23 november 2020

Veie i Storehedinge. (Efterskrift til Politivennen)

Storehedinge. I "Kjøge Avis" Nr. 70 for d. A. læses en Annonce, overskreven "Episode af et Reiseliv", hvori omtales Storehedinge kjøbstads Gadebro og Veien til Bøgeskoven.

Hvad nu Gadebroen angaaer, saa er det vel en Sandhed, at den er meget slet; men naar der spørges, hvorledes Autoriteterne kunne tillade saadant, saa bør bemærkes, at der fra Autoriteternes Side er gjort alt muligt for at bevirke en bedre Gadebro. Byens Borgere ere hæderlige Mænd og loyale Undersaatter, som under krigen have bragt betydelige og liberale Offre; men de ere tillige, hvad en gammel Autor forlængst har bemærket, gode Agerdyrkere, men maadelige Borgere. De mangle nemlig Mod og Energi til at fremme ethvert nyt Foretagende, som koster Penge, de ere derhos ikke gaaet frem med Tiden.

Under saadanne Omstændigheder maatte det medføre endeel Vanskelighed, at faae Spørgsmaalet om en bedre Gadebro heldigen løst. Endelig er man kommen til det Resultat, at der skal optages et Laan af 5000 Rbd. til Gadebroens Reparation og at enhver Huuseier stal levere de fornødne Brosteen og det fornødne Brosand.

Det bør ei heller oversees, at det for en mindre By altid er betænkeligt at paadrage sig en Udgivt af 8 a 10,000 Rbd., og dobbelt betænkeligt for en By, som rimeligviis inden faa Aar imødegaaer Slangerups Skjebne, at forvandles til en Landsby.

Byen har nemlig ingensinde virket Noget for at forøge og fremme Handel og Næringsvejene, meget mere lod den i Aaret 1847 Lejligheden gaae bort i til at forvandle Byens gamle Lade- og Losse-Plads ved Rødvig Skandse til en ypperlig Havn. I den Anledning gik endog et Par Borgere om, Huus for Huus, og gjorde deres Medborgere viis paa, at det foreslaaede Havneanlæg kun var til Fordeel for en Kjøbmand , der alt havde et Pakhuus ved Rødvig Skandse, og at Borgerne, ved at entrere paa samme, ville aabne Byfogden Leilighed til at sælge deres Huuse.

Da nu Borgerne ikke vilde fremme Havneanlæget, er det rimeligt, at Omegnens Bønder, som i sin Tid paabegyndte den Skibsbro, der nu findes ved Rødvig, ville forene sig med nogle enkelte indsigtsfulde Mænd og see Havneanlægget bragt i Stand, og da vil ved Rødvig Skandse opstaae et nyt Frederikssund. Thi det er neppe tænkeligt, at man vil fremdeles tilsidesætte hele Omegnene Tarv, for at conservere en By som Kjøbstad, der ikke selv har gjort noget Skridt til at fremme dens Opkomst. Og vist er det, at fra den Tid en Kjøbmand nedsætter sig ved Rødvig Skandse, kan Storehedinge regne sin Undergang som Kjøbstad.

Hvad det omhandlede Veisyn angaaer, da var samme kun indskrænket til Storehedinge Landsogn, og maa Veien til Bøgeskoven, for dette Sogns Vedkommende, ansees at være i temmelig god Stand. De omhandlede store Steen laae derimod paa Holtug Sogns Andeel af Bøgeskovsveien, hvilken Vei just staaer under Reparation, og kan saaledes ikke i være god at passere.

At Veiene omkring Storehedinge ere mindre gode, ligger ikke i at Vedkommende ere blinde, men deels i Egnens store Mangel paa Veimaterialier og deels i, at ethvert Forsøg at forskaffe sig Adgang til Klinten under Giersløv Strand, hvor Veifyld i stor Mængde findes, har været uopnaaelig. Derhos har Frdng. af 13de August 1841 §17 og Cancelli- Resolution af 5te Decbr. 1845 , hvorved Politimesterens Myndighed er indskrænket, neppe virket gavnligt paa de offentlige Biveie. 1=14/0.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 24. september 1851).

22 november 2020

Slesvig, September 1851. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Angel skrives i Aabenraaer Ugeblad: For kort tid siden fandt en bonde på at fremsætte maden for sine soldater på tallerkener hvorpå stod "Schleswigholstein meerumschlungen", og da soldaterne slog dem i stykker, fremkom han med andre, med indskriften "Es kann ja nicht immer so bleiben". Ked af disse drillerier klagede soldaterne til løjtnanten som gik hen til bonden, men fik det impertinente svar hvor der stod skrevet i loven at soldaterne skulle have deres mad på hvide tallerkener. Fortsat uartighed mod officeren fremkaldte en undersøgelse der endte med at den civile øvrighed dømte bonden til 3 gange 5 dage vand og brød.


Ribe Stifts-Tidende, 9. september 1851

Over sommeren indrulleredes 1.200 af de slesvig-holstenske soldater - formentlig stærkt mod deres vilje og sindelag - i den danske hær og flyttet til København så de var så langt væk fra Slesvig som muligt:

De udskrevne slesvigere som er ankommet itl København og hvoraf som bekendt en meget stor del har tjent i insurgentarmeen, har endnu hidtil vist en eksemplarisk opførsel, lydighed og orden. Det fortælles at da de skulle aflægge faneeden, skulle enkelte af dem have ytret betænkelighed derved ved at erklære at de før deres afrejse fra Sydslesvig "havde givet håndslag på at møde i Rendsborg såsnart opfordring skete", men da de blev gjort opmærksom på at det kun var forrædere mod konge og fædreland der havde afkrævet dem et sådant håndslag, afsagde de uden videre eden. Det hedder også at sydslesvigerne i begyndelsen ikke kunne forstå det danske kommandos, men da dette noget langsomt og tydeligt samt flere gange blev gentaget for dem, fattede de det med temmelig lethed. - Antallet af de udskrevne slesvigere der kommer til at garnisonere i København, vil beløbe sig til omtrent 1.200 (Flp).

Ribe Stifts-Tidende, 12. september 1851.

Flere artikler berettede om den stærke aversion mod tilstedeværelsen af de danske soldater der ofte oven i købet opførte sig temmelig arrogant over for sydslesvigerne, hvilket aviserne syntes var helt i orden at de gjorde. Især hvis det var når de anvendte den slesvig-holstenske fane og sangen "Schleswig-Holstein meerumschlungen".

