Grev Carl Moltke lukker Avis i Slesvig. (Efterskrift til Politivennen)

 Kjobenhavn, den 25. Oktober.

Hs. Excellence Grev Carl Moltke har ved en Ukas af 13de October forøget Listen over de i Slesvig forbudte Blade med et nyt Nummer, idet han har forbudt i Hertugdømmet at "udbrede og holde" Bladet "Hamburger unpartheischer korrespondent von Staats- und gelehrten Sachen".

Hs. Excellence maa være en ganske forskrækkelig hidsig Mand. Det Blad, som han nu har udelukket fra sin Domaine - thi Grev Carl Moltke betragter aabenbart Hertugdømmet Slesvig som sin Domaine - , har vel aldrig hørt til de mest velsindede; det har endogsaa i de egenlige Oprørsaar 1848, 1849 og 1850 været aldeles slesvigholsteensk; men paa den anden Side har "Hamburger Correspondent" dog ogsaa altid forsaavidt havt Ret til at kalde sig "unparteiisch", som den selv i den allerværste Tid har givet Plads for mere end een Artikel i dansk Retning; endog midt under Krigen har den havt Artikler fra Kjøbenhavn, der vare skrevne aldeles i dansk Aand. Efterhaanden som Oprøret bukkede under, forandrede "Correspondenten" ogsaa Tone; de slesvigske Artikler, i hvilke man endnu tydelig saae den glødende Fanatisme og det inderlige Had mod Alt, hvad der har Navn af Dansk, stode i broderlig Enighed ved Siden af de loyal heelstatsligslesvigholsteenske Storkorscorrespondancer fra Kjøbenhavn, der ikke vare af Geheimeraad Scheel. Og nu i den allersidste Tid har "Correspondenten" bragt Adskilligt om den danske Heelstat, der i den Grad stemmede overeens med Ministeriets egne Udtalelser og Handlinger, at man næsten kunde mistænke den for at være et halvofficielt Blad. - Fra Ministeriets Standpunkt forekommer det os derfor i høieste Grad uklogt for een eller to Artiklers Skyld at forbyde et Blad, der har aabnet sine Spalter for ministerielle Forfattere, og ved Hjælp af hvilket Ministeriet turde haabe at skaffe sine Anskuelser langt lettere Indgang hos den gjenstridige Deel af Befolkningen, netop fordi denne modtager, hvad der kommer til den fra tydsk Side, uden Mistanke.

Forsaavidt bliver det nu forresten Ministeriets egen Sag; man maa overlade Medlemmerne af Geheimestalsraadet indbyrdes at forliges om de Dementis, som de dagligdags i det Ene og i det Andet give hinanden. Men Sagen har tillige den Side, fra hvilken den interesserer os Andre. Grev Carl Moltke har efterhaanden forbudt en Mængde tydske og adskillige danske Blade og nedlagt Interdikt mod en Legion af tydske Visebøger, Calendere, Almanakker og Kogebøger. Men hvor talrige hans Forbud end ere, saa række de dog ikke til at sikkre de Livegne paa hans Domaine mod al slet Læsning. Hvad kan det hjælpe at forbyde "Hamb. Nachr." og "Corrrespond.", naar "Alt. Merc." og "Børsen-Halle" kunne bringe alle de Artikler i de forbudte Blade, der angaae Slesvig? Hvad forslaaer det at sparke "Fædrelandet" og "Dagbladet" ud af den sydligste Deel af "Danmarks Rige", naar Provindsavisernes talrige Hob, der kunne tage Saameget de ville af begge Blade, uhindret passere Kongeaaen? Til hvad Nytte forbyder han Visebøger, Calendere og Kogebøger, eftersom Forbudet dog først kan komme, naar Bogen er læst af Nogle, og eftersom det kun bevirker, at den bliver slugt af Mange? Hvorfor lyse Ban over Skrifter, der kun læses af de mere Dannede, af dem, der allerede ere smittede af Fordærvelsen, naar Sandheder, som at 2 og 2 er 4, og at a b siger ab, uhindret kunne udbrede sig i Samfundets mindst oplyste Klasser?

