Hertugdømmerne. Om Deputationen fra Angelns Audients hos Kongen af Preussen indeholder "Kieler Corr. Bl." Følgende, dateret den 26de September: "Som bekjendt havde de syv Menigheder i Angeln afsendt en Deputation til Berlin, der bestod af Hr. Pastor Schmidt fra Grundtoft og tvende Bønder ved Navn Hansen, den Ene fra Langballig og den Anden fra Tweedt, for at overrække den preussiske Regjering en Adresse i Anledning af Demarkationslinien i Nordslesvig. I denne Adresse var der fornemmelig udtalt det Ønske, at disse syv Menigheder ikke bleve, hvis man havde isinde at dele Slesvig ved den forestaaende Fred, indlemmede i Danmark, men der imod i der tydske Schleswig-Holstein, hvortil de hørte hen. Denne Deputation havde i Løbet af forrige Uge Audience hos Udenrigsministeren, Friherre v. Schleinitz, for hvem de foredrog deres Ønske, ligesom ogsaa Hr. Pastor Schmidt i det Hele taget ikke undlod paa en ligefrem og tydelig Maade at skildre Landets Tilstand. Minister von Schleinitz erklærede, at der endnu ikke ved de overhovedet endnu ei aabnede Fredsunderhandlinger, var blevet tænkt paa nogen Demarcationslinie, og skulde det komme til en Deling, kunde han forsikkre dem om, at disse syv tydske Menigheder skulde komme til at ligge lyd og ikke nord for Linien; det var alt hvad han for Øieblikket kunde sige, hvis han skulde forblive i sit Embede og tage Deel i Kredsunderhandlingerne. Han fandt det ogsaa hensigtsmæssigt, at de ansøgte om en Audience hos hs. Majestæt Kongen, hvilken vistnok vilde blive tilstaaet dem, ligesom han ogsaa forsikkrede dem om, at han ved denne Ledighed vilde være deres Talsmand. Om Søndagen efter Kirketiden erholdt Deputationen Audience hos Kongen, til hvilken den netop tilstedeværende Generalsuperintendent, Hr. Provst Nielsen, sluttede sig. Hr. Pastor Schmidt holdt i Deputationens Navn en Tale til Kongen, der næsten varede en halv Time, i hvilken han nærmere motiverede de i Adressen omtalte Ønsker i Henseende til de syv Menigheders Stillling til Demarkationslinien. Han beviste, hvorledes en Fraskillelse fra det øvrige Schleswig-Holstein vilde geraade disse Menigheder i flere Henseender til største Skade, de vilde miste deres Sprog, da de jo dog ere Tydske, hvilket kan oplyses af Kirkebøgerne, Gravskrivter og alle Slags Aktstykker fra de ældste Tider, og berøvede deres Nationalilet, ville de blive tvungne til at bruge det danske Sprog. De fraskilte Menigheder vilde blive forme, og demoraliserede, da ethvert dannet og retskaffent Medlem for lang Tid siden har været tydsk. Alle hellige Familiebaand, alle venskabelige Forhold, alle merkantile Interesser vilde ved en slig Adskillelse blive kuldkastede, og den danske Propaganda, der ikke skyer noget Middel for at opnaae sine Hensigter, vilde ikke undlade i alle Maader at befordre Menighedernes Fordærvelse. Dette var, efter Talerens Mening, hans Hverv, dog kunde han, da det nu engang var forundt ham at staae for den Konge, der væsentligen havde Tydsklands ligesom ogsaa Schleswig-Holsteins Skjebne i sin Haand, ikke undlade at berøre dette Lands almindelige Interesser. Taleren omtalte dernæst den danske Regjerings Indgreb i dette Lands gamle Rettigheder, de mange Indskrænkninger, Hertugdømmerne havde maattet taale, og den tilsidst til disses Afværgelse og Hertugdømmernes Forsvar nødvendige Opstand. Han mindede om, at Kongen selv havde anerkjendt Landets Rettigheder og at han havde været den Første til at understøtte dem med sin Hær; han forklarede, at Schleswig- Holsteinerne ikke i mindste Maade vare Rebeller og Oprørere, og at de endnu bestandig vare for Personalunionen og ikke vilde vide noget af demokratiske Agitationer, ligesom ogsaa en Befolkning, der hovedsageligen bestaaer af velhavende Agerdyrkere, kun kan være konservativ, og et egentligt Proletariat i Landet ikke er tilstede. Men Enhver er beredt paa at opretholde Landets Rettigheder og Velvære, og vil gjerne op, offre sine Sønner og sine Penge for at ikke de nøie med hinanden forbundne Hertugdømmer skulle adskilles, og overgives til Danmark. Iøvrigt er det klart af Bestyrelses-Commissionens Skalten og Valten i Flensborg, hvortil det vil føre, naar de gamle Tider igjen stulde oprettes. Kongen havde hørt meget opmærksomt paa denne lange Forklaring, og modtog, efter eget Ønske, Adressen af de Deputeredes Hænder. Derpaa yttrede han, at Foredraget havde været ham saameget mere interessant, som meget af det Forklarede havde været ham ubekjendt, eller dog ikke var blevet ham saaledes forestillet; det var godt, om alle disse Kjendsgjerninger bleve mere udbredte, dog forekom det ham, om det ikke var raadeligst, paa en ligesaa aaben og frimodig Maade at forklare Forholdene for Kongen i Kjøbenhavn? Hr. Pastor Schmidt svarede derpaa, at det ikke godt lod sig gjøre, da den kjøbenhavnske Pøbel vistnok vilde slaae Deputationen ihjel, eller ogsaa, om dette kunde forhindres, vilde dog en slig Deputation ikke finde Gehør hos Herskeren. Kongen bemærkede derpaa, at han havde gjort meget for Schleswig-Holstein, men kunde foreløbig ikke gjøre mere formedelst Ruslands og Englands Opposition, han maatte ogsaa tage Hensyn til Preussens Fordringer, dog skulde han ogsaa for Fremtiden gunstigen varetage Hertugdømmernes Interesser.
Provst Nielsen greb derpaa Ledigheden til paany at indflette nogle Bemærkninger om den nuværende Bestyrelses-Commission, og at fremstille Geistlighedens og Embedsmændenes Vægring i sit rette Lys. Ogsaa med de tvende andre Deputerede underholdt Kongen sig paa det Venskabeligste og lod sig Alt forklare paa der Nøiagtigste. Deputationen blev derpaa indbuden til det kongelige Taffel. Efterat dette var hævet, underholdt Minister v. Schleinitz sig med Deputationen, og Hs. Majestæts Fløiadjutant v. Bonin indbød Hr. Pastor Schmidt til Hds. Majestæt Dronningen, der ønskede at gjøre hans Bekendtskab, og ogsaa for denne høie Dame fandt Hr. Pastoren Leilighed til at skildre Landets Tilstand for hende og lægge Høistsamme Hertugdømmerncs Interesse paa Hjerte. Deputationen har forladt Berlin med den Overbeviisning, at man der finder beredvillige Ører for Hertugdømmernes Anliggender, og at i ethvert Tilfælde denne Mission der har efterladt et dybt og varigt Indtryk, hvis ikke overordentlige Forhold skulde gjøre selv den bedste Villie tilskamme.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 1. oktober 1849, 2. udgave).
