Slesvig, 3. april. Landsforvaltningen fortsætter sin inkvisitoriske, hånende sag mod gejstligheden nord for demarkationslinjen. Pastor Schumacher i Oxenvad afskediges uden nogen undersøgelse og juridisk afgørelse. Pastor Fehr i Stepping er derimod under undersøgelse, fordi han skrev under på mistillidsvotumet mod Boesen. Eksemplet med Aabenraa kommune viser den ulykke (for der er virkelig også moralsk og religiøs ulykke!), som landsforvaltningen breder sig over hele samfund. Ikke alene blev der ikke holdt tysk gudstjeneste 9 søndage før påske, men også selve påsken ingen hovedprædiken.Den hidtidige diakon Raben, udnævnt til præst i Stenderup, blev afskediget af landsforvaltningen på sidstnævnte embede, fordi han på det revers der blev forelagt ham, erklærede at han ikke kunne underskrive det med god samvittighed. (A. M.)
Schleswig, 3. April. Die Landesverwaltung fährt in ihrem inquisitorisch bespotischen Verfahren gegen die geistlichen nördlich der Demarkationslinie fort. Pastor Schumacher in Oxenvatt ist entlassen, ohne alle Untersuchung und rechtliche Entscheidung. Pastor Fehr in Stepping dagegen ist in Untersuchung gezogen, weil er das Misstrauensvotum gegen Boesen mit unterzeichnet hat. Welche Kalamität (denn es gibt wahrlich auch eine sittliche und religiöse Kalamität!) die Landesverwaltung dadurch über ganze Gemeinden verbreitet, zeigt das Beispiel der Gemeinde Apenrade. Nicht nur wurde an 9 Sonntagen vor Ostern, sondern auch das ganze Osterfest durch keine Hauptpredigt, kein deutscher Gottesdienst gehalten., Den bisherigen Diaconus Raben, ernannt zum Pastor in Stenderup, hat die Landesverwaltung des letzteren Amtes entlassen, weil er den, ihm vorgelegten Revers nicht mit gutem Gewissen interschreiben zu können erklärte. (A. M.)
(Fränkischer Kurier, 9. april 1850).
Fra Kolding skrives under 23. April, i "Fyens Av.": Det er ganske forfærdeligt at see de Krumspring, som de tydsksindede nordslesvigske Præster gjøre, for baade at understøtte Oprøret og dog blive i deres fede Embeder. Det er Dem maaskee bekjendt, at Beboerne af Stepping og Frørup Sogne for nogen Tid siden indgik til Bestyrelseskommissioncn med Andragende om at blive befriet fra deres oprørske Præst, Pastor Fehr, een af de berygtede 17, der protesterede mod Provst Boesen. Landsbestyrelsen har æsket hans Erklæring, hvilken han strax har indsendt. Paa samme Tid har han forfattet, ladet trykke og omdele i hele Menigheden en Skrivelse, hvori han i hyklerisk christelig Fortørnelse beklage sine Sognefolks Vildfarelse, og han benytter endogfaa Alterens Sakramente som et Middel til at røre deres Samvittighed, idet han frcmhæver, at den Tid jo er forhaanden, da de pleiede at søge Herrens Bord og at de jo ikke kunne modtage de hellige Raademidler af hans Haand med Uforsonlighed i Hjærtet. - Men det har ikke gjort synderlig Virkning paa hans Sognefolk, da han ikke selv viser dem noget godt Exempel. Han burde selv inderlig angre sin hidtidige Handlemaade, offentlig erklære, at han afskyede hele Oprøret og Alt, hvad dermed staaer i Forbindelse, og vise Bods og Bedrigs retskafne Frugter ved at vende tilbage til sin retmæssige Landsherre og bestyre sit Embede som en tro dansk Embedsmand. Men hans Søn, som han sendte iblandt Friskarerne til Kamp mod Danmark, tjener endnu Oprøret ligesaa ivrig som før, og det med Faderens Samtykke. Derfor have ogsaa de fleste Sognemaend sendt hans Skrivelse tilbage og flye alt Samkvem med en saadan meensvoren Sjælehyrde, og de haabe af Landsbestyrelsens Retfærdighed, at den vil befrie Menigheden fra en Mand der i sit 68 Aar endnu ikke har lært at Oprør er Synd, hvorpaa hviler Himmelens og Jordens Forbandelse.
