Stændervalg i Slesvig-Holsten. (Efterskrift til Politivennen)

Ved stændervalget i Slesvig og Holsten havde kun grundejere eller medejere af grundejendom valgbarhedsret. Efter valget blev derfor Tillisch og Ravit kasseret af den kongelige kommissarius (geheimeråd Scheel). Førstnævnte fordi han hverken var grundejer eller bosiddende i Slesvig, sidstnævnte fordi hans medlemskab af et jernbaneselskab ikke var nok. 

Til den holstenske stænderforsamling blev derimod tidl. borgmester i Kiel og etatsråd Jensen valgt, fordi "Harmonien" havde overdraget ham selskabets ejendom. Den kongelige kommissarius gjorde indvendinger, men det blev afvist af forsamlingen  med 40 stemmer mod 4.

De fleste danske aviser med Fædrelandet i spidsen harcellerede over at Tillisch blev vraget, mens enkelte som Kjøbenhavnsposten anførte at hvis man mente det alvorligt med fællesforfatningen, så måtte den også tage resultatet af valget til efterretning, eller også forkaste fællesforfatningen.

Fra hertugdømmerne, 9. oktober. Det var en korrekt vurdering af vores situation, da jeg for nylig skrev til jer, at hertugdømmerne ikke havde opgivet noget af deres håb trods deres nederlag. De to stænderforsamlinger i Itzehoe og Flensborg giver allerede bevis for denne opfattelse. Grev C. Moltke gjorde store anstrengelser for at "sammensætte" den slesvigske stænderforsamling af "velmenende" elementer; Til dette formål lod han et stort antal vælgere fjerne fra listen, han vandt da også tre virile stemmer og i stedet for de tidligere oppositionelt indstillede ejere indsat tre andre godsejere, der helt tilhørte det danske regeringsparti, sæde og stemme i forsamlingen af ​​tildelte stater; og heller ikke tilfreds med det, forstod han at fjerne upopulære stænderforsamlingsmedlemmer ved at nægte at konfirmere dem eller give dem orlov, og indkaldte i stedet deputerede. På den måde har regeringen vundet mindst 9 stemmer, og hvis man lægger de 3 gejstlige medlemmer sammen, som regeringen har udpeget, er der vundet 12 stemmer - og dog er de første handlinger fra denne stænderforsamling afgjort oppositionelle. Men prof. dr. Schmidt blev valgt til præsident, men det afgørende motiv ved dette valg var intet andet end at udpege et medlem, der var lige så dygtig til både dansk og tysk, til at lede forhandlingerne og i overensstemmelse med den nyligt udstedte kongelige anordning tjene på begge sprog samtidig bør gennemføres. Derfor kan dette valg ikke tillægges samme vægt som næstformandens. Og dette faldt på et medlem, der altid har støttet det tyske parti fuldt ud. Den valgte, købmand Funcke i Flensborg, var tidligere russisk vicekonsul og blev fjernet fra sin stilling af den russiske regering i 1849 på vegne af den danske regering. I overensstemmelse med den slesvigske statsforsamling manifesterede den holstenske forsamling også sin sande etos ikke gennem valget af præsidenten, men af ​​vicepræsidenten. I det mindste kunne Itzehoer-forsamlingen ikke demonstrere sin karakter tydeligere end gennem valget af den afsatte advokat sr. Bargum i Kiel, der var formand for den tidligere Slesvig-Holstenske stænderforsamling fra 1848-1851. Et yderligere tegn på at der på trods af alle regeringens bestræbelser er en vis sammenhæng mellem de to stænderforsamlinger, er kassationen af ​​valget af Tillisch og Ravit. Tillisch var som bekendt dansk delegeret medlem af delstatsforsamlingen for Hertugdømmet Slesvig fra 1849 til 1951 og er i dag kabinetssekretær for kongen. Tillisch er dog en "Eiderdansker" og Ravit en "slesvig-holstener", men det slående er at begge forsamlinger tog udgangspunkt i samme princip da man undersøgte legitimationsoplysningerne. I statutten af ​​24. maj 1834 har intet selskab eller korporation ret til at vælge et medlem gennem selskabets ejendom; I modsætning til dette princip blev borgmester Jensen på et af møderne før marts optaget som medlem af Harmonie i Kiel. Det var allerede inden forsamlingens møde forudsigeligt at regeringen denne gang ville påberåbe sig patentet af 1834 og protestere mod valget af Ravit – og det skete virkelig – forsamlingen måtte reagere på regeringens protester. Men samme dag af samme grund, trods regeringsmedlemmernes stemmer, blev valget af hr. Tillisch kasseret selv om tidligere advokat Bremer, en af ​​lederne af "Schleswig-Holsteiner", også blev optaget i Slesvig stænderforsamling som medlem af Haderslev Klub. Regeringen er nødt til at acceptere dette nederlag i stilhed, og trække hr. Tillisch tilbage. Der er altså en aftale, eller rettere sagt en umiskendelig forbindelse mellem de to stænderforsamlinger, og trods alt hvad der er sket fra regeringens side i de sidste fire år, eksisterer der faktisk stadig et "Slesvig-Holsten" .