Civilbestyrelsen i Holsten har ved opslagne plakater på gadehjørnerne i Kiel måttet gøre et nyt forsøg på at beskytte danske officerer mod fornærmelser og forhånelser på offentlig gade. Anledningen hertil skal være at major Neergaard og løjtnant Eibe som opholder sig i Kiel hos general Bardenfleth, forleden red gennem byen til Eckernförde og ventre tilbage og aftenen og ved denne lejlighed blev forfulgt af gadedrengene med hujen og piben. (Fdl.)

Ribe Stifts-Tidende, 15. september 1851.

Opdragelsesanstalten paa Holsteinsminde. (Efterskrift til Politivennen)

Opdragelsesanstalten paa Holsteinsminde. Denne Opdragelsesanstalt var først anlagt paa Hovedgaarden Fiurendal, af Hr. Lehnsgreve Kammerherre Fr. A. v. Holstein til Holsteinborg, og begyndt af undertegnede Bestyrer, i Foraaret 1833. Dens Formaal har bestandig været at virke som en god Landboanstalt for saadanne fattige Børns Opdragelse, som enten savne deres Forældre, eller mangle et godt Hjem, hvori deres Aands- og Legemskræfter kunne udvikles til Guds Ære og til Gavn for dem selv og deres Fædreland. Det ligger i Opdragelsens Natur, at en saadan Anstalt før den tidlige, eller uconfirmerede Alder maa have sin egen Underviisning, eller Huusskole, hvis ikke Børnene, i det mindste paa Veien til og fra Skolen, skulle være udsatte for den Fordærvelse, som det er Husets Opgave at bevare dem fra og vi have derfor i det forløbne Tidsrum af 18 Aar bestandig holdt vor egen private Skoleunderviisning for Børnene, omtrent 5 til 0 Timer daglig hele Aaret igjennem. Ved Siden af denne Underviisning, som Skoleanordningerne forlange, anføres Børnene i andre 5 - 0 Timer daglig, ligelig fordeelte paa Formiddag og Eftermiddag, til saadanne Arbeider, som Huset giver Anledning til ved dets Industri, Kjøkken, Qvøgrøgt,  Avlsbrug, Havevæsen og Haandværker, saaledes, at det ikke er Hovedsagen derved at benytte Børnenes Arbeide, men at opdrage dem til Virksomhed, Orden og Lydighed, for at de i Fremtiden ved egne Hænders Arbeide kunne vorde istand til selv at fortjene deres Brød, i den Retning) hvortil Naturen har givet dem Anlæg og Kræfter. Efter Confirmationen pleie Drengebørnene at forblive her i Tjeneste eller Lære, i et eller flere Aar, hver efter den Bestemmelse, som vedkommende Forsorgere have taget, og Institutet giver efter Barnets Confirmation Kost og Løn efter Skik og Brug, og efter det Arbeidea Beskaffenhed, den Unge har valgt sig. Pigebørnene søge vi derimod anbragte efter Confirmationen i andre Huse, hvor man vil antage sig deres videre Uddannelse og Oplærelse.


K. Hansen Raistrup (1896): Det gamle Holsteinsborg set fra haven. Fra artiklen "Holsteinsminde" I: Hver 8. dag: Illustreret Ugeblad (1896). I artiklen findes yderligere 3 illustrationer som nok er noget nyere. 

Den ædle Stifter afgik ved Døden i Foraaret 1830, og da Institutet ved hans Bortgang ikke var i Besiddelse af nogen Capital, som dog var forneden til dets Virksomhed, saa maatte det vedblive, fem fra Begyndelsen, at stole paa de velvillige, private Bidrag, hvormed baade Konge og Folk understøttede det, og vi havde saaledes det Held i Aarene 1836-39 at kunne opdrage og undervise hvert Aar et Antal af 32 til 40 fattige Børn, uden at forlange mere, end 30 Rbd. for hvert Barn aarlig, samt et Indskud ved Barnets Modtagelse af 30 Rbd. Imidlertid viste det sig mere og mere, at det Havebrug og de Haandværker, hvortil Stiftelsen støttede sig paa Fiurendal, vare mindre tilstrækkelige, da den savnede et passende Agerbrug, og da en af Universitetets Arvefæstegaarde i Egnen ved Nestved blev tilfals i Efteraaret 1839, saa skjænkede Enkegrevinde Holstein 4000 Rbd., og nuværende Lehnsgreve v. Holstein til Holsteinborg 2000 Rbd., for at Opdragelsesanstalten kunde komme i Besiddelse af sin egen selvstændige Eiendom. Arvefæstet paa Gaarden kjøbtes for 11,000 Rbd., og de resterende 5000 Rbd. tilveiebragtes ved et Laan af Nationalbanken, med 1ste Prioritet i Eiendommen. Denne Landeiendom, der for kaldtes "Hjortholm med underliggende Skovgaard" fik ved Kongelig Bevilling Navnet "Holsteinsminde"; men inden den kunde svare til sin ny Bestemmelse maatte Gaarden istandsættes og forsynes med endeel nye Bygninger, Besætning o. s. v., der ialt beløb sig til omtrent 7000 Rbd. , hvilken Sum blev dækket, deels ved nye Laan, deels ved milde Gaver af Institutets Velyndere. Senere er Forbedringen af Bygninger og Avlsvæsen fortsat, saa at vi kunne ansætte Institutets Eiendom til nærværende Tid for at være af omtrent 30,000 Rbd., Værdi, medens Gjælden kun er 9000 Rbd., og der kan altsaa virkes for fattige Børns Opdragelse og Underviisning med en Formue af omtrent 20,000 Rbd. , der er at regne for k00 Rbd. aarlig ; og endskjøndt Holsteinsminde, som Landeiendom med 180 Tdr. Land, maa svare aarligt i Skatter og Communeafgifter omtrent 400 Rbd., i Tiende omtrent 60 Rbd. og i Landgilde til Universitetet omtrent 140 Rbd., saa mener jeg dog, at Stiftelsen har Nytte af sin Eiendom for de nævnte 800 Rbd. om Aaret, foruden de pædagogiske Fordele, det starfer, at kunne drive sit eget Landvæsen. De aarlige Udgifter, der hvile paa Stiftelsen, som Opdragelsesanstalt betragtet, ere: Bygningernes Vedligeholdelse 150 Rbd.; Skoleundervisning med tilhørende Apparat 250 Rbd., Husets Bestyrelse, Børnenes Opdragelse, og det dertil fornødne Tjeneste tyende: 600 Rbd.; ialt 1000 Rbd. aarlig Udgift paa en Opdragelsesanstalt , der er beregnet til omtrent 60 Børn. At den paa Holsteinsminde værende Anstalt, hvis Børneantal i de senere Aar kun har været henved 30, ikke har været i den heldigste Stilling med Hensyn til disse aarlige Udgifter, vil let indsees. da saadanne Udgifter ikke formindskes, hvor faa Elever her end er. Desuden beregnes hvert Barns Kost til 40 Rbd., dets Klæder, Linned, Vask og Fodtøi til 20 Rbd. aarlig. Vi have derfor i de sidste Aar forlangt 60 Rbd. for hvert Barn i aarlig Contingent, medens der indtil Aaret 1848 i Almindelighed kun blev betalt 60 Rbd. det første Aar, og siden 30 eller 40 Rbd., indtil Barnet blev konfirmeret; men senere, da Krigen tog saa meget den private Velgjørenhed, Beslag, maatte vi holde stærkere paa de 60 Rbd. Der findes for Øieblikket een Elev, for hvem der betales 30 Rbd. om Aaret; 9 der betale 40 Rbd.; een betaler 50 Rbd. og 13 give 60 Rbd. Foruden disse 24 Børn er her 9 Confirmerede, tildeels i Tjenesteforhold. Det vil altid være i Stiftelsens Interesse at kunne nedsætte Betalingen for fattigt, velartede Børn, i samme Forhold, som der gives os Midler i Hænde til at gjøre Vel med imod Børnene; og da Rigsdagen ved sidste Samling bevilgede Institutet en Understøttelse af 1000 Rbd., saa ville vi ikke tøve med igjen at bestemme den aarlige Betaling for de Børn, som Fattigvæsener eller uformuende Forsørgere ville indsætte her, til 60 Rbd. for det første Aar, og siden 40 Rbd. aarlig. Lavere tør vi endnu ikke gaae ned, men haabe at naae igjen til de oprindelige 30 Rbd., efterhaanden som Stiftelsen forbedres i landoeconomisk Henseende, og er nogenlunde sikker paa det aarlige Tilskud, vi behøve.

