Von Plessens Modtagelse i Tønder. (Efterskrift til Politivennen)

Tønder, 20. september. På denne dato rapporterer den "Norddeutsche Freie Presse" følgende om modtagelsen af ​​hr. Plessen i Tønder (se denne avis nr. 277): Lige ved indgangen til byen standsede hr. v. P. vognen og tilkaldte en nærliggende soldat for at føre ham til kommandantens lejlighed. På trods af frokosttid samlede dette korte ophold et par nysgerrige mennesker, som hr. Plessen smilede hånligt til og endda skændte på. Denne opførsel trak allerede en skrigende og piftende sværm efter den kørende vogn. Foran kommandantens lejlighed som er hos købmanden hr. Angel i et stort trappehus, gik hr. Plessen ud, stod på trappen og bestræbte sig på at imponere ved stillinger, fagter og ansigtsudtryk, for at udtrykke sin foragt for mængden og at skræmme eller drille dem med dystre trusler. Men nu skulle hr. von Plessen alligevel tage sig af en vigtig foreløbig sag, nemlig at indfinde sig som gæst i et privat hus. Hr. Angel var tilfældigvis væk, men husets frue, støttet af sine tjenere, forklarede den velklædte herre deres forbavselse over et væbnet indbrud ved højlys dag. Hans anmodning om et værelse blev afvist. Da der ikke var andet at gøre end at indlogere sig hos kommandanten, dukkede hr. v. Plessen atter op ved vognen for at se, hvordan hans ting var blevet pakket ud, og der var da allerede samlet flere mennesker, som var endnu mere irriterede over hans opførsel, forundret overbegloede ham, indtil til sidst en bonde fra amtet greb ham og en dreng rev hatten af ​​hovedet. Hr. v Plessen flygtede ind i huset, men måtte opgive en ladt pistol uden at kunne gøre brug af den. Hans ekspedient sad fast mellem hoveddøren, men han kom ind alligevel, mistede en frakke og en støvle. Nu blev der slået alarm, husarer og infanteri rykkede og spærrede gaden foran huset. I mellemtiden havde en person dog uset trængt ind i huset bagfra gennem gårdspladsen og havde allerede grebet hr v. Plessen ved kraven for forsigtigt at føre ham væk, men han blev befriet af et par infanterister. Imens var hele byen vågnet og på benene. Rigtig mange bønder og sognefogder fra landet var i byen, fordi der den morgen havde været møde mellem embedets embedsmænd og prædikanter. Mange embedsmænd samledes ved amtsbygningen til hr. v. Plessen, i fald han skulle komme til amtsbygningen for at tage embedet i besiddelse, for straks at modtage ham med passende protest og lige ud forklare ham hvad han lavede der. Men de trofaste bønder ville ikke have ladet usurpatoren til deres amtmand; alle rustede sig til forsvar og en formelig belejring af hr. Angels hus. Stemningen var så bitter at hans vej til det officielle hus ville have ført gennem blod. En deputation af borgere gik til ham for at forklare stemningen i byen, for at forklare ham umuligheden af ​​at blive her, for at tigge ham om at gå, og påpegede over for ham at han havde det moralske ansvar for alle mulige triste følger. Forgæves. Hr. v Plessen forsøgte at imponerede ved trods og hån. En anden deputation, med en prædikant fra amtet som talsmand, ønskede at gentage forsøget på at få ham til at trække sig. Men han blev behandlet groft af kommandanten, som skubbede til ham og endda gentagne gange forlangte "at han lod kanaljen skyde." Kommandanten afviste dette forslag. Da det endelig blev bemærket at intentionen om at trænge ind i amtsbygningen ikke ville blive forsøgt, brød en god stemning løs og kom til udtryk gennem sang og højlydt munterhed. Denne gode stemning blev ufrivilligt meddelt soldaterne, for da den syntes at skulle trætte folket, forsøgte de på alle mulige måder at slå kedsomheden ihjel. Udøvelsen af ​​denne taktik varede indtil mørkets frembrud, og dette medførte stigende råben, piften, sang og råben som et naturligt følge. Endelig meddeltes det at der var rekvireret vogne. Der gik lang tid før disse dukkede op, og da soldaterne nu fandt ud af at de endelig skulle afløses fra deres kolde poster, blev de lystige og sang med. Alle var glade, indtil det pludselig blev annonceret at hr. v. P. vil ikke trække sig, før der er fuldstændig tavshed. Glæden veg igen for bitterhed, og da hr. v. P. gik endelig skulle tage af sted, nåede raseriet det højeste niveau. Han tog afsted klokken halv otte under stor tumult. Der blev også affyret et skud; nogle siger, at det skyldtes en militærmands skødesløshed, andre hævder at det kom fra vognen. Råbene fulgte ham så langt som ud byen, for på hele sin vej gennem byen skulle han køre gennem en gyde af mennesker. Foran porten siges vognen at være blevet ramt af et stenregn, en kat kastet ind og en pistol, der skal være faldet ud af vognen fundet. De to våben bragtes til politiet. (Hr. v. Plessen rejste fra Flensborg til København den 30. september.)