Aus den Herzogthümern, den 9. October. Es war eine richtige Beurtheilung unserer Zustände, als ich Ihnen neulich schrieb, die Herzogthümer hätten trotz ihrer Niederlage keine einzige ihrer Hoffnungen aufgegebn. Die beiden Ständeversammlungen in Itzehoe und Flensburg liefern bereits die Belege für diese Anschauung. Graf C. Moltke hat sich grosse Mühe gegeben, die Schleswigsche Ständeversammlung aus "gutgesinnten" Elementen "zusammenzusetzen"; er hat zu diesem Zwecke eine nicht geringe Anzahl von Wählern aus dem Listen streichen lasse, er hat dann ferner drei Virilstimmen cassirt und statt der früheren oppositionell gesinnten Inhaber drei anderen Grundbesitzern, die vollkommen der Dänischen Regierungspartei angehören, Sitz und Stimme in der Ständerversammlung verliehen; und auch damitt noch nicht zufrieden, har er durch Verweigerung der Bestätigung oder des Urlaubs missliebige Abgeordnete zu seseitigen gewusst und statt deres die Stellvertreter einberufen. Auf diese Weise hat die Regierung mindestens 9 Stimmen, und rechnet man die 3 der von dem Gouvernement ernannten geistlichen Mitglider hinzu, 12 Stimmen für sich gewonnen - und dennoch sind die ersten Acte dieser Ständerversammlung entschieden oppositionell. Allerdings ist Prof. Dr. Schmidt zum Präsidenten gewählt worden, aber das bestimmende Motiv bei dieser Wahl war kein anderes, als das, ein der Dänischen wie der Deutscehn Sprache gleich kundiges Mitglied mit der Leitung von Verhandlungen zu beauftragen, dienun einmal gemäss der kürzlich erlassenen königlichen Verordnung in beiden Sprache zugleich geführt werden sollen. Man kann daher dieser Wahl kein solches Gewicht beilegen, wie der des Vicepräsidenten. Und diese fiel auf ein Mitglied, das sich stets entschieden zur Deutschen Parei gehalten hat. Der Gewählte, Kaufmann Funcke in Flensburg, war ehemals Russischer Vicekonsul und wurde 1849 auf Betrieb des Dänischen Gouvernements von der Russischen Regierung seiner Stelle enthoben. Uebereinstimmend mit der Schleswigschen Ständerversammlung hat auch die Holsteinische ihre eigentliche Gesinnung nicht durch die Wahl des Präsidenten, sondern des Vicepräsidenten manifestirt. Deutlicher wenigstens konnte die Itzehoer Versammlung ihrer Charakter nicht bekunden, als durch die Wahl des abgesetzten Advocaten Dr. Bargum in Kiel, der von 1848-1851 unausgesetzt Präsident der weiland Schleswig-Holsteinischen Landesversammlung gewesen ist. Ein ferneres Zeichen, dass trotz aller Anstrengung der Regierung ein gewisser Zusammenhang zwischen beiden Ständerversammlungen stattfindet, ist die Cassation der Wahlen des Geheimeraths v. Tillisch - derselbe war bekanntlich 1849-1951 das von Dänemark delegirte Mittglied der Landesversammlung für das Herzogthum Schleswig, und ist gegenwärtig Cabinetssecretair des Königs - so wie des Prof. Ravit. Allerdings ist Tillisch "Eiderdäne" und Ravit "Schleswig-Holsteiner", aber das Hervorspringende bei der Sache ist, dass beide Versammlungen bei der Prüfung der Legitimationen von demselben Principe ausgingen. In dem Statut vom 24. Mai 1834 ist nämlich keiner Gesellschaft oder Corporation das Recht zugestanden, ein Mitglied durch das Eigenthum der Gesellschaft wählbar zu machen; entgegen diesem Princip war in einer der vormärzlichen Versammlungen Bürgermeister Jensen als Mitglied der Harmonie in Kiel für wählbar angenommen worden. Nun war schon vor dem Zusammentreten der Versammlung vorauszusehen, dass die Regierung diesmal sich auf das Patent von 1834 berufen und gegen die Wahl Ravits Protest erheben werde - und das ist auch wirklich geschehen - die Versammlung musste auf den Proteste der Regierung eingehen. Aber an demselben Tage wurde aud demselben Grunde trotz der Stimmen der Gouvernement Mitglieder die Wahl des Herrn v. Tillisch cassirt, obwohl ehedem auch in der Schleswigschen Ständerversammling Advocat Bremer, einer von den Führern der "Schleswig-Holsteiner", als Mitglied des Clubs von Hadersleben zugelassen wurde. Die Regierung muss diese Niederlage schweigend hinnehmen, und Herr v. Tillisch zurüchkreisen. Es findet also aine Uebereinstimmung, oder um es bestimmter auszudrücken, unverkennbar ein Zusammenhang zwischen beiden Ständerversammlungen statt, und trotz alle dem, was seitens der Regierung in den letzen vier Jahren geschehen ist, existirt factisch noch immer ein "Schleswig-Holstein". 

