Krigen 1848-1851. Embedsmænd i Slesvig. (Efterskrift til Politivennen)

Den 5. juni 1848 udkæmpedes et slag ved Dybbøl. Men ellers var der forholdsvis roligt på den militære front op til den 26. august 1848 hvor der blev våbenstilstand i Malmö. Tyske tropper blev trukket ud af Slesvig Holsten.

Om hæftelse og bortførelse af embedsmænd i Slesvig hedder det i Berl. Tid. De tyske aviser, som gerne vil indbilde Europa, at vi danske i krigen er sande barbarer, klager også jævnligt over den voldsomme måde hvorpå embedsmand og andre personer i Slesvig uden lov og dom bliver arresterede og bortslæbte af de danske autoriteter. Som svar herpå vil vi blot anføre, hvilke foranstaltninger der er truffet i denne henseende. Ingen tør blive arresteret og sendt til undersøgelseskommissionen af nogen militærautoritet, uden at der bliver optaget foreløbigt forhør over vedkommende, og skriftligt meddelt ham grunden til hans hæftelse. 

Personer som uden en sådan skrivelse bliver afgivet til undersøgelseskommissionen, bliver sendt tilbage med protest. Personer, for hvem der efter afholdt forhør ingen særdeles grund er til at holdes længere fast, blive frigivet, efter omstændighederne imod at udstede et revers, og efter at man har gjort dem opmærksomme på følgerne af et fjendtligt forhold mod den retmæssige regering. Personer, som af militære grunde er bortførte fra deres hjem, fordi de kan blive farlige for armeen ifølge dennes momentane stilling, er straks at frigive, så snart armeen har forandret sin stilling således, at de ikke kan udøve nogen skadelig indflydelse. Dette vil navnlig blive tilfældet med alle dem, som er sendt bort fra Slesvig, da dette land var besat af vor hær, men hvis hjem nu ligger bag den fjendtlige front. Disse personer skal afleveres til vor armes hovedkvarter, og gennem forposterne bringes til deres hjem. Når undersøgelsen har ført til det resultat, at de fængslede eller mistænkte må anses enten som farlige eller som strafskyldige, så skal de sendes til kommandantskabet i København, med en nøje meddelelse om der er grund til at holde dem i arrest, om man kan stille dem under militar- eller politiopsyn, eller om man kan pålægge dem byarrest på æresord og imod kaution. Der må også medfølge efterretning om vedkommende kan leve af deres egne midler, eller om det er nødvendigt foreløbigt eller definitivt at forsørge dem af offentlige midler. Når enkelte skulle ønske at tage et andet opholdsted end i København, da skal dette ønske opfyldes, når ingen vigtige grunde gør det umuligt.

(Ribe Stifts-Avis og Avertissements-Tidende, 4. juli 1848)

Requisition af Heste. (Efterskrift til Politivennen)

Under 22de ds. er udkommet en Anordning, angaaende en extraordinair Udskrivning af Heste til Krigsbrug. Ifølge Samme skal der, til Krigens Fortsættelse, af Kongeriget Danmark leveres et Antal af 1200 Heste, hvoraf 200 Rideheste og 1000 Trækheste, foruden 30 Heste, som af endeel Sognecommuner i Fyen allerede tidligere ere leverede uden Betaling, men paa Vilkaar, at der skulde gives Yderne Afslag i det Antal Heste, som de senere ved en forefaldende Udskrivning vilde have at tilvejebringe. Ride- og Trækheste skulde have samme Høide, som er foreskreven for Districtsheste, være over 5 og ikke over 9 Aar, af nogenlunde god Skabning, et godt Fodskifte og rene Been, hvorimod der ikke bliver at tage Hensyn til Farven. Det Antal Heste, som skal udredes, bliver at fordele paa Hovedstaden, Kjøbstæderne og paa Landet i Forhold til Folkemængden efter sidste Folketælling, saaledes at 19 Rideheste og 100 Trækheste blive at udrede af Kjøbenhavn, 23 Rideheste og 108 Trækheste af samtlige Kjebstæder (Aalborg og Aarhuus 2-6, Randers 2-5, Horsens 1-4, Greenaa , Ebeltoft og Hobro i Forening med Mariager hver 1 Trækhest, Viborg 4 do. osv.) og de øvrige 158 Rideheste og 792 Trækheste af samtlige Amters Landdistrikter i Forhold til deres Hartkorn. Hestene maae holdes i Beredskab kil at kunne leveres 14 Dage fra Anordningens Udstedelse. Hestene blive at taxere til de gangbare Priser; dog saaledes, at den høieste Værdi, hvortil en Hest af den anordnede Mynstrings- kommission maa antages, bestemmes til 130 Rbd.