(Ribe Stifts-Tidende 30. april 1850).
Pastor Fehr.
Præsten i Stepping, Pastor Fehr, har, som vi alt have berettet, i denne Tid udstædt et trykt "Sendebrev" til sine (Stepping og Frørup) Menigheder. Fehr er en af de bekjendte Sytten, og da disse bleve indbyrdes uenige, idet Nogle, med afdøde Müller, Schlaikier, Strodlmann, Petersen og Flere i Spidsen, vilde staae fast i deres Trods mod Boesen og Bestyrelses-Kommissionen, medens Andre, forskrækkede over, hvad de havde begyndt med og over at kunne blive afsatte fra deres gode Embeder, foretrak at rebe Seil, lægge bi og stikke sig i Tiden, holdt Fehr sig til det sidste Parti. Men hans Menigheder vare allerede i høi Grad blevne allarmerede over, at han endog under indeværende Vaabenstilstand, da Enhver maatte glæde sig over den momentane Rolighed, fortsatte sit tidligere landsforræderiske Spil ved, i Forening med saa mange ligesindede Præster at tænde Forvirringens og Ufredens Fakkel i Kirken. Menighederne øinede nu ingen anden Vei til Ro og Hyggelighed i deres kirkelige og borgerlige Samfund end at søge at bevæge Bestyrelses-Kommissionen til at skille dem ved en Præst, som havde nedbrudt det sidste Spor af Anseelse og Tillid iblandt dem. De indgave i Slutningen af Vinteren ogsaa et saadant Andragende. Imidlertid var Fehr allerede bleven betænkelig over sin Stilling, og Menighedernes stigende Misfornøielse har modnet hans Beslutning, at trække sig ud af den begyndte Krig mod Provsten, see at slukke Branden i sine egne Sogne, og i Bestyrelses-Kommissionens Øine tee sig som lydig Geistlig. Det Sidste har destoværre lykkedes ham, men Menighederne kjende deres Præst for nøie til, at noget Middel mere skulle være istand til at forskaffe ham deres Tillid og Hengivenhed, og det Sendebrev, han har ladet omdele til hver Familiefader i sine Sogne, er netop skikket til, endmere at gjøre Udstæderen forhadt og som Præst umulig. Thi Fehr optræder deri ikke som den, der har viist sig som en varm og nidkjær Tilhænger af Kongens og Rigets Fjender og sat sin Stolthed og Glæde i at tælles blandt Oprørernes Tal; ikke som den, der har svigtet hellig Pligt og Eed, eller blues ved at vise sit Ansigt for sine fædrelandsksindede Menigheder; ikke som den, der indtil det Sidste har forfulgt Herrens Salvede ved at reise et oprørsk Bulder i Kirken, medens Kongen og hans Fjender vare blevne enige om Vaabenhvile og Ro i Landet; ikke som den, der nu fortrød sine Misgjerninger og ønskede, dersom det var muligt, sine Menigheders Overbærelse og Deeltagelse, eller trængte til deres Forbøn om Naade og Barmhjertighed ovenfra. Nei, Fehr føler sig reen og brødefri, hans Samvittighed tykkes ham ubesmittet og blank som et poleret Skjold. Det er hans tvende Menigheder, der grevelig have forsyndet sig mod deres retskafne og gode Præst. De have sammenrottet sig for at bede hans Fjender, Bestyrelses-Kommissionen i Flensborg, om hans Afsættelse, i