Baron, landsråd Hugo Frederik Adolph von Plessen (1818-). Det Kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.

Tondern, 20. September. Unter diesem Datum berichtet die "Norddeutsche freie Presse" folgendermassen über den Wmpfang des Herrn v. Plessen in Tondern (s. Nr. 277 feis. Zeitung): Gleich bei der Einfahrt in die Stadt liess Herr v. P. den Wagen halten und rief einen in der Nähe befindlichen Soldaten herbei, damit dieser ihn zur Wohnung des Commandanten führe. Dieser kurze Aufenthalt versammelte trotz der Mittagszeit einige Neugierige, welche Herr v. Plessen sehr höhnisch belächelte u. sogar beschimpfte. Diese Aufführung zog schon einen schreienden und pfeifenden Schwarm dem weiter fahrenden Wagen nach. Vor der Wohnung des Commandanten, welche bei dem Kaufmann Herrn Angel in einem grossen aufgetreppten Hause ist, stieg Herr v. Plessen aus, stellte sich auf die Treppe und bemühte sich durch Positionen, Geberden und Gesichterschneiden zu imponiren, der Plebs seine Verachtung auszudrücken und sie durch grimmige Drohungen einzischüchtern oder zu reitzen. Doch nun hatte Herr von Plessen noch ein wichtiges Einleitungsgeschäft zu besorgen, nämlich sich in einem Privathause als Gast zu octroyiren. Herr Angel war zufällig verreistt, aber die Frau des Hauses, unterstützt von ihrem Dienstpersonal, erklärte dem wohlgekleideten Herrn ihre Verwunderung über einen bewaffneten Einbruch bei hellem Tage. Die Forderung eines Zimmers wurde ihm abgeschlagen. Da nun nichts Anderes übrig blieb, als beim Commandanten sich einzuquartieren, und Herr v. Plessen wieder beim Wagen erschien, um nach dem Auspacken seiner Sachen zu sehen, hatten sich schon mehr Leure versammelt, die, noch mehr gereizt durch sein Benehmen, ihn verwundert von oben bis unten betrachteten, bis zuletzt ein Bauer aus dem Amte ihn anpackte und ein Junge ihm den Hut von Kopfe riss.  Herr v. Plessen floh ins Haus, musste aber doch eine geladene Pistole im Stich lassen, ohne dass er Gebrauch davon machen konnte. Sein Schreiber kam in die Klemme zwischen der Hausthür, drang aber doch, von einem Rockschoss und von einem Stiefel abgesondert, hinein. Nun wirde Allarm geblasen, Husaren und Infanterie kamen in Bewegung und sperrten die Strasse vor dem Hause. Ein Hause war aber mittlerweile von hinten durch den ofraum unversehens ins Hause gedrungen und hatte schon den Herrn v. Plessen beim Kragen, um ihn sachte abzuführen, aber er wurde noch von einigen Infanteristen befreit. Indessen war die ganze Stadt aufmerksam gemacht und auf den Beinen. Sehr viele Bauern und Kirchspielvögte vom Lande waren in der Stadt, weil gerade am Morgen Versammlung der Beamten und Prediger des Amts gewesen war. Viele Beamte versammelten sich auf dem Amtshause, um Herrn v. Plessen, falls er nach dem Amthause kommen sollte, um sich des Amtes zu bemächtigen, gleich mit dem gebührenden Protest zu empfangen und ihm rund heraus zu erklären, wessen er sich hier zu versehen habe. Aber die handfesten Landleute würden den Usurpator gar nicht zu ihrem Amtmann gelassen haben; Alles rührte sich zur Vertheidigung und zur förmlichen Belagerung des Angel'schen Hauses. Die Stimmung war so erbittert, dass sein Weg zum Amtshause durch Blut geführt haben würde. Es begab sich eine Deputation der Bürger zu ihm, um ihm die Stimmung in der Stadt auseinander zu setzten, ihm die Unmöglichkeit seines Hierbleibens klar zu machen, ihn zu bitten, sich zu entfernen, indem sie ihm zu bedenken gab, dass er die moralische Verantwortung für alle möglicher Weise traurigen Folgen auf sich laden würde.  Vergeblich. Herr v. Plessen glaubte durch Trotz und Hohn zu imponiren. Eine andere Deputation, mit einem Prediger des Amtes als Wortführer, wollte den Versuch, ihn zum Abzug zu bewegen, wiederholen. Sie wurde aber vom Commandantan förmlich grob behandelt, ihn angefahren und sogar wiederholt verlangt "dass er auf die Canaille schiessen lasse." Der Commandant verweigerte diese Zumuthing. Als man endlich merkte, dass die Absicht, ins Amthaus zu dringen, nicht auszuführen versucht werden würde, brach sich der Humor Bahn und gab sich durch Singen und laute Fröhlichkeit kund. Dieser Humor theile sich unwillkürlich den Soldaten mit, denn da es darauf angelegt schien, das Volk zu ermüden, so suchte man sich die Langeweile auf alle mögliche Weise zu vertreiben. Die Ausübung dieser Taktik dauerte bis zur Dunkelheit und diese brachte als natürliches Gefolge besteigertes Geschrei, Pfeifen, Singen und Rufen mit sich. Endlich verlautete, dass Wagen requirirt seien. Bis diese erschienen, verstrich eine geraume Zeit, und da die Soldaten nun erfuhren, dass sie endlich von ihrem kalten Posten erlöst werden sollten, wurden sie fröhlich und sangen mit. Alles war vergnügt, bis auf einmal verkündet wurde, der Hr. v. P. werde nicht eher abziehen, bis vollständige Stille herrsche. Die Fröhlichkeit wich wieder der Erbitterung, und als Hr. v. P. endlich zur Abfahrt sich bequemte, erreichte das Toben den höchsten Grad. Unter grossen Tumult fuhr er um halb 8 Uhr ab. Es fiel auch ein Schuss; Einige meinen, durch unvorsichtigkeit eines Militärs, Andere behaupten, dass er aus dem Wagen gefallen sei. Das Geschrei begleitete ihn bis zur Stadt hinaus, denn auf seinem ganzen Wege durch die Stadt musste er durch eine Gasse von Menschen fahren. Vor dem Thore soll der Wagen noch von einem Steinhagel heimgesucht, eine Katze hineingeworfen und eine Flinte, die aus dem Wagen gefallen sein muss, gefunden sein. Die beiden Waffen sind auf die Polizei gebracht. (Hr. v. Plessen ist am 30. Sept. von Flensburg nach Kopenhagen abgereisst.)

