Ny Borgemester i Apenrade. (Efterskrift til Politivennen)

Apenrade d. 22de. (Freya.) Vort Communalevæsen konsoliderer sig. I Løverdags Eftermiddag blev til Hr. Knudsen overleveret de til Politimester- og Byfogedbestillingen hørende Archiver. Indsættelsen som Borgermester vil efter Forlydende skee en af de første Dage. Introduktionen vil formodentlig blive udført af Amtmand Stemann. Man fortæller at han har gjort sig megen Umage for at blive fritagen for dette Hverv, men at en peremtorisk Befaling af Bestyrelsescommissionen har gjori Ende paa Sagen. Efter Forlydende har vort hele Senat, med Undtagelse af Agent Bruhn *), og vort hele Deputeretcollegium, efter Sigende med Undtagelse af Hr. Lüders, erklæret at ville vedblive at fungere, ligesom det underordnede Personale har stillet sig til den nye Politimesters og ByfogedS Raadigbed. - Efter de Kraftyttringer der faldt ved Hr. Knudsens Ankomst, skulde man rigtignok have troet, at Vedkommende ikke kunde beslutte sig til at vedblive deres hidtilværende Virksomhed i Forening med ham; men Eet er Ord, og et Andet er Gjerning, det have vi af Schleswig-Holsteinerne seet de tusinde Gange, saa at det i dette Tilfælde slet ikke kan forundre os. Vi faae nu at see, hvorledes det vil gaae i Fremtiden. Vor Provst vedbliver endnu at fremsige den provisoriske Kirkebøn: Gud velsigne alle Konger og Fyrster, ogsaa vor - og tager saaledes slet ikke BestyrelsescommissionenS Befaling om Ophævelsen af den i denne Anledning fra den insurrectionelle Regjering udgaaede Anordning til Følge. Det selvsamme er Tilfælde i Nabosognet Løit.

*) Vi maae horliqen beklage, at Capitain Jørgen Bruhn (som Agent kiende vi ham ikke), der i mange Aar har ført danske Skibe, og stedse har lagt et ægte dansk Sindelag for Dagen, nu i sin høie Alder har ladet sig forlede til at tage Parti med Oprørerne. Har han maaskee følt noget af det "danske Aag"? Red.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 24. oktober 1849, 2. udgave).

Præster nægter at følge Landsforvaltningen. (Efterskrift til Politivennen)

(A.M.) Slesvig, 16. Oktbr. Landsforvaltningen har på ordentlig måde under 13. d. m. antydet over for pastor Haak i Haddebye at han inden 20. denne måned uundgåelig skal kundgøre alle Landsforvaltningens dekreter, hvilket han indtil da havde afslået da han ellers ville han blive fritaget fra sit embede, og konkurrencen om at søge den ledige stilling ville blive åbnet; fordi embedsmandens lydighed over for statsmyndighederne ikke kan være afhængig af "hans vilkårlighed". Det ville være det første angreb fra statsadministrationen mod gejstligheden, som har taget et fast standpunkt mod deres ulovlige optræden i lukkede rækker. Hvad angår den truede person vil alle der kender ham, ikke et øjeblik tvivle på at en sådan trussel er alt for impotent til at bestemme hans overbevisning og handlemåde. Men også når man ser på hele præsteskabets holdning, vil det tjene til at berolige landet når vi melder om at den 10. ds. på det afholdte præstemøde kom emnet om offentliggørelse af ​​de seneste dekreter også op, og alle prædikanter, der i alt var omkring 50, var ikke blot enige med pastor Haak, men forenede sig i en redegørelse der snart skal offentliggøres, som lignede pastor Haaks næsten ordret.