et Øieblik, da hans egne store Venner og Beskyttere, Statholderskabet og Brødrene i Tydskland, ere ude af Stand til at værne om hans Ret. Dette er saa nederdrægtigt, at det under andre Omstændigheder ikke kunde tilgives. Og dog beslutter Fehr at tilgive, beslutter at lade Strømmen af sit Hjertes Godhedsfylde vedblive at have sit frie, vante Løb! Det er denne Godhedsfylde, som han ved sit Sendebrev udøser over sine dybt sunkne og frafaldne Menigheder. Det er Tilgivelsens og Naadens Vandbække, som han lader udstrømme fra sit Hjerte til hver Gaard og hvert Huus i Stepping og Frørup Sogne. Han nærer ingen Tvivl om, at et saa overordenligt Skridt, at en saa venlig og livsalig Imødekommen maa smelte Modstandernes Hjerter en masse og fremkalde Fortrydelsens Aand over dem. I sit tydske Hovmod, der gjør sine Slaver blinde, lykkes han sig at være en lille Gud for sine Menigheder, som saadan hellig og retfærdig, men da ogsaa som den, der kan og vil vise Overbærelse mod Fjender og samle gloende Kul paa deres Hoveder. - Hans Menigheder bleve ved Modtagelsen af hans Sendebrev meget ilde stemte, de kunde umulig forblive ligegyldige ved en saa kolossal Fornærmelse og indgave en ny Klage til Bestyrelses-Kommissionen, ledsaget af et Exemplar af det medtagne Sendebrev. Dette sidste lyder ordret som følger:
"Sendebrev til Stepping og Frørup Menigheder af pastor Fehr.
(Manuskript.)
Den første frie Dag, jeg i mange Uger har havt at raade over, skal være Eder helliget, medens jeg anvender den til, med et faderligt Sind at træde nær til hver en af Menighedernes Medlemmer og som Eders beskikkede Sjælesorger at tiltale Eder. Visseligen! jeg griber til Pennen, efterat jeg først i ydmyg Bøn til Gud har udøst mit bekymrede Hjerte og bedet, at han ville ved sin Helligaand give mig Kraft til at tale til Opbyggelse for Eder Alle og til Eders Sjæles Frelse! Men, hvorledes skal jeg begynde? med hvilke Ord skal jeg tiltale Eder? I disse Dage er det 16 samfulde Aar, siden jeg kom til Eder med et kjærligt Hjerte og med det hellige Løfte, jeg frembragte den Alvidende, at ville efter Evne arbeide paa Eders Sjæles Saliggjørelse og saaledes fremme Eders evige Velfærd som Eders mindelige Fader. Jeg veed det nok, mangen Anden overgaaer mig i Kundskaber, som mit hellige Kald udkræve, mangen Anden havde maaskee i sine Foredrag kunnet gribe Eders Hjerter med mere Kraft og rystet Samvittighederne stærkere end jeg; - det tilstaaer jeg gjerne, da jeg ihukommer, at jeg ikkun har arbeidet hos Eder i menneskelig Skrøbelighed og Svaghed, - men det tør jeg for Gud bevidne Eder, at jeg er mig bevidst, at Ingen, Ingen har kunnet arbeide i dette mit hellige Kald med større Kjærlighed til de ham betroede Menigheder og med mere Nidkjærhed for deres Vel - end jeg. I denne Henseende vil jeg ikke staae tilbage for nogensomhelst Sjælesorger i Landet - og det er just denne Kjærlighed - denne Nidkjærhed, som