02 oktober 2020

Theodor Olshausen. (Efterskrift til Politivennen)

Der er stor forskel på hvordan den slesvig-holstenske politiker, jurist og journalist Theodor Olshausen blev vurderet i Danmark og i udlandet. Til illustration af dette en artikel fra Kjøbenhavnsposten, og nogle kommentarer til den.

Det demokratiske Parti i Slesvigholsten.

Efter Opstanden udbrød, gaves der i Hertugdømmerne et Parti, som satte den politiske Frihed over den separatistiske Statstilværelse, som de renommerede Oppositionsførere stræbte at faae istand. Børsenhalle betegnede dette Parties Tilhængere som Ultraradicale og Kosmopoliter og bebrejdede dem, at de ikke ubetinget afviste den ved Reskriptet af 28de Januar 1848 tilsigtede Heelstatsforfatning. Deres Antal var kun ringe og ved den revolutionaire Storm bleve de ganske overdøvede, forsaavidt de ikke frivillig gjorde fælles sag med Oppositionen i Haab om at kunne faae et demokratisk SlesvigHolsten istand, hvortil der for Revolutionen kun var ringe Udsigter. Dette skete ogsaa. Den provisoriske Regering kunde ikke modstaae Begivenhederne, som for en kort Tid gjorde Slesvigholsten til en demokratisk Republik, indtil Landsforsamlingen bragte en Reaction tilveie. Denne Landsforsamling var sammensat efter den samme Valglov som den franske Nationalforsamling og havde den samme conservative Charakteer. Olshausen traadte ud af Regeringen og omsider gjorde Malmøe-Conventionen Ende paa det hele Provisorium og satte en saakaldet gemeinsam Regering i Stedet. Den gemeinsame bestod af Eliten af Bureaukratiet og Aristokratiet i Slesvig-Holsten og fra dens Tid daterer sig derfor Organisationen af et egenlig demokratisk Parti i Hertugdømmerne. 

De ovennævnte i national Henseende indifferente Demokrater dannede egenlig ikke noget politisk Parti med Magt og Indflydelse; den separatistiske Opposition var altfor mægtig til at noget Parti kunde gjøre sig gjeldende ved Siden af dette, den forenede alle mulige politiske Partier fra Stok-Aristokrater og Prælater indtil Demokrater i sit Skjød. Olshausen hørte ingenlunde til de ovennævnte Demokrater og det er først længe efter Revolutionens Udbrud, at han er bleven Demokrat i tydsk Forstand. Hidtil var han fornemmelig kun fremtraadt som Antidansker og Eenhedstydsker. Den gemeinsame Regerings reactionaire og servilpreussiske Tendents fremkaldte først en egenlig Opposition indenfor Slesvigholstens egne Enemærker; der dannede sig efterhaanden en "Venstre" i Landsforsamlingen og Olshausen blev dens Chef. Denne Venstre satte sig fornemmelig den Opgave at havde Landets Selvstændighed mod de preussiske Officerers Anmasselser, noget som det rigtignok var lettere at fordre end virkelig at gjennemføre, naar man ikke vilde sætte Preussens Venskab paa Spil. 
Det varede imidlertid længe, før det Olshausenske Parti optraadte ligefrem fjendtligt mod Preussen eller med republikanske Tendentser. De slesvigholstenske Socialdemokrater eller Republikanere talte et ganske andet Sprog i Rheinische Zeitung og andre Blade end Olshausen i Schleswig-Holsteinische Zeitung. Dette Blad - den nuværende Norddeutsche freie Presse - sluttede sig til venstre Centrum i Frankfurt og var ivrig for der preussiske Keiserdømme, som den frankfurtske Venstre forkastede. Det haabede nemlig med Rette stor Fordeel for Slesvigholsten af Keiserdømmet, for hvilket der intetsteds blev arbeidet ivrigere end i Byen Slesvig, som forudsatte det som noget, der forstod sig af sig selv, at den selv vilde komme til at høre til "Riget". Men da Preussen vægrede sig mod at modtage Keisertitelen af Frankfurternes Hænder, begyndte de venstre Slesvigholstenere at antage en fjendtlig Holdning og Bruddet blev bestemtere, da Krigen med Danmark blev ført saa søvnigt og endte med Nederlaget ved Frederits. 