Vil den slesvigske Minister endelig spille Pave, saa maa han være consekvent. Han maa begynde med at optage en Liste, ikke over de Bøger og Blade han vil forbyde, men over dem han vil tillade, - Listen vil neppe blive synderlig vidtløftig. Men han maa ikke blive staaende derved. Siden han ikke har Magt til at forhindre Folk Folk Norden for Kongeaaen og Sønden for Eideren i at skrive, saa bør han gaae den anden Vei og forhindre sine Livegne i at forstaae, hvad Danske og Tydske skrive. Han bør afskedige alle Skolelærere, forbyde al Underviisning i Skrivning og Læsning, og indtil han har drevet det saavidt, at disse farlige Færdigheder, der gjerne kunne kaldes Fandens Hovedpuder, ikke kiendes længere, bør han sætte en Gendarm ved hver enkelt Mand for at have Opsyn med hans Læsning. For ikke at berøve Slesvigerne al aandelig Føde, kunde Ministeren jo af Hs. Maj. Kongen erholde Bemyndigelse til for særdeles paalidelige Individer ad mandatum at udfærdige Bevillinger til at læse, i ganske særegne Tilfælde ogsaa til at skrive, eller ansætte specielle læsekyndige Embedsmænd, som kunde sammenkalde Folket paa Thinge ved Urnehoved og Slien og forelæse det resp. "Kjøbenhavnsposten" og "Altonaer Zeilung" til visse Tider af Aaret. - At sætte Folk ude af Stand til at læse er det eneste probate Middel; alt Andet er utilstrækkeligt eller kommer bagefter. Vil Hs. Excellence Grev Carl Moltke endelig være sikker mod Ildebrand, saa maa han reent forbyde Brugen af Ild.

(Dagbladet (København) 25. oktober 1853)

Kongeveien. (Efterskrift til Politivennen)

fra Vibenshuus gjennem Lyngby til Gelets Skov.

Det er ikke uden fuld Berettigelse at vi herved tillade os at føre Anke over denne Veis Mangler; thi de ere i den Grad iøjnefaldende, at den, fornemmelig vandrende Veifarers Harme retfærddiggjøres ved paa denne, Landets meest befærdede Kunstvei, at see sig udsat for Ulemper, der ikke frembyde sig grellere paa mangen jydsk Hedevei.

Misgrebene i den Maade hvorpaa Veien, lige fra Kjøbenhavn til Gelets Skov, findes beplantet med tvende Rader Træer, kunne, som tilhørende en fiernere Forlid, selvfølgelig ikke tilregnes Nutidens Bobestyrelse; men, uforklarligt er det dog, at man lader disse Træer staae; thi de staae saa nær Veiens Udsider, hvert Træ ved Foden ombarricaderet med en saa volumineus og ved Træets Væxt saa udskudt Jordvold, at der, mange Steder, ikke levnes Passage for een Fodgænger, mindre for to jevnsides hinanden; ei at tale om at svære Trærødder hist og her skyde hen over Stien og møde Foden. Er nu Gangstien ved Regn, Frost eller Snee slibrig, saa hænder det sig - ikke ofte, men meget ofte - især i den mørke Aften, at Fodgængere og endmere de, som bære noget , f. Ex. Aag og Kurve, have det Uheld at falde eller glide i Grøften, idet de forsøge at komme forbi Træet med dets Bastion, hvor Gangstien sædvanligviis helder, fordi Grøftekanten er nedtraadt; og vil man undgaae denne Uempe, saa maa man skride udenom Træet og ind over den enten støvede eller sølede Jordvei.

Man lægge især Mærke til den Deel af Veien, som fører deels gjennem og deels forbi Sorgenfri Skov, for at see i hvilken paafaldende Grad de paapegede Ulemper existere; som ogsaa det er ufatteligt hvorfor en Allee vedligeholdes paa denne Strækning, der, begrændset af Skov, Lyststeder og skjønne Anlæg, ustridelig vilde for den Veifarende afgive en lysere og smukkere Passage end nu, da Veien og netop paa et Strøg hvor den er allermeest befærdet, formørkes, halv spærres og fordærves af de gamle, til ingen Nytte eller Ziir henstaaende Træer.

