Tillidsmændene fra Hertugdømmerne i Kjøbenhavn. (Efterskrift til Politivennen)

 København den 28. januar 1850.

- Den mærkeligste nyhed fra hertugdømmerne er i dag efterretningen om at tillidsmændene har modtaget svar fra København på deres skrivelse af 27. december. Men hvorledes dette svar egentlig er beskaffent, om de ville efterkomme de deri stillede betingelser for deres hidkomst, derom erfares intet der kunne anses for pålideligt, da de hamborgske og holstenske blade kun indeholder uvillige formodninger og søger at nedsætte og fraråde ethvert sådant forsøg. Men i højeste grad besynderligt er det at den danske regering endnu bestandig ikke værdiger det danske folk nogen som helst meddelelse om denne sag hvis fremgang til en fredelig udjævning af forholdene dog vel må anses for noget der lige så meget interesserer folket, der bører krigen, som regeringen, der fører den. Hvorfor er således ikke tillidsmændenes skrivelse til hs. maj. kongen blevet offentliggjort? Er der måske i ministeriet delte meninger om gavnligbeden af at den forsonlige tone hvori dette brev var skrevet, blev bekendt for det danske folk? Eller tror man at bortgive noget af den kongelige værdighed ved at gøre folket delagtig i den omhandlede korrespondance? Sådanne forestillinger har nutildags ikke nogen betydning, og allermindst her i Danmark, hvor man endog kan være overbevist om at hs. maj. kongen ikke selv deler dem, men tværtimod med højmodig sind vil tilbyde de frafaldne dele af monarkiet en forenende udjævning uden sådanne krænkende ydmygelser, hvorom der i alt fald først kunne være tale efter en fuldstændig erobring. Men hvilke andre bevæggrunde til hemmeligholdelsen gives der da? Nu da man dog gennem de tyske aviser kommer til nogenlunde kundskab om sagens gang, burde regeringen i det mindste offentliggøre af hvilke årsager denne vej skal anses enten for tilstrækkelig eller for den mest passende. Den fortsatte fuldstændige tavshed derom, såvel som om flere lignende genstande, fx Bestyrelseskommissionens fremstillinger i Times, kan ikke andet end give vore modstandere formodning om at der kun hersker et dårligt forhold mellem det danske folk og den danske regering, da denne i så høj grad synes at tilsidesætte agtelsen for folkets tiltro og omdømme.

Kjøbenhavnsposten, den 28. januar 1850

- Nord. fr. Pr. meddeler nu det kgl. danske svar på tillidsmændenes skrivelse, således som det efter sigende cirkulerer i talrige afskrifter i Kiel. Hvorvidt det er autentisk, vil man ikke let få at vide, da der som bekendt fra dansk side overholdes streng tavshed i så henseende. Afskriften lyder således: Ifølge en ham meddelt allerhøjeste befaling påligger det undertegnede, midlertidig chef for det kgl. kabinetssekretariat at tilkendegive hr. - - , at hs. maj. kongen i affattelsen af Deres under 27. decbr. s. å. til allerhøjsts. henvendte fremstilling med allern. velbehag har erkendt udtalelsen af et loyalt sindelag. Men det er tillige pålagt ham at tilkendegive ansøgerne at hs. maj., i betragtning af genstandens høje vigtighed, dog ikke af Deres utvivlsomt velmente ytringer har kunnet lade sig bevæge til at afstå fra den forlangte nærmere skriftlige udvikling af de derværende ønsker, hvilket allerede flere gange er blevet betegnet som en uundgåelig betingelse for en videre allerhøjeste beslutning. Hs. maj. vil derfor have ansøgerne i så henseende henviste til de to, i afskrift medfølgende, af undertegnede tidligere udstedte meddelelser desangående, hvoraf herrerne kunne nøjere erfare den allerh. viljes mening, navnlig også komme til overbevisning om, at hs. m., mens der selvfølgelig overhovedet ikke kan være tale om Underhandlinger mellem untersåtter af et og samme monarki, foreløbig alene kan være tilsinds, med landsfaderlig gunst at erfare de velsindede derværende undersåtters ønsker og anskuelser ved mænd, der tiltror sig at kunne give en sandfærdig fremstilling af samme. -Sluttelig er det pålagt undertegnede at henstille til de ærede herrer om de ville oversende deres eventuelle allerunderd. bilag, eller mulig foretrække at indgive dem her personlig. København, i hs. m. kongens kabinetssekretariat, d. 11. jan. 1850. Bluhme." 