(Artiklen fortsætter med at berette om de danske avisers reaktion på valget, Fædrelandet og Berlingske)

(Magdeburgische Zeitung : Anhalter Anzeiger. 11. oktober 1853)

Købmand Funcke var blevet anerkendt som russisk vicekonsul i Flensborg i 1826. 

Advokat og politiker Ludolph Conrad Hannibal Bargum (1802-1866) var blandt de som i martsdagene 1848 var imod at proklamere en selvstændig slesvig-holstensk stat og i stedet sende en deputation til København (hvilke også skete).  Bargum var medlem af den holstenske stænderforsamling fra 1842. 1843 indgik Bargum med i den kreds, der stiftede Neue Kieler Blätter. I marts 1848 bidrog han til etableringen af den midlertidige regering uden selv at blive medlem af den. Han tilhørte "gammel-slesvigholstenerne" med en pragmatisk politisk overbevisning. Efter Krigen 1848-1851 blev han igen medlem af de holstenske stænder fra 1853. I 1855 var den eneste der støttede L.N. Scheele over for forsamlingens mistillidserklæring. I 1856 blev han valgt medlem af Rigsrådet og her talsmand for forsonlighedspolitikken. Hans udnævnelse til borgmester i Kiel 1862 vakte postyr. På et offentligt møde frakendte man ham "hans medborgeres tillid og agtelse". 1864 tog han sin afsked.

Et mere detaljeret referat af den slesvigske stænderforsamlings prøvelse af de valgte ses i Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 24. oktober 1853, samt et referat af 2. møde af 8. oktober 1853.

Et mere detaljeret referat af den holstenske stænderforsamlings prøvelse af de valgte ses i Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 28. oktober 1853.

Stænderhuset i Flensborg blev opført mellem Nørretorv og Søndertorv, tegnet af arkitekt Laurits Albert Winstrup. Bygningen rummede stænderforsamling, administration, centralkasse og overappellationsret. 1858-1864 fungerede en fløj for Flensborgsamlingen. I 1864 fungerede bygningen som lazarat, 1882-1964 som rådhus. Herefter blev bygningen nedrevet. Public Domain.

Markedet ved Hørmested. (Efterskrift til Politivennen)