Ved Oppositionen mod Preussens Forhold i den slesvigholstenske Sag er det Olshausenske Parti bragt til ogsaa i andre Henseender at opponere og overhovedet til at forkaste den hele preussiske Politik og opplante det tydske Demokraties Fane. Norddeutsche freie Presse tager overalt Revolutionens Parti, forkaster det monarchiste Princip, angriber det konstitutionelle Parti - Bourgeoisiet hvis Organ den dog i sin forrige Skikkelse selv var. 

Det kunde synes gaadefuldt, at et saa conservativt Blad har kunnet finde saa megen Anklang i et saa konservativt Land som Slesvigholsten, ja at dets Redacteur endog er Fører af en stor parlamentarisk Fraction, der i enkelte Tilfælde har opnaaet Majoritet, hvis ikke man betænkte, at det egenlige Udgangspunkt for dette Demokrati er Fjendskabet mod Danmark, den bestemte Villie paa ingen Maade at lade sig forene med dette. Det har nu viist sig, at Kontrarevolutionen ikke opbyder den Energi mod Danmark, som Slesvigholsten troede at kunne fordre, og, efter Principet: Adskillelse fra Danmark for enhver Priis søger man da Hjælp hos Revolutionen. Man er kun revolutionair i Seperatismens Interesse, man hylder Revolutionen som en Krigsmaskine mod Danmark, men heller ikke videre. Den preussiske Contrarevolution driver Slesvigholsten over til Grændsen af der revolutionaire Demokrati. 
Det preussiske Tryk hviler haardt paa Holsten, men Preussen maa ogsaa døie meget til Gjengjæld. Snart revser og smæder det Slesvigholstenerne, snart smigrer det dem. Saaledes ogsaa omvendt. Trods den fuldkomne Hensynsløshed, hvormed Preussen bedømmes i Landsforsamlingen og i den demokratiske Presse, forudsættes det dog stedse, at Slesvigholsten ikke ganske kan blive forladt af Preussen. Bebrejdelserne kunne i visse Maader gjælde som Opfordringer til den preussiske Æresfølelse og hvis de fandt Gjenklang, hvis det kunde tænkes, at Preussen med Tilsidesættelsen af alle Hensyn styrtede sig ind i Krigen, for at havde det kongelige Program for Felttoget af 1848, da vilde hine demokratiske Parti opgive sin revolutionaire Holdning; thi dets Hovedformaal er Løsrivelsen fra Danmark og Revolutionen benyttes som ethvert andet Middel hertil, og derved adskiller det olshausenske Demokrati sig fra hiint, som allerede bestod for Krigen og stedse holdt sig fjernt fra Narionalhad og slesvigholstensk Sentimentalitet, som man har kunnet see af dets Yttringer i Blade fornemmelig udenfor Hertugdømmerne. Dog have disse Demokrater ogsaa i nogen Tid havt et Organ i Kieler demokratischers Wochenblatt, som ikke kunde bolte sig. Nogen parlamentarisk Indflydelse have de aldrig opnaaet, medens det olshausenske Parties Indflydelse er i stadigt Stigende og vilde opnaae stor Majoritet, hvis Valg paa ny skulde foretages i Holsten og Sydslesvig. Man seer dette deraf, at Kocks Valg kun ved Intriguer blev forhindret i Kiel og endelig fandt Sled med en saa glimrende Majoritet i Rendsborg.

Kjøbenhavnsposten, 16. januar 1850.

Theodor Olshausen, medlem af den foreløbige regering. Illustrirte Chronik, No. 8, 1848

Theodor Olshausen (1802-1869) blev tidligt influeret af den liberale Burschenschaft-bevægelse, som gik ind for demokrati. Han opholdt sig 1824-1827 som flygtning i Schweiz. Da han kom tilbage til Tyskland, udgav en venstreorienteret avis. I 1829 bestod han juridisk embedseksamen og blev advokat i Kiel. I februar 1830 grundlagde han Kieler Correspondez-Blatt, som udover at blive forbillede for danske aviser, blev talerør for den slesvig-holstenske bevægelse. 1839-1845 stod Olshausen for nyholstenismen: Holsten ville hurtigere få en fri forfatning, hvis det frigjorde sig fra Slesvig. I 1844 vendte han dog tilbage til slesvig-holstenismen. 1847 kom Olshausen i den rådgivende stænderforsamling i Holsten hvor han tilhørte den liberalt orienterede venstrefløj. 