Naar vi, med Hensyn til Alleen paa hele Kongeveien, votere en Dødsdom, da er det dog kun den Forudsætning, at den remplaceres af en ny paa Veiens aabne eller af Skov, Haver og Anlæg ubegrændsede Strøg, og saaledes at der mellem dens Linier og Grøfterne - idetmindste paa den ene Side af Veien - indrømmes et Trottoir af 3 a 3½ Alens Brede for Fodgængere; en Foranstaltning der er saa meget mindre vanskelig at gjennemføre, som deels Kjørebanen ikke derved vilde lide det mindste Tab i dens fornødne Brede og det deels intet vilde koste Veivæsenet; thi med Hensyn til Bekostningen, da ere de gamle Træer af saadanne Arter og Dimensioner, at de ved Salg nok kunne dække Udgifterne paa den nye Plantning, selv om Veivæsenet maate vise den Barmhjertighedshandling i den nærværende Dyrtid og forestaaende Vinter at bortgive Qvaset til fattige Folk. Bibeholdelsen af den gamle Allee er imidlertid ikke ene Fundamentet for det Syndefald hvorunder Kongeveien maa lide; thi paa vor Regning med den ærede Vei-Intendant eller hvem det ellers maatte vedkomme, staae endnu nogle Debetposter om den Maade hvorpaa Vedligeholdelsesarbeiderne og Veipolitiet administreres.

Uden at tale om det enten anstødelige, der er i ideligen at see en saa meget befærdet Vei tildeels baricaderet af store i Hobe sammenførte Kampestene, om den Fare de varslet for det Tilfælde at en Vogn ved løbske Heste slynges mod dem, eller om endelig: om hvormeget de bidrage til Snedrivers Ansamling paa Veien, ville vi kun henpege paa den uforsvarlige Maade hvorpaa disse Steenmasser flere Steder favnsættes saa nær ind paa Gangstien, at man ved, især om Aftenen at passere denne, ofte ikke undgaaer at tørne mod de skarpe Hjørner, snuble over eller skamstøde Foden paa de paa Gangstien jevnlig nedskridende og henliggende store Stene, noget hvorover der i daglige Tale føres en ikke mindre begrundet Klage, end over at de smaaslagne skarpe Rangeerstene hyppig overligge Gangstien til Hinder og Gene for Fodgængeren, hvis Fodtøj sønderskjæres og Fod saares, hvorpaa der ingenlunde mangler Exempler.

Men, ikke det ene. Ogsaa Steenslagningen foregaaer paa selve Veien, ja endog tæt udenfor Beboernes Huse og Vinduer, hvorved saavel Veifarende som Heste og Vinduer ere udsatte for Ram af de ved Slagningen udflyvende Stene, af hvilke, for ogsaa her at yttre os exempelviis, en Steen er seet, omtrent af en knyttet Haands Størrelse, med Force fare igjennem et Vindue, tørnende mod et Meubel i Værelset. Vel skal det, siges der, være Pligt for Steenslageren at opstille en Skjærm mellem sit Arbeidssted og Kjøreveien, for at hindre Stenes Flugt mod den Side; men denne Skjærm, ei at tale om at ingen saadan opstilles mod Gangveien (idet det vel antages ei at gjøre stort, om en Fodgænger faaer en Tørn) sees ligesaa ofte, uden Hensyn til Kjøreveien, vendt mod Vinden, som et Læmiddel for Arbeideren.

Man har saa meget mere Anledning til at harmes over denne Steencommerce paa Landeveien, som den der er aldeles unødvendig; thi Veivæsnenet kan, i Lighed med hvad der skeer mange Steder, kjøbe Stene i slagen Stand. 

Og hvad er saa det for et Sølen, som afstedkommes ved den jevnlige Opskovling paa Jordveien? Opskovlingen lægges i Bunker, hyppig saa nær Gangstien, at ikke alene det fra dem udsivende Vand overflyder denne, hvorved Smaapøle og slibrige Steder fremkomme; men ogsaa selve Bunken, naar den er ustørknet, breder sig ud, næsten ind paa Stien, hvorved Fodgjængeren, især i Mørke, udsættes for at løbe lige i en Søle, og det er vel ikke ene Indsenderen af disse Linier, hvem det saaledes, for ei faa Dage siden, er hendet en Aftenstund, temmelig summarisk at falde i et sligt væmmeligt Bad. Hans første Ønske var at han her havde havt Vei-Inspecteuren til Cicerone og Fodgænger; thi, om den ærede Herre havde prøvet en saa grotesk Badning, da vilde den maaskee have virket mere velgjørende end alle vore Argumentationer og Anker.

