Slaget ved Slesvig 23de April 1848. (Efterskrift til Politivennen)

En artikel i Allgemeine Zeitung havde en beretning om slaget ved Slesvig, men også om hvordan man blev modtaget i byen bagefter. Oversættelsen står først. 

Slaget ved Slesvig.

(Fra den slesvig-holstenske avis af 25. april)

(En lang beskrivelse af situationen i Slesvig).

Jeg vil tilføje et par ord om slesvigernes jubel da befrierne dukkede op. Da vi så de glade ansigter i husdørene, den ivrige bæring af forfriskninger, den lange række af sorte, røde og gule flag, mens nogle få skridt væk de danske kanonkugler stadig faldt fra slottet ind i husene, spærrede mangen mænds øjne op som ikke havde grædt længe. Vi havde ingen anbefaling udover, at vi ikke var danskere, vi var simple civile frivillige af den mest ubrugelige slags, men gik alligevel ind og satte de kødretter foran os, som var beregnet til danskerne; hvorved der ikke manglede vittige bemærkninger om danske der aldrig fik nok trods kødspisning tre gange om dagen, om det skældsord, om propagandaens bestræbelser for hver dag at forsyne soldaterne med friske sange *) og lignende ting. Samtidig havde man inderligt ondt af de stakkels mennesker der blev holdt i bevidst uvidenhed af de skruppelløse ledere og fortalte den opbyggelige historie om de "falske preussere". For retfærdighedens skyld vil jeg dog ikke skjule en lignende fortælling, måske bevidst spredt blandt preusserne for at mindske frygten for de danske skibe, "at prinsen af ​​Preussen er ved at skynde os til hjælp med en engelsk flåde." Må alle lister være lige så uskyldige som denne, hvis det er det! Slesvigerne roste danskernes gode natur og disciplin, og hvor inderligt de end ønskede danskerne et efterfølgende nederlag, plejede alle at undtage deres indkvarterede fra det. De samme borgere som heppede de første tyskere ind i deres hjem, fortalte dem så over bordet at de havde gemt et par danske jægere ovenpå, som de ville slippe ved første lejlighed. Du må ikke at glemme hvad byen har lidt. I fjorten dage mens alle forretninger naturligvis stod stille, holdt de som straf for deres tyske følelser og for egen regning den danske hovedhær på ovennævnte trykkende måde, og måtte hver dag sende vogne med fersk kød og andre proviant til alle forposterne (hvilket vi i øvrigt ikke må glemme at skrive til danskerne på deres debetkonto). De få embedsmænd og notabiliteter der blev tilbage, blev jaget og forfulgt på alle tænkelige måder; af mangel på andre blev selv prædikanterne slæbt bort hvis de på nogen måde var den ære værd. Vi vil levere mere præcise rapporter om dette dødfødte forsøg på at danisere slesvigerne; men vi må ikke skjule den tapre og sympatiske passive modstand som de ikke flygtede slesvigere gjorde mod det danske pres. Efter den triste aften den 10. skulle de hejste sorte, røde og gule flag naturligvis forsvinde; men intet rødt og hvidt dukkede op. De få indfødte danskere der havde tænkt sig at gøre det, mislykkedes på grund af trusler fra deres tyske medborgere. De danske kommissærer forsøgte forgæves at besætte de ledige stillinger; embeder blev formelt tilbudt, selv til subalterne embedsmænd, de oprindeligt stillede betingelser blev droppet, der blev førte kampagne, man bad om at acceptere embedet - svaret var: den foreløbige regering var blevet anerkendt. Præsten Haack i Friedrichsberg blev endnu den 22. ds. af fratrådte en regeringskommission p. t. at udgive en publikation i Haderslev; Han nægtede. De hentede ham med dragoner; så han fik udstedt et revers: at han proklamerede dekretet for at undgå arrestation, og i øvrigt protesterede mod at anerkendelsen af ​​regeringskommissionen blev udledt af denne publikation. Herredsfoged Sarauw blev tilbudt, jeg ved ikke hvilken stilling som magistrat uden nogen betingelser; han erklærede at han ville acceptere dem på én betingelse: at Slesvig blev optaget i det tyske forbund. Sandelig, hvis det var en ære for Slesvig at blive forenet med Tyskland, er det også en ære for Tyskland at Slesvig er en tysk by. 

Die Schlact bei Schleswig.

(Aus der Chleswig-holsteinischen Zeitung vom 25 April)

(En meget lang beskrivelse af slaget ved Slesvig er udeladt).