Da udviklingen tog fart fra januar 1848, mente han på mødet i Rendsborg den 18. marts 1848 at hertugdømmerne skulle løsrives fra Danmark og nedsætte en provisorisk slesvig-holstensk regering. Det blev nedstemt, men han deltog alligevel i den deputation, som rejste til København for at kræve en fælles slesvig-holstenske forfatning og Slesvigs optagelse i Det tyske Forbund. Som andetsteds nævnt, udbrød derefter Krigen 1848-51. Han blev minister for politi og sociale arbejder i den provisoriske regering. Her lykkedes at gennemføre en øjeblikkelig lettelse af husmændenes og arbejdernes kår, og han gjorde et stort arbejde for folkeoplysningen iblandt arbejderne, og indførelse af almindelig valgret til den grundlovgivende forsamling. Han forlod regeringen i august 1848, hvorefter han var medlem af den konstituerende forsamling indtil 1850. 

Olshausen udvandrede sammen  med mange andre fra Slesvig-Holsten til USA, hvor han levede i St. Louis og New York. Han var journalist ved den største tysksprogede avis vest for New York, Westliche Post, sammen med den berømte journalist Joseph Pulitzer. Olhausen engagerede sig i USA i arbejdet for menneskerettigheder og imod slaveriet.

Th. Olshausen - den noksom bekjendte holstenske, meer end slesvigholsteenske, Bevægelsesmand fra 1848, hvem den borgerlige Friheds Udvikling egentlig var Hovedformaalet - udfolder endnu i sit 62de Aar i St. Louis en stor aandig og publicistist Rørighed. Da han, udelukket fra Amnestien, begav sig først til Davenport og derfra til St. Louis, kjøbte han der et Blad, "Den vestlige Post", som kun fristede en meget kummerlig Tilværelse. Men Olshausens rastløse Flid bragte Liv i Bladet og har gjort det til et af de første og meest udbredte i det vestlige America. Han har tilkjøbt endnu et Blad "den nye Tid" og udgiver dem nu forenede i Dobbeltnummere, Morgen og Aften, og om Søndagen. Med Bladenes Udgivelse og forstærkede Redactionskræfter forbinder han et stort Bogtrykkeri og beskjæftiger dagligt ca. 80 Personer. Da man nylig spurgte ham, om han ikke snart vilde vende tilbage til sit gamle Hjem, henviste han til de store Bladforetagender, der lagde Beslag paa hans Tid og Kræfter, og tilføiede: "Kunde jeg rive mig løs, saa trak jeg mig gjerne tilbage fra det stormbevægede Liv i en rolig Havn, og et landligt Ophold i stille Indgetagethed var mig da det kjæreste. Vilde jeg vende tilbage til Tydskland, saa vilde det være et stort Spørgsmaal, om Livet der endnu vilde goutere mig. Man stikker der endnu for dybt i Fyrstetilbedelsen, Respecten for Fødselsadelen og i Underdanigheden, til at det kunde behage En, der i mange Aar har været fri Borger. Thi trods alle Dumme, Fordærvede og Raaheden her nyder man dog en ganske ulige større politisk og Samfundsfrihed, end i de europæiske Monarchier."

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 6. oktober 1864).

 I 1865 vendte Olshausen tilbage til Europa og bosatte sig i Schweiz.

01 oktober 2020

Ønske med Hensyn til de nye Spadseregang paa Vestervold.. (Efterskrift til Politivennen)

