Slesvig og Slesvigere, Oktober 1851. (Efterskrift til Politivennen)

Sydslesvigerne ved de københavnske bataljoner viser vel en upåklagelige opførsel, men at de ikke er tilfredse med deres ophold her, kan man dog godt skønne, og mange af dem lægger heller ikke dølgsmål på det. Ved et underligt tilfælde har kaptajn Kühle af 7. bataljon netop fået ved sit kompagni de insurgenter som var med at storme den af ham kommanderede skanse under stormen på Friedrichsstadt den 4. oktober 1850. Ved at omtale denne mærkværdige storm vil vi tilføje at ifølge et nyligt udkommet skrift af den forrige kommandør for det slesvig-holstenske artilleri, "eks-generalmajor" som han kalder sig, v. Wissel, udgjorde slesvig-holstenernes styrke 14 bataljoner og 60 kanoner, alle af svært kaliber, deriblandt 84-pundigere. Derimod havde vi at sætte 6 stykker 6 pundige kanoner og 10 kompagnier hvis styrke vi fra den pålideligste kilde ved ikke var over 2.000 mand. Men selv Wissel der for resten ingenlunde viser sig som upartisk, siger: "Die Vertheididung der Dänen war musterhaft." (Loll. Falst. T.).

Ribe Stifts-Tidende, 3. oktober 1851.

Her i byen, skrives fra Eckernförde, hersker stor skræk og forbavselse blandt Wühlerne, for tænk Dem engang, ikke alene er skolelærer Bendixen der har tjent i den "totesmüthige" arme og som alle tider har vist sig som en mand af ægte slesvig-holstenske tænke- og handlemåde, blevet forbudt at give undervisning, såvel offentligt som privat. Da han i forhøret skal have svaret amtmanden at han af fuld overbevisning havde fulgt den slesvig-holstenske fane, og hvis oprøret igen begyndte, atter ville gribe til våben mod Danmark. Men amtmand Davids har endog vovet at tage fat på vor hovedwühler, gæstgiver og deputeret borger Cordes, en lübecker af fødsel, har anlagt sag imod ham og ladet ham fængsle. Dette har gjort alle hans tro tilhængere modløse, men ved ikke hvad man skal sige dertil, og dr. Jæger vover ikke engang at referere dette faktum til "Altona Merkur" (Dvk)

Ribe Stifts-Tidende, 27. oktober 1851.

Eckernförde.

Veie i Storehedinge. (Efterskrift til Politivennen)

Storehedinge. I "Kjøge Avis" Nr. 70 for d. A. læses en Annonce, overskreven "Episode af et Reiseliv", hvori omtales Storehedinge kjøbstads Gadebro og Veien til Bøgeskoven.

Hvad nu Gadebroen angaaer, saa er det vel en Sandhed, at den er meget slet; men naar der spørges, hvorledes Autoriteterne kunne tillade saadant, saa bør bemærkes, at der fra Autoriteternes Side er gjort alt muligt for at bevirke en bedre Gadebro. Byens Borgere ere hæderlige Mænd og loyale Undersaatter, som under krigen have bragt betydelige og liberale Offre; men de ere tillige, hvad en gammel Autor forlængst har bemærket, gode Agerdyrkere, men maadelige Borgere. De mangle nemlig Mod og Energi til at fremme ethvert nyt Foretagende, som koster Penge, de ere derhos ikke gaaet frem med Tiden.

Under saadanne Omstændigheder maatte det medføre endeel Vanskelighed, at faae Spørgsmaalet om en bedre Gadebro heldigen løst. Endelig er man kommen til det Resultat, at der skal optages et Laan af 5000 Rbd. til Gadebroens Reparation og at enhver Huuseier stal levere de fornødne Brosteen og det fornødne Brosand.

Det bør ei heller oversees, at det for en mindre By altid er betænkeligt at paadrage sig en Udgivt af 8 a 10,000 Rbd., og dobbelt betænkeligt for en By, som rimeligviis inden faa Aar imødegaaer Slangerups Skjebne, at forvandles til en Landsby.