(A. M.) Schleswig, 16. Octbr. Die Landesverwaltung hat unter dem 13. d. Mts. dem Pastor Haak zu Haddebye auf dem ordentlichen Wege insinuiren lassen, er habe die bis dahin verweigerte Publication aller Erlasse der Landesverwaltung unweigerlich am 20. d. Mts. zu vollziehen, widrigensfalls er seines Amtes entsetzt und die Concurrenz zur Bewerbung um die vacante Stelle würde eröffnet werden; denn der Gehorsam des Beamten gegen die Landesobrigheit könne nicht von "seiner Willkür abhängig sein." Das wäre also der erste Angriff der Landesverwaltung gegen die Geistlichkeit, welche ihrem rechtswidrigen Auftrten gegenüber in geschlossenen Gliedern eine feste Stellung angenommen hat. Was zunächst den Bedrohten betrifft, so werden Alle, die ihn kennen, keinen Augenblick zweifeln, dass eine solche Drohung viel zu ohnmächtig ist, um seine Ueberzeugung udn Handlungsweise bestimmen zu können. Aber auch auf die Haltung der gesammten Geistlichkeit gesehen, wird es zur Beruhigung des Landes dienen, wenn wir berichten, dass in der Hierselbst am 10. d. gehaltenen Versammlung von Prefigern auch die Rede auf die Publication der neuesten Erlasse kam und die ganze Zahl der Prediger, welche sich gegen 50 belief, nicht blos mit Pastor Haak einverstanden war, sondern sich zu einer demnächst zu veröffentlichenden erklärung vereinigte, welche der von Pastor Haak abgegebenen bis aufs Wort gleichkommt.

(Leipziger Zeitung : Amtsblatt des Königlichen Landgerichts und des Königlichen Amtsgerichts Leipzig 21. oktober 1849).

Deputeretmøde. Uro i Nordslesvig. (Efterskrift til Politivennen)

Slesvig-Holsten. Altona, 16. oktober. De emner der blev bragt op på deputeretmødet i slesvig-holstenske folkeforeninger (se denne avis nr. 292) vedrørte udelukkende vore anliggender i forhold til Danmark og Preussen, hhv. Tyskland. Debatten under hele forhandlingerne var meget alvorlig og næsten fuldstændig blottet for enhver pludselig ophidselse. Alle de tilstedeværende erkendte nødvendigheden af ​​at instruere slesvigerne og skaffe penge i staten for at fremme sagen, nemlig at støtte embedsmændene, og lovede at arbejde ihærdigt i deres kredse for, at disse to punkter blev gennemført. Vigtigst var dog de deputeredes udtalelse om at selv uden Tysklands hjælp, når våbenstilstanden var udløbet, skulle kampen mod Danmark tages op igen og den største risiko løbes, og at denne opfattelse var den herskende opfattelse i landet. Desuden blev der truffet beslutning om at omkring den 1. november, den dag hvor statsforsamlingen skulle mødes igen, skulle deputerede fra alle dele af hertugdømmerne tage til Kiel for at forklare folkets vilje over for guvernørskabet og for statsforsamlingen, således at disse højeste myndigheder kunne træffe deres foranstaltninger bagefter. At dømme efter stemningen på det møde, som repræsenterer en stor del, hvis ikke den største, af befolkningen, er vores land forberedt på det værste. Efter Nordd. fr. Presse yder også passiv modstand mod statsforvaltningen i Angles. Der tog revisoren og sandemændene i Sørup sogn deres orlov fordi de var blevet påtvunget dem af statsforvaltningen. Warnstedt ønsker ikke at have noget med det at gøre. Da Flensborg Amt ville over til valget af en ny sandemand, mødte ikke en eneste vælger op til dette formål. Ligeledes kunne valget af revisor, der var bestilt til lørdag den 14., ikke have fundet sted. Som svar på hans protest mod den eksekution som statsforvaltningen havde pålagt ham, modtog Husums viceråd et brev fra bysekretær Davids som var konstitueret borgmester i Husum by, hvorefter den protest ikke er egnet til behandling, men at der advaredes alvorligt fra  højere orden om lignende upassende skridt. Det forlyder fra Flensborg at klageskriftet til Landsretten i Flensborg allerede er sendt over politistationens behandling af Casino. (H.C.).

