05 august 2020

Forsamlingen i Kiel 18de Februar. (Efterskrift til Politivennen)

Hertugdømmerne. Om Forsamlingen i Kiel læses Følgende i "Börsenhalle": Kiel d. 18de Febr. Den Eenstemmighed i de fattede Beslutninger, de, trods de meest divergerende Anskuelser tilsidst opnaaedes i de Deputeredes Gaarsforsamling, lader enhver Fædrenelandsven haabe, at den betraadte Vei ogsaa vil føre til det af Alle ønskede Maal: en fri Forfatning for begge Hertugdømmer. Er ogsaa den af Pluraliteten af de slesvigske Deputerede forsvarede Mening, strax at vægre sig vedd at vælge, i og for sig et rigtigere Middel til at undgaae en Heelstat, saa vil dog samtlige Deputeredes eenstemmige Erklæring ved Foretagelsen af Valgene, saaledes som det besluttedes igaar, ligeledes belære og advare Regjeringen og afholde den fra at virkeliggjøre Statseenhedsideen ved voldsomme Forholdsregler. Forsamlingen, hvortil 60 Deputerede havde indfundet sig, og hvori et stort Antal Suppleanter og Medlemmer af Universitetet deeltoge, aabnedes Kl. 1 af Borgmester Balemann, hvem Præsidiet var overdraget. Fra Kl. 1 til 6 discuterede man Spørgsmaalet: Vælge eller ikke vælge? For hiint udtalte sig: Balemann, Reventlow-Preetz, Olshausen, Neergaard, Rohwer, Lorentzen, Wiese, Bargum; imod Beseler, Engel,Lüders, Esmarch, Güllich, Bremer, Nickels-Prangen, og i et skriftligt Indlæg, som oplæstes, Löck. Da Dr. Balemann efter Dineen Kl. 8½ atter aabnede Forsamlingen havde et ikke ubetydeligt Antal uindbudne Tilhørere indfundet sig, men Forsamlingen ignorerede deres Nærværelse, for saaledes at vække Haabet om, at en vordende schleswig - holsteinsk Stænderforsamling vil bestemme sig for fuldkommen offentlige Møder, hvortil vore Provindsialstænder endnu ikke have kunnet drive det. Dr. Gülich fra Slesvig foreslog ved Aftenmødets Begyndelse, at man skulde see at blive enig om en Erklæring, en Protest, der strax fra denne Forsamling, endnu før Indkaldelsen til Valgene, skulde sendes til Regjeringen. Her over opstod en lang Discussion, baade om det Formelle og Materielle, da man spurgte om, naar og hvorledes den skulde afgives, hvilken Betydning den burde tillægges for Valgmændene og de Valgte; hvad man skulde gjøre, naar Commissairen ikke vilde tage den til Protokols, om den skulde være ene af negativt eller ogsaa af positivt Indhold. I denne Discussion deeltoge fornemmelig dHrr. Engel, Wiese, Frederici, Lorenzen, Bremer, Nickels, Kleuze, Reventlow-Preetz, Beseler, Hansen. Den tog først en bestemtere Gang, efterat Clausen havde stillet det Andragende, at Forsamlingen skulde beslutte, at Valgacten ikke skulde foretages i Forbindelse med en af ham oplæst Erklæring (see Gaarsnummeret) og efter at de Herrer Beseler og Nickels havde erklæret, at de, hvis en saadan Declaration antoges, vilde tiltræde Majoritetens fattede Beslutning, at vælge. Wiese erklærede sig imod dette Forslag; han paastod, det var utilladeligt at binde de Enkeltes Samvittighed ved en saa bestemt udtalt Formel, han vilde den Henseende ikke lade sig bestemme af nogen Majoritet. Prangen understøttede denne Mening. Olshausen foreslog derpaa, at Forsamlingen skulde bestemme sig for, at Enhver ved Valgets Foretagelse skulde afgive en Erklæring i den Claussenske Erklærings Aand. Dette Forslag antoges eenstemmig. Ligeledes besluttede man eenstemmig at hvis Commissairen ikke vilde tage en saadan Erklæring til Protocol, vilde man ikke vælge, med mindre den ene eller anden Erklæring, som jo nu ikke var formuleret, var saaledes beskaffen, at Commissairen virkelig ikke kunde tage mod den. Det kan ikke negtes, at jo Beslutningerne ved denne Udstrækkelighed taber i Kraft, men da man dog kan og maa have den Tillid til alle vore Deputerede, at de, for at sige det ligefrem, ere ærlige Mænd, saa ligger deri ingen Fare, som derimod er at frygte i et muligt Feilgreb i Valget af de erfarne Mænd.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 23. februar 1848, 2. udgave).

Se også indslaget om forsamlingen fra Allgemeine Zeitung.

Forsamlingen i Kiel, 17. Februar 1848. (Efterskrift til Politivennen)

I Christian 8.'s regeringstid var der truffet principbeslutning om at afskaffe enevælden. Den 28. januar 1848 underskrev Frederik 7. et reskript som bebudede en fælles stænderforsamling for helstaten, og enevælden var opgivet. Desuden blev visse begrænsninger på ytringsfriheden nu ophævet. Stænderforsamlingerne både i Kongeriget og i Hertugdømmerne havde udpeget de "erfarne mænd" (52 i alt lige mange fra Kongeriget og fra Hertugdømmerne) som ifølge reskriptet af 28. januar 1848 skulle samles og vedtage det forfatningsforslag, der som lovet var under udarbejdelse. Den danske opposition overlod bevidst udspillet til den slesvig-holstenske lejr. 

Stænderforsamlingerne i Slesvig og Holsten "nedlagde arbejdet" og blev opløst. I stedet holdt medlemmer et mere uofficielt møde i Kiel den 17. februar, hvor 60 stænderdeputerede fra den holstenske og den slesvigske forsamling traf afgørelsen. Her en tysk artikel, med en oversættelse først (afsnit indsat så teksten ikke forekommer så kompakt som i originalen):

I går fandt mødet mellem repræsentanterne for hertugdømmerne Slesvig-Holsten sted i Kiel, og Slesvig-Holstens forhold til ideen om en forfatningsmæssig indlemmelse i Danmark blev besluttet. Det var en dag af yderste vigtighed; hele Kiel var samlet om dette spørgsmål, alle andre forretninger blev suspenderet; først i dag går borger og landmand, lærling og militærfok til deres daglige gøremål med et lettet frit hjerte.