Børnenes Haandkraft søge vi at anvende paa bedste Maade til deres egen Oplærelse og Husets Gavn. Pigebørnene forfærdige saaledes Alt, hvad der bruges i Huset af Strømper, Linnedsyning, deres egne Klæder; de lære at spinde, sye Navn :c. og tage Deel i Vask og Reengjøren. Drengene arbeide i Mark og Have, eller gjøre de Smaatjenester i Værkstederne, som de i den unge Alder kunne bruges til; men vort Institut er intet blot Arbeidshuus, ei heller bruge vi Børnene til saadanne eensformige Forretninger, der ofte fra Fortjenestens Side kunne være fordeelagtige, i samme Forhold som de sløve Aanden, og ødelægge Barnets Legeme. Derfor, og fordi vi selv holde Skole, kunne vi heller ikke tage imod Børn for saa lav en Betaling som de ellers udsættes i Pleie for, men vi haabe, at der altid vil findes skjønsomme Folk, der indsee, at 40 Rbd. ikke er meget, naar Talen er om et Barns virkelige Forsørgelse. Hvad der dernæst ofte gjør et Barns Opdragelse og Undervisning byrdefuld, og dermed kostbar, er, naar det i een eller anden Retning kan være mindre begavet af Naturen, saa at det behøver særlig Pleie. Underviisning og Tilsyn. I saadanne Tilfælde pleier man at kalde det fattige Barn "moralsk fordærvet" og som saadan helst at see det overgivet til Justiliens Pleie, eller til en eller anden sammensat Forening, der mener at kunne staae det stakkels huusvilde Barn i Forældres Sted. At jeg med Rette maa være imod en saadan Fordom i Folket, der skader sig en Classe iblandt Børnene, som de kalde "moralsk Fordærvede" eller et andet afstikkende Navn, er ikke sært, da ingen god Fader eller Moder, de være nok saa uheldige i at kunne opdrage deres egne Børn, vilde tillade, at disse bleve betegnede med et sligt Øgenavn. Andre Benævnelser som "forladte, forsømte, forvildede" gjør ikke Sagen stort bedre; de stille den i et falsk Lys, idet de gjøre en egen Classe af de Børn, der savne et godt huusligt Tilhold. Hvad den "moralske Fordærvelse" selv angaaer, da kan vist Ingen nægte, at den er ligesaa vidtd udbredt, om end i forskjellig Skikkelse, iblandt de Rige, som iblandt de Fattige; altsaa er det Uret, om vi ville afsondre nogle fattige Børn fra andre Børn i det menneskelige Samfund, hvori de maae opvoxe med hverandre til Guds Ære, og i Tiden vinde den Kraft hos dem selv, og den Tillid hos Andre, der er fornøden i alle Livets Stillinger, for at bevare dem fra al Fordærvelse. Man kunde fristes til at troe, at de, der give saadanne Opdragelsesanstalter stærkt betegnende Navne som: "Redningshuse, Anstalter for moralsk Fordærvede, Forvildede" etc. maatte søge den Ære, der findes ved at have udrettet noget sjeldent, noget Udmærket, som er skikket til at gjøre Opsigt i Verden; men vi vide, at enkelte sande Menneskevenner, som ikke have et saadant Maal for Øie, have valgt hine Navne, for at vække Deeltagelse for et almeennyttigt Værk, uden at betænke, hvad der tabtes for den Unge. En Opdragelsesanstalt er i det Hele ikke skikket til at gjøre Opsigt med; den trives bedst under en stille, huuslig Virksomhed, og jo flere Overordnede, der under Navn af Directeurer og Inspecerende osv. skulle have deres Stemme med, jo daarligere gaaer det gjerne, og jo mere adspredes den Kjærlighed, Flid og Eenfoldighed hos Børnene, som det er Opdragelsens Øiemed at samle og bevare i hvert Barnehjerte. Endnu eet maa jeg anføre imod vor Tids stræben efter at faae "moralsk fordærvede" Børn samlede i visse Huse, som i en Slags Tugthuse, at jeg mener, det er imod vor Lovgivnings Aand, der sætter en bestemt Alder for Tilregneligheden, om "Menneskevennerne" paa egen Haand saaledes ville "frelse" de Børn for den Fordærvelse, de kunne være udsatte for, ved at give det stakkels Barn et Skudsmaal, der er indfattet i det "Uqvemsord" som de uden Lov og Dom paahefte det, og som muligt udsætter det for større moralsk Fordærvelse, end den kunde være, der laae i dets Armod, og dets nødlidende Tilstand under Barndommens utilregnelige Alder. Mine Bestræbelser, siden jeg i Aaret 1832 fandt Gehør hos denne Opdragelsesanstalts ædle Stifter, have altid gaaet ud paa, at Stiftelsen maatte beholde det Præg, som fra dens allerførste Begyndelse var paatænkt: at være et christeligt Huus, der under "kellenbergske Former" stræbte at give de Børn, der savnede anden huuslig Tilflugt, en god Opdragelse; men da mine Bestræbelser undertiden have været misforstaaede, som om jeg var afvegen fra første Formaal, saa har jeg ikke villet undlade ved denne Leilighed at minde om, at dette ikke er skeet, og jeg tør fremdeles anbefale Stiftelsen til de Folks kjærlige Deeltagelse, som ikke ringeagte det fattige Barns Nød, om endog det ofte gaaer med Barnet, som med os alle, at det sattes meget i den Roes, det burde have i Gud. 