hedder det i "Frederiksh. Av.", endte paa en beklagelig Maade. Politimesteren havde truffet den vistnok meget rigtige og ved en Mængde trykte Placater bekendtgjorte Forholdsregel , at Udskjænkning, Beværtning og andet Udsalg paa Markedspladsen, skulde ophøre strax efter Solens Nedgang. Boutikerne og Udsalgene standsede i ordentlig Tid og Folk forføiede sig med Rolighed fra Markedet. Ogsaa ud af Kroens Skjænkestue begave Folk sig efter Opfordring; men derefter begyndte adskillige unge og urolige Personer udenfor at fordre at ville ind og at være utilfredse over, at dette negtedes dem, der allerede da havde nydt Mere end til Nødtørft. Uagtet Politiets Forbud og uagtet de assisterende Sognefogder vare stillede i Døren, søgte en Masse at trænge ind, hvilket kun ved Politiets Understøttelse af adskillige sindige Mænd, der vare tilstede, forhindredes. Adskillige Lovstridigheder og Uordener forefaldt, saasom voldsomt Angreb paa Politiet og Ødelæggelse af Vinduerne paa Kroen. Det er ikke Urostifternes Skyld, at ingen Ulykke skete, og, da Politimesteren, der var i Uniform, gjentagne Gange i Forveien høit og lydeligt betydede de Larmende i Kongens og Lovens Navn, at de maatte fjerne sig og at deres Opsætsighed mod de givne Bestemmelser var en Forbrydelse, mod hvilken de advaredes, idet de Fornuftige opfordredes til at gjøre Begyndelsen med at fjerne sig, er saaledes Mængdens Indtrængen mod Politiet saa meget fordømmeligere, som der ikke blev anvendt Slag eller anden Magt for at fjerne dem fra Huset, der af de Gjenstridige kunde paaskydes som Grund til Ophidselse. At Adskillige under Paatrængenheden paastode, at de vare Rejsende, havde glemt Cheniller osv. i Stuen, var naturligviis aldeles ingen Adkomst for dem til at indlades, saalænge Opløbet og Sammenstimlingen ei var forbi. En stor Deel af Urostifterne ere alt bekjendte, og det er at haabe, at ved de Undersøgelser, der ville blive anstillede, de øvrige ogsaa ville blive det, da det er i høi Grad i det Offentliges Interesse, at de blive afstraffede. Der gives desværre flere Exempler paa Uordener som de, der have fundet Sted; saaledes paa Hjallerup Marked i Dronninglund Sogn for nogle Maaneder siden, hvor Massen var opsætsig og begik Uordener af Vrede over, "at der ikke nu kunde faaes mere mere Brændeviin".

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 12. oktober 1853, 2. udgave).

Svinehold paa Vesterbro. (Efterskrift til Politivennen)

For ikke at have efterkommet et dem af Politiet givet Tilhold, actioneredes Lysestøber Niels Stæhr og Slagtermester Johan Stæhr under en af Criminalretten den 1ste Octbr. paakjendt Sag, og paastodes de derhos tilpligtede at opfylde dette under Tvang af en daglig Mulkt. Det blev oplyst, at det - i Anledning af en Politi-Rapport af 9de Juli sidstl., betræffende en i Stedet Nr. 36 paa Vesterbro værende Svinesti - den 12te f. M. ved Politidirecteurens Protocol blev betydet de Tiltalte, af hvilke Lysestøber Stæhr er Eier af det nævnte Sted og Slagtermester Stæhr har leiet en Deel af samme og navnlig den ovenmeldte Svinesti - at de uopholdelig havde at ophøre med at holde Sviin i det omhandlede Sted, men at en den 14de Juli afgiven Rapport fremgik det imidlertid, at Svineholdet endnu ikke har ophørt i Stedet, i Henseende til hvis Localiteter det bemærkes, at den paagjældende Svinesti ligger i en Afstand af ikkun 2 Alen fra et af Familier beboet Baghuus, og at der paa den mellem dette og Forhuset værende Gaardsplads, der ogsaa paa de 2 andre Sider steder til Bygninger, og ikkun er c. 200 Kvadratalen stor, desuden findes et Slagterhuus, et Lokum og en Møgkasse, Alt i en Afstand af ikke over 4 Alen fra Baghuset. At de Tiltalte, der i Forhør af 19de Juli indrømmede, at der endnu fandtes Sviin i den omhandlede Sti, forklarede Lysestøber Stæhr, at han til Medtiltalte halvaarsviis har bortleiet en Deel af Stedet, og deriblandt Svinestien til Svinehold, og at han anseer sig som Eier uberettiget til at indblande sig i Leietagerens Ret til at benytte det Leiere eller at forbyde ham dens Udøvelse, og angav Slagtermester Stæhr, som Aarsag til at han ikke har holdt sig den ham givne Tilhold efterretteligt, at han anseer Svinehold som en nødvendig Deel af hans Næringsvei som Slagter, idet Svinene fortære Affaldet fra Slagteriet, og at han ikke vidste, hvor han skulde anbringe dem. Med Hensyn til Lysestøber Stæhr, da skjønnedes den Omstændigbed, at han ved det stiftede Lejeforhold har til Medtiltalte overdraget Brugen af den paagjældende Svinesti, over hvilken han altsaa ikke har en saadan Raadighed, som han maatte have for at kunne opfylde det givne Paalæg, at maatte medføre, at der ikke kunne paadrages ham Strafansvar. Derimod blev Slagtermester Stæhr, som naturligviis ikke kunde disculperes ved hvad han, som ovenmeldt, havde anbragt som Grund til at han ikke havde efterkom med det ham givne Tilhold - for det af dam i saa Henseende udviste Forhold anseet med en arbitrair Straf, der efter Omstændigbeverne fandtes at kunne bestemmes til en Mulkt af 50 Rbd. til Kjøbenhavns Fattigvæsens Hovedkasse. Betræffende den Deel af Sagen, der angik Fremtvingelsen at det oftnævnte Paalægs Efterlevelse ved Fastsættelse af en daglig Mulct, antog Retten sig ikke competent til at bringe en saadan til Anvendelse, for derved at bevirke Opfyldelsen af det paagjældende Øvrighedsdekret.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 7. oktober 1853. 2. udgave).