Det er jo en Sandhed at gode Veie fremme et Lands Civilisation og Velvære; men Kongeveien, der er en af landets meest befarede, i umiddelbar Forbindelse med Hovedstaden staaende Kunstveie, synes tilvisse, efter den troe Daguerreotypi, vi have givet af den, tildeels snarere at være en Parodie af hvad den burde være, end et Vidnesbyrd om at denne Sandhed erkjendes, og vist er det, at Ønsket om at Veien gjøres passabel for det reisende Publikum, er ligesaa almindeligt, som det er Pligt for Vedkommende at imødekomme en saadan fordring.

Lyngbye, den 19de october 1853.

I Fleres og eget Navn

C. Gräbert

Kammerraad.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 22. oktober 1853, 2. udgave)

Stændervalg i Slesvig-Holsten. (Efterskrift til Politivennen)

Ved stændervalget i Slesvig og Holsten havde kun grundejere eller medejere af grundejendom valgbarhedsret. Efter valget blev derfor Tillisch og Ravit kasseret af den kongelige kommissarius (geheimeråd Scheel). Førstnævnte fordi han hverken var grundejer eller bosiddende i Slesvig, sidstnævnte fordi hans medlemskab af et jernbaneselskab ikke var nok. 

Til den holstenske stænderforsamling blev derimod tidl. borgmester i Kiel og etatsråd Jensen valgt, fordi "Harmonien" havde overdraget ham selskabets ejendom. Den kongelige kommissarius gjorde indvendinger, men det blev afvist af forsamlingen  med 40 stemmer mod 4.

De fleste danske aviser med Fædrelandet i spidsen harcellerede over at Tillisch blev vraget, mens enkelte som Kjøbenhavnsposten anførte at hvis man mente det alvorligt med fællesforfatningen, så måtte den også tage resultatet af valget til efterretning, eller også forkaste fællesforfatningen.

Fra hertugdømmerne, 9. oktober. Det var en korrekt vurdering af vores situation, da jeg for nylig skrev til jer, at hertugdømmerne ikke havde opgivet noget af deres håb trods deres nederlag. De to stænderforsamlinger i Itzehoe og Flensborg giver allerede bevis for denne opfattelse. Grev C. Moltke gjorde store anstrengelser for at "sammensætte" den slesvigske stænderforsamling af "velmenende" elementer; Til dette formål lod han et stort antal vælgere fjerne fra listen, han vandt da også tre virile stemmer og i stedet for de tidligere oppositionelt indstillede ejere indsat tre andre godsejere, der helt tilhørte det danske regeringsparti, sæde og stemme i forsamlingen af ​​tildelte stater; og heller ikke tilfreds med det, forstod han at fjerne upopulære stænderforsamlingsmedlemmer ved at nægte at konfirmere dem eller give dem orlov, og indkaldte i stedet deputerede. På den måde har regeringen vundet mindst 9 stemmer, og hvis man lægger de 3 gejstlige medlemmer sammen, som regeringen har udpeget, er der vundet 12 stemmer - og dog er de første handlinger fra denne stænderforsamling afgjort oppositionelle. Men prof. dr. Schmidt blev valgt til præsident, men det afgørende motiv ved dette valg var intet andet end at udpege et medlem, der var lige så dygtig til både dansk og tysk, til at lede forhandlingerne og i overensstemmelse med den nyligt udstedte kongelige anordning tjene på begge sprog samtidig bør gennemføres. Derfor kan dette valg ikke tillægges samme vægt som næstformandens. Og dette faldt på et medlem, der altid har støttet det tyske parti fuldt ud. Den valgte, købmand Funcke i Flensborg, var tidligere russisk vicekonsul og blev fjernet fra sin stilling af den russiske regering i 1849 på vegne af den danske regering. I overensstemmelse med den slesvigske statsforsamling manifesterede den holstenske forsamling også sin sande etos ikke gennem valget af præsidenten, men af ​​vicepræsidenten. I det mindste kunne Itzehoer-forsamlingen ikke demonstrere sin karakter tydeligere end gennem valget af den afsatte advokat sr. Bargum i Kiel, der var formand for den tidligere Slesvig-Holstenske stænderforsamling fra 1848-1851. Et yderligere tegn på at der på trods af alle regeringens bestræbelser er en vis sammenhæng mellem de to stænderforsamlinger, er kassationen af ​​valget af Tillisch og Ravit. Tillisch var som bekendt dansk delegeret medlem af delstatsforsamlingen for Hertugdømmet Slesvig fra 1849 til 1951 og er i dag kabinetssekretær for kongen. Tillisch er dog en "Eiderdansker" og Ravit en "slesvig-holstener", men det slående er at begge forsamlinger tog udgangspunkt i samme princip da man undersøgte legitimationsoplysningerne. I statutten af ​​24. maj 1834 har intet selskab eller korporation ret til at vælge et medlem gennem selskabets ejendom; I modsætning til dette princip blev borgmester Jensen på et af møderne før marts optaget som medlem af Harmonie i Kiel. Det var allerede inden forsamlingens møde forudsigeligt at regeringen denne gang ville påberåbe sig patentet af 1834 og protestere mod valget af Ravit – og det skete virkelig – forsamlingen måtte reagere på regeringens protester. Men samme dag af samme grund, trods regeringsmedlemmernes stemmer, blev valget af hr. Tillisch kasseret selv om tidligere advokat Bremer, en af ​​lederne af "Schleswig-Holsteiner", også blev optaget i Slesvig stænderforsamling som medlem af Haderslev Klub. Regeringen er nødt til at acceptere dette nederlag i stilhed, og trække hr. Tillisch tilbage. Der er altså en aftale, eller rettere sagt en umiskendelig forbindelse mellem de to stænderforsamlinger, og trods alt hvad der er sket fra regeringens side i de sidste fire år, eksisterer der faktisk stadig et "Slesvig-Holsten" .