Anlæget af de nye Spadseregange paa Brystværnet af Volden fra Langebro til den første Bastion paa den anden Side af Vesterport har vistnok ikke mindre imødekommet et længe næret Ønske hos mange af Kjøbenhavns Beboere, end allerede vundet velfortjent almindelig Paaskiønnelse. I Erkjendelsen af at Alt ved denne Foranstaltning kun synes beregnet paa at skaffe Publikum en Behagelighed, der forhaabes at ville vinde i Omfang ord at de paabegyndte Anlæg, saasnart Forholdene tillade det, fortsættes ud over de nærmest paafølgende Bastioner, muligen indtil Nørreport, tør man saameget sikkrere gjøre Regning paa vedkommende Autoritets velvillige Opmærksomhed for det Ønske, at de Trapper, der føre op til de anlagte Fodstier, maatte blive forsynede med Rækværk. Trapperne selv ere nemlig meget steile og naar Frosten tilmed gjør dem glatte, er deres Benyttelss, navnligen for Ældre, forbunden med en ikke ringe Fare. Allerede er det Tilfælde truffet, at en Spadserende styrtede ned af en af Trapperne og kun ved et Lykketræf undgik de Følger, som Faldet saa letteligen kunde have medført. For ar see deslige Tilfælde saavidt muligt forebyggede for Fremtiden tillader man sig at udtale hint Ønske, som gaaer ud paa en Foranstaltning, der dog kun vil fordre en forholdsviis ringe Udgift i Sammenligning med de Omkostninger, som den færdige Deel af de skjønne, for Hovedstadens Beboere saa kjærkomne og behagelige Anlæg allerede have krævet.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 8. januar 1850, 2. udgave).

Nytaarsballade i Slesvig. (Efterskrift til Politivennen)

Ribe. I Haderslev ere de fredelige Nordmænd endeligen blevne trætte af Schleswig-Holsteinernes baade offentlige og private Drillerier. I Torsdag og Fredags i forrige Uge har næmlig der været alvorlige Slagsmaal mellem tydske Svende og norske Soldater, hvorved førstnævtne ere blevne dygtigt gjennempryglede. Da dette Pak nu ikke tør aabenbart fornærme Nordmandene søge de i Smug at Hævne sig; saaledes blev i Løverdags kastet Stene paa forbipasserende Soldater. Lykkes det imidlertid disse at komme over Gjerningsmændene til dette og andet lignende, da vil det bekomme dem meget ilde; thi Nordmanden har i saa Henseende meget tilfælles med Jyden: han kan taale Alt til en Tid, men da ændser han ingen Fare og bruger ethvert Vaaben, som falder ham i Hænderne. - Man antager, at Politimester Kjær snart vil blive afsat.

I Flensborg have derimod de Dansksindede faaet paa Hovedet af Svenskerne, om fortjent eller ufortjent skulle vi ikke afgjøre. Sagen er os meddelt saaledes: Nytaarsaften Kl. 9½ begave nogle unge handlende sig (ca. 15) i munter stemning hen for at høre paa Tappenstreg. Strax efter at Musiken var forbi vilde de begive sig hjem, syngende "den tappre Landsoldat", og saaledes gik det mod "Norden". De Syngendes Antal blev i et Øjeblik forøget til et hundrede, og pludseligt vendte man om til "Syden"; ved Hovedvagten gjordes Holdt og Sangen ophørte; en svensk Patrouille kom til og forbød Hoben al synge og drage omkring, hvorefter det fra Mængden lød, "at man ikke lod sig skrække af svenske". Toget gik videre, og man slog nu Vinduer ind hos 4 eller 5 Tydsksindede; en ridende Patrouille kom snart jagende til og huggede ind paa Hoben, adspredte den og saarede nogle. Mængden gik da hver til sit, dog som det synes først efter at flere store Schlesw-Holst. havde faaet Kattemusik. - 

(Ribe Stifts-Tidende 4. januar 1850).


Hertugdømmerne. Nytaarsdag blev atter en Rolighedsforstyrrer arresteret i Flensborg og denne Gang var det en Hannoveraner ved Navn Bär, der siden Martsurolighederne har været bosat enhalv Mil fra Byen og deltaget i alle schleswig-holst. Rænker. Hans Arrestation har gjort de "Stammverwandte" yderst iltre. En stor Del af dem forsamlede sig hos en Kbmd. Birk, hvorfra te droge hen til Politimesteren; en Deputation, som blev sendt indtil ham, forlangte ikke paa den lempeligste Maade intet mindre end Bärs Frigivelse og de bevæbnede Politibetjentes Afvæbning. Hr. Schrader indlod sig ikke herpaa, og da de Forsamlede mærkede, at en svensk Patrouille observerede dem, fjernede den sig uden at have opnaaet noget ved denne Demonstration. Tydske Blade angive, at en Politibetjent rendte Bär paa Ærmet, idet denne ledsagede nogle Damer paa Gaden; der over opstod Klammeri mellem dem, Politibetjenten brugte sin Sabel og arresterede Bär. Da man intet udrettede hos Schrader, har man nu sendt Landsbestyrelsen en truende Skrivelse, hvori man fordrer Schrader og Politibetjente afskedigede, da man ellers nødsages til at bevæbne sig for at beskytte sin Person og sin Familie. Medens Schleswig-Holsteinerne i Flensborg saaledes tage afsted, efterat Svenskerne have vist, at de ville beskytte dem seer baade Politiet og de preussiske Soldater i Eckernførde aldeles rolig paa, at de derværende Dansksindes Huse, Vinduer, Møbler etc. bliver ødelagte af det oprørske Pak, der i denne By Nytaarsaften uforstyrret gjorde Spektakler til Kl. 2 om Natten. En Murmester Schenck var især udsat for Forfølgelse.