Efter denne skrivelse er der vistnok ingen anledning for tillidsmændene til at rejse til København; men den udelukker dog heller ikke en fortsættelse af den forsøgte forbindelse da man jo meget godt i Kiel kan bestemme sig for at sende de begærede skriftlige meddelelser hertil. At det modsatte skulle være besluttet har man i det mindste endnu ingen bestemt efterretning om. Men ønske må man visselig, i menneskelighedens interesse, at stolthed og falsk æresfølelse ikke må få den magt over gemytterne, at de af krænket forfængelighed foretrækker fornyelsen af borgerkrigen fremfor en mindelig udjævning af de modsatte Fordringer ved r???lig og imødekommende udveksling af deres tanker og forestillinger om hvad der er ret og pligt. Det er ikke dem der stolt afviser en sådan udjævning som selv personlig er udsatte for at komme til at lide og bløde i den krig de atter ville fremkalde; men at hvermand og de selv ved dette, indeholder netop den uundgåelige fordømmelsesdom over dem. Den falske ære der forhindrer forsoningen, vil blive til et brændemærke for dem der offrer andres velfærd for at tilfredsstille den, og efterverdenen, - ja om få år allerede den nulevende slægt, vil fordømme dem, ligesåvel som dem der ledede af den samme falske ære eller af personlig forfængelighed benyttede bevægelsen i 1848 til at opægge folkene til blodig kamp med hinanden. Om de også endnu en kort tid kan tilvende sig herredømmet, fordi hadets og de falske umenneskelige forestillingens rus endnu ikke ganske er svundet, så vil straffen dog nå dem. - Mellem Hertugdømmerne og Danmark gives der ingen stridspunkter, der ikke kan afgøres på en fredelig måde, når man fra begge sider med oprigtig vilje vil følge forsonende stemmer og ikke lade hadets,hævnens og den falske æres onde ånder råde. Gid dette sidste snart måtte ske!

Det gjorde det ikke. Afvisningen af denne deputation står i grel modsætning til den overordentlig venlige modtagelse som en deputation af kongetro slesvigere fik kun få uger efter den totale afvisning af ovennævnte.

Kjøbenhavnposten, 31. januar 1850.

Ved siden af den dansksindede befolkning i Nordslesvig danner de tysksindede en patriotisk forening for amtet og byen Haderslev. Denne forening har sendt en deputation til Kiel hvor den i forrige uge blev modtaget af landsforsamlingen, for hvem den forsikrede at Nordslesvigs vilje var ikke at skilles fra Slesvig-Holsten, ikke at inkorporeres i Danmark. Præsidenten svarede at slesvig-holstenerne ligeledes ville at Nordslesvig forblev ved Slesvig-Holsten, man håbede endnu at opnå dette ad fredelig vej, men ville i nødsfald også være beredt til at beskytte retten med våben.

Kjøbenhavnsposten, 31. januar 1850.

Vinter 1850. Krigen 1848-1851. (Efterskrift til Politivennen)

 København den 14. januar 1850.

- Vinterens strenghed har nu standset forbindelsen mellem Danmarks hovedstad og provinserne hinsides bæltet, og det er nu kun ved magre telegraf-efterretninger man her får nogen underretning om hvad der sker i den øvrige verden, derunder indbefattet Slesvig-Holsten. Hvad dette sidste land angår, så har man naturligvis fra dansk side forberedt sig på at en sådan afbrydelse kunne indtræde, og dersom det derfor skulle falde fjenden ind at benytte sig deraf, således som der oftere har været truet med, vil han sikkert blive modtaget med tilbørligt eftertryk. Men på den anden side vil det heller ikke være muligt under denne afbrydelse at understøtte fredsværket, og udførelsen deraf må derfor så længe ganske overlades til de kræfter og midler, som til den hensigt allerede befinder sig på fastlandet. Diplomaliske forespørgsler og underhandlinger kan ikke godt besørges ved telegrafen. Heller ikke vil den forventede ankomst af de længe omtalte tillidsmænd kunne finde sted så længe isen forhindrer den frie fart over bæltet. 