(Departements-Tidenden.)

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 27. juni 1848).

Haandverker-Krisen. (Efterskrift til Politivennen)

I denne trange tid, da levnedsmidlerne er så dyre og arbejdet for en stor del er standset, må håndværksstanden mest føle trykket af de forandrede tidsforhold. Det vil derfor vist forundre enhver ædeltænkende mand, at ingeniørkorpset anvender slaver til at udføre arbejder, som efter de bestående laugsforhold tilkomme håndværkeren. 

Sagen er denne: Profilmurene i Vesterports ravelin bliver nedbrudt for at udvide passagen og dertil bruges 10 til 12 slaver daglig. Om nu ingeniørkorpset er berettiget til at lade arbejder, som sorterer under murlauget, udføres af slaver, uden at komme i kollision med laugsloven, er os ubekendt, men så meget ved vi, at der går 2 til 300 arbejdsløse murersvende, og hvornår skulle disse mange mennesker kunne blive beskæftigede, når selv de offentlige arbejder bliver udført af slaver? 

Har ingeniørkorpset måske ladet slaverne foretage bemeldte arbejder for at spare, da tror vi, at man ligefrem kan kalde det en utidig sparsomhed, for det kan vist ikke være i regeringens interesse at lade en del af den talrige håndværksstand uden erhverv, blot fordi man kan have slaver billigere. - x

(Kjøbenhavnsposten, 19. juni 1848).

Anmodning

Herved er man så fri at anmode vedkommende om at adgangen til Frelsers Kirkegård udenfor Amagerport måtte finde sted ligesom til det øvrige kirkegårde, da man nu kun kan komme ind på samme nogle timer om søndag eftermiddag, og på de ubestemte tider når lig jordes. Anmelderen, der er håndværker såvel som andre, der ønsker at se til sine afdødes grave, - en trang eller attrå som upåtvivlelig enhver føler, men vistnok især den ringere stand, -  har med ligeså megen beklagelse som indignation ofte måttet gå denne lange vej forgæves og således set sig den glæde berøvet at kunne dvæle nogle øjeblikke blandt sine afdødes hvilesteder, en tilbøjelighed, som kirkens tjenere, under hvis tilsyn kirkegårdene må høre, vist snarere burde fremkalde end standse. Da der på denne kirkegård næsten udelukkende jordes lig af den ringere stand, turde man også håbe, at gravenes oplægning, mulig også vedligeholdelse, blev udført for mindre betaling og i ethvert filfælde forsvarligere end nu. 

En betaling af 8 sk for at glatte, oplægge eller danne en gravhøj og strø noget sand derpå, er upåtvivlelig nok for et arbejde, som selv en graverkarl kan udføre i en halv time. 
Den 11. juni 1848.
R.....

(Kjøbenhavnsposten, 19. juni 1848).

En Opfordring

Nærmest til sogneforstanderskabet for Taarnby Sogn på Amager.

Mens det gøres beboerne af Sjælland muligt til enhver tid igennem Nørreport at komme ind og ud af København er al forbindelse mellem byen og Amagerlands beboere hævet i den største del af natten, når undtages for de få, der kunne og ville bære den udgift, som er forbundet med et porttegns løsning og årlige fornyelse. At dette medfører store ulemper for de pågældende (indsenderen tænker dog ikke på Tivoli og Dyrehaven, hvad læseren måske, alt gør med et smil) kan godtgøres med mange eksempler, hvoraf man blot tillader sig at anføre enkelte. Vi har som bekendt er, intet apotek herude, og indsenderen har været i den sørgelige situation, at skønt recepten, han en nat havde at bringe, var påtegnet "haster", blev det ham først muligt at nå apoteket efter beden i vagterne og tidsspilde, mens ethvert øjeblik var kostbart, ligesom frygten for at blive nægtet tilladelse at passere porten var ubeskrivelig pinlig. 

Senere skal efter rygtet distriktstegn, har fået et par porttegn, men disse er vel nærmest kun erholdelige af dem, der søger ham, og må tillige antages at være langtfra tilstrækkelige, især under en smitsot. 

Adskillige arbejdsmænd, især i Sundbyerne, skal om vinteren give møde ved arbejde i byen, forinden passagen gennem porten om morgenen er fri. Disse må, altså bære førberørte udgift ved porttegns løsning og fornyelse, mens flere andre, som lidt senere skulle møde ved arbejde, slippe med ofte at vente nogen tid ved bommen. 