(Leipziger Zeitung : Amtsblatt des Königlichen Landgerichts und des Königlichen Amtsgerichts Leipzig ... 7. oktober 1849).

Baron Hugo v. Plessen var Christian 8.s tidligere kabinetssekretær. Byen blev først den 22. juli 1850 besat af danske tropper.

Krigen 1848-1850: Embedsmænd. (Efterskrift til Politivennen)

I Tønder og Tønning synes striden foreløbig afgjort derhen at slesvig-holstenerne fritages for de udnævnte nye embedsmænd mod at de beholder preussisk militær som eksekutionstropper, hvilke derved har fået fordring på udmærket forplejning. I byen Slesvig syntes sagen derimod at skulle afgøres på en anden måde. I Hamb. Corresp. skrives derfra under 4. ds.: "Her er truffet store militærforanstaltninger. En husarpiquet er opstillet ved postkontoret og lige overfor den højstkommanderendes bolig er indrettet en militærvagt. Under sådanne forberedelser og former vil man formodentlig i dag påtrænge os en postmester og Gud ved hvad mere. Staden er endnu aldeles rolig":

(Kjøbenhavnsposten, 6. oktober 1849).

Kjøbenhavnsposten meddelte den 8. oktober at det preussiske militær ikke længere skulle se passivt til ved indsættelsen af de nye embeds mænd, men strengt se til at det skete, om nødvendigt ved arrestation af de som modsatte sig.

