Slagsmaal mellem tydske og danske. (Efterskrift til Politivennen)

(Uddrag af et brev fra Sydslesvig). Eybye den 4. november. Her er i øvrigt intet nyt når undtages at der har været et slagsmål i en by her i nærheden som hedder Borgvedel hvor der blev afholdt et gilde og hvortil over 100 mennesker var forsamlet. 6 mand af mit kantonnement fik i sinde at gå derind, men de tysksindede syntes ikke godt om det besøg og råbte: Die Dänen heraus! og begyndte at slå løs på dragonerne med stole og andre genstande. Dragonerne lod sig ikke forskrække, men slog således for sig at hele selskabet retirerede gennem vinduer og døre. Dagen efter var sognefogden og værten hos mig for at afgive forklaring om sagens sande sammenhæng, hvilken fuldkommen stemte overens med dragonernes. Begge roste de dragonernes tapre færd, men beklagede at de måtte selv med ud af vinduerne. (Nestv. Av.).

Ribe Stifts-Tidende, 18. november 1851.

Ladegaardsarbejder idømt Vand og Brød. (Efterskrift til Politivennen)

Fabriksarbejder paa Ladegaarden Frdr. Aug. Olsen var Søndagen den  3die August d. A. med Tilladelse udgaaet fra Anstalten, og efterat han med Fabrikarbeider Muhl havde varet inde paa 2 a 3 Værtshuse, indfandt de sig endelig i den af Ladegaardens Befolkning saa yndede "Dandsekjelder" paa Blaagaardsveien, hvor Muhl snart mærkede, at han ikke kunde taale mere , hvorfor han begav sig bort og faldt isøvn paa Marken. Olsen fik imidlertid en Pægel, men drak heraf kun en ringe Deel. Han vilde nu af Høker Rasmussen have Tilladelse til at gaae igjennem Disken hen til en anden Fabrikarbeider, der sad inde i Rasmussens Stue, men da dette blev ham nægtet, begyndte han herover at raabe og skrige, samt teede sig som et galt Mennesie. Medens han, siddende paa Gulvet, opførte sig saaledes, kom Politibetjent Hertz tilstede for at styre ham tilfreds, men idet Olsen nævnede Betjenten ved Navn, som derhos havde sit Skilt fremme, yttrede han: "jeg bryder mig ikke om Politiet " og at han blæste Politiet Noget, og foer ind paa Hertz, samt lagde sin Haand paa ham og truede med at ville slaae ham ihjel. Da han derefter blev ført ind til Byen i Politiarresten, udskjældte han her en af Arrestvagterne for en "Tyveknægt" og en anden for en "Skurekarl". Arrestanten har vel, under Paaskud af, at han ved den omhandlede Leilighed var aldeles drukken, benegtet at kunne mindes det Passerede, men efter hvad der desangaaende under Sagen blev oplyst, kunde det ikke antages, at han havde været i den Grad beruset, at hans Tilstand maatte udelukke Tilregnelighed. Da den af Arrestanten udviste Adfærd, med Undtagelse af hans Trudsel med at ville slaae Betjenten ihjel, hvorom der ikke tilveiebragtes fuldstændigt Beviis, var sat udenfor Tvivl ved Politibetjentens og Arrestvægternes, som og ved Høker Rasmussens og 2de tilstedeværende Snedkersvendes aflagte edelige Forklaringer herom, blev Arrestanten, der forhen oftere var straffet, ved Criminal- og Politirettens Dom af 22de Novbr. herfor anseet efter Frdn. 4de Octbr. 1833 § 16 og Lovgivningens Grundsætninger med en Straf, der bestemtes til 4 Gange 5 Dages Fængsel paa Vand og Brød.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 29. november 1851, 2. udgave).

Fredsforstyrrende Adfærd under Liigbegængelse paa det mosaiske Troessamfunds Kirkegaard. (Efterskrift til Politivennen)

Fredsforstyrrende Adfærd under Liigbegængelse paa det mosaiske Troessamfunds Kirkegaard. For det nævnte Forhold tiltaltes under en den 25de Octbr. af Criminalretten paadømt Justitssag, Joseph Perlstein, ved hvis egen Tilstaaelse og de afhørte Vidners Forklaringer Følgende blev oplyst. Da Talmudist Gerson Nathan den 27de Decbr. f. A. begravedes paa den ovennævnte Kirkegaard og Liget, efterat Præsten ved det mosaiske Troessamfund Dr. Wolff i det paa Kirkegaarden værende Capel havde holdt en Tale over den Afdøde, var bragt hen til Graven og nedsænket i samme, begyndte Tiltalte, førend Præsten havde foretaget Jordpaakastelsen, at kaste Jord ned i Graven. Dette syntes at være standset et Øjeblik derved at en Tilstedeværende betydede han det urigtige heri, samt da Tiltalte ikke ændsede dette, fratog ham Spaden. Præsten havde imidlertid begyndt Jordpaakastelsen under Fremsigelsen af nogle af ham ved saadan Lejlighed sædvanllgt benyttede Ord, men han endnu havde fuldendt denne, havde Tiltalte grebet en anden Spade, med hvilken han paany kastede Jord ned i Graven, og det paa samme Maade som naar en Graverkarl kaster en Grav til, og brugte han i Anledning af de Tilstedeværendes Advarsler flere høirøstede Yttringer, saasom: at han ikke vilde tillade slige hedenske Skikke, nemlig Jordpaakastelse ved Præsten, o. s. v. Tiltaltes Adfærd virkede saa forstyrrende at Præsten ikke sattes istand til at tilveiebringe den ved den stedfundne Uorden afbrudte Handling førend Spaden anden Gang var Tiltalte fravristet og han med Magt trængt tilside.