(Ribe Stifts-Tidende 7. januar 1850).

Slesvig Januar 1850. Krigen 1848-1851. (Efterskrift til Politivennen)

I en og samme avis afspejles den partiskhed som begivenheder blev omtalt med. Som eksempel er dette godt til at vurdere aviskilder fra den periode. Såvel Kjøbenhavnsposten som Ribe Stifts-Tidende er endda blandt de mindst farvede fra denne periode.

Ribe. I Haderslev er de fredelige nordmænd endelig blevet trætte af slesvig-holstenernes både offentlige og private drillerier. I torsdag og fredags i forrige uge har nemlig der været alvorlige slagsmål mellem tyske svende og norske soldater, hvorved førstnævnte er blevet dygtigt gennempryglede. Da dette pak nu ikke tør åbenbart fornærme nordmændene, søger de i smug at hævne sig. Således blev lørdag kastet sten på forbipasserende soldater. Lykkes det imidlertid disse at komme over gerningsmændene til dette og andet lignende, da vil det bekomme dem meget ilde.  For nordmanden har i så henseende meget til fælles med jyden: han kan tåle alt til en tid, men da ænser han ingen fare og bruger ethvert våben, som falder ham i hænderne. - Man antager, at politimester Kjær snart vil blive afsat.

I Flensborg har derimod de dansksindede fået på hovedet af svenskerne, om fortjent eller ufortjent skal vi ikke afgøre. Sagen er os meddelt således: Nytårsaften kl. halvti begav nogle unge handlende sig (ca. 15) i munter stemning hen for at høre på tappenstreg. Straks efter at musikken var forbi, ville de begive sig hjem, syngende "den tapre landsoldat", og således gik det mod "Norden". De syngendes antal blev i et øjeblik forøget til par hundrede, og pludseligt vendte man om til "syden".  Ved hovedvagten gjordes holdt og sangen ophørte: en svensk patrulje kom til og forbød hoben at synge og drage omkring, hvorefter det fra mængden lød, "at man ikke lod sig skrække af svenske". Toget gik videre, og man slog nu vinduer ind hos 5 eller 6 tysksindede; en ridende patrulje kom snart jagende til og huggede ind på hoben, adspredte den og sårede nogle. Mængden gik nu hver til sit, dog som det synes først efter at flere store slesvig-holstenere havde fået kattemusik.

Ribe Stifts-Tidende, 4. januar 1850.

Nord. fr. Pr. meddeler følgende efterretning om det svenske eksekutionsmandskabs fordrivelse fra Angeln: De to adelige godser Landsgaarde og Freienwillen som begge ligger i Grundhoste Sogn nordlig for demarkationslinien, fik d. 5. jan. svensk eksekution, det første 9 og det andet 4 mand. Som en løbeild var dette blevet bekendt i omegnen, og straks aftalte beboerne i den del af sognet, der ligger sydlig for demarkationslinien, at fjerne de svenske fra begge godserne. Til den hensigt forsamlede sig om aftenen d. 6. ved kirken i Grundhoff omtrent 12 til 1300 mand, dog alle ubevæbnede, og drog i procession til Landsgaarde. En deputation af 12 mand gik først ind i huset og forestillede sergenten om han ville foretrække øjeblikkelig med det gode at forlade gården, eller om han ville lade det komme an på hvad der ellers ville ske; det var den forsamlede mængdes ubetingede vilje at rydde huset og man gjorde ham ansvarlig for hvad hans vægring ville medføre. 