Aus den Herzogthümern, den 9. October. Es war eine richtige Beurtheilung unserer Zustände, als ich Ihnen neulich schrieb, die Herzogthümer hätten trotz ihrer Niederlage keine einzige ihrer Hoffnungen aufgegebn. Die beiden Ständeversammlungen in Itzehoe und Flensburg liefern bereits die Belege für diese Anschauung. Graf C. Moltke hat sich grosse Mühe gegeben, die Schleswigsche Ständeversammlung aus "gutgesinnten" Elementen "zusammenzusetzen"; er hat zu diesem Zwecke eine nicht geringe Anzahl von Wählern aus dem Listen streichen lasse, er hat dann ferner drei Virilstimmen cassirt und statt der früheren oppositionell gesinnten Inhaber drei anderen Grundbesitzern, die vollkommen der Dänischen Regierungspartei angehören, Sitz und Stimme in der Ständerversammlung verliehen; und auch damitt noch nicht zufrieden, har er durch Verweigerung der Bestätigung oder des Urlaubs missliebige Abgeordnete zu seseitigen gewusst und statt deres die Stellvertreter einberufen. Auf diese Weise hat die Regierung mindestens 9 Stimmen, und rechnet man die 3 der von dem Gouvernement ernannten geistlichen Mitglider hinzu, 12 Stimmen für sich gewonnen - und dennoch sind die ersten Acte dieser Ständerversammlung entschieden oppositionell. Allerdings ist Prof. Dr. Schmidt zum Präsidenten gewählt worden, aber das bestimmende Motiv bei dieser Wahl war kein anderes, als das, ein der Dänischen wie der Deutscehn Sprache gleich kundiges Mitglied mit der Leitung von Verhandlungen zu beauftragen, dienun einmal gemäss der kürzlich erlassenen königlichen Verordnung in beiden Sprache zugleich geführt werden sollen. Man kann daher dieser Wahl kein solches Gewicht beilegen, wie der des Vicepräsidenten. Und diese fiel auf ein Mitglied, das sich stets entschieden zur Deutschen Parei gehalten hat. Der Gewählte, Kaufmann Funcke in Flensburg, war ehemals Russischer Vicekonsul und wurde 1849 auf Betrieb des Dänischen Gouvernements von der Russischen Regierung seiner Stelle enthoben. Uebereinstimmend mit der Schleswigschen Ständerversammlung hat auch die Holsteinische ihre eigentliche Gesinnung nicht durch die Wahl des Präsidenten, sondern des Vicepräsidenten manifestirt. Deutlicher wenigstens konnte die Itzehoer Versammlung ihrer Charakter nicht bekunden, als durch die Wahl des abgesetzten Advocaten Dr. Bargum in Kiel, der von 1848-1851 unausgesetzt Präsident der weiland Schleswig-Holsteinischen Landesversammlung gewesen ist. Ein ferneres Zeichen, dass trotz aller Anstrengung der Regierung ein gewisser Zusammenhang zwischen beiden Ständerversammlungen stattfindet, ist die Cassation der Wahlen des Geheimeraths v. Tillisch - derselbe war bekanntlich 1849-1951 das von Dänemark delegirte Mittglied der Landesversammlung für das Herzogthum Schleswig, und ist gegenwärtig Cabinetssecretair des Königs - so wie des Prof. Ravit. Allerdings ist Tillisch "Eiderdäne" und Ravit "Schleswig-Holsteiner", aber das Hervorspringende bei der Sache ist, dass beide Versammlungen bei der Prüfung der Legitimationen von demselben Principe ausgingen. In dem Statut vom 24. Mai 1834 ist nämlich keiner Gesellschaft oder Corporation das Recht zugestanden, ein Mitglied durch das Eigenthum der Gesellschaft wählbar zu machen; entgegen diesem Princip war in einer der vormärzlichen Versammlungen Bürgermeister Jensen als Mitglied der Harmonie in Kiel für wählbar angenommen worden. Nun war schon vor dem Zusammentreten der Versammlung vorauszusehen, dass die Regierung diesmal sich auf das Patent von 1834 berufen und gegen die Wahl Ravits Protest erheben werde - und das ist auch wirklich geschehen - die Versammlung musste auf den Proteste der Regierung eingehen. Aber an demselben Tage wurde aud demselben Grunde trotz der Stimmen der Gouvernement Mitglieder die Wahl des Herrn v. Tillisch cassirt, obwohl ehedem auch in der Schleswigschen Ständerversammling Advocat Bremer, einer von den Führern der "Schleswig-Holsteiner", als Mitglied des Clubs von Hadersleben zugelassen wurde. Die Regierung muss diese Niederlage schweigend hinnehmen, und Herr v. Tillisch zurüchkreisen. Es findet also aine Uebereinstimmung, oder um es bestimmter auszudrücken, unverkennbar ein Zusammenhang zwischen beiden Ständerversammlungen statt, und trotz alle dem, was seitens der Regierung in den letzen vier Jahren geschehen ist, existirt factisch noch immer ein "Schleswig-Holstein". 