Byen har nemlig ingensinde virket Noget for at forøge og fremme Handel og Næringsvejene, meget mere lod den i Aaret 1847 Lejligheden gaae bort i til at forvandle Byens gamle Lade- og Losse-Plads ved Rødvig Skandse til en ypperlig Havn. I den Anledning gik endog et Par Borgere om, Huus for Huus, og gjorde deres Medborgere viis paa, at det foreslaaede Havneanlæg kun var til Fordeel for en Kjøbmand , der alt havde et Pakhuus ved Rødvig Skandse, og at Borgerne, ved at entrere paa samme, ville aabne Byfogden Leilighed til at sælge deres Huuse.

Da nu Borgerne ikke vilde fremme Havneanlæget, er det rimeligt, at Omegnens Bønder, som i sin Tid paabegyndte den Skibsbro, der nu findes ved Rødvig, ville forene sig med nogle enkelte indsigtsfulde Mænd og see Havneanlægget bragt i Stand, og da vil ved Rødvig Skandse opstaae et nyt Frederikssund. Thi det er neppe tænkeligt, at man vil fremdeles tilsidesætte hele Omegnene Tarv, for at conservere en By som Kjøbstad, der ikke selv har gjort noget Skridt til at fremme dens Opkomst. Og vist er det, at fra den Tid en Kjøbmand nedsætter sig ved Rødvig Skandse, kan Storehedinge regne sin Undergang som Kjøbstad.

Hvad det omhandlede Veisyn angaaer, da var samme kun indskrænket til Storehedinge Landsogn, og maa Veien til Bøgeskoven, for dette Sogns Vedkommende, ansees at være i temmelig god Stand. De omhandlede store Steen laae derimod paa Holtug Sogns Andeel af Bøgeskovsveien, hvilken Vei just staaer under Reparation, og kan saaledes ikke i være god at passere.

At Veiene omkring Storehedinge ere mindre gode, ligger ikke i at Vedkommende ere blinde, men deels i Egnens store Mangel paa Veimaterialier og deels i, at ethvert Forsøg at forskaffe sig Adgang til Klinten under Giersløv Strand, hvor Veifyld i stor Mængde findes, har været uopnaaelig. Derhos har Frdng. af 13de August 1841 §17 og Cancelli- Resolution af 5te Decbr. 1845 , hvorved Politimesterens Myndighed er indskrænket, neppe virket gavnligt paa de offentlige Biveie. 1=14/0.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 24. september 1851).

Slesvig, September 1851. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Angel skrives i Aabenraaer Ugeblad: For kort tid siden fandt en bonde på at fremsætte maden for sine soldater på tallerkener hvorpå stod "Schleswigholstein meerumschlungen", og da soldaterne slog dem i stykker, fremkom han med andre, med indskriften "Es kann ja nicht immer so bleiben". Ked af disse drillerier klagede soldaterne til løjtnanten som gik hen til bonden, men fik det impertinente svar hvor der stod skrevet i loven at soldaterne skulle have deres mad på hvide tallerkener. Fortsat uartighed mod officeren fremkaldte en undersøgelse der endte med at den civile øvrighed dømte bonden til 3 gange 5 dage vand og brød.

Ribe Stifts-Tidende, 9. september 1851

Over sommeren indrulleredes 1.200 af de slesvig-holstenske soldater - formentlig stærkt mod deres vilje og sindelag - i den danske hær og flyttet til København så de var så langt væk fra Slesvig som muligt:

De udskrevne slesvigere som er ankommet itl København og hvoraf som bekendt en meget stor del har tjent i insurgentarmeen, har endnu hidtil vist en eksemplarisk opførsel, lydighed og orden. Det fortælles at da de skulle aflægge faneeden, skulle enkelte af dem have ytret betænkelighed derved ved at erklære at de før deres afrejse fra Sydslesvig "havde givet håndslag på at møde i Rendsborg såsnart opfordring skete", men da de blev gjort opmærksom på at det kun var forrædere mod konge og fædreland der havde afkrævet dem et sådant håndslag, afsagde de uden videre eden. Det hedder også at sydslesvigerne i begyndelsen ikke kunne forstå det danske kommandos, men da dette noget langsomt og tydeligt samt flere gange blev gentaget for dem, fattede de det med temmelig lethed. - Antallet af de udskrevne slesvigere der kommer til at garnisonere i København, vil beløbe sig til omtrent 1.200 (Flp).

Ribe Stifts-Tidende, 12. september 1851.