Jeg skrev ikke til jer om det vigtige spørgsmål, som skulle behandles i går. Der var uenighed om hvorvidt de erfarne mænd som følge af reskriptet af 28. januar skulle vælges eller ej. Der var nogle grunde til det sidste; De vigtigste af disse var at valget frygtedes at give en eller anden indirekte indrømmelse til reskriptet eller dets indhold, og at der var tvivl om hvordan de valgte skulle forholde sig efter valget havde fundet sted. Men de der ønskede at stemme, antog delvist at en rent negativ modstand mod ideen om en generel forfatning ikke ville føre nogen vegne og ikke ville give grundlag for fremtiden; de så at i dette øjeblik måtte en eller anden positiv erklæring fra folket være mod de danske forhåbninger. Andre påpegede med stor begrundelse at man først og fremmest skal vogte sig for det uundgåelige ved mindretalsvalg, idet man er sikker på at regeringen ikke vil finde stemmer i hertugdømmerne til at deltage i overvejelserne, højst sandsynligt at den tyske by Flensborg vil stemme, ligesom nogle dele af Nordslesvig, og sandsynligvis også, at gejstligheden, og måske også ridderskab og universitet ikke ville være i direkte og samtidig ren negativ opposition til regeringen. Atter andre mente at det var upassende at modsætte sig en ordre fra fyrsten; man kan ikke vide hvad man havde til hensigt; det er fra begyndelsen forkert at stille vor egen hertug dårligt i forhold til sit land. Dette er konturerne af de synspunkter, som har rørt sindene i nogle dage, og som gik forud for gårsdagens møde.

Men ikke en eneste var af den opfattelse at en fællesforfatning var juridisk mulig og politisk gennemførlig, ligesom den opfattelse at valget burde give en form for anerkendelse af denne fællesforfatning eller gyldigheden af ​​reskriptet af 28. jan. Hvor dette var sikkert, kunne spørgsmålet om valg eller ikke-valg kun være et spørgsmål om rent hensigtsmæssighed; og netop derfor nævnte jeg det ikke, i den overbevisning at alt ville være formålstjenligt hvis blot det blev besluttet og gennemført i enighed. Sådan var det da en stor del af suppleanterne ankom her onsdag (16.). Aftenen gik med livlig diskussion; de kom ikke til enighed, men de skiltes med den faste overbevisning at de ville enes og måtte enes.

Næste morgen, tidligt i går morges, samledes flere hundrede borgere og indbyggere fra begge hertugdømmer i Kiel før fællessamlingerne begyndte. Her blev der besluttet en værdig adresse til det forestående deputeretmøde hvori det hed at "i denne fare, der truer det fælles fædreland" sætter hertugdømmernes folk den fulde og afgørende tillid til deres repræsentanter, at de vil vide at anerkende og beskytte landets helligste rettigheder og interesser; at folket er parat til at "give styrke" til enhver beslutning som de deputerede træffer, og at de overhovedet får lov til at stå da hele det tyske folk til enhver tid står ved deres side. Denne adresse udarbejdet på få øjeblikke og undertegnet med flere hundrede underskrifter, blev forelagt for deputerede af en deputation. Sidstnævnte samledes omkring middagstid da endnu flere var ankommet om morgenen. Der var ikke færre end tres, næsten det fulde antal af de folkevalgte i begge hertugdømmer. Borgmesteren i Kiel, dr. Balemann, blev udnævnt til præsident. Derefter ville suppleanterne, medlemmerne af den akademiske konsistorium og eventuelle tilstedeværende provster samt de besatte medlemmer af ridderstanden blive indkaldt enstemmigt, fordi de skal stemme ved valget af de erfarne mænd.

Samrådet begyndte kl. 1. Det blev fortsat med de mest intense debatter indtil kl. 6. Endelig blev afstemningen gennemført. 39 stemmer erklærede sig for valg, 21 imod. Beslutningen havde naturligvis ingen bindende kraft; selv nu var det overladt til enhver at gøre hvad han havde lyst til. Det var et udtryk for overbevisning, ikke en egentlig afstemning. Men man indså at man ikke kunne skilles på den måde. Så skete der noget med mig som jeg for altid skal takke de gavmilde mænd der gjorde det. En slesvigsk stedfortræder, etats- og overretsrådmand Nickels, rejste sig og erklærede: Det var selvfølgelig hans dybe overbevisning at valget var en forkert foranstaltning. Det eneste der betyder noget for vort land, er enhed; uden den var der ingen fremtid for hertugdømmerne, og så i denne overbevisning gik han nu over til den modsatte opfattelse. Eksemplet blev givet; det gik dybt ind i hjertet. Præsidenten giver ham hånden til manden til højre; sagen blev afgjort, og valget blev vedtaget som en enstemmig beslutning i forsamlingen. 

Det var første del af sessionen. Den efterfølgende frokost for et par hundrede deltagere forløb ret hurtigt og uden en lyd. Den anden ikke mindre vigtige del af dagen var tilbage. Klokken otte blev mødet genåbnet, og mødet åbnede nu sin session i fuld offentlighed. Et stort publikum mødte op. Det så i tavshed på det første slesvig-holstenske delstatsparlament som sad der uformelt, ganske enkelt, men med bevidstheden om at begynde noget meget vigtigt. Talerne begyndte. Valget var blevet accepteret, men ingen havde tænkt på at gøre det i betydningen af ​​en dansk helstat. Nu gjaldt det om at beslutte hvilken mening dette valg skulle tillægges. Det var klart at en erklæring fra vælgerne skulle afgives ved selve valget. Om det var alle enige. Indholdet af denne udtalelse var det afgørende spørgsmål. To hovedsynspunkter blev udtrykt: Den ene mente at en simpel negativ udtalelse imod ideen om en fælles stat ville være tilstrækkelig, den anden mente at man samtidig skulle sige positivt hvad man egentlig ville.

Efter lange og grundige overvejelser besluttede man sig for sidstnævnte. Det var fra den valgte advokat som Claussen foreslog følgende erklæring som norm for vælgernes erklæring ved valget: "Ikke som suppleant, men som valgmand udpeget af Hs. Maj. til at vælge rådgivere stemmer jeg; ud fra overbevisningen om, at de valgte, under hensyntagen til hertugdømmernes rettigheder, som jeg ikke ved mit valg kan eller afvige fra, men fraråder Hs. Maj indførelsen af ​​enhver forfatning baseret på tanken om en dansk helstat, som strider mod hertugdømmernes rettigheder og interesser, men vil allerunderdanigst anmode om forelæggelse af en forfatningsgrundlov for begge hertugdømmerne Slesvig og Holsten." Det blev vedtaget, at intet medlem skulle være bundet af denne erklærings ord. Derfor satte formanden spørgsmålet til afstemning: om forsamlingen efter at have godkendt valget beslutter at enhver vælger skal afgive en erklæring herom med det negative såvel som det positive indhold af samme? Og forsamlingen vedtog denne erklæring enstemmigt. 