(Artiklen fortsætter med at berette om de danske avisers reaktion på valget, Fædrelandet og Berlingske)

(Magdeburgische Zeitung : Anhalter Anzeiger. 11. oktober 1853)

Købmand Funcke var blevet anerkendt som russisk vicekonsul i Flensborg i 1826. 

Advokat og politiker Ludolph Conrad Hannibal Bargum (1802-1866) var blandt de som i martsdagene 1848 var imod at proklamere en selvstændig slesvig-holstensk stat og i stedet sende en deputation til København (hvilke også skete).  Bargum var medlem af den holstenske stænderforsamling fra 1842. 1843 indgik Bargum med i den kreds, der stiftede Neue Kieler Blätter. I marts 1848 bidrog han til etableringen af den midlertidige regering uden selv at blive medlem af den. Han tilhørte "gammel-slesvigholstenerne" med en pragmatisk politisk overbevisning. Efter Krigen 1848-1851 blev han igen medlem af de holstenske stænder fra 1853. I 1855 var den eneste der støttede L.N. Scheele over for forsamlingens mistillidserklæring. I 1856 blev han valgt medlem af Rigsrådet og her talsmand for forsonlighedspolitikken. Hans udnævnelse til borgmester i Kiel 1862 vakte postyr. På et offentligt møde frakendte man ham "hans medborgeres tillid og agtelse". 1864 tog han sin afsked.

Et mere detaljeret referat af den slesvigske stænderforsamlings prøvelse af de valgte ses i Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 24. oktober 1853, samt et referat af 2. møde af 8. oktober 1853.