Flere artikler berettede om den stærke aversion mod tilstedeværelsen af de danske soldater der ofte oven i købet opførte sig temmelig arrogant over for sydslesvigerne, hvilket aviserne syntes var helt i orden at de gjorde. Især hvis det var når de anvendte den slesvig-holstenske fane og sangen "Schleswig-Holstein meerumschlungen".

Civilbestyrelsen i Holsten har ved opslagne plakater på gadehjørnerne i Kiel måttet gøre et nyt forsøg på at beskytte danske officerer mod fornærmelser og forhånelser på offentlig gade. Anledningen hertil skal være at major Neergaard og løjtnant Eibe som opholder sig i Kiel hos general Bardenfleth, forleden red gennem byen til Eckernförde og ventre tilbage og aftenen og ved denne lejlighed blev forfulgt af gadedrengene med hujen og piben. (Fdl.)

Ribe Stifts-Tidende, 15. september 1851.

Opdragelsesanstalten paa Holsteinsminde. (Efterskrift til Politivennen)

Opdragelsesanstalten paa Holsteinsminde. Denne Opdragelsesanstalt var først anlagt paa Hovedgaarden Fiurendal, af Hr. Lehnsgreve Kammerherre Fr. A. v. Holstein til Holsteinborg, og begyndt af undertegnede Bestyrer, i Foraaret 1833. Dens Formaal har bestandig været at virke som en god Landboanstalt for saadanne fattige Børns Opdragelse, som enten savne deres Forældre, eller mangle et godt Hjem, hvori deres Aands- og Legemskræfter kunne udvikles til Guds Ære og til Gavn for dem selv og deres Fædreland. Det ligger i Opdragelsens Natur, at en saadan Anstalt før den tidlige, eller uconfirmerede Alder maa have sin egen Underviisning, eller Huusskole, hvis ikke Børnene, i det mindste paa Veien til og fra Skolen, skulle være udsatte for den Fordærvelse, som det er Husets Opgave at bevare dem fra og vi have derfor i det forløbne Tidsrum af 18 Aar bestandig holdt vor egen private Skoleunderviisning for Børnene, omtrent 5 til 6 Timer daglig hele Aaret igjennem. Ved Siden af denne Underviisning, som Skoleanordningerne forlange, anføres Børnene i andre 5 - 6 Timer daglig, ligelig fordeelte paa Formiddag og Eftermiddag, til saadanne Arbeider, som Huset giver Anledning til ved dets Industri, Kjøkken, Qvægrøgt,  Avlsbrug, Havevæsen og Haandværker, saaledes, at det ikke er Hovedsagen derved at benytte Børnenes Arbeide, men at opdrage dem til Virksomhed, Orden og Lydighed, for at de i Fremtiden ved egne Hænders Arbeide kunne vorde istand til selv at fortjene deres Brød, i den Retning) hvortil Naturen har givet dem Anlæg og Kræfter. Efter Confirmationen pleie Drengebørnene at forblive her i Tjeneste eller Lære, i et eller flere Aar, hver efter den Bestemmelse, som vedkommende Forsorgere have taget, og Institutet giver efter Barnets Confirmation Kost og Løn efter Skik og Brug, og efter det Arbeidea Beskaffenhed, den Unge har valgt sig. Pigebørnene søge vi derimod anbragte efter Confirmationen i andre Huse, hvor man vil antage sig deres videre Uddannelse og Oplærelse.

K. Hansen Reistrup (1896): Det gamle Holsteinsborg set fra haven. Fra artiklen "Holsteinsminde" I: Hver 8. dag: Illustreret Ugeblad (1896). I artiklen findes yderligere 3 illustrationer som nok er noget nyere. 