Under denne forhandling der blev ført på en meget venskabelig måde, spillede musikanterne ledsagede af to trommer, "Schleswig-Holstein meerumschlungen", som mængden istemte. Sergenten, en yderst honnet mand, spurgte om de når de gav efter for den udtalte vilje, sikkert kunne komme til Flensborg, hvorpå der straks blev givet disse ni mand svenskere en æresvagt af 10 mand, som fulgte dem en mil på vejen. Derefter drog mængden til det andet Gods Freienwillen, hvor samme fremgangsmåde blev anvendt med samme resultat. 

Ikke en eneste af beboerne fra den del af Sognet, der ligger nordlig for demarkationslinjen, deltog i sagen, for at der ikke skulle ske dem noget af den grund. - Om der senere er foretaget noget i denne sag, berettes ikke; kun fortælles i Nordsl. Tid., at to kompagnier af de norske jægere i Haderslev har fået ordre at marchere sydpå, hvortil modstanden i Angel formodes at være årsagen.

Kjøbenhavnsposten, 11. januar 1850.


Ved valget i Rendsborg fik den demokratiske kandidat Otto Fock den enorme majoritet af 2.163 st. mod 105 st. som faldt på general Krohn, 74 på general Baudissin, 8 på den forrige deputerede, auditør Brackel og et par andre adsplittede stemmer. Da dette udfald viser at den langt overvejende del såvel af militæret som af befolkningen er demokratisksindede, så hylder de servile blade ganske forfærdeligt i den anledning.

Kjøbenhavnsposten, 12. januar 1850.



Otto Fock var en af dem som den 24. marts 1848 havde proklameret den provisoriske regering i døren til Kiels rådhus., sammen med bl.a. Diederichsen, Dr. Weber, Karl Friedrich Lucian Samwer, Wilhelm Ahlmann, Hedde, Prof. Weber, Witte, Karl Lorentzen, Chr. Kruse, Wichmann, Prof. Lorentz Stein, Johann Gustav Droysen, Martin Thorsen Schmidt, Friedrich Prinz zu Schleswig-Holstein-Sonderburg-Augustenburg, Wilhelm Hartwig Beseler (mit der Proklamation in der Hand), Friedrich Graf von Reventlou, Jürgen Bremer,Theodor Olshausen, Hans Reimer Clausen, Wilhelm Hirschfeld, Karl Philipp Francke, Rudolf Schleiden. Hans erindringer findes på Google Books.