I fühe noch ein Wort über den Jubel der Schleswiger hinzu als die Befreier erschienen. Als wir die frohen Gesichter unter den Hausthüren, das eifrige Herbeischleppen von Erfrischungen, die lange Reihe schwarz-roth-goldner Fahnen sahen, während wenige Schritte davon noch die dänischen Kanonenkugeln aus dem Schloss in die Häuser schlugen, da gingen manchem Manne die Augen über der lange nicht geweint hatte. Wir hatten keine Empfehlung als dass wir keine Dänen waren, wir waren simple Civilfreiwillige der unnützesten Art, aber dennoch hinein und setzten uns die Fleischschüffeln vor die für die Dänen bestimmt gewesen waren; wobei es denn an launigen Bemerkungen über die trotz täglich dreimaliger Fleischnahrung nimmer satten Danske, über die misslautend Sprasche, über die Bemühung der Propaganda die Soldaten täglich mit frischen - Liedern zu versorgen *) und ähnliche Dinge nicht fehlte. Dabei bedauerte man herzlich die armen Leute, die von den gewissenlosen Leitern in absichtlicher Unkenntniss gehalten wurden und erzählte sich die erbauliche Geschichte von den "falschen Preussen." Der Gerechtigkeit wegen will ich indess ein ähnliches, vielleicht absichtlich, um die Furcht vor den dänischen Schiffen zu mindern, unter den Preussen verbreitetes Märchen nicht verschweigen, "dass der Prinz von Preussen im Begriff sey mit einer englischen Flotte uns zu Hülfe zu eilen." Möchten alle Kriegslisten so unschuldig seyn wi diese, wenn es eine ist! Die Schleswiger rühmten die Gutmüthigkeit und die Mannszucht der Dänen, und so herzlich sie den Dänen eine nachbrückliche Niederlage wünschen, so pflegte doch ein jeder seine Einquartirten davon auszunehmen. Dieselben Bürger welche die ersten Deutschen jubelnd in ihre Häuser führten, erzählten ihnen dann über Tisch dass sie oben ein paar dänische Jäger versteckt hätten, die sie bei nächster Gelegenheit laufen lassen wollten. Dabei muss man nicht vergessen was die Stadt gelitten hat. Vierzehn Tage lang haben sie, während natürlich alles Geschäft ruhte, zur Strafe für ihre deutsche Gesinnung uaf ihre Kosten die dänische Hauptarmee in der oben angedeuteten teichlichen Weise unterhalten, täglich selbst an alle Vorposten Wagen mit frischen Fleisch und anderen Vorräthen absenden müssen (was wir übrigens nicht vergessen dürfen den Dänen für die künftige Abrechnung ins Debet zu schreiben). Dabei wurden die wenigen gebliebenen Beamten und Notabeln auf jede erdenkliche Weise gehudelt und verfolgt; in Ermangelung anderer schleppte man selbst die Prediger fort, wenn sie nur irgend dieser Ehre würdig waren. Wir werden genauerte Berichte über diesen toftgebornen Danisirungsversuch an Schleswigs nachliefern; aber wir dürfen nicht verschweigen welchen tapfern und gesinnungscollen passiven Widerstand die nicht geflüchteten Schleswiger den dänischen Druch entgegensetzten. Die schwarz-roth-goldenen Fahnen mussten natürlich nach dem traurigen Abend des 10. d. verschwinden; aber keine roth-weisse zeigte sich. Die wenigen gebornen Dänen die es beabsichtigten, unterliessen es in Folge der Drohungen ihrer deutschen Mitbürger. Die dänischen Commissäre versuchten vergebens die erledigten Stellen zu besetzen; man bot die Aemter förmlich aus, sogar an Subalternbeamte, man liess ab von den anfangs gestellten Bedingungen, man warb, man bat um liebernahme des Amtes - die Antwort war: man habe die provisorische Regierung anerkannt. Dem Pastor Haack in Friedrichsberg wurde noch am 22 d. aufgegeben eine Versügung der Regierungs-Commission p. t. zu Hadersleben zu publiciren; er weigerte sich. Man holte ihn mit Dragonern ab; da liess er sich einen Revers ausstellen: dass er die Verordnung proclamire um der Arrestation zu entgehen, und übrigens dagegen protestire dass aus dieser Publication eine Anerkennung der Regierungscommission gefolgert werde. Dem Hardesvogt Sarauw wurde ich weiss nicht mehr welche Amtmannsstelle ohne alle Bedingungen angeboten; er erklärte dass er sie annehme unter einer Bedingung: dass Schleswig aufgenommen werde in den deutschen Bund. Wahrlich, wenn es eine Ehre für Schleswig war mit Deutschland vereinigt zu werden, so ist es auch eine Ehre für Deutschland eine detscher Stadt ist.