Schleswig-Holstein. Altona, den 16. October. Die in der Zusammenkunft von Deputirten schleswig-holsteinischer Volksvereine (s. Nr. 292 d. Ztg.) zur Sprache gebrachten Gegenstände betrafen ausschliesslich unsere Angelegenheit in Beziuhung auf Dänemark und auf Preussen resp. Deutschland. Die Debatte war während des ganzen Verlaufs der Verhandlungen eine sehr ernste und fast gänzlich frei von jeder plötzlichen Aufregung. Alle Anwesenden anerkannten die Nothwendigkeit einer Belehrung des schleswigschen Volks und einer Geldsammlung im Lande zue Förderung der Sache, namentlich behufs Unterstützung der Beamten, und versprachen, in ihren Kreisen kräftigst dahin zu wirken, dass diese beiden Punkte in Ausführung gebracht würden. Am wichtigsten war jedoch der Ausspruch der Deputirten, der dahin ging, dass man auch ohne Hilfe Deutschlands mit dem Ablaufe des Waffenstilstandes aufs neue den Kampf gegen Dänemark aufnehmen und das Aesserste wagen müsse, und dass diese Ansicht die vorherrschende im Lande sei. Ausserdem wurde noch der Beschluss gefasst, dass gegen den ersten November, als den Tag des Wiederzusammentritts der Landes-versammlung, aus allen Theilen der Herzogthümer sich Deputirte nach Kiel begeben sollten, um die Statthalterschaft sowol als die Landes-Versammlung über den Willen des Volks aufzuerklären, damit diese höchsten Staatsgewalten ihre Massnahmen danach ergreifen könnten. Nach der Stimmung zu urtheilen, die sich in jener Versammlung kund gegeben und die einen grossen Theil der Bevölkerung, wenn nicht den grössten, repräsentirt, ist unser Land auf das Aesserste gefasst. Nach der Nordd. fr. Press leistet man auch in Angeln einen passiven Widerstand gegen dis Landes-verwaltung. Dort haben der Rechensmann und die Sandmänner im Kirchspiel Sörup ihre Entlassung genommen, weil sie mit ihrem von der Landes-Verwaltung ihnen aufgedrungenen Amtmann v. Warnstedt nichts zu schaffen haben wollen. Als das Flensburger Amthaus zur Wahl eines neuen Sandmanns schreiten wollte, soll kein einzige Wähler sich zu diesem Zwecke eingefunden haben. Ebenso soll die auf Sonnabend, den 14. d., anbefohlene Wahl eines Rechensmanns nicht haben stattfinden können. Dem Husumer Deputirten-Collegium ist auf seinen Protest gegen die wider ihn vor der Landes-Verwaltung verhängte Execution von dem zum Bürgermeister der Stadt Husum constituirten Stadtsecretär Davids ein Schreiben zugegangen, wonahc jener Protest nucht zur Berücksichtigung geeignet ist, dasselbe aber im höhern Auftrage vor änhlichen unzulässigen Schritten ernstlich, verwarnt wird. Von Flensburg aus wird gemeldet, dass in Sachen des Casino's wider das dortige Polizeiamt die Supplicationsschrift an das Obergericht in Flensburg bereits abgegangen sei. (H. C.).

(Leipziger Zeitung : Amtsblatt des Königlichen Landgerichts und des Königlichen Amtsgerichts Leipzig 20. oktober 1849).

Flensborg, 13. oktober (O.-T.) Farlige mennesker strejfer konstant rundt i gaderne; hver fangst, enhver mulighed er længtes efter og velkommen. Ikke nok med at bander bryder ind i erhvervslokaler, hvor de kender tysksindet selskaber at lede efter og forstyrre forretning, nej, også ind i private huse, og det er sket i de seneste dage, at sådan et hus ved et uheld kom ind i et lokalt, hvor en dansksindet selskab plejede at samles og truede med at spionere der. Før det, sidste aften blev en lokal lærer angrebet i den sydlige del af byen, smidt til jorden og berøvet sin hat, stok og briller.I nat på hovedvejen. Uden for byen blev en mand, fortælles det, kastes til jorden af danske matroser, så han brækkede benet. Lignende tilfælde forekommer dagligt her, ved provinsadministrationens sæde og, som det ser ud hos den nuværende øverste militære myndighed i Nordslesvig, som er udstyret med de mest omfattende beføjelser og den energiske vilje.