De sidste efterretninger lader rigtignok formode, at den hele sendelse er opgivet, hvilket dog turde anses for beklageligt, såfremt det ikke er andet end formaliteter der har forhindret denne tilnærmelse, hvorved der muligvis dog kunne være vundet et fast tilknytningspunkt. Tilbøjeligheden til en forsonende politik stiger og falder hos det herskende parti i Holsten alt eftersom udsigterne til en eller anden slags tysk enhed, om der også kun er en preussisk bundesstat, forøges eller formindskes, og der er i så henseende den mindst pålidelige del af folket, med hvem man kan underhandle. Demokraternes fordringer kunne måske for tiden være større, nærmest vel fordi de er mere oprigtige, men det had de nærer til Preussen og den tyske reaktion, måtte snarere, hvis de skulle få overmagt i Holsten, kunne benyttes af en klog dansk politik til opnåelsen af en fredelig afgørelse, især når man fra dansk side ville opgive noget af den formelle strenghed. Hvor stærk det demokratiske parti i øvrigt er, fremgår tydeligt mok af valget i Rendsborg. Begge partierne står lige over for hinanden i skarpe modsætninger; det er kun mod Danmark de foreløbig er enige, og det er kun den ukloge danske politik der kan befæste denne enighed. Men det demokratiske parti i hertugdømmerne knytter sine forhåbninger ikke så meget til en tysk enhedspolitik som til en ny europæisk revolution, hvori demokratiet måtte sejre. Enhver efterretning om et nyt udbrud vil opflamme det, først mod dets eget reaktionsparti og dernæst mod Danmark. At det slesvig-holstenske demokrati ser en fjende i Danmark, hvor dog de demokratiske grundsætninger har vundet sejr i grundloven, er da nærmest en sørgelig følge af den i en række af år fra begge sider nærede og ansporede nationalitetssyge.

Kjøbenhavnsposten, 14. januar 1850.

Otto Fock og Stændervalget i Rendsborg. (Efterskrift til Politivennen)

Rendsborg, d. 8de Jan. Ved det igaar og idag afholdte Stændervalg blev Redact. af Nordd. fr. Presse, Otto Fock, valgt til Deputeret med 2053 Stemmer. Foruden ham erholdt General Krohn 105 og Brackel 8 Stemmer. Denne uhyre Majoritet, hvormed Venstre i denne Kamp har seiret over Høire, er ingenlunde et Beviis for det rendsborgske Valgdistricts overvejende demokratiske Sindelag, men har meget mere sin Grund deri, at næsten hele Militairet stemte for Otto Fock. Hvad enten nu at hele Rendsborgs Besætning i dette Øieblik enten hører til det demokratisk, Parti, eller at den er vunden af det herværende demokratiske Parti og benyttet som Valgmaskine, saa er i ethvert Tilfælde saameget vist, at Distriktets Bosiddende som Vælgere bleve gjorte ganske umyndige, idet en fuldkommen Eenstemmigded hos dem ikke engang vilde veie op mod den ringeste Majoritet af Militairet. Vi ere derved blevne fuldkommen overbeviste om det Mangelfulde i de Bestemmelser, ifølge hvilke Militairet paa deres Garnisonssteder vælge saasnart de have været der i fire Uger, og vi ville haabe, at disse ret snart maa blive forandrede.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 12. januar 1850, 2. udgave).

Fra Holsten. - - -Vores stænderforsamling er blevet øget med en demokratisk størrelse. Otto Fock, redaktøren af ​​"Neue freien Presse", blev valgt i Rendsborg. Demokraterne satte plakater op på hjørnerne, hvor de især opfordrede militæret til at stemme på Fock, kommandanten fik plakaterne fjernet fra hjørnerne, de blev genopsat, kommandanten fik plakatopsættererne anholdt, men måtte frigive de anholdte igen og Otto Fock blev valgt.

Aus Holstein. - - -Unsere Ständeversammling ist durch eine demokratische Grösse vermehrt worden. Otto Fock, der Redacteur der "Neuen freien Presse", ist in Rendsburg gewählt worden. Die Demokraten schlugen Plakate an die Ecken, worin sie besonders das Militär aufforderten, Fock zu wähalen, der Commandant liess die Plakate von den Ecken reitzen, dieselben wurden aufs Neue angesiedt, der Commandant liess die Ankleber verhaften, musste jedoch die Arretirten wieder freigeben und Otto Fock wurde gewählt.