Når hertil kommer, at næstem al tørv og en del af brændet, som forbruges på Amager, må hentes ofte langt ude i Sjælland, så er det indlysende, at omtalte bånd på færdselen gennem byen om natten må, også i dette tilfælde, være til særdeles ulejlighed for beboerne her. 

At vi skulle behøve denne indskrænkning for at jage vores voksne børn og tjenestetyende hjem fra forlystelserne i eller på den anden side af byen, kan indsenderen ikke tro; ligesom han heller ikke heri ser et betryggelsesmiddel mod tyveri og uorden herude. Fra vort standpunkt set, vil der altså være anledning for dem, der forestår Amagerlands kommuner, at andrage på en mod portpenges erlæggelse uhindret færdsel i og ud af byen til enhver tid, og det skulle gøre indsenderen med mange ondt om regeringen ikke kunne komme et almindeligt, rimeligt og med tiden overensstemmende ønske i møde.
På manges vegne i Taarnby

(Kjøbenhavnsposten, 21. juni 1848).

- HS. M. Kongen har under 8. maj d. å. allern. reskriberet Rentekammeret således: "I et til Os indkommet allerund. andragende har en del håndværksmestere i København anholdt om, at det bygningsarbejde, som udføres for kongelig og offentlig regning, må blive fordelt mellem flere af hovedstadens håndværksmestere end tilfældet nu er, for at derved også de fattigere håndværksmestere måtte kunne skaffes en fortjeneste, hvortil de under nærværende omstændigheder er trængende. 

I denne Anledning vil Vi allern. have Vort Rentekammer pålagt, for så vidt de offentlige arbejder angår, der er henlagt under kollegiets virkekreds, at tage alt det hensyn til dette andragende, som de angående udførelsen af sådanne arbejder allerede indgåede kontrakter, i forbindelse med de Omstændigheder, som i øvrigt kunne være at tage i betragtning, måtte tillade." - Lignende allerh. reskripter er under f. d. udfærdigede til Justitsministeren, Handelsministeren, Krigsministeren og Marineministeren". (Dep. Tid.)

Det i ovenstående reskript omtalte andragende har været meddelt i dette blad, og var nærmest udgået fra en talrig del interessenter i malerlauget, som i år især har været berøvet en stor del af deres sædvanlige private arbejdsfortjeneste på Grund af de standsede bygningsarbejder. Så vidt vides er der imidlertid ikke ved de offentlige arbejder, der henhører til dette fag, sket noget til at efterkomme reskriptets allerh. bestemmelse, idet alt dette arbejde endnu bestandig er overdraget til een eller to mænd. Om grunden hertil er at søge i "allerede indgåede kontrakter" eller andre "omstændigheder", kan man vel ikke vide, men til disse sidste tør naturligvis hverken henregnes den større bekvemmelighed ved kun at have med en enkelt at bestille, eller hensyn til personer. Reskriptet må tværtimod anses som en begyndende anerkendelse af princippet for arbejdets organisation, ved at anerkende statsborgernes lige ret til at fordre del i de offentlige arbejder. Men til at gennemføre og videreudvikle sådant vil det først og fremmest være nødvendigt at oprette et særeget arbejdsministerium.

(Kjøbenhavnsposten, 10. juli 1848).

Koldby paa Samsøe udbrændt (Efterskrift til Politivennen).

Tirsdag den 23. maj eftermiddag kl. 3 opstod i Koldby på Samsø en så frygtelig ildebrand, at den største del af byen inden kort tid lagdes i aske. 16 gårde og 50 huse blev, i få yimer et rov for luerne, så at 70 familier, bestående af 314 personer, pludselig blev berøvet hus og hjem. En kone indebrændte; og flere andre mennesker blev beskadigede. De brandlidte har kun for en del haft deres bygninger assurerede, og på en eneste undtagelse nær, slet ingen deres indbo, og skønt noget af dette blev reddet, er dog tabet så stort, at samme ikke vil kunne afhjælpes ved opoffrende anstrengelse af Samsøs beboere alene, så meget mindre som disse fornylig har måttet gøre et betydeligt sammenskud for at erstatte følgerne af en tidligere ildebrand her på øen. I tillid til den goddægtighed, som hidtil aldrig har været anråbt forgæves, tillader vi os derfor at opfordre ædle medborgere udenfor vor ø til ved milde gaver at afhjælpe den nød og trang, for hvilken så mange mennesker ved dette ulykkestilfælde ville se sig udsatte. Vel indser vi, at alles Bestræbelser for tiden nærmest må gå ud på at læge de sår, som fjendehånd bibringer landet, i hvilke bestræbelser og Samsøs beboere har taget virksom del, men ikke desto mindre nærer vi det håb, at der hos vore medborgere hverken vil savnes følelse for så manges uforskyldte nød, efter evne til at bidrage til sammes afhjælpning. 