Glæden var stor. Publikum brød ud i langvarige klapsalver; folk rejste sig, stedfortrædere, stedfortrædere, tilhørere blandede sig; man hilste og lykønskede hinanden med dagens succes; sagen blev afgjort, og fra den dag af blev hertugdømmernes og rigets fælles forfatning på samme tid en juridisk, politisk og moralsk umulighed. I århundreder har ingen dag i hertugdømmernes historie været vigtigere end i går; vi håber fra nu af, at landets fremtid for altid er afgjort. Med Guds og det tyske folks hjælp vil vi og vores børn og børnebørn stadig nyde frugterne af denne velsignede dag! Dette resultat blev først opnået ved 12-tiden om natten. De skiltes sent. I dag går de fleste deputerede hjem. 

Det krævede stort besvær at komme dertil. En ny sten er blevet tilføjet til vores uafhængigheds bygning; vi nærmer os enden. Følelsen af at det endelig skal ske, som det tyske folk ønsker det, er generel og dyb. Og må Himlen ønske at gøre denne dag endnu rigere, netop i går kom der to budskaber af stor betydning på denne side af Elben: at Begge Sicilier ville få en forfatning, og at - som endelig hævede og styrkede mere og gav dagen sin endelige indvielse - at det tyske forbund ville gøre hertugdømmernes sag til sin egen og sende en udsending til København! Jeg kan ikke fortælle jer med hvilken glæde, med hvilken stolthed denne nyhed fyldte sindene! Så alligevel og endelig! Så de forlader os ikke, de tyske fyrster! Vi kan være sikre på hvad vi håbede på! Nu er sejren vundet; nu er vi hvad vi skal være, vores eneste støtte, vores sidste håb, er en tysk stat! Og hvis alt kommer, hvad kan så komme - hvem kan gøre noget imod os, når endelig håbet om Tyskland, den tyske stormagt, træder i brechen for os? Det har været en dag så fuld og rig som få i 30 år! 

Men tro ikke, at vi på en eller anden måde er færdige med vores kampe! Lad os ikke snyde os selv. Intet er vundet mod Danmark endnu, bare meget for os. Det er den slagmark hvor vi vil stå. Ingen er i stand til at sige hvor det der er besluttet her, vil føre hen i første omgang. Det sværeste er stadig forude; den virkelige kamp er endnu ikke kommet. Men det er vundet at vi vil gå imod ham med muntert mod, med åbent visir, og frem for alt at vi vil møde ham i enhed!