Præster udtaler sig. (Efterskrift til Politivennen)

(A. MV.). Fra Eiderstedt. Torsdag den 27. september mødtes prædikanter fra provstierne Eiderstedt, Husum og Bredstedt i Tetenbüll til møde. Den enstemmige beslutning lød således: 1) ikke at offentliggøre forvaltnings-kommissions forordninger, 2) ikke at anerkende nogen i Kaups sted udnævnt ny Oberstaller, 3) ikke at foretage ændring i kirkebønnen. Det blev besluttet at informere prædikanterne fra de andre provstier om disse beslutninger.

(A. M.). Aus Eiderstedt. Am Donnerstage, den 27. Sept., waren die Prediger der Probsteien Eiderstedt, Husum und Bredstedt in Tetenbüll zu einer Besprechung zusammengetreten. Der einstimmige Beschluss fiel dahin aus: 1) Die Verordnungen der Verwaltungs-Landscommission nicht zu publiciren, 2) einen etwanigen neuen, an Kaup's Stelle eingesetzten Oberstaller nicht anzuerkennen, 3) eine Aenderung im Kirchengebete nicht vorzunehmen. Es wurde beschlossen, von diesen Beschlüssen die Prediger der anderen Probsteien in Kenntniss zu setzen. 

(Leipziger Zeitung : Amtsblatt des Königlichen Landgerichts und des Königlichen Amtsgerichts Leipzig ... 5. oktober 1849).

Protester, Slesvig By. (Efterskrift til Politivennen)

I september 1849 havde landsforvaltningen beordret Slesvigs stempelpapirforvalter Thedens til at udskifte stempelpapiret med det slesvig-holstenske våben (som var anvendt siden marts 1848) med det siden 1834 foreskrevne danske monarkis våben. Etatsråd Kornerup Borch blev herefter sendt til Slesvig By for at effektuere dette: 

Den af Bestyrelsescommissionen indsatte Embedsmand, forr. Amtsforvalter i Haderslev Kornerup-Borch, som var sendt til Byen Slesvig for at træffe Foranstaltninger ved det stemplede Papir, er paa det Infameste bleven mishandlet og forfulgt ud af Byen. (Formodentlig er det denne Begivenhed, der er bleven forvexlet med en lignende, Rygtet havde fortalt om selve Bestyrelses-Commissionen). Allerede om Aftenen den 28de viste sig Bevægelse, da der blev foretagen en Forlæggelse af noget preussisk Artilleri fra Allstadt til Gottorp Slot og man troede, dette gjaldt en Sikkerhedsforanstaltning for den forventede nye Postmester. Næste Morgen ankom Hr. Kornerup-Borch dertil, for at betegne det stemplede Papir med den kongelige Krone og Kongens Navnechiffer, og traf paa Gaden Stempletpapirforvalteren Thedens, hvem han allerede iforveien havde underrettet om sit Komme og dets Hensigt. Th. undskyldte sig imidlertid og det blev vedtaget, at møde herom om Eftermiddagen Kl. 4. Hr. Kornerup-Borch indfandt sig da, ledsaget af en preussisk Officeer, hos Th., som nægtede at udlevere Papiret til Stempling og heller ikke samme Asien vilde udfærdige Remonstrationen imod hans Foresattes Forlangende. Imidlertid indfandt sig, sandsynligviis efter Aftale med Th., nogle Borgere for at anmode K.-B. om at forlade Byen. Han svarede, at hver Fornærmelse mod ham vilde træffe den preussiske Uniform. Man tilføiede da, at det ikke var Hensigt at fornærme ham, men at man for hans egen Sikkerheds Skyld raadede ham, strax at forlade Byen. Endnu flere Borgere kom tilstede og berettede, at Folket samlede sig. Hr.Kornerup- Borch gik da, ledsaget af den preussiske Qfficeer, hvem han bad om en Beskyttelsesvagt. Men neppe kommen udenfor, omgives han af en Hob Drenge, der skraale "Schleswig-Holstein stammverwandt". I "Stadt Hamburg" vil man ikke tillade ham at bestige Vognen og preussiske Officerer samt nogle Borgere maae søge at beskytte ham imod Pøbelen. Efter at han var trængt ud paa Chausseen forfølges den værgeløse Mand med - Steenkast. Flere træffe og saare baade ham og hans Beskyttere. Hermed nøies man imidlertid ikke; Klæderne blive "formelig afrevne" den Forfulgte, og hans Papirer kunde han ikke længere holde i Haanden. Paa den anden Side af Nytorv træffer og optager Vognen ham omsider. Imidlertid havde (først nu) den preussiske kommandant sat sig i Bevægelse; Infanteri og Husarer bleve ved Signaler opbudte. Husarer sprængte efter for al bringe Hr. Kornerup-Borch tilbage. Han skal have erklæret, at naar Borgemesteren og Politimesteren beskyttende vilde afhente ham, vilde han vende tilbage, men Begge vare intetsteds at finde. Efter en anden Beretning skulde han have nægtet at komme tilbage. Alt begav sig derpaa til Ro og de preussiske Husarer sang med den "glade Folkemængde" "eller hørte den synge" "Schleswigholstein". - 

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 5. oktober 1849).