(Frankfurter Ober-Post-Amts-Zeitung.12. januar 1850)

Otto Fock. 

I Rendsborg har d. 7 ds. et meget interessant Valgmøde fundet Sted. Der skulde vælges en Deputeret til Landsforsamlingen i Kiel; det konservative Parties Kandidater var Generalerne Krohn og Baudissin; Demokraternes Kandidat, Redaktøren af "N. fr. Pr ", Hr. Otto Fock, forhenværende Privatdocent i Theologien ved Universitet i Kiel. Samme Dags Morgen opfordrede Demokraterne i Rendsborg ved Opslag paa Gadehjørnerne samtlige valgberettigede Soldater til, ikke at vælge deres General, men Redaktør Fock. General Krohn sendte en Patruille ud og lod Agitations-Plakaterne nedrive; da der atter kom Folk tilsyne, der vilde gjøre nye Opstag, bleve disse arresterede. Derpaa holdt den demokratiske "Borgerforening" et Mode og sendte en Deputation til General Krohn, som bevirkede, at Arrestanterne bleve frigivne. Om Middagen fandt Valgkampen Sted. Redaktør Fock holdt en meget krigerisk Tale om Landets Stilling, som høstede Forsamlingens stormende Bifald. Alle Soldater vare mødte i Pikkelhuer og Uniformer. Valgmødets Resultat var, at Red. Kock erholdt 2163 Stemmer, medens General Krohn kun havde 105 og General Baudissin 74 St. De demokratiske Organer juble over denne Seir. (Dvk.)

(Ribe Stifts-Tidende 18. januar 1850).

Otto Heinrich Friedrich Fock (1819-1872). Otto Fock havde søgt at holde sig væk fra politik. I midten af 1848 afbrød han sin universitetskarriere. Han blev togfører i et frivilligkompagni., senere tilsluttet den preussiske hær, uden dog at tro på militære midler. Han blev i stedet journalist for den provisoriske regering ved "Schleswig-Holsteinischen Zeitung“ hvis redaktion han senere overtog efter den var flyttet fra Rendsborg til Altona. 1. april 1849 blev bladet til "Neue Freie Presse" og Olshausen indgik i redaktionen. Avisen var i opposition til hertugdømmernes regering efter at denne "gemeinsame Regierung" kom til at bestå af artistokratisk-konservative personer, og fra 1849 fulgte statholderskabet. Efter våbenstilstanden i Berlin 10. juli indtrådte Fock 10. januar 1850 i den slesvig-holstenske landsforsamling. Efter slaget ved Isted 25. juli 1850 blev han artillerist i hæren, men da han ikke kunne klare de fysiske anstrengelser, vendte han tilbage til redaktionen 1. september 1850. Efter nederlaget opgav han i januar 1851 alle sine erhverv og efter forgæves at ansøge om ophold i Hamborg, vendte han tilbage til Schwarbe på Rügen hvorfra han rejste med sin familie til Prohn og Stralsund. I 1863 udgav han sine erindringer om Slesvig-Holsten. En udgave findes digitalt på Google Books. 

Theodor Olshausen. (Efterskrift til Politivennen)

Der er stor forskel på hvordan den slesvig-holstenske politiker, jurist og journalist Theodor Olshausen blev vurderet i Danmark og i udlandet. Til illustration af dette en artikel fra Kjøbenhavnsposten, og nogle kommentarer til den.

Det demokratiske Parti i Slesvigholsten.