Den ædle Stifter afgik ved Døden i Foraaret 1830, og da Institutet ved hans Bortgang ikke var i Besiddelse af nogen Capital, som dog var forneden til dets Virksomhed, saa maatte det vedblive, fem fra Begyndelsen, at stole paa de velvillige, private Bidrag, hvormed baade Konge og Folk understøttede det, og vi havde saaledes det Held i Aarene 1836-39 at kunne opdrage og undervise hvert Aar et Antal af 32 til 40 fattige Børn, uden at forlange mere, end 30 Rbd. for hvert Barn aarlig, samt et Indskud ved Barnets Modtagelse af 30 Rbd. Imidlertid viste det sig mere og mere, at det Havebrug og de Haandværker, hvortil Stiftelsen støttede sig paa Fiurendal, vare mindre tilstrækkelige, da den savnede et passende Agerbrug, og da en af Universitetets Arvefæstegaarde i Egnen ved Nestved blev tilfals i Efteraaret 1839, saa skjænkede Enkegrevinde Holstein 4000 Rbd., og nuværende Lehnsgreve v. Holstein til Holsteinborg 2000 Rbd., for at Opdragelsesanstalten kunde komme i Besiddelse af sin egen selvstændige Eiendom. Arvefæstet paa Gaarden kjøbtes for 11,000 Rbd., og de resterende 5000 Rbd. tilveiebragtes ved et Laan af Nationalbanken, med 1ste Prioritet i Eiendommen. Denne Landeiendom, der for kaldtes "Hjortholm med underliggende Skovgaard" fik ved Kongelig Bevilling Navnet "Holsteinsminde"; men inden den kunde svare til sin ny Bestemmelse maatte Gaarden istandsættes og forsynes med endeel nye Bygninger, Besætning o. s. v., der ialt beløb sig til omtrent 7000 Rbd. , hvilken Sum blev dækket, deels ved nye Laan, deels ved milde Gaver af Institutets Velyndere. Senere er Forbedringen af Bygninger og Avlsvæsen fortsat, saa at vi kunne ansætte Institutets Eiendom til nærværende Tid for at være af omtrent 30,000 Rbd., Værdi, medens Gjælden kun er 9000 Rbd., og der kan altsaa virkes for fattige Børns Opdragelse og Underviisning med en Formue af omtrent 20,000 Rbd. , der er at regne for k00 Rbd. aarlig ; og endskjøndt Holsteinsminde, som Landeiendom med 180 Tdr. Land, maa svare aarligt i Skatter og Communeafgifter omtrent 400 Rbd., i Tiende omtrent 60 Rbd. og i Landgilde til Universitetet omtrent 140 Rbd., saa mener jeg dog, at Stiftelsen har Nytte af sin Eiendom for de nævnte 800 Rbd. om Aaret, foruden de pædagogiske Fordele, det starfer, at kunne drive sit eget Landvæsen. De aarlige Udgifter, der hvile paa Stiftelsen, som Opdragelsesanstalt betragtet, ere: Bygningernes Vedligeholdelse 150 Rbd.; Skoleundervisning med tilhørende Apparat 250 Rbd., Husets Bestyrelse, Børnenes Opdragelse, og det dertil fornødne Tjeneste tyende: 600 Rbd.; ialt 1000 Rbd. aarlig Udgift paa en Opdragelsesanstalt , der er beregnet til omtrent 60 Børn. At den paa Holsteinsminde værende Anstalt, hvis Børneantal i de senere Aar kun har været henved 30, ikke har været i den heldigste Stilling med Hensyn til disse aarlige Udgifter, vil let indsees. da saadanne Udgifter ikke formindskes, hvor faa Elever her end er. Desuden beregnes hvert Barns Kost til 40 Rbd., dets Klæder, Linned, Vask og Fodtøi til 20 Rbd. aarlig. Vi have derfor i de sidste Aar forlangt 60 Rbd. for hvert Barn i aarlig Contingent, medens der indtil Aaret 1848 i Almindelighed kun blev betalt 60 Rbd. det første Aar, og siden 30 eller 40 Rbd., indtil Barnet blev konfirmeret; men senere, da Krigen tog saa meget den private Velgjørenhed, Beslag, maatte vi holde stærkere paa de 60 Rbd. Der findes for Øieblikket een Elev, for hvem der betales 30 Rbd. om Aaret; 9 der betale 40 Rbd.; een betaler 50 Rbd. og 13 give 60 Rbd. Foruden disse 24 Børn er her 9 Confirmerede, tildeels i Tjenesteforhold. Det vil altid være i Stiftelsens Interesse at kunne nedsætte Betalingen for fattigt, velartede Børn, i samme Forhold, som der gives os Midler i Hænde til at gjøre Vel med imod Børnene; og da Rigsdagen ved sidste Samling bevilgede Institutet en Understøttelse af 1000 Rbd., saa ville vi ikke tøve med igjen at bestemme den aarlige Betaling for de Børn, som Fattigvæsener eller uformuende Forsørgere ville indsætte her, til 60 Rbd. for det første Aar, og siden 40 Rbd. aarlig. Lavere tør vi endnu ikke gaae ned, men haabe at naae igjen til de oprindelige 30 Rbd., efterhaanden som Stiftelsen forbedres i landoeconomisk Henseende, og er nogenlunde sikker paa det aarlige Tilskud, vi behøve.