30 september 2020

Tillisch' Rapport i The Times. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Elben den 13. december. (H. C.) Den af Times offentliggjort beretning fra kammerherre von Tillisch af  24. forrige måned til Indenrigsministeren i København er et interessant og vigtigt dokument i mere end én forstand, og Tyskland må være Times taknemmelig for at have udgivet det. Rapporten er tilsyneladende henvendt til den danske minister, men hans hemmelige hensigt er åbenbart at påvirke de udenlandske kabinetter i danske interesser og mod Preussen; Dette er den eneste måde at forklare hvordan rapporten fandt vej til London, hvor den sikkert blev offentliggjort uden inddragelse af den danske regering. Enhver der læser beretningen med opmærksomhed, vil snart blive overbevist om at forfatteren har stillet sig en tredobbelt opgave: 1) at fremstille det preussiske militær i Slesvig, især dets kommandant, general Hahn, som partisk, og dermed indirekte at mistænke Preussen; 2) at lægge skylden for den nuværende situation i Slesvig over på det preussiske militær og den slesvigske landsret, og 3) at få den slesvig-holstenske hærs opløst eller gjort uskadelig overfor Danmark. Enhver der kan læse mellem linjerne og som kender danske intentioner og intriger, vil hurtigt finde ud af rapportens egentlige betydning og dens hensigt. Beretningen siger med andre ord nogenlunde sådan her: Under de nuværende omstændigheder og stemningen hos befolkningen i Slesvig, både syd og nord for skel, er det ikke muligt for landsforvaltningen at styre hertugdømmet i dansk ånd og efter danske interesser, da det for at kunne gøre dette, er nødvendigt at afsætte Slesvigs overret og alle embedsmænd og etablere deres loyale satellitter af landsforvaltningen i stedet, men det kan kun ske med våbenmagt , og da landsforvaltningen ikke går med til sådanne procedurer der overtræder vilkårene for våbenhvilen, og ikke kan betjene sig af de preussiske tropper, skal de fjernes fra Slesvig og den del som de besætter, og besættes af tropper fra en anden magt. Endelig, for ikke at forstyrre udførelsen af ​​de danske planer i Slesvig, må den slesvig-holstenske hær opløses eller nærmest afvæbnes ved en erklæring fra stormagterne. - Beretningen indeholder en vigtig tilståelse som vi gerne vil gøre opmærksom på fordi den viser holdningen hos befolkningen i det nordlige Slesvig. Rapporten fortæller at landsforvaltningen ikke kun støder på vanskeligheder i det sydlige Slesvig, men at der også er problemer i nord. Her formodes overretten at være syndebuk, som embedsmændene dér gør modstand, og som går længere i deres ulydighed mod overretten, end selv landsforvaltningen kan undskylde. Hvis vi ikke tager fejl er der kun to tilfælde hvor embedsmændene ikke ønskede at adlyde overretten; nemlig med hensyn til undersøgelsen af ​​ødelæggelsen af ​​Dybbøl-skanserne ville Sønderborgs borgmester ikke efterkomme den højere rets rekvisitioner, og en lignende sag forekom med den nyudnævnte magistrat i Aabenraa. (Også for nylig i Haderslev [se ovenfor]). I begge tilfælde er det dansksindede embedsmænd beskikket af statsforvaltningen og som er beskyttet af denne, der har begået ulydigheden, derfor har sidstnævnte ingen grund til at klage til overretten. Vanskeligheden i den nordlige del af demarkationslinjen er i bund og grund at folk der heller ikke ønsker at blive styret på dansk, og at de kun ser på landsforvaltningens handlinger og aktiviteter med den største mistillid og modvilje og tydeligvis har ringe sympati for Danmark afslører. Hele rapporten er et komplet vidnesbyrd paupertatis, hvor forvaltningskommissionen afslører sig selv.