*) eines derselben schloss:

Og naar de Tydske all' er död'
Da kommer den gode Tid.
Und sind die Deutschen alle todt
So kommt die gute Zeit. 

(Allgemeine Zeitung 1. maj 1848).

Plyndring i Rendsburg 24de April 1848. (Efterskrift til Politivennen)

Rendsburg, 24. april. Med de dybeste følelser af indignation og skam, den smertelige skam over vore egne landsmænd, udgiver vi følgende brev: "Slesvig, mandag morgen. Slaget ved Slesvig var næppe forbi, før man overalt på valpladsen bemærkede slesvigere, der plyndrede ligene. Danskerne havde i Flensborg lagt en dug over ansigterne og opsat vagter, hvilket ikke forhindrede at enkelte blev plyndret for penge, ure og lignende. Tyskerne havde forsømt at gøre noget som dette. Denne tyske forsømmelighed hævnede sig frygteligt. Den tyske pøbel plyndrede de døde, (og mon ikke hårdt sårede i dette grådighedens hus også kan tælles til antallet af døde?) indtil deres skjorter. Jeg har aldrig set et syn mere skræmmende end de lig, jeg så i en lade i morges. Delvist nøgne - en officer klædt af til skjorten, han var blevet efterladt med sin uniformsfrakke, alt plyndret. De manglede bukser, sko, strømper, hænder, alt hvad der kunne være nødvendigt. Moradørerne er krigens skræk. Synet var forfærdeligt, jeg vil aldrig glemme det. Gør alt, jeg beder jer i menneskehedens navn, for at forhindre skridt af denne art for fremtiden." Brevet blev skrevet i lejren, i frisk harme over en sådan ondskab. Vores beretningsmand er en mand med gennemprøvet troværdighed; skulle han alligevel have set alt for negativt på tingene, vil han og vi glæde os over det. Vi lærte den danske pøbel at kende i Flensborg, nu erfarer vi at den tyske ikke står tilbage. (Schlesw.-Holst. Ztg.)

Rendsburg, 24 April. Mitt dem tiefsten Gefühle des Unwillens und der Scham, der schmwerzlichen Scham über unsre eigenen Landsleute, veroffentlichen wir folgende Brief: "Schleswig, Montag in der Frühe. Kaum war das Gefecht bei Schleswig zu Ende als man auf dem Walplatze überall Schleswiger bemerkte welche die Leichen plünderten. Die Dänen hatten bei Flensburg überall den Leichen ein Tuch übers Gesicht gedeckt und Wachen ausgestellt, die freilich nicht verhindern konnte dass einzelnen Geld, Uhren u. dgl. abgenommen wurde. Die Deutschen hatten dergleichen versäumt, dieses Versäumniss hat sich fürchterlich gerächt. Der deutsche Pöbel hat die Todten (sollten vielleicht nicht auch schwer Verwundete von diesem gierigen Hausen unter die Zahl der Todten gezählt seyn?) bis aufs Hemd geplündert. Einen schauerlicheren Anblick als diese Leichen die ich heute Morgen in einer Scheune gesehen, hatte ich noch nie. Zum Theil nackt - ein Officier war bis aufs Hemd ausgezogen, man hatte ihm den Unifotmsrock gelassen, alle geplündert. Hosen, Schohe, Strümpfe, Hende, was man gebraucen kann, fehlte ihnen. Die Marodeure sind der Schrecken des Kriges. Der Anblick war fürchterlich, ich werde ihn nie vergessen. Thun Sie, ich bitte Sie im Namen der Menschheit, Schritte dergleichen für die Zukunft zu hindern." Der Brief ist im Lager geschrieben, im frischen Zorn über soĺche Niederträchtigkeit. Unser Bertchterstatter ist ein Mann von erprobter Besonnenheit; sollte er dennoch zu schwarz gesehen haben, so wird er und wir darüber hoch erfreut seyn. Wir haben den dänischen Pöbel bei Flensburg kennen gelernt; wir lernen nun dass der deutsche ihm nicht nachsteht. (Schlesw.-Holst. Ztg.)