Bidrag ville blive modtagne i København af dr. prof. teol. C. F. Scharling, hjørnet af Stormgade og Frederiksholms Kanal 239, urtekræmmer C. Lund, Nørregade 45, Assessor J. Glahn, Gothersgade 336 Litr. B.
Koldby, den 26. maj 1848.
P. Scharling, sognepræst. Bay, birkedommer. M. Pedersen, Sognefoged.

(Kjøbenhavnsposten, 8. juni 1848)

Om Troppernes Ophold i Colding. (Efterskrift til Politivennen)

Om Troppernes Ophold i Colding har Redaktionen modtaget følgende Brev fra Colding af 6te Juni: Tidsrummet fra den 2den Mai, da Preusserne i Ilmarsch og i tætsluttede Masser strømmede igjennem vor By for at afskjære vore Tropper Overgangen fra Snoghøi og Fredericia, indtil den 26de, da de sidste af disse ubudne Gjæster forlode os, vil vistnok forblive i uudslettelig Erindring hos Enhver, der har tilbragt samme her i Byen. For de Fleste var der en saa piinlig Tid, som vi ingensinde havde troet at skulle opleve. Jeg vil ikke tale om del materielle Tab, den medførte: Saadant glemte man for det meste dengang. Men et saare tungt aandeligt Tryk hvilede paa os. Vi ængstede os for Fædrenelandets Skjebne, vi harmedes over at see Fjenderne som Herrer i vor By, foragtelige Forrædere som Tiedemand og Consorter gaae omkring her og komme i vore Huse (til Preusserne), uden at have Magt til at kaste dem paa Døren, over at see vore Medborgere, Bønderne, ligge paa Pladser og Torve med deres Heste og Vogne for at kjøre efter den ofte bydende og haarde Fjendes Bud. Vi levede som Fanger, afskaarne fra den øvrige Verden, hørte i Almindelighed om de offentlige Anliggender og Krigens Gang Intet eller kun Saadant, som Fjenderne berettede og fremstillede i deres Lys, og vare saaledes berøvede Alt, hvad der i slig sørgelig Tid kan tjene til at styrke Sindet og opretholde Haabet, undtagen Tilliden til Gud og vor retfærdige Sag. Mange af os savnede Familielivets Opmuntring og Trøst, fordi vi havde bortsendt vore Kjære fra en Egn, som kunde ventes at ville blive Krigens Skueplads, og hvor Mangel paa Levnets midler sandsynligviis efterhaanden maatte indtræde, selv om ikke den paatænkte Plyndring var kommen til. Det vilde nu være meget uretfærdigt ikke at indrømme, at de preussiske Tropper i det Hele have overholdt god Disciplin, ja, som Fjender betragtede, opført sig meget stikkeligen; man kunde stundom fristes til at beklage, at de kom som Fjender, saa høflige og godmodige viste de sig i Almindelighed. Imidlertid mangler det ikke ganske paa Exempler paa det Modsatte, og de tage mærkeliges Feil, som mene, at det "dog var omtrent det Samme som at have Indqvartering af vore egne Tropper". Ved Siden af denne Høflighed opførte de (mindst de Menige) sig tit med en Ugenerthed og bydende Adfærd, som ikke saa ganske passede til den "store Intelligents", som enkelte af dem ideligen priste hos den preussiske Armee. De requirerede paa flere Steder efter Behag varm Mad 3 Gange dagligen, inviterede Gjester hos sig paa deres Værters Bekostning og bestilte da uden videre saa og saa mange Couverts til, anordnede Spisetiden osv., kort, gererede sig som Herrer i Huset, det de da ogsaa vare. De Commanderendes Fordringer og Requisitioner vare, som bekjendt, ingenlunde beskedne eller altid billige: det synes ikke synderligt passende for den fra "das grosse deutsche Vaterland" sendte Armee, at den ikke engang vilde betale Ligkisterne til deres egne Døde, men tvang Communen til at levere dem; dette som et Exempel. At der var blevet til Alvor med Plyndringen efter den 28de, tvivler her vist Ingen om, da Wrangel neppe truede uden at opfylde sin Trudsel. Det er vist, at mange Soldater erklærede ikke at ville plyndre og at flere Officeerer yttrede sig i samme Aand, især hvor Talen var om denne By og Egn, hvor de nu engang kjendte Folk og "vare blevne godt behandlede"; men dette vilde ikke have kunnet afværge Sagen i Almindelighed. Det var kun deres pludselige og for dem selv uventede (dette veed jeg med Vished) Afmarsch, der frelste os.