Flensburg, den 13. Oct. (O.-T.) Fortwährend durchstreifen gefährliche Menschen die Strassen; jeder Fang, jede Gelegenheit ist ihnen ersehnt und willkommen. Rotten dringen nicht nur in Wirtschaftslocale, wo sie deutschgesinnte Gesellschaft wissen, um Händel zu suchen und zu stören, ein, nein, auch in Privathauser, und es ist in diesen Tagen vorgekommen, dass ein solcher Hause irrthümlicher Weise in ein Local kam, in welchem eine dänischgesinnte Gesellschaft sich zu versammeln pflegt, und dort zu spiliren drohte. Vorgestern Abend wurde im Süden der Stadt ein hiesiger Lehrer überfallen, zu Boden geworfen, seines Hutes, Stockes und seiner Brille beraubt, gestern Abend auf der Chausse vor der Stadt ein Mann, wie man sagt, con dänischen Matrosen so niedergeworfen, dass er das Bein brach. Aehnliche Fälle kommen hier, am Sitze der Landesverwaltung und der, wie es scheint, mit der ausgedehntesten Machtvollkommenheit und dem energischen Willen ausgerüsteten gegenwärtigen höchsten militärischen Gewalt im nördlichen Schleswig, täglich vor.

(Leipziger Zeitung : Amtsblatt des Königlichen Landgerichts und des Königlichen Amtsgerichts Leipzig 20. oktober 1849).

Borgemester Schow, Apenrade. (Efterskrift til Politivennen)

- I Apenrade ere Slesvigholstenerne med deres kjære Borgemester Schow i Spidsen, efter "Nordd. fr. Presses" egen Beretning, blevne "ganske nederdrægtigt til Aal". Da man vilde bringe den nye Postmester (egentlig den gjenindsatte forrige) Hr. Moltke en Kattemusik, lod General Malmborg, der var ankommen derhen fra Flensborg, ikke blot tilkjendegive, at han ingen saadanne Pøbelstreger taalte (han var commanderet til Slesvig for at opretholde en lovlig Tilstand, der ikke kunde bestaae med Opførelsen af Kattemusik"), men underrettede tillige Borgemesteren om, at han havde givet Militairet Ordre til, at lade hver Borger, der skulde ville tage Deel i en saadan Demonstration, øieblikkelig arrestere og føre paa Raadstuen og der uden videre regalere med Hesselstokke og gjennempidskes. Dette vilde Hr. Borgemesteren behage at communicere de Apenrader Borgere. Den uskyldige Hr. Schow forsikkrede, at han ikke vidste det Ringeste at sige om en saadan paatænkt Kattemusik, men at han ikke skulde undlade, at bringe disse Generalens mindeværdige Ord til sine Medborgeres Kundskab, og hermed vilde han til at tøfle af, men Generalen lod endnu forinden Hr. Schows høitidelige Bortgang (kommandanten kalde til sig og gav ham i Overeensstemmelse med Foranstaaende sine strængeste Ordrer for at Borgemesteren kunde overbevise sig om, at det var ramme Alvor med de udstedte Trudsler. Kattemusikken udeblev ogsaa kjønt; derimod have Slesvigholstenerne sat den i Noder i en saakaldet "Adresse" til "Expostmester" Moltke, hvori de opfordre ham til at takke af igjen og befrie Byen for hans (dem) ubehagelige Nærværelse, samt tilføie, at lige saa høit som de agte hans Broder Adolph Moltke for dennes prøvede Troskab imod "hans Fædres Land" Slesvigholsteen, ligesaa meget nære de den modsatte Følelse mod ham og underskrive (i Forudanelsen om, hvor lidet Adressens Ønske vil blive opfyldt) "med eventuel Foragt". Den stakkels Mand finder sig vel i sin tunge Skjebne.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 10. oktober 1849).

Georg Heinrich Leonhard Schow (1810-1889), borgmester i Aabenraa var søn af den tidligere kongeudpegede borgmester (1805-1837), Bendix Show (1778-1839). Denne havde forstået at bevare tætte forbindelser med de danske myndigheder, og samtidig støtte den tyske liberale sag. I marts 1840 blev han borgmester, politimester og byfoged i Aabenraa. Han blev som nævnt fjernet i 1849 og ikke omfattet af amnestipatentet i 1851. 1852 blev han valgt til borgmester i byen Leer indtil 1857. I kongeriget Hannover fik han højtstående stillinger og deltog i formuleringen af retsgrundlag, også efter at kongeriget i 1866 blev indlemmet i Preussen, men overtog så ledelsen af forvaltningen i Magdeburg hvor han døde.