- - -

I Slesvig vare preussiske Officerer tilstede i samme Værelse som Hr. Kornerup-Borch; da Mængden trængte ind i dette, vilde de begive sig bort, men forbleve dog paa hans Bemærkning, at de vare der for at beskytte ham; imidlertid lode de sig heller ikke bevæge til at foretage det Mindste til Opnaaelsen Heraf. Først da han, efter at vare mishandlet, var sluppen ud af Byen og kommen et godt Stykke ad Veien til Flensborg, sendte den preussiske Kommandant en Stafet efter ham med dem gode Trøst, at nu kunde han komme tilbage, nu var Byen rolig. Det er ved disse tvende Facta godtgjort, at de preussiske Tropper ere i Sydslesvig, ikke for at skaffe den Regjeringscommission, hvori Preussen selv er repræsenteret, Lydighed, eller for at opretholde Ro, Orden og personlig Sikkerhed i Landet - men for at vedligeholde Oprørstilstanden, for i Forbund med Statholderskabet og Embedsstanden at umuliggjøre Commissionens Virksomhed og overhovedet hver anden Regjering end Oprørets.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 6. oktober 1849).

Kornerup Borch fik i slutningen af 1849 trykt et stort kvantum stempelpapir. I januar 1850 besluttede landsforvaltningen alligevel indtil videre at bruge det gamle stempelpapir med det slesvig-holstenske våben.

Søren Kornerup Borch (1795-1855). Auditør, senere overauditær i Itzehoe. Amtsforvalter Ærø, Rantzau (Holsten), sognefoged i Barnstedt og Hørnerkirchen, fra 1846 Haderslev Østre Amt.

Modstand mod Bestyrelseskommissionen i Slesvig. (Efterskrift til Politivennen)

 København, den 3. oktober 1849.

- Der går en triumferende tone gennem de slesvig-holstenske beretninger om den forrige uges begivenheder i Tønder, Slesvig og andre byer, hvor den passive modstand mod Bestyrelses-kommissionens anordninger er blevet lige kraftigt understøttet af folkets og "gadedrengenes" aktivitet og af det preussiske militærs passivitet. Hvorvidt denne triumf vil blive fuldstændiggjort ved kommissionens eftergivenhed må vel snart vise sig, ligesom også hvad rolle Preussen derved vil påtage sig, og hvad dernæst den engelske deltagelse i kommissionen vil få for en betydning. 

De næste efterretninger synes i så henseende at måtte blive interessante, alene betragtet som fortsættelse af de sidste. I Tønder har "folket" forjaget den ny udnævnte amtmand, baron H. Plessen, straks ved hans ankomst, uden at det preussiske militær har forsøgt at forhindre det. (Baron P. har dernæst fra Flensborg begivet sig hertil og siges nu at skulle gå til Berlin.) Og i Slesvig har "folket" ligeledes tvunget en af kommissionen derhen afsendt embedsmand, etatsråd Kornerup-Borch, til at gribe flugten, uden at preusserne har søgt at beskytte ham, førend efter mishandlinger imod ham allerede var udøvede. Det er med en betegnende skadefryd, at de slesvig-holstenske blade fortæller historien herom. Hr. K. B. var sendt til Slesvig for at besørge det stemplede papir igen forsynet med det kgl. navnechiffre. Ved ankomsten i fredags henvendte han sig desangående til den derværende stempelpapirsforvalter Thedens som vægrede sig ved at efterkomme ordren og udlevere det i hans værge befindtlige papir. Mens etatsråd K.-B. næste dag ledsaget af en preussist officer, underhandlede herom hos denne forvalter, trængte nogle borgere ind til dem og opfordrede K.-B. "høfligt" til straks at forlade byen. På hans svar at enhver fornærmelse mod ham, ville træffe den preussiske uniform, under hvis beskyttelse han stod, blev der svaret ham at man heller ikke ville fornærme ham, men kun for hans egen sikkerheds skyld opfordre ham til så hurtig som mulig at forlade byen. 