Schleswig-Holstein, 18 Febr. Gestern hat die Versammlung der Abgeordneten der Herzogthümer Schleswig-Holstein in Kiel stattgefunden, und das Verhältniss Schleswig-Holsteins zur Idee einer verfassungsmässigen Incorporation in Dänemark ist enschieden. Es war ein Tag von der allergrössten Wichtigkeit; das ganze Leben Kiels hatte sich in diese Frage concertriert, alle übrigen Geschäfte wirden ausgesetzt; erst heute geht Bürger und Bauer, Lehr- und Wehrstand mit erleichtertem * freiem Herzen wieder den Weg täglicher Geschäfte. Ich habe Ihnen nicht über die wichtige Frage geschrieben, zu deren Erledigung der gestrige Tag angesetzt war. Man war sich nicht einig ob man in Folge des Rescripts vom 28 Jan überhaupt die erfahrnen Männer wählen oder nicht wählen solle. Manche Gründe sprachen für das letztere; die haupsächlichsten waren: dass man mit der geschehenen Wahl dem Rescripte, oder seinem Inhalt irgendein indirectes Zugeständniss zu machen fürchtete, und dass man bedenklich darüber war wie die Gewählten nach der geschehenen Wahl weiter zu verfahren hätten. Diejenigen aber welche wählen wollten, gingen theils davon aus dass eine rein negativen Opposition gegen die Ideen einer Gesammtverfassung zu nichts führen, für die Zukunft keinen Halt geben werden. sie sahen ein dass man in diesem Augenblick irgendeine positive Erklärung des Volkes den dänischen Bestrebungen entgegenstellen müsse. Andere wiesen mit grossem Rechte darauf hin dass man vor allem sich vor unausbleiblichten Minoritätswahlen hüten müsse, indem es gewiss sey dass die Regierung nicht Stimmen in den Herzogthümern finden werde welche an der Berahtung Theil nähmen, höchst wahrscheilich dass die deutsche Stadt Flensburg wählen werden so wie einige Theile Nordschleswigs, und wahrscheilich dass die Geistlichkeit und vielleicht auch wohl Ritterschaft und Universität nicht in directer und zugleich rein negativer Opposition mit der Regierung stehen wollen. Noch andere hielten es für unangemessen sich einem Befehle des Fürsten geradezu widersetzen; man könne nicht wissen, was man vorzulegen beabsichtige; es sey verkehrt von vornherein unsern eigenen Herzog in eine schiese Stellung zu seinem Lande zu bringen. Das sind die Grundzüge der Ansichten welche seit einigen Tagen die Gemüther bewegten, und welche der gestrigen Versammlung vorhergingen. Aber kein einziger war der Meinung dass eine Gesammtverfassung rechtlich möglich und politisch ausführbar sey, aber auch der Meinung dass mit der Wahl irgendeine Form der Anerkennung diser Gesammtverfassung oder der Gültigkeit des Rescripts vom 28 Jan. gegeben werden solle. Wo das gewiss war, da konnte die Frage nach Wahl oder Nichtwahl nur eine Frage der reinen Zweckmässigkeit seyn; und eben darum have ich derselben nicht erwähnt in der Ueberzeugung dass alles zweckmässig seyn würde, wenn es nur mit Einigkeit beschlossen und ausgeführt werde. So standen die Sachen, als bereits am Mittwoch (den 16) ein grosser Theil der Abgeordneten hier eintraf. Der Aben ging unter lebhafter Besprechung hin; man kam zu keiner Uereinstimmung, aber man trennte sich mit der festen Ueberzeugung dass man einig seyn wolle und einig seyn müsse. Am andern Mrogen, gestern in der Frühe, fand eind Versammlung von mehrern hundert Bürgern und Einwohnern aus beiden Herzogthümern, die sich in Kiel zusammengefunden statt, noch ehe die gemeinschaftlichen Sitzungen begannen. Hier ward eine würdig gehaltene Adresse an die bevorstehende Versammlung der Abgeordneten beschlossen, in der man es aussprach dass "in dieser dem gemeinsamen Vaterlande drohenden Gefahr" das Volk der Herzogthümer das vollste und entschiedenste vertrauen in seine Abgeordneten setze, dass sie die heiligsten Rechte und Interessen des Landes zu erkennen und zu wahren wissen werden; dass das Volk bereit sey jedem Beschlusse der Abgeordneten "Kraft zu verleihen", und dass sie sich überhaupt halten dürften, wie das ganze deutsche Volk ihnen in jedem Augenblick zur Seite stehe. Diese Adresse, in wenig Augenblicken entworfen und mit mehrern Hunderten von Unterschriften bedeckt, ward durch eine Deputation den Abgeordneten überreicht. Die letztern versammelten sich nun gegen Mittag, da am Morgen noch mehrere angelangt waren. Es waren ihrer nicht weniger als sechzig, mithin fast die volle Zahl der vom Volke in beiden Herzogthümern Gewählten. Der Bürgermeister von Kiel, Dr. Balemann, ward zum Präsidenten ernannt. Dann würden einstimmig die Stellvertreter, die Mitglieder des akademischen Consistoriums und die etwa gegenwärtigen Pröbste sowie die possessionirten Mitglider der Ritterschaft zugezogen, weil sie zur Wahl der erfahrnen Männer mitzustummen haben. Um 1 Uhr begann die Berathung. Sie ward unter den eindringendsten Debatten bis 6 Uhr Abends fortgesetzt. Endlich schritt man zur Abstimmmung. 39 Stummen erklärten sich für die Wahl, 21 dagegen. Der Beschluss hatte natürlich keine bindende Kraft; es blieb auch jetzt noch jedem überlassen zu thun was er wolle. Es war ein Aussprechen der Ueberzeugungen, keine eigentliche Abstimmung. Aber das sah man ein, so konnte man nicht auseinandergehen. Da geschah was mir den hochherzigen Männern, die es gethan, ewig zu danken haben werden. Ein schleswig'scher Abgeordneter, der Etats- und Obergerichtsrath Nickels stand auf und erklärte: es sey freilich seine innige Ueberzeugung dass die Wahl eine verkehrte Massregel sey. Allein das Entscheidende für unser Land sey die Einigkeit; ohne sie gebe es keine Zukunft für die Herzogthümer, und so gehe er in dieser Ueberzeugung nunmehr zur entgegengesetzten Ansicht über. Das Beispiel war gegeben; es griff tief in die Herzen. Der Präsident rechte dem Manne bewegt die Hand; die Sache war entschieden, und die Wahl ward als einmüthiger Beschluss der Versammlung angenommen. Das war der erste Theil der Sitzung. Das Mittagessen, an das einige hundert Theilnehmer sich anschlossen, ging ziemlich rasch und lautlos vorüber. Der zweite nicht minder wichtige Theil des Tages blieb. Um 8 Uhr ward die Versammlung wider eröffnet, und jetzt liess die Versammlung volle Oeffentlichkeit ihrer Sitzung eintreten. Ein grosses Publicum fand sich ein. Schweigend blickte es auf den ersten schleswig-holsteinischen Landtag, der formlos, einfach, aber mit dem Bewusstseyn ein Hochbedeutendes zu beginnen dasass. Die Reden begannen. Man hatte die Wahl angenommen, aber niemand hatte daran gedacht sie im Sinne eines dänischen Gesammtstaates vorzunehmen. Jetzt kam es darauf an zu beschliessen welche Bedeutung man dieser Wahl beilegen wolle. Es war klar dass man darüber eine Erklärung der Wählenden bei der Wahl selber beschliessen müsse. Darüber zuerst waren alle einig. Der inhalt dieser Erklärung war die Frage auf die es ankam. Zwei Hauptansichten thaten sich kund: die eine meinte es genüge eine einfache negative Erklärung gegen die Ideen eines Gesammtstaates: die andern waren der Ansicht dass man zugleich positiv sagen müsse, was man denn eigentlich wolle. Nach langer und gründlicher Erörterung entschied sich die Meinung für das letztere. Es ward von dem Abg. Adv. Claussen die folgende Erklärung als Norm für die Erklärung der Wähler bei der Wahl vorgeschlagen: "Nicht als Abgeordneter, sondern als von Sr. Maj. zur Erwählung von Rathgebern bestimmter Wahlmann wählte ich; von der Ueberzeugung geleitet dass die Gewählten, der Rechte der Herzogthümer eingedenkt, welchen ich durch meine Wahl nichts vergeben kann, oder will, Sr. Maj. die Einführung jeder auf der Idee eines dänischen Gesammtstaats beruhenden Verfassung, als dem Rechte und den Interessen der Herzogthümer widerspechend, widerrathen, dagegen aber die Vorlage Einer constitutionellen Verfassung für beide Herzogthümer Schleswig und Holstein unterthänigst beantragen werden." Man kam überein dass sich an die Worte dieser Erklärung kein Mitglied zu binden habe. Darum stellte der Präsident die Frage zur Abstimmung: ob die Versammlung, nachdem sie die Wahl genehmigt, beschliesse dass jeder Wähler bei derselben eine Erklärung in diesem Sinne, mit dem negativen sowohl als dem positiven Inhalte derselben abgeben werde? Und die Versammlung beschloss diese Erklärung einstimmig. Die Freude war gross. Die Zuhörer brachen in langanhaltenden Beifall aus; man stand auf, Abgeordnete, Stellvertreter, Zuhörer mischten sich; man begrüsste und beglückwünschte den Erfolg des Tages; die Sache war entschieden, und von diesem Tage an ist die Gesamtverfassung der Herzogthümer und des Königreichs eine zugleich rechtliche, politische und moralische Unmöglichkeit geworden. Seit Jahrhunderten ist kein Tag in der Geschichte der Herzogthümer wichtiger gewesen als der gestrige; wir hoffen von jetzt an ist die Zukunft des Landes für immer entschieden. Mit Gottes und mit des deutschen Volkes hülfe werden wir und unsre Kinder und Kindeskinder noch die Früchte dieses gesegneten Tages geniessen! Erst gegen 12 Uhr Nachts ward diess Resultat erreicht, Man trennte sich spät. Heite gehen die meisten Abgeordneten in die Heimath zurück. Es war der Mühe wrth zu kommen. Ein neuer Stein ist in das Gebäude unsrer Selbständigkeit hineingefügt; wir nahen dem Ende. Das Gefühl dass es endlich doch so kommen müsse, wie das deutsche Volk es will, ist allgemein und tief. Und das wolle der Himmel diesen Tag noch reicher machen, kamen gerade gestern zwei Nachrichen von hoher Bedeutung diesseits der Elbe an: dass das Königreich beider Sicilien eine Verfassung erhalten werde, und dass - was enendlich mehr hob und kräftigte und dem Tage seine letzte Weihe gab - dass der deutsch Bund die Sache der Herzogthümer zu der seinigen machen und einen Gesandten nach Kopenhagen schicken werde! Ich kann Ihnen nicht sagen mit welcher Freude, mit welchem Stolz diese Nachricht die Gemüther erfüllte! Also dennoch und endlich! Sie verlassen uns also nicht, die deutschen Fürsten! Wir dürfen gewiss seyn dessen was wir gehofft! Jetzt ist der Sieg gewonnen; jetzt sind wir, was zu seyn unsre einzige Stütze, unsre letzte Hoffnung ist, ein deutscher Staat! Und wenn alles käme was kommen kan - wer vermag etwas gegen uns, wenn endlich die Hoffnung Deutschlands, die deutsche Grossmacht für uns in die Schranken tritt? Es ist ein Tag gewesen so voll und reich, wie wahrlich wenige seit 30 Jahren! Aber glauben Sie nicht dass wir irgendwie am Ende wären mit unsern Kämpfen! Täuschen wir uns nicht. Es ist noch nichts gegen Dänemark gewonnen, nur viel für uns. Es ist der Kampfplatz beseichnet auf dem wir stehen werden. Niemand ist im Stande zu sagen, wohin das zunächst führt, was hier beschlossen ward. Der schwerste Theil ist noch zurück; der eigentliche Kampf wird noch erst kommen. Aber das ist gewonne dass wir ihm mit frohem Muthe, mit offenem Visir, und vor allem dass wir ihm einig entgegen gehen werden!    

