til skroget […], så faldt det i vores sørgelige lod at blive vidne til den smerteligste og mest hjertegribende scene som kan tænkes. Den nemlig at se de ulykkelige efterhånden falde i vandet af udmattelse, uden at vi havde midlerne i vor magt til at frelse dem.

To af sømændene fra Vertumnis kendte man fra en anklage om tyveri af spiritus:

CENTRAL CRIMINAL COURT.

SESSIONS PAPER.

CARROLL, MAYOR.

SIXTH SESSION, HELD APRIL 5TH, 1847.

MINUTES OF EVIDENCE,

Taken in Short-hand by

HENRY BUCKLER.

LONDON:

GEORGE HEBERT, CHEAPSIDE.

TYLER & REED, PRINTERS, BOLT-COURT, FLEET-STREET

1847

JOHN MILNER, WILLIAM SYKES, THOMAS EDWARDS, ZACHARIAH FURMAN, WILLIAM JOHNSON.

Theft: simple larceny.

5th April 1847

935. JOHN MILNER, WILLIAM SYKES, THOMAS EDWARDS, ZACHARIAH FURMAN , and WILLIAM JOHNSON , were indicted for stealing 13 pints of brandy, value 1l. 12s. 6d., the goods of the London Dock Company; to which

SYKES pleaded GUILTY. Aged 17.

FURMAN pleaded GUILTY. Aged 18.

JOHNSON pleaded GUILTY. Aged 18. Confined Three Days.

JAMES ROEERT WHITE. I am an inspector of the Thames-police. On the 23rd of March I was passing round the east quay of the London Docks—I saw a cask of brandy leaking—I examined it, and found two holes plugged up—I went on board the brig Favourite, and found Milner, Sykes, and Edwards—I commenced searching, and under a bed-place where Milner and Sykes were lying, I found a bottle, containing one quart of brandy, put into a stocking—I asked them who it belonged to—they each replied they did not know—I then asked who the stocking belonged to, and Milner replied, "It is mine"—I also found a fellow-stocking in his bed-place—on searching the coal-hole, I found two bottles containing brandy—the Favouritewas in the docks, and persons on boars would have an opportunity of getting to the quay—I asked who put the bottles into the coal-hole—Sykes said, "I did"—I asked him how he came by the brandy—he said he got it from the quay, that he bored a hole with a gimlet, got the brandy out, and brought it on board in a bucket—Ithen examined the ded-place, and found a bottle containing brandy—I asked Edwards how it came there—he said Sykes brought some on board in a bucket, and said, "You shall have some," and that he took a bottle and put some into it—I then went with Dix on board the Verdumnu's, where we found six other bottle of brandy—Johnson and Furman were on board the Vertumnus.

GEORGE DIX. I found part of this brandy on board the Vertumnus—I asked Furman and Johnson where they got it—they said from on board the Favourite, and that Sykes drew it in a bucket.

HENRY ASHCROFT. I gauged the cask on the quay—I found three gallons of brandy were gone.

MILNER— NOT GUILTY.

EDWARDS— NOT GUILTY.

I Fredags paakjendte Høiesteret den forhen omtalte Justitssag mod Strandfogderne Chr. Sørensen Røn og Thomas Kjøbmand samt 115 Andre, der tiltaltes deels for ulovlig Omgang med løst af Havet inddrevet Gods, deels for Tyveri og Hæleri, samtlige Forbrydelser udøvede med Hensyn til det 1847 paa Harboøer Strand ved Jyllands Vestkyst indstrandede engelske Skib "Vertumnus", og sammes af Cochenille, Caneel, Indigo etc. bestaaende Ladning. De fleste af Forbrydelserne vare imidlertid, som ogsaa de de Tiltalte idømte Straffe udvise, meget ubetydelige, og flere af dem vistnok udøvede uden at de Paagjældende havde gjort sig noget Begreb om det Indgreb i Andres Eiendomsret, som de derved havde gjort sig skyldige i. Af de meest Skyldige er Een bleven dømt til 1 Aars Forbedringshuusstraf. Fire til 6 G. 5 D. Fængsel paa Vand og Brød, en Farver samme Straf i 4 G. 5 Dage, Atten til 3 G. 5 D. Fængsel paa Vand og Brod, 17 til 2 G. 5 D. dito, 17 Andre til 5 Dages dito, et Par Andre til 2 Dages dito, Strandfoged Chr. S. Røn til 20 Dages Fængsel, Strandfoged Th. Kjøbmand til 8 Dages dito, nogle Andre, hvoriblandt en Kjøbmand, til samme Straf, Resten til Mulcter fra 1 til 50 Rbd. Blandt de Høiestmulcterede (50 Rbd.) er en Vicekonsul. Sagen fortes for Høiesteret af fie Advocater (FL. Bl.)

(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende 23 januar 1852).

Claudis beretning om forliset og redningsforsøget stod at læse i Illustreret Tidende. 

Claudi besluttede, at det ville han gøre noget ved. Han rejste bl.a. til England for at studere, hvordan de havde indrettet redningsvæsenet der. Og bagefter tog han fat på at overbevise politikere og embedsmænd om, at man skulle bygge redningsbåde og anskaffe redningsraketter og redningsstole. I 1847 lykkedes det ham at få etableret de første redningsstationer på den jyske vestkyst, bl.a. Flyvholm Redningsstation.

Redningsvæsenet fik hovedkontor i redningsbestyrer Claudis villa i Lemvig. (Den lå med en stor have ud til Østergade, omtrent der hvor parkeringspladsen mellem Musikskolen og rådhuset er i dag). I 1869 blev Claudi efterfulgt af Anthon Andersen, der bestyrede Det Nørrejyske Redningsvæsen fra sit hus i Vasen i Lemvig indtil 1909, hvor hovedkontoret først flyttede til Skagen og siden til København.

Vraget er ikke blevet fundet (2017), så der kan stadig ligge tin og kviksølv på ulykkesstedet.

Se også A. V. Langer: Da barken "Vertumnus" strandede ved vestkysten den 13. april 1847, Tidsskrift for Redningsvæsen årg. 41, 1974, nr. 8 s. 87-90 og nr. 9 s. 1002-105.