lader mig gribe til Pennen idag - og som ogsaa skal føre den. - Maatte da mine Ord være talte til Eder - liig en kjærlig Faders til dem af hans Børn, der ved Letsindighed ere geraadede paa Afveie og derved have krænket hans Hjerte - og som han søger at føre tilbage paa den rette Vei igjen ved Sagtmodighed og Overbærelse, ved Kjærlighed og Tilgivelse! At det bliver mig tungt, at affatte denne Skrivelse til Eder, nægter jeg ikke. Mine Øine fyldes derved med mange Taarer, og stundom trykkes mit Hjerte, som om det skulde briste - og dersom jeg ikke vidste og kjendte en ikke liden Deel af Menighedernes Indvaanere, der ikke har villet taget Deel i mine Fienders onde Raad og Handel, hvorfor jeg takker dem og kind med et skjønsomt Hjerte, saa maatte jeg forgaae i min Kummer og ved den Tanke, at jeg i saa lang en Tid havde arbeidet forgjæves iblandt Eder. Jeg siger, det bliver mig tungt, at skrive til Eder - ja, i Sandhed! langt tungere, end det blev mig for omtrent 10 a 12 Dage siden, da jeg nedskrev mit Forsvarsskrift, som blev mig fra høiere Steder affordret i Anledning af et Andragende af en Deel Beboere af Stepping og Frørup Sogne om min Entledigelse fra Embedet. Rigtignok følte jeg, da jeg arbejdede paa dette mit Forsvar, at af sammes Indhold kunde mit og min store Families timelige Velfærd være afhængigt, hvorfor jeg ogsaa bestræbte mig for, at affatte det paa en aldeles værdig Maade, uden at træde Sandheden ogsaa kun med eet Ord for nær, uden feig at skjule mine Anskuelser eller undskylde hvad jeg har gjort og deeltaget i som Statsborger og Præst. Dog let blev det mig, da Uskyldigheden kunde føre min Pen og en reen Samvittighed maatte give mig selv Sikkerhed og mine Ord Vægt. - Anderledes er det med denne Skrivelse til Eder, mine vildfarende Børn, som ved Eders Deeltagelse i hiint omtalte Andragende have glemt, hvad I skylde Eders Sjælesorger og aandelige Fader, hvoriblandt muligen endog findes Saadanne, som jeg med Flid har forberedet til Konfirmation - og over hvilke jeg ved Haandpaalæggelse har nedbedet Herrens Velsignelse baade i det Timelige og i det Evige. Eder kan jeg ikkun nærme mig under Suk og Taarer cg ikkun tale til Eder med et dybt saaret Hjerte, ligesom jeg vilde tale til en Søn eller Datter, der i Ungdommens Letsindighed var kommen paa Vildfarelsens Vei. Dog - mine Ord skulle ikke være frastødende, saa at I derved muligen kunde blive bestyrkede i Eders Vildfarelse og forstokkede i Eders Vildelse! Gud bevare mig derfor! Meget mere skulle mine Ord være kjærlighedsfulde, sagtmodige og tilgivende - valgte til atter at drage Eders Hjerter til mit Hjerte og saaledes at gjøre det muligt for mig og Eder i Fremtiden at fremstille os som Herrens Menigheder, der "søge at omgaaes med al Ydmyghed og Sagtmodighed og Langmodighed, saa vi fordrage hverandre i Kjærlighed og ere flittige til at bevare Aandens Enighed i Fredens Baand!" Ephes. 4 v. 2-3.