I Aaret 1850 er indtraadt 10 Elever i Stiftelsen, og 7 bleve confirmerede. Ved Aarets Slutning var der ialt 29 Uconfirmerede og 4 Confirmerede. De sidste tjene for Kost og Løn, eller ere i Lære. I hele tidsrummet fra Mai 1833 til Nytaar 1851, har Institutet været benyttet af 165 Elever, nemlig 59 Pigebørn og 106 Drenge. - Af Gaver og aarlige Bidrag til Stiftelsen er i Aaret 1850 indkommen 981 Rbd. 1 Mk. 13 sk., og i Contingent af Børnenes Forsørgere 1375 Rbd. 1 Mk. - Hvad der om Stiftelsens Virksomhed i den forgangne Tid kunne offentliggjøres, har jeg skrevet i "Efterretninger om Opdragelsesanstalten paa Holsteinsminde, Kbhvn. 1847" og i "Opdragelsesanstalten paa Holsteinsminde, Nestved 1850" - der begge sælges hos Hr. Boghandler Ditlevsen i Kbhvn., den første for 1 Mk, og den anden for 12 sk., til Fordeel for Stiftelsen.

Holsteinsminde, pr. Nestved, den 20de August 1851.

Stephansen.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 6. september 1851, 2. udgave)

Tidsskrift for Landoekonomie, 1848 findes "Efterretninger om Opdragelsesanstalten paa Holsteinsminde", side 342-357 af Stephansen .

Anstaltens første hjemsted var Fiurendal. I 1836 købtes en bondegård i Flakkebjerg ved Slagelse. På hjemmesiden Hjortholm historie i resumerede glimt er et kort resume af anstaltens historie. Holsteins minde blev ramt af brand i 1851 efter en drengs leg med tændstikker. Året efter genopførtes bygningerne. Anstaltens nuværende adresse er Næstved Landevej 20, 4250 Fuglebjerg.

21 november 2020

Slesvig August 1851. (Efterskrift til Politivennen).

Over sommeren og ind i efteråret 1851 bragte aviserne nyheder om sammenstød mellem de danske tropper og civilbefolkningen. Fx. blev slaget ved Isted af de dansksindede i Slesvig fejret med stor bravour, mens slesvig-holstenerne flere steder boycottede festlighederne eller afholdt sørgehøjtideligheder, fx i Eckernförde:

I går hedder det under 26. juni fra Eckernförde, har de danske under major Vett her i byen også fejret slaget ved Isted med en forlystelse i beværtningsstedet Grazholtz's Skov, en fjerdingvej herfra, da ingen vært i Eckerförde ville indlade sig derpå. Kl. 8 om morgenen holdtes der stor parade på engen, men der indfandt sig ingen tilskuere, derimod var i alle huse med få undtagelse, vinduesskodderne lukket eller gardinerne nedrullet. Hos købmændene så man i det højeste sørgeklæder eller sorte og hvide bånd. På gaderne var alt stille og dødt. De piger og børn som lod sig se, var sortklædte. Op ad formiddagen gik der underofficerer langs ad gaden og noterede husenes numre, siden kom der også en officer som opskrev indbyggernes navne. Kl. 2 udstedte politimester Langheim den befaling at der skulle åbnes for vinduer og butikker. Dette skete kun meget sparsomt. For da de danske kl. 3 drog fra plejehuset med musik gennem og ud af byen, var gardinerne endnu nede i næsten alle vinduer og intet menneske at se på gaden.

Mens Kjøbenhavnsposten efterhånden ophørte med sådanne notitser, fortsatte Ribe Stifts-Tidende, synlig forarget over slesvig-holstenernes adfærd mod danskerne. Notitserne giver indtryk af en befolknings passive og aktive modstand mod en besættelsesmagt:

RIbe Stifts-Tidende, 4. august 1851.

Natten mellem den 17. og 18. dennes er i Hollingsted passert en historie som nok så meget lærer at de slesvig-holstenske oprørere må bevogtes. Bønderne havde nemlig foranstaltet en danseforlystelse i gæstgivergården hvori også det der liggende detachement infanteri, 12 mand to del. Hen på aftenen begyndte nogle tilstedeværende indkaldte der havde tjent i insurgentarmeen, at pukke med at de ikke ville stille sig til tjeneste hos de danske, og prøvede i det hele at chikanere de danske soldater der søge at undgå alt spektakel på alle måder. Dette førte omsider til håndgribeligheder. Bønderne to borde, stole etc. og kastede dem efter soldaterne som kun var få og kun bevæbnede med sabelen, hvorfor de måtte trække sig tilbage for overmagten. Imidlertid kom sognefogden til og forbød dansen. Bønderne flokkede sig nu sammen og drog, omtrent 100 mand stærke, bevæbnede med forke etc. imod soldaterne der var trådt under våben. Den kommanderende sergents opfordring til bønderne at gå hjem, blev besvaret med piben og stenkast, hvorfor detachementet rykkede frem med fældet bajonet. Nogle bønder blev sårede, dog uden at klyngen endnu adskiltes. Der blev derfor givet en skarp salve hen over deres hoveder. Dette hjalp, enhver løb til sit. En af soldaterne skal have fået et hug i hovedet af en spade, en anden er såret af stenkast. I går indbragtes hertil 7 arrestanter som til dels var sårede. Nogle af urostifterne skulle være knebne ud. Vi tvivler ikke på at den herover anstillede undersøgelse vil lede til at de skyldige bliver opdaget og anset med den velfortjente straf. (Freja).