Stemningen i denne By under den fjendtlige Occupation har været saadan, at den vistnok fortjener megen Paaskjønnelse. Man har opfyldt sine Forpligtelser imod de Indqvarterede med Villighed og Høflighed, i Erkjendelse af, at det Modsatte nytter lidt men skader meget; men man har forøvrigt holdt sig kold og fremmed imod Fjenderne, ikke søgt eller modtaget noget Samqvem med dem uden det, som ikke kunde undgaaes, og ved enhver Lejlighed har man, naar Samtalen faldt paa de politiske Stridsspørgsmaal, med Bestemthed forsvaret vor retfærdige Sag. Denne, som jeg troer, agtværdige Holdning hos Byens samtlige Beboere, Borger som Embedsmand, har ikke savnet Paaskjønnelse hos Fjenden; jeg har hørt og seet flere mundtlige og skriftlige Tilkjendegivelser, især fra Officerer, af den Agtelse, som "den danske Befolknings trofaste og patriotiske Holdning", indgød dem, formodentligen i Modsætning til den Foragt som de følte og uforbeholdent lagde for Dagen for det Slesvigholsteenske Forræderi (den samme Dag, da de rykkede herind, beklagede 4 Soldater sig til mig over, at de her skulde kæmpe for Rebeller, imedens de i Berlin havde kæmpet imod Rebeller). Jeg troer derfor, at de ved deres Ophold i Jylland og ved de Oplysninger, de her villigen (thi man bearbejdede dem rigtignok dygtigen i denne Retning) modtoge om Tingenes virkelige Tilstand i Slesvig (den de dog tildeels, "til deres store Forundring", selv havde bemærket ved Gjennemmarschen, navnlig hvad Sprogforholdene angik), ville være blevne istand til at berigtige Meningerne herom i Tydskland, naar de vende tilbage, og jeg tvivler aldeles ikke paa, at de ville gjøre dette. I Begyndelsen fortalte Nogle om "en provisorisk Regjering, som det forurettede og og af vore Ministre saa aldeles forladte Jylland vilde oprette" o. dsl., og bleve høilig forundrede, da man loe af dem og forsikkrede dem, at de ikke kjendte Jydernes Aand ret, naar de troede, at Nogen tænkte paa Sligt; thi vel sukkede vi under et tungt Aag, men vi forlangte ikke, at Danmark skulde opoffres for at skaffe os en hurtigere Lettelse o. s. v. Men siden forandrede de baade Anskuelse og Tale.

Meest mærkelig er Stemningen hos de preussiske Tropper imod deres "Saakaldte Regjering" og imod Berlin. Af mangfoldige Officerer og Soldater hørte jeg yttre, at de langt hellere gik hjem og tugtede deres egen Pøbel end her føre en uretfærdig Krig. Men stærkest af Alt og et Exempel fremfor alle er, at den sidste Aften 4 Officerer i Nærværelse af en dansk Embedsmand, hos hvem de vare indqvarterede, yttrede, at de haabede, at "den Tid var nær, da Provindserne reiste sig imod det Tyranni, som Pøbelreden Berlin udøvede", og under Yttringer af heftig Forbittrelse drak paa, at "de maatte opleve den Glædesdag, da de kunde være med at skyde denne lumpne Stad og dens skjændige Befolkning ned", og at Pøbelherredømmets Tid maatte være forbi! Det var næsten tungt at høre dem sige: "De har dog Noget at kjæmpe for, men vi have intet Fædreneland."

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 8. juni 1848, 2. udgave).

Barrikadekampe fra martsdagene i Berlin 18.-19. marts 1848. Mindeblad af ukendt kunstner. Public Domain. Den 15.-18. marts blev der udkæmpet blodige barrikadekampe i Berlins gader. Den 19. marts måtte den preussiske konge Frederik Vilhelm 4. kalde regeringstropperne tilbage, love politiske reformer og stille sig i spidsen for de tyske enhedsbestræbelser. Pressecensuren blev ophævet, et nyt liberalt ministerium blev udnævnt, og i maj indkaldtes en forfatningsgivende nationalforsamling. Det var på den baggrund at en preussiske hær på det tyske forbunds vegne var trængt op i Jylland. At der fandtes konservative preussiske officerer i Jylland i juni 1848 som var imod de liberale reformer og opfattede dem som resultatet af "pøbeloptøjer", er ikke utænkeligt. I december 1848 opløste Preussens konge med  støtte fra modrevolutionære kræfter den overvejende liberale nationalforsamling. Han genoprettede det gamle styre og udnævnte et nyt ministerium med basis i den konservative modrevolution og blandt junkerne.