Et mere detaljeret referat af den holstenske stænderforsamlings prøvelse af de valgte ses i Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 28. oktober 1853.

Stænderhuset i Flensborg blev opført mellem Nørretorv og Søndertorv, tegnet af arkitekt Laurits Albert Winstrup. Bygningen rummede stænderforsamling, administration, centralkasse og overappellationsret. 1858-1864 fungerede en fløj for Flensborgsamlingen. I 1864 fungerede bygningen som lazarat, 1882-1964 som rådhus. Herefter blev bygningen nedrevet. Public Domain.

Markedet ved Hørmested. (Efterskrift til Politivennen)

hedder det i "Frederiksh. Av.", endte paa en beklagelig Maade. Politimesteren havde truffet den vistnok meget rigtige og ved en Mængde trykte Placater bekendtgjorte Forholdsregel , at Udskjænkning, Beværtning og andet Udsalg paa Markedspladsen, skulde ophøre strax efter Solens Nedgang. Boutikerne og Udsalgene standsede i ordentlig Tid og Folk forføiede sig med Rolighed fra Markedet. Ogsaa ud af Kroens Skjænkestue begave Folk sig efter Opfordring; men derefter begyndte adskillige unge og urolige Personer udenfor at fordre at ville ind og at være utilfredse over, at dette negtedes dem, der allerede da havde nydt Mere end til Nødtørft. Uagtet Politiets Forbud og uagtet de assisterende Sognefogder vare stillede i Døren, søgte en Masse at trænge ind, hvilket kun ved Politiets Understøttelse af adskillige sindige Mænd, der vare tilstede, forhindredes. Adskillige Lovstridigheder og Uordener forefaldt, saasom voldsomt Angreb paa Politiet og Ødelæggelse af Vinduerne paa Kroen. Det er ikke Urostifternes Skyld, at ingen Ulykke skete, og, da Politimesteren, der var i Uniform, gjentagne Gange i Forveien høit og lydeligt betydede de Larmende i Kongens og Lovens Navn, at de maatte fjerne sig og at deres Opsætsighed mod de givne Bestemmelser var en Forbrydelse, mod hvilken de advaredes, idet de Fornuftige opfordredes til at gjøre Begyndelsen med at fjerne sig, er saaledes Mængdens Indtrængen mod Politiet saa meget fordømmeligere, som der ikke blev anvendt Slag eller anden Magt for at fjerne dem fra Huset, der af de Gjenstridige kunde paaskydes som Grund til Ophidselse. At Adskillige under Paatrængenheden paastode, at de vare Rejsende, havde glemt Cheniller osv. i Stuen, var naturligviis aldeles ingen Adkomst for dem til at indlades, saalænge Opløbet og Sammenstimlingen ei var forbi. En stor Deel af Urostifterne ere alt bekjendte, og det er at haabe, at ved de Undersøgelser, der ville blive anstillede, de øvrige ogsaa ville blive det, da det er i høi Grad i det Offentliges Interesse, at de blive afstraffede. Der gives desværre flere Exempler paa Uordener som de, der have fundet Sted; saaledes paa Hjallerup Marked i Dronninglund Sogn for nogle Maaneder siden, hvor Massen var opsætsig og begik Uordener af Vrede over, "at der ikke nu kunde faaes mere mere Brændeviin".

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 12. oktober 1853, 2. udgave).

Svinehold paa Vesterbro. (Efterskrift til Politivennen)