Ribe Stifts-Tidende, 29. august 1851.


En af de mange udgaver af P. C. Skovgaards"Statsskibet": Ministeriet Bluhme ("Januarministeriet"). Januar 1852 - april 1853. "Besætningen" bestod af premierminister og udenrigsminister: C.A. Bluhme, finansminister: W.C.E. Sponneck, indenrigsminister: P.G. Bang, justitsminister: A.W. Scheel, minister for Kirke- og Undervisningsvæsenet: P.G. Bang til 3. juni 1852, derefter C.F. Simony, krigsminister: C.F. Hansen, marineminister: St.A. Bille, minister for Slesvig: C. Moltke og minister for Holsten og Lauenborg: H.A. Reventlow-Criminil. Tegningen er også blevet brugt i andre, senere sammenhænge. (Det kongelige Bibliotek).

20 november 2020

Tardinis Ballonfærd. (Efterskrift til Politivennen)

Luftsejleren Tardini vil i næste uge gøre en luftfart fra København. Fra Stockholm har han gjort 5 luftrejser med stort held. På den sidste ledsagedes han af en grev Sparre.

(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende, 3. august 1851)

Luftsejleren Tardini der ventedes hertil i går, foretog sin sidste luftrejse den 27. juli fra Humlegården ved Stockholm på et rensdyr. Ballonen drev over til Lidingsøen hvor også hr. Tardini havde haft til hensigt at stige ned. Men inden han nåede jorden, kom en nordlig vind og drev ballonen over til Kummelnäs på Värmtön hvor han kastede ankeret i et træ, i nærheden af et bierg hvor landingen foregik. Kaptajnen på et forbisejlede skib tilbød sig til at føre luftsejeren, ballon og rensdyr tilbage til Stockholm, men da gasudtømningen krævede lang tid, toges kun ensdyret som befandt sig i bedste velgående, ombord mens hr. Tardini selv senere med et andet skib vendte tilbage til Stockholm.

(Flyveposten, 4. august 1851)

Luftsejleren Tardini vil torsdag den 14. d.s. om eftermiddagen foretage sin første luftrejse fra Tivoli, med hvis direktion han har afsluttet en kontrakt. Hr. Tardini skal i øvrigt have følt en stor betænkelighed ved at foretage luftsejladsen fra København, da stadens beliggenhed ved havet lader ham befrygte at neddalingen i mindre gunstigt vejr turde blive farlig. Ballonens gondol kan jo rigtignok træde i stedet for en båd, men denne vil ikke kunne yde synderlig sikkerhed dersom neddalingen skulle ske midt i søen.

Hr. Tardini benytter sig til sine luftrejser af en kolossal silkeballon hvis højde er 19 meter, diameteren 12,5 meter og omkredsen 37,6 meter. Den indeholder 32.000 kvadratfod og medtager den betydelige vægt af 65 lpd. bestående af gas, ballast og andet tilbehør. Tilberedningen af gassen til ballonens fyldning er interessant. Dertil medgår 4.200 pd. viktriol, 4.200 pd. jernspån af smedejern og 16.800 pd. vand. Gastilberedningen sker igennem 26 til 30 stykker dertil bestemte fade hvori gassen udvikler sig. Fra disse fade går gassen gennem 6 alen lange rør videre til et større hovedfad hvori den underkastes en rensningsproces formedelst en deriværende kvantitet vand (12.000 pd.) og kommer da umiddelbart i ballonen.

(Flyveposten, 12. august 1851).

I morgen, torsdag den 14. august vil 

Hr. Joseph Tardini fra Modena

foretage sin første luftrejse.

På plænen er en estrade opført hvor ballonen, 19 meter høj, 12,5 meter i diameter og 37,6 i omfang, vil blive fyldt med gas. Fyldningen vil tage sin begyndelse kl. 4:30 eftermiddag og hr. Tardinis opstigning vil ske

præcis kl. 7:30

Det lumbyeske orkester under anførsel af hr. musikdirektør Lumbye, vil på plænen forinden hr. Tardinis opstigning udføre forskellige musiknumre.

Det nærmere erfares af programmet.

Entre fra kl. 7 morgen samt hele dagen 3 mark for voksne, 1 mark 8 skilling for børn.

På plænen er, så vidt rummet tillader det, siddende pladser hvortil billetter apparte betales med 2 mark for voksne og 1 mark for børn. (Billetkontoret for disse er ved plænen).

(Flyveposten 13. august 1851).

Annoncen blev gentaget i Flyveposten m. fl. 15. august, nu med ny dato: 15. august. Med ændringen: "Kolossale luftballon, Samson kaldet, som på grund af regnvejret i gør ikke fandt sted." Festen i anledning af Tivolis stiftelsesdag den 15. august blev i øvrigt af samme grund udsat i 8 dage. 

I går aftes kl. 7:30 steg luftsejleren hr. Tardini efter derom sket bekendtgørelse op med en stor ballon fra Tivoli og svingede til afsked det danske flag fra sin lette båd mens han hastigt for op mod skyerne. Ballonen forblev i den ret klare aften i sigte en halv times tid og førtes af vinden i retningen N. O. til O. Så at man vel kan antage at den er dalet ned et sted i Skåne, måske i egnen af Lund.

(Fædrelandet 16. august 1851).

Tardinis 2 første opstigninger sket fra Tivoli som så meget anderledes ud end det Tivoli vi kender fra i dag. 

Fredag aften kl. 7:30 steg hr. Tardini ene i sin luftballon fra Tivoli hvor flere tusinde tilskuere var forsamlet, op i de højere regioner. Så snart ballonen var "frigjort fra sine trykkende bånd", hævede den sig stolt i luften, hilset af den langs hele volden samlede mængde med jublende bifaldsråb. Fra rælingen af båden hilste hr. T. derpå med to dannebrogsfaner og affyrede en pistol. Omtrent en 25 minutter kunne ballonen ses med blotte øjne. Den skal kl. 8:30 være faldet ned i Landskrona. - Hr. T. skal endnu foretage 5 luftture. (Mddp).

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling, 17. august 1851).

Tardini ankom i går eftermiddag med dampskibet "Ophelia" hertil.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 18. august 1851).

Tardinis første luftrejse fra Tivoli.