For det af Tiltalte saaledes udviste Forhold, hvorved han tilsigtede en imod den af Dr. Wolff brugte Fremgangsmaade rettet Iværksættelse af hvad der efter hans Anskuelse skulde ifølge den mosaiske Religions Grundsætninger iagttages ved Begravelse (Tiltalte har i denne Henseende forklaret, at han ikke ved sin Handling antog at have fornærmet Dr. Wolff, da han ikke kunde erkjende, at Præsten var tilstede paa Embedsvegne, hvilket denne efter de jødiske Skikke ikke kunde være, fordi Præsten som saadan Intet har med Begravelsen at gjøre, hvorimod Dr. Wolff efter hans Anskuelse ikkun var tilstede som privat Mand, og i saa Fald begik han ikke noget Ulovligt ved paa samme Tid som Præsten at kaste Jord paa, hvorimod han netop vilde have overtraadt en Pligt ved at undlade det, da den orthodoxe jødiske Ritus, hvilken han hylder, paalægger enhver Jøde ikke at staae tilbage i Opfyldelsen af sine Pligter mod den Afdøde, hvoriblandt Jordpaakastelsen; den af Dr. Wolff brugte Fremgangsmaade erkjendte han vel at være overeensstemmende med den nyere Jødedoms Grundsætninger, men da disse staa i Strid med de af ham hyldede, ansaae han sig forpligtet til at bekæmpe dem), blev han ved Rettens Dom anseet med en efter Lovgivningens Analogilempet arbitrair Straf, der bestemtes til en Mulct af 50 Rbd., som tilfalder Kjøbenhavns Fattigvæsens Hovedkasse, hvorhos han tilpligtedes at betale Actionens Omkostninger, hvoriblandt Salair til Actor og Defensor, Prøveprocurator Raasløff og Procurator Larsen, 5 Rbd. til hver.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 5. november 1851, 2. udgave).

Fotograf Thorvald William Hammeron: Lotterikollektør Joseph Perlstein (1822 eller 1823-1889) og Helene Perlstein, f. Levy (1826-1901). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Joseph Perlstein stod bag en åben henvendelse til dr. Wolff (se Kjøbenhavns Adressecomptoirs Efterretninger 24. april 1855) i hvilket han sammen "med flere" spurgte hvorfor Wolff aflagde sit ridderkors i et sideværelse i synagogens, mens han fx ved brylluppoer og på kirkegården ikke gjorde. I Morgenposten den 5. maj 1855 blev artiklen på en meget voldsom måde imødegået. 

Lotterikollektør Moses Levy der i 1853 havde oprettet en synagoge i Læderstræde Nr. 24, havde bestemt at efter hans og hans hustrus død skulle hans datter Helene eller hendes mand Joseph Perlstein være inspektør for kirken og have den dertil hørende Fribolig.

Slesvig og Slesvigere, Oktober 1851. (Efterskrift til Politivennen)

Sydslesvigerne ved de københavnske bataljoner viser vel en upåklagelige opførsel, men at de ikke er tilfredse med deres ophold her, kan man dog godt skønne, og mange af dem lægger heller ikke dølgsmål på det. Ved et underligt tilfælde har kaptajn Kühle af 7. bataljon netop fået ved sit kompagni de insurgenter som var med at storme den af ham kommanderede skanse under stormen på Friedrichsstadt den 4. oktober 1850. Ved at omtale denne mærkværdige storm vil vi tilføje at ifølge et nyligt udkommet skrift af den forrige kommandør for det slesvig-holstenske artilleri, "eks-generalmajor" som han kalder sig, v. Wissel, udgjorde slesvig-holstenernes styrke 14 bataljoner og 60 kanoner, alle af svært kaliber, deriblandt 84-pundigere. Derimod havde vi at sætte 6 stykker 6 pundige kanoner og 10 kompagnier hvis styrke vi fra den pålideligste kilde ved ikke var over 2.000 mand. Men selv Wissel der for resten ingenlunde viser sig som upartisk, siger: "Die Vertheididung der Dänen war musterhaft." (Loll. Falst. T.).

Ribe Stifts-Tidende, 3. oktober 1851.