At jeg saaledes er redebon til at række Eder min Haand til Forsoning og Tilgivelse, fremlyser tydelig nok i det Fremførte, dog maa det være mig tilladt, da jeg befinder mig i en lignende miskjendt Stilling til Eder, som Apostelen Paulus til den Corinth. Menighed - ogsaa med Apostelens Ord - 1 Cor. 4 v. l-5. "Hvert Menneske agte os, som Christi Tjenere og Huusholdere over Guds Hemmeligheder. Iøvrigt kræves af Huusholdere, at de maae findes troe. Men mig er det saare Lidet at dømmes af Eder, eller af en menneskelig Ret; ja jeg dømmer mig end ikke selv. Vel veed jeg Intet mod mig selv, dog er jeg dermed ikke retfærdiggjort; men Herren er den, som mig dømmer. Derfor dømmer ikke Noget for Tiden, indtil Herren kommer, som og skal føre til Lyset det, som er skjult i Mørket, og aabenbare Hjerternes Raad; da skal Hver vederfares sin Lov af Gud." - at hævde min apostoliske Værdighed hos Eder, uden derved at ville rose mig selv - og at fornægte den Ydmyghed, som bør pryde en sand Jesu Christi Tjener. - Ja, vor Herres Jesu Christi Sind gjør, at jeg med er oprigtigt Hjerte kan sige med Paulo: l Cor. 4 v. 12 og 13 "Overskjeldede velsigne vi, forfulgte taale vi, bespottede formane vi; vi ere blevne som Udskud i Verden, Alles Skovisk indtil nu!" Jeg kan nu tilføie Apostelens Ord v. 14: "Dette skriver jeg ikke for at beskæmme Eder, men jeg paaminder Eder som mine elskelige Børn!" Ja, saaledes tør jeg vel tiltale Eder Alle, da jeg har naaet den Alder af 68 Aar, og der iblandt Eder ikkun vil findes Faa, som have en høiere Alder; men ogsaa og fremfor Alt, fordi jeg er Eders Hyrde og aandelige Fader, som føler sig høit forpligtet til at tage vare paa sin Hjord og, om muligt, at frelse Eders Sjæle! Nei! mine elskelige Børn! jeg vil ikke beskæmme Eder, men jeg vil søge at vække deres Samvittighed, som monne sove endnu og ikke føle den Uret, de have begaaet, vil søge at berolige dem, som formedelst Samvittighedsnag ikke kunne finde Ro og Hvile, vil saaledes søge at knytte Eders Hjerter til mit Hjerte med fastere og stærkere Baand, end dem, hvormed de hidindtil vare omslyngede! Dg dette vil jeg gjøre med det eneste Middel, jeg har at raade over, med - Kjærlighed. Er denne dog af Herren os paabuden - hvorved "Verden skal erkjende, at vi ere hans sande Disciple."
Med denne Kjærligbed i Hjertet til Eder vil jeg undskylde de Fleste af Eder som Blinde, der af blinde Vejledere have ladet sig forføre, da jeg, (som jeg ogsaa har sagt i mit Forsvarsskrift) har grundet Aarsag til at formode, at hele Attentatet paa mig ikke oprindeligen er udgaaet fra Nogensomhelst af Menighedernes Beboere, meget mere at disse ere blevne misbrugte af saadanne, der drevne af politisk Fanatisme (Raseri) ikke kan taale nogensomhelst anden Anskuelse, end deres. Jeg vil undskylde Eder med vor Tids sørgelige Tilstand, som synes at kræve, at Enhver skal tage Parti enten for eller imod. Jeg vil undskylde Eder, da jeg nok har hørt, hvilke tildeels nedrige Midler, (Overtalelser, Trudsler o. a.,) der ere anvendte, for at deeltage i den onde Gjerning og aflokke Eder Eders Navns Underskrift. - Jeg vil undskylde Eder med, at jeg nok veed, hvorledes den Enes Exempel virker paa den Anden, og at tilsidst Hundredes Navne synes at dysse den Enkeltes Klogskab og Samvittighed i Søvn. Seer! saaledes vil jeg undskylde Eder af Kjærlighed til Eder, paa det I maatte komme til Kundskab om det, I have gjort, og føle, hvad I skylde ei alene mig, den Fornærmede, men meget mere Eder selv.