Von Plessens Modtagelse i Tønder. (Efterskrift til Politivennen)

Tønder, 20. september. På denne dato rapporterer den "Norddeutsche Freie Presse" følgende om modtagelsen af ​​hr. Plessen i Tønder (se denne avis nr. 277): Lige ved indgangen til byen standsede hr. v. P. vognen og tilkaldte en nærliggende soldat for at føre ham til kommandantens lejlighed. På trods af frokosttid samlede dette korte ophold et par nysgerrige mennesker, som hr. Plessen smilede hånligt til og endda skændte på. Denne opførsel trak allerede en skrigende og piftende sværm efter den kørende vogn. Foran kommandantens lejlighed som er hos købmanden hr. Angel i et stort trappehus, gik hr. Plessen ud, stod på trappen og bestræbte sig på at imponere ved stillinger, fagter og ansigtsudtryk, for at udtrykke sin foragt for mængden og at skræmme eller drille dem med dystre trusler. Men nu skulle hr. von Plessen alligevel tage sig af en vigtig foreløbig sag, nemlig at indfinde sig som gæst i et privat hus. Hr. Angel var tilfældigvis væk, men husets frue, støttet af sine tjenere, forklarede den velklædte herre deres forbavselse over et væbnet indbrud ved højlys dag. Hans anmodning om et værelse blev afvist. Da der ikke var andet at gøre end at indlogere sig hos kommandanten, dukkede hr. v. Plessen atter op ved vognen for at se, hvordan hans ting var blevet pakket ud, og der var da allerede samlet flere mennesker, som var endnu mere irriterede over hans opførsel, forundret overbegloede ham, indtil til sidst en bonde fra amtet greb ham og en dreng rev hatten af ​​hovedet. Hr. v Plessen flygtede ind i huset, men måtte opgive en ladt pistol uden at kunne gøre brug af den. Hans ekspedient sad fast mellem hoveddøren, men han kom ind alligevel, mistede en frakke og en støvle. Nu blev der slået alarm, husarer og infanteri rykkede og spærrede gaden foran huset. I mellemtiden havde en person dog uset trængt ind i huset bagfra gennem gårdspladsen og havde allerede grebet hr v. Plessen ved kraven for forsigtigt at føre ham væk, men han blev befriet af et par infanterister. Imens var hele byen vågnet og på benene. Rigtig mange bønder og sognefogder fra landet var i byen, fordi der den morgen havde været møde mellem embedets embedsmænd og prædikanter. Mange embedsmænd samledes ved amtsbygningen til hr. v. Plessen, i fald han skulle komme til amtsbygningen for at tage embedet i besiddelse, for straks at modtage ham med passende protest og lige ud forklare ham hvad han lavede der. Men de trofaste bønder ville ikke have ladet usurpatoren til deres amtmand; alle rustede sig til forsvar og en formelig belejring af hr. Angels hus. Stemningen var så bitter at hans vej til det officielle hus ville have ført gennem blod. En deputation af borgere gik til ham for at forklare stemningen i byen, for at forklare ham umuligheden af ​​at blive her, for at tigge ham om at gå, og påpegede over for ham at han havde det moralske ansvar for alle mulige triste følger. Forgæves. Hr. v Plessen forsøgte at imponerede ved trods og hån. En anden deputation, med en prædikant fra amtet som talsmand, ønskede at gentage forsøget på at få ham til at trække sig. Men han blev behandlet groft af kommandanten, som skubbede til ham og endda gentagne gange forlangte "at han lod kanaljen skyde." Kommandanten afviste dette forslag. Da det endelig blev bemærket at intentionen om at trænge ind i amtsbygningen ikke ville blive forsøgt, brød en god stemning løs og kom til udtryk gennem sang og højlydt munterhed. Denne gode stemning blev ufrivilligt meddelt soldaterne, for da den syntes at skulle trætte folket, forsøgte de på alle mulige måder at slå kedsomheden ihjel. Udøvelsen af ​​denne taktik varede indtil mørkets frembrud, og dette medførte stigende råben, piften, sang og råben som et naturligt følge. Endelig meddeltes det at der var rekvireret vogne. Der gik lang tid før disse dukkede op, og da soldaterne nu fandt ud af at de endelig skulle afløses fra deres kolde poster, blev de lystige og sang med. Alle var glade, indtil det pludselig blev annonceret at hr. v. P. vil ikke trække sig, før der er fuldstændig tavshed. Glæden veg igen for bitterhed, og da hr. v. P. gik endelig skulle tage af sted, nåede raseriet det højeste niveau. Han tog afsted klokken halv otte under stor tumult. Der blev også affyret et skud; nogle siger, at det skyldtes en militærmands skødesløshed, andre hævder at det kom fra vognen. Råbene fulgte ham så langt som ud byen, for på hele sin vej gennem byen skulle han køre gennem en gyde af mennesker. Foran porten siges vognen at være blevet ramt af et stenregn, en kat kastet ind og en pistol, der skal være faldet ud af vognen fundet. De to våben bragtes til politiet. (Hr. v. Plessen rejste fra Flensborg til København den 30. september.)