Fredag kl. 5 forkyndte kanonskud fra Tivoli at luftskipperen Tardini, uagtet det mindre heldige vejr, agtede at stige op. Københavnerne ilede da i tusindvis - ikke ud til Tivoli for der var de allerfærreste - men op på voldene for gratis at overvære et skuespil som ikke i over 40 år er set her i hovedstaden. Man kan ikke nægte at deltagelsen var stor, det er kun at beklage at den arme luftsejler selv har måttet betale den med en ikke singe sum, da hans omkostninger langt fra er dækket med de til Tivoli solgte billetter der ikke udgør meget over 1.000.

Hvem som imidlertid har troet at man fra volden og andre høje punkter ret har nydt opstigningens pragtfulde skue, tager fejl. Det interessante var upåtvivlelig de forberedelser der gik forud, men især afrejsens øjeblik. Da Tardini med en kækhed og sikkerhed der ikke lod ane den mindste frygt, steg ind i gondolen, da den sidste snor der bandt den kæmpeagtige ballon til jorden, blev skåret over, da ballonen langsomt begyndte at hæve sig, og Tardini til afsked svang med fanerne og afskød en pistol, da grebes alle tilstedeværende af et ejendommeligt indtryk, en blanding af ængstelse og dyb beundring over det imposante skue, og som gav sig luft i et enstemmigt bifaldsråb.

Vinden var sydvest til vest, ballonen gled let hen over byen mod den svenske kyst, og var synlig henved en halv time, indtil den omtrent kl. 8 forsvandt bag en sky. I lørdag eftermiddag kom Tardini tilbage med "Ophelia". Hans rejse var besværlig og farefuld på grund af stærke og modstridende luftstrømninger, og han var nødsaget til at stige og sænke sig 4 til 5 gange. efter at være kommet til en højde af 15.000 fod. Længe svævede han over Sundet, og måtte da stige endnu mere for at komme i en anden luftstrømning, da ballonen blev på samme punkt. Dette lykkedes også og med en noget sydlig vind kom Tardini ind over Skåne mellem Landskrona og Malmø, hvor han kl. 8:10 min. steg ned på godset Bahebark ved gården Hoftarp. De tililende bønder blev først meget bange over det uventede syn, men bevægedes ved Tardinis overtalelser til at yde ham hjælp ved at transportere ballonen til Malmø. Han blev om natten hos en bonde, og tog lørdag morgen til Malmø, hvor han modtoges med entusiasme af indbyggerne som ville at han straks skulle gøre en ny rejse.

Under rejsen har ballonen fået en rift hvis reparation vil tage nogen tid, så at Tardini ikke i de første dage vil kunne gå op igen. Det er at vente at publikum når det atter sker, vil lønne hans dygtighed og udholdenhed med et talrigt besøg.

(Flyveposten, 18. august 1851).

I aviserne annonceredes den anden luftsejlads til søndag den 24. august.

Tardinis anden luftrejse i søndags

var begunstiget af det skønneste vejr. Opstigningen fra Tivoli skete omtrent kl. 6:45, og han ledsagedes af hr. mægler Funck som allerede ved den første luftfart havde ønsket at deltage. Heller ikke denne gang var rejsen fri for fare. Vinden var vest til syd, og efter at ballonen på grund af den klare og tynde atmosfære var steget i luften til en højde af omtrent 3.300 meter, drev den henimod Saltholm. Her dalede Tardini i havet kl. omtrent 7:30, idet han gjorde tegn til nogle fiskere om at komme ham til hjælp. De misforstod ham formodentlig, og da han ikke fik bistand, måtte han efter at have sejlet et kvarter i søen, søge igen at gå til vejrs. Dette lykkedes først efter at luftskipperen havde kastet ankeret, al ballast ja endog fødevarer overbord. Ballonen hævede sig atter, gik over den skånske kyst, passerede Kärlinge-å og dalede endelig kl. 8:03 i nærheden af Lund hvor de rejsende fik hjælp. De begav sig samme aften til Malmå, og i går formiddags vendte de tilbage med dampskibet "Malmø".

I Tivoli overværede henved 6.000 mennesker det imposante skue, og fra volden og nærliggende steder blev det iagttaget af en uhyre menneskemasse. Det glæder os at melde at hr. Tardini denne gang har haft en betydelig indtægt, hvoraf det ved bøsser indkomne udgør en ikke ringe del.

(Flyveposten, 26. august 1851).

Hr. Tardini vil foretage sin sidste luftrejse på søndag eftermiddag fra Christiansborg Slots ridebane. 

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 27. august 1851, 2. udgave).

I annoncer stod der denne gang:

Tardini har valgt denne plads for ved en lav entre at gøre opstigningen tilgængelig for det større publikum.

Da denne luftrejse bliver den sidste, er det Tardinis ønske for endnu mere at erhverve sig publikums yndest, at foretage den længere end sædvanligt, og han træffer derfor sådanne forberedelser som er nødvendige til en længere tur over havet. Uagtet en sådan rejse burde foretages tidligere på dagen, er det dog Tardinis agt at opstige kl. 6 om aftenen og han medtager derfor belysning til brug om natten, men ingen passagerer på grund af det farlige ved at tilbringe natten oppe i luften over søen.

(Flyveposten, 28. august 1851).

Hr. Tardinis 3. luftrejse der foretoges i går fra Christiansborg Slots ridebane, og som havde forsamlet en talrig mængde, var heldig, men kort. Hr. Tardini kom ikke som hans bekendtgørelse syntes at bebude, til at spise aftensmad eller tage nattelogi oppe i luften, men foretrak efter 3/4 times fart at dale ned på Amager tæt ved Kastrup, hvori han sikkert gjorde meget klogt, da vindens retning ellers let kunne ført ham ud over Østersøen, og hvorover hans tilskuere heller ikke kunne have nogen skellig grund til at beklage sig.

(Fædrelandet, 1. september 1851).

Christiansborg Ridebane hvorfra Tardinis sidste 3 opstigninger fandt sted. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Mandag aften.