(Allgemeine Zeitung 30. april 1848) 

Krigen 1848-1851: April 1848 (Efterskrift til Politivennen)

Krigens gang var en ting, en anden hvordan hverdagen så ud, set fra de som ikke direkte var involveret i slagene. Optimismen fra den danske hærs sejr i april varede kun kort. Preussernes indblanding vendte styrkeforholdet, og en preussisk hær rykkede langt op i Jylland. Nedenfor nogle sparsomme notitser fra aviserne som berettede om konsekvenserne af krigen.

Den første krigsfase startede i slutningen af marts 1848 med at den danske hær rykkede over Kongeåen ind i Slesvig. Efter at have sejret over den slesvig-holstenske hær 9. april ved Bov besatte hæren hele hertugdømmet til Dannevirke og Ejderen. 

Slesvig-holstenerne fik nu støtte af Det Tyske Forbund. Den 23. april 1848 slog prøjsiske og slesvig-holstenske styrker den danske hær ved Slesvig By og Dannevirke. Sidstnævnte trak sig tilbage til Als, mens prøjserne under general Wrangel trængte op i Jylland til Limfjorden. 

Større slag kom det ikke til, men den prøjsiske hær trak sig tilbage mens der blev forhandlet. 

Selten wohl hat in einem Lande eine Regierung ganz aus freien Stücken dem Völke einem Beweis so unbegränzten, offenen Vertrauen gegeben, wie die unserige durch ihre Erlasse vom 18ten d. M. Das, warum man in anderen Staaten so oft und so lange gekämpft hat, was die Aengstlichen so oft und mit so bedenklicher Miene als den Anfang unabsehbarer Verwicklungen bezeichnet, und wovor sich selbst solche gefürchtet haben, die sonst wohl einen Sturm auszuhalten wissen, das allgemeine Wahlrecht und die allgemeine Wählbarkeit - uns hat unsere Regierung freiwillig diese beiden unschätzbaren Rechte fur einen Act unseres Staatslebens verliehen, der wie kein anderer das Künftige beherrscht. Wir betreten die Schwelle der Deutschen Zukunft als ein Volksstamm, der die demokratische Grundlage seiner Verfassung festgestellt hat, als ein freies Volk. Wir werden in der ersten Reihe der Völker stehen, die in Frankfurt zusammen kommen, denn wir werden die erste Frage, auf die jetzt alles ankommt, die Frage nack Wahlrecht, im Sinn der Gegenwart entschieden haben, wir werden sie entschieden haben nicht durch Strassenkämpfe und Wühlerei aller Art, sonder durch die in ihrer Einfachkeit wahrhaft grossartige Erklärung unserr Regierung, dass das ganze Volk berufen seyn solle an der Wahl seiner Vertreter Theil zu nehmen.

(Kieler Correspondenz-Blatt, 25. april 1848)

Kamp ved Flensborg den 25. april 1848. Illustrirte Chronik, No. 8, 1848

Sandheden skal ske sin Ret

RIbe bys indbyggere som på den første efterretning om oprøret i Holsten havde i stort tal forsamlet sig og erklæret, at de ville forsvare deres by for fædrelandets skyld, var i eftermiddag sammenkaldt for efter magistratens og borgerrepræsentanternes opfordring at erklære om byen skulle sætte pladskommandanten i stand til at udføre en opstemning af Ribe Å som han anså tjenlig til at gøre byen mindre tilgængelig, hvortil han behøvede 8 til 900 rbd. som han vel troede, men ikke kunne love, ville blive byen refunderet som en udgift der var gjort, ikke til byens eget, men for armeens eller landets bedste.

En så simpel beslutning turde Ribe bys indbyggere som rigtig nok var forsamlet i et ringere antal end sidst, under hensyn til byens forventede skæbne dersom den ville standse en fremrykkende fjende, ikke tage. Det endelige udslag til at foretagendet blev nægtet understøttelse, gjorde det at stiftamtmanden som straks efter sin hjemkomst fra Haderslev på anmodning kom til stede, ved meddelelse om udfaldet af den sidste batalje, bestemte pladskommandanten til for øjeblikket at opsætte foranstaltninger som han - stiftamtmanden, men ikke pladskommandanten - overalt anså for at være unyttig.
Ribe, den 25 april 1848, Tvede.

(Ribe Stifts-Avis og Avertissements-Tidende, 25. april 1848)

Dansk tilbagetog ved Flensborg den 25. april 1848. Illustrirte Chronik, No. 8, 1848

Den sidste batalje hentyder til den danske hærs nederlag og tilbagetrækning.