Gårdinteriør fra Vesterbro 36/Vesterbrogade 80, april 1899. Nedbrudt samme år. Der er 46 år mellem artiklen og fotoet, men fotoet giver måske et indtryk af hvordan der har set ud. Brolægningen er ret sikkert af nyere dato end 1853. Mariboes Samling. Ingen kendte rettigheder. Kbhbilleder. 

Familien Stæhr havde ifølge kbhbilleder slagterboder på Nikolaj Plads.

Slagtermester Johan Jacob Severin (1801-) og Ane Marie Larsen (1797-) havde børnene Niels Jacob f. 1836, Johan Jacob f. 28.8.1837 samt hendes 2 sønner fra tidligere ægteskab Hansine og Jacob Magsen.

Niels Jacob Stæhr (1807-1889) var lysestøber og vognmand, husejer på Vesterbrogade 80. Gift med Anne Christine Larsen (-1849). I folketællingen 1845 boede de Udenbys, Vestre kvarter 36, Vesterbrogade 80, sammen med Georg Johannes Stæhr og Bolette Marie Stæhr, 75. Desuden børnene Niels Jacob Stæhr, 37. fra Frederiksberg, lysestøber gift med Ann Christine Larsen, 29, fra København, Niels Tønnes Johannes Stæhr, 1 fra København, deres barn, Maria Dorthea Stæhr, 38, ugift København. Maria Dorthea bestyrede gården for sin bror N. Stæhr i hans fravær og signerer Folketællingen. 

Ved folketællingen 1860 boede Stæhr-familien stadig på Vesterbrogade 80. 

Tiltale for Barnefødsel i Dølgsmaal. (Efterskrift til Politivennen)