Vi har modtaget følgende nærmere efterretninger om Tardinis 3. luftrejse:

Opstigningen som tydeligt kunne ses fra Amager, fandt sted 25 minutter over kl. 6 på Slotspladsen, og ballonen dalede omtrent midtvejs mellem Kastrup og Dragør i havet ca. 60 meter fra land, 45 minutter over kl. 6. Men da vandet dersteds kun var en 30 cm dybt, blev den øjeblikkelig med amagernes hjælp, bragt i land, og de tilstedeværende hjalp Tardini med den største beredvillighed med at bjerge ballonen, s at han med rette kunne sige at rejsen var lykkelig og vel tilendebragt. Men alligevel kunne meget let hele ballonen være gået tabt for Tardini. Han fandt nemlig for godt efter at ballonen i en god halv time var blevet håndteret for at få gassen ud, og længe efter at alle snorene var blevet løsnet fra gondolen, at hele ballonen skulle endevendes, for at gassen desto hurtigere kunne strømme ud af den store åbning, hvorigennem ballonen fyldes. Under denne endevending holdt alle kun i nettet, hvoraf fulgte at ballonen da den næsten var vendt, så at sige smuttede ud af nettet og gik til vejrs. Imidlertid holdt Tardini selv snoren som var befæstet i ventilen, hvilket foranledigede at ballonen igen kom i sin rigtige stilling, dog uden net over. Men da Tardini ville trække ballonen ned med nævnte snor, løsnede klappen eller proppen sig fra ventilen som han tilligemed snoren beholdt i hånden, hvorimod ballonen meget hurtigt steg til vejr i omtrentlig højde af Frue Tårn og tog retningen lige ud ad Østersøen, hvorover Tardini blev aldeles fortvivlet. Men amagerne var særdeles flinke og tjenstvillige, hvorfor Tardini ikke nok så meget kan takke dem. 3 til 4 mand vadede nemlig i største hast ud til en båd og roede med alle deres kræfter efter ballonen som synlig dalede, og fra Dragør hvor man havde set det passerede, var hr. kaptajn og overlods Sletting selv taget ud med for at få ballonen bjerget, hvilket også så vidt vides, blev udført af begge bådene i forening. Tardini og en bekendt af ham lod sig ro den bjergede ballon i møde. Gassen som endnu fandtes i ballonen, blev trykket ud så hurtigt som muligt på selve fartøjet, ballonen blev pakket ind i det dertil medbragte sejl, og Tardini kørte velbeholden med sin ballon m.m., sluppet med skrækken for at miste den, ind af Amagerport kl. 10:15.

Den tjenstiver og beredvillighed som såvel kastrupperne som dragøerne havde vist luftskipperen Tardini er over al beskrivelse.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 2. september 1851).

Landskab ved Dragør. Flat,med marker og krat. Måske har det lignet et sted hvor Tardini landede. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Trods annonceringen med at det var sidste gang, blev der bebudet en fjerde luftsejlads nu til fordel for de sårede og faldnes efterladte, den 7. september. Denne gang stod der i annoncerne:

For at underholde det ærede publikum længere end sædvanlig ved synet af den opstigende og svævende ballon, vil Tardini først i følge med sin søn, Alexander, 9 år gammel, klædt som Amor, opstige til en højde af nogle hundrede fod og derefter svæve i nogen tid og atter neddale på ridenbanen. Derpå foretager han alene den egentlige rejse.

(Flyveposten, 4. september 1851).

Tardinis fjerde luftrejse

i søndags var den heldigste han endnu har foretaget her i hovedstaden. Da han omtrent kl. 6 var steget i ballonen, lod han denne gå Ridepladsen rundt, mens hans lille søn fra bådens ræling strøede blomsterbuketter med deviser ud over det overordentlig talrige publikum. Opstigningen fandt derefter sted under et næsten fuldstændig vindstille, ballonen drev i en meget stor højde over Amager, og da hr. Tardini måtte befrygte at den ville tage vejen ud over Østersøen mod Pommerns kyst, fandt han det rådeligst at gå ned ved Dragør, hvilket sket kl. 6:45. Samme aften vendte han tilbage til hovedstaden. 

Efter forlydende agter hr. Tardini efter manges ønske at gøre en aldeles ekstraordinær rejse med en hjort næste søndag. 

(Flyveposten, 9. september 1851).

Hr. Tardini agter næste søndag fra Christiansborg Slots Ridebane at foretage sin sidste luftrejse, da klimaet i det nordlige land ikke er gunstigt i en så fremrykket årstid. Han vil ved denne lejlighed så at sige tage afsked med København, hvor han har modtaget så mange beviser på publikums velvilje som altid vil blive i hans taknemmelige erindring. Han medbringer en ung dame og sin 9-årige søn, Alexander som allerede i Stockholm har gjort en sådan rejse. Der vil blive oprejst en tribune hvorfra rejsen sket, så at alle de tilstedeværende med lethed kan se såvel tilberedelserne som selve opstigningen. En lignende rejse har Tardini gjort tidligere i nærværelse af den kejserlige familie i Petersborg, og ligeledes i Stockholm for kongen af Sverige og Norge.

(Flyveposten, 11. september 1851).

Tardinia femte luftsejlads.

Denne luftsejlads har været den alleruheldigste for den stakkels luftskipper, og det er endnu ikke bekendt hvorvidt han er sluppet derfra med livet. Da han med sin kone og søn steg op søndag eftermiddag kl. 6, var vinden der hidtil havde været nord til vest, blevet temmelig vestlig, og ballonen drev derfor ud over Kalvebod Strand. Her dalede Tardini kl. 6:30 og drev med ballonen i stranden langs Sjællands kyst. Formodentlig for at søge hjælp, kastede Tardini sig her ud i vandet for svømmende at nå kysten. Men senere har man desværre ikke hørt noget til ham.  Mens dette skete, tog ballonen med hans kone og søn kursen over mod Amagers kyst i nærheden af landsbyen Ullerup, omtrent et bøsseskud fra land. Stående her i vandet til brystet, råbte de arme om hjælp indtil de kl. 8:30 frelstes af sognefoged Sally fra Ullerup, der med flere amagere red ud i det lave vand. I samme øjeblik var mad. Tardini der hidtil troligt havde holdt ballonen ved en strikke, af mathed nødsaget til at slippe den. Den steg atter i vejret ud over søen og forsvandt. De frelste bragtes til Ullerup hvor de hos sognefogden nød al den pleje og omhu som omstændighederne krævede.

(Flyveposten, 16. september 1851).

Luftsejleren Tardini er desværre forulykket. Hans lig fandtes i går eftermiddags i Kalvebod Strand i nærheden af Flaskekroen, og vil formodentlig blive bragt hertil i dag. Ballonen skal være drevet ind til Stevns hvor den er i behold.

(Flyveposten, 17.september 1851).

Tardini jordes i formiddag på den katolske menigheds kirkegård på Assistenskirkegård. Et musikselskab har tilbudt sig at udføre sørgemusikken.

(Flyveposten, 20. september 1851).