Børnenes Haandkraft søge vi at anvende paa bedste Maade til deres egen Oplærelse og Husets Gavn. Pigebørnene forfærdige saaledes Alt, hvad der bruges i Huset af Strømper, Linnedsyning, deres egne Klæder; de lære at spinde, sye Navn :c. og tage Deel i Vask og Reengjøren. Drengene arbeide i Mark og Have, eller gjøre de Smaatjenester i Værkstederne, som de i den unge Alder kunne bruges til; men vort Institut er intet blot Arbeidshuus, ei heller bruge vi Børnene til saadanne eensformige Forretninger, der ofte fra Fortjenestens Side kunne være fordeelagtige, i samme Forhold som de sløve Aanden, og ødelægge Barnets Legeme. Derfor, og fordi vi selv holde Skole, kunne vi heller ikke tage imod Børn for saa lav en Betaling som de ellers udsættes i Pleie for, men vi haabe, at der altid vil findes skjønsomme Folk, der indsee, at 40 Rbd. ikke er meget, naar Talen er om et Barns virkelige Forsørgelse. Hvad der dernæst ofte gjør et Barns Opdragelse og Undervisning byrdefuld, og dermed kostbar, er, naar det i een eller anden Retning kan være mindre begavet af Naturen, saa at det behøver særlig Pleie. Underviisning og Tilsyn. I saadanne Tilfælde pleier man at kalde det fattige Barn "moralsk fordærvet" og som saadan helst at see det overgivet til Justiliens Pleie, eller til en eller anden sammensat Forening, der mener at kunne staae det stakkels huusvilde Barn i Forældres Sted. At jeg med Rette maa være imod en saadan Fordom i Folket, der skader sig en Classe iblandt Børnene, som de kalde "moralsk Fordærvede" eller et andet afstikkende Navn, er ikke sært, da ingen god Fader eller Moder, de være nok saa uheldige i at kunne opdrage deres egne Børn, vilde tillade, at disse bleve betegnede med et sligt Øgenavn. Andre Benævnelser som "forladte, forsømte, forvildede" gjør ikke Sagen stort bedre; de stille den i et falsk Lys, idet de gjøre en egen Classe af de Børn, der savne et godt huusligt Tilhold. Hvad den "moralske Fordærvelse" selv angaaer, da kan vist Ingen nægte, at den er ligesaa vidtd udbredt, om end i forskjellig Skikkelse, iblandt de Rige, som iblandt de Fattige; altsaa er det Uret, om vi ville afsondre nogle fattige Børn fra andre Børn i det menneskelige Samfund, hvori de maae opvoxe med hverandre til Guds Ære, og i Tiden vinde den Kraft hos dem selv, og den Tillid hos Andre, der er fornøden i alle Livets Stillinger, for at bevare dem fra al Fordærvelse. Man kunde fristes til at troe, at de, der give saadanne Opdragelsesanstalter stærkt betegnende Navne som: "Redningshuse, Anstalter for moralsk Fordærvede, Forvildede" etc. maatte søge den Ære, der findes ved at have udrettet noget sjeldent, noget Udmærket, som er skikket til at gjøre Opsigt i Verden; men vi vide, at enkelte sande Menneskevenner, som ikke have et saadant Maal for Øie, have valgt hine Navne, for at vække Deeltagelse for et almeennyttigt Værk, uden at betænke, hvad der tabtes for den Unge. En Opdragelsesanstalt er i det Hele ikke skikket til at gjøre Opsigt med; den trives bedst under en stille, huuslig Virksomhed, og jo flere Overordnede, der under Navn af Directeurer og Inspecerende osv. skulle have deres Stemme med, jo daarligere gaaer det gjerne, og jo mere adspredes den Kjærlighed, Flid og Eenfoldighed hos Børnene, som det er Opdragelsens Øiemed at samle og bevare i hvert Barnehjerte. Endnu eet maa jeg anføre imod vor Tids stræben efter at faae "moralsk fordærvede" Børn samlede i visse Huse, som i en Slags Tugthuse, at jeg mener, det er imod vor Lovgivnings Aand, der sætter en bestemt Alder for Tilregneligheden, om "Menneskevennerne" paa egen Haand saaledes ville "frelse" de Børn for den Fordærvelse, de kunne være udsatte for, ved at give det stakkels Barn et Skudsmaal, der er indfattet i det "Uqvemsord" som de uden Lov og Dom paahefte det, og som muligt udsætter det for større moralsk Fordærvelse, end den kunde være, der laae i dets Armod, og dets nødlidende Tilstand under Barndommens utilregnelige Alder. Mine Bestræbelser, siden jeg i Aaret 1832 fandt Gehør hos denne Opdragelsesanstalts ædle Stifter, have altid gaaet ud paa, at Stiftelsen maatte beholde det Præg, som fra dens allerførste Begyndelse var paatænkt: at være et christeligt Huus, der under "kellenbergske Former" stræbte at give de Børn, der savnede anden huuslig Tilflugt, en god Opdragelse; men da mine Bestræbelser undertiden have været misforstaaede, som om jeg var afvegen fra første Formaal, saa har jeg ikke villet undlade ved denne Leilighed at minde om, at dette ikke er skeet, og jeg tør fremdeles anbefale Stiftelsen til de Folks kjærlige Deeltagelse, som ikke ringeagte det fattige Barns Nød, om endog det ofte gaaer med Barnet, som med os alle, at det sattes meget i den Roes, det burde have i Gud. 