Straks derpå indfandt sig flere "borgere", med underretning om at "folket" samlede sig. Hr. Kornerup - Borch begav sig da ledsaget af den preussiske officer, på tilbagevejen til sit hotel, men blev undervejs ikke alene udpebet og stenet, men man rev endog, før han kunne nå at komme i en vogn, klæderne af kroppen på ham, uagtet der siges at preussiske officerer og borgere søgte at beskytte ham. Endog hans papirer blev ham frarevet. Til sidst lod man ham dog slippe ind i hans vogn, som derpå forlader byen så hurtig som muligt, forfulgt af de sejrrige gadedrenge, der synge "Schleswig-Holstein stammverwandt". Imidlertid har den preussiske kommandant erfaret dagens begivenhed og lader nu blæse alarm både for infanteri og kavalleri. Og det første husarerne gør, er at jage efter K.-B.'S vogn, for at føre ham tilbage. Men da Hr. Kornerup har god grund til ikke at indlade sig herpå, vende de tilbage og modtages af det jublende gadefolk, med hvem husarerne fraternisere under sangen "stammverwandt". Og som ved et trylleslag, tilføjer beretningen, er igen den dybeste rolighed indtrådt, for spøgeriet er forsvundet". 

- Men man har dog ikke ladet det blive derved; for næste dag blev i Slesvig holdt en almindelig borger- og indbygger-korsamling, præsideret af en hr. Hansen, og så talrig at man næppe havde plads i Landesforsamlingens lokale. Her blev nu på hr. Hansens forslag vedtaget og tiltrådt følgende erklæring: "De her tilstedeværende borgere og indbyggere af byen Slesvig erklærer hermed offentlig: at de anså den flensborgske Landsbestyrelses bekendtgørelse af 17. september for uberettiget og ulovlig, men i særdeleshed det fjendtlige angreb på Slesvig-Holstens statsgrundlov for landsforræderi!" Derpå opfordrede præsident Hansen de tilstedeværende til ved en lignende anledning, som den foregående aften havde ombudt, at undgå enhver kollision med militæret. Enhver ting måtte læres, og hvis man derfor atter skulle blive nødt til en sådan eksportation, så skulle den nok blive gjort bedre. Enhver måtte beklage at ungdommen og det oprørte blod havde været for virksomme (mod en enkelt værgeløs mand). 

Dernæst blev forsamlingen på forespørgsel underrettet om at magistraten ikke ville publicere bekendtgørelsen af 17. sept. og at heller ikke det gottorpske amtmandskab vil gøre det. - Det er i alt fald en temmelig åben erklæring og den synes i det mindste at måtte bevirke, at grev Eulenburg, stemplet som slesvig-holstensk landsforræder, enten fordrer, at det preussiske militær får ordre til at handle bestemtere, eller også aftræder, desavoueret af regeringen l Berlin, som kommer til at erklære sig ved valget mellem disse to alternativer. Men hvad Preussen end foretager i så henseende, så kan nu vel ingen tvivl længer være om hvorledes denne magt har i sinde at opfylde våbenstilstandsbetingelserne mod Danmark

(Kjøbenhavnsposten, 3. oktober 1849)

Fra Tønder haves endnu kun  rygter om hvad der forefaldt i fredags ved amtmand O. v. Plessens ankomst hertil. Af de mest pålidelige fremgår at amtmanden blev modtaget af en folkehob med forhånelser, piben og tumult, selv fruentimmer skal have pebet. De preussiske soldater nægtede officererne lydighed og ville ikke tilvejebringe orden. De skal have ytret at da de i sommer ikke måtte slå på fjenden, ville de nu ikke slå på borgerne. Da v. Plessen dernæst rejste bort samme dag, fik han en afdeling husarer med til dækning udenfor byens territorium, men ved afskeden skulle disse have hugget med sablerne på v. Plessens wienervogn. Om aftenen har pøbelen senere slået vinduerne ind hos justitsråd Drøhse, værthusholderne Skou og Hans Hage. Det hedder endvidere at tønderanerne nu selv skulle underholde nye og et større antal tropper. Den 2. oktober ventedes amtmanden tilbage.

(Ribe Stifts-Tidende, 5. oktober 1849).