Baron, landsråd Hugo Frederik Adolph von Plessen (1818-). Det Kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.

Tondern, 20. September. Unter diesem Datum berichtet die "Norddeutsche freie Presse" folgendermassen über den Wmpfang des Herrn v. Plessen in Tondern (s. Nr. 277 feis. Zeitung): Gleich bei der Einfahrt in die Stadt liess Herr v. P. den Wagen halten und rief einen in der Nähe befindlichen Soldaten herbei, damit dieser ihn zur Wohnung des Commandanten führe. Dieser kurze Aufenthalt versammelte trotz der Mittagszeit einige Neugierige, welche Herr v. Plessen sehr höhnisch belächelte u. sogar beschimpfte. Diese Aufführung zog schon einen schreienden und pfeifenden Schwarm dem weiter fahrenden Wagen nach. Vor der Wohnung des Commandanten, welche bei dem Kaufmann Herrn Angel in einem grossen aufgetreppten Hause ist, stieg Herr v. Plessen aus, stellte sich auf die Treppe und bemühte sich durch Positionen, Geberden und Gesichterschneiden zu imponiren, der Plebs seine Verachtung auszudrücken und sie durch grimmige Drohungen einzischüchtern oder zu reitzen. Doch nun hatte Herr von Plessen noch ein wichtiges Einleitungsgeschäft zu besorgen, nämlich sich in einem Privathause als Gast zu octroyiren. Herr Angel war zufällig verreistt, aber die Frau des Hauses, unterstützt von ihrem Dienstpersonal, erklärte dem wohlgekleideten Herrn ihre Verwunderung über einen bewaffneten Einbruch bei hellem Tage. Die Forderung eines Zimmers wurde ihm abgeschlagen. Da nun nichts Anderes übrig blieb, als beim Commandanten sich einzuquartieren, und Herr v. Plessen wieder beim Wagen erschien, um nach dem Auspacken seiner Sachen zu sehen, hatten sich schon mehr Leure versammelt, die, noch mehr gereizt durch sein Benehmen, ihn verwundert von oben bis unten betrachteten, bis zuletzt ein Bauer aus dem Amte ihn anpackte und ein Junge ihm den Hut von Kopfe riss.  Herr v. Plessen floh ins Haus, musste aber doch eine geladene Pistole im Stich lassen, ohne dass er Gebrauch davon machen konnte. Sein Schreiber kam in die Klemme zwischen der Hausthür, drang aber doch, von einem Rockschoss und von einem Stiefel abgesondert, hinein. Nun wirde Allarm geblasen, Husaren und Infanterie kamen in Bewegung und sperrten die Strasse vor dem Hause. Ein Hause war aber mittlerweile von hinten durch den ofraum unversehens ins Hause gedrungen und hatte schon den Herrn v. Plessen beim Kragen, um ihn sachte abzuführen, aber er wurde noch von einigen Infanteristen befreit. Indessen war die ganze Stadt aufmerksam gemacht und auf den Beinen. Sehr viele Bauern und Kirchspielvögte vom Lande waren in der Stadt, weil gerade am Morgen Versammlung der Beamten und Prediger des Amts gewesen war. Viele Beamte versammelten sich auf dem Amtshause, um Herrn v. Plessen, falls er nach dem Amthause kommen sollte, um sich des Amtes zu bemächtigen, gleich mit dem gebührenden Protest zu empfangen und ihm rund heraus zu erklären, wessen