I Aaret 1850 er indtraadt 10 Elever i Stiftelsen, og 7 bleve confirmerede. Ved Aarets Slutning var der ialt 29 Uconfirmerede og 4 Confirmerede. De sidste tjene for Kost og Løn, eller ere i Lære. I hele tidsrummet fra Mai 1833 til Nytaar 1851, har Institutet været benyttet af 165 Elever, nemlig 59 Pigebørn og 106 Drenge. - Af Gaver og aarlige Bidrag til Stiftelsen er i Aaret 1850 indkommen 981 Rbd. 1 Mk. 13 sk., og i Contingent af Børnenes Forsørgere 1375 Rbd. 1 Mk. - Hvad der om Stiftelsens Virksomhed i den forgangne Tid kunne offentliggjøres, har jeg skrevet i "Efterretninger om Opdragelsesanstalten paa Holsteinsminde, Kbhvn. 1847" og i "Opdragelsesanstalten paa Holsteinsminde, Nestved 1850" - der begge sælges hos Hr. Boghandler Ditlevsen i Kbhvn., den første for 1 Mk, og den anden for 12 sk., til Fordeel for Stiftelsen.

Holsteinsminde, pr. Nestved, den 20de August 1851.

Stephansen.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 6. september 1851, 2. udgave)

I Tidsskrift for Landoekonomie, 1848 findes "Efterretninger om Opdragelsesanstalten paa Holsteinsminde", side 342-357 af Stephansen .

Anstaltens første hjemsted var Fiurendal. I 1836 købtes en bondegård i Flakkebjerg ved Slagelse. På hjemmesiden Hjortholm historie i resumerede glimt er et kort resume af anstaltens historie. Holsteins minde blev ramt af brand i 1851 efter en drengs leg med tændstikker. Året efter genopførtes bygningerne. Anstaltens nuværende adresse er Næstved Landevej 20, 4250 Fuglebjerg.

De nedenstående illustrationer af Hansen Reistrup er fra et halvt århundrede efter artiklens tilblivelse, og var publiceret i "Hver 8. dag.":

Arbeids- og Opholdsstue i "Det lille Hjem".

Instituttets Kjøkken i "Det store Hjem".

Drengene arbeide i deres Haver.

Slesvig August 1851. (Efterskrift til Politivennen).