(Allgemeine Zeitung 23. februar 1848)

Forsamlingen blev nævnt i Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 23. februar 1848, 2. udgave.

Advokat G. Balemann var tidligere præsident for den holstenske stænderforsamling. Han blev betragtet som mere moderat, men var dog sammen med grev Reventlow-Preetz blevet tillagt at stå bag den protestbeslutning imod Roskildeforsamlingens ønske om Helstatens betryggelse, som i 1844 samtidig fastslog den slesvig-holstenske bevægelses tre programsætninger: 1) Hertugdømmerne er selvstændige stater 2) der er fast forbundet med hinanden 3) og hvor arvefølgen er mandlig i modsætning til Kongeriget, hvor Kongeloven havde indført blandet arvefølge, hvilket Frederik VIIs barnløshed nu gjorde til et aktuelt problem.

Stænderforsamlingen for Roskilde fandt sted den 24. februar 1848. Den vedtog at den påtænkte forfatning ikke måtte få lovkraft før den var blevet behandlet og vedtaget af en folkerepræsentation. Det indebar at de 800.000 indbyggere i hertugdømmerne ikke skulle vælge lige så mange repræsentanter til den nye fællesrepræsentation som de 1,3 mill. i Kongeriget. 

Den 22.-25 februar udbrød der revolution i Paris. Og denne stemning bredte sig hurtigt til mange europæiske byer, inklusive Tyskland. I Danmark forøgedes den politiske aktivitet med offentlige borgermøder i Casino og Hippodromen (se senere), kendt under betegnelsen "Marts-dagene".

Slesvig-Holsteen Februar 1848 (Efterskrift til Politivennen)

Februar var der meldinger fra Paris om revolution og gadekampe, marts fulgte så i Berlin og Wien. Disse blev fulgt meget nøje i hertugdømmerne Slesvig og Holsten syd for Kongeåen. Ønsket om forandring havde længe gæret, utilfredsheden med alliancen med kongen havde været udbredt, den blev endnu større efter Christian 8.'s død. 


Kort hvis titel ganske godt beskriver situationen: "Nyeste kort over Kongeriget Danmark med Hertugdömmene Slesvig, Holsteen og Lauenburg, udgivet især med Hensyn til Borger- og -Almue-Skoler saavelsom privat Underviisning, giennemseet og foröget med historiske Bemærkninger." Slesvig angivet med orange farve går fra Kongeåen til Ejderen. (Jørgensen Riise, 1820. Hentet hos det Kongelige Bibliotek, med CCL.).

Det kunne have været interessant at granske aviser fra hertugdømmerne bredt, men jeg har kun haft mulighed for at gennemgå det tysksprogede Lyna, som udkom i Haderslev der dengang ikke lå i kongeriget Danmark, men i hertugdømmet Slesvig. Der findes ganske vist forskellige tekster, fx om Theodor Mommsen, men ikke konkrete artikler. Jeg har derfor været henvist til gengivelser af sådanne artikler i danske aviser. Og som nævnt i min baggrundsartikel om Slesvig-Holsten var disse meget partiske.

Nedenstående artikler er medtaget for at vise at meddelelser fra hertugdømmerne ikke var pålidelige. Grunden til at jeg gør det, er at en måned senere skulle netop ukorrekte informationer have en skæbnesvanger betydning. Kjøbenhavnsposten havde altså erfaring med upålidelige informationer. Først en artikel hvori citeres Kieler Correspondenzblatt:

- Fra Kiel skrives i Correspb.: I dag, den 17. kl. 12 om middagen, samledes de til overvejelse af valget af "de erfarne mænd" indtrufne stænderdeputerede. Debatterne om "at vælge eller ikke vælge" ville vel vedvare hele eftermiddagen. Talrige tilstedeværende udenbys boende forsamlede sig kort i forvejen med mange af denne bys indbyggere i en privatmands hus - politiet havde nemlig efter "Börsenhalle" forbudt den i et offentligt lokale intenderede sammenkomst - og vedtog enstemmigt en adresse til de stænderdeputerede. En deputation udvalgtes til at overbringe den, og den fik straks mange underskrifter. - "Börsenhalle" af 18. melder, at forsamlingen efter at have debatteret fra 12-6 og fra 8-11 havde bestemt at vælge; dog skulle efterstående erklæring afgives til protokollen ved selve valghandlingen af enhver deputeret, og hvis valgkommissæren nægtede at tilføje denne erklæring til protokollen, skulle enhver deputeret være forpligtet til ikke at vælge: "Ikke som deputeret, men som en af hs maj. til at vælge rådgivere udnævnt valgmand, vælger jeg, ledet af den overbevisning, at de valgte ville mindes hertugdømmernes rettigheder, hvilke jeg ved dette valg ikke i mindste måde vil krænke, at de ville fraråde hs. maj. indførelsen af enhver på ideen om en dansk fællesstat baseret forfatning som noget, der strider mod hertugdømmernes rettigheder og forfatning, men at de underdanigst ville foreslå, at man skal foreligge dem en konstitutionel forfatning for begge hertugdømmerne." En sådan protest er ikke videre farlig.

(Kjøbenhavnsposten 22. februar 1848)

Kiel. (Fra "Schleswig-Holstein meerunschlungen").

Allerede dagen efter måtte Kjøbenhavnsposten ud med en rettelse:

- Den omtalte forsamling af hertugdømmernes stænderdeputerede i Kiel har dog nok ikke ganske fået det udfald, der berettedes i går. I følge "Börsenhalle", om hvis pålidelighed man i så henseende ikke kan tvivle, var der mod den i går meddelte erklæring, som enhver deputeret efter advokat Claussens forslag, afgive ved valghandlingen, sket indsigelser, fordi fra etatsr. Wieses side. og derpå af justitsr. Prangen, hvilke mente, ar man ikke således kunne finde de deputeredes overbevisning. Enigheden var først blevet genoprettet efter at Olshausen havde foreslået at henstille til enhver, at afgive en erklæring efter hans egen samvittighed, hvilket sluttelig blev antaget af alle 60 tilstedeværende deputerede. - Blandt dem, der ikke havde indfundet sig, var de seks deputerede fra de nordslesvigske landdistrikter og de to flensborgske deputerede. 