Det er langtfra, at jeg her vil umage mig for at tydeliggjøre Eder, hvad I skylde mig. Jeg er overbeviist om, at de Fleste af Eder gjerne vilde have det ugjort, hvad de have gjort, og at de i deres Løndomskammer og i søvnløse Nætter, ikkun seete af Gud, fortryde det. Nu, da vil I ogsaa lære af Eder selv, hvorledes I, En efter den Anden, tidligere eller sildigere, skulle træde Eders Sjælesorger imøde, for atter at vinde hans ganske Hjerte og at at udslette deraf de Saar, I have bibragt samme. -
Hvad I skylde Eder selv, maa jeg derimod iøvrigt ikke som den Fornærmede, men som Eders Præst og Sjælesorger, nærmere omtale. - Ikke som den Fornærmede, siger jeg, thi jeg vil ikke omtale, hvilke saare sørgelige Følger Eders, de Vildledtes, Gjerning kan have for mig og for en heel og stor Families Velfærd; jeg staaer iøvrigt i Guds Haand og veed, at intet Ondt kan ramme mig uden hans Villie - og har jeg jo ogsaa den Fortrøstning, at "alle Ting tjene dem til Gode, som elske Gud "! Men som Præst og Sjælesørger bør det mig, at opmærksomgjøre Eder paa, hvad I skylde Eder selv! Jeg føler, det er den høie Tid, og at jeg maa haste dermed, thi I vide jo nok, at vi atter ere indtraadte i den hellige Tid, i hvilken Menighederne søge Herrens Bord og ved den hellige Nadveres Nydelse ny Forening med Frelseren cg dermed Vederkvægelse og Hvile for de bekymrede Hjerter, og Kraft til i Fremtiden at fremstille sig som Christi Eiendomsfolk, der er nidkjært til gode Gjerninger. Næppe troer jeg, at der skulde findes Mange iblandt mine Sognebørn, som kunde tilgive sig det selv, at forsømme denne hellige Handling i dette tilstundende Foraar - og for Eder, for Eder føler jeg en Bævelse i mit Indre, naar jeg tænker mig, staaende for Herrens Alter og redebon til at meddele Eder de hellige Naadegaver, uden at være overbeviist om, at I have fortrudt Eders Uret imod mig - og uden at have søgt min tilgivende Haand, som jeg rækker Eder imøde, medens jeg skriver dette. Jeg føler, at det er i denne Tid mere end nogensinde min hellige Pligt, at opmærksomgjøre Eder paa Apostel Pauli Ord, 1 Cor. 11 v. 26-29. "Saa ofte som I æde dette Brød, og drikke denne Kalk, forkynder Herrens Død, indtil han kommer. Derfor, hvo som æder dette Brød, eller drikker Herrens Kalk uværdeligen, skal være skyldig i Herrens Legeme og Blod. Men hvert Menneske prøve sig selv, og saaledes æde han af Brødet og drikke af Kalken. Thi hvo som æder og drikker Uværdeligen, æder og drikker sig selv til Dom!" og paa Herrens egne: (Ev. Matth. 5 v. 23 og f.) "Derfor, naar du offrer din Gave paa Alteret, og kommer der ihu, at din Broder haver Noget imod dig, saa lad blive din Gave der for Alteret, og gak hen, forlig dig først med din Broder, og kom da, og offre din Gave. Vær snart velvillig mod din Modstander, medens du er med ham paa Veien o. s. v." Herren taler her til Eder - ikke jeg - og vil I være værdige Gjæster ved hans Bord - og ikke æde og drikke Eder selv Dommen, saa maae hans Ord vorde saare tyngende for Eders Hjerter - og de ville under Guds Helligaands Bistand give Eder Anledning til Eftertanke og Selvprøvelse, ja, de ville sige Eder, hvad der bør Eder at gjøre, førend I søge Forladelse hos Gud for Eders Synder ved at møde ved Herrens hellige Alter for at nyde den hellige Nadvere. Iøvrigt maa jeg, da jeg pligtmæssigen har opmærksomgjort Eder paa den Fare, I ere stedede udi, overlade