Over sommeren og ind i efteråret 1851 bragte aviserne nyheder om sammenstød mellem de danske tropper og civilbefolkningen. Fx. blev slaget ved Isted af de dansksindede i Slesvig fejret med stor bravour, mens slesvig-holstenerne flere steder boycottede festlighederne eller afholdt sørgehøjtideligheder, fx i Eckernförde:

I går hedder det under 26. juni fra Eckernförde, har de danske under major Vett her i byen også fejret slaget ved Isted med en forlystelse i beværtningsstedet Grazholtz's Skov, en fjerdingvej herfra, da ingen vært i Eckerförde ville indlade sig derpå. Kl. 8 om morgenen holdtes der stor parade på engen, men der indfandt sig ingen tilskuere, derimod var i alle huse med få undtagelse, vinduesskodderne lukket eller gardinerne nedrullet. Hos købmændene så man i det højeste sørgeklæder eller sorte og hvide bånd. På gaderne var alt stille og dødt. De piger og børn som lod sig se, var sortklædte. Op ad formiddagen gik der underofficerer langs ad gaden og noterede husenes numre, siden kom der også en officer som opskrev indbyggernes navne. Kl. 2 udstedte politimester Langheim den befaling at der skulle åbnes for vinduer og butikker. Dette skete kun meget sparsomt. For da de danske kl. 3 drog fra plejehuset med musik gennem og ud af byen, var gardinerne endnu nede i næsten alle vinduer og intet menneske at se på gaden.

Mens Kjøbenhavnsposten efterhånden ophørte med sådanne notitser, fortsatte Ribe Stifts-Tidende, synlig forarget over slesvig-holstenernes adfærd mod danskerne. Notitserne giver indtryk af en befolknings passive og aktive modstand mod en besættelsesmagt:

RIbe Stifts-Tidende, 4. august 1851.

Natten mellem den 17. og 18. dennes er i Hollingsted passert en historie som nok så meget lærer at de slesvig-holstenske oprørere må bevogtes. Bønderne havde nemlig foranstaltet en danseforlystelse i gæstgivergården hvori også det der liggende detachement infanteri, 12 mand to del. Hen på aftenen begyndte nogle tilstedeværende indkaldte der havde tjent i insurgentarmeen, at pukke med at de ikke ville stille sig til tjeneste hos de danske, og prøvede i det hele at chikanere de danske soldater der søge at undgå alt spektakel på alle måder. Dette førte omsider til håndgribeligheder. Bønderne to borde, stole etc. og kastede dem efter soldaterne som kun var få og kun bevæbnede med sabelen, hvorfor de måtte trække sig tilbage for overmagten. Imidlertid kom sognefogden til og forbød dansen. Bønderne flokkede sig nu sammen og drog, omtrent 100 mand stærke, bevæbnede med forke etc. imod soldaterne der var trådt under våben. Den kommanderende sergents opfordring til bønderne at gå hjem, blev besvaret med piben og stenkast, hvorfor detachementet rykkede frem med fældet bajonet. Nogle bønder blev sårede, dog uden at klyngen endnu adskiltes. Der blev derfor givet en skarp salve hen over deres hoveder. Dette hjalp, enhver løb til sit. En af soldaterne skal have fået et hug i hovedet af en spade, en anden er såret af stenkast. I går indbragtes hertil 7 arrestanter som til dels var sårede. Nogle af urostifterne skulle være knebne ud. Vi tvivler ikke på at den herover anstillede undersøgelse vil lede til at de skyldige bliver opdaget og anset med den velfortjente straf. (Freja).

Ribe Stifts-Tidende, 29. august 1851.

En af de mange udgaver af P. C. Skovgaards"Statsskibet": Ministeriet Bluhme ("Januarministeriet"). Januar 1852 - april 1853. "Besætningen" bestod af premierminister og udenrigsminister: C.A. Bluhme, finansminister: W.C.E. Sponneck, indenrigsminister: P.G. Bang, justitsminister: A.W. Scheel, minister for Kirke- og Undervisningsvæsenet: P.G. Bang til 3. juni 1852, derefter C.F. Simony, krigsminister: C.F. Hansen, marineminister: St.A. Bille, minister for Slesvig: C. Moltke og minister for Holsten og Lauenborg: H.A. Reventlow-Criminil. Tegningen er også blevet brugt i andre, senere sammenhænge. (Det kongelige Bibliotek).