En Tjenestepige, der var 18 Aar gl. og hjemmehørende i Sverrig, hvorfra hun ankom hertil i forrige Aars Foraar, actioneredes under en af Criminalretten ben 20de Septbr. paadømt Justitssag for Barnefødsel i Dølgsmaal. Den Forklaring, som hun under Sagen har afgivet herom, gik iblandt andet ud paa, at hun, som med sin Madmoders Tilladelse den 26de Jan. d. A. var gaaet tilsengs paa sit Værelse i Qvistetagen, da hun følte Ildebefindende, uden at hun dog troede, at Fødselen var nær forestaaende, dersteds kort efter fødte uden Nogens Hjelp og uden at Nogen bemærkede det. Hun holdt derpaa Barnet noget i sine Hænder, uden at kunne mærke Livstegn hos det, hvorfor hun antog at det var dødt og undlod at anstille noget Oplivelsesforsøg, men lagde det fra sig, tildækket med et Skjørt. Da hendes Madmoder strax efter kom ind i Værelset og spurgte om hendes Befindende, erklærede hun, at hun nok troede sig istand til at forrette sin Gjerning den paafølgende Dag, og efterat denne var gaaet bort, stod hun flere Gange op af Sengen og følte til Barnet, men fandt intet livstegn hos det. Den følgende Dags Morgen, omtrent Klokken 7, kastede hun Barnet ned i en ved Enden af Huset værende Gjødnings-Kasse , i hvilken det ved en den 15de Juni sidstleden iværksat Udrensning fandtes næsten opløst af Forraadnelse. Næst vedholdende at benægte, at det har været hendes Hensigt at føde i Dølgsmaal, har hun forklaret, at forskjellige, under Dagen nærmere omhandlede Omstændigheder vakte i Begyndelsen af Septbr. Maaned f. A. den Tanke hos hende, at hun mulig var frugtsommelig, men hun holdt sig aldrig forvisset om at hun var det, og haabede altid, at det ikke var Tilfældet. Dette har hun angivet som Grund til at hun ikke talte til Nogen om sin Tilstand eller forskaffede sig Børnetøi, eller gjorde nogen Forberedelse til den muligt indtrædende Fødsel, idet hun dog derhos har indrømmet, at hun i den sidste Tid for hendes Nedkomst ikke nærede synderlig Tvivl at den forestod, og da hun vidste, at 9 Maaneder er den almindelige Svangerskabstid, havde hun tænkt sig, at hun, saafremt hun var frugtsommelig , vilde komme til at føde i Slutningen af Januar eller Februar Maaned. I Forbindelse hermed har hun vedgaaet, at hun havde paatænkt at tale med sin Madmoder herom, men undlod det, fordi hun søgte at skjule sin Tilstand saa længe som muligt, navnlig da hun indsaae, at hun maatte forlade sin Condition, uden at hun havde Slægtninge eller Bekjendte, til hvem hun kunde tage sin Tilflugt, hvorfor hun havde paatænkt, naar Tiden kom, da hun skulde føde, at tage lige fra sin Condition til Fødselsstiftelsen. Da hun gik tilsengs den 20de Januar, antog hun, som ovenmeldt, at Fødselen endnu ikke var forhaanden. Efter de oplyste Omstændigheder skjønnedes der ikke at være tilstrækkelig Føie til at antage, at Tiltalte havde havt til Hensigt at føde i Dølgsmaal, men derimod antog Retten, at hun, der forøvrigt havde forklaret, at hun ikke vilde have undladt at sørge for Barnet, hvis hun havde havt Formodning om, at der var Liv i det, havde gjort sig skyldig i et strafbart Forhold derved, at hun ikke havde foretaget sig noget, for at tilvejebringe Vished om hvorvidt Barnet virkelig var dødt, og for ikke at have anvendt Midler, ved hvilke det muligen kunde være bleven frelst. Straffen for hende, om hvem det ikke var oplyst, at hun førhen havde været tiltalt eller straffet, fandtes efter Lovgivningens Analogi paa hende at kunne bestemmes til 4 Gange 5 Dages Fængsel paa Vand og Brød, hvorhos hun tilpligtedes at udrede Actionens Omkostninger, heriblandt Salair til Actor og Defensor, 5 Rbd. til hver.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 27. september 1853. 2. udgave).

Oprøret paa Tortola, August 1853. (Efterskrift til Politivennen)

De dansk-vestindiske Besiddelser. (Skjøndt vi allerede efter private Efterretninger have meddeelt det Væsentlige af det, der er hændet paa Øerne i Anledning af Opstanden paa Tortola, saa ville vi dog efter "Dep.-Tid." meddele den officielle Indberetning.)

- - -

I Begyndelsen af August Maaned vare de danske Øer blevne foruroligede ved et paa den nærliggende engelske Ø Tortola udbrudt Oprør blandt den arbeidende Befolkning mod den lovmæssige Øvrighed, i hvilken Anledning Gouvernementet havde fundet det rigtigt, da Øen var aldeles blottet for Militair, og Præsidenten, Oberst Chads, havde anholdt om Hjælp, at stille en Afdeling danske tropper til Præsidentens Disposition. Detaillerne af denne sørgelige Begivenhed vare efter de Gouvernementet foreliggende Akter følgende:

Den lovgivende Myndighed paa Tortola havde, for at tilveiebringe Midler til standsættelsen af Retshuset, Fængslet og Fattighuset i Roadtown (Regjeringens Sæde), paalagt en extraordinair Skat af 8 Styver for hvert Qvæghøved. Betalingen af denne Skat, der skulde finde Sted den 1ste August, modsatte den arbeidende Befolkning sig paa det Bestemteste. Omtrent 50 Negere, bevæbnede med Knipler, mødte i Roadtown paa Kassererens Contoir og forlangte, at han skulde modtage blot den almindelige Skat af 16 Styver og ikke 24; paa hans Afslag begyndte Negerne Voldsomheder, tvende af de Værste bleve arresterede, Mængden søgte at befrie dem og anfaldt Constablerne, men maatte dog tilsidst drage sig tilbage, truende med at ville komme igjen den følgende Dag. Samme Dag Kl. 8 Aften skrev Præsidenten, Oberst Chads, til Commandanten paa St. Thomas og meddeelte det Forefaldne, idet han i indtrængende Udtryk anholdt om umiddelbar Hjælp enten af en Orlogsmand eller af Tropper. Denne Skrivelse ankom til St. Thomas den 2den om Morgenen. Den af Negerne udførte Trudsel om at komme igjen iværksattes samme Dag, idet Kl. 10 Formiddag en Sværm af omtrent 1500 Landnegere drog ind i Roadtown og forlangte, at Extraskatten skulde bortfalde og de to arresterede Hovedmænd frigives. Da dette blev negtet, befriede de selv de to Hovedmænd og angrebe Retshuset, hvorfra nogle forsamlede Constabler fyrede paa dem. Forbittrede herover satte Oprørerne Ild paa Retshuset, bemægtigede sig et derværende betydeligt Antal Geværer, anlagde Ild paa flere Steder, ødelagde flere Huse og truede med at ville myrde alle Blanke og Couleurte, sigende: at de ville have et lille St. Domingo. De forskrækkede Indbyggere flygtede bort i Hobetal, og samme Dags Aften og Nat ankom en stor Mængde Flygtninge, meest Børn og Fruentimmer, deels til St. Thomas, deels til St. Jan. Blandt Flygtningerne var Oberst Chads's Familie; selv vilde han ei forlade Tortola, men blev tilbage med to Tjenere i Gouvernementshuset med tillukkede Indgange. Da den største Deel af Byen var ødelagt, begave Oprørerne sig ud paa Landet og fortsatte her Ødelæggelsen. Den 3die Kl. 9½ Formiddag sendte Commandanten paa St. Thomas og St. Jan et Commando, bestaaende af Premierlieutenant Baron v. Rosenkrantz med 30 Mand og 1 Haubitz, til Tortola i den danske Skonnert "General von Scholten" og ankom samme Dags Aften Kl. 8 i Roadtown Havn, men gik efter Præsidentens Ønske først iland den næste Morgen. Premierltn. v. Rosenkrantz's Instruction gik ud paa, at han skulde melde sig til Præsidentens Dispostion, og, i Tilfælde af at denne ei mere var paa Øen, blive ombord i Skonnerten og holde sig langs med Baierne for, om muligt, at hjælpe de ulykkelige Indvaanere bort derfra. Da Underretningen om det forefaldne kom til Gouvernementet den 3die om Aftenen Kl. 8, blev næste Morgen et Commando, bestaaende af Premierltn. P. v. Bügel og 30 Mand med Gouvernementsskonnerten "Vigilant" sendt over til St. Thomas, for at Garnisonen der i paakommende Tilfælde kunde være tilstrækkelig til at opretholde Orden og Rolighed paa St. Thomas og St. Jan. Gouvernementsskonnerten blev sat til Commandantskabets Disposition. Commandanten sendte den [?]e om Aftenen et Commando, bestaaende af Premierlieutenant v. Harboe og 20 Mand til St. Jan, for i Tilfælde af der udbrydende Uroligheder strax at være ved Haanden. Den [?]e sendte Commandanten paa St. Thomas, da Skonnerten "General von Scholten"ei var retourneret og Rygterne om Oprøret blev meer og meer foruroligende, atter et Commando, bestaaende af Secondltn. P. v. Bügel og 20 Mand i Gouvernementsskonnerten "Vigilant" op til Tortola. Samme Dags Aften modtog Commandanten atter Brev fra Præsidenten, hvori denne paany indstændigen anholdt om uden Ophold at blive sendt yderligere Forstærkning, forsynet med Proviant, for hvilken Byen var aldeles blottet. Oprørernes Antal angaves til omtrent 700, alle bevæbnede. Sluttelig roste han de danske Tropper og Officerer for den Punklighed, [Xxxxxxxx]lighed og Lyst, hvormed de udførte de givne Ordrer. Denne Skrivelse blev Gouvernementet tilstillet den 7de om Morgenen Kl. 8, og samme Dag Kl. 12 Middag blev et Commando, bestaaende af Capitain v. Meincke og 40 mand samt 2 Espingoler, med skarp ammunition og Proviant for 5 Dage afsendt med Skonnerten "General von Scholten" directe til Tortola med en Instruction overeensstemmende med den, Premierlieutenant Baron v. Rosenkrantz havde modtaget, og ankom Skonnerten, begunstiget af en heldig Brise, samme Aften Kl. 8½ til Tortola. Senere have ikke flere danske Tropper sendte til Tortola, og [xaaxx] det af en Skrivelse fra Præsidenten til Gouvernementet og af Capitain v. Meinckes Rapporter af 8de, 9de og 11te August, at Oprørerne ei endnu havde vovet at angribe Byen, men vedbleve deres Ødelæggelser ude i Landet. Gouvernementsskonnerten "Vigilant" var forblevet i Havnen paa Tortola til Troppeafdelingens Disposition. Den 9de om Formiddagen vare engelske Tropper ankomne; disse bestode af 5 Officerer (1 Commissair og 1 Decker Sergeant) og 93 Mand af det 67de Infanteri-Regiment og det 2det vestindiske Regiment, hovedstyrken af det [Xxxx]. Efter det Ovenanførte udgjorde den danske Troppeafdeling paa Tortola 3 Officerer, 1 Sergeant, 2 Corporaler, 3 Undercorporaler, 1 Hornblæser og 87 Menige med 2 Espingoler under Commando af Capitain v. Meincke. Man ventede paa Tilbagekomsten af de bortflygtede Raadsmedlemmer (disse forlode St. Thomas den 10de om Eftermiddagen og ankom den 11te, mellem 1 og 2 Eftermiddag, til Tortola), for, som det [anførtes?], at erklære Øen i Beleiringstilstand og straffe de Skyldige. Kun een Mand af de danske Tropper paa Tortola var ubetydelig syg. Den 10de blev Capit. v. Meincke fra Gouvernementet tilskrevet, at da den til Tortola ankomne engelske Troppeafdeling var saa ringe, at den udentvivl vilde af det vedkommende engelske Gouvernement blive inden kort Tid forstærket, for at bringe Landet tilbage under den retmæssige Øvrigheds Magt (hvilket, ifølge det af Capitain v. Meincke tidligere Indberettede, paa Grund af Øens bjergrige Beskaffenhed og snævre Passer krævede en ikke ringe Militairstyrke) vilde Gouvernementet Intet have at erindre imod, at Troppeafdelingen forblev nogle Dage endnu paa Tortola.