det til Eder og Enhver af Eder, hvortil I beslutte Eder og paa hvilken Maade I agte at udsone Eder med Eders dybt krænkede Sjælesorger, førend I lade Eder af ham betjene med de hellige Naadegaver, førend I af hans Mund høre Forjættelsen om Naade og Syndsforladelse! Jeg vil lette Eder det Skridt, som umuligen kan forekomme mangen En tungt, derved, at jeg igjentager, at jeg anseer de Fleste af Eder som Vildfarende og Forførte, at jeg undskylder Eders Adfærd, forsaavidt den kan undskyldes - og at jeg gjerne, bedækkende Eders Gjerning med Kjærlighedens Kaabe, byder Enhver af Eder min Haand til Forsoning og Tilgivelse *). - Jeg vil lette Eder det, ved at tilstaae, at jeg kjender ikkun 2 a 3 Mænd, især Een i Frørup og Een i Stepping, hvis Fjendskab synes at fremgaae af et indgroet Had, skjøndt jeg ikke har lagt dem et Halmstraa iveien - ja endog beviist den Sidste ved ikke faa Lejligheder min Velvillie baade ved Raad og Daad. Dog ogsaa disse Mænd er jeg redebon til at tilgive, dersom de ønske det, ihukommende Jesu Formaning: "Elsker Eders Fjender o. s. v.", og dersom de paa en af dem selv valgt og passende Maade søge at nærme sig mig igjen. Sandeligen! Ingen større Glæde vilde kunne vederfares mig, end den, at samle gloende Kul paa deres Hoved og ved Overværelse og Tilgivelse at forvandle enhver Fjende til min Ven!
Dog, nok sagt, for at overbevise Eder Alle om, hvormeget det ligger mig paa Hjerte, at staae i et godt og kjærligt Forhold til mine Menigheder, og for at I selv kunde føle, at uden sligt et Forhold maa mit Arbeide hos og paa Eder være forgjæves. At jeg lader dette Brev trykke, dette skeer ikke for at beskæmme Eder for al Verden, nei! det skeer, fordi jeg ikkun paa denne Maade kan tale til Eder Alle og til Enhver af Eder især. Ikke et eneste Exemplar vil blive solgt, efterkom jeg anseer denne Sag som ene berørende vort gjensidige Forhold!
Til Slutning troer jeg at skylde Eder, I gode Mennesker, som ikke have deeltaget i den onde Handel imod mig, herved offenlig endnu engang at bevidne Eder min Agtelse, Hengivenhed og Tak, og for alle de Øvrige vil jeg, hvad Brevets Indhold noksom aabenbarer, bevare et Hjerte, opfyldt med Christenkjærlighed og aabent for at indslutte Enhvers, der føler Trang til Forsoning og med Oprigtighed søger den. - Iøvrigt vil jeg, skjøndt jeg jo aldeles ikke veed, hvilken tung Skjæbne mig muligen af Eder er beredt, aldrig aflade at bede til Gud: "Fader forlad dem, thi o. s. v." - ja og at nedbede Hans bedste Velsignelse over Eder Alle. Give Gud, dette kunde skee ikke alene med Kjærlighed, men ogsaa med - Agtelse for Alle og Enhver!
Skrevet den 5. og 6. April 1850
Eders troe Sjælesørger
Fehr.
*) Den Maade, at bruge Alterens Sakramente som et Trusels- og Skrækkemiddel for at tvinge Menighedernes Medlemmer til at erkjende, at de ere de Skyldige og skulle søge Præstens Tilgivelse, medens han er Synderen, er ganske forfærdelig. Det er ogsaa paa dette Sted i sit Skrivt, at Fehr mest fremtræde i sin indbildte Glands af den Hellige, som sine Menigheders lille fortørnede Gud.
(Dannevirke 3. maj 1850)
Heinrich Wilhelm Clausen Fehr, Tyrstrup Herred.
I september 1850 blev pastor Fehr afsat af den kongelige regeringskommissær og blev pålagt ikke at bo i sognet. Han beholdt sin pension. Der blev af statholderskabet fra marts 1850 afskediget 38 præster, mest i Nordslesvig, med senere også i Angel.