Kommandørkaptajn Ellbrecht som med kaptajnløjtnant P. Wulff var afsendt til Fanø, afgik derfra sydefter i 2 jagter med væbnet mandskab. Han landede ved Højer, List og Wyck, på hvilket sidste sted han fandt sig foranlediget til at arrestere landfoged Dorrien og toldforvalter Grewe, hvilke han har ført til Ribe, ligesom han bemægtigede sig toldkassen med ca. 750 rbd. og 46 af insurgentregeringen didsendte geværer. Justitsråd Nielsen på Vesterland Føhr har foreløbigt overtaget jurisdiktionen over Østerland Føhr. Ellbrecht har samlet i alt 5 krydsfartøjer, hvilke han organiserede på Fanø, for derefter at afgå til Sylt, hvor stemningen er mindre god, men dog flere danske flag havde været set hejste (B. T.)

(Ribe Stifts-Avis og Avertissements-Tidende, 28. april 1848)

Gadeuorden i Holmensgade. (Efterskrift til Politivennen)

- I den sidste Tid har der i Holmensgade oftere om Aftenen fundet Sammenstimlen og smaa Optøier Sted. Foranlediget af et saadant forlangte igaar Aftes, omtrent Kl. 9, en Mand at blive ført til Politidirecteuren for at klage. Flere Folk fulgte med, paa Veien tiltog naturligvis Menneskemassen og ved Hjørnet af Borgergaden kastedes en Bagier omkuld paa Gaden og fik en slem Contusion paa Brystet. Efterat Skaren var kommen til Politidirecteurens Bolig i Gothersgaden, hujede og skreg den, bankede paa Porten, forlangte at indlades osv. Skjønt den paagældende Person, efterat have været oppe hos Polilidirecteuren, allerede havde forladt Huset og var gaaet igjennem Møntergaden, vedblev Massen dog at forlange ham udleveret, at støie og banke paa Porten, hvilket foranledigede at nogle Bagtere uddelte et Par Slag. Dette formindskede naturligvis ikke Allarmen, og efterat Politidirecteuren først een Gang havde været nede og stillet dem tilfreds, vedblev Massen dog at støie, sparke paa Porten, slaae et Vindue ind, og da Politidirecteuren anden Gang kom ned og aabnede Porten, traf et stærkt Slag ham i Ansigtet, hvad enten det var sigtet mod Porten eller ikke. Borgervagten blev nu hentet og adspredte Massen, der dog efter nogen Tid atter kom tilbage, hujede og peb, og endelig igjen spredte sig. Skjønt det Hele ikke havde nogensomhelst anden Charakter end en styg Gadeuorden, have vi dog troet at burde give en saa tro Skildring deraf som os muligt, for at Rygtet eller ond Villie ikke skal kunne gjøre mere af det, end det er værd. Det er overflødigt paa en Tid som nærværende at henvende en Opfordring til alle gode Borgere om at gjøre alt muligt for at forhindre en Gjentagelse af slige Sceneer.

(Fædrelandet 21. april 1848).

Gade-uorden. I Anledning af nogle Optøier i Holmensgade, har en Mand forlangt i Forgaars Aftes at blive ført til Politidirecteuren for at klage. Manden blev fulgt af flere Folk, og paa Veien tiltog Menneskemassen, der for Politidirecteurens Bolig i Gothersgaden skreg og hujede, bankede paa Porten og forlangte at indlades, og skjøndt den paagjeldende Person, efter at have talt med Politidirecteuren, allerede havde forladt huset, vedblev Massen dog at forlange ham udleveret under vedblivende Hujen og Banken paa Porten. Støien tiltog, efter at Vægterne havde uddeelt et Par Slag. Politidirecteuren begav sig ned i Porten, og skjøndt det lykkedes ham at stille Massen tilfreds, vedblev Larmen dog, i det man tillige slog en Rude ind. Da Politidirecteuren derpaa igjen kom ned og aabnede Porten, rammedes han af et stærkt Slag i Ansigtet. Borgervagten blev nu hentet og den adspredte Massen, der dog atter samlede sig, og derpaa efter at have endnu en kort Tid larmet, adspredtes. Vi ere overbeviste om, at man, Enhver i sin Kreds, i nærværende Tid, hvor Rolighed og Orden er saa nødvenvig, og hvori Enighed og Samdrægtighed udtaler sig overalt, vil gjøre Alt, for at slige Uordener ikke gjentages.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 22. april 1848)

Den 31te Marts 1848. (Efterskrift til Politivennen)

Stemningen blandt bønderne i Nord- og Mellemslesvig er aldeles for Danmark og de har overalt organiseret sig og er fast besluttet på at slå alvorligt. En af de forræderiske embedsmænd, herredsfoged Ahlmann i Toftlund og en anden person, der har søgt at vække bønderne til oprør, er i disse dage bragt fangne hertil. Den sidste er imidlertid atter løsladt da man ikke kunne overbevise ham.