Forsamlingen dirigeredes af borgmester dr. Balemann, og holdtes om aftenen temmelig offentligt idet en mængde ikke-deputerede overværede den. Om eftermiddagen i den første forsamling, hvor spørgsmålet om at vælge eller ikke vælge afhandledes, havde Beseler og Gülich været af den sidste mening, den blev imidlertid forkastet med 39 st. mod 21. Gülick foreslog derfor i aftenforsamlingen at de alle straks før de samledes til valg skulle indsende til regeringen en lignende erklæring som Claussens, men herpå ville man dog ikke gå ind. Vi beklager at dette ikke er sket, da det ville have givet regeringen fuldkommen anledning til at lade foretage nye almindelig folkvalg i hertugdømmerne - og følgelig også i kongeriget - . Det ville være en stor vinding for folkefriheden om en modstand af separatisterne, både på denne og på den anden side af Ejderen og Kongeåen, måtte føre dertil

(Kjøbenhavnsposten 23. februar 1848).


Kiel. (Fra Schleswig-Holstein meerunschlungen).


Af særlig interesse er bladet Lyna som udkom i Haderslev (dengang Slesvig) og var skrevet på tysk. Det var af slesvig-holstensk observans. Det var meget almindeligt at der blev sendt "adresser" med ønsker fra forskellige grupper til kongen. I denne adresse fra Kiel, udtrykte en rådgivende forsamling for de stænderforsamlingsvalgte i Slesvig og Holsten, at den ikke ønskede en forfatning der byggede på en dansk helstat hvor hertugdømmernes interesser ikke blev tilgodeset, men at kongen til gengæld udformede en som tog højde for begge hertugdømmer Slesvig og Holsten:

Kiel. 18. Febr.
Die zur Berathung eingeladenen Ständeabgeordneten Schleswigs und Holsteins versammelten sich gestern im hiesigen Locale der "Harmonie". Die Anzahl betrug 60. Die Flensburger, Nordschleswiger und Andere fehlten. Ausserdem nahmen ein "grösser" Theil Stellvertreter und Professoren der Universität Theil an der Berathung. Von 12 Uhr Mittags bis 5 ½ Uhr dauerte die Discussion über die Fragen, ob man die angebotene Verfassung ablebnen oder annehmen, und ob man für die Versammlung der erfahrenen Männer wählen solle oder nicht. Die erste Frage wurde einstimmig dahin beantwortet, dass man die Verfassung ablehnen müsse. Ueber die andere Frage schwankte man bin und her; Bürgermeister Balemann, welcher der Vorsitz beleidete, Reventlow-Preetz, v. Neergard, Rohwer Dr. Lorentzen, die Adv. Wiese, Bargum und Clausen sprachen für die Wahl; Beseler, Engel, Lüders, Esmarch, Gülich, Bremer, Rickels und Prangen wider dieselbe. Bei der abstimming seigten sich 39 Stimmen für und 21 wider die Wahl. In einer neuen Sitzung von 8 bis 11 1/4 Uhr Abends wurde die Einstimmigkeit endlich bewirkt, indem die 21 ihre Meinung der Mehrzahl opferten. Demnächst wurde die Annahme eines von Gülich (nach Andern von Claussen) gestellten Antrags verhandelt. Es sollten nämlich die Abgeordneten, wenn sie zur Wahl der erfahrnen Männer, welche die neue Constitution in Kopenhagen zu prüfen haben, berufen werden, erst folgende Erklärung zum Protokoll geben: 

"Nicht als Abgeordneter, sondern als von Gr. Maj. zur Erwählung von Rathgebern bestimmter Wahlmann, wähle ich, von der Ueberzeugung geleitet, dass die Gewählten der Rechte der Herzogthümer eingedenk, welchen ich durch meine Wahl nichs vergeben kann oder will, Se. Maj. die einführung jeder auf der Idee eines dänischen Gesammtstaats beruhenden Verfassung, als dem Rechte und den Interessen der Herzogthümer widersprechend, widerrathen, dagegen aber die Vorlage einer constitutionellen Verfassung für beide Herzogthümer Schleswig und Holstein unterthänigst beantragen werden.

Der Antrag wurde als zweckmässig angenommen, jedoch mit der mildernden Bestimmung, die Form dieser Erklärung den einzelnen Abgeortneten anheimzustellen, dass sie aber, wenn sie an dem Abgeben der Erklärung durch den kgl. Commissar verhindert wurden, die Wahl zu verweigern hätten. Mit Beifallklatschen wurde dieser einstimmige Beschluss von den Zuhörern aufgenommen. - Am Vormittage waren die Einwohner Kiels und Fremde eingeladen, eine Volksadresse an die zusammentretenden Abgeordneten im Locale der Harmonie zu unterschreiben. Von der Polizei daran verhindert, fand man bei einem Privatmann hiezu eine Freistätte. Die Adresse wurde den Versammelten von den Advokaten Ravit und Sammer vorgelegt, ist der bekannten neumünsterschen Adresse von 1846 ähnlich, und, unterschrieben wurde sie den Abgeordneten überreicht.

(Lyna - Ein schleswigsches Wochenblatt. Udgivet i Haderslev, 23. februar 1848)

04 august 2020

Christian 8de. (Efterskrift til Politivennen)

Christian VIII fik nedenstående ord med sig i Allgemeine Zeitung da han døde i 1848:

Kongen af ​​Danmark, hertug af Slesvig-Holsten og Lauenburg, Christian 8. er afgået ved døden. En blodforgiftning påført ved en åreladning resulterede i at kongen bukkede unde, i en alder af 61 år 4 måneder og 2 dage, efter at han besteg tronen for 8 år og godt 6 uger siden. Hans efterfølger i regeringen, kronprins Frederik Karl Christian, født 6. oktober 1808, vil som konge bære navnet Frederik VII. Den afdøde konge efterlader sig en berømmelse af at have elsket og fremmet videnskaberne og kunsten og selv at have ledet regeringen af ​​helstaten under sit scepter, efter at have erhvervet sig ikke ringe viden om de komplicerede interne stats- og administrative forhold. Befolkningerne i Danmark og hertugdømmerne havde store forventninger om at den tidligere giver af den norske grundlov ved sin tronbestigelse fik en fri styreform. Men tog ikke i betragtning at kongen i Norge et kvart århundrede tidligere forsøgte at erhverve en trone gennem folket, mens han nu var kaldet til at regere af legitimitetsretten, og at den norske grundlov ikke var et værk af hans vilje, men kun for at blive godkendt. Kongen viste sig som enevældig i Danmark og hertugdømmerne; den frie udvikling som han virkelig ønskede, skulle kun bevæge sig inden for en grænse som han selv havde trukket og opretholdt. Han forstod at hæmme forfatningsmæssige bestræbelser ved at fremme nationale forskelle. Da han i de sidste uger af sit liv udarbejdede en slags juridisk forfatning, blev han mere styret af sin indsigt og forsigtighed end af sin vilje; under alle omstændigheder ville han have måttet opretholde den overvægt, som nationale modsætninger gav ham. Både nationalt og dynastisk var han en dansker, og mere dansk end sin forgænger, og han fejlede den traditionelle vanskelige opgave: at forene det tyske og det danske statsborgerskab, samtidig med at begges rettigheder bevares og under hensyntagen til de forskellige tronfølgere der vil komme i fremtiden. Offentlig retsbevidsthed og retssikkerhed i særdeleshed er blevet krænket og sat i fare i Slesvig-Holsten, både generelt og i specifikke henseender. Den store moralske skade forårsaget af belønningen af ​​dem der forråder deres nationalitet og velstanden for de mange hyklere i indenrigspolitikken, er uoverskuelig. Så de gevinster som de offentlige finanser, hvis begyndende orden og fremme af handels- og transportmidlerne som havne-, jernbane- og vejanlæg også gav hertugdømmerne, er at betragte som små. Var hans forgænger Frederik VI's regering så fuld af ulykker i udenrigsforholdene at den gamle mand i slutningen af ​​sit liv måtte udbryde: "Hvordan vil historien huske mig!"; så var Christian VIII's korte regeringstid fuld af ulykker og triste begivenheder i indenrigspolitikken - den afdøde konge kunne ikke glæde sig over lykkefølelse på sin trone. Han er blevet nægtet at se de nye kreationer som han havde til hensigt at fuldføre. Hans død vil imidlertid næppe fremskynde løsningen af ​​vores forvirring, med mindrenoget uventet skulle dukke op. Den næste vigtige forandring der kun berører riget, kunne være afskaffelse af kongens lov og af den absolutte suverænitet, som allerede er faldet gennem den danske nations fremskredne bevidsthed. Det tør vi ikke gætte på. Folkets tillid kommer den nye konge i møde. I hertugdømmerne er han helt ukendt, efter at have tilbragt mindre end en snes dage blandt slesvig-holstenerne. Også her vil tronskiftet om end på en anden måde end i riget, bevirke en ikke ubetydelig generel bevægelse, og mange ønsker vil trænge sig på for at blive højlydt udtrykt. 

Carl Andersen: The Chronological Collection of the Kings of Denmark, 1878. 

Christian VIII

Der König zu Dänemark, Herzog zu Schleswig-Holstein und Lauenburg, Christian VIII ist aus dem Leben geschieden. Ein Aderlass gegen einen schlagartigen Zufall angewandt hatte eine Venennentzündung zur Folge, welcher der König in einem Alter von 61 Jahren 4 Monaten und 2 Tagen erlegen ist, nachdem er vor 8 Jahren und reichlich 6 Wochen, darüber den Thron bestiegen. Sein Nachfolger in der Regierung, der Kronprinz Friedrich Karl Christian, am 6 October 1808 geboren, wird als König den Namen Friedrich VII führen. Der verstorbene König hinterlässt den Ruhm Wissenschaften und Künste geliebt und gefördert, und nach der von ihm erworbenen nicht geringen Kenntniss der verwickelten innern staatlichen und administrativen Verhältnisse dis Regierung der unter seinem Scepter vereinigten Staaten selbst geleitet zu haben. Die Völker in Dänemark und den Herzogthümern machen an den früheren Verleiher der norwegischen Constitution bei seiner Thronbesteigung grosse Ansprüche auf Gewährung einer freien Staatsform, ohne zu bedenken dass ein Vierteljarhundert früher der König in Norwegen einen Thron durch das Volk zu erwerben versuchte, während er jetzt durch das Recht der Legitimität zum Herrscher berufen war, und dass die norwegische Constitution nicht das Werk seines Willens, sondern nur seiner Zulassung war, weil er sie nicht verhindern konnte. Der König zeigte sich gegen Dänemark und die Herzogthümer absolutistisch gesinnt; die frie Entwicklung, welche er wirklich wollte, sollte nur innerhalb einer von ihm gezogenen und erhalteten Begränzung sich bewegen, die constitutionellen Bestrebungen wusste ere durch Förderung der nationalen Gegensätze zu hemmen. Wenn er in den letzten Wochen seines Lebens eine Art Rechtsconstitution vorvereitete, so ward er darin mehr von seiner Einsicht und Klugheit als von seinem Willen geleitet; er würde jedenfalls das Uebergewicht, welches ihm die nationalen Gegensätze gewährten, zu erhalten gemusst haben. Sowohl national als dynastisch durchaus Däne, und mehr dänisch als selbst sein Vorweser, schiterte er an der überkommenen schwierigen Aufgabe: die deutsche und die dänische Nationalität, unter Erhaltungder Rechte beider und in Verücksichtigung der künstig eintretenden verschiedenen Thronfolge, mit einander zu versöhnen. Das öffentliche Rechtsbewusstseyn, die Rechtssicherkeit im einzelnen ist sowohl im allgemeinen als in speciellen Beziehungen verletzt und gefährdet worden in Schleswig-Holstein. Der grosse moralische Schaden welchen die Belohnung der Verräther ihrer Nationalität und das Gedeihen der vielen Heuchler in der innern Politik mit sich führte, ist unberechenbar, so dass dagegen der Gewinn gering anzuschlagen steht den die Oefffentlichkeit der Finanzen, deren beginnende Ordnung sowie die Förderung der Mittel des Handels und Verkehrs als die Hafen-, Eisenbahn- und Chausseebauten auch den Herzogthümern gewährten. War die Regierung seines Vorfahrts Friedrich VI in den Zuständen der äussern Politik reich an Unglücksfällen, so dass der alte Mann am Abend seines Lebens bekümmert ausrufen musste: "Wie werde ich in der Geschichte dastehen!"; so war die kurze Regierungszeit Christians VIII reich an Unglücksfällen und betrübenden Ereignisse in der innern Politik - der verstorbene Königerfreute sich nichts des Bewussttseyns des Glückes auf seinem Thron. Es ist ihm versagt worden die neuen Schöpfungen welche er beabsichtigte zu vollenden. Sein Tod aber wird die Lösung unser Wirren sehr beschleunigen, ohne dass wir Unerwartetes mit in Anschlag bringen. Die näcste wichtige Veränderung, welche indess nurr das Königreich berührt, dürfte die Vernichtung des Königsgesetzes und der absoluten Souveränetät seyn, welche durch das fortgeschrittene Bewusstseyn der dänischen Nation schon gefällt ist. Darüber wagen wir keine Vermuthungen zu äussern. In Dänemark kommt das Vertrauen des Volkes dem neuen König entgegen, in den Herzogthümern ist er gänzlich unbekannt, da er kaum ein Duzend Tage in der Mitte der Schleswig-Holsteiner verlebt hat. Der Thronwechsel wird indess auch hier, wenn zwar in anderer Weise als im Königreich, eine nicht geringe Bewegung allgemein hervorrufen, und viele Wünsche zum lauten Aussprechen drängen.