Efter Opstanden udbrød, gaves der i Hertugdømmerne et Parti, som satte den politiske Frihed over den separatistiske Statstilværelse, som de renommerede Oppositionsførere stræbte at faae istand. Børsenhalle betegnede dette Parties Tilhængere som Ultraradicale og Kosmopoliter og bebrejdede dem, at de ikke ubetinget afviste den ved Reskriptet af 28de Januar 1848 tilsigtede Heelstatsforfatning. Deres Antal var kun ringe og ved den revolutionaire Storm bleve de ganske overdøvede, forsaavidt de ikke frivillig gjorde fælles sag med Oppositionen i Haab om at kunne faae et demokratisk SlesvigHolsten istand, hvortil der for Revolutionen kun var ringe Udsigter. Dette skete ogsaa. Den provisoriske Regering kunde ikke modstaae Begivenhederne, som for en kort Tid gjorde Slesvigholsten til en demokratisk Republik, indtil Landsforsamlingen bragte en Reaction tilveie. Denne Landsforsamling var sammensat efter den samme Valglov som den franske Nationalforsamling og havde den samme conservative Charakteer. Olshausen traadte ud af Regeringen og omsider gjorde Malmøe-Conventionen Ende paa det hele Provisorium og satte en saakaldet gemeinsam Regering i Stedet. Den gemeinsame bestod af Eliten af Bureaukratiet og Aristokratiet i Slesvig-Holsten og fra dens Tid daterer sig derfor Organisationen af et egenlig demokratisk Parti i Hertugdømmerne. 

De ovennævnte i national Henseende indifferente Demokrater dannede egenlig ikke noget politisk Parti med Magt og Indflydelse; den separatistiske Opposition var altfor mægtig til at noget Parti kunde gjøre sig gjeldende ved Siden af dette, den forenede alle mulige politiske Partier fra Stok-Aristokrater og Prælater indtil Demokrater i sit Skjød. Olshausen hørte ingenlunde til de ovennævnte Demokrater og det er først længe efter Revolutionens Udbrud, at han er bleven Demokrat i tydsk Forstand. Hidtil var han fornemmelig kun fremtraadt som Antidansker og Eenhedstydsker. Den gemeinsame Regerings reactionaire og servilpreussiske Tendents fremkaldte først en egenlig Opposition indenfor Slesvigholstens egne Enemærker; der dannede sig efterhaanden en "Venstre" i Landsforsamlingen og Olshausen blev dens Chef. Denne Venstre satte sig fornemmelig den Opgave at havde Landets Selvstændighed mod de preussiske Officerers Anmasselser, noget som det rigtignok var lettere at fordre end virkelig at gjennemføre, naar man ikke vilde sætte Preussens Venskab paa Spil. 

Det varede imidlertid længe, før det Olshausenske Parti optraadte ligefrem fjendtligt mod Preussen eller med republikanske Tendentser. De slesvigholstenske Socialdemokrater eller Republikanere talte et ganske andet Sprog i Rheinische Zeitung og andre Blade end Olshausen i Schleswig-Holsteinische Zeitung. Dette Blad - den nuværende Norddeutsche freie Presse - sluttede sig til venstre Centrum i Frankfurt og var ivrig for der preussiske Keiserdømme, som den frankfurtske Venstre forkastede. Det haabede nemlig med Rette stor Fordeel for Slesvigholsten af Keiserdømmet, for hvilket der intetsteds blev arbeidet ivrigere end i Byen Slesvig, som forudsatte det som noget, der forstod sig af sig selv, at den selv vilde komme til at høre til "Riget". Men da Preussen vægrede sig mod at modtage Keisertitelen af Frankfurternes Hænder, begyndte de venstre Slesvigholstenere at antage en fjendtlig Holdning og Bruddet blev bestemtere, da Krigen med Danmark blev ført saa søvnigt og endte med Nederlaget ved Frederits. 

Ved Oppositionen mod Preussens Forhold i den slesvigholstenske Sag er det Olshausenske Parti bragt til ogsaa i andre Henseender at opponere og overhovedet til at forkaste den hele preussiske Politik og opplante det tydske Demokraties Fane. Norddeutsche freie Presse tager overalt Revolutionens Parti, forkaster det monarchiste Princip, angriber det konstitutionelle Parti - Bourgeoisiet hvis Organ den dog i sin forrige Skikkelse selv var. 

Det kunde synes gaadefuldt, at et saa conservativt Blad har kunnet finde saa megen Anklang i et saa konservativt Land som Slesvigholsten, ja at dets Redacteur endog er Fører af en stor parlamentarisk Fraction, der i enkelte Tilfælde har opnaaet Majoritet, hvis ikke man betænkte, at det egenlige Udgangspunkt for dette Demokrati er Fjendskabet mod Danmark, den bestemte Villie paa ingen Maade at lade sig forene med dette. Det har nu viist sig, at Kontrarevolutionen ikke opbyder den Energi mod Danmark, som Slesvigholsten troede at kunne fordre, og, efter Principet: Adskillelse fra Danmark for enhver Priis søger man da Hjælp hos Revolutionen. Man er kun revolutionair i Seperatismens Interesse, man hylder Revolutionen som en Krigsmaskine mod Danmark, men heller ikke videre. Den preussiske Contrarevolution driver Slesvigholsten over til Grændsen af der revolutionaire Demokrati. 