Her i byen, skrives fra Eckernförde, hersker stor skræk og forbavselse blandt Wühlerne, for tænk Dem engang, ikke alene er skolelærer Bendixen der har tjent i den "totesmüthige" arme og som alle tider har vist sig som en mand af ægte slesvig-holstenske tænke- og handlemåde, blevet forbudt at give undervisning, såvel offentligt som privat. Da han i forhøret skal have svaret amtmanden at han af fuld overbevisning havde fulgt den slesvig-holstenske fane, og hvis oprøret igen begyndte, atter ville gribe til våben mod Danmark. Men amtmand Davids har endog vovet at tage fat på vor hovedwühler, gæstgiver og deputeret borger Cordes, en lübecker af fødsel, har anlagt sag imod ham og ladet ham fængsle. Dette har gjort alle hans tro tilhængere modløse, men ved ikke hvad man skal sige dertil, og dr. Jæger vover ikke engang at referere dette faktum til "Altona Merkur" (Dvk)

Ribe Stifts-Tidende, 27. oktober 1851.

Eckernförde.

Veie i Storehedinge. (Efterskrift til Politivennen)

Storehedinge. I "Kjøge Avis" Nr. 70 for d. A. læses en Annonce, overskreven "Episode af et Reiseliv", hvori omtales Storehedinge kjøbstads Gadebro og Veien til Bøgeskoven.

Hvad nu Gadebroen angaaer, saa er det vel en Sandhed, at den er meget slet; men naar der spørges, hvorledes Autoriteterne kunne tillade saadant, saa bør bemærkes, at der fra Autoriteternes Side er gjort alt muligt for at bevirke en bedre Gadebro. Byens Borgere ere hæderlige Mænd og loyale Undersaatter, som under krigen have bragt betydelige og liberale Offre; men de ere tillige, hvad en gammel Autor forlængst har bemærket, gode Agerdyrkere, men maadelige Borgere. De mangle nemlig Mod og Energi til at fremme ethvert nyt Foretagende, som koster Penge, de ere derhos ikke gaaet frem med Tiden.

Under saadanne Omstændigheder maatte det medføre endeel Vanskelighed, at faae Spørgsmaalet om en bedre Gadebro heldigen løst. Endelig er man kommen til det Resultat, at der skal optages et Laan af 5000 Rbd. til Gadebroens Reparation og at enhver Huuseier stal levere de fornødne Brosteen og det fornødne Brosand.

Det bør ei heller oversees, at det for en mindre By altid er betænkeligt at paadrage sig en Udgivt af 8 a 10,000 Rbd., og dobbelt betænkeligt for en By, som rimeligviis inden faa Aar imødegaaer Slangerups Skjebne, at forvandles til en Landsby.

Byen har nemlig ingensinde virket Noget for at forøge og fremme Handel og Næringsvejene, meget mere lod den i Aaret 1847 Lejligheden gaae bort i til at forvandle Byens gamle Lade- og Losse-Plads ved Rødvig Skandse til en ypperlig Havn. I den Anledning gik endog et Par Borgere om, Huus for Huus, og gjorde deres Medborgere viis paa, at det foreslaaede Havneanlæg kun var til Fordeel for en Kjøbmand , der alt havde et Pakhuus ved Rødvig Skandse, og at Borgerne, ved at entrere paa samme, ville aabne Byfogden Leilighed til at sælge deres Huuse.

Da nu Borgerne ikke vilde fremme Havneanlæget, er det rimeligt, at Omegnens Bønder, som i sin Tid paabegyndte den Skibsbro, der nu findes ved Rødvig, ville forene sig med nogle enkelte indsigtsfulde Mænd og see Havneanlægget bragt i Stand, og da vil ved Rødvig Skandse opstaae et nyt Frederikssund. Thi det er neppe tænkeligt, at man vil fremdeles tilsidesætte hele Omegnene Tarv, for at conservere en By som Kjøbstad, der ikke selv har gjort noget Skridt til at fremme dens Opkomst. Og vist er det, at fra den Tid en Kjøbmand nedsætter sig ved Rødvig Skandse, kan Storehedinge regne sin Undergang som Kjøbstad.

Hvad det omhandlede Veisyn angaaer, da var samme kun indskrænket til Storehedinge Landsogn, og maa Veien til Bøgeskoven, for dette Sogns Vedkommende, ansees at være i temmelig god Stand. De omhandlede store Steen laae derimod paa Holtug Sogns Andeel af Bøgeskovsveien, hvilken Vei just staaer under Reparation, og kan saaledes ikke i være god at passere.

At Veiene omkring Storehedinge ere mindre gode, ligger ikke i at Vedkommende ere blinde, men deels i Egnens store Mangel paa Veimaterialier og deels i, at ethvert Forsøg at forskaffe sig Adgang til Klinten under Giersløv Strand, hvor Veifyld i stor Mængde findes, har været uopnaaelig. Derhos har Frdng. af 13de August 1841 §17 og Cancelli- Resolution af 5te Decbr. 1845 , hvorved Politimesterens Myndighed er indskrænket, neppe virket gavnligt paa de offentlige Biveie. 1=14/0.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 24. september 1851).