(Allgemeine Zeitung 2. februar 1848)

M. L. Nathanson: Politivennens sidste Redaktør. (Efterskrift til Politivennen)

Nedenstående er 9. del af materiale om Politivennens sidste redaktør 1845-1846, "Gale"-Nathansen. Det øvrige materiale kan enten findes under tagget Nathanson (redaktør Politivennen), eller ved at kigge i indholdsfortegnelsen nederst på introduktionen

Brasilien 1847-1848

Nis Petersen anfører at Nathanson en tid lang opretholdt tilværelsen gennem midler fra "højeste sted". Men som retssagen udviklede sig, kan den have været belastende for Christian 8. I hvert fald ser det ud til at kongen forsynede Nathanson med en pose penge under det forudsætning at han udvandrede til Brasilien i juni 1847. Her boede den ene af hans sønner. I Brasilien lykkedes det ham på danske myndigheders anbefaling at få kontakt med kejser Don Pedro den Anden og blive hans hesterådgiver - i hvert fald ifølge Nathanson. Opholdet blev imidlertid af mindre end 1 års varighed, idet han rejste tilbage, formentlig kort tid efter februar 1848.

Hestehandler M. L. Nathanson er nu igjen kommen til Hamborg, hvor han uddeler sine paa Dansk trykte Brochürer, og synes at have stor Lyst til at fortsætte den gamle Kamp med sine Fjender

(A. U.)
(Flyveposten. 24. marts 1947)
Hestehandler Nathanson. Et andet Blad har berettet, at denne Mand var afreist til New-York. I denne Anledning har Hr. Nathanson bedt os offentliggjøre, at han paa Grund af et Fald med en Hest ligger paa Frederiks Hospital, men at han, naar han bliver helbredt, agter at reise med sin Familie til Rio de Janeiro.
(Flyveposten. 5. maj 1847. )


- Michael Leonard Nathanson (forhen Kjøbmand i Randers) har nu for bestandigt sagt Farvel til sit Fædreland. Han er i Torsdags, med Kone og to Døttre, afgaaet med Briggen "Sirius" til Rio Janeiro. I hans offentlige Afskedshilsen tilgiver han alle sine Uvenner, takker sine Venner, siger Alle et hjerteligt Farvel, og velsigner slutteligen Kongen og Fædrelandet.
(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende. 14. juni 1847) 

Michael Leonard Nathanson, meest bekjendt som Hestehandler Nathansen, afgaaer i disse Dage fra Frederiks Hospital med Kone og sine to yngste Døttre til Rio Janeiro.
(Ribe Stifts-Avis og Avertissements-Tidende. 18. juni 1847) 

(Nathansons ene søn boede i Brasilien. Han forlod dog ikke for bestandig sit fædreland, men vendte hjem nogle år efter).

Redactionen af "Bibliothek for Læger" i Kjøbenhavn har begyndt at udarbejde den bekjendte Hestehandler Nathansons Sygehistorie. I dette Øiemed har den ønsket at erholde udførlig Oplysning om hans Forhold i Hamborg og Altona. En Skribent i Hamborg, som har havt Leilighed til, nøie at iagttage Nathanson, er sysselsat med at nedskrive saadanne muligst detaillerede Meddelelser. 
(Kongelig allernaadigst privilegerede Viborg Stifts-Tidende. 13. september 1847) 

Høiesteretsdom.
Fredagen den 22de October
Etatsraad Salicath imod forhenværende Redacteur af Bladet "Corvetten Politievennen" Michael Lenoard Nathanson for trykte Injurier imod Fæstemand Joh. J. Malthe (Defensor Buntzen). Ved Landsover- samt Hof og Stadsrettens Dom af 21de Septbr. 1846 er Tiltalte dømt til at bøde sine 3 Mark og til at være Censur undergiven paa livstid, hvorhos de brugte ærerørige Udladelser ere mortificerede. Videre ere de af Tiltale under Proceduren saavel fornærmelige Udladelser og Sigtelser mortificerede og Tiltale for sin utilbørlige Skrivemaade idømt en Mulkt af 20 Rbd. til Kjøbehavns Fattigvæsens Hovedkasse og ligesaameget til Justitskassen.
Dom: Michael Leonard Nathanson bør for Actors Tiltale i denne Sag fri at være. I Henseende til de ved Landsover- samt Hof- og Statsrettens Dom Joh. J. Malthe og Procurator Kraft tilkjendte Mortificationer bør bemeldte Dom ved Magt at stande. Estatsraad Salicath og Advokat Buntzen tillægges i Salarium for Høeiestreret hver 30 Rbd, som, tilligemed det ved fornævnte Dom Procurator Kraft tilkjendte Salarium udredes af det Offentlige.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 22. oktober 1847 ) 

Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende. 28 oktober 1847.
(Artiklen forklarer at Højesteret har frifundet Nathansen. Men den objektive lovstridighed af injurierne er blevet gotgjort, idet Højesteret opretholdt Overrettens dom om mortifikation af Nathansens injurier. Frifindelsen af Nathansen skyldtes hans mentale tilstand.)
 
- (Fs Stftd.) forhenværende Redaktør af Bladet "Corvetten Politivennen," Michael Leonhard Nathanson, der af Landsover- samt Hof- og Statsretten for trykte Injurier imod Fæstemand Joh. J. Malthe var dømt til at bøde sine 3 Mk. og at være Censur undergiven paa Livstid, hvorhos de brugte ærerørige Udladelser mortificeredes, er af Høiesteret frikjendt for Aktors tiltale i denne Sag. Mortifikationerne bør ved Magt at Stande. Omkostningerne udredes af det Offentlige. (Hr. Nathanson er, som bekjendt, med høiere Understøttelse afreist til Brasilien. Kjøbenhavnsposten antager, at Grunden til hans Frifindelse maa søges deri, at han under denne Proces selv har søgt at føre Beviis for, hvad han ellers protesterede imod, næmlig at han var fra Forstanden. 
(Dannevirke, 30. oktober 1847) 

Hestehandler Nathanson er ankommen til Sydamerika og har nedsat sig som Gjæstgiver en halv Miil fra Rio-Janeiro. Man fortæller at han arbeider paa en spansk Oversættelse af sin Hospitals-Historie, og at han vil udgive en Fortsættelse af "Corvetten Politivennen."
(Flyveposten 25. november 1847) 

Det Kongelige Sundhedskollegiums Forhandlinger, Supplementsbind, 1847 "Bibliothek for Læger" s. 69-74
(Kollegiet fandt at det var rigeligt begrundet at indlægge Nathanson alle de gange han havde været indlagt, men da han ikke var til fare for sig selv eller sine omgivelser i øvrigt, heller ingen grund til at beholde ham i Daarekisten eller Almindeligt Hospital).