Senere Indberetninger fra Capitain v. Meincke havde Gouvernementet ikke modtaget ved Beretningens Afgang den 14de August.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 19. september 1853. 2. udgave. Uddrag)

Ubekendt: Vigilant i Christianssted havn. Et gammelt slavehandlerskib. Det kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.

Oberstløjtnant John Cornell Chads (1793-1854) tjente i militæret i engelsk Vestindien fra 1820 til han blev pensioneret i 1843. Herefter boede han i England, indtil han i 1852 blev udpeget som præsident på de britiske vestindiske øer. Han døde på Tortola i 1854 som oberst. 

I juni 1853 hævede myndighederne på Tortola kvægskatten med 50% for at finansiere renoveringen af nogle regeringsbygninger m. m. Opkrævningen havde Rådet sat til 1. august - en dag der fejredes som emancipationens dag. Landarbejderne opfattede skatten som en måde at lamme dem økonomisk og opnå kontrol over dem. Den 1. august 1853 gik omkring 2000 mænd, kvinder og børn (omkring halvdelen af befolkningen) til Road Town for at protestere over den ny kvægskat. Myndighederne arresterede straks 2 efter den såkaldte Riot Act. De følgende dage eskalerede volden. Adskillige embedsmænd og politi blev slået og en stor del af Road Town blev nedbrændt, ligesom sukkerrørsmarker og -møller.

Næsten hele den hvide befolkning flygtede til St. Thomas og St. Jan. John Chads barrikaderede sig på Tortola, men uden situationsfornemmelse: Den 2. august lovede han en forsamling på 1.500-2.000 protestanter at forelægge deres krav overfor domstolene - hvilket ikke var muligt da de var flygtet. En protestant blev skudt og urolighederne fortsatte. John Chads, skatteopkræveren, en metodistpræst og øens læge var herefter de eneste hvide på øen. Ved hjælp fra dansk bistand blev opstanden knust. Næsten hele den hvide befolkning fortrak andetsteds hen. 

Ingen hvide blev dræbt. 40 arbejdere blev arresteret, heraf blev 4 mænd og 3 kvinder dødsdømt for at have sat ild på et hus. Chads kom sig aldrig over episoden og døde kort efter. Resultatet af protesten var at regeringen ikke senere forsøgte at indføre skatter der lå over befolkningens ydeevne.

For at forværre situationen ydermere, blev Tortola (og de dansk vestindiske øer) senere i året 1853 ramt af kolera. På Tortola døde 942 mennesker (14 % af befolkningen) på få dage. De efterfølgende årtier var præget af nedgangstider.