For ikke at have efterkommet et dem af Politiet givet Tilhold, actioneredes Lysestøber Niels Stæhr og Slagtermester Johan Stæhr under en af Criminalretten den 1ste Octbr. paakjendt Sag, og paastodes de derhos tilpligtede at opfylde dette under Tvang af en daglig Mulkt. Det blev oplyst, at det - i Anledning af en Politi-Rapport af 9de Juli sidstl., betræffende en i Stedet Nr. 36 paa Vesterbro værende Svinesti - den 12te f. M. ved Politidirecteurens Protocol blev betydet de Tiltalte, af hvilke Lysestøber Stæhr er Eier af det nævnte Sted og Slagtermester Stæhr har leiet en Deel af samme og navnlig den ovenmeldte Svinesti - at de uopholdelig havde at ophøre med at holde Sviin i det omhandlede Sted, men at en den 14de Juli afgiven Rapport fremgik det imidlertid, at Svineholdet endnu ikke har ophørt i Stedet, i Henseende til hvis Localiteter det bemærkes, at den paagjældende Svinesti ligger i en Afstand af ikkun 2 Alen fra et af Familier beboet Baghuus, og at der paa den mellem dette og Forhuset værende Gaardsplads, der ogsaa paa de 2 andre Sider steder til Bygninger, og ikkun er c. 200 Kvadratalen stor, desuden findes et Slagterhuus, et Lokum og en Møgkasse, Alt i en Afstand af ikke over 4 Alen fra Baghuset. At de Tiltalte, der i Forhør af 19de Juli indrømmede, at der endnu fandtes Sviin i den omhandlede Sti, forklarede Lysestøber Stæhr, at han til Medtiltalte halvaarsviis har bortleiet en Deel af Stedet, og deriblandt Svinestien til Svinehold, og at han anseer sig som Eier uberettiget til at indblande sig i Leietagerens Ret til at benytte det Leiere eller at forbyde ham dens Udøvelse, og angav Slagtermester Stæhr, som Aarsag til at han ikke har holdt sig den ham givne Tilhold efterretteligt, at han anseer Svinehold som en nødvendig Deel af hans Næringsvei som Slagter, idet Svinene fortære Affaldet fra Slagteriet, og at han ikke vidste, hvor han skulde anbringe dem. Med Hensyn til Lysestøber Stæhr, da skjønnedes den Omstændigbed, at han ved det stiftede Lejeforhold har til Medtiltalte overdraget Brugen af den paagjældende Svinesti, over hvilken han altsaa ikke har en saadan Raadighed, som han maatte have for at kunne opfylde det givne Paalæg, at maatte medføre, at der ikke kunne paadrages ham Strafansvar. Derimod blev Slagtermester Stæhr, som naturligviis ikke kunde disculperes ved hvad han, som ovenmeldt, havde anbragt som Grund til at han ikke havde efterkom med det ham givne Tilhold - for det af dam i saa Henseende udviste Forhold anseet med en arbitrair Straf, der efter Omstændigbeverne fandtes at kunne bestemmes til en Mulkt af 50 Rbd. til Kjøbenhavns Fattigvæsens Hovedkasse. Betræffende den Deel af Sagen, der angik Fremtvingelsen at det oftnævnte Paalægs Efterlevelse ved Fastsættelse af en daglig Mulct, antog Retten sig ikke competent til at bringe en saadan til Anvendelse, for derved at bevirke Opfyldelsen af det paagjældende Øvrighedsdekret.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 7. oktober 1853. 2. udgave).

Gårdinteriør fra Vesterbro 36/Vesterbrogade 80, april 1899. Nedbrudt samme år. Der er 46 år mellem artiklen og fotoet, men fotoet giver måske et indtryk af hvordan der har set ud. Brolægningen er ret sikkert af nyere dato end 1853. Mariboes Samling. Ingen kendte rettigheder. Kbhbilleder. 

Familien Stæhr havde ifølge kbhbilleder slagterboder på Nikolaj Plads.

Slagtermester Johan Jacob Severin (1801-) og Ane Marie Larsen (1797-) havde børnene Niels Jacob f. 1836, Johan Jacob f. 28.8.1837 samt hendes 2 sønner fra tidligere ægteskab Hansine og Jacob Magsen.

Niels Jacob Stæhr (1807-1889) var lysestøber og vognmand, husejer på Vesterbrogade 80. Gift med Anne Christine Larsen (-1849). I folketællingen 1845 boede de Udenbys, Vestre kvarter 36, Vesterbrogade 80, sammen med Georg Johannes Stæhr og Bolette Marie Stæhr, 75. Desuden børnene Niels Jacob Stæhr, 37. fra Frederiksberg, lysestøber gift med Ann Christine Larsen, 29, fra København, Niels Tønnes Johannes Stæhr, 1 fra København, deres barn, Maria Dorthea Stæhr, 38, ugift København. Maria Dorthea bestyrede gården for sin bror N. Stæhr i hans fravær og signerer Folketællingen. 

Ved folketællingen 1860 boede Stæhr-familien stadig på Vesterbrogade 80.