er sich hier zu versehen habe. Aber die handfesten Landleute würden den Usurpator gar nicht zu ihrem Amtmann gelassen haben; Alles rührte sich zur Vertheidigung und zur förmlichen Belagerung des Angel'schen Hauses. Die Stimmung war so erbittert, dass sein Weg zum Amtshause durch Blut geführt haben würde. Es begab sich eine Deputation der Bürger zu ihm, um ihm die Stimmung in der Stadt auseinander zu setzten, ihm die Unmöglichkeit seines Hierbleibens klar zu machen, ihn zu bitten, sich zu entfernen, indem sie ihm zu bedenken gab, dass er die moralische Verantwortung für alle möglicher Weise traurigen Folgen auf sich laden würde.  Vergeblich. Herr v. Plessen glaubte durch Trotz und Hohn zu imponiren. Eine andere Deputation, mit einem Prediger des Amtes als Wortführer, wollte den Versuch, ihn zum Abzug zu bewegen, wiederholen. Sie wurde aber vom Commandantan förmlich grob behandelt, ihn angefahren und sogar wiederholt verlangt "dass er auf die Canaille schiessen lasse." Der Commandant verweigerte diese Zumuthing. Als man endlich merkte, dass die Absicht, ins Amthaus zu dringen, nicht auszuführen versucht werden würde, brach sich der Humor Bahn und gab sich durch Singen und laute Fröhlichkeit kund. Dieser Humor theile sich unwillkürlich den Soldaten mit, denn da es darauf angelegt schien, das Volk zu ermüden, so suchte man sich die Langeweile auf alle mögliche Weise zu vertreiben. Die Ausübung dieser Taktik dauerte bis zur Dunkelheit und diese brachte als natürliches Gefolge besteigertes Geschrei, Pfeifen, Singen und Rufen mit sich. Endlich verlautete, dass Wagen requirirt seien. Bis diese erschienen, verstrich eine geraume Zeit, und da die Soldaten nun erfuhren, dass sie endlich von ihrem kalten Posten erlöst werden sollten, wurden sie fröhlich und sangen mit. Alles war vergnügt, bis auf einmal verkündet wurde, der Hr. v. P. werde nicht eher abziehen, bis vollständige Stille herrsche. Die Fröhlichkeit wich wieder der Erbitterung, und als Hr. v. P. endlich zur Abfahrt sich bequemte, erreichte das Toben den höchsten Grad. Unter grossen Tumult fuhr er um halb 8 Uhr ab. Es fiel auch ein Schuss; Einige meinen, durch unvorsichtigkeit eines Militärs, Andere behaupten, dass er aus dem Wagen gefallen sei. Das Geschrei begleitete ihn bis zur Stadt hinaus, denn auf seinem ganzen Wege durch die Stadt musste er durch eine Gasse von Menschen fahren. Vor dem Thore soll der Wagen noch von einem Steinhagel heimgesucht, eine Katze hineingeworfen und eine Flinte, die aus dem Wagen gefallen sein muss, gefunden sein. Die beiden Waffen sind auf die Polizei gebracht. (Hr. v. Plessen ist am 30. Sept. von Flensburg nach Kopenhagen abgereisst.)

(Leipziger Zeitung : Amtsblatt des Königlichen Landgerichts und des Königlichen Amtsgerichts Leipzig ... 7. oktober 1849).

Baron Hugo v. Plessen var Christian 8.s tidligere kabinetssekretær. Byen blev først den 22. juli 1850 besat af danske tropper.