Frederik Ferdinand Petersen (1815-1898): Frederik Ferdinand Tillisch (1801-1889). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Von der Elbe, 13. December. (H. C.) Der von den Times veröffentlichte Bericht des Kammerherrn v. Tillisch vom 24. v. M. an den Minister des Innern in Kopenhagen ist in mehr als einer Beziehung ein interessantes und wichtiges Document, und Deutschland muss den Times für die Veröffentlichung desselben dankbar sein. Der Bericht istd anscheinend an den dänischen Minister gerichtet, die geheime Absicht desselben istd aber offenbar, auf die fremden Cabinette in dänischen Interesse und gegen Preussen zu wirken; nur auf diese Weise lässt sich erklären, wie der Bericht seinen Weg nach London finden konnte, woselbst er gewiss ohne Zuthun der dänischen Regierung veröffentlicht wurde. Wer mit Aufmerksamkeit den Bericht liest, wird sich bald überzeugen, dass der Verfasser desselben sich eine dreifache Aufgabe gestellt hat: 1) das preussische Militär in Schleswig, insbesondere den Commandeur desselben, den General Hahn, als parteiisch dazustellen, folglich Preussen indirect zu verdächtigen; 2) die Schuld des gegenwärtigen Zustandes in Schleswig auf das preussische Militär und das schleswigsche Obergericht zu wälzen, und 3) die Auflösung der schleswig-holsteinischen Armee oder deren Unschädlichkeit für Dänemark zu erwirken. Wer zwischen den Zeilen zu lesen versteht und wer die dänischen Intentionen und Intriguen kennt, wird bald den eigentlichen Sinn des Berichts und die Absicht desselben herausfinden. Mit anderen Worten besagt der Bericht ungefähr Folgendes: Es isdt unter den gegenwärtigen Umständen und bei der Stimmung des Volkes in Schleswig, sowol südlich wie nördich der Demarcationslinie, der Landesverwaltung nicht möglich, das Herzogthum im dänischen Sinne und nach dänischen Interessen zu regieren, da, um dieses zu können, erforderlich ist, das schleswigshe Obergericht und sämmtliche Beamte abzusetzen und statt deren treue Satelliten des Landesverwaltung zu instituiren, dieses kann aber nur mit Waffengewalt geschehen, u. da die Landesverwaltung einem solchen gegen die Waffenstillstandesbedingungen streitenden Verfahren sich nicht der preuss. Truppen bedienen kann u. darf, so müssen diese aus Schleswig entfernt und muss der von denselben besetzte Theil von Truppen einer neuen Macht besetzt werden. Endlich muss, um die Ausführung der dänischen Pläne in Schleswig nicht zu stören, die schleswig-holsteinische Armee aufgelöst oder durch eine Erklärung der Grossmächte glechsam entwaffnet werden. - Ein wichtiges Geständniss enthält der Bericht, auf den wir noch aufmerksam machen wollen, weil er die Gesinnung des Volks om Norden Schleswigs characterisirt. Der Bericht sagt nämlich, dass die Landes-Verwaltung nicht allein im südlichen Schleswig auf Schwierigkeiten stosse, sondern dass auch im Norden diese nicht fehlen. Hier soll nun das Obergericht der Sündenbock sein, dem die dortigen Beamte Widerstand leisten und die in ihrem Ungehorsam gegen das Obergericht weiter gehen, als selbst die Landes-verwaltung entschuldigen kann. Wenn wir nicht irren, sind es nur zwei Fälle, in welchen Beamten dem Obergerichte nicht dahin haben gehorchen wollen; nämlich in Betreff der Untersuchung wegen verstörung der Düppeler Schanzen har der Bürgermeister von Sonderburg den Requisitionen des Obergerichts nicht Folge leisten wollen, und ein ähnlicher Fall hat sich mit dem neuen octroyirten Magistrate von Apenrade zugetragen. (Auch neuerdings in Hadersleben [s. oben]). In beiden Fällen sind es dänisch gesinnte und von der Landes-Verwaltung eingesetzte Beamte, die von ihr geschützt werden, die den Ungehorsam begangen haben, folglich hat diese keinen Grund, sich über das Obergericht zu beklagen. Die Schwierigkeit om Norden der Demarcationslinie ist im Grunde aber die, dass auch dort das Volk nicht auf dänisch regier sein will, und dass es nur mit dem grössten Misstrauen und Widerwillen das Thun und Treiben der Landes-Verwaltung betrachtet und deutlich seine geringen Sympathien für Dänemark an den Tag legt. Der ganze Bericht isdt ein vollständiges testimonium paupertatis, welches die Verwaltungs-Commission sich selber gibt.

(Leipziger Zeitung : Amtsblatt des Königlichen Landgerichts und des Königlichen Amtsgerichts Leipzig ... 23. december 1849).

Dokumentets ægthed er gennemgået af Holger Hjelholt i "On the authenticity of F. F. Tillisch' Report of November 24th, 1849, concerning conditions in Slesvig under the Administrative Commission", (Historisk-filosofiske Meddelelser, Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab, bd. 39, 1961). Han konkluderer at omend enkelte ord er forvansket, og (mis)brugt fra tysk side, så er det ægte. Tillisch fortalte Hodges at offentliggørelsen var sket uden hans viden, og at han havde foretrukket at det ikke var sket.

Frederik Ferdinand Tillisch (1801-1889) havde været amtmand over Færøerne 1830-37, Ringkjøbing Amt 1837- 43 og stiftsamtmand i Aalborg Stift 1843-44. Herefter var han kabinetssekretær hos Christian VIII. Han var konservativ og i modsætning til det nationalliberale Ejder-parti. Han beholdt stillingen under Frederik VII. Juli 1849 blev han dansk medlem af det midlertidige tremandsstyre for hertugdømmet Slesvig. 

Efter freden i Berlin juli 1850 blev han overordentlig regeringskommisær med enevældig myndighed.  Frederik 7. skrev direkte til Tillisch, at fra nu af "kan du skalte og valte som du vil, indtil jeg selv kommer". Det gjorde han ved at fjerne alle oprørske eller upålidelige personer og indsatte dansksindede embedsmænd i stedet, såvel i den egentlige forvaltning som i kirke og skole; desuden gennemførte han dansk som modersmål i undervisningen og som kirkesprog i hele Mellemslesvig, ved de så kaldte "Sprogreskripter". Marts til juli 1851 var han minister for Slesvig.