Tardinis ballon er ikke kommet ned ved Stevns, men derimod gået over Stevns, Møn og hele Østersøen og faldet ned i Mecklenburg i en lille så ved en flække der hedder Krakow. Gondolen hang ved den og indeholdt en del fødevarer, nogle danske sølvpenge og et par pistoler og nogle klædningsstykker. Der kan altså ingen tvivl om at den ulykkelige Tardini hvis lig i går blev jordet her, ville have kunnet gøre rejsen med over Østersøen, dersom han ikke havde overlæsset ballonen ved at tage kone og søn med som et større kunststykke, hvorfor han også straks ved opstigningen måtte udkaste sin ballast, uden hvilken han efter først engang at være dalet, ikke mere formåede at lade ballonen stige højere. Det var derfor først efter at alle tre personer havde forladt ballonen at den fik kraft til at gå over Østersøen, hvilket viser at den har været i god stand.

(Kjøbenhavnsposten, 21. september 1851).

Begivenheden var stor nok til at der blev lavet viser om den. I aviserne forstummede nyheder om Tardini ret hurtigt, men blev dog erindret i 1897:

Ballonens Ofre.

Den ulykke der for kort tid siden fandt sted i Berlin, har højnet interessen for ballonfarterne. Publikum, der er et så blodtørstigt uhyre, forlanger et par ofre af og til for vedblivende at tro på faren og lade sig pirre af den.

Her hjemme har vi i mange år været sparet for ballonulykker, ja folk tror knap på dem længere.

Det kan da måske have sin interesse at opfriske mindet om den ofte omtalte, men aldrig beskrevne luftfart, ved hvilken Tardini satte livet til i København.

Efter at den danske luftskipper Colding i 1812 havde gjort fiasko med sine Montgolfierer, hørte Københavnerne i 38 år intet til balloner. I slutningen af sæsonen 1851 engagerede Tivoli så den italienske luftskipper Joseph Tardini fra Modena. Han foretog to opstigninger, der faldt nogenlunde heldigt ud, og dermed var hans engagement udløbet. Imidlertid fik han tilladelse til at foretage nogle opstigninger fra Christiansborg Slotsplads. En af dem var til indtægt for krigsinvaliderne, og ved denne lejlighed hang luftskipperens lille søn udklædt som Amor under gondolen og strøede blomster over publikum.

Den 14. septbr. fandt så den sidste opstigning sted.

"Berlingske Tidende" skrev i den anledning: "Hr. Tardini agter næste søndag fra Christiansborg ridebane at foretage sin sidste luftrejse, da klimaet i dette nordlige land ikke er gunstigt i en så fremrykket årstid. Han vil ved denne lejlighed så at sige tage afsked fra København, hvor han har modtaget så mange beviser på publikums velvilje."

"Berl. Tid." kunne have sparet sit "så at sige".

Søndag den 14. septbr. var vejret udmærket, og Tardini tog ikke i betænkning at tage en dame og sin lille søn med. Ballonen hævede sig langsomt og drev ud over Kalveboderne. Den begyndte da pludselig at dale, men det lykkedes dog luftskipperen at holde den oven vande, indtil han nåede de såkaldte Koklapper, der lå mellem Sjælland og Amager.

Så kunne ballonen ikke mere, og for at frelse sin passager og sin søn, tog han den fortvivlede beslutning at ofre sig selv. I en fart klædte han sig af og sprang i vandet. Befriet for hans vægt hævede ballonen sig atter med damen og det grædende barn. Lidt efter dalede den atter, men den var da kommet ind på grundet vand. Den lille Tardini faldt ud, men var så heldig at komme til at sidde overskrævs på en sten med hovedet over vandet.

Damen blev slæbt videre, indtil hun inde ved land reddedes af sognefogden fra Ullerup, der fandt hende i bevidstløs tilstand.

Den 18. september fandt to fiskere den forulykkede italieners lig i Køge Bugt, hvor han havde fundet sin kolde grav fjernt fra sit solrige fædreland, og den 20. september fulgte hele København hans kiste til den katolske kirkegård. Det var som følte man sig medansvarlig i dette dødsfald.

Hans ballon blev fundet i Mecklenborg og afleveret til skifteretten sammen med 11 rigsdaler, der fandtes i Gondolen. Luftfartøjet købtes af en mand der hed Moyell , hvem ingen den gang kendte. Han foretog en række opstigninger og sidder nu som pensionist i Vartov som æresformand for "Dansk aeronautisk Forbund".

Siden den tid er alle opstigninger forløbne uden større uheld i København, men to af de luftskippere, der er gået op herfra, er i følge "Vort L." senere forulykkede.

Den ene var madam Godard. Hun vakte stor jubel blandt københavnerne ved at optræde i sømandsdragt. Hendes raske, energiske skikkelse var meget populær, og bange var hun ikke. 

Luftskipper Johansen, der fra ballon captif var god ven med hendes søn Alfred, udtaler sig altid med stor Beundring om hendes nedstigninger.

Året efter druknede hun i Zuidersøen.

Den anden var Juhles, hvis ballon revnede i Bryssel. Han var en alt for ængstelig luftskipper, der altid svævede i en sand rædsel for "lemonaden". Hermed mente han vandet. Han udrustede sig altid på sine farter med den største omhyggelighed, spiste ikke i to dage før han skulle op og medbragte altid en vældig dunk kaffe. Alt hans bohave var forsynet med balloner, ja selv hans himmelseng var syet af en gammel ballon. Han var særlig glad ved alle de danske anmeldelser, dels fordi han ikke kunne forstå dem, og dels fordi de var så lange.

(Frederiksborg Amts Avis, 24. juni 1897).

Tardinis ballonopstigning. Det Kongelige Bibliotek. Creative Commons Navngivelse-IkkeKommerciel-IngenBearbejdelse 3.0 Unported Licens.

Både Tardinis kone og barn blev boende i København. Ifølge en artikel i Dagbladet (København) 31. oktober 1919 var barnet solodanserinden Jeanette Tardini-Hansen (1845-1918) der var gift med balletmester Hans Emil Hansen (1843-1927), mor til juristen Tardini-Hansen der døde ved et ulykkestilfælde. De fik en søn Alexander Tardini, der blev kontorchef i Københavns Magistrats 3. afdeling. Han begik selvmord august 1918 ved at kaste sig ud af et vindue fra 4. sal i Rådhuset.  Ballonen "Sampson" blev købt af Moyel, som endte på Vartov, og måtte sælge ballonen til svenskeren Victor Granberg der 12. juli 1857 efter en uheldig opstigning fra ridebanen, gav ophav til udtrykket "den går ikke, Granberg!"