Det preussiske Tryk hviler haardt paa Holsten, men Preussen maa ogsaa døie meget til Gjengjæld. Snart revser og smæder det Slesvigholstenerne, snart smigrer det dem. Saaledes ogsaa omvendt. Trods den fuldkomne Hensynsløshed, hvormed Preussen bedømmes i Landsforsamlingen og i den demokratiske Presse, forudsættes det dog stedse, at Slesvigholsten ikke ganske kan blive forladt af Preussen. Bebrejdelserne kunne i visse Maader gjælde som Opfordringer til den preussiske Æresfølelse og hvis de fandt Gjenklang, hvis det kunde tænkes, at Preussen med Tilsidesættelsen af alle Hensyn styrtede sig ind i Krigen, for at havde det kongelige Program for Felttoget af 1848, da vilde hine demokratiske Parti opgive sin revolutionaire Holdning; thi dets Hovedformaal er Løsrivelsen fra Danmark og Revolutionen benyttes som ethvert andet Middel hertil, og derved adskiller det olshausenske Demokrati sig fra hiint, som allerede bestod for Krigen og stedse holdt sig fjernt fra Narionalhad og slesvigholstensk Sentimentalitet, som man har kunnet see af dets Yttringer i Blade fornemmelig udenfor Hertugdømmerne. Dog have disse Demokrater ogsaa i nogen Tid havt et Organ i Kieler demokratischers Wochenblatt, som ikke kunde bolte sig. Nogen parlamentarisk Indflydelse have de aldrig opnaaet, medens det olshausenske Parties Indflydelse er i stadigt Stigende og vilde opnaae stor Majoritet, hvis Valg paa ny skulde foretages i Holsten og Sydslesvig. Man seer dette deraf, at Kocks Valg kun ved Intriguer blev forhindret i Kiel og endelig fandt Sled med en saa glimrende Majoritet i Rendsborg.

Kjøbenhavnsposten, 16. januar 1850.

Theodor Olshausen, medlem af den foreløbige regering. Illustrirte Chronik, No. 8, 1848

Theodor Olshausen (1802-1869) blev tidligt influeret af den liberale Burschenschaft-bevægelse, som gik ind for demokrati. Han opholdt sig 1824-1827 som flygtning i Schweiz. Da han kom tilbage til Tyskland, udgav en venstreorienteret avis. I 1829 bestod han juridisk embedseksamen og blev advokat i Kiel. I februar 1830 grundlagde han Kieler Correspondez-Blatt, som udover at blive forbillede for danske aviser, blev talerør for den slesvig-holstenske bevægelse. 1839-1845 stod Olshausen for nyholstenismen: Holsten ville hurtigere få en fri forfatning, hvis det frigjorde sig fra Slesvig. I 1844 vendte han dog tilbage til slesvig-holstenismen. 1847 kom Olshausen i den rådgivende stænderforsamling i Holsten hvor han tilhørte den liberalt orienterede venstrefløj. 

Da udviklingen tog fart fra januar 1848, mente han på mødet i Rendsborg den 18. marts 1848 at hertugdømmerne skulle løsrives fra Danmark og nedsætte en provisorisk slesvig-holstensk regering. Det blev nedstemt, men han deltog alligevel i den deputation, som rejste til København for at kræve en fælles slesvig-holstenske forfatning og Slesvigs optagelse i Det tyske Forbund. Som andetsteds nævnt, udbrød derefter Krigen 1848-51. Han blev minister for politi og sociale arbejder i den provisoriske regering. Her lykkedes at gennemføre en øjeblikkelig lettelse af husmændenes og arbejdernes kår, og han gjorde et stort arbejde for folkeoplysningen iblandt arbejderne, og indførelse af almindelig valgret til den grundlovgivende forsamling. Han forlod regeringen i august 1848, hvorefter han var medlem af den konstituerende forsamling indtil 1850. 