I går aftes bragte bønderne ridefoged Riedel herind og i aftes er herredsfoged Bruun og tingskriver Müller arresterede. Ved disse personers ankomst hertil byen viste folket på en rosværdig takt ved ikke at krænke dem på nogen som helst måde. 

Det kan her være på sit sted atter at erindre om at i alle holstenske byer sørges for de der levende danskes sikkerhed og anstændige behandling. - Vi har i forgårs her modtaget en del geværer fra Fredericia til de frivilliges bevæbning.

(Ribe Stifts-Avis og Avertissements-Tidende, 31. marts 1848)

Den provisoriske regerings erklæring af 31. marts 1848 (Fuldstændig dagbog over begivenhederne i Danmark fra den 21de Marts 1848. Første bind. Eibe, 1848 s. 28-29):

Opråb til den danske Nation! — „Danske! Folket i København har tvunget Eders Konge, vor Hertug, til at erklære Slesvigs Indlemmelse i Kongeriget Danmark, dets nedsættelse til en Provinds, og allerede drage danske Tropper ind i Hertugdømmet Slesvig, for at udføre dette Magtsprog ved Vaabnenes Magt! Den provisoriske Regjering for Hertugdømmerne Schleswig-Holstein har fattet den Beslutning, at sikkre Hertugdømmernes saavelsom vor Hertugs Rettigheder mod fremmed Indflydelse, og føler sig stærk ved den retfærdige Sag, og ved hele det tydske Folks Bistand. Danske! Hertugdømmet Slesvigs Selvstændighed som Stat er grundet paa faste Tractater! Dets voldsomme Forvandling til en dansk Provinds er et Brud paa Tractaten! Hertugdømmerne have ofte staaet Eder bi som troe Bundsforvandte i Farens Dage! I begaae dobbelt Uret, naar I nu stræber at krænke og tilintetgjøre vore Rettigheder! Vi ville kun beskytte vor Nationalitet, ikke angribe nogen fremmed Nationalitet! Lad derfor det nordlige Slesvig frit erklære sig over, hvorvidt det som Provinds vil indlemmes i den danske Stat, eller følge det tydske Fædreland — vi ville ikke paalægge dets Villie nogen Tvang! Vi tilbyde Eder ærligt Forbund og personel Union med Hensyn, til Landsherren, saa længe Mandsstammen hersker i Danmark, men ville ikke finde os i et os uvedkommende Qvindeherredømme! Danske! betænker hvad I gjørel Hvad Retfærdigheden fordrer, hvad der kan tjene til Eders sande Nytte — det byde vi Eder frivilligt! Mere kunne I ikke opnaae — men derimod nok tabe Alt, naar I vedblive at fremture med Vold — selv det danske Riges Bestaaen er da tvivlsom! Seirer I Vaabenkampen — og dette vil ikke skee, saalænge tydske Hjerter slaae — hvad Andet have I da opnaaet, end et ødelagt, fjendtligsindet Land, en utaalelig Gjældsbyrde og tilintetgjort Handel og Industri! Seire vi, hvo vil da forhindre os i at stille Betingelser, som sikkre os imod alle Overgreb i Fremtiden! Endnu er det Tid! endnu staae Hærene ligeoverfor hinanden, endnu har Kampen, Ødelæggelsen ikke begyndt, endnu tilbyde vi Eder Fred uden Kamp.Rendsborg d. 31te MarS 1848. Den provisoriske Regjering: Beseler. Friedrich, Prinds af Schleswig-Holstein. Fr. Reventlou. M. T. Schmidt. I. Bremer. Th. Olshausen."

Turnerkamp ved Bau (Bov). Slaget ved Bov fandt sted 9. april 1848 som det første militære sammenstød. Fra Johan Frederik Christian Knudsen: "Danmarks kamp for slesvig i aarene 1848, 49 og 50" (1852).