Olshausen udvandrede sammen  med mange andre fra Slesvig-Holsten til USA, hvor han levede i St. Louis og New York. Han var journalist ved den største tysksprogede avis vest for New York, Westliche Post, sammen med den berømte journalist Joseph Pulitzer. Olhausen engagerede sig i USA i arbejdet for menneskerettigheder og imod slaveriet.

Th. Olshausen - den noksom bekjendte holstenske, meer end slesvigholsteenske, Bevægelsesmand fra 1848, hvem den borgerlige Friheds Udvikling egentlig var Hovedformaalet - udfolder endnu i sit 62de Aar i St. Louis en stor aandig og publicistist Rørighed. Da han, udelukket fra Amnestien, begav sig først til Davenport og derfra til St. Louis, kjøbte han der et Blad, "Den vestlige Post", som kun fristede en meget kummerlig Tilværelse. Men Olshausens rastløse Flid bragte Liv i Bladet og har gjort det til et af de første og meest udbredte i det vestlige America. Han har tilkjøbt endnu et Blad "den nye Tid" og udgiver dem nu forenede i Dobbeltnummere, Morgen og Aften, og om Søndagen. Med Bladenes Udgivelse og forstærkede Redactionskræfter forbinder han et stort Bogtrykkeri og beskjæftiger dagligt ca. 80 Personer. Da man nylig spurgte ham, om han ikke snart vilde vende tilbage til sit gamle Hjem, henviste han til de store Bladforetagender, der lagde Beslag paa hans Tid og Kræfter, og tilføiede: "Kunde jeg rive mig løs, saa trak jeg mig gjerne tilbage fra det stormbevægede Liv i en rolig Havn, og et landligt Ophold i stille Indgetagethed var mig da det kjæreste. Vilde jeg vende tilbage til Tydskland, saa vilde det være et stort Spørgsmaal, om Livet der endnu vilde goutere mig. Man stikker der endnu for dybt i Fyrstetilbedelsen, Respecten for Fødselsadelen og i Underdanigheden, til at det kunde behage En, der i mange Aar har været fri Borger. Thi trods alle Dumme, Fordærvede og Raaheden her nyder man dog en ganske ulige større politisk og Samfundsfrihed, end i de europæiske Monarchier."

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 6. oktober 1864).

 I 1865 vendte Olshausen tilbage til Europa og bosatte sig i Schweiz.

Ønske med Hensyn til de nye Spadseregang paa Vestervold.. (Efterskrift til Politivennen)

Anlæget af de nye Spadseregange paa Brystværnet af Volden fra Langebro til den første Bastion paa den anden Side af Vesterport har vistnok ikke mindre imødekommet et længe næret Ønske hos mange af Kjøbenhavns Beboere, end allerede vundet velfortjent almindelig Paaskiønnelse. I Erkjendelsen af at Alt ved denne Foranstaltning kun synes beregnet paa at skaffe Publikum en Behagelighed, der forhaabes at ville vinde i Omfang ord at de paabegyndte Anlæg, saasnart Forholdene tillade det, fortsættes ud over de nærmest paafølgende Bastioner, muligen indtil Nørreport, tør man saameget sikkrere gjøre Regning paa vedkommende Autoritets velvillige Opmærksomhed for det Ønske, at de Trapper, der føre op til de anlagte Fodstier, maatte blive forsynede med Rækværk. Trapperne selv ere nemlig meget steile og naar Frosten tilmed gjør dem glatte, er deres Benyttelss, navnligen for Ældre, forbunden med en ikke ringe Fare. Allerede er det Tilfælde truffet, at en Spadserende styrtede ned af en af Trapperne og kun ved et Lykketræf undgik de Følger, som Faldet saa letteligen kunde have medført. For ar see deslige Tilfælde saavidt muligt forebyggede for Fremtiden tillader man sig at udtale hint Ønske, som gaaer ud paa en Foranstaltning, der dog kun vil fordre en forholdsviis ringe Udgift i Sammenligning med de Omkostninger, som den færdige Deel af de skjønne, for Hovedstadens Beboere saa kjærkomne og behagelige Anlæg allerede have krævet.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 